Så mange adventister er vi. Thomas Müller fortæller med begejstring om Annual Council. Missionsinitiativer var det, som inspirerede ham allermest. Og han tager stafetten med hjem til dig og mig...
At løfte mit blik på Jesus En åndelig dagbog. Det er et konkret redskab, som kan bruges i vores daglige liv for at løfte blikket til Jesus. Beckie Spanggaard fortæller, hvordan hun bruger det i forhold til depression.
Gud løfter mit blik...
... når jeg føler mig skamfuld. Menigheden tilbyder den skamfulde et miljø, hvor man kan være sårbar. Et sted, hvor man tør løfte sit blik og lytte til stemmen, der siger: ”Du er mit elskede barn!“
Jeg græd. Jeg følte mig fortvivlet. Jeg kunne ikke overskue det...
Af: Line Nielsen, redaktør
VÆLTET
Lige nu tænker jeg tilbage på et par år, hvor vi boede i Kenya. Jeg var alene hjemme fra morgen til aften hver dag. Ja, der var da nogle folk uden for vores hus, som jeg godt kunne tale lidt med. Men der var ingen mennesker, som var nær på en måde, så man betror sig til dem eller deler noget svært. Jan kom selvfølgelig også hjem igen, som regel til aftensmad. Men altså, de timer hvor jeg var alene hjemme, så skete det engang imellem, at et eller andet væltede mig for en stund. Og så var jeg dog ikke alene. Gud var der altid hos mig. Et øjeblik føltes det ikke sådan. Men min ”metode“ var altid at søge ham igennem hans eget ord, for der vidste jeg, at han før havde mødt mig.
GUD MØDTE MIT HJERTE
Så jeg tog min bibel. Fyldt af følelsen og bønnen: ”Gud, jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal læse. Jeg ved ikke, hvor jeg skal slå op. Jeg er totalt magtesløs.“ Efter at have siddet med Bibelen et øjeblik, så åbnede jeg den. Bladrede lidt. Læste. Og så skete det forunderlige: Gud mødte mit hjerte! Ordene talte lige ind i mit behov.
Hver eneste gang var det stærkt og ufatteligt.
Gud løftede virkelig mit blik. Han gav mig trøst, glæde, fred, håb og mod til at gå videre.
Jeg forstod det ikke. Men sammen med ham så levede jeg det. Jeg overgav mig til ham, som løftede mit blik ud af min egen magtesløshed til at hvile i hans styrke.
HAN LØFTER VORES BLIK – HVER GANG
Gud løfter mit blik! Vi har brug for det. Nogle gange vælter vi ikke blot for en stund, men livets bølge tager os igennem en lang tåredal. Det er med ydmyghed og en jublende glæde, at jeg har læst de erfaringer, som kære trossøskende deler med os i dette blad.
Må deres vidnesbyrd løfte dit og mit blik til ham. Ham, som aldrig svigter os. Ham, som vil løfte vores blik hver eneste gang vores øjne blindes af tårer.
Line Nielsen redaktør for Adventnyt adventnyt@adventist.dk
Indhold
12-27 Tema: Gud løfter mit blik
Om det handler om sygdom, at miste en forældre eller en ægtefælle, om skilsmisse, depression eller at få et handicappet barn. Gud er her! Om vores børn vælger noget andet end vi vil, eller om vi er fyldt af skyld og skam, så rækker Gud sine arme ud og favner os i kærlighed. Som menighed kan vi være hans forlængede arme – og hjælpe andre med at løfte blikket.
Abonnementspriser: Danmark, Grønland og Færøerne: Gratis Øvrige udland: 300,Adresseændringer meldes til Unionskontoret, tlf. 4558 7777, info@adventist.dk
Kommende Adventnyt: Nr. 1 udkommer uge 7
Tema: Makker med Gud Deadline: 08.01.2018
Nr. 2 udkommer uge 15
Tema: Tjenere Deadline: 26.02.2018
Nr. 6 · december 2017
04 Rundt omkring
08 Vejlefjordskolen
09 John G. Matteson –Skandinaviens adventistapostel
10 Unionen
12 Er der plads i herberget?
14 Livet slog et lille ekstra sving
15 Gud løftede mit blik til ham
16 Lys i mørket
18 Gud har været med mig
19 Da bægeret blev fuldt
20 At miste en ægtefælle til sygdom
23 At møde mennesker i sorg
24 At løfte mit blik på Jesus
26 Gud løfter mit blik
– når jeg føler mig skamfuld
28 Forvaltning
29 Arrangementer og annoncer
31 Tillykke
34 Vi mindes
36 Børnesiden
38 Kollekt / kalender
40 Klumme
adventist.dk/abonner
SABBATONLINE hver fredag
NETANDAGT hver morgen
ADVENTNYT ONLINE midt i måneden Materiale til nyhedsbrevet sendes til: adventnytonline@adventist.dk
Regionsdag i Nærum 16. september
En regionsdag med fokus på reformationen. Arthur Hansen satte fokus på, at vi deler Luthers respekt for Bibelen: ”Jeg har intet gjort, Gud har gjort alt – Guds ord har gjort det hele.“ Og hermed også princippet om, at vi har pligt til at undersøge, hvad Bibelen går ud på – ja, og vi kan takke reformationen for, at vi fi k Bibelen på vores eget sprog.
Richard Müller fortsatte med at for-
tælle, at det var sjælesorg, som var reformationens motiv. Luthers sjælesorg for mennesker udsprang af hans egne håbløse erfaringer. Forkyndelsen på den tid var mørk og fuld af angst og blev med reformationen erstattet af et glædens evangelium, som vi også forkynder i dag.
Vi var mange deltagere på regionsdagen. Vi nød hinandens selskab, maden, budskabet og – ikke mindst sangene. Slå
fx op til salme 104, vers 1: ”Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde!“ Martin Luther har skrevet den (i første udgave), og Richard tilføjede –”ja, den salme indeholder alt det, jeg vil sige.“ Syng eller læs den – og du har et referat fra møderne. Du har også reformationens kerne. Og du har Guds allerstørste gave til dig: Frelsens frie gave.
Den 23. september havde Odense Adventkirke en masse dejlig musik, sange og indslag af menighedens unge. Emnet var ”En ny begyndelse“, som blev illustreret gennem taler om Daniel, Noa og Josef, og
Martin Luthers 95 teser i børnehøjde
Børnehistorien* ved reformationsgudstjenesten i Holstebro den 14. oktober handlede om den lille Martin, som blev bange for Gud, når han gik i kirke. Præstens gentagne ofringer af Guds søn søndag efter søndag og kalkmaleriernes billeder af folk i skærsilden satte sit præg på den lille dreng. Hvis Gud var sådan, hvordan ville det da ikke gå Martin, der havde lavet så mange narrestreger, at hans forældre og lærere måtte give ham af spanskrøret flere gange om ugen? Martin ønskede at være en god dreng, men det var så svært. Heldigvis kom han senere til at læse
grundigt i Bibelen og fandt ud af, at Gud slet ikke var ondskabsfuld, men fuld af godhed og ønskede at frelse alle, som ville tro på Jesus. Martin var glad for sin nyfundne forståelse af evangeliet, men også harm over middelalderkirkens skræmmebilleder af Gud. En dag slog han så 95 sætninger op på kirkedøren i den by, hvor han boede. Det var begyndelsen på den protestantiske reformation. Vi er taknemmelige til Martin Luther i dag, fordi han har ladet os forstå, at ingen piger og drenge eller voksne behøver at være bange for Gud. Efter børnehistorien fulgte en prædi-
Ungdoms og musikgudstjeneste i Odense Adventkirke
ind imellem var der en masse lovsange/ salmer og musikstykker. Hjertelig tak til de unge. Sammen med indbudte venner var der efterfølgende hygge med fællesspisning og godt samvær. Alle havde en dejlig dag.
ken med vægt på Luthers kerneudtryk: Skriften alene, nåden alene, troen alene og Kristus alene.
* Inspiration til børnehistorien er taget fra Benny Alex’ bog om Martin Luther illustreret af Giuseppe Rava i serien ’Troens Helte’.
Tekst: Line Nielsen / Foto: Thomas Müller
Tekst og foto: Birthe Svendsen
Tekst og foto: Sven Hagen Jensen
T
Familieweekend
Tekst: Anne-May Müller / Foto: Thomas og Anne-May Müller
Ien travl hverdag i familien er der mange bolde at holde i luften. Det illustrerede vores taler, Karen Holford, meget fi nt, da hun bad en familie om at komme frem og holde en masse balloner i luften: arbejde, fritidsaktiviteter, madlavning, indkøb, skole, forældremøder, andagter, rengøring etc. Og bagefter mærkede vi, hvor fantastisk det var, at kunne lade alle ballonerne lande om sabbatten, hvor der kun var to hjerteballoner, der skulle holdes i luften: Gud og vores næste. Sådan var indledningen på en kreativ og nærværende gudstjeneste for alle aldre, hvor temaet var, at Gud skabte sabbatten som en særlig gave til os.
Godt 90 børn og voksne blev fuldt engagerede og fik nye idéer til, hvordan sabbatten kan gøres meningsfuld for både små og store. Og weekenden var netop fuld af gode idéer: gode idéer til, hvordan vi er gode forældre til vores børn, så både de og vi trives, idéer til gode
familieandagter, idéer til sjove lege og idéer til bønner, der involverer hele familien.
Og mens de voksne fik fyldt godt på med undervisning, så var der aktiviteter for børnene i forskellige aldersgrupper med både musik, leg, møder og kreativt værksted. Lørdag aften var børnene de mest udholdende og ihærdige, da både børn og voksne fik sig rørt, da vi legede. For selvfølgelig skal der også være plads til, at de voksne kan sætte sig og hygge og få dannet nye venskaber og dele de erfaringer, glæder og frustrationer, det også er at være forældre.
Tak til alle flittige hjælpere, der sørgede for, at weekenden blev til glæde for
Nakskov Fjorddage – bedre end at holde fødselsdag
Tekst: Rita Olsen / Foto: Kenneth Gamborg
For 3 år siden begyndte vi at bede for Nakskov menighed i min bønnegruppe. Efter jeg flyttede til Nakskov, har min bøn været, at Gud vil udnytte vores begrænsede ressourcer bedst muligt. Da jeg læste om Nakskov Fjorddage 2.-3. september, tænkte jeg, at der kunne vi som menighed holde Helse-expo. Arrangørerne for Nakskov Fjorddage kunne godt lide tanken, så jeg tilmeldte os.
Menighedens arrangement varede 3 dage. Fredag mødtes vi og forberedte os. Sabbats eftermiddag bød vi på lækre, sunde smagsprøver og vi delte åndelig litteratur ud. Søndag holdt
vi Helse-expo. Det var helt utroligt, hvordan Gud svarede på vores bønner. Vores arrangement ved Nakskov Fjorddage åbnede op for mange spændende, åndelige samtaler, ikke mindst fordi vi som noget nyt havde en bogstand med i Helse-expoet. Der blev uddelt mange Mod en bedre fremtid, Vejen til et bedre liv, Vejen til Kristus og Jesu liv. En gæst skrev: ”Jeg glæder mig til at læse Vejen til et bedre liv.“ Jeg har haft nogle gamle spejdervenner hjemme til middag, som jeg mødte til Helse-expoet, som jeg ikke havde set i mange år. De er meget interesserede i vores helsebudskab og ville
store og små. Næste år er vi klar til at indtage Himmerlandsgården igen – som altid sidste weekend i september (28.-30. september 2018).
derfor også gerne hjælpe til med at lave maden. Det fungerede rigtig godt. Dette var en lille smagsprøve på alle de mange velsignelser Gud gav os. Pris Ham!
r store og små Næste år e r vi kla
Høstgudstjeneste Odense
Tekst: Birthe Svendsen / Foto: Ingmar Svendsen
Sabbatten den 14. oktober havde Odense Adventkirke høstgudstjeneste, hvor temaet var taknemmelighed. Vi fi k eksempler på taknemmelighed, også i forbindelse med en ferietur, hvor man havde mødt helt ekstraordinær gæstfrihed, og fi k at vide, at det er vældig sundt at være taknemmelig. Vi fi k et situationsbillede af forholdene i Caribien med gentagne orkaner
Rejsebeskrivelse fra tur til Wittenberg
Iforbindelse med Reformationsåret tog en stor del af Køge menighed med flere på en weekend bustur til Wittenberg for at få et levende tilbageblik på historien om Martin Luther. Med overnatning på Friedensau Adventist University var vi forholdsvis tæt på Wittenberg. Et fint sted med en fin service. Ikke mindst deres madpakker, som vi havde med på turen til Wittenberg, bragte glæde. Det var en rigtig lille godtepose.
Undervejs til Wittenberg havde vi bibelstudie og sang. Og fremme i
Wittenberg havde Arn Bjørnsfeldt små indlæg om de steder, vi besøgte. Bl.a fik vi fortalt, at officielt hedder byen i dag Lutherstadt Wittenberg, et tillæg givet af Adolf Hitler i 1938, som nok havde en nationalistisk tilgang for at ophøje Luther.
I Wittenberg besøgte vi slotskirken, hvor Luther hængte sine 95 teser op på kirkedøren, Luthers hus, Philipp Melanchthons hus og Luthers træ. Det var plantet dér, hvor Luther brændte katolske bøger og den pavelige bulle udstedt imod ham. Denne afbræn-
og deres ødelæggelser. Både børn og voksne deltog i programmet, og endelig var der mulighed for at give en god gave til Hjælpeaktionen og samtidig få en kastanje med et skriftsted på. Der blev indsamlet kr. 11.450 kr., som ganske sikkert kommer betrængte mennesker til gode i nødsituationer rundt i verden. Tak for et rigtig dejligt program!
ding ophidsede den katolske kirke, så den udstedte en bandbulle, som gjorde Luther fredløs. Det fik Luther til meget sjældent at forlade Wittenberg herefter.
Vi forlod dog Wittenberg fulde af indtryk og taknemmelighed for turen.
Reformationssabbat i Viborg
Sabbatten den 7. oktober stod i reformationens tegn, hvor godt 45 mennesker var mødt op i kirken i Viborg. Det var et fuldt program med barnevelsignelse, børnehistorie om ”Lille Martin, der var bange for Gud“, prædiken om ”Reformationens betydning for os i dag“, duet på rumænsk, fællesspisning og Lutherfi lm. Som et specielt indslag blev Luthers 95 teser i dansk
oversættelse slået op på kirkedøren og ”Vor Gud han er så fast i borg“ sunget fra indgangsdøren trods den silende regn. Reformationsmagasinerne blev fordelt til at tage med til venner og bekendte. Gæster fra Asien, som ikke er så bekendt med den protestantiske reformation, var meget betaget af programmet og bad om, at Lutherfi lmen kunne vises i deres hjem for venner og bekendte.
Tekst: Sven Hagen Jensen / Foto: Julian Gudmundsson
Tekst: Leif Hansen / Foto: Erik Flindt
Happy Hand i Ikast
Tekst og foto: Per Nielsen
HappyHand Ikast er ved at tage form, og medlemmer i og omkring Ikast er travlt beskæftiget med at få rammerne på plads til en fantastisk butik.
Det har længe været et ønske at begynde en HappyHand i området, og meget tid er gået med at se på forskellige muligheder. Den 15. august 2017 blev det så en realitet, bygningen var fundet og aftaler sat i stand. Når man står i et tomt rum på 700 m 2 kan det virke som en uoverskuelig opgave.
Men hurtigt skete der noget. Vi fik mulighed for at købe butiksinventar i en hel Intersport butik i Esbjerg for et symbolsk beløb. Biler og 3 trailere var afsted 2-3 gange for at hente inventar og køre det hjem til Ikast. Det var vægge, giner, disk, spotlys, hylder, vogne m.m. Vi havde håbet på 5-10 giner – vi fik 40!
Senere gik turen til Fisketorvet i København, hvor vi måtte få alt inventar fra en skobutik gratis. Det var meget flotte ting, som kom med hjem til Midtjylland derfra. Senest har
Regionsdag Køge
Tekst: Dennis Møller / Foto: Erik Flindt og Harry Sættem
Lørdag den 28. oktober lagde Køge Adventistkirke rammen om regionsmødet for Midt- og Sydsjælland. Temaet for dagen var Reformationen.
vi fået tilbud fra en skobutik i Silkeborg om gratis inventar, hvis vi selv vil tage det ned. Vi føler Gud har velsignet os i overflod så langt.
Ud over butikken på 400 m 2 og et lager på 130 m 2 har vi indrettet et undervisningslokale på 70 m 2 og et samtalerum, køkken, kundetoilet, bagindgang m.m. på ca. 100 m 2 Stille og roligt tager butikken form, så kommer du i nærheden af Ikast så kig ind på Siriusvej nr. 7 (ved siden af Toyota).
Vi modtager gerne møbler og alt, hvad du tænker, kan sælges i en genbrugsbutik. Det skal være i orden og rent. Kontakt gerne Jens Markussen på telefon 4277 7378 eller Henrik Kristensen på telefon 3125 4765 og hør, hvornår der er nogen til at modtage dine ting. Der kan også åbnes uden for almindelige butikstider.
Kunne du tænke dig at hjælpe i butikken, ville det være fantastisk. Der er mange forskellige opgaver, som skal løses. Så tænk på, om du ikke skulle være med i dette spændende projekt, hvis du bor i nærheden eller endda, hvis du skal køre lidt. Det er det hele værd. HappyHand er Guds projekt, og mennesker får hjælp både i lokalområdet og i trængte lande. Har du andre spørgsmål kontakt Per Nielsen pr. mail lisbethogper@ mvb.net
y for ma Z l do Tr D t a o v d d
Zlatko Musija, ungdomsleder for den Transeuropæiske Division var gæstetaler og snakkede om, hvordan det var vigtigt at holde daglige bibelstudier for at bevare
et personligt forhold til Gud. Dette holdt han op imod, at man før reformationen ikke selv læste i Bibelen og dermed ikke havde muligheden for på den måde at have den daglige kontakt med Gud.
Imellem møderne var der mange, der benyttede lejligheden til at hilse på gamle venner og få nye bekendtskaber. I løbet af eftermiddagen informerede ledelsen om de tiltag, der er sat i gang her i forbindelse med reformationen, og om hvordan det går med det spændende arbejde med strategien, som blev vedtaget ved generalforsamlin-
gen. Der var mange, der var glade for muligheden for at mødes med nabomenighederne og føle sig som en del af et større fællesskab end det, man oplever i hverdagen. Vi ser frem til næste regionsmøde og håber, at endnu flere vil møde op.
Nyt fra
ELEVER PÅ STUDIEREJSE
Efteråret er en travl tid, når det gælder studierejser. Skolens 2.g. har været på en spændende tur til Barcelona, Global-10 har været i Paris og 9. klasserne har været i Krakow. Indtrykkene fra den store verden derude har sat sig i de unges sind og gør dem klar til livet på den anden side af skolen.
SKOLERNES MOTIONSDAG
Dagen før efterårsferien deltog alle skolens elever i Skolernes Motionsdag. Vi afholdt to løb, dels det traditionelle over ca. 5 km, og dels Indianerløbet. Det sidste er et sjovt løb, hvor der er opgaver lagt ind undervejs, og hvor det egentlig ikke handler så meget om at løbe som at være med og have det sjovt. Nogle af oplevelserne undervejs kan ses på billederne.
SKOLENS INSPIRATIONSUGE
I skrivende stund ser vi frem til skolens inspirationsuge, hvor Michael Bidstrup kommer og holder møderne. Det plejer at være en spændende uge med åndelige højdepunkter.
TRE INVITATIONER:
• JULEKONCERT
Vejlefjordskolens hyggelige julekoncert afholdes i år den 9. december kl. 19.30 med deltagelse af alle skolens kor og en række solister. Vi håber at se rigtig mange af skolens venner og bekendte, forældre og alle andre til julekoncerten!
• NORDISK VOLLEYSTÆVNE
Vejlefjordskolen er i år vært for det nordiske volleystævne 12.-14. januar, hvor de 4 adventistgymnasier dyster om titlen som Nordens bedste hold. Alle er velkomne til at komme og kigge på lørdag aften og søndag i skolens idrætshal!
• ÅBENT HUS-ARRANGEMENT
Januar er den store måned for åbent hus-arrangementer på landets gymnasier. Vejlefjordskolen er ingen undtagelse! Kom og hør om Vejlefjordskolens gymnasie- og HF-tilbud søndag den 21. januar fra kl. 13, få en rundvisning og få en samtale med gymnasielærerne, kostafdelingens folk og/eller rektor, som alle vil være til stede den dag. Samme dag er der også åbent hus for kommende efterskoleelever.
Fra Vejlefjordskolens kalender
9. december
Julekoncert
11.-15. december
10. kl. laver obligatorisk selvvalgt opgave
10.-20. december
3.g laver studieretningsprojekt
20. december kl. 13.30
Fælles juleafslutning i kirken
21. december - 2. januar
Juleferie
10. januar kl. 18-21
Efterskolernes Aften – åbent hus 12.-14. januar
Nordisk volleystævne i Danmark 14.-19. januar
Skitur for efterskolen
21. januar kl. 13
Åbent hus for alle kommende gymnasie- og efterskoleelever 26.-28. januar
For 140 år siden – den 7. juni 1877 – ankom John G. Matteson og frue til Vejle med toget fra Hamborg. Elleve år senere forlod familien Danmark, og da var der organiseret 3 konferenser (Danmark 1880, Norge 1882, Sverige 1882), 24 menigheder, 2 bogforlag og ét trykkeri. Medlemstallet var 1.031 medlemmer i Skandinavien, og ca. en femtedel af alle adventister var på dette tidspunkt af skandinavisk afstamning som resultat af Mattesons virke gennem først 13 år i Amerika og siden 11 år i de skandinaviske lande.
TIL AMERIKA
Det hele begyndte i 1835 i Tranekær på Langeland. Her blev Johannes Gottlieb Mathiesen født, søn af en skrædder. Efter realeksamen i Rudkøbing og arbejde på det lokale postkontor drog den 20-årige til Amerika, hvor han ændrede sit navn til John Gottlieb Matteson.
Matteson var på dette tidspunkt nærmest ateist, men et sygeleje med læsning af Det nye Testamente skabte interesse for den kristne religion. Han lod sig
døbe som baptist og begyndte at vidne og holde møder for dansk-amerikanere i Wisconsin. Behovet for uddannelse førte ham til baptisternes præsteseminarium – i dag University of Chicago –men tuberkulose gjorde, at han afbrød studiet et år før sin embedseksamen.
SYVENDEDAGS ADVENTIST
Det standsede ikke Matteson. Han drog til Wisconsin med sin brud, Anna Sivertsen fra Tromsø i Norge, for at genvinde sit helbred. Læsningen af nogle artikler i ”Review and Herald“, Adventistkirkens hovedorgan, overbeviste ham om at helligholde sabbatten, den syvende dag. Han blev optaget i Syvende Dags Adventistkirken, som var opstået 20 år tidligere. Hele hans baptistmenighed med undtagelse af én familie fulgte ham, og i 1864 blev den første danske adventistmenighed oprettet i Amerika.
Herefter fulgte 13 år, hvor Matteson virkede som missionær blandt de skandinaviske emigranter i de midtvestlige amerikanske stater. Han oprettede menigheder og kunne rapportere over ottehundrede skandinaviske adventister i Amerika i 1877.
Matteson var flittig og nøjsom og påtog sig mange opgaver for at fremme sit missionsarbejde. Han lavede selv satsen til sin første traktat på 16 sider: ”Det nye testamentes sabbat“. Flere traktater, en salmebog og bogen ”Liv og død“ fulgte efter. I 1872 udgav Matteson et dansksproget blad ”Advent Tidende“, det første fremmedsprogede adventistblad. Det blev et vigtigt bindeled mellem de skandinaviske adventister i 75 år, og Matteson forblev redaktør til sin død.
SKANDINAVIEN
Med ankomsten til Skandinavien fortsatte han fl ittigt og målrettet, og han præsenterede en salmebog få uger efter sin ankomst samt tidsskrifterne ”Tidernes Tegn“ i 1879 og ”Sundhedsbladet“ i 1881.
Det havde en pris. Tuberkulose tog livet af ham kun 60 år gammel. I perioder virkede han langt fra familien i op til et år. Familiens 6 børn kom først til Skandinavien i 1879 – efter 2 års afsavn. Hans forkyndelse mødte voldsom modstand, og interessen for hans budskab var beskeden.
Det til trods arbejdede Matteson op til 18 timer om dagen – utrætteligt – for han havde set noget, som var værd at kæmpe for, og han sparede sig ikke. Han lod sig ikke kue af vanskeligheder – og hjælpen og styrken kom til ham fra den Gud, han satte sin lid til.
Preben Jalving er arkivleder for HASDA.
Preben er gift med Berit og er en aktiv del af Vejlefjord menighed.
Tekst: Preben Jalving / Foto: HASDA
John G. MattesonAnna SivertsenVejle banegård
millioner i familien
Samler du alle verdens adventister i København og antager, at de holder hinanden i hånden med en meters mellemrum, kommer man temmelig langt –faktisk hele fem gange rundt om jordkloden. Over 20 millioner medlemmer er det blevet til.
ANNUAL COUNCIL 2017
Det er godt at stoppe op og minde os selv om de gode ting, der sker i Adventistkirken. I midten af oktober kom jeg hjem fra Annual Council i Silver Spring, USA, som er Adventistkirkens årlige bestyrelsesmøde for verdenskirken. Sikke mange spændende rapporter om mission og hvordan vi især i storbyerne afholder kreative programmer, møder og projekter for at nå ud til andre mennesker med evangeliet om Jesus Kristus.
Thomas Müller er formand for Syvende Dags Adventistkirken i Danmark og leder af kirkens Mission og Strategi.
UGENS MISSIONSHISTORIE
Hver uge lægger Adventist
spunkterne, men
Mission billeder og videoklip ud af ugens missionshistorie, så hvis du vil inspireres med, hvordan mennesker dagligt kommer i kontakt med Gud, så besøg: https://adventistmission.org/
e læg ge r Adventist billeder ud missionshistorie, så hvis du reres med, hvordan menneske r ommer i konta k t med Gud, så t t ps ://adventistmission.or g/
VÆKST OG FASTHOLDELSE
Sekretariatet aflagde seneste årsrapport (fra 2016), hvor vi rundede 20 millioner medlemmer, og her skynder vi os ofte at tillægge børn og unge og de gæster, der besøger os. Alene i den Øst-centrale Afrikanske Division er der i 2016 døbt næsten 350.000 medlemmer. Alle divisioner præsenterer vækst, endda vores egen, Transeuropæiske Division, men her er tallene mere ydmyge: 2.104 nye medlemmer.
iatetaflagdesenesteårsrap s p un k terne, men k o n f lik t er m ed andre, p ersonl ig e problemer (of te skilsmiss e) samt en o pf attelse a f h y kleri i kirken. M a nge a f dem, som forlader tæn ker stad ig som adve nt iste r. Dav id Trim er k irke ns for”ArchievesandStatistics“altsåden
misse) samt en opfattelse af hykleri i kirken. Mange af dem, som forlader menigheden, tænker stadig som adventister. David Trim er kirkens leder for ”Archieves and Statistics“, altså den afdeling, hvor alt dokumenteres, og hvor der laves statistik. Trim havde undersøgt en stor gruppe, som havde besluttet sig for at forlade menigheden, og af disse troede 79% stadig på de bibelske sandheder som Adventistkirken forkynder. 58% af samme gruppe tror stadig på Ellen White som en inspireret profet.
DISCIPELSKAB
Vi er glade for tal og statistikker. Kirken rapporterer vækst i tiende og dåbstal, men glemmer ofte et fokus på fastholdelse af medlemmer. En skræmmende statistik, der blev præsenteret, var, at 42 % af medlemsmassen kan karakteriseres som tilskuere, mens kun 26 % som deltagere og 12 % af vores medlemmer tager lederansvar i menighederne.
Men årligt er der alt for mange, der vælger igen at forlade kirken. Af dem er 2/3 unge voksne, og årsagen, til at de forlader kirken, er ikke på grund af tro-
Efterfølgende modtog alle en ny håndbog i discipelskab, en nyudgivelse med ressourcer til, hvordan medlemmer kan knyttes tættere sammen, og hvordan vi fastholder hinanden i troen og fællesskabet. Dette vil naturligvis være en ressource, vi i Danmark kommer til at følge op på sammen med vores præster til vores trænings- og undervisningsdage sammen.
MENIGHEDSPLANTNING
En anden sjov statistik blev præsenteret
Tekst: Thomas Müller / Illustration: thinkstockphotos.com
a f K rau lede r f Adve nt is D bliver
af Gary Krause, leder for Adventist
Mission: Der bliver plantet én ny menighed for hver 2,7 time. Gad vide om Danmark snart skal med i denne statistik? Menighedsplantning synes ikke lige at være højeste prioritet, når vi har menigheder, der kæmper for deres overlevelse, men vi blev præsenteret for tal, hvor det viser sig, at vækstbetingelser tilsyneladende er bedre i nye menighedsplantninger.
mission! I alt for lang tid har vi ladet os afspore fra vores væsentligste opgave. Men da dette stadig er en stor og uløst udfordring, opsummerer jeg kort min oplevelse af punktet.
Et af initiativerne i denne periode er TMI – total medlemsengagement (Total Member Involvement). Selvom man primært tænker meget traditionelt med ”offentlige kampagner“, er der nogle idéer og ressourcer, der godt kan bruges i vores del af verden. Kig under materialer og materiale tips på http://tmi.
menig hed for hve r time. om Da nmark sk a l med i denne statisti k? Menig sy nes i kke at være ste prioritet, når vi har menighed kæmper for deres overlevelse, me blev præsenteret for tal, hvor det sig , at tils y nelad er bed re i nye men ig hed splantni Et a f initiativerne i denne per TMI – tota l Mem b er Invo l vement) . Se l vo m pr imært tæn ker meget trad itione ” o ff entl ig e ka mp ag ner “, er de r idéer og ressourcer, der k an i vores del a f verden. K ig unde r ria ler o g materia le p å ht tp adventist.or g/
DEL TROEN
A lle a fdelinge rne havde korte rap f ra relig i hedsa fdeli ngen a f Ganoune Diop je g f æ ng slende. Adventistkirken for relig ionsfr ogerfortsatidagfrontkæmperm
Alle afdelingerne havde korte rapporter, men især rapporten fra religionsfrihedsafdelingen af Ganoune Diop fandt jeg fængslende. Adventistkirken har i alle årene kæmpet for religionsfrihed og er fortsat i dag frontkæmper mange steder.
Diop beskrev nogle af de økumeniske tendenser i vores tid. Diop appellerede dog til, at adventister i højere grad skulle blive kendt for, hvad vi står for, og ikke være kendt for, hvad vi ikke står for. Han appellerede til, at adventister blander sig mere med andre kirkesamfund, mens man fastholder sin identitet.
KIRKENS RETNINGSLINJER
ite t.
Mandag eftermiddag blev der aflagt rapport over, hvor meget dialog, bøn og samtale, der havde været, og det blev snart tydeligt, at man slet ikke havde taget sig tid eller ulejlighed til at tage denne dialogdel alvorligt. Til mødet blev et 14 siders dokument udleveret, som kan sammenfattes til en loyalitetserklæring, der skulle underskrives af alle medlemmer af Annual Council inden næste møde.
Der var ganske stærke reaktioner. Nogle reagerede på underskriftsdelen og sagde, at vores kirke bygger på tillid og ikke tvang, andre reagerede på processen og efterlyste svar på spørgsmål, man tidligere havde stillet. Endnu andre reagerede på, at kirkens retningslinjer (policies) bliver hævet op til niveau med vores trospunkter. Det blev bemærket, at retningslinjerne er foranderlige og afspejler altid efterfølgende den gængse forståelse af vores måde at arbejde på. Til sidst reagerede flere på at gennemtvinge en underskrift på et dokument – det har aldrig været en motivation til forandring eller frugtbart samarbejde.
Efter mange timers diskussion blev det med et solidt flertal besluttet, at sende dokumentet tilbage til yderligere revision.
Selvom Danmark har valgt at gå bort fra at ordinere og kommissionere vores
præster og kun indsætte, er det med forståelse fra Divisionen, indtil vi får svar på nogle uafklarede spørgsmål, som Generalkonferencen endnu ikke har set sig i stand til at svare på – bl.a. ønsket om at anerkende en tredje bevillingsform.
MISSION ER DET VÆSENTLIGE
Jeg kom glad og begejstret hjem fra Annual Council. Der er mange ting at være taknemmelig for ved at tilhøre en verdensomspændende bevægelse. Nu gælder det for os om at holde fokus på det væsentligste, nemlig mission, og her er stafetten tilbage i din og min hånd.
Sidste år vedtog Annual Council et ”Unity dokument“ – en beslutning om, hvordan man kunne genetablere enhed i kirken i relation til at følge kirkens retningslinjer – særligt møntet på de unioner, der ordinerer kvinder. Egentlig bør vi ikke bruge mere spalteplads på dette spørgsmål, men blot koncentrere om vores egentlige opgave:
Løft blikket sammen
”Hvis de kristne ville slutte sig sammen, tale med hinanden om Guds kærlighed og om de værdifulde sandheder om frelse, ville deres egne hjerter blive forfriskede, og de vil styrke hinanden.“
Vejen til Kristus, s. 113
e :
Netop mission var temaet for det, der blev det absolutte højdepunkt for mig ved Annual Council. Fra Kina fi k vi vist et kort videoklip fra 1930’erne optaget af Ellen Whites barnebarn, Herbert White, som rejste sammen med sin tvillingebror, Henry og deres familier til Kina som missionærer, hvor man blandt andet ser den første kendte dåb i Kina. Det er selvfølgelig en stumfi lm i sort og hvid, men billedkvaliteten er forbavsende god. Filmklippet kan ses her: https://www.adventistarchives.org/ chinahomemovie
Adventistkirken er stadig aktiv i Kina i dag. Her går både kvinder og mænd foran i at bringe budskabet ud til millioner og atter millioner af mennesker, der endnu ikke kender Jesus.
Jeg håber, du vil lade dig inspirere af denne rapport til at finde din plads og dine rolle, hvor du kan bruge dine gudgivne talenter til at opbygge hans rige.
Er der plads i herberget?
I disse juletider taler vi om dengang, Jesus blev født. Dengang, han kom ned til os fra sin stilling som Gud i himlen, hvor han blev tilbedt, for så at komme herned, hvor der ikke engang var plads til ham. Har vi plads nu?
Da vi fi k vores børn, verdens skønneste og bedste børn, var vi vældig unge. Vi så lyst på livet og glædede os til at følge børnene, til de blev voksne.
Vi ville gerne tegne den vej for dem, som de skulle gå i livet.
dre har det, når børnene flytter og lever livet uden os. Jeg må indrømme, at for mig var det udfordrende. Jeg forsøgte nok fortsat at fortælle dem i telefonen, hvad jeg mente var ret og galt. De var høflige nok til at lytte, men at lytte er jo ikke det samme som at gøre det…
JEG VILLE HJÆLPE GUD
Hvilke venner de skulle have, og hvem de skulle gifte sig med. Men efterhånden som de voksede til og blev teenagere, så gik de lidt andre veje end det kort, som jeg ville, de skulle bruge. De fi k venner, vi ikke kendte, gjorde ting, som vi ikke havde nogen kontrol over, fortalte os ikke alt, og vi var blevet ”de
forta lte os ikke a lt, og v i var blevet ”de gamle, strenge og forstår-ikke forældre“ Nu ved jeg ikke, hvordan andre foræl-
Som kristne forældre havde vi lagt vores børn i Guds hænder, men det hændte, at jeg gerne ville hjælpe Gud med, hvordan han skulle gøre det. Jeg må bare sige, at vi har en fantastisk tålmodig Gud!
En dag efter megen gråd og bøn dukkede dette spørgsmål op i mine tanker: Hvad sagde faren til den fortabte søn, da han havde fået pengene og var ved at tage af sted? Jeg ved, at det ikke var mit eget spørgsmål, for jeg havde aldrig tænkt over det.
m it eget spørg smål, for je g h av d e a ld ri g tæ n kt ove r
Jeg tænkte over det og læste i Bibelen –men jeg fandt det ikke. Jeg ved det ikke, måtte jeg svare.
Nej, kom svaret tilbage, han sagde ingenting, han lod ham gå. Akkurat som jeg lod dig gå, skal du lade dine gå. Du skal bare elske dem, sådan som jeg har elsket dig.
Jeg vil være med dem. Jeg ved, hvornår der er grønt lys – det ved du ikke.
Og så fi k jeg en sådan fred indeni, som kun Gud kan give. Gud løftede mit blik til at se det, som han ser det. Det er ikke altid så let at lægge sine bekymringer fra sig. Ønsket om at ordne det selv tager så let over. Hjælpe Gud bare lidt. Det var jo ikke det, at jeg ikke ”stolede“ på ham, men det kunne jo være, at han kunne ”bruge“ mig.
LØFTER FOR FÅR OG LAM
I stedet gav Gud mig løftet i Matt 6,33: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives dig (jer) i tillæg“. Og fra Es 59,20-21: ”Dette er min pagt med dem, siger Herren: Min ånd, som er over dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal aldrig forsvinde fra din mund eller dine børns mund eller dine børnebørns mund fra nu af og til evig tid, siger Herren.“ Gud sagde til mig: Løft dit blik, søg mig, omvend dig, tro på mig, tro på, at min død på korset også var for dig og dine. Er noget umuligt for Gud? (1 Mos 18,14). Der er plads hos mig og i mit herberg, dine børn er i min fåreflok.
”Som hyrden vogter han sin hjord, han samler dem med sin arm; han løfter lammene op i sin favn, han leder
moderfårene“ (Es 40,11). Bliver et af dem væk, går han ud og leder. Så længe et er væk, så leder han. Vær tryg i, at jeg, store ”jeg er“, tager dem i min favn. Der er altid plads til dem hos mig. ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd“ (Joh 10,27-28).
GUD ER TÅLMODIG
– MED FORÆLDRE OG BØRN
Han leder moderfårene… Gud arbejder med os som forældre. Engang kom vores datter hjem med en veninde. Det var fredag eftermiddag, og sabbatten ville snart begynde. Jeg manglede fortsat at vaske noget af gulvet. Jeg må desværre indrømme, at jeg blev stresset og nok ikke var den mest hyggelige at komme på besøg hos. Veninden kom aldrig igen.
Jeg havde ikke plads i herberget. Hvad var der blevet af min næstekærlighed? Var mine gulve virkelig mere værd end veninden? Jeg, som tænkte, at jeg gjorde Gud glad, fordi jeg blev færdig før solnedgang, glædede mig ikke over, at et af hans børn kom på besøg. Jeg tror nok, at mit liv nogle gange har været styret af, at jeg prøvede at arbejde mig ind i himlen. Hvor kan man dog tage fejl. Det var lige, som Gud spurgte mig: Med alt det du har travlt med, har du tid og plads til mig i dit herberg? Det, du gør mod en af disse mine mindste, har du gjort mod mig (Matt 25,40).
Tilgiv mig Gud. Tak fordi du holder dine løfter, jeg behøver dig. Du er velkommen i mit herberg.
Guds timeplan er anderledes end vores. Husker du, at han flere gange sagde: ”Min time er endnu ikke kommet“ (fx Joh 2,4). Sådan er det også, når han tager vare på vores børn. Jeg ville, at ting skulle ske i går, men han, som har ventet tålmodigt på mig, han gør det samme med vores børn.
PLADS I GUDS HERBERG
En ting er helt sikkert: Vores børn er højt elskede og ønskes velkommen til det himmelske herberg. Til ham, som elsker dem endnu mere, end vi som forældre kan elske.
Til en, som har kaldet dem ved navn, tegnet dem i sine hænder, en, som har været med fra mors liv, talt hårene på deres hoveder og samlet deres tårer i en flaske. Han elskede dem så meget, at han gik fra at være Gud i himlen til at komme ned som menneske for at frelse dem. Der er ikke tvivl i min sjæl om, at Gud elsker dem og vil tage vare på dem. Vi må elske dem, som han har elsket os. Der er plads i hans herberg!
Liljan Wollan er gift med Tore, og de er forældre til to voksne piger. De bor i Norge, har hyppig kontakt til Danmark og har fx besøgt os på de sidste par årsmøder på Himmerlandsgården.
LIVET SLOG ET LILLE EKSTRA SVING
Vi skulle være med i det næste baby-boom. En gruppe vennepar i SDA-kirken rundt i landet var gravide. Det ville give muligheder for samvær senere på børnestævner, familielejre og senere igen på Vejlefjordskolen, både for de kommende børn og forældre. Det ville være vores tredje barn.
EN DRENG MED AUTISME
Da Hjalmar var blevet to år, viste forskellige tests fra fagfolk, at diagnosen autisme var ret tydelig. Vi som forældre måtte erkende den sorg at have fået et barn, der skulle leve sit liv med et handikap. Under Hjalmars opvækst har hele familien måttet tage mange hensyn, og til- og fravalg har været anderledes end med tre ”raske“ børn. Det var en søn, der var bange for lyde, ikke kunne udholde musik (i et hjem med stor musikinteresse), ekstraordinær madkonservatisme m.m.
ACCEPT
og død desværre rammer os alle mere eller mindre, før eller senere, indtil Gud griber endelig ind!
Som forælder og far har min reaktion nok ret tidligt været en accept af, at sådan var vores familiesituation nu. Det er måske typisk for en mand? Det har selvfølgelig gjort ondt mange gange! Når man ser vennernes børn fra samme årgang spille fodbold sammen. Når man hører om den Vejlefjord-årgang, hvor Hjalmar ikke kom med.
Terje Falk
er gift med Anita. De har 3
børn: Christian, Rebekka og Hjalmar. Terje arbejder som fysioterapeut på Bornholms hospital.
Jeg er godt klar over, at andre forældre kan have det sværere ved at acceptere et barn med et eller flere handikaps. Det afhænger vel både af ens livssyn, personlighed, kultur, køn og graden, hvorpå barnet er ramt.
EN GLAD STOR DRENG
Vi har i dag en stor dreng på 22 år, der kommer glad hjem fra sit dagtilbud, og det er selvfølgelig en stor opmuntring for os og gør livet for forældre, søskende og bedsteforældre meget lettere.
Vi har også haft mange glæder og komiske oplevelser igennem Hjalmars opvækst, som vi ellers ikke havde fået.
Det har gjort rigtig ondt, når Hjalmar af og til har spurgt: "Hvorfor har jeg autisme?“
Men det var de vilkår, vi havde nu og måtte indrette os efter.
IKKE BITTER
Måske har man fået nogle andre perspektiver og er blevet modnet? Og tænk, vi har haft en teenagesøn, der faktisk aldrig har gjort oprør og altid ville gøre det, der var rigtigt!
Kede af det har vi været! Jeg har dog aldrig været bitter på Gud. Jeg har aldrig troet, at det var Guds plan, at vi skulle have et barn med et handikap, at der var en mening med det. Sådan er Gud ikke! Vi lever i en verden, hvor sygdom
Jeg har også lyst til at sige tak til alle, der i årenes løb har besøgt vores hjem og taget sig tid til at se tegninger, høre om færgeterminaler, tunneller, vaskemaskiner m.m.
MÅ GUD VÆRE MED OS
Der er givet løfter i Guds ord, som lover, at der engang ikke mere skal være sorg, pine og død. En dag vil det, som kaldes autisme, også være forsvundet. Indtil den dag – må Gud være med os alle, løfte vores blik til ham og velsigne os –uanset de sving, der er i vores liv.
Tekst: Terje Falk / Foto: thinkstockphotos.com
Dengang min mand rejste, følte jeg, at tæppet blev fuldstændig trukket væk under mig. Jeg var i panik.
Jeg stod med tre børn, som jeg skulle klare selv.
Hvordan skulle det gå?
Gud løftede mit blik til ham
OMSORGSFULDE MENNESKER
Men Gud vidste, at jeg havde brug for mennesker, og han sendte mennesker. Mennesker der kunne tale med mig. Bede med mig. Omsorgsfulde hænder. Der blev sat en lille blomst ved døren med en hilsen. Eller der stod en æblekage på trappen fredag eftermiddag. Eller jeg fi k et kort med fi ne digte.
GUD BAR MIG
Samtidig lærte Gud mig, at han er den eneste, som kan hjælpe mig helt ind i mit inderste. Når jeg vågnede om morgenen, så var det med et ”åh nej, en ny dag“. Tingene var jo uændrede, og jeg havde mest lyst til at trække et tæppe op over hovedet. Ikke til at møde en ny dag.
Alligevel gik dagene godt. Det var Gud, som bar mig. For at være tæt med Gud, stod jeg tidligt op om morgenen og gik tur. Jeg sagde til min ældste søn, at jeg ville gå tur næste morgen, og at han ikke skulle blive bekymret, hvis han vågnede, og jeg ikke var hjemme. Han skulle bare tage sig af de to mindste, indtil jeg kom hjem.
Nogle ture kunne være lange. For jeg gik med indstillingen: ”Gud, jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.“ Og det gjorde han altid.
LØFTET OP TIL GUD
Ofte begyndte jeg med at bede om det, som jeg ville. Fx at tingene måtte blive, som de engang var. Men ganske langsomt begyndte jeg at bede: Din vilje ske. Måske med tilføjelsen: ”Men jeg vil gerne det her…“ Bønnerne ændrede sig også fra, at jeg i begyndelsen fokuserede på mig selv og mit eget problem, til at mine tanker blev løftet op til Gud.
Gud sendte flere, som hjalp mig til at fokusere på Jesus igen, når jeg var nedtrykt. De havde egne erfaringer med svære ting, forstod at lytte og samtidig styrkede de min tro på Jesu hjælp.
En dag længe efter skilsmissen hang mine indre skyer virkelig langt nede, jeg var under gulvbrædderne, nærmest som lige efter skilsmissen. Jeg gik en tur og spurgte Gud, hvorfor han ikke bare hjalp mig. Han hjalp, samtidig med at han mindede mig om, at sådan ville jeg have det, hvis han ikke løftede mig. Det var ham, der bar mig hele tiden.
Birgitte Risager er sygeplejerske og bor i Daugaard sammen med sin mand, Flemming. Hun passer i øjeblikket sin demente mor hjemme og har bibelstudier med en gruppe unge mennesker fra Vejlefjord en gang i ugen.
VELSIGNELSER
Om jeg ikke havde vidst det før, så vidste jeg virkelig nu, hvor værdifuld menigheden er. Den er som Guds forlængede arme. Og i dag tænker jeg, at jeg vil lade mig bruge som Guds forlængede arme. Dele det forunderlige under at: ”Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud“ (Rom 8,28).
Når vi giver Gud den forbandelse vi er i, knuste og i stykker, så kan Gud vende forbandelsen og stadig fylde vores liv med velsignelse.
Tekst: Fortalt af Birgitte Risager til Line Nielsen
Hvad gør vi, når livet gør ondt? Når alt føles meningsløst?
Hvis du spørger mig – ja, så løfter jeg blikket til den eneste, der kan bringe lyset tilbage i mørket.
At miste en, man elsker, er en af livets største sorger og mørkeste sider. Vi ved, at det er en del af livet, og vi ved, at vi en dag mister vores forældre – hvilket selvfølgelig ikke gør det lettere. Men at miste en forælder, inden livet for alvor er begyndt, før man for alvor har fået en chance for at lære dem rigtigt at kende, er næsten ubærligt. Men det skete for mig. Jeg var 4 år og min søster blot et år, da vi mistede vores far. Han døde af leukæmi i en alt for tidlig alder.
SAVNET IGEN OG IGEN
Jeg var selvfølgelig for lille til rigtig at forstå, hvad det vil sige at miste sin far. Men at miste en forælder tidligt følger en resten af livet. Det vil altid lure lige under overfladen. Sorgen og savnet vil dukke op igen og igen, og man bliver tvunget til at forholde sig til tabet gennem livets forskellige faser. Hver gang der sker en skelsættende begivenhed i ens liv, ens første skoledag, når man bliver student, får sin første kæreste, bliver gift og får børn, ja så vil man blive mindet om, at ens far ikke var der til at vidne det. Men for mig har det sværeste nok været, at jeg aldrig rigtig fi k chancen for at lære ham at kende eller han mig.
KAMP OG VALG
Det har været en indre kamp at komme dertil, hvor jeg er i dag. At se sin mor miste sin mand, at vide ens søster ingen minder har om sin far, og uretfærdigheden ved at ens far blev frataget livet med sin familie, er svær at rumme og acceptere. Men jeg tror på, at uanset hvad vi kommer ud for, så har vi et valg. Vi kan ikke altid styre, hvad vi kommer ud for, men vi kan styre, hvad vi gør med det. Vi håndterer sorg forskelligt, og der er ikke en rigtig måde at komme igennem sorgen på. Vi skal give os selv lov til at være kede af det, frustrerede og vrede. Det er alt sammen okay, ja faktisk godt. Men på et tidspunkt vil man stå over for et valg. Nemlig, hvordan man vil agere fremadrettet. Vil man blive bitter, eller vil man midt i mørket finde lyset? Jeg vil på ingen måde simplificere, hvor svært det er at miste. Men for mig var valget simpelt.
For livet er ikke meningsløst – det er smukt. Gud har ikke lovet os, at vi skal gå igennem livet uden sorg, men han har lovet os, at han vil være med os. Jeg kunne vælge at blive vred på Gud og give ham skylden, men det ville ikke gøre livet bedre for mig. I stedet fandt jeg styrken i Gud. Når man ser på Jesu liv, så var livet på ingen måde let for ham. Han oplevede alverdens smerte, og jeg ved, at når vi går igennem svære tider, så går han med os, han forstår os, han græder med os, og han hjælper os på benene igen.
FRA MØRKE TIL LYS
Gud har vendt mørket til lys i min familie. Min mor blev gift igen, og min søster og jeg fi k en far, der har været der lige siden. Senere fi k vi en lillebror, og min familie blev på en eller anden måde hel igen. Jeg er evigt taknemmelig for min familie, og jeg har lært at værdsætte livet hver dag. Savnet af min far er der stadig og vil altid være der – men det betyder jo blot, at den, man har mistet, har været elsket og altid vil være elsket.
Jeg ved, at min historie desværre langt fra er unik, og jeg beder til, at de, der står i samme situation, må kunne løfte blikket og finde styrke og trøst i Gud. Gud har givet mig et håb, et håb om, at der kommer en tid uden tårer, et håb om at jeg vil se min far igen og en vished om, at der er styr på alt det, der nogen gange kan synes meningsløst.
Det er løfter, der bringer lyset tilbage i mit mørke, og som jeg kan tage med mig i alle livets aspekter.
Jeg blev nødt til at finde mening i meningsløsheden, og jeg kom til den konklusion, at sorgen ikke skulle have lov til at forme resten af mit liv, at meningsløsheden ikke skulle gøre mig bitter.
Det hjælper mig til at mindes min far med glæde og til at fokusere på alle de velsignelser og glæder, livet også bringer.
Sabine Ørstedgaard Deuleran er en aktiv del af Cafékirken København og med i Unionsbestyrelsen. Hun er evigt taknemmelig for, at selv når vi møder livets mørkeste sider, så kan Gud vende vores mørke til lys.
Gud har været med mig
Tekst: Daniel Kipper / Foto: thinkstockphotos.com
Den 14. juni 2015 kom jeg ud for en alvorlig ulykke. På grund af en række uheldige omstændigheder faldt jeg ned fra taget og fik ryggen alvorligt beskadiget. Jeg blev derfor opereret på Odense Sygehus for at undgå permanent lammelse. Jeg fik at vide, at det ville vare adskillige måneder, før jeg kunne komme tilbage til mit arbejde – om overhovedet! De næste par måneder måtte jeg forvente at skulle ligge i sengen det meste af tiden og herefter blive genoptrænet.
MINE PLANER LAGT I GRUS
Mine planer for fremtiden var lagt i grus. Som enhver sikkert vil kunne forstå, følte jeg ikke, at det gik mig ret godt! Dog følte jeg ikke, at min situation var helt håbløs. Jeg vidste, at jeg havde en kærlig fader i det høje, som ville tage sig af mig, uanset om jeg kom tilbage på arbejdet, eller jeg ville komme til at sidde i en kørestol. Jeg vidste også, at der var rigtig mange, som bad for mig, og jeg fi k også mange besøg, især fra Nyborg menighed. Det var en stor opmuntring i en svær situation!
JEG LÆRTE TILLID TIL GUD
På samme stue lå en mand, der var lidt ældre end mig, som også havde været ude for en slem ulykke. Han var vokset op i et indremissionsk hjem med søndagsskole, men havde forladt Gud som ung, da han ikke følte, Gud hjalp ham. Han udtrykte forundring over de mange besøg, jeg fi k fra menigheden, da han næsten ikke fi k besøg og ikke havde noget stort netværk. Eftersom jeg følte, det gik mig dårligt, undlod jeg desværre at vidne for denne mand. Jeg havde den samme fejlagtige opfattelse, som mange kristne også lider under, nemlig den, at man kun kan vidne, når det går én godt, men når det går én dårligt, så føler man ikke, man har noget at sige eller noget at vidne om. Helt forkert! For lige præcis det, at man vidner om, at man har ubetinget tillid til Guds godhed og barmhjertighed, og at han kan og vil tage sig af os, selv når det ser mest sort ud, er noget af det stærkeste vidnesbyrd, man kan komme med. Vores tillid til Gud bør
ikke afhænge af omstændighederne, men af tillid til Guds kærlighed, hans ord og hans løfter. Vi kan derfor trygt vidne, uanset hvordan det går os i livet.
”Den kristne, som udviser tålmodighed og er ved godt mod under sorg og lidelse, som møder døden med fred og udviser en urokkelig tro, kan udrette langt mere for at overvinde modstanden hos evangeliets fjender, end han kunne have gjort ved at arbejde med den yderste energi dag og nat for at bringe dem til omvendelse… Det er i lidelsens, sorgens, prøvelsens og forfølgelsens mørke, at den kristne tros lys skinner klarest, og Herrens løfter forekommer mest værdifulde…“ (Sketches from the Life of Paul af Ellen White, s. 293-294).
GUD ER GOD!
Hvordan er det så gået mig? Til trods for smerter og gener af og til, er det faktisk gået meget bedre, end lægerne havde forventet og sat mig i udsigt. Efter godt 3 måneder begyndte jeg på deltid på arbejde og efter yderligere 2-3 måneder var jeg oppe på fuld tid igen og har været det lige siden. Så jeg føler, at Gud har været med mig, og jeres bønner for mig har ikke været forgæves. Gud er god!
Daniel Kipper er radiograf på Svendborg Sygehus. Han og familien er glade for at komme i Nyborg menighed.
"Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind“ – verset fra Salme 37,5 har fulgt mig hele livet, siden jeg var en lille dreng og har givet en trøst og vished, at Gud er der, hele livet, også når det er svært.
Da bægeret blev
FULDT
Tekst: Thomas Müller / Foto: thinkstockphotos.com
KROPPEN SAGDE FRA
For godt et år siden måtte jeg trække stikket og var sygemeldt i tre måneder. Bægeret var fuldt, og der var ikke plads til mere. Kroppen sagde fra, og jeg måtte geare ned og fi nde et lavere tempo. Jeg var indlagt på sygehuset godt en uge, og lægerne havde svært ved at fi nde ud af, hvad jeg fejlede. Jeg havde blistre i halsen og i ganen, som udviklede sig til sår på bryst og ben. Jeg kunne ikke synke eller spise og mistede stemmen.
HVORFOR?
“Hvorfor“ er det store spørgsmål, jeg og mange andre i en sådan situation stiller sig. Lever jeg ikke livet sammen med Gud? Har jeg ikke overgivet mig til ham? Stoler jeg ikke nok på ham? Hvorfor griber han så ikke ind? Jeg tænker, du også har stillet dig selv lignende spørgsmål i situationer, hvor livet ikke har været barmhjertigt ved dig. Når jeg tænker tilbage på månederne inden, kunne jeg begynde at forstå. Gud har givet os hvilen som en smuk gave hver eneste uge til at rekreere, reflektere og genoplade. Når kroppens rytme og behov ikke respekteres, reagerer den.
IKKE I KONTROL
Det er en skræmmende erfaring ikke at være i kontrol og ydmygende at ind-
rømme, at man ikke kan klare det mere, og for en kort stund måtte jeg ”give op“. Selvom lægerne havde svært ved at fi nde forklaringer, var jeg temmelig sikker på, at det var en overbelastningsreaktion og en stressudmattelse.
Det var ganske alvorligt i 3-4 uger, hvorefter det tog 8 uger til at finde kræfterne igen. I processen kunne jeg ønske, at jeg kunne sige: ”… og så bad jeg til Gud, og dagen efter var jeg rask.“ Men sådan fungerer livet ikke – sådan kan Gud gribe ind, men han gør det sjældent.
GUD LØFTEDE MIT BLIK
I den periode genlæste jeg Jobs bog. De store eksistentielle spørgsmål om livet og døden, glæden og smerten, blev endnu engang endevendt. Jeg modtog mange sms’er fra venner og medlemmer i ind- og udland, der alle forsikrede mig om, at de bad for mig. Når jeg tænker tilbage på disse måneder, kan jeg kun give Gud æren for, at jeg kom igennem perioden med en følelse af at være båret igennem på bønner.
Gud løftede mit blik og lod mig brydes med nogle af livets dilemmaer, og selv da jeg måtte ”vandre i mørkets dal“, var hans ”stok og stav min trøst“. Gud griber ind på forskellige måder. Nogle gange helt konkret, andre gange
gennem en længere proces, og endnu andre gange har vi svært ved at identificere Guds indgriben.
OVERGIVELSE TIL GUD
Men jeg tror på, og det er min erfaring: Hvis vi overgiver vores vej (hverdag) til Herren og stoler på ham, så vil han gribe ind. Om det er med styrke til at gennemleve sygdom og lidelse eller ved lægers hjælp eller ved et overnaturligt mirakel – det er ikke op til os at bestemme.
”Overgiv dig til Gud om morgenen; gør dette til din fornemmeste opgave. Lad dette være din bøn: ’Tag mig, Gud, som din. Jeg lægger alle mine planer ved dine fødder. Brug mig i dag i din tjeneste. Bliv i mig, og lad alt mit arbejde udspringe fra dig.’ Dette er et dagligt anliggende. … således vil dit liv blive formet mere og mere efter Kristi liv. Et liv i Kristus er et liv med fred.“ (Vejen til Kristus, side 77).
At miste en ægtefælle til sygdom er et emne, der kun kan være meget personligt. Jeg har måttet genopleve nogle ting for at kunne skrive denne artikel.
Tekst: Alice Dorland / Foto: thinkstockphotos.com
Den 9. januar 2001 var David, børnene og jeg på vores yndlingsrestaurant for at fejre Lars’ 14 års fødselsdag. Vi havde en hyggelig aften, men til Davids store overraskelse kunne han ikke spise op. Han havde ikke sin normale appetit og havde også været svimmel et par gange den sidste tid. Dagen efter meldte han sig syg for et par dage, da han mente, at han havde influenza. De par dage blev til 3 måneders mareridt, og David døde af akut leukæmi palmesøndag den 8. april. Det er den korte version.
DAGBOG PÅ VEJ MOD DØDEN
I de tre måneder skrev jeg dagbog for at bevare overblikket over de ting, der foregik omkring os. Bagefter har jeg været glad for, at jeg gjorde det. Jeg har altid skrevet, når noget har været svært. En måned efter Davids død var jeg til samtale med overlægen for at gennemgå sygdomsforløbet. Jeg havde skrevet min version af de tre måneder, som afdelingen fi k lov at beholde. Det var 6.500 ord, som jeg stadig har i min computer.
VI
BAD
Men hvad gør man, når man står overfor en mulig død? Ja, med den baggrund, vi havde, så bad vi sammen med mange andre til Gud i himlen. Vi bad selvfølgelig om helbredelse, for det var, hvad vi ønskede, men både David og jeg vidste, at muligheden for, at han skulle dø af sin sygdom, var til stede.
Derfor bad vi også om, at Gud ville være med os og hjælpe os, uanset hvad der skete.
En af de få dage David var hjemme, lå han på sofaen og sagde, at skulle han kun blive 46 år, så havde han dog oplevet mere i et halvt liv, end de fleste oplevede i et helt liv. Han mærkede, hvor
det bar hen, og var nok hurtigere til at acceptere det, end jeg var.
Jeg sad på hospitalet mange timer i døgnet, og vores børn var alene hjemme. Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne være to steder på en gang. En uge før hans død tog jeg hjem til dem og fortalte, at deres far var ved at dø. Dagen efter kom de på besøg sammen med en lærer, og det var sidste gang, de så ham i live. Jeg er meget taknemmelig for, at familie og venner havde omsorg for vores børn i den periode.
DØDEN BLEV VIRKELIGHED
nge timer v ar a l ene mvittighed to steh ans or-
Vær til velsignelse
je g r ble v
”De ydmygeste og fattigste af Jesu disciple kan være til velsignelse for andre. Måske indser de ikke, at de gør noget specielt, men ved deres ubevidste indflydelse kan de starte bølger af velsignelser, som vil sprede sig og blive dybere, og de velsignede resultater kommer de måske ikke til at vide noget om før på den sidste dag.“
n skinnede
Den knude af frygt og angst jeg havde gået med i tre måneder blev til virkelighed palmesøndag. Udenfor var det forår, solen skinnede og blomsterne sprang ud. Det var en kæmpe kontrast til det mørke, som jeg havde været igennem. Davids moster fra England kom for at være sammen med os i 14 dage. Vi sad derhjemme hele påsken, inden vi kunne holde begravelse og talte om, hvad vi nu skulle gøre.
Vejen til Kristus, s. 91
D et var en
Siden har påsken betydet noget særligt for mig, for selvom der er død og begravelse, er der også opstandelse og håb.
Dagligdagen gik videre, børnene skulle i skole, det var i forvejen mig, der havde taget mig af alt derhjemme, forskellen var, at David ikke længere sad på kontoret, hvor han ofte havde opholdt sig 12 timer i døgnet. Men samtidig havde jeg mistet det menneske, som jeg i 30 år havde kunnet dele mine inderste tanker med. En venlig sjæl sagde til mig: ”Du
Gud
Kærlighed fra Gud gennem dig
ser jo glad ud!“ Ja, det gjorde jeg vel, udadtil, men om aftenen, når der var blevet ro i huset, så satte jeg mig ved computeren og lagde intetsigende kabaler i timevis, mens tårerne flød og tankerne gik. Så gik jeg i seng og læste i en bog, indtil jeg fi k den i hovedet ved 3-4 tiden om morgenen, hvorefter jeg sov 3-4 timer, til børnene skulle i skole. Der gik tre år, før jeg sov en hel nat. Det vigtigste i mit liv blev at få mine børn, som var 14, 16 og 18 år godt gennem sorgen og videre i deres liv.
MENIGHEDEN
HJALP MIG
Menigheden var en meget stor hjælp. Jeg har aldrig følt mig ensom, og havde jeg lyst til at snakke, kunne jeg altid fi nde en, der ville høre på mig. Jeg hørte dog ganske få fra andre menigheder, der mente, at vi ikke havde bedt nok eller troet nok, siden David var død af sin sygdom. Det var som at høre vennerne i Jobs bog. Det var sikkert velment, men ikke hvad jeg havde brug for at høre, og i øvrigt heller ikke det, jeg tror på. Tænk, hvis man kunne måle vores tro på, hvordan det går os her i livet.
”Gud er kilden til liv og lys og glæde i universet. Som stråler af sol, som bække med vand, der bruser fra en levende kilde, flyder velsignelserne ud fra ham til alle hans skabninger. Og når som helst, Gud er i menneskers hjerter, vil den flyde ud til andre i kærlighed og velsignelse.“
Vejen til Kristus, s. 84
Jeg tvivlede aldrig på Gud. Jeg vidste, at der var lys for enden af tunnelen, men selvom man er kristen, er sorgen stadig en proces, man skal igennem, og jeg bad hver dag Gud om, at han måtte hjælpe mig.
EN ANDEN IDENTITET
De 16 år, der nu er gået, blev meget anderledes, end vi havde regnet med. Vi havde planlagt ting, vi ville gøre, når vi blev gamle, og børnene var fl yttet! Sådan skulle det ikke gå. Jeg har udfordret mig selv og brudt nogle grænser, som jeg aldrig havde forestillet mig. F.eks. ville jeg aldrig have stået på en talerstol, da David levede. Det var hans afdeling. Men jeg har prøvet i al beskedenhed at give det evangelium videre, som vi begge troede på.
sy gdom. D Jobs bog D ikke hva og i ø på . vo h te me
TRØST I JOBS BOG
Jobs bog blev min trøst. Vi er ikke alle som Job, men jeg tror, at kampen mellem det gode og det onde foregår i hvert menneske. Vi udsættes for forskellige ting i livet, men ...
Min identitet blev en anden. Som barn var jeg min fars datter. Som ung var jeg Paul Birchs lillesøster, så blev jeg David Dorlands kone. Jeg var nødt til at finde min egen rolle, og det har været ganske sundt.
Når jeg i dag ser tilbage på de sidste 16 år, kan jeg kun sige, at jeg har haft et rigt velsignet liv med Gud ved min side.
Sl 23,4:
”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.“
løfte, at
... Gud har givet os det løfte, at vi ikke får større prøvelser end vi kan bære, og at han altid vil være ved vores side.
Jeg har ikke noget svar på, hvorfor David skulle dø så ung, det spørgsmål og svar må vente...
Alice Dorland Alice Dorland er 62 år. Hun er uddannet sygeplejerske, har arbejdet 12 år i Vejlefjordskolens SFO og er nu pensionist.
Sorgen rammer os alle, den er et livsvilkår, vi ikke slipper uden om. Sorgen har forskellige ansigter: Død, sygdom, arbejdsløshed, svigt og mange flere.
Vi vil så gerne hjælpe, men ofte føler vi os magtesløse og ved ikke, hvad vi skal gøre.
Jeg mødte dig i går, min ven Du gik så sagte. For du havde mistet.
Jeg tøvede lidt, Gik så hastigt den anden vej.
Jeg mødte dig i går, min ven Jeg gik så sagte.
For jeg havde mistet.
Du så på mig med usikkert blik. Vendte dig så mod en anden gade.
Fra bogen ”Sørgeår“ af Karen Christensen
BARE KOM TIL DEN SØRGENDE
Hvad gør man, hvad siger man? Det er svært at fi nde ordene. Du behøver ikke at øve dig på, hvad du vil sige. Bare kom, hold eventuelt om den sørgende, så giver det sig selv, hvad man begynder at tale om.
LYT OG LYT IGEN
Vigtigst af alt er lyt, lyt. Der er en god grund til, at vi har fået to ører og en mund. Den sørgende har stort behov for at fortælle sin historie igen og igen – hav tålmodighed. Husk, det er den sørgende, der fortæller. Sig ikke: ”Ja, det kender jeg godt, jeg har selv oplevet noget lignende.“ Så er det dig, der bliver fokus og ikke den sørgende. Vær ikke bange for tårerne, hverken hos dig selv eller den sørgende. At du også bliver ked af det, kan føles godt, at der er en anden, der er medlidende.
HJÆLP MED PRAKTISKE TING
Hvordan kan du hjælpe? Ikke mindst i begyndelsen er der mange praktiske ting, der kan svære at overskue eller have kræfter til. Spørg, hvad der er brug for. Kom med en gang varm mad, boller, frugt eller hvad du kan fi nde på. Måske er det en opvask, der skal tages, et gulv, der skal vaskes, eller du kan tage børnene nogle timer.
SORG HAR INGEN UDLØBSDATO
Sørgetiden er ikke til ende efter hverken en måned eller et halvt år. Sorgen skal have sin tid. Det er uendelig vigtigt, at den sørgende får den nødvendige tid til at græde, til at sørge. Selv om den sørgende igen begynder at smile og le, er det ikke ensbetydende med, at man igen er blevet sig selv. En sorg kommer man aldrig over, man kan komme igennem den. Men den ligger som en bundklang i livet. Selv efter flere år kan den dukke op med fuld smerte. Sorgen har ingen udløbsdato.
Mange oplever, at efter en måned eller to ophører opmærksomheden, omsorgen. Der er stadig behov for dig, dine besøg eller en invitation til en gåtur i skoven. Det er ikke sikkert, at der siges ja første gang, men så prøv igen. Det er vigtigt med frisk luft. Tal om den afdøde, fortæl om gode oplevelser eller minder, den døde er stadig i den sørgendes liv.
FRA VREDE TIL TAK
Er den sørgende vred, må vi medgive, at der er god grund til at være det, når
man har mistet et elsket menneske. Vrede hører ofte med til sorgen. Det er tilladt at være vred. Vi har ofte sværere ved at håndtere det end tårerne. Jeg foreslår den sørgende, at han får skældt ud, og han må gerne bruge mig. Det er jo ikke personlig ment. Det er bedre at bruge mig end at overfuse hvem som helst, der ikke forstår, hvor ondt det gør i dag. At få vreden ud kan give en stor lettelse, og at man ikke hænger fast i sorgen.
Når man har mistet, kan gudsforholdet komme på prøve. Hvor er Gud, hvorfor skulle det ske, at jeg mistede min elskede eller står i denne situation? Er han der? Hvad er meningen med det skete? Sig ikke, at man ikke må være vred på Gud. Gud kan godt holde vreden ud. Han kender baggrunden og forstår sit elskede barn. Senere bliver vreden ofte vendt til tak for de gode ting, man har haft sammen. En kvinde sagde til mig: ”Nu siger jeg ikke, at Gud har taget mit barn fra mig, men han har taget min dreng til sig.“
GÅ VEJEN SAMMEN
Du kan ikke tage sorgen fra et andet menneske, men du kan gå vejen sammen med den sørgende. Det kan være en god trøst. Og det kan hjælpe den sørgende til at løfte blikket op igen.
Inger Kongebro Mortensen har været leder for sorggrupper i Køge Adventistmenighed og daglig leder af Dansk Børnefond.
AT LØFTE MIT BLIK
PÅJesus
Hvad gør du, når livet er svært? Når du har ondt i livet, kan det være svært selv at finde en vej til at komme videre. Vi har alle vores metoder at klare os på, når livets vanskeligheder går tæt på.
ET LIV MED DEPRESSION
Jeg har altid haft depression i mit liv. Efter en barndom med omsorgssvigt m.m. har jeg fået konstateret PTSD (posttraumatisk stress syndrom) med tilbagevendende depressioner. Det har plaget mit liv på forskellige tidspunkter. Nogle gange er depressionen mild og overkommelig. Andre gange har jeg været så dybt nede, at jeg ikke kunne komme ud af sengen i flere dage. Og i de værste tilfælde har jeg undgået mennesker i flere måneder af gangen.
Beckie Spanggaard er gift med Thomas og mor til to dejlige piger. Hun kommer i Silkeborg menighed.
Det er ikke sjovt at have en depression. Det er en sygdom, som mange folk ikke kan forstå. Mange tror, at det bare går over af sig selv, men det er en hård kamp hver gang. Følelsen af nedtrykthed og håbløshed er overvældende. Det er nemt at miste troen på, at man bliver rask igen, og nogle gange har man ingen motivation for at komme videre. Det tager tid og masser af kærlighed fra andre, og man må arbejde med at elske sig selv. Nogle gange skal der også professionel hjælp til.
AT SKRIVE FOR AT TACKLE
Jeg har dog lært, at når jeg er inde i en periode med depression, må jeg acceptere, at det er sådan, det er lige nu. Jeg skal passe godt på mig selv i disse perioder.
Efterhånden har jeg fundet nogle redskaber, som har hjulpet mig igennem en depression.
Heldigvis er der også mange eksempler på personer i Bibelen, som havde depression. Det hjælper meget at læse og lære om disse mennesker, og om hvordan depressionen var i deres liv. Nogle af dem har brugt det at skrive for at tackle deres depression, ligesom David gjorde det i Salmernes Bog 42 og 43. Min tilflugt har altid været at skrive. Uanset om det var en dagbog/journal, lister eller opdigtede historier. Det var min måde at ”komme væk“.
EN ÅNDELIG DAGBOG
En af de ting, jeg bruger, er en åndelig dagbog. Min åndelige dagbog bruger jeg til mange forskellige ting. Det er min måde til at organisere mine tanker på, når jeg har koncentrationsbesvær. Vi kender det allesammen: at komme i tanke om noget vigtigt, men hurtigt har man glemt det igen. Når du skriver det ned, så er det ikke glemt!
Alt, hvad jeg skriver i min åndelig dagbog, hjælper mig til at lære Jesus bedre at kende og holde fokus på ham i en ellers negativ tid.
Jeg har efterhånden mange dagbøger med alt muligt forskelligt indhold. Jeg tror, at det indhold, som hjælper mig mest, er bønner og (måske endnu vigtigere) plads til bønnesvar. Det er så opløftende at gå tilbage og læse, hvordan
mine bønner er blevet besvaret! Jeg har også tanker fra gudstjenester, jeg har hørt. Det er dejligt med disse guldkorn fra de prædikanter, som jeg hører. Jeg har mange bibelvers og løfter, som taler til mig og hjælper mig med at holde fokus på Gud. Der er forskellige andagter og spørgsmål dertil. Jeg har spørgsmål til Gud om forskellige ting. Jeg har specielle bønner for dem, jeg har det svært med. Jeg har en liste over mine bekymringer.
Det er tankevækkende at gå tilbage og læse om, hvad jeg blev bekymret over i visse perioder og forstå, at det ikke var så slemt alligevel.
Det giver en fredsfølelse at se, hvad Gud har gjort for mig.
At skrive en åndelig dagbog giver mange fordele:
• Hjælp til at følge din åndelige udvikling
• Hjælp til at lette sind og hjerte
• Hjælp til at huske Guds trofasthed
• Hjælp til at se Guds svar på bønnerne i dit liv
• Hjælper med depression
ve bedre til at prise Gud. Gud elsker at høre fra os, også når vi er glade og taknemmelige!
BEGYND PÅ EN ÅNDELIG DAGBOG
Så hvordan får du startet på det? Jeg anbefaler, at du sidder stille 5-10 minutter, før du går i gang og bed først. Det hjælper dig til bedre at fokusere på Gud og til at være i den rette tankegang. Ellers er der ikke en rigtig eller forkert måde at skrive på – bare kom i gang! Det kan f.eks. være at skrive de bibelvers ned, som taler til dig. Stil dig selv nogle spørgsmål, fx hvad er min forståelse af det, jeg læser? Hvorfor er dette vers vigtigt for mig i dag? Hvordan vil jeg skrive det til nogen, som ikke kender Bibelen? Hvordan taler Gud til mig i dag? Det er også meget hjælpsomt at skrive om, hvordan du føler det: Gud, jeg er sur over...., Gud, jeg har det svært med..., Gud, du har sagt dette til mig i dag.... Simpelt hen have en samtale med Gud!
• Hjælp til bedre at kunne høre, hvad Gud har at sige til dig
• Hjælper med at tænke mere på andre
• Inspirerer i din vandring med Gud
EN TAKNEMMELIGHEDSBOG
Men husk også at skrive, når du har det godt! Desværre må jeg indrømme, at jeg plejer at skrive mest i dagbogen, når jeg ikke har det så godt, fremfor når tingene går godt for mig. Det er noget, jeg gerne vil være bedre til – at være nær Gud, også når jeg har det godt. Jeg har en taknemmelighedsbog som jeg skriver i, men jeg kan altid bli-
"Liflige ord er flydende honning, sød for sjælen og lægedom for kroppen“
(Ordsp 16,24)
Tænk over og skriv de opmuntringer ned, du har fået fra andre, som har hjulpet dig i din tro.
Det er altid godt med en bønneliste. Nogle gange gør jeg det alfabetisk: Jeg beder for Amanda, Anette, Anna osv. Det er også vigtigt at lave plads til bønnesvar. Jeg skriver svarene ned, som jeg har fået på mine bønner, og hvis jeg endnu ikke har fået svar på dem, når siden er fuld, skriver jeg de ubesvarede bønner over på den næste liste med plads til svar.
Der er så mange ting, du kan have i din åndelige dagbog. Hvis du aldrig har prøvet denne form for andagt før, vil jeg stærkt anbefale det. Det hjælper en til at stoppe op og reflektere, og er samtidig en god måde til at få en lille bid af sabbatten ind i hverdagen. Det hjælper mig til at holde fokus på Jesus, i såvel livets gode som dårlige stunder.
Som kristne har vi ofte fokus på skyld. Skyld er, at jeg har gjort noget forkert, at jeg har syndet. Skam derimod sidder meget dybere. Skammen siger: ”Jeg er forkert, jeg er en synder.“
Gud løfter mit blik, når jeg føler mig ...
... skamfu
Skylden er tit anset for at være mere moden og ansvarlig. Jeg tager ansvar for det, jeg har gjort, hvorimod skammen anses for at være barnlig. Jeg skal blot ”mande mig op“ og tage ansvar for mit liv. Fokuserer vi mere på skylden end på skammen, fordi det er lettere for os at forholde os til det, vi har gjort, end den jeg er? Jeg kan bekende min synd og få tilgivelse.
SKYLD OG SKAM
May-Britt og Henrik Jørgensen er gift og arbejder henholdsvis som børneog ungdomspsykiater i Region Hovedstaden og præst i Roskilde.
Problemet er blot, at for rigtig mange giver tilgivelsen ikke den forløsning, som man vil forvente. Det kan ende med frustration og tvivl på sin egen oprigtighed. For at tale om skyld og tilgivelse hjælper ikke den skamfulde. Skylden kan tilgives, det kan skammen ikke. Hvis vi søger at vække syndserken-
delse ved at fortælle skamfulde mennesker om deres synd, øges blot skamfuldheden. Skammen er ikke nødvendigvis knyttet til at have gjort noget forkert, men til ens værdi som menneske. Den, der kæmper med skammen, kan skamme sig over blot at være til.
Alle over 30 år kender navnet Monica Lewinsky. Hun er den kvinde, der havde en affære med den amerikanske præsident, Bill Clinton. Natten over gik hun fra at være en privat person til at blive latterliggjort i offentligheden og kendt som ”den kvinde“. I årevis blev hun mobbet, gjort nar af og skældt ud. Hun blev til et dårligt menneske, som alle havde en ret til at udtale sig om. Hun oplevede sig selv som udskammet af hele verden. Senere sagde hun: ”Skammen klæber til dig som tjære.“
Tekst: May-Britt og Henrik Jørgensen / Foto: thinkstockphotos.com
HVORDAN PÅVIRKER SKAMMEN?
Monica Lewinsky var i årevis på selvmordets rand. Hun har beskrevet, hvorledes hendes mor nat efter nat måtte våge over hende på hendes værelse og endog følge hende på toilettet for at sikre, at hun ikke tog sit eget liv. Selv følte hun, at hendes liv ikke længere var noget værd. For hun var jo bare ”den kvinde“.
En fortabt søn…
ldI lignelsen om den fortabte søn ender den yngste søn efter en række dårlige valg også derude, hvor hans liv ikke længere syntes at have nogen værdi. Han havde brudt nogle normer og grænser, og det resulterede i, at han følte sig skamfuld og isoleret ude blandt svinene. Skam kan få os til at ønske at forsvinde fra jordens overfl ade. I lignelsen går den fortabte søn i sig selv. Han erkender sin elendighed og bekender sin synd. Men hans bekendelse giver ham ikke umiddelbart forløsning for hans skam. ”Jeg har syndet... jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.“
En anden søn…
Interessant nok mærker den ældre bror også noget, der kunne være skam. Han giver udtryk for vrede over for både sin fars og brors adfærd samt en følelse af manglende anerkendelse af alt det, han havde gjort. ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et af dine bud.“ Og ”Du har ikke givet mig så meget som et kid, så jeg kunne feste…“ Med andre ord: ”Far, du har ikke set mig og belønnet mine anstrengelser.“ (Lignelsen er i Luk 15,11-32).
HVORDAN KOMMER JEG AF MED MIN SKAM?
For at komme af med skamfølelsen må vi genvinde vores fornemmelse af værdi og betydning.
Ved præstationer?
Oftest tror vi, at vi må klare dette alene. Vi prøver at handle os ud af situationen ved præstationer, der øger vores selvtillid. Det kan dreje sig om sportspræstationer, opnåelse af nutidens kropsidealer eller præstationer på anden måde – måske endda i kirken. Der er bare det ved det, at følelsesmæssig smerte ikke kan bekæmpes eller overvindes ved præstationer og opbyggelse af selvtilliden. Den skal opløses og forvandles ved en ægte og afstemt medfølende relation. Her er nok en af de største udfordringer for os, for hvor får jeg så tæt og tryg en relation med andre, at jeg tør vise det sårbare i mig – det ”jeg“ som jeg skammer mig over. Jeg er jo “den kvinde“ eller “den mand“.
Ved relation!
Den relation oplevede den fortabte søn, der følte sig uværdig og blev mødt af en kærlig og barmhjertig far, der så ham, for hvem han var: ”en søn“, og ikke for, hvad han havde gjort. Den samme far der kunne se gennem sin ældste søns vrede og sige: ”alt mit er dit“. Eller som Monica Lewinsky oplevede det. Alle vidste, hvem hun var, men få kendte hende. Hun var heldig, fortæller hun i et interview, at hendes mor, familie, venner, professionelle og endog en fremmed så hende som andet end “den kvinde“. Af disse blev hun set med medfølelse som den, hun også var: en datter, en ven og et medmenneske med tunge sten i rygsækken og viden om, at hun havde handlet på en måde, som hun udtrykker det: “hun vil fortryde resten af sit liv.“
Skatteopkræveren Zakæus var bevidst om konsekvenserne af sin adfærd. Han var ikke velkommen blandt de øvrige.
Til hans store overraskelse standsede Jesus ved træet, som han var klatret op i, og kom med en sikkert for Zakæus sjældent hørt invitation: ”I dag vil jeg være gæst i dit hus.“ Her var der en, der så ham som andet end en skatteopkræver og som ovenikøbet ønskede at ”hænge ud med ham“. Det ændrede Zakæus så radikalt, at han ønskede at få gjort op med sin gæld. Når Jesus ønsker at hjælpe os af med vores skam tilbyder han os ikke en skriftestol, men en relation.
Den, der skammer sig, har brug for at vide, at han bliver taget imod, og at han hører til.
At påpege Zakæus’ dårligdomme ville bare have fået ham til at føle sig endnu mere skamfuld og ikke givet ham det håb, der gav plads til at søge tilgivelsens og nådens fred. (Luk 19,1-10).
MENIGHEDEN DER SER ET GUDS BARN
Den sidste gang ordet ”skam“ bruges i det nye testamente er i Åbenbaringen 3 i budskabet til Laodikæa-menigheden. Det troværdige og sanddru vidne siger, at den kender deres gerninger. De tror, at de er rige, og at de intet mangler. Sandheden er, at de er fattige og blinde, samt at de mangler klæder til at dække deres nøgenheds skam med. Som en forløsning på deres skam tilbyder Jesus dem klæder gennem en relation, idet han siger: ”Se jeg står for døren og banker på. Hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.“
Menigheden, kendetegnet ved indbyrdes kærlighed, vil tilbyde et miljø, hvor den skamfulde tør komme med sin sårbarhed og få mulighed for at blive set, som den Gud har skabt dem til at være. Et sted, hvor man tør løfte sit blik og lytte til stemmen, der siger: ”Du er mit elskede barn!“
Forvaltning af jordens resurser
Tekst: Henrik Jørgensen / Illustration: thinkstockphotos.com
Den kvote af resurser, som kloden kan
nå at genskabe på et kalenderår, havde vi i 2017 opbrugt allerede 2. august. De sidste fire måneder af året var der i princippet ikke mere at bruge af. Skal man som adventist forholde sig til dette globale overforbrug, eller drejer forvaltning sig kun om tiende og sundhed?
KLODEN ER TIL LÅNS
Bibelens fortælling om jordens skabelse beretter, at Gud overgav til mennesket at forvalte den verden, han havde skabt. Dette ansvar er aldrig taget fra mennesket. Forvaltningstanken, at mennesket har kloden til låns og følgelig må tage ansvar for brugen af dens resurser, er gennemgående i den bibelske fortælling. Fx taler både Mosebøgerne, Esajas, Mika
Forpligtelsesaftale
og Amos direkte imod udnyttelse, overforbrug og misbrug af jordens resurser.
LANDBRUGSDYR OG
DRIVHUSGASSER
Et af de områder, der er med til at belaste klimaet, er fødevareproduktionen. I 2015 rapporterede TV2 tal fra FN, der viser, at fødevareproduktionen står for 25 procent af drivhusgasserne. Det er blandt andet landbrugsdyrene, der er skyld i dette. Thyge Nygaard, der er landbrugspolitisk seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening, sagde i den forbindelse til TV2: ”Vores kødproduktion er jo en af de største enkeltbelastninger overhovedet for vores klima.“
PROTEST MOD UDPINING
Hvad vil der ske med ubalancen og klimaforandringerne, hvis man i højere grad nedsætter forbruget af kød? Skabelsesberetningen fortæller os, at mennesket bliver givet en plantebaseret kost. Om man tror på fortællingen eller ej, så vil en mere plantebaseret kost være en måde at tage ansvar for noget af overforbruget af klodens resurser.
Når jeg som adventist vælger en enkel,
Hvis du har planer om at indbetale et beløb hvert år i flere år til Adventistkirken, vil der være mulighed for at lave en fast aftale med Adventistkirken og derigennem opnå mulighed for at få skattefradrag hvert år i mindst ti år.
Dette er især for dem, der ikke har indgået en aftale om en årlig forpligtelse, men gælder også for dem, hvor en tidligere aftale er udløbet.
Hvis du gerne vil høre mere om fradragsmuligheder for gaver, kan du henvende dig til Lise Rechter på lise.rechter@adventist.dk eller tlf. 4558 7794.
Aftalen skal være indgået og betaling sket inden årsskiftet for allerede at opnå fradrag i 2017.
Tak for din støtte til Guds værk!
hovedsagelig plantebaseret kost, er det ikke, fordi jeg er en gammeltestamentlig lovtræl eller en sundhedsapostel. Det er heller ikke, fordi jeg ønsker at være politisk korrekt og følge den seneste trend. Men det er blandt andet som en protest mod det forbrugssamfund, der udpiner den klode, som vi mennesker ifølge Bibelens fortælling er sat til at forvalte.
FORVALTNING
TIENDE
10% tilhører Gud Hver person har personligt det ansvar og privilegium at returnere Guds tiende til ”forrådshuset“ som udtryk for sit forhold til Ham (3 Mos 27,30).
Principper for tiende:
Se adventist.dk/adventister/tiende
Fradragsmuligheder:
Se adventist.dk/adventister/ skatteregler eller kontakt
Lise Rechter, tlf. 4558 7794
TESTAMENTE
Et dødsfald kan få ualmindelig stor økonomisk betydning og konsekvens for de efterladte. Derfor er det vigtigt, at man i tide tager beslutning om sine økonomiske og arvemæssige forhold. Det helt centrale i dit testamente vil ofte være fordelingen af din arv. Er der ingen lovmæssige arvinger og ikke oprettet testamente, går arven til staten. Hvis du vil noget andet, må du oprette et testamente, hvori det gøres klart, hvem du ønsker, der skal arve efter dig.
Se adventist.dk/adventister/testamente eller kontakt Jan Arne Nielsen, tlf. 4558 7773.
I Sydsudan er børn og voksne lige nu uskyldige ofre for både tørke og borgerkrig, og millioner kæmper dagligt for at fi nde mad. Børn har ret til at gå i skole. Også under ekstreme forhold, men det er svært for børnene at lære noget, når deres maver er tomme og sulten gnaver. For 500 kr. kan du give et barn mad i skolen et helt år.
JULEGAVEN DER VIRKELIG GAVNER
Mærk indbetalingen "Skolemad“
Ny HappyHand åbner snart i Ikast
Kan du se dig selv som en del af den
nye butik?
Vi har brug for frivillige hænder til:
• At hente møbler og andre ting
• Kundebetjening/salg
• At sortere tøj, nips m.m.
• At gøre rent i butikken og i cafeen
• Hjælpe til ved arrangementer
• At gøre en forskel
• Forbøn
Efter 1. december har vi brug for:
• Møbler og boligudstyr af god stand
• Lamper der virker
• Porcelæn, bestik og andet køkkenudstyr
• Glas og brugskunst
• Andet som kan sælges...
Hvis du har brug for hjælp til transport af effekter, kan du kontakte Jens Markussen på mobil 42 77 73 76 efter kl. 12.00 – så finder Jens en løsning på afhentning.
Vi glæder os til at se og høre fra dig
– giv det videre til din næste...
Adressen er: Siriusvej 7, 7430 Ikast
28. december 2017 – 1. januar 2018
Tyrifjord videregående skole, Norge
Få Adventnyt på lyd
Er du svagtseende, har du mulighed for at bestille Adventnyt i lydudgave. Skriv til Margit Wærn på margit.waern@adventist.dk eller ring på 4558 7792.
Hvidekilde · videkilde 12.-14. januar 2018
Undervisere: Gry & Victor Marley
Tilmelding, pris og mere info: familie.adventist.dk
Sidste tilmelding: 2. januar 2018
Parforhold kommer tit til at handle om, hvordan vi kommer fra den ene dag til den næste. På parweekenden skal vi udforske, hvordan vi kan få hverdagen til at fl yde bedre sammen, så at summen bliver den intimitet, som Gud ønsker for os.
Kehap-fonden kan søges til projekter i Danmark i overensstemmelse med fondens formål. Fonden prioriterer projekter, der har til formål at skabe vækst og fremgang for Adventistkirken i Danmark. Næste deadline for ansøgning om bevillinger er 8. juni 2018.
10 –20,
Dansk oversættelse kan downloades på adventist.dk/10dage (tilgængelig fra den 10. december)
Fødselsdage
December 90 ÅR
21. Grethe Jensen Magnus Kjærs Gade 11, 2, Holstebro 85 ÅR
Husk at give Unionskontoret besked om din nye adresse, så du stadig kan modtage Adventnyt og anden post fra din kirke. Skriv til info@adventist.dk eller ring på tlf. 4558 7777.
80 ÅR
4. Hanne Luther Vesthald
Lille Odinshøj 3 B,st., Ålsgårde
7. Elly Marith Nielsen
Undir Graasteini 72, Tórshavn Færøerne
9. Eva Andersen Tranehusevej 10 A, Tranehuse Glesborg
Kære abonnenter Runde fødselsdage bliver annonceret i Adventnyt, fra du fylder 70 år, hvis vi kender din fødselsdato. Ønsker du ikke din fødselsdag oplyst i Adventnyt, så giv besked senest 3 måneder før til adventnyt@adventist.dk eller ved at ringe til Bente Schledermann, 4558 7752.
Dåb
NIELS OG LAILA EHLERS
Velkommen til Niels og Laila Ehlers i Nykøbing Falster menighed, som blev døbt den 1. september. Vi er så glade for, at I vælger Jesus til i jeres liv. Må Gud velsigne jer rigt med alle himlens velsignelser.
Rebecca Pedersen
PETRINE KJELDAL
Sabbatten den 30. september blev Petrine døbt og optaget i Adventkirken i Faxe. Rigtig mange fra menigheden, familie og venner var kommet for at være sammen med Petrine på hendes dåbsdag. Efter dåben var alle inviteret til et fælles måltid i kirken, hvor vi sammen med Petrine kunne fortsætte en god og festlig dag. Petrine går i gymnasiet på Vejlefjordskolen. Vi ønsker igen tillykke og Guds velsignelse.
Carl-David Andreasen
REBECCA
BLOMSTEDT
CHARLOTTE MOGENSEN
Birthe Svendsen
Fredag aften den 22. september blev Rebecca døbt og optaget i Adventkirken i Roskilde. Det blev en festlig og højtidelig aften med tilbedelse og fællesskab. Kun få pladser i kirken var ledige, da familie og venner fra Adventkirken og Baptistkirken i Roskilde ønskede Rebecca tillykke og Guds velsignelse. Inden dåben fortalte Rebecca om sin beslutning om dåb. Det blev en hilsen, der berørte os alle. Vi ønsker Guds velsignelse.
Fredag aften den 13. oktober var en særlig aften i Odense Adventkirke, idet Charlotte Mogensen havde valgt at blive døbt. Anne-May Müller døbte Charlotte i Odense, for at hendes familie og venner kunne deltage. Charlotte er forlovet med Israel, og de planlægger bryllup og fl ytning til USA i nærmeste fremtid. Hendes familie og venner støttede i den grad op om Charlotte, så sammen med menigheden var kirken næsten fyldt op. Vi ønsker tillykke og Guds velsignelse.
Carl-David Andreasen
Barnevelsignelse
Bryllup
SABINA OG JESPER
Søndag den 20. august var en ganske særlig dag, da Sabina Markussen og Jesper Wolthers sagde ”ja“ til hinanden i Silkeborg Adventistkirke omgivet af familie og venner. Det nygifte par bor i Isenvad, nær Ikast. Vi ønsker dem tillykke og Guds rigeste velsignelser.
Lisbeth Nielsen
ANTON OG CORINA ZAMOTKI
Naturen ved Vejlefjordcenteret i Stouby dannede en smuk ramme om Anton og Corinas bryllup søndag den 20. august. Familie og bekendte fra bl.a. Danmark og Moldova (hvor parret kommer fra) var med til at fejre dem sammen med venner fra Horsens menighed. Parret bor i Horsens, hvor Corina læser til arkitekt, og Anton læser Business Intelligence. Vi ønsker dem Guds velsignelse.
Robert Fisher
LINE ELKJÆR OG SILAS BOESEN
Lørdag den 7. oktober blev Line og Silas viet i Adventkirken i Roskilde. Det blev en festlig dag med kirken fyldt til mere end sidste plads.Line fortsætter sit medicinstudie, og Silas underviser i Roskilde Musikskole. Da Line og Silas forlod kirken hed de: Line og Silas Elkjær Boesen. Hjertelig tillykke og Guds velsignelse! Carl-David Andreasen A N S o s o M v m P l B d R L L S D f f u L L l C
‹ ZOEY ABIGAIL HJORTBY FALK
Sabbatten den 7. oktober bar forældrene Tommy Hjortby Falk og Shannie Maria Hjortby Falk deres lille pige Zoey Abigail Hjortby Falk frem for menigheden i Nærum, for at de sammen kunne bede Gud velsigne den lille førstefødte.
Lehnart Falk
ELENA STOJANOVSKA & DENNIS MØLLER
Søndag den 24. september gav Elena Stojanovska og Dennis Møller deres ja til hinanden i Adventistkirken i Stip, Makedonien. Parret har bosat sig i Køge. Vi tror på, at Gud vil guide dem igennem livet.
ANGELINA KHADKA
Sabbatten den 7. oktober blev Angelina på 1 måned velsignet i Adventkirken i Viborg. Her sammen med sine forældre og storesøstre Aishka og Aayusma. Vi ønsker Guds velsignelse over familien.
Sven Hagen Jensen
KIRSTEN BIRGIT PEDERSEN DOLBERG
Min søster Kirsten blev født i Maglebrænde på Falster den 26. februar 1941 og døde på Hospice i Skive den 5. september 1917.
Efter flere års sygdom blev det i juli måned konstateret, at sygdommen var blevet aggressiv, og resten er nu historie. Kirsten blev godt 76 år gammel.
Kirstens liv som musiker, sanger og korleder er velkendt. Hendes liv var fuld af sang og musik, og som sådant omtalt i avisernes nekrologer. I særdeleshed elskede hun at synge om troen og håbet i Kristus.
Når man ved, at man ikke har mere tid, så fortoner det dagligdags sig, og tankerne samler sig om det, der betyder mest. Kirsten brugte sine sidste kræfter til at vidne om sin tro, takke sine venner, sige farvel og på gensyn. Den omsorg og varme, som blev vist hende, gjorde hende godt i de sidste svære dage. Og som døden nærmede sig, blev det tydeligt, at løftet om frelse og opstandelse havde lejret sig som mere end håb, men som vished. Hun fandt hvile i visheden om, at han, som oprejser fra de døde, har gjort fyldest til syndernes forladelse og det evige liv.
Tak Kirsten, fordi du har været her! Ære være dit minde!
Gunnar
CARL JØRGEN HOUMANN
Fra USA har vi modtaget det sørgelige budskab, at Carl Jørgen Houmann, stille sov ind den 26. august. Få dage senere, den 12. september, ville han være fyldt 99 år.
Carl Jørgen voksede op i Randers. Efter endt studentereksamen drog han til Skodsborg og uddannede sig til fysioterapeut. Her traf han Anna Margrethe Guldhammer, som han giftede sig med i 1948. Sammen emigrerede de til USA, hvor Carl Jørgen videreuddannede sig på Loma Linda University og blev læge i 1954.
Ægteparret Houmann drog i 1957 til Etiopien, hvor han som overlæge på Empress Zewditu Memorial Hospital behandlede mange af den kejserlige families medlemmer.
I 1962 vendte familien tilbage til USA og slog sig ned i Riverdale, Maryland. Her var han til 1988 overlæge ved Leland Memorial Hospital. Mange af os husker ham fra denne periode som en omsorgsfuld ven, der altid var parat til at hjælpe de mange skandinaviske studerende, som opholdt sig i omegnen.
Sin pensionisttid tilbragte Carl Jørgen Houmann i Tennessee og i Florida, hvor han den 17. september blev begravet ved Anna Margrethes side på kirkegården i Apopka, Florida.
Børnene, Inger Annette Grant, Paul Erik Houmann, Per Kenneth Houmann, Lars David Houmann og Susan Elizabeth Owen venter nu sammen med ægtefæller, 14 børnebørn og 11 oldebørn på det store gensyn efter opstandelsens dag.
SÓLRUN JENSDÓTTIR
Den 24. september sov Sólrun Jensdóttir stille ind 85 år gammel.
Sólrun blev født den 14. juli 1932 i Søldarfjørdur. Hun var den næstældste af Sigga og Jens Rasmussens otte børn. Opvokset i Søldarfjørdur var Sólrun omgivet af stærkt troende mennesker. Dette troens fundament kom til at præge hende hele livet, idet hun aldrig gav slip på troen på sin frelser.
Sólrun havde et let og mildt sind og spredte således med sit sociale væsen en god atmosfære i sine omgivelser. I ungdomsårene var Sólrun ude at tjene, men allerede som 20 årig flyttede hun til Island og giftede sig med Tomas Tomasson. De fik sammen børnene Jens og Mathilda.
I tillæg til at være mor havde Sólrun et virksomt liv som formand på fiskefabrikken i Keflavík. En kvindelig formand på en fiskefabrik var ikke almindeligt dengang, så på den måde var Sólrun en foregangskvinde. Senere flyttede Sólrun og Tomas tilbage til Færøerne, hvor Sólrun arbejdede nogen tid i børnehaven ved Adventistskolen i Tórshavn.
Men efter hjemmet igen kom til at ligge i Søldafjørdur, blev det til ca. 20 år som hjemmehjælper og 10 år som formand for den lokale ældreforening. Gennem det meste af sit liv arbejdede Sólrun med mennesker, og der er ingen tvivl om, at hendes kristne tilgang til livet har glædet mange.
På vegne af venner og bekendte her i Danmark, der husker hans ydmyghed, ærlighed og trofasthed i alle ting, skal her udtrykkes et: Æret være Carl Jørgen Houmanns minde.
Walder Hartmann
Sólrun har nu lagt sig til hvile i Guds varetægt. Hun så frem til at se både familie og venner i opstandelsen.
Æret være Sólrun Jensdóttirs minde. Allan Falk
ANNE LISE RASMUSSEN
Anne Lise Rasmussen fra Roskilde Adventistmenighed døde den 1. oktober 2017, 14 dage før sin 85-års fødselsdag.
Lise Rasmussen blev født den 15. oktober 1932 i Barløse ved Assens på Fyn, hvor hun også voksede op. På Fyn mødte hun sin kommende mand, Erik Rasmussen. De flyttede til Sjælland og slog sig, efter få år i Københavns-området, ned i Roskilde. Her drev de sammen et service- og rengøringsfirma.
I Roskilde sluttede de sig til den lokale Jehovas Vidners menighed, og i slutningen af 1970-erne fik Lise og Erik kontakt med adventister i Roskilde og et venskab blev bygget op. I 1980 blev de så døbt og optaget i Adventkirken i Roskilde.
Lise var et menneske, som altid var på vej. En ny bog, der skulle læses, en ny tanke, der skulle drøftes og en ny idé, der skulle afprøves. Derfor blev Lise hurtigt et aktivt medlem i Roskilde menighed i bibelstudiegrupper og missionstiltag. I mange år var Lise også en stor hjælp på Roskilde Private Skole som rengøringshjælp og hjælper til praktiske fag.
I 2013 blev Lise enke, da Erik døde efter lang tids sygdom. Lise blev selv de senere år meget hæmmet af alderdommen, da demens tog den klare tanke og det friske initiativ, og de sidste par år boede Lise på ”Toftehøjen“ i Viby syd for Roskilde.
Lise efterlader sig børnene Robin og Marina, svigersønnen Dan og deres drenge Rasmus, Aksel og Oliver.
Æret være Lise Rasmussens minde.
Carl-David Andreasen
RICHARD
EMIL PEDERSEN
Richard Emil Pedersen sov ind på Herlev hospital torsdag den 12. oktober. Herefter sagde den nærmeste familie og venner et sidste farvel ved bisættelsen i Herlev hospitalskapel fredag den 20. oktober.
Richard blev født i Store Spjellerup i 1941 og nåede netop at blive 76 år. Richard var en ud af en børneflok på tre i Ruth og Jens Peder Pedersens hjem med broderen Gunnar, der sov ind for 10 år siden og så hans søster, Esther.
Richard gik på Adventistskolen i Nærum, og som ung blev Richard meget interesseret i Bibelen og læste flittigt og ivrigt i Bibelen. Richard blev døbt i 1955 af Johannes Jensen.
Richard var, som de efterladte udtrykker det, sin egen. Richard blev i ungdommen, som i hele livet, mødt af nogle skuffelser, hvorfor Richard i mange år ikke er kommet i menigheden. Men han bevarede den personlige tro på Gud.
Da Richard til sidst blev meget syg, ønskede han at få besøg af en adventistpræst, hvorfor Michael Bidstrup besøgte ham og læste i Bibelen med ham. Og også her, under indlæggelsen, kunne Richard modtage familiens kærlighed og omsorg. Richard efterlader sig sin hustru Grethe, datteren Anette og mand, stedsønnen Brian og to børnebørn.
Richard sov ind i troen på Gud, rolig og afklaret, med håbet om opstandelsen, hvor dette livs sorger, skuffelser og sygdom skal efterlades i graven, og vi skal leve et nyt evigt liv sammen med Kristus.
Æret være Richard Emil Pedersens minde.
René Bidstrup
PREBEN MOLLERUP
Preben Mollerup døde i sit hjem på Søndervang i Faxe den 1. november 2017, næsten 98 år gammel.
Preben Mollerup blev født i København 4. december 1919. Som ung kom han gennem et familiemedlem og venner i kontakt med adventister i København. Han bestemte sig for dåb og blev aktiv i menighedens ungdomsarbejde. Siden kom han til Vejlefjordskolen, hvor han begyndte sin uddannelse til præst. Det var også her, han mødte sin kommende ægtefælle, Inger Kristensen. De blev gift i 1946 og blev nu præstepar med arbejde både i Jylland, LollandFalster, Bornholm og Sjælland. Det var i de år, hvor præstearbejdet betød hyppige flytninger, ofte med opbrud efter blot to år. Familien tilbragte også 2 år i England i forbindelse med en studieorlov på Newbold College. Preben Mollerup er husket for at være omhyggelig, korrekt og velformuleret i sin forkyndelse. Han lagde mærke til de detaljer, der skabte den smukke helhed, både i evangeliet, i naturen og i hans store passion for arkitektur og kirkebygninger. Her var han et levende leksikon.
På det personlige plan og i familien var Preben Mollerup den afslappede og lune ven og far, farfar og morfar, der fangede børnenes opmærksomhed gennem historiefortællinger. Dog var ingen historie større end den, som fortalte om Guds godhed og nåden. Og i troen på den fortælling – evangeliets budskab – sov Preben Mollerup ind i håbet om gensyn i opstandelsen.
Preben Mollerup efterlader sig børnene, Birgitte, Annemarie og Peter og deres familier.
Æret være Preben Mollerups minde. Carl-David Andreasen
Tekst: Nette Oliver / Illustration og foto: thinkstockphotos.com
Til de hyggelige fredagsaftener i december, hvor sabbatten begynder tidligt, så er der lidt her, du kan hygge dig med.
1. december
Det var mørkt og stormfuldt udenfor, og Kaj lå i sin seng og kunne ikke forstå, at det allerede var morgen. Vækkeuret havde fået et ordentligt dask og var faldet på gulvet. Øv, nu bipper det igen. Kajs mor kom ind til Kaj og strøg ham over håret og sagde blidt: ”Vågn op Kaj det er 1. december.“ Pludselig hoppede Kaj ud af sengen helt frisk. Første december betød, at kalenderlyset skulle tændes, der skulle pyntes op i noget af huset og bedst af alt, så skulle han se hvilken gave, der lå i hans sok som hang på døren.
Der var hvert år en lille gave i hans strømpe hver morgen, som han fik før morgenandagten og morgenmaden. Kaj hoppede ud af sengen og hen til døren, og igen i år var der en gave i. Kaj blev så glad.
Dagen efter bippede Kajs vækkeur
December hygge og nytår
Nette Oliver er mor til tre børn, og hun kan godt lide at være sammen med sin familie og venner til jul og nytår. havde i kke
igen tidligt, men Kaj havde ikke bøvl med at komme ud af sengen. Han skulle se, hvad der var i sokken. Men da Kaj kom hen til døren, var sokken helt tom. Kaj tænkte, det måtte være en fejl. Han gik tilbage i seng og tænkte, at lige om lidt så var gaven kommet i sokken.
Hans mor kom ind til ham og sagde godmorgen. Kaj kiggede på hende og gik hen til døren igen for at se, om pakken nu var i sokken. Nej, det var den ikke. Kaj blev igen skuffet og nu også ked af det. Hvorfor var der ikke en gave i sokken? Han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre, men han måtte vel bare stå op.
Lidt bedrøvet kom han ud i køkkenet og tændte kalenderlyset. Hans mor
spur gt e, hvad der var ga lt. K aj fortalte sin mor, at han va r kdfthikkhdfåt
spurgte, hvad der var galt. Kaj fortalte sin mor, at han var ked af, at han ikke havde fået en gave i sokken til morgen. Kajs mor kiggede på ham og satte sig ned ved siden af ham og sagde, at det kunne hun da godt forstå, men om havde han tænkt på, at der måske var en grund til, at gaven ikke var i sokken? Måske måtte han sætte sin tro på, at der var en ide med det, som han nok ikke helt kunne se nu, men nok kom til at forstå. Kaj havde ikke tænkt på det sådan og svarede sin mor: ”Jeg vælger at tage tingene, som de kommer, og se hvad som sker.“ Han tørrede sine øjne og gav sin mor et smil. Kaj ventede flere dage, før han igen fik en gave i sokken.
8. december
Kaj havde flere gange i løbet af ugen stået op og ikke fundet en gave i sin sok. Han var begyndt at synes, det var lidt spændende at se, om han fi k en gave, og han følte faktisk, at når han så fi k en gave, var det lidt mere specielt – også selvom gaven ikke var større.
Kaj var kommet hjem fredag eftermiddag og havde spurgt sin mor, om ikke hans bedste ven Peter kunne få lov til at komme med hjem og sove. Peter ville nemlig gerne prøve at komme med i kirke om lørdagen. Kajs mor sagde ok. Drengene havde det rigtig sjovt, og det blev hurtigt sengetid.
Da de vågnede næste morgen for at gøre sig klar til kirke, så sprang Kaj op til sin sok. Peter lå stadig i sin seng, han
15. december
havde jo ikke nogen sok at se i. Da Kaj så dette, tænkte han, hvordan han kunne gøre Peters morgen særlig. Han sagde: ”Peter kom her og kig i min sok. Jeg tror sandelig, der er en gave.“ ”Kunne du ikke tænke dig at åbne pakken og se, hvad det er?“ Peter kiggede med store øjne på Kaj og svarede: ”Vil du virkelig have mig til at åbne din gave? Jeg har aldrig prøvet at få sådan en pakke før i en sok. Hjemme hos mig har jeg kun en chokoladekalender.“ ”Ved du hvad, Peter? Den her gave er til dig,“ sagde Kaj. Kajs mor stod i gangen og hørte det hele. Hun gav Kaj et kys og sagde: ”Det er godt at give til andre, når man selv har i overflod. At give videre og glæde andre er en god gave, som måske endda betyder mere for den, du glæder.“
Opgave: Læs hele historien på en gang og snak derefter om, hvad I kan lære af Kaj og skriv det ned.
22. december
Nu er det snart juleaften, og her fejrer vi, at Jesus blev født i Betlehem i en krybbe. Mange gange kan det måske mere gå op i hvilke gaver, man gerne vil have, og den gode mad.
Opgave: Snak om, hvad du glæder dig til, og hvad du synes er vigtigt ved julen. Er der noget, du kunne ønske dig, som ikke er en fysisk gave, men noget godt en anden person kan gøre for dig? Eller hvad kan du gøre for at gøre julen god for andre?
RBFOØRN
29. december
Om nogle dage er det nytårsaften – så slutter året 2017, og vi skal til at begynde et nyt år. 365 dage hvor Gud vil være med os.
Opgave: Sæt dig ned og skriv en liste over alle de ting, som er sket i 2017, og som du syntes var godt. Tænk så fremad på, hvad du kan gøre af gode ting i år 2018 for dig selv og for andre. Er der no-
get, du vil bede Gud om at gøre i 2018?
Gem den seddel et sikkert sted og til næste jul eller om nogle måneder så tag sedlen frem og se, om noget af det er sket. Husk i 2018 at give Gud lov til at løfte dit blik op til ham. Så du siger tak til Gud for alle de rare ting, der kommer til at ske. Og så du beder om Guds hjælp, når der sker nogle svære ting. Alle år har noget af begge dele.
KOLLEKT – 2. DECEMBER
Adventsgaven
Sabbatten er central i vores identitet som adventister. Og den er central i vores gudsforståelse, at Gud er: skaber, frelser, befrier og genskaber. Mennesker i dag har ofte et snævert syn på hviledagen: måske bare som nogle timers gudstjenestetid, men Gud ønsker så meget mere. Nu vandrer vi ikke længere med Gud i Edens have, men vi kan få og formidle en smag af at van-
dre med ham gennem vores formidling af sabbatten, som en velsignelse, glæde og fejring. I en stadig mere ensom verden har mennesker behov for blandt andet et socialt fællesskab og omsorg for hinanden, og dette er også en del af sabbattens budskab. Lad adventsgaven 2017 blive en begyndelse på, at sabbattens velsignelse bliver delt med endnu flere end dem, vi går i kirke med, og at
mennesker i Danmark i dag får øjnene op for, hvem sabbattens herre er, og at han vil os det godt.
Vi ønsker at formidle sabbatten i et sprog og på en måde, som mennesker omkring os vil forstå og tage til sig. Derfor vil adventsgaven gå til et hæfte om sabbatten og dens velsignelser.
En skoleklasse i Syrien fik bibelhistorier sidste jul. De bruges ofte til godnatlæsning. Men, der er brug for mange fl ere børnebibler. Foto: De Forenede Bibelselskaber.
KOLLEKT – 6. JANUAR
Bibelselskabet
SYRIEN OG IRAK: Forfulgte
Bibelselskabets modige kolleger sætter livet på spil for at få Bibelen ud i krigsramte egne i Mellemøsten. Der meldes om rekordstor efterspørgsel på verdens mest læste bog
kristne
Efterspørgslen på bibler er overvældende i Syrien og Irak. Hvorfor? På grund af krig, slet og ret. Bibelselskabet forsøger at følge med efterspørgslen. Vi trykker bibler og Det Nye Testamente for både børn og voksne, i forskellige størrelser og på mange forskellige sprog. I Syrien og Irak er der primært brug for bøger på arabisk og aramæisk. Transporten koster, det samme gør opbevaring. Distributionscentrene skal have strøm til opbevaring om vinteren og nedkøling om sommeren, leje af lagre, ja ligefrem batterier til hovedlygter for de ansatte, når raketnedslag gør, at strømmen midlertidigt afbrydes.
Nej, midlertidigt er faktisk forkert formuleret. Strømmen har svigtet nu i flere år i fx Aleppo.
Bibelselskabet arbejder sammen med 145 andre bibelselskaber i alle de lande, hvor kristne undertrykkes og slås ihjel pga. deres tro. Samtidig er efterspørgslen på bibler stor blandt muslimer, som er trætte af islam og konverterer til kristendommen. De fortæller ofte, at de søger en kærlig og nådig gud. Det er dog ikke ufarligt at forlade islam. Hvis en muslim vælger at skifte til en anden religion, kaldes det frafald, ridda. Konvertitter lever livet farligt, fordi det blandt
Tekst: Synne Garff, international chef i Bibelselskabet / Foto: De Forenede Bibelselskaber
KOLLEKT – 3. FEBRUAR
Digital evangelisme
Tekst: Thomas Müller / Illustration: thinkstockphotos.com
Mere og mere kontakt og information sker elektronisk og digitalt. Kirken forsøger at følge med og være tilstede også på digitale platforme. I forbindelse med årstemaet for 2018 vil der blive udarbejdet ressourcer på nettet, som vil indeholde både hjemmesider og videoklip. Vi takker for din støtte til at gøre adventbudskabet kendt, og gennem digitale veje er det vores bøn, at mennesker må lære Jesus at kende. Esajas 58 udfordrer os til at kalde sabbatten en fryd. Med gaven til digital evangelisme ønsker vi at dele fryden ved hviledagen med andre, som endnu ikke kender velsignelserne ved at holde sabbat.
Det sker ...
DECEMBER
1.-3. Juletur Vest, Krogsholt
02. Kollekt: Adventsgaven
8. Deadline Adventnytonline
13. Adventnytonline
JANUAR
6. Kollekt: Bibelselskabet
8. Deadline Adventnyt 01/februar 10.-20. Ten Days of Prayer
muslimer er en udbredt holdning, at frafald fra islam er en forbrydelse og skal straffes.
Mine modige kolleger i Syrien og Irak sørger for, med livet som indsats, at biblerne når frem. Bibelen er med til at indgyde mennesker, der er fordrevet fra deres hjem livsmod. Tak til alle, der er med til at styrke forfulgte kristne. Tak for kollekten til Bibelselskabet.
Bibeluddeling i Syrien kan være udfordrende. Store dele af Aleppo er bombet i stykker, vejene er dårlige, og man ved aldrig, hvor snigskytterne ligger på lur. Direktøren George Andrea har selv været bortført. Det lykkedes ham at slippe fri. ”Vi har mere end nogensinde brug for bibler,“ fortæller George.
www.adventist.dk/det-sker
Bring og få velsignelser
”Og anstrengelserne for at være til velsignelse for andre vil bringe velsignelser over os selv.“
Vejen til Kristus, s. 86
Jeg elsker
PLASTIK KASSER
Tekst: Thomas Müller / Illustration: thinkstockphotos.com
Du kender sikkert de gennemsigtige plastikkasser, man kan købe i alle supermarkeder med kliklåg. Jeg elsker dem. Har næsten svært ved at gå forbi butikken uden at tage et par stykker med.
At få ryddet op, sat i system, sorteret og lagt ting i hver sin kasse har for mig en særlig tilfredsstillelse. Jeg forstår, at ikke alle deler min begejstring for struktur og orden, men jeg tænker nu, at de fleste kan identificere glæden ved at få orden og overblik over sine ting.
MENTALE KASSER
De fleste af os elsker kasser. Ikke kun gennemsigtige plastikkasser, men mentale kasser, hvor vi kan kategorisere koncepter og tanker. Ubevidst anbringer vi hinanden i mentale kasser. Som barn var det en øjenåbner at se andre familier, som gjorde ting på en anden måde – her gik man lige og troede, at ens egen familie var standarden, som alle andre også fulgte. Men heldigvis har Gud skabt os som selvstændige individer med evnen til at forme og vælge, og derfor oplever vi mangefold og forskellighed.
kirken og udenfor kirken. “Dem der … derude“ er ikke så ”farlige“ som den mentale kasse, du måske har stoppet dem i. Tværtimod venter der os en rig oplevelse ved at være sammen med andre og blive udfordret lidt på, hvad vi betragter som “normalt“. (Og bare for at være på den sikre side – jeg taler naturligvis ikke om at gå på kompromis med sin tro).
Det hænder, at vi har et overdrevet fokus på vores forskelligheder, som gør, at vi overser de mest åbenlyse temaer, vi er enige om og samler os omkring. Og alt for ofte har vi allerede rubriceret andre mennesker i bestemte kasser, endda før vi har mødt dem.
Forskning viser, at når der er forskellighed i en gruppe, udtænker den bedre og mere kreative idéer end grupper sammensat af lignende mennesker.
(Disunity in Christ, side 39).
”Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt“ (Sl 139,13-14). Underfuldt og unikt er vi skabt i Guds billede, og derfor er det værd at udforske hinandens tanker, meninger og forståelse.
UDFORDRET AF ANDRE
FRYGT IKKE
Når vi bevæger os ud over de kendte rammer og kommer i kontakt med andre med forskellige værdier og holdninger, siger forskningen, at vi har en tendens til at hæve egne standarder over andres (Disunity in Christ af Christena Cleveland, side 70), men at vi mister noget ved ikke at bliver udfordret og kun omgås i de cirkler og kredse, vi sædvanligvis bevæger os i. Det gælder både indenfor
Men sandt at sige søger vi alle tryghed, og for mange er tryghed forbundet med kendte systemer og strukturer –så snart vi bevæger os ud i det uvisse, bliver vi utrygge. Hvis det var Jesus, der skrev denne klumme, tror jeg han ville sige: Frygt ikke – det er ikke farligt at lære nye mennesker at kende. Ja, det kunne ligefrem være sundt at udvide sin horisont, tænker jeg.
Selvom jeg elsker kasser, så er det nok godt at få ryddet lidt op i dem engang imellem.
Prøv du at stoppe Jesus ned i en kasse. Når du har lykkedes med det, så fortæl mig, hvad kassen hedder.
Thomas Müller er formand for Syvende Dags Adventistkirken i Danmark og leder af kirkens Mission og Strategi.
