Page 1

140 mm

21,7 mm

Da Ib Berthelsen kom hjem fra arbejde den følgende eftermiddag, bemærkede han allerede i entreen en besynderlig duft. Han hørte latter. Han tog sin jakke af, løsnede slipseknuden og iførte sig et par brune skindsmutters. I stuen sad og lå Lilly, Henry og Helle på gulvet med en masse puder omkring sig. Ib Berthelsen trådte ikke uden en vis måben ind over dørtærsklen. Lilly vendte sig, pegede på ham og brast igen i latter, hun hylede: – Dér kommer min mand! Ib Berthelsen smilede en smule anstrengt, han spurgte efter avisen og gik ned i soveværelset for at hvile sig. Da Lilly senere kom ind til ham, forklarede hun, at hun og de unge havde haft det så morsomt, at hun forstod så meget mere af deres verden nu, og at Helle havde sagt, at Henry skulle „helbredes med kærlighed“. – Er det ikke fantastisk? sagde hun. – Vi er blevet de bedste venner! Ib Berthelsen ville gerne vide, hvad de skulle have til aftensmad.

DEN NY TID er tredje bind af den anmelderroste familiekrønike, der begyndte med ulven og lille hjerte . Året er 1967 – The summer of love. Henry har overstået sin soldatertjeneste og er sammen med sin halvbror Ulf taget til København, hvor han prøver lsd og oplever det spirende oprør. Leonora bor i en kvistlejlighed med sin mand Klaus på femte år, men forholdet har endnu ikke båret frugt. Lilly nærmer sig sin 50-års fødselsdag, som hun vil fejre hos Peter hjemme i Køge. Hendes kunstnerdrømme eksploderer bogstaveligt talt, og imens lusker ulven rundt i Østre Anlæg, men ingen tror på, at den findes.

Katrine marie guldager

220 mm

uddrag fra bogen

140 mm

katrine marie guldager

katrine marie guldager (1966) blev uddannet cand.phil. i dansk i 1994, og samme år afsluttede hun Forfatterskolen. Blandt hendes mange udgivelser er novellesamlingerne København, Kilimanjaro og Nu er vi så her foruden digtsamlingen Styrt. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

roman Lindhardt og ringhof

omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk

100 mm

foto: © Isak Hoffmeyer

100 mm


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

Den ny tid © Katrine Marie Guldager og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2013 Omslag: Alette Bertelsen Bogen er sat med Stempel Garamond hos Rosendahls – BookPartnerMedia og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-38838-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Tak til Statens Kunstfond og Statens Kunstråd. Tak til Peder Bundgaard, Jan Poulsen og Stine Melgaard for hjælp med research.

Til min mand, Troels

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

Katrine Marie Guldager

DEN NY TID

LINDHARDT OG RINGHOF


JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

1.

Det var den ny tid, og den var kun lige begyndt. Det var svært at sige nøjagtig, hvor den begyndte, hvor de små oprørsblomster først piblede frem, borede sig op gennem den hårde vinterjord, lysets grænse, men de kom op, gjorde de, strakte sig dovent, søvnigt, strøg det lange, fedtede hår væk fra panden, stræbte efter lyset, en ny begyndelse, mere transcendens. Og snart var de alle vegne, disse besynderligt udseende blomsterbørn, snart stødte man på dem hos købmanden, i bussen, til en påskefrokost med alt for meget snaps, snart havde de rystet al den kolde jord af deres nøgne kroppe, iført sig nye, flagrende gevandter, og snart indførte de nye gloser i sproget. De talte om »bevidstgørelse«, »brevbomber« og »bypartisaner«; de sagde »slumstormer«, »stoffri« og »strømer«, de sagde »rotteræs »og »røvrende«. Alle disse ord udtalte de for første gang, og selvom de var få, provoerne, oprørerne, hippierne, kunne deres vibrationer mærkes i mange, mange år efter i det gamle samfund. Men endnu var alt nyt. Verden var ny, og den person, der i 1967 kom svajende ned ad Kronprinsessegade iført en persianerswagger, der ikke alene var alt for varm for årstiden, men også ukomfortabelt lille, var ikke bare ny for den bebrillede psykologistuderende til Love-in i Kongens Have, som han netop havde købt et lille lager blå lsd-kapsler af, manden var på 5


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

forunderlig vis, og ved den store histories mellemkomst, også ny for sig selv. Manden hed Henry, var opvokset i Køge, og efter at være blevet udlært som klejnsmed var han rykket ind til sin halvbror, Ulf, der delte en lejlighed med to andre i det indre København. Henrys skridt var bløde, svampede, Steppeulvenes musik trængte ind i hans ører, ramte den let rødmende hud med små, varme ordstik (Det brænder på min kvist i hovedgaden/Og vi er ikke særlig skæppeglade) – og alligevel fnisede han lykkeligt, hengivent til sommeren, til øjeblikket, der for ham strakte sig ind i efteråret (Undskyld at jeg hakker sådan i’ed/Det skyldes al min frygt for politiet). Siden han var flyttet til København, var hans liv blevet så meget bedre (Trappen brænder), så meget friere (Hanen render), end han nogensinde havde turdet håbe på, dette var jo selve meningen med det hele, dette ophævede alle de fortrædeligheder, hans tidligere liv havde bestået af, hans opløste familie, følelsen af at være lidt forkert/dum/ved siden af, som havde fulgt ham siden barndommen og kun i nogen grad var lettet, da han på Høvelte Kaserne havde vist sig at være den bedste i sin deling. Til alt. Men der var allerede langt fra den mand, der nu lagde fortovsfliser bag sig, til den mand, der ni år forinden havde hadet sin far mere, end han havde elsket livet, den mand, der havde aftjent sin værnepligt og efterkommet selv den mindste ordre og pudset sit gevær med samme nidkærhed, som var det en ansøgning om at blive lukket ind i livet på lige fod med alle andre, han var ved at udfylde. Eller var der? I hvert fald var han gået fra den ene yderlighed til den anden. Så lykkelig havde han været, da han i foråret 1958 var blevet indkaldt til session, da han havde stået splitternøgen foran 6


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

et panel, der bestod af en udskrivningschef, en læge og to officerer fra de tre værn: alle fuldvoksne mænd, hvis blotte tilstedeværelse emmede af autoritet, alle fuldvoksne mænd i et rum, der svarede til det årti, de befandt sig i; nydeligt, overskueligt, pænt. Henry lagde sit tøj på en lille metalskammel, der stod bag et forhæng, og der var intet, han ønskede mere end at gøre et godt indtryk. Han hviskede til sig selv: Nu må du ranke dig! Hans største bekymring var hans venstre pegefinger, som var sprængt af engang, han sammen med nogle andre drenge havde fundet en håndgranat i en kælder. Panelets læge bar et nydeligt lille overskæg og havde engang været betaget af det nazistiske idealmenneske, ja, måske var han det stadig. Henry fik hans øjne til at lyse. Så længe det ikke var den højre pegefinger, aftrækkerfingeren, der manglede! De to officerer kiggede knap nok op, og hvis de havde gjort det, ville de ikke have set meget andet end en almindelig, velproportioneret mand uden skavanker (bortset fra det med fingeren), deres blikke ville være løbet over kroppen for at foretage én eneste beslutning, ja eller nej, egnet eller uegnet? Lægen, som sagt, så noget mere, og hvis der havde været en digter til stede, ville denne digter have set endnu mere. Digteren ville have bemærket, at der for ganske nylig var sket en forandring med den mand, der i modsætning til de fleste andre indkaldte, der samlede deres hænder beskyttende i skridtet, samlede sine hænder på ryggen som en konge. Digteren ville have bemærket, at der var et ganske særligt lys i den unge mands øjne, og digteren ville have gættet, at dette særlige lys skyldtes en vis tilfredsstillelse. Hvorledes var Henry da tilfredsstillet, da han stod foran de fire mænd? Jo, digteren havde skam fat i noget: Henry 7


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

havde for første gang været i seng med en pige, og hans krop havde endnu ikke fundet sig til rette i sin nye form. Det hele var begyndt en torsdag aften, hvor han skulle aflevere nogle jazzplader, han havde lånt af Charlottes far. Charlottes far havde ikke været hjemme, men hun havde åbnet døren for ham, hun havde været sådan lidt sløv i øjnene, måske havde hun drukket? I hvert fald havde hun sagt: – Kom ind til mig, Henry, du vil jo gerne. Det var som en drøm, så uventet, at hun trak ham ind på sit værelse. Hver gang han blinkede, så han et nyt billede for sit indre blik, en cerut, der hvilede mellem to rødmalede læber, to ræve, der parrede sig på en mark, en kniv, der langsomt skar sig ned gennem blødt kød. Charlotte spurgte, om han ikke ville tage tøjet af. Han blinkede, sank, usikker på, om han havde hørt rigtigt, men han gik, faldt, alligevel over mod hendes seng. Hun undskyldte sig og sagde, at hun lige skulle ud i køkkenet, og så snart hun var gået, kom han i tvivl: Var det mon meningen, at han bare skulle lægge sig under dynen med det samme? Han frøs, lå med kun lige næsetippen synlig over dynen, da hun kom ind. Hun stillede bakken fra sig på en stol, rullede hen over ham, krøb ned under dynen, og sådan lå de et øjeblik stille, indtil hun lod sin varme hånd glide hen over hans mave. Det føltes, som om det ikke bare var Henry, men verden selv, der havde ventet på denne berøring siden tidernes morgen, hvad den måske også havde. – Har du ét? Hun famlede under sengen, fandt et Århus-produceret kondom (Worlds-Best), men hun åbnede det ikke, hun lagde det på hovedpuden. Han var overrasket over, at hun 8


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

overhovedet havde lyst. Af en kollega på Gummifabrikken, der hed Bade-Bent, havde han fået det indtryk, at sex var noget, piger gik med til, når de forventede at få noget andet til gengæld. Desuden gjorde det ondt, og derfor skulle man skynde sig at få det overstået, så de ikke begyndte at græde. Henry var forbløffet over, at Charlotte faktisk smilede til ham, at hun greb fat om hans kæbe og kyssede ham sultent, begærligt, at hun hjalp ham med at rulle kondomet på, at hun kommenterede hans størrelse og ligefrem forlangte, at han pressede sig langt, langt ind i hende, så langt ind som muligt. Han var overrasket over, at hun stønnede så intenst, over, at denne stønnen startede en billedstorm og opløste alle forskelle i verden, inklusive dem mellem godt og ondt, nat og dag, smerte og nydelse. Han var overrasket over, at det lykkedes ham at give hende hele to fantastiske orgasmer. Og hun, som plejede at holde ham på afstand, le ad ham, som man ler ad en hund, der springer ind foran ens ben! Han havde været heldig, havde han! Så snart han kom ned på gaden igen, var han så omtumlet, at han begyndte at se syner, han så hendes nøgne krop sidde på en trappesten, danse om en lygtepæl. Han kneb øjnene i, rystede hovedet, men lige meget hjalp det. Alt inden i ham var så uroligt, at han ikke kunne gå hjem, han måtte bare gå, gå, gå, hvis ikke hans hjerte skulle sprænges af glæde. Sådan gik han rundt i hele Køge, op og ned ad Nørregade og forbi urmager Holger »Dik« Hansen, hvis forretning snart skulle forsynes med et lille klokkespil. Da han havde forsøgt at gå sig træt i nogle timer, gik han ind på Køges eneste jazzklub, Tigerclub, hvor der var jamsession og stuvende fuldt af unge mennesker, der dansede, svajede og vrikkede til musikken. Folk så ud til at more sig så meget, at 9


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

Henry blev dårlig, følte sig udenfor, og til sidst gik han hjem og onanerede i håndvasken. Han betragtede sæden blive hvirvlet ned i afløbet med en følelse af at være fortabt: Hun havde rørt ved en del af ham, der havde været død. Snart overvejede han, hvornår han kunne tillade sig at opsøge hende igen. Næste morgen var han, skønt han havde onaneret hele natten, ikke engang nået ned ad trappen, før det igen dunkede i hans stakkes lem, han forsøgte at lægge en beskyttende hånd over det, ryste følelsen af sig, men det var ved at blive en besættelse, han var ved at blive sindssyg. Han skulle have været på arbejde, men i stedet fandt han en undskyldning for at gå op til Charlotte, der skulle til at gå, men lovede ham, at han kunne komme igen samme aften. Da ingen så det, tog hun hurtigt hans hånd og lagde den ind på sit bryst. Han smeltede. Det var dét, digteren ville have kunnet se denne morgen i sessionslokalet, ikke den himmelske oplevelse, det havde været at give sin pige to orgasmer, ikke den himmelske oplevelse, det havde været selv at få udløsning, men et gennembrud af kærlighed, der var så sjældent for denne dreng, denne unge mand, at det næsten var, som havde nogen revet månen ned fra himlen, vendt den på hovedet og givet den en fjer i hatten. Og måske var det derfor, han frejdigt lagde hænderne på ryggen dér i sessionslokalet, derfor, han lod vægten glide frem og tilbage over fodsålerne, som om han: 1) masserede dem og 2) granskede et filosofisk problem, der var så kompliceret, at kun han rigtig forstod det. Henry var nået hen for enden af Kronprinsessegade, da han besluttede sig for, at han, skønt han højtideligt havde lovet 10


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

Ulf, at han ville skynde sig hjem, ville smage et par af de blå kapsler. Hvad skade kunne det gøre? Den psykologistuderende havde fortalt ham, at han skulle nøjes med én blå kapsel, men for en sikkerheds skyld tog han to, han akkumulerede lidt spyt i mundhulerne, førte pillerne op til munden i et hurtigt kast. Fra Kronprinsessegade drejede han ned ad Gothersgade, og snart stod han på Kongens Nytorv og ærgrede sig over, at pillerne ikke virkede. Fortrydelig gik han ned ad Bredgade, ned til sin mor, Lilly, der havde kontaktet ham endeløst siden jul, om ikke andet ville han gerne hilse på sin lillebror, Lille-Ib, der stadig hed sådan, om end han var tyve og målte 187 cm. Stadig: Hans skridt var svampede, som om han var usikker på, om jorden kunne bære ham. Han havde dette lykkelige fnis om munden, et fnis, der kun blev større, da han i et butiksvindues spejling fik øje på den persianerswagger, han samme morgen havde taget fra en piges tøjbunke. Da Lilly åbnede døren, undertrykte hun et gisp, tog den fremmede mand i sine arme og sagde: – Min dreng, min dreng. Hun bød ham indenfor. I alle de år, hvor Peter havde været deprimeret, havde børnene ikke haft andre end hende, følte hun. Hun sagde: – Mine børn. Hun sagde: – Jeg ved godt, at mine børn er voksne, men de har altså ikke andre end mig. Henry kiggede ind i den stue, han sidst havde været i for et halvt år siden, men som nu forekom ham så uendelig borgerlig og gammeldags, så forbandet konform: Hvorfor 11


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

var der også så mange møbler, så mange af disse radbrækkende torturinstrumenter, der ikke gjorde andet end at ødelægge kroppen og dens naturlige strøm af energi? Man kunne jo ikke komme i kontakt med sig selv, når man skulle sidde sådan – som robotter, ved borde, på stole, man blev jo fremmedgjort, gjorde man! Næ, så var det bedre, mere indlysende rigtigt, mere frisættende at gøre, som de havde gjort på det hangout, hvor han og Ulf for tiden overnattede: smide stole og borde ud ad vinduet, sætte ild til resterne i gården og lægge tæpper på alle gulvene, så man kunne ligge dér, rejse sig halvt op på albuerne, når en chillum gik rundt. Han sagde fladt: – Nå, er min lillebror ikke hjemme? Lilly rystede på hovedet og satte forfjamsket Henry i sofaen. Hun gik ud i køkkenet for at sætte vand over til te. Du godeste, hvor havde hun ventet på, at han skulle komme: Du godeste, hvor havde hun været urolig. Hun rystede på hænderne, lagde en hånd på sit bryst: Var det virkelig rigtigt, hvad hun havde kunnet læse i avisen, at de nye hippier hadede deres forældre mere end noget andet på jorden? Var det sandt, som søde, lille Vibeke havde sagt til sin mor, fru Eilersen, at de ikke havde nogen planer om at blive voksne, nogensinde? Da hun kom tilbage til stuen, var Henry kravlet ind under spisebordet, hvor han sad og skreg. Virkningen var kommet pludseligt, og i stedet for at opholde sig i en stue i Bredgade befandt Henry sig i et mørkt, vægtløst rum uden vægge; nogen eller noget havde et hårdt greb i hans nakke, nogen eller noget fik ham til at hvirvle af sted, falde gennem en malstrøm af ikke-eksistens. Lilly smed bakken fra sig på mahognisofabordet og styrtede over mod ham, overbevist 12


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

om, at han var ved at dø. Hun lagde en hånd på hans pande, og nu befandt han sig pludselig blandt en masse blinde skabninger, gennemsigtige skabninger, væsener, der befølte hans krop over det hele, slikkede ham på halsen med ru tunger. Før havde han skreget, nu klynkede han, han kunne ikke komme væk, undslippe de mærkelige væsener, han krøllede sig sammen, peb som et nøgent dyr, og Lilly græd. Hun græd, fordi hendes søn havde det så forfærdeligt, og hun græd, fordi hun endelig fik lov til at sidde med ham i sine arme. Fem år senere skulle han ryste hende i sin grundvold, da hun i Politiken kunne læse, at han var blevet arresteret for ulovlig våbenbesiddelse. I mange år havde hun ikke troet det muligt, at hun nogensinde skulle komme på talefod med sin tidligere mand igen. Nok havde han været chokeret, da hun fra den ene dag til den anden forlod Køge, men til sidst havde han jo selv givet hende lov til at rejse, han havde sagt, at han ikke ville »holde på hende«, han havde understreget det med en håndbevægelse. Dengang havde Peter også selv troet, at han havde accepteret det, at hun foretrak en anden mand og et udsvævende kunstnerliv i København; at hun havde efterladt ham alene i Køge med deres to ældste børn. Men i lang tid havde hans hjerte slet, slet ikke accepteret det. Han havde stadig længtes efter hende, han havde stadig strakt sig ud efter det mindste håb, den mindste antydning i hendes stemme, og til sidst havde han strakt sig så langt, han kunne, en aften havde han ligefrem opsøgt hende og forlangt hendes kærlighed. Det havde været en aften i januar, og Leonora havde stadig boet hjemme. Omkring spisetid var Leonora trådt ind 13


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 7 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

ad døren. Der havde været noget selvfølgeligt over hende, som hun kom gående over plankegulvet hen imod sin far, noget selvfølgeligt og noget uskyldigt. Ansigtet var hverken for fladt eller for dybt, faktisk så perfekt dimensioneret, at man kunne få den tanke, at der var tale om noget guddommeligt, men sandheden var nok snarere, at der var tale om en genetisk tilfældighed af den slags, mennesker har det med at tillægge stor betydning. Hun smilede, og hendes underlæbe var fyldig og blød, overlæben en smule strammere, en smule kruset, en anelse hemmelighedsfuld: Det havde hun fra sin mor. Leonora stillede sin taske fra sig på gulvet og spurgte, hvad hun skulle lave til aftensmad. Hendes far lagde piben fra sig, og senere kunne han ikke huske, om han havde svaret hende eller ej, for pludselig mærkede han en smerte, som trak alt til sig. Det bedrag, der sad som et sort, svedent søm i hans hjerte og gjorde ham uimodtagelig over for livet, borede sig tilsyneladende kun dybere og dybere ind i hans kød. Han havde forestillet sig, at han kunne begrænse det til om natten. Han havde forestillet sig, at natten kunne være det lille rum, hvori han kunne gemme alle sine sårede følelser, sin desperation over at blive forladt. Men selvfølgelig havde det vist sig, at natten var en mærkelig utæt beholder; at følelserne bredte sig ind over lysets og dagens gerninger, og han kunne ikke forstå det. Han kunne ikke forstå, hvorfor han ikke kunne give slip på Lilly, en kvinde, der alligevel aldrig havde elsket ham, han kunne ikke forstå, hvorfor han ikke kunne gøre regnskabet op. Men måske var det – det var det eneste, han kunne tænke sig – fordi det had, han havde følt mod hende i så mange nætter nu, ikke havde fundet nogen udløsning. Leonora smilede til ham. Han snappede efter 14


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

vejret, tvang sig selv tilbage til stuen, hvor Leonora strøg ham over håret, kiggede på ham med sine store, runde øjne og spurgte: – Er der noget i vejen, far? (A’et var så langtrukket som kun i Køge). Han rejste sig op, omfavnede hende og hviskede: – Nu må du for alt i verden ikke blive som din mor, vel? Desværre havde det været umuligt helt at afskære datteren forbindelse med moderen, og derfor stod Peter én gang om måneden på stationen og mærkede angsten prikke i huden, fordi datteren skulle på weekend hos sin mor. Hver gang følte han, at selve kampen mellem det gode og det onde udspillede sig i hans datters hjerte – mens han havde begge hænder bundet på ryggen. Alligevel kom Leonora hjem og havde svært ved at skjule, at hun havde haft en god weekend i København, hun talte animereret om Lillys mand, Ib Berthelsen, der var kunstkender og forgudede hendes mor. Leonora forklarede, at han havde taget hende med på Statens Museum for Kunst, hvor de havde set 2. ophængning af den store udstilling »Fransk kunst«. Uden den mindste forståelse for sin fars følelser forklarede hun, at Ib Berthelsen havde udpeget detaljer i de ophængte malerier og lært hende så meget. For eksempel havde Ib Berthelsen betroet hende, at kunstens virkelige brændstof var angst, ren, uforfalsket angst (for døden, havde han skyndsomt tilføjet), og han havde kigget på hende og sagt, at hun måske havde det. Dét, der var så helt utrolig fantastisk og exceptionelt i hans verden, dét, som så få havde og så mange drømte om. Talent. Peter rejste sig fra lænestolen og smed mere brænde i kakkelovnen, han knappede sin poplinskjorte op og følte, 15


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

at han var ved at miste det dyrebareste, et menneske kan eje; sin kærlighed, sin tiltro til sig selv. Selvom der var større og større afstand mellem ham selv og det forræderi, der pinte ham så voldsomt, følte han med den druknendes pludselige erkendelse, at han kom længere og længere ud. Leonora stod i køkkenet og lavede mad, da han pludselig kastede avisen fra sig og fór ud af huset uden at tage jakke på. Han måtte tale med nogen, et menneske, der vidste, hvem han var, eller i det mindste hvem han engang havde været, og den første, han kom i tanke om, var Ella, hans sekretær, som han havde haft et hedt forhold til: Ikke nok med det, en jul for lidt over et år siden havde han faktisk friet til hende. På vej op til Ella blev han dog enig med sig selv om, at det var nyttesløst at banke på hos hende, at den eneste person i verden, der kunne redde ham, var den selv samme kvinde, som havde bragt ham til fald. Mere end én alarmklokke ringede i hans indre, mere end én stemme anråbte ham, skreg, plagede, hviskede hjerteskærende, men manden med den åbentstående poplinskjorte overhørte dem alle sammen, parkerede resolut cyklen ved stationen og tog toget til Roskilde, hvorfra han ville videre ind til København, ind til sin tidligere kone og hjerte, ind til Lilly, der i døråbningen havde gemt sig bag Ib Berthelsen, som hun havde bedt om at sige, at hun: 1) ikke var hjemme og 2) ikke elskede ham. Ikke mere.


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

2.

I Køge låste Leonora omhyggeligt døren bag sig, befølte tørklædeknuden under hagen og begav sig ned ad opgangens slidte, bejdsede trappe, som var det et bjerg, hun begav sig ned ad, en bevidsthedens trappe, der ville føre hende lige lukt ned i de allermørkeste, ulideligt brændende kamre, en billedfattig og smertefuld tilstand, hvor sårene på ryggen endnu ikke var helet. Sådan skred hun ned ad trapperne som en gammel dame, der udførte en vanskelig balanceakt; hun havde altid været bange for at falde, for at miste balancen, rulle forover og styrte ned ad trappen, og måske skyldtes det ikke bare en nedarvet hybermobilitet, der gjorde hendes ankelled lidt for bevægelige, lidt for ustabile, måske skyldtes det også en dybere angst for ikke længere at kunne håndtere tilværelsens kaos og den drøm, der trak ud og ud; drømmen om at få sin egen familie. Leonora boede øverst oppe, og derfor passerede hun adskillige andre lejligheder på sin vej ned gennem opgangens indre, denne bløde, bevægelige masse af byggematerialer, køkkeninventar, børn og natklude. Hun var ikke populær i opgangen. Dels boede hun helt oppe på kvisten og holdt sig for sig selv, dels virkede hun sky, bange for mennesker. Hun var sådan én, man foretrak at sladre om, sådan én, der allerede på forhånd følte, hvordan samtalen omkring hende forstummede, når hun viste sig i vaskekælderen eller i går17


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

den, og det på trods af, at hun havde gjort alt, hvad der var hende menneskeligt muligt for at undgå netop den situation. Lige siden hun og hendes mand, Klaus, var flyttet ind, havde hun gjort sig stor umage med at hilse på alle, hun mødte i opgangen, hun havde trykket dem i hænderne (lagt den venstre ind over den højre), hun havde set dem i øjnene, noteret sig, om deres øjne var matte, trætte, hævede, noteret sig, om deres hænder var ru eller bløde, om håndtrykket var fast, hun havde med andre ord studeret sine naboer, sine medmennesker, de redningsplanker, hun inderst inde anså dem for at være. Der var intet, hun hellere ville end at undgå den isolation, hun kendte fra sine unge år. Men til trods for denne ihærdighed, denne udprægede venlighed, denne prøven-for-hårdt, der også viste sig som en forbløffende evne til at diske op med alt fra hjemmebagt kage til anemoner og hæklede bordskånere, var det alligevel sket: Langsomt, men sikkert var Leonora gledet ud af opgangens fællesskab. Langsomt, men sikkert blev hun ikke én, der deltog i samtalen, men én, der bidrog til den, sådan som den udviklede sig hos Mekke og Karen Jansen, i deres lejligheder eller på trappen ude foran, hvor man opkastede ideer, teorier, anelser og fornemmelser, viderebragte informationer, hörensagen, lod halve sandheder blive til hele, rødmede svagt, når tilværelsens udspekulerede gru gik op for én, blinkede og skælvende sagde: – Nej, virkelig? Med hensyn til Leonora hæftede man sig ved, at der tilsyneladende var så mange emner, hun undgik. Man kendte jo udmærket til rygterne, man kendte til branden på drengehjemmet Langagergård, man kendte til Leonoras udstilling på Den Frie, hendes mors tvivlsomme habitus, hendes 18


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

fars selvmordsforsøg. Man kendte til alle disse smertepunkter, som vi senere skal vende tilbage til, disse små betændte sår, der kunne have været en slags åbning ud mod andre mennesker – hjælp mig med at rense mit sår, vil du ikke nok? I stedet blev hver eneste ulykke, Leonora nogensinde havde oplevet, blot dænget oven på de forrige, hver ulykke blev til en lille mursten i den efterhånden svimle bygning, der bar navnet: Denne Verden Hader Mig. Et trappetrin på anden sal knagede og fik en dreng til at rive døren op, og da han så, at det var Leonora, lyste han op. Til en person længere inde i lejligheden råbte han: – Det er hende oppe fra kvisten! Leonora smilede stramt, undskyldende, sagde til drengen, at han skulle lukke døren, og igen befandt hun sig alene i opgangens mørke; det mørke, hun efterhånden var mest tryg ved, for jo mere nabokonerne sladrede, jo mere overbevist var hun om, at hun nok selv havde fortjent det. Og alligevel var et par af stemmerne i kvindekoret begyndt at mene, at hendes selvudslettende stil blot var et dække over det faktum, at hun var lys, flydende af guld i sin inderste kerne; at hele hendes tilsyneladende generthed, hendes tilsyneladende tilbagetrækning, skulle dække over, at hun ikke ville dele. Ergo var hun selv ude om det, ergo bagtalte man hende endnu mere, ergo trak hun sig endnu mere tilbage; hvilket blot gjorde, at man udviklede en fantasi om, at hun havde lommerne fulde af kostbare smykker, at hun i sin lejlighed gemte berømte malerier af stor værdi, ja, at hun nød sit eget selskab på en uhørt og fællesskabsfjendtlig måde. Omsider trådte hun ud på gaden. Solen var stærk, og med højre hånd skærmede hun øj19


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

nene. Hun var på vej ned til sit barndomshjem, sin far, der havde ventet hende siden morgenstunden. Hans selvmordsforsøg havde fundet sted, mens hun endnu boede hjemme; en dag, da hun var kommet hjem, havde hun fundet ham liggende i sin seng med et tomt pilleglas i hånden, tilsyneladende sovende. Forsigtigt havde hun lagt en hånd på hans og mærket, at han var kold. Han havde sagt det så mange gange: – Dig og mig, Lille hjerte. Leonora havde været sikker på, at intet nogensinde ville blive som før, at hendes far aldrig ville blive den samme far igen. Heldigvis tog hun fejl. For blot få måneder efter selvmordsforsøget kom Peter sig på mirakuløs vis. Tilsyneladende sluttede han fred med sin tidligere kone, og alle omkring ham kunne se, at han blomstrede, at han åndede lettet op, kun Leonora blev ved med at tale til ham, som om han stod med ét ben i graven. Bag alt, hvad hun sagde og gjorde, lå der fra da af dette stædige ønske om at trøste ham, minde ham om alle de gode ting, han havde gjort i denne verden, for Køge, for hende, minde ham om, at han havde forsørget sin familie, gjort det, han troede på, og hvordan kunne man bebrejde ham, at han havde et følsomt hjerte? Endnu i dag når hun tog hans hånd, mærkede hun kun den kolde, hvide hånd, hun havde mærket dengang. Leonora gik over torvet, og lyset var så kraftigt, at det var ubegribeligt, at det nogensinde havde været vinter. Hun gik ned ad Brogade, spejlede sig i et vindue og fik øje på den blå kittelkjole, det rødblomstrede tørklæde, der sad lige så stramt som en hjelm. Hun løsnede knuden, rystede hove20


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

det, så det røde hår faldt frit, hun nød varmen og smilede til en forbipasserende mand. Pludselig fornemmede hun et ubehageligt nærvær et sted bag sig, hun vendte sig hurtigt og så, at det var Nina. Nina, som hun ikke længere var på talefod med, Nina, som allerede var væk igen. Tænk, at hun engang havde været villig til at ofre næsten alt for hende! En pludselig indskydelse fik hende til at læne sig op ad rækværket ved Køge Bro og kigge ned på åen. Hun kom til at le, tænke på Klaus. Han havde stukket til hende. Hvorfor var hun blevet så lukket, så hemmelighedsfuld? Hun børstede lidt imaginært snavs af kjolen og gik ned mod Strandvejen, ned mod det eneste område i Køge, der stadig var en lykkelig fantasi for hende, et paradis afgrænset af jernbanen på den ene side, havnen på den anden: Hun huskede kun tiden før Langagergård. Den første, der fik øje på hende, da hun drejede ned ad Marievej, var Krogsgaard-Hansen, en ældre mand, der var flyttet ind på vejen, efter at Leonora var flyttet op i byen, men som nok mente, at han kendte til familiens historie »fra alle de andre«, og desuden var han ifølge ham selv »klog på mennesker«, »en menneskekender«. Efter en faldulykke på Gummifabrikken tilbragte han det meste af dagen på en skammel ved køkkenvinduet. Det var herfra, han havde en uforstyrret udsigt ud over det første stykke af Marievej, et stykke vej, der for Krogsgaard-Hansen udgjorde en miniatureverden, en scene, hvorpå tilværelsen dagligt udspillede sine frygteligste, sine grusomste dramaer. Til højdepunkterne kaldte han på sin støvsugende, afstøvende, radiolyttende, krydsogtværsløsende kone, der kom farende ud i køkkenet og sagde: – Hvor, hvor? 21


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

Også hun havde sans for dramatik, også hun så i Leonoras ankomst noget tragisk forfejlet, et varsel om noget dårligt, hun slog blikket ned og hviskede, at hun havde hørt, at grunden til, at Leonora ikke blev gravid, var den, at hun ikke kunne blive gravid: Efter en voldtægt havde en kvaksalver ødelagt hendes underliv engang i 50’erne. – Voldtaget? spurgte Krogsgaard-Hansen, der hed Erik til fornavn. – Af hvem? – Af Kaj, sagde hans kone mørkt. – Senere stak han jo af til Amerika. Han sejlede derover fra Norge! Hun sippede til sin kaffe. Krogsgaard-Hansen rystede på hovedet, det kunne ikke passe. Og så på den anden side: Havde de ikke altid været lidt mærkelige i den familie? Leonora fandt sin far i sengen på førstesalen; lykkelig, svinsk, opstemt. På det seneste var han begyndt at drikke portvin og læse Hölderlin, som han citerede med overdreven udtale og inderlige fagter. Der var ingen grund til at være bekymret for ham mere, men Leonora kiggede alligevel bekymret på den fyldte natpotte og den halvtomme portvinsflaske: Han sad under hendes seneste maleri. Hun sagde: – Far. Og far sagde: – Min kære pige. Kom her og sæt dig hos mig ... Hun satte sig, tændte en smøg, sukkede. Som så ofte før forsikrede han hende om, at han havde det godt. – Jeg har aldrig haft det bedre! Hun troede ham ikke. Desuden var meningen jo stadig den, at han skulle sørge over deres familie, at han skulle være fortabt og ulykkelig 22


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

– ved at gå til af druk – meningen var, at det hele var Lillys skyld, Lilly, som altid havde været så hæmningsløst ligeglad med andre end sig selv, så egoistisk, en i bund og grund farlig person at være afhængig af. Klaus gentog det næsten hver gang, de talte om hende, og hun var lykkelig for, at han som den eneste havde forstået, hvad det drejede sig om. Peter skænkede endnu et glas portvin, nikkede til natpotten og sagde: – Når en mand bor alene ... Men så kastede han pludselig dynen til side, stod midt på plankegulvet i sin nussede py, greb natpotten og gik ud på toilettet for at tømme den. Da han kom ind igen, sagde han, at han nu ville soignere sig, at hun bare kunne gå i gang med vasketøjet, at han ville lave kaffe til dem begge. Det var et arrangement, der var kommet i stand, efter at hun var flyttet sammen med Klaus. Hun kom to gange om ugen og hjalp ham med vasketøjet, og det var hende, der havde foreslået det. For det første kunne han ikke finde ud af det selv (og herregud, det var jo heller ikke arbejde for en mand!), for det andet havde hun på denne måde mulighed for at holde lidt øje med ham. Leonora gik ned ad trappen til vaskekælderen (denne gang en trappe, hun ikke frygtede!), tog en suppeskefuld PRE (vask med PRE, en-to-tre), lagde alle sin fars underbenklæder i blød og gav sig til at vaske hans gamle poplinskjorter, der for længst burde være smidt ud, men som han klamrede sig til, som et barn klamrer sig til en årgammel slikkepind fra Tivoli. Hun kunne stadig få dårlig samvittighed over, at hun engang havde regnet Ib Berthelsen for sin åndelige fader, hun kunne stadig få dårlig samvittighed over, at han, og ikke hendes far, havde været den første til at træde ind gennem døren, da hun havde sin 23


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 24 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

første udstilling på Den Frie. Men nu var hun her jo. Og hun passede godt på ham. Ovenpå havde han sat Beniamino Gigli på rejsegrammofonen, og hun kunne høre hans lyse, men svage stemme skråle, knække over og kæmpe sig gennem den italienske libretto (Ma il mio mistero e` chiuso in me, il nome mio nessun sapra`, no, no, sulla tua bocca lo diro`, quando la luce splendera`), og hun behøvede ikke at være oppe i stuen for at vide, at han nu tænkte på Giglis død i 1957, et dødsfald, der næsten faldt sammen med Lillys endelige afrejse, hvilket i Peters optik umuligt kunne være en tilfældighed. Hun behøvede ikke at være oppe i stuen for at vide, at han græd, hikstede og snottede sig gennem operaens dramatik, at han stillede sig hen til terrassedøren og lod sin krop gennemryste af de stærke følelser, han selv kaldte »smukke« og »livsbekræftende«, men som hun tolkede som det klokkeklare bevis på, at han var en mand på sammenbruddets rand. – Le-o-no-ra! Han kaldte på hende oppefra. – Kaffen bliver kold! Da hun kom op, var han udmattet, træt. Han sad i lænestolen og stoppede sin Dunhill-pibe på nøjagtig den måde, ekspedienten havde forklaret ham, da han som 18-årig havde købt piben på en weekendtur til London: først med barnehånd, så med kvindehånd og til sidst med mandehånd; en fremgangsmåde, i øvrigt, Leonora senere skulle tilråde en kvinde at skele til, da hun i en ikke så fjern fremtid skulle se samme kvinde forsøge at stoppe sin majspibe på en af de første kvindelejre på Femø. Leonora stod i døråbningen og skulle lige til at forklare sin far, at hun ikke var færdig med vasketøjet, da telefonen ringede. 24


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 25 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

Leonora stod nærmest, løftede røret og sagde »Hallo?« med en ikke ubetydelig fjernhed i stemmen, og Lilly fablede straks intensivt usammenhængende om, at det var godt, at hun endelig havde fundet hende, at hun havde brug for hendes hjælp, at hun ikke kunne klare mere, at Henry var syg og dårlig, og hvad skulle hun gøre? Hvad kunne hun gøre? Peter kiggede spørgende på Leonora, som kiggede ind i spejlet, gjorde en afværgende gestus og lagde mærke til, at den dybe rynke i hendes pande efterhånden var blevet permanent. Med en rolig, moderlig stemme sagde hun: – Så, så, mor. Tag det nu roligt, fortæl mig det hele forfra. Fra begyndelsen. Og Lilly gentog, at Henry omsider, omsider havde været på besøg, at hun havde glædet sig sådan til at snakke med ham, til at vise ham en skitse til et nyt vasemønster – og så havde han pludselig siddet under sofabordet og skreget, og bagefter havde han forklaret, at han havde været inde i en tidskapsel, som havde sendt ham tilbage til verdens begyndelse, eller hans egen begyndelse, han var ikke helt sikker. Kunne det være hans nerver, eller var han ved at blive skør? Var det rigtigt, at de unge tog stoffer for at udvide deres bevidsthed – og kunne det være det? Hva’? Kunne det? Tænk, at hun havde glædet sig sådan til at se Henry, og så havde det været sådan, så skræmmende. Igen udtrykte Lilly sin taknemmelighed over, at hun omsider havde fået fat i Leonora, for hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op, nu hvor han var gået. Ingen, ingen kendte Henry så godt som Leonora, og hvad lavede hun i grunden nede på Marievej? Var der noget galt med Peter? I et par minutter havde Leonora holdt røret ud i strakt 25


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 26 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

arm og med en grimasse signaleret til Peter, at hun ikke kunne få et ord indført. Nu vendte hun sig ind mod spejlet, blev alvorlig og sagde: – Mor, slap nu af. Hun skulle til at fortsætte, men netop disse ord, »slap nu af«, gjorde kun Lilly endnu mere desperat, for havde datteren slet ikke forstået noget som helst? Hvordan skulle hun, en mor, kunne slappe af, når hendes søn tydeligvis var på afveje, hvordan skulle hun, en mor, kunne gøre noget som helst andet end at smide, hvad hun havde i hænderne, og overgive sig til den dybeste fortvivlelse. Leonora gentog, at hun skulle slappe af, men Lilly fortsatte med at forklare, at Henrys besøg faktisk, selvom det var nok så ønsket, var kommet meget ubelejligt, for hun, Lilly, stod over for store beslutninger i sin kunstneriske karriere, og nu kunne hun ikke andet end at tænke på sin søn, være bekymret for ham, kunne Leonora ikke forstå det? Hvis hun ikke snart kom videre i sin kunstneriske karriere, ville hun dø. Med dirrende, alvorlig stemme sagde hun: – Leonora! Jeg oplever en kunstnerisk krise! Leonora sagde træt: – Hvad vil du have, jeg skal gøre, mor? Jeg ved ikke engang, hvor han bor. – Jamen, kan du ikke komme herind og finde ham? Så stor er København heller ikke. De havde været igennem det tusinde gange før. – Hvad nu, hvis jeg endelig finder ham, hvorfor tror du så, at han vil snakke med mig? – Jamen, selvfølgelig vil han det, Leonora, han er jo din bror, ikke? Åh, hvis du vidste, hvor bekymret jeg altid er 26


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 27 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

for ham, så ville du ikke være så svær at overtale, hører du, Leonora? Din far og jeg har gjort så mange fejl med den dreng, ja, din far især, og nu er jeg bekymret for, hvad der sker med ham. Har du ikke hørt om Ibsens, der mistede deres søn, Leonora, har jeg ikke fortalt dig den historie? – Jo, du har, mor, og du behøver ikke ... – For den viser jo, hvor galt det kan gå, hvis man bare overlader sine børn til sig selv, og som sagt: Vi har begået mange fejl med Henry, din far og jeg, det har vi altså, det kan jeg lige så godt indrømme, og din far gør ingenting, ja, hvad kan han også gøre? Det var jo ham, der mente, at vi skulle sætte Henry på plads hele tiden, ikke? Slå ham, Leonora, kan du huske dét? Men Henry er aldrig kommet sig over det, Henry var ikke et af den slags børn, der forstår. Han har altid taget alting så personligt, han har hadet os begge to lige siden, Leonora. Jo, dét har han! Det er som en knude, der ikke kan løses op, ikke? Det er sådan en lille hård sten af fortrydelse, Leonora, og du er den eneste, der kan gøre noget. – Jeg tror, du tager fejl, mor ... – Hvad? Vil du ikke hjælpe? Nej, men det skal du sandelig heller ikke! – Mor, hør nu efter. Jeg tror ikke, jeg kan hjælpe. – Bad jeg dig overhovedet om at hjælpe? Nej, vel? Men det er også lige meget. Hvis du ikke vil, så er der jo ikke noget at gøre ved det, så må din far og jeg bare gå til af bekymring og uro og ... han hængte sig den dreng, det ved du godt, ikke? Det er en af den slags sorger, man aldrig kommer over, Leonora, aldrig nogensinde, Leonora, det vil du heller ikke ... Hun afbrød sig selv. 27


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 28 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

– Men hvis du ikke er bange, så er jeg heller ikke. Du kender trods alt Henry bedst. – Gør jeg? – Ja, det gør du, Leonora, du er jo hans søster. – Mor? – Jo, det er klart, Leonora, det ved jeg godt, du behøver jo ikke tale til mig, som om jeg er dum, vel? – Nej, mor. – Synes du, jeg er dum, Leonora? Uintelligent? Langsom? Leonora, synes du det? Tror du, jeg finder på alt det her for sjov? Hva’? Tror du? – Mor, slap nu af. – Det er sjovt, hver gang du siger, at jeg skal slappe af, så har det den stik modsatte effekt. Er det ikke sjovt, Leonora? Pudsigt i det mindste? – Vil du ikke tale med far? – Med far? Hvorfor dog det? – Måske er han lige så bekymret som dig? – Men jeg er ikke bekymret, Leonora, det siger du jo, at jeg ikke skal være. Hvad laver du egentlig også nede hos far? – Jeg ordner hans vasketøj, mor, det gør jeg to gange om ugen. – Ja, og det er så sødt af dig, Leonora, så sødt af dig. Hvor er det dejligt for ham, at han har dig, at du hjælper ham. – Mor, jeg hjælper også dig. – Jamen, det gør du da, min skat. Jeg har det allerede meget bedre. Virkelig. – Det var godt, mor, for jeg ville faktisk gerne havde ordnet vasketøjet, inden jeg skal købe ind. 28


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 29 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

– Jamen, så forstyrrer jeg jo! Det må du undskylde! Farvel! Hun knaldede røret på med et smæld og fortrød straks sin hidsighed, sin allestedsnærværende tilbøjelighed til at føle sig afvist, for hvor mange gange havde hun ikke ligget vågen om natten og lovet sig selv, at hun ikke mere ville skændes med Leonora? Uanset hvad Leonora sagde, måtte, måtte hun ikke skændes med hende, og nu var det alligevel sket, et øjebliks ubesindighed og ... åhhhhhh ... sådan var det blevet ... hendes søn undgik hende, og hendes datter var ligeglad med hende. Og hun, som havde forestillet sig, at de efter alle de hårde år kunne være en slags familie igen! At der var lys for enden af tunnellen! Hun, som hele tiden havde troet, at så snart hun og Peter kom på talefod igen, så ville alting falde i hak, så ville de kunne svæve hen over et sommerlandskab som lykkelige, af fnok opløftede mælkebøttefrø, så kunne de være ligesom alle andre familier, der havde det godt sammen og passede på hinanden og gled gennem livet uden hele tiden at falde, snuble, rejse sig på albuen i en mudderpøl funderende over, hvad der nu var gået galt. Peter rejste sig: – Lagde hun røret på? Resolut ringede han op til Lilly og sagde: – Nu må du altså holde op, Lilly. Hun har altså meget andet end sine gamle forældre at tænke på. – Mener du ikke: bare hun havde, sagde Lilly og brast i gråd, for uden at ville det havde han rørt ved hendes anden store bekymring, hendes kors: Hvorfor fik Leonora og Klaus ingen børn? De havde været gift i fem år nu! Og hvorfor ville Leonora ikke tale om det? Forstod hun over29


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 30 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

hovedet, hvor vigtigt det var at få børn? Hvor mislykket ens liv var uden? Peter sagde: – Kommer du snart og besøger mig? Så tav hun. Siden de havde sluttet fred, havde det været sådan: På hans foranledning kom hun til Køge et par gange om året, og hun kunne ikke sige nej, ikke hvis hun ville bevare hans venskab. Da hun endelig sagde noget, sagde hun: – Men så skal jeg også i gang med at arbejde, når jeg kommer hjem, Peter. Jeg har besluttet mig for at male. Omsider er jeg på vej ud af den krise, jeg har befundet mig i så længe. Krogsgaard-Hansen og hans kone befandt sig stadig i køkkenet, da Leonora med et lille smæld lukkede sin fars hoveddør bag sig. Konen kiggede op fra sin krydsogtværs og sagde: – Se, der kommer hun! Krogsgaard-Hansen kiggede op fra sin avis. – Hvorfor går du ikke over og snakker med hende?


JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie


140 mm

21,7 mm

Da Ib Berthelsen kom hjem fra arbejde den følgende eftermiddag, bemærkede han allerede i entreen en besynderlig duft. Han hørte latter. Han tog sin jakke af, løsnede slipseknuden og iførte sig et par brune skindsmutters. I stuen sad og lå Lilly, Henry og Helle på gulvet med en masse puder omkring sig. Ib Berthelsen trådte ikke uden en vis måben ind over dørtærsklen. Lilly vendte sig, pegede på ham og brast igen i latter, hun hylede: – Dér kommer min mand! Ib Berthelsen smilede en smule anstrengt, han spurgte efter avisen og gik ned i soveværelset for at hvile sig. Da Lilly senere kom ind til ham, forklarede hun, at hun og de unge havde haft det så morsomt, at hun forstod så meget mere af deres verden nu, og at Helle havde sagt, at Henry skulle „helbredes med kærlighed“. – Er det ikke fantastisk? sagde hun. – Vi er blevet de bedste venner! Ib Berthelsen ville gerne vide, hvad de skulle have til aftensmad.

DEN NY TID er tredje bind af den anmelderroste familiekrønike, der begyndte med ulven og lille hjerte . Året er 1967 – The summer of love. Henry har overstået sin soldatertjeneste og er sammen med sin halvbror Ulf taget til København, hvor han prøver lsd og oplever det spirende oprør. Leonora bor i en kvistlejlighed med sin mand Klaus på femte år, men forholdet har endnu ikke båret frugt. Lilly nærmer sig sin 50-års fødselsdag, som hun vil fejre hos Peter hjemme i Køge. Hendes kunstnerdrømme eksploderer bogstaveligt talt, og imens lusker ulven rundt i Østre Anlæg, men ingen tror på, at den findes.

Katrine marie guldager

220 mm

uddrag fra bogen

140 mm

katrine marie guldager

katrine marie guldager (1966) blev uddannet cand.phil. i dansk i 1994, og samme år afsluttede hun Forfatterskolen. Blandt hendes mange udgivelser er novellesamlingerne København, Kilimanjaro og Nu er vi så her foruden digtsamlingen Styrt. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

roman Lindhardt og ringhof

omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk

100 mm

foto: © Isak Hoffmeyer

100 mm

Den ny tid læseprøve  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you