JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie
forunderlig vis, og ved den store histories mellemkomst, også ny for sig selv. Manden hed Henry, var opvokset i Køge, og efter at være blevet udlært som klejnsmed var han rykket ind til sin halvbror, Ulf, der delte en lejlighed med to andre i det indre København. Henrys skridt var bløde, svampede, Steppeulvenes musik trængte ind i hans ører, ramte den let rødmende hud med små, varme ordstik (Det brænder på min kvist i hovedgaden/Og vi er ikke særlig skæppeglade) – og alligevel fnisede han lykkeligt, hengivent til sommeren, til øjeblikket, der for ham strakte sig ind i efteråret (Undskyld at jeg hakker sådan i’ed/Det skyldes al min frygt for politiet). Siden han var flyttet til København, var hans liv blevet så meget bedre (Trappen brænder), så meget friere (Hanen render), end han nogensinde havde turdet håbe på, dette var jo selve meningen med det hele, dette ophævede alle de fortrædeligheder, hans tidligere liv havde bestået af, hans opløste familie, følelsen af at være lidt forkert/dum/ved siden af, som havde fulgt ham siden barndommen og kun i nogen grad var lettet, da han på Høvelte Kaserne havde vist sig at være den bedste i sin deling. Til alt. Men der var allerede langt fra den mand, der nu lagde fortovsfliser bag sig, til den mand, der ni år forinden havde hadet sin far mere, end han havde elsket livet, den mand, der havde aftjent sin værnepligt og efterkommet selv den mindste ordre og pudset sit gevær med samme nidkærhed, som var det en ansøgning om at blive lukket ind i livet på lige fod med alle andre, han var ved at udfylde. Eller var der? I hvert fald var han gået fra den ene yderlighed til den anden. Så lykkelig havde han været, da han i foråret 1958 var blevet indkaldt til session, da han havde stået splitternøgen foran 6