JEG TROR PÅ FÆLLESSKABET!

Og du er inviteret, skriver Ina Aagaard, der sætter fingeren på 70’ernes fællesskaber og den aktuelle krisetids mulighed for at blive et vendepunkt.

man bare lægge brevene på bordet. Mælkemanden kom forbi, dyrlægen kom på besøg, foder blev læsset af til dyrene og folk hentede gårdmælk eller kiggede ind for lige at sige hej.

krongemme, rundbold, tre-skridt-ogen-spytklat, elastikhop, buesving. Vi satte pap på egerne af vores cykelhjul, så de lød som knallerter, vi klatrede i træer, og der var altid nogen at lege med.

Af Ina Aagaard, sognepræst

Jeg tror på fællesskabet, og du er inviteret!

Vi har måske været tilbøjelige til at tro, at kriser var en undtagelsestilstand, men her er vi vågnet op til 2023, og vi kigger os omkring og ser, at kriser åbenbart er blevet „det nye normal“.

Det er ikke just opmuntrende at gå ind i et nyt år med krig i Ukraine, corona, klimakrise, energikrise og stigende fødevarepriser.

Aviserne har mange opsigtvækkende varsler om, at der ikke bare er fremgang, som vi ellers har været forkælet med, og at alting bliver bedre.

Nu må vi tage ved lære af vores tidligere generationer igen. Lære at hækle, strikke og sy, vi skal genbruge og finde på kreative sammenlappede løsninger og Storm P-metoder. Vi kan ikke bare købe nyt selv ikke i vores senmoderne tid.

For nylig hørte jeg om samfundet i

70’ernes Vester Kærby. Alle kendte hinanden, og det var helt almindeligt, at man også hjalp hinanden og samarbejdede på kryds og tværs.

Postbuddet kom dagligt forbi og smed posten ind ad en åben dør f.eks. på fryseren, men kom også inden for i køkkenet, når der var kaffe på kanden. Skulle man have sendt post den anden vej, kunne

Alle kendte hinanden i Kærby. Det var et trygt og godt sted for børn at vokse op. På gårdene hjalp alle til, børn som voksne indgik som en naturlig del af livet på gården, når f.eks. en kalv skulle trækkes ud, når fodergangen skulle fejes, dyrene fodres, hegnet ses efter eller der skulle hentes hø, tages roer op, bages boller, eller der skulle køres traktor i marken.

Inden for landbruget havde man brug for alle hænder.

Det var en tid, hvor vi levede det gennemsnitlige liv med kernefamilie, fast job og hus understøttet af samfundets strukturer af uddannelse og økonomi.

I dag drives de små landbrug og husmandssteder ikke længere. Vi går på arbejde hver især og behøver ikke hinandens hjælp.

Tendensen og værdierne går mere i retning af det enestående. De sociale medier understøtter ideen om, at kun det unikke og særlige er værd at „synes godt om“. Vores af-

I TARUP

Jeg husker selv 70’ernes parcelhuskvarter i Tarup, hvor jeg voksede op. Når alle vi børn var tidligt hjemme fra skole, så kunne vi ikke komme hurtigt nok ud at lege. Vi legede: tensmad består sjældnere af medisterpølse, brun sauce og kartofler, og er nu erstattet af bælgfrugter, linser og pastaretter, som vi tager billeder af og lægger ud på facebook. Ferier skal være specielle og individuelle. Det er en tendens, at også vores børn i dag bærer mere specielle navne fremfor familiens slægtsnavne, som dengang i 70’erne.

Men selv om vi en årrække fik flere penge mellem hænderne og større frihed, har det haft en konsekvens: Fællesskabet og det, der binder os sammen, har det svært i en tid, hvor alt og alle skal skille sig ud og være noget særligt.

Men jeg tror, at vores krisetid kan blive et vendepunkt.

Krise betyder på latin afgørelse eller dom. Vi kan bruge vores samtid til at overveje, hvad det er, der tæller og har betydning for os, når idealer om at være unik og at realisere os selv også viser sig at rumme en indbygget risiko for fiasko og skuffelse - fordi de færreste kan leve op til at være en succes i det lange løb.

Måske er vi med vores krisetid ved at opdage, at vi kun som samfund kan udvikle større modstandskraft og robusthed. At vi har brug for hinanden. Alene er vi for sårbare.

Fællesskaber er vigtige for os. De får os til at glemme os selv, får os væk fra skærme og usunde sammenligninger.

“Måske er vi med vores krisetid ved at opdage, at vi kun som samfund kan udvikle større modstandskraft og robusthed. At vi har brug for hinanden. Alene er vi for sårbare.”

Derfor skal vi hjælpe hinanden med at understøtte vores nære fysiske fællesskaber, hvad enten det er de gode gamle gadeaktiviteter, vi skal lære videre til vores børn, gadefesterne, byfesterne, fællesspisning, samling på kryds og tværs af generationer og skel, gudstjenester og sangfællesskaber.

Med dét som mål for ´23 går vi mod lysere og mere håbefulde tider.