PROGRAM
PROGRAMNOTER
Claude Debussy (1862-1918)
Jeux – poème dansé (ca. 17 min.)
Diaghilev og Les Ballets Russes
Francis Poulenc (1899-1963)
Koncert for orgel, strygeorkester og pauker, g-mol Andante – Allegro giocoso – Subito andante moderato – Tempo allegro. Molto agitato – Très calme. Lent – Tempo de l’allegro initial – Tempo introduction. Largo (ca. 24 min.)
PAUSE 1. suite af musikken til balletten Daphnis og Chloé Nocturne – Mellemspil – Krigsdans (ca. 12 min.)
2. suite af musikken til balletten Daphnis og Chloé Daggry – Pantomime – Dans (ca. 18 min.)
Claude Debussy (1862-1918): Jeux – poème dansé, 1913 Ballet Diaghilevs 1. solodanser var Vaslav Nijinskij (1890-1950), som han tilskyndede til at lave en anderledes, moderne koreografi. Allerede i zarens kejserlige ballet var han blevet en legendarisk danser med en suveræn beherskelse af den klassiske danseteknik. Hos Diaghilev blev han desuden en legendarisk koreograf med skabelsen af en lang række balletter, der er gået over i den moderne ballethistorie. Til sin første ballet 1912 benyttede Nijinskij sig af Debussys ungdoms- og gennembrudsværk, det impressionistiske En fauns eftermiddag fra 1894. Ved opførelsen vakte det opsigt, at danserne dansede i en positur som figurerne på gamle græske vasemalerier – og den erotiske stil med faunen Pan (danset af Nijinskij selv) klædt i en stram trikot med pletter malet på de strategiske steder.
Musik Debussys musik til balletten er blevet et moderne ikon. Han overvejede nøje sin musik til disse flygtige og skiftende scener. I partituret er der op til 60 temposkift i et værk på 17 minutter. De kromatiske melodifraser er derfor ganske korte. Kun undtagelsesvis folder de sig ud over et længere stræk. Harmonierne er selvstændige farveklange; og rytmen er flygtig og når sjældent at angive en fast puls. Musikken lever meget af Debussys fantastiske instrumentation, holdt i douce, magiske klange med en erotisk undertone.
Francis Poulenc (1899-1963): Orgelkoncert, 1938 Les Six PouIenc bliver ofte associeret med komponistgruppen Les Six. En kritiker skrev i 1920 en artikel om De seks franske. De vigtigste komponister i gruppen var foruden Poulenc Darius Milhaud og Arthur Honegger. Til trods for deres forskellighed fordømte de i et manifest den svulmende romantiske musik med dens naturmystik og hermed også Debussys impressionistiske naturmalerier. I stedet ville de bringe musikken tilbage til bylivet og hverdagen med populær kabaretmusik og den nye jazz. Denne lette og charmerende stil
fik Diaghilev til at bestille en ballet hos Poulenc, Les Biches (’hind’ el. ’tøs’), uropført i 1924. Det gav den unge komponist vind i sejlene.
længste og mest storladne orkesterværk. Det exceptionelt raffinerede partitur oser af sensualisme og erotik. Forestillingen kom op i 1912 med Nijinskij som Daphnis.
Religiøse værker Men en anden side af komponisten blev tydeligere med årene. Ved en voldsom bilulykke i 1936 døde en af hans nære venner. Det førte ham tilbage til sin barndoms katolske tro; og han begyndte at skrive religiøse værker og dybt seriøs musik som operaen Karmeliterindernes samtaler (1957).
Handling Den spinkle handling drejer sig om to hyrders gryende kærlighed, drengen Daphnis og pigen Chloé. På øen Lesbos møder de hinanden sammen med andre hyrder i en lund for at tilbede statuerne af tre nymfer og skovguden/faunen Pan. Under den religiøse fest overfaldes de af pirater, der bortfører den smukke Chloé. Nu bliver statuerne levende, og Pan redder Chloé. I slutakten, hvor solen står op efter en mørk nat, hyldes det unge par. Og Daphnis og Chloé mimer mødet mellem Pan og nymfen Syrinx. For ikke at blive voldtaget af Pan skaber hun sig om til et siv. I fortvivlelse herover skærer Pan sivet og laver en fløjte heraf: panfløjten! En lang fløjtesolo er kernen i denne mimescene.
Bilulykken skete midt under arbejdet med et bestillingsværk, en orgelkoncert, som Poulenc selv beskriver som værende i udkanten af mine religiøse værker. Værket henter tydelig inspiration i Bachs orgelmusik. I begyndelsen og slutningen af værket står en slet skjult hentydning til Bachs voldsomme ungdomsværk, d-mol toccataen. Poulencs meget dramatiske værk er i korte afsnit, der konsekvent skifter mellem langsomt og hurtigt tempo. Hvert afsnit anslår sin egen stil. De hurtige har ofte en hæsblæsende, hold tungen lige i munden-karakter, mens de langsomme har et mere romantisk udtryk. I næstsidste afsnit kan man høre en snert af kabaretstilen fra ungdomsværkerne. I sidste afsnit sker – efter Bach-citatet – en drejning: der lyder en stille processionsmusik med en solobratsch henover. Måske en hyldest til den døde ven.
Maurice Ravel (1875-1937): Daphnis og Chloé – balletmusik, 1912 Musik Diaghilevs oprindelige hovedkoreograf, Mikhail Fokin (1880-1942), blev allerede i 1909 bedt om at lave en forestilling over en antik græsk erotisk historie af Longus (2. årh. e. Kr.). Ravel blev bedt om at lave musikken, som skulle være overdådig. Over tre år komponerede Ravel sit
Suiterne Af balletmusiken uddrog Ravel senere to suiter. Det er dem, vi skal høre i aften. Begge suiter har tre satser. Denne sidste i 2. suite er i 5-delt takt, og danserne, der var uvant med skæve takter, måtte tælle: Ser-gej-Dia-ghi-lev for at holde trinene! Desuden medvirker et ordløst kor, gemt i orkestret. Det har en mageløs effekt især i satsen Daggry. Men det er desværre af Ravel selv sparet væk i suiterne. Synd! © Rolf Ruggaard
HANS GRAF, DIRIGENT Hans Graf er født nær Linz, hvor han studerede violin og klaver. Efter diplomer i klaver og dirigentstudier ved Musikhochschule i Graz fortsatte han sine studier i Italien. Hans Graf er kendt for sit vidtspændende repertoire og sin kreative programlægning, og han er en af nutidens mest respekterede dirigenter med optrædener over hele verden. Hans Graf blev i 2001 nomineret til Chevalier de l’Ordre de la Legion d’Honneur af den franske regering for sin udbredelse af fransk musik i verden, og i 2007 blev han tildelt Träger des Goldenen Ehrenzeichens der Republik Österreich. Siden 2013 har han været professor i orkesterdirektion ved Universität Mozarteum i Salzburg. Hans Graf gæstede Aalborg Symfoniorkester i 2016.
© Edgar Brambles
Maurice Ravel (1875-1937)
Øverst i denne programomtale bør stå navnet Sergej Diaghilev (1872-1929). Denne unge russer, kunstkender og impresario kom til Paris i 1906 for at fremme moderne russisk kunst i udlandet, især maleri og musik. I 1909 kom han til Paris med et kompagni af helt unge ballettalenter fra zarens kejserlige balletkorps. Det blev starten på Les Ballets Russes, som han ledede frem til sin død i 1929. Hans virke gennem balletkompagniet revolutionerede balletkunsten til en moderne kunstart. Desuden havde Diaghilev en fabelagtig evne til at knytte visionære kunstnere til sig; først og fremmest en lang række dansere, men også komponister som Debussy, Ravel, Stravinskij, Erik Satie, Milhaud og Poulenc samt malere som Léon Bakst, Nicholas Roerich og Picasso. Hele den parisiske kunstelite blev berørt af de sensationelle opsætninger, som Diaghilev lavede – og udlandet med – ved kompagniets hyppige turnéer.
Ansporet af denne succes bestilte Diaghilev en ballet hos Debussy med ny musik skabt til opførelsen. Debussy fik som udgangspunkt et plot Jeux (spil) om en kærlighedstrekant, danset i moderne tenniskostumer. Først skulle det være tre tennisspillende herrer (som homoseksuel levede Diaghilev i et forhold med Nijinskij). Det blev ændret til én herre og to damer stadig i tennisdragter. Der er ikke nogen egentlig handling. De tre unge mennesker leder i tusmørket efter den bortkomne tennisbold. Imens lægger de skiftevis an på hinanden og bliver jaloux. Aftenens magi afbrydes til slut af, at en usynlig hånd triller en bold ind på scenen.
WAYNE MARSHALL, ORGEL Wayne Marshall er født i Oldham, England i 1961. Han var kun 11 år, da han begyndte sine orgel- og klaverstudier på Chethams Musikskole i Manchester og fortsatte studierne på Royal College of Music i London og på Hochschule für Musik i Wien. Marshall startede sin karriere som kirkemusiker, først som organistlærer ved Manchester Cathedral og siden ved St. George’s Chapel, Windsor. Han fik hurtigt et internationalt renommé som orgelsolist og har, i sin karriere som dirigent, arbejdet med store orkestre verden over. Wayne Marshall kan med rette kaldes et multitalent. Han er både en efterspurgt dirigent og solist. Som organist har han udviklet et internationalt og bredt repertoire, der omfatter værker af bl.a J.S. Bach, Liszt, Mendelssohn, Franz Schmidt, Reger, Hindemith og Copland lige som han har fremført værker af Gershwin, Bernstein, Ravel, Stravinskij og en lang række jazzkompositioner. Han har bl.a. modtaget ECHO prisen for CDklaverindspilning af Gershwins samlede værker. I 1995 indspillede han album med værker af Gershwin sammen med Aalborg Symfoniorkester.