HARDY MURER HAR BYGGET HUSE I ENGTOFTEN OG RENOVERET SKOLEN

Hardy Clausen har haft godt liv som murermester. Fodbold og jagt var store interesser, foruden de ænder, han mødte første gang som syvårig. Som 81-årig stadig i fin form. Der er kun lige det med hørelsen.

Det er noget af et syn, der møder en i entreen hos Hardy Clausen. Væggene er fyldt med rådyrgevirer, og der er flere på kontoret. 300 i alt vidner om den tidligere murermesters store interesse gennem mange år, jagten. Mest herhjemme, mindre i udlandet, en enkelt gang i Polen.

Som 81-årig er han nu ved at afhænde de geværer, der har tjent ham godt, men som også er årsag til, at hans uundværlige følgesvende, høreapparaterne, er nødvendige.

- Alle de der knald fra jagten har ødelagt ørerne, så jeg hører meget dårligt, erkender han om tiden, da man ikke brugte høreværn og den slags.

Bortset fra det trykker alderen ikke voldsomt. Telefonen ligger godt i hans hænder, når han sikkert finder frem til billeder af de prydænder, som han har på den store grund bagved huset, og som blandt andet Odense Zoo er aftagere af.

Han står stadig op om morgenen og går ud til ænderne i de små søer med net over for at fodre dem, og hvad de ellers kræver af pasning.

BARNDOMMEN

Murermester Richard Clausen og hustru Ellen fik fem børn, ét af dem var Hardy, født på Holev Mark, har han fået fortalt. Selv husker han kun barndommen i det røde hus, som faren byggede på hjørnet af Brolandvej og Piletoften.

Det var en svir at ligge under broen på den nuværende sti gennem skoven og opleve toget, der susede forbi over én. Eller lægge mønter på skinnerne og finde dem fladtrykte, når toget var forbi.

Det var det også, da Hardy som syvårig så en spidsand ruge sine æg ud. Anden var fundet i en mark i Vester Kærby og bragt til Richard Clausen, der vidste noget om fjerkræ. Det var starten på livet med prydænderne.

Der var heller ikke langt til fodboldbanen på den anden side af Pilebækken, hvor mange timer blev brugt, når skolegangen på Agedrupvej var forbi. Helge, Hardys seks år ældre bror, blev en lynhurtig wing, mens Hardy spillede på midtbanen, ville man sige i vore dage. Dengang hed det halfback.

Hardy spillede i mange år og mindes medspillere som frisørsønnen Bent Stokholm, brødrene Benny og

Bjarne Toftdahl og ikke mindst Svend „Brugs“ Mortensen, brugsuddeler i byen og det, man dengang kaldte en tankcentreforward med et spark som en hest. Manden, som det lykkedes at brække en overligger – der vist var lidt slidt i kanten. Men historien lever stadig.

I mange år spillede Hardy fodbold, og i mange ungdomsår cyklede han og kammerater om søndagen på Odense Stadion, især når favoritklubben, de røde fra B1909, spillede. Ofte tog man lige kamp to med og så også OB, B1913 eller Odense KFUM, inden pedaltrampene retur.

Det lå i kortene, at Hardy skulle være murer efter skoletiden. Han kom i lære hjemme hos sin far, der kom med på bølgen med parcelhuse og blandt meget andet byggede en stribe huse i Engtoften og havde lokale ungersvende i lære, blandt andet navnkundige Skrædder Aages søn Bent Aage Nielsen og cykelhandler Svend Johanssons søn, Kjeld.

Samt altså sønnen Hardy, der ret hurtigt efter svendeprøven startede sit eget firma og byggede det gule hus på Agedrupvej lige overfor Daltoften, hans og Bodils første hus, efter at de var blevet gift 1968. Syv år senere lagde han stenene til huset på Brolandvej 46, hvor de har boet siden, og hvor børnene Gitte, Thomas og Kenneth er vokset op.

Med god plads bagved i hallerne til blandemaskiner, mørtel og alt det andet, en murermester skal have på lager, når seks mand skal i gang hver morgen.

Hardy byggede godt nok nogle huse lige op ad ham selv i Engtoften og også nogle stykker i Munkebo, men lykken for ham blev samarbejdet med Odense Kommune, hvor han blev kommunens mand på skoler og institutioner, når noget skulle renoveres eller etableres.

Det var for eksempel Hardy og hans mænd, der stod for en omfattende ombygning på Agedrup Skole, da mange betonvægge blev fjernet for at skabe fællesrum og større klasseværelser.

Ikke at Hardy ikke tog andre opgaver end de kommunale, og han mindes stadig dagen efter stormen i 1999, hvor Bodil, der passede telefonen, blev bestormet dagen lang af desperate folk med stormskader.

Det var den bedste hund, jeg har haft, fortæller Hardy om Britt, den sorte labrador formel 1, der døde for to år siden. Den fik kræft og dens død var en vigtig grund til, at den gamle jæger trappede ned med jagten og nu sælger sine geværer. Det var ikke det samme uden den. Mange hunde har han haft, men ingen som Britt.

Det betyder ikke, at Hardy er gået i stå. Han er en åndsfrisk og skarp 81-årig, hvis krop ikke er mærket af de mange år som murer. For nogle år siden med hjerteproblemer, hvor det var lige ved... Det blev heldigvis godt igen med en pacemakers hjælp.

Som sagt er der stadig ænderne i baghaven at passe, og hus og have. Foruden at man skal følge med i sportbadminton, håndbold og fodbold - på den store tv-skærm.

Her et blik ind i en meget lille del af Hardys store baghave med masser af prydænder. Foto: Helge Rasmussen