af tina blomgreen / foto: privatfoto o
Hans Erik Skaaning er 71 år og gift med ar på Kirsten. Mens hippiebevægelsen var sit højeste i 1967, giftede de sig ved et sommerkirkebryllup. For de to unge var fremtidsplaner-ig og ne enkle: At følge sit hjerte, gifte sig rt efstifte familie. Og sådan gik det. Kort ter var deres førstefødte på vej. hed ”Vi boede dengang i en lille lejlighed i Taastrup, og det var meningen, at Kiral, sten skulle føde på Glostrup Hospital, ået men allerede før fødslen havde vi fået å vi at vide, at der var overbelægning, så r. blev i stedet henvist til at føde på Dr. Juhls Fødeklinik i Glostrup.” Det var Hans Erik lidt betænkelig ved i starten. ”Det var jo ikke sikkert, at alt ville dsgå godt. Jeg havde jo hørt om, at fødsler kunne trække ud og endda ende med kejsersnit. Men fordelen var, at jeg kunet ne være med under selve fødslen. Det var ellers ikke almindeligt dengang.. Jeg kan huske, at mine kolleger syntes, det var meget mærkeligt, at jeg skulle være med. Især da jeg bestilte nogle fridage i forbindelse med fødslen. Det undrede de sig meget over,” siger han. Hans Eriks bekymringer blev gjort til skamme. ”Vandet gik natten til fredag den 22. marts. Jeg kan huske, at Kirsten stod og strøg derhjemme om morgenen, før vi skulle af sted. Vi ankom med lidt besvær til receptionen klokken 7 om morgenen, og så gik det ellers hurtigt. Vi kom ind på fødestuen og allerede en halv time efter blev Tenna født. Det var en utrolig flot oplevelse – ja det er vel det største, et menneske kan opleve i sit liv. Jeg kan huske, at de viste mig moderkagen bagefter, og det var helt fantastisk. Der var et farvespil uden lige i den, og det var helt utroligt, at den havde været derinde med barnet hele tiden,” fortæller han. Efter en times tid kører Hans Erik hjem og drikker morgenkaffe og samler vuggen til Tenna.
44
Ældre Sagen NU Februar 2011
n e g n i d Mæn g n a g d a ”En fødsel er vel det største, et menneske kan opleve i sit liv,” siger Hans Erik Skaaning, som er pavestolt af Tenna i vuggen.
”Og så begyndte jeg at ringe rundt og – ja – PRALE, vil jeg kalde det. Jeg ringede til hele familien og alle vennerne for at fortælle, at vi var blevet forældre, og at Tenna var født. Det var en skøn følelse. Jeg var pavestolt,” fortæller han. Da Hans Erik hentede mor og barn hjem 3-4 dage efter, husker han en særlig gestus. ”En fra personalet kom og rakte mig Tenna i armene og sagde: ”Pas nu godt på hende.” Det var et meget rørende øjeblik, synes jeg.”
Døren lukket Kirsten og Hans Erik flytter til Køge og ville gerne have et barn mere. Og den 25. juli 1971 er der fødselsdag igen. ”Vi skulle føde på det gamle sygehus i Køge. Det var meget nedslidt og gammeldags, og forinden havde vi fået at vide, at fædre ikke kunne komme med til fødslen,” siger han.
Alligevel blev det en meget underlig fornemmelse, da de ankom til hospitalet efter en køretur midt gennem byfesten. ”Vi går hen til en lille dør i væggen og ringer på. En sygeplejerske åbner, trækker Kirsten ind og siger venligt, men bestemt noget i retning af, at ”nu skal de nok klare den lille sag,” og så lukkede hun døren lige for næsen af mig. Det var en flad fornemmelse,” siger han og tilføjer, at i dag havde det været fuldstændig uacceptabelt. Han kørte tilbage til nogle venner og fik en cognac. Efter halvanden time ringede de fra hospitalet. Det blev en Nikolaj, og fødslen var gået lige så godt som første gang. Efter fødslen havde Hans Erik denne gang taget hele to ugers ferie. ”Skulle vi have haft et barn til, så havde jeg insisteret på at komme med til fødslen,” fastslår han. ·