Wolfgang Amadeus Mozart
Michael Schønwandt, 1. gæstedirigent
Wien 13. juni 1781 “..... Den bedste af alle fædre! Hvor hjertens gerne ville jeg ikke for Papas skyld ofre mine bedste ungdomsår i en by, hvor man bliver usselt betalt - hvis blot det var den eneste ulempe. Men usselt betalt - og så tilmed blive forhånet, foragtet og hundset med – det er virkelig for meget! Til ærkebiskoppens koncerter havde jeg her skrevet en sonate til mig selv, en rondo til Brunetti og en til Ceccarelli. Jeg spillede to gange ved hver koncert, og da den anden koncert var slut, spillede jeg i en hel time variationer over et tema, som ærkebiskoppen havde givet mig, og jeg høstede så stort bifald, at ærkebiskoppen - hvor lille et menneskehjerte han ellers har - må have glædet sig. Men i stedet for at vise en smule tilfredshed og sympati - eller lade være med at vise noget som helst - skaber han sig som en gadedreng og siger mig op i mit åbne ansigt, at jeg skal forføje mig, at han vil kunne få hundrede, der betjener ham bedre end jeg. Og hvorfor? fordi jeg ikke lige kunne rejse præcis den dag, der behagede ham.” Således skriver Mozart hjem til sin fader, efter at han under en rejse til Wien havde brudt sit ansættelsesforhold med deres fælles arbejdsgiver, ærkebiskop af Salzburg Colleredo. Faderen var rystet og rædselsslagen for Mozarts fremtid og bad sønnen søge nåde hos ærkebiskoppen, men Mozart var sikker i sin sag. Han kunne se muligheder for at leve som fri kunstner i Wien.
© Silbermann-Gesellschaft
Michael Schønwandt er Aalborg Symfoniorkesters 1. gæstedirigent. Han har siden 2015 været chefdirigent for Opéra et Orchestre National de Montpellier. Fra 2010 – 2013 var han chefdirigent for Den Hollandske Radios Kammerfilharmoni, og indtil 2011 var han chefdirigent for Det Kongelige Kapel. Michael Schønwandt har siden sin debut i 1977 været en af sin generations mest efterspurgte dirigenter. Tidligt i sin karriere var han chefdirigent for Collegium Musicum, gæstedirigent for Operaen og Symfoniorkestret i Nice, for DR Radiosymfoniorkestret og endelig chefdirigent for Berliner Sinfonie-Orchester. Ud over sin faste forbindelse til det danske musikliv optræder Michael Schønwandt jævnligt med Europas førende orkestre heriblandt Berliner Filharmonikerne, Philharmonia Orchestra i London, Det Franske Radiosymfoniorkester, London Symfoniorkester, Orchestre National de France og BBC Symfoniorkester. I 1987 og 1988 dirigerede Michael Schønwandt som den første skandinaviske dirigent nogensinde Wagner-festspillene i Bayreuth, og han er i dag den eneste danske dirigent, der har dirigeret i Bayreuth. Han stod i spidsen for succesopførelserne af Wagners Nibelungens Ring på Det Kongelige Teater, hvor han siden 1979 har dirigeret en lang række operaer. Michael Schønwandt blev i 2005 udnævnt til Ridder af Dannebrog af 1. grad og i 2011 Kommandør af Dannebrogordenen. I februar 2014 modtog han P2 Kunstnerprisen.
Freelancekunstner i Wien Til at begynde med gik det forrygende for Mozart i Wien. Han fik med succes opført sit tyske syngespil Bortførelsen fra Serailet, havde et væld af elever og komponerede som en gal. Han stiftede også familie og blev gift med Constanze Weber. Der hvor Mozart imidlertid kom til at opleve den største succes, var med hans såkaldte “abonnementskoncerter”. Hovedattraktionen ved disse koncerter var klaverkoncerterne, hvor Mozart viste sine pianistiske evner frem i musik skrevet med en perfekt balance mellem musik “für Kenner” og “für Liebhaber”. Publikum valfartede til koncerterne, og Mozart kunne i en årrække melde alt udsolgt – succesen var enorm, og Mozart tjente mange penge på sine koncerter. Ud over klaverkoncerterne blev der også opført symfonier, koncertarier, og en anden stor attraktion var Mozarts ofte omfangsrige improvisationer. Fra storhed til fald I det konservative Wien forsøgte Mozart også at vinde fodfæste som operakomponist og i samarbejde med librettisten Lorenzo da Ponte skabte de tre mesterværker: Le nozze di Figaro, Don Giovanni og Così fan tutte. Wienerpublikummet tog imidlertid ikke så godt imod disse værker. Helt symptomatisk begyndte wienerpublikummets interesse for Mozarts musik generelt at dale, og hans koncertoptrædener blev færre og færre. Der var flere grunde til denne udvikling: For det første var wienerpublikummets smag yderst omskiftelig og modeorienteret, og efter nogle gode opførelser havde nyhedens interesse omkring Mozarts koncerter lagt sig. For det andet var tiden præget af konflikten mellem Tyrkiet og Østrig, som kulminerede med krigen i 1787. Økonomisk blev Mozart kastet ud i en betydelig krise, og han måtte gang på gang gå tiggergang hos sine mere velstående venner og logebrødre. De tre sidste symfonier Mozart havde igennem hele sit liv skrevet symfonier. I hans barne- og de tidlige ungdomsår havde det været som kompositionsøvelser, og som ung mand havde han ofte brugt symfonier som et musikalsk visitkort på sine mange rejser. I de første år i Wien havde Mozart ikke haft brug for at komponere symfonier, og han havde derfor kun skrevet fire i løbet af knap syv år, men pludselig i sommeren 1788 skriver Mozart med stor hast tre symfonier. Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor Mozart med en nærmest dæmonisk hast skrev disse symfonier. De synes at komme direkte fra hjertet, har hver sit musikalske udtryk og danner tilsammen en smuk sammenhængende treenighed.
Mozart var i økonomisk krise, og man ved, at han var på udkig efter en fast stilling – måske var symfonierne tænkt som et nyt og opdateret visitkort. Man ved også, at han i denne periode havde planer om at drage til London, hvor Johann Peter Salomon havde succes med sine symfoniske koncerter, og hvor Haydn nogle år senere også skulle opleve stor succes. Mozart kom imidlertid aldrig afsted, og så vidt vides, blev de tre sidste symfonier ikke opført i Mozarts levetid.
Symfoni nr. 39, Es-dur
1. Adagio - Allegro: Den langsomme og majestætiske indledning glider roligt over i hovedtemaet, som sagte præsenteres af violinerne. I den dramatiske overledning sender Mozart en kærlig hilsen til sine ungdomsværker skrevet i Mannheimstilen (Dramatiske tremoloeffekter i strygerne). Violiner præsenterer det roligere sidetema. Herefter begynder en rejse gennem et væld af temaer og motiver, inden reprisen indtræder. 2. Andante con moto: Et roligt tema indleder satsen og præsenteres i forskellige konstellationer. Et nyt mere dramatisk tema gør sin entré og skaber en smuk kontrast. Det første tema vender tilbage. 3. Menuetto. Allegretto: Musikken er folkelig og ligetil i denne første del af menuetten, og i triodelen spiller klarinetten hovedrollen i en ländler, som låner sit tema fra en lokal wienerdrikkevise. 4. Finale. Allegro: Livfuldt og energisk løber finalen afsted i legende og let musik, der igen vækker mindelse om Mozarts ungdomsværker.
Symfoni nr. 40, g-mol
1. Molto Allegro: I denne berømte symfoni tager Mozart os med på en ophøjet og forfinet tur ind i Sturm und Drang-universets dramatiske verden. Det velkendte hovedtema, som indleder symfonien, møder en smuk kontrast i det smukke sidetema. Det efterfølgende musikalske forløb er en virtuos leg med de to temaer og motiver. 2. Andante: Et sangbart tema høres i let og gennemsigtig kontrapunktik, der klinger som en smuk dialog. Musikalsk elegance og ophøjethed går gennem hele satsen, som midtvejs når et bredt kulminationspunkt efterfulgt af en reprise med øget kontrapunktik. 3. Menuetto. Allegretto: Den alvorsfyldte menuet domineres af strygerne. I triodelen sættes blæserne og strygerne over for hinanden i en smuk dialog. 4. Allegro assai: I finalesatsen får vi drama for fuld udblæsning i hovedtemaet. Sidetemaet er mere lyrisk og sangbart. I midterdelen kastes vi ud i et sandt drama, hvor Mozart fremviser al sin harmoniske kunnen, og vi mister næsten vores harmoniske orientering.
Symfoni nr. 41, C-dur “Jupitersymfonien”
1. Allegro vivace: Det var med stor sandsynlighed Johann Peter Salomon, som gav symfonien sit tilnavn, Jupiter. Navnet er velvalgt til denne storslåede symfoni, som ånder af liv og storhed. Hvor Mozart i nr. 39 synes at vise sin folkelige side, hører man i nr. 40 hans evner som Sturm und Drang-komponist med sans for nerve og drama. I nr. 41 går det hele op i en højere enhed, og her er det hele til stede; klarhed og kompleksitet går ubesværet hånd i hånd, og i denne symfoni er der meget at hente både for en “Kenner” og for en “Liebhaber”. 2. Andante Cantabile: I denne sats tager Mozart os med på en rejse ind i sjælens mørkere afkroge. Satsen danner således en smuk kontrast til den lyse og livfulde 1. sats. 3. Menuetto. Allegretto: Her hører vi menuetten som en elegant hofdans. I triodelen laver Mozart en vidunderlig opvisning i kontrapunktiske konstellationer. 4. Molto Allegro: I den livfulde finale sætter Mozart alle sejl. Liv, kraft og vitalitet strømmer ud af denne sats, som indledes med et sandt overflødighedshorn at temaer og motiver, der kappes om førertrøjen. Som en smuk kulmination på satsen kombinerer Mozart fem af de vigtigste temaer i en blændende fugeret finale. © Jan Mygind