Karup pensionisternes sommertur til Tyrol

Lørdag den 4. juli 2009 samledes en flok forventningsfulde pensionister på opsamlingsstederne i Karup og Kølvrå for at begive sig ud på årets tur til Westendorf med de grå busser. Forinden havde vi smurt rundstykker (sponsoreret af Karup bageri. Stor tak til John bager) og hentet sandwich til at nyde undervejs, for ikke at glemme de små skarpe.

Turen startede fint med solskin, og vi kørte af sted med godt humør. Undervejs blev der gjort holdt, så vi kunne strække benene og nyde vores medbragte mad. Vi kom til vores første overnatningssted i Baunatal ved Kassel, hvor vi blev indkvarteret, og efter aftensmaden var der tid til at gå en tur og kigge på de mange Folkevogne, der var udstillet i byen, idet VW fabrikkerne har en afdeling her. På hotellet blev der holdt polterabend, så der var nogle, der ikke fik så meget søvn.

Ankomst

Næste dag gik turen videre til Østrig, hvor vi ankom til hotellet sidst på eftermiddagen. Vi nød at kunne spadsere rundt i den hyggelige by efter de mange timer i bussen. Særlig kirkegården med de mange smukke grave med billeder, udsmykning og lys blev flittigt besøgt.

Den første formiddag var fri til at foretage sig noget på egen hånd, og om eftermiddagen gik turen til Wattens, hvor vi besøgte et udstillings- sted for kunstnere, der arbejde med krystal. Det var meget spændende at opleve, og bagefter kørte vi til Rattenberg, hvor vi besøgte en krystalforretning. Der blev solgt mange små skåle den eftermiddag.

4. dag var vi på en heldagstur til Vipetino i Italien. Her passerede vi Europabroen og gjorde ophold for at se den, men vejret var desværre meget diset, så vi fik kun anet størrelsen på broen. Da vi ankom til Vipetino var vi inde at smage div. vine og likører i en vinhandel. Der blev købt en del med hjem derfra. Herefter gik vi på egen hånd rundt i den smukke lille by, men desværre i styrtende regn, så mange fandt et listigt sted, hvor man kunne smage på den italienske mad.

På vej hjem kørte vi over det gamle Brennerpas og Europabroen, nu i strålende solskin, så vi kunne rigtigt nyde det smukke landskab. Sidste stop på turen var skihopbakken Bergisel ved Innsbruck, hvor vi så det imponerende anlæg og synet ned over byen. Herefter gik turen hjem til hotellet, hvor der den aften var levende musik med en meget lystig musiker, der rigtig kunne få folk ud på gulvet. Samme aften blev vores guide Lisbeth 50 år, så vi havde samlet sammen til en lille gave til hende.

5. dag gik til Krimmlervandfaldene og Zillertal. De imponerende vandfald kom rigtig til deres ret, da vi den dag havde meget flot solskinsvejr. Dette gjorde også turen over passene til en meget stor oplevelse. Sikken udsigt man har fra 1600 m højde, selv de med højdeskræk måtte nyde synet.

Da vi kom hjem, havde Lisbeth skaffet billetter til en Tyroleraften i Westendorf med Auner Alpenspektakel. Jeg skal love for, der blev lavet spektakel. Så meget, at en del af gæsterne forlod salen under pausen. Det var egentlig en skam, for det var først herefter, de begyndte at spille ægte tyrolermusik i stedet for at lave show. Afsked

Så måtte vi tage afsked med Tyrol og begive os hjemad. Denne gang kørte vi over mod det tidligere DDR, hvor vi skulle overnatte ved Magdeburg. Et hyggeligt sted ude midt i nowhere, hvor nærmeste nabo var en jordbærmark. Vi fik dog gået en lille tur op og ned af vejen og samledes på værelset senere til en kop kaffe. Utroligt så meget kaffe en lille elkedel kan lave på en aften, det var meget hyggeligt.

Sidste stop inden grænsen var i Slesvig-Holsten til frokost, hvorefter det gik mod grænsen. Her var der kort tid til at handle en smule, men ikke ret meget p.g.a. pladsmangel, da bagagerummene var fyldt op med vore tasker, cykel, køleskab og pølsekoger, øl og vand, som blev solgt flittigt i den rullende butik i bussen. Vi måtte kun købe, hvad vi kunne have under sædet i bussen, så det blev ikke til mange øl den dag. Vi tog afsked med hinanden først i Kølvrå, dernæst i Karup efter, hvad jeg fornemmer, var en god tur.

Gurli Stoldt.

Der er kun ganske få mennesker her på egnen, der omgås nisser og har deres fortrolighed. Sagt i al beskedenhed er jeg en af de få. Nisser omgås nemlig ikke gerne almindelige mennesker. Nisserne har selv svært ved at forklare, hvorfor det er sådan. De taler ikke gerne om det og foretrækker i det hele taget et liv i det skjulte, fri for menneskers sære påhit.

Min kontakt til nisser tog sin begyndelse en gang i forrige årtusinde, da vi samlede stof til Danmarks Radios TV-julekalender ”Jul i Gammelby”. Kontakten udviklede sig til et solidt venskab, der har varet lige siden, og når vi ind imellem render på hinanden, går snakken i almindelighed lystigt om de gode, gamle dage. For få dage siden havde jeg dog en særdeles ”ulystig” snak med en af de gamle gårdboer, Gammmel-Nis, der har sin bopæl under taget på en ældre gård nær Grønhøj. Han var i ondt lune, og når nisser når dertil, skal man vare sin mund og undlade at sige dem imod. De kan hidse sig op i en sådan grad, at de falder i svime af vrede. Det fortælles i nissekredse, at en gårdnisse på Frederik den Syvendes tid skulle være eksploderet af galskab med døden til følge. Derfor valg- te jeg i første omgang at lytte, og det var godt nok en grimme historie.

Det var kommet Gammel-Nis for øre, at et krav ovenfra om kommunale besparelser var ved at brede sig ud i landbefolkningen, og at man flere steder overvejede at finde de nødvendige besparelser ved en nedskæring af udgifter til julegrød. GammelNis’ nevø, der med sine 160 år på bagen endnu var en barnlig spradebasse, der løb med både sandt og usandt, kunne fortælle, at han flere gange i den senere tid havde hørt om politikere, der pønsede på at skære ned specielt på julenrisengrødsområdet til gårdnisserne.

Jeg forsøgte spagfærdigt at berolige Gammel-Nis. Naturligvis er det bare et ondsindet rygte, der er sat i omløb af personer, der ikke tror på nisser, sagde jeg. Og alle ved jo, at nisserne gennem deres lange liv har gjort deres til, at menneskene skulle have det godt, de har betalt hver sit og i det hele taget været med til at bygge den tilværelse op, som vi har glæde af i dag.

Det viste sig hurtigt, at Gammel-Nis havde haft god grund til at frygte et risengrødsproblem. Politikerne ønskede at spare, og et flertal fandt, at det var rimeligt at se på udgifterne til julegrød til nisserne. Nogle mente, at man helt kunne stryge denne post begrundet i, at der overhovedet ikke fandtes nisser. De blev dog hurtigt stemt ned. Andre mente, at der ville være penge at hente, hvis man kunne rationalisere udbringningen af julegrød til nisserne. Man kunne, lød forslaget, forsøgsvis samle den varme grød på centrale steder og kræve, at nisserne selv afhentede grøden. Der skulle dog indføres et afstandskriterium, således at nisser, der har til huse mere end tre kilometer fra udleveringsstederne har krav på befordringsgodtgørelse efter statens normale grødtakster ud fra den betragtning, at grøden vil blive kold, såfremt den skal transporteres til fods over længere afstande. Forslagsstillerne, der i øvrigt var landmænd, begrundede indførelsen af afstandskriteriet med den overhængende brandfare, der uden tvivl ville opstå på de forskellige hølofter på egnen, såfremt nisserne selv skulle genopvarme grøden.

Der var imidlertid et spørgsmål, der overskyggede alt andet: Kunne der spares noget på grødudgifterne, hvis man lod grøden fremstille på et centralkøkken i stedet for at belaste hver enkelt landbohusholdning, og var der i det hele taget grund til at bruge dyre ris, hvis billigere kunne gøre det? Nisser ville såmænd nok ikke kunne smage forskel. Og hvis man kunne enes om en centralkøkkenløsning, hvordan skulle grøden da serveres for den enkelte nisse?

Allerede her stødte man på et alvorligt problem, idet der ikke fandtes en egentlig opgørelse over antallet af nisser inden for kommunegrænsen. Ganske vist havde man nogle prognoser over bespisningstallet i de gamle kommuner, men dels var der for mange skønnede tal i prognoserne, dels var de meget gamle og gav ikke et ordentligt, samlet overblik. Endelig var det overmåde svært at vide, hvor mange nisser, der ville tilslutte sig en grødordning. Og hvem turde forudse, hvor mange nisser, der ville vælge både grød og smørklat eller måske grød alene. Og hvad med kanelsukker? Her brød et flertal af politikerne ind og afgjorde, at nisserne måtte finde sig i at modtage både det ene og det andet. Det ville blive alt for svært at administrere en ordning baseret på frit valg.

Et forslag om, at hver tilmeldt nisse skulle udstyres med to grødfade, hvoraf det ene skulle afleveres renvasket, når det andet blev modtaget med grød, mødte velvilje fra flere sider, men embedsmændene advarede. En sådan ordning ville afgjort ende i fiasko. I stedet pegede de på den måde, som flere take-away restauranter arrangerer maden på: En formstøbt plastikbakke opdelt i rum, her et større rum til risengrød, et mindre til en smule smør eller et blandingsprodukt samt et rum til en eventuel venligt ment overraskelse. Desuden et lille papirrør med kanelsukker.

Forslaget vakte stor begejstring, og flere af byrådets medlemmer kappedes om at give udtryk for, at denne ide var kommet netop fra dem. Rummet til en eventuel overraskelse blev dog hurtigt fravalgt. Der var ingen grund til at rutte med kommunens midler til gamle nisser, og blot et enkelt stykke juleslik kunne forventes at skabe præcedens og endda krav om mere.

Begejstringen ville ingen ende tage, da et forslag om at nedfryse grøden og fordele den blandt nisserne i frossen tilstand blev fremsat. Dog nærede en kvindelig politiker, hvis altoverskyggende interesse var ”jyske egnsretter før og nu”, betænkeligheder ved nedfrysningen. Nogle af grødens vigtige antioxydanter ville muligvis forringes, forklarede hun. Hendes forslag om at nedsætte et undersøgende udvalg blev nedstemt med et knebent flertal, der overvejende bestod af mennesker, der nærede afsky for grød. Hun svarede prompte igen ved at sætte spørgsmålstegn ved grødens kvalitet efter en langsom optøning. Det ”bid” der kendetegner den gode risengrød, vil uvægerlig gå tabt, og grøden vil blive blød, splattet og intetsigende, påstod hun og tilføjede: ”- men en mikrobølgeovn kunne være løsningen!” Her brød de tilstedeværende ud i befriende klapsalver, og alle kunne tilslutte sig den beskedne kvindes store tanke.

Senere på måneden blev der afholdt en prøvespisning. Tanken var, at politikerne skulle sætte sig i nissernes sted og prøve at vurdere frossen risengrød, der var optøet og opvarmet i en mikrobølgeovn. For at give hele prøvespisningen et skær af politisk vilje til at nå det bedste resultat, havde man for blandt andet ”biddets” skyld indforskrevet et par ældre kvinder, den ene med, den anden uden tænder. Disse to skulle have et stort ord at skulle have sagt, når den var- me grød skulle vurderes. Prøvespisningen blev en bragende succes. Sagen var klar: Nedfrosne risengrødsportioner til nisserne juleaften!

Et par dage efter nærede flere politikere pludselig betænkelighed. Hvis man skønnede, at der inden for kommunegrænsen befandt sig omkring 1600 nissefamilier, hvilket ifølge en kendt landbrugskonsulent med speciale i arbejdskraftens fri bevægelighed i landbruget slet ikke var usandsynligt, ville et tilsvarende antal mikrobølgeovne betyde en voldsom udgift, som man jo ikke havde taget højde for under budgetlægningen, og flere udvalgsformænd gjorde det klart, at de ikke havde i sinde at overskride deres budget, fordi en eller anden – ingen huskede nu hvem –havde fået den vanvittige idé, at der kunne spares på julegrødsområdet. Denne akutte glemsomhed kunne måske forklares ved, at grødsagen for alvor var kommet ud blandt folket, der både i skrift og tale gav udtryk for, at politikerne skulle holde deres naller fra gamle traditioner og i stedet bruge deres tid på at løse de omsiggribende problemer med skæve fliser og hullede veje og Viborgs midtby. Enkelte truede endda med, at de nok skulle huske denne sag ved næste kommunevalg, hvis man så meget som afskaffede én eneste smørklat, eller lod den erstatte af et eller andet klamt, smørbart blandingsprodukt.

Det afgjorde sagen. Sådanne trusler sidder man ikke overhørig. Sagen blev taget af bordet, og sådan blev der alligevel jul, som det plejer ved juletid.

Røde Kors har uddelt 5 stk. 5 års emblemer og 2 stk. 15 års emblemer som tak for arbejdet som frivillig i Dansk Røde Kors (se også side 12)

Vindere af krydsord 3/2009

1. Gurli Stoldt (Vin)

Torvegade 3, Karup

2. Elly Jensen (Vin)

Elmevej 4, Karup

3. Keld Pedersen (Vin)

Viborgvej 14, Karup

4. Birte Poulsen (Vin)

Holbergsgade 13, Frederiks

5. Ella Jensen (2 Bankoplader)

Trehuse 2, Frederiks.

6. Karen Pedersen (En pakke)

Stadionvej 30, Karup