Orglets aften
Torsdag 9. oktober 2025 kl. 19.30 i Koncertsalen i Musikkens Hus
Dirigent Roland Kluttig
Solist Christian Schmitt, orgel
Koncertmester Yana Deshkova
Program
Olivier Messiaen 1908-1992)
Francis Poulenc (1899-1963)
Pause
Camille Saint-Saëns 1835-1921)
Roland Kluttig, dirigent
Roland Kluttig er kendt for sin kunstneriske alsidighed og sit sikre greb om både det klassisk og det moderne repertoire. Han har blandt mange arbejdet med orkestre som Philharmonia Orchestra London, ORF Wien Radiosymfoniorkester, Deutsches Symphonie-Orchester Berlin, Seoul Philharmonic og Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks. Fra 2020 til 2023 var han chefdirigent ved Graz Opera, hvor han stod bag anmelderroste opsætninger af bl.a. Król Roger, Ariane et Barbe-Bleue og Den Flyvende Hollænder.
Efter stærkt anerkendte opsætninger af Dukas Ariane et Barbe-Bleue og Szymanowskis Król Roger på
Les offrandes oubliées (De glemte ofre)
Koncert for orgel, strygeorkester og pauker
Subito andante moderato
Tempo allegro; Molto agitato
Très calme; Lent
Tempo de l’allegro initial
Tempo introduction; Largo
Andante
Allegro giocoso
Symfoni nr. 3 i c-mol, op. 78 “Orgelsymfonien”
1. del
Adagio - Allegro moderato
Poco adagio 2. del
Allegro moderato - Presto
Maestoso - Allegro
Graz Opera, var han chefdirigent dér fra 2020 til 2023. Den østrigske premiere på Georg Friedrich Haas opera Morgen und Abend, samt opsætninger af Wagners Den Flyvende Hollænder og Janáčeks Katja Kabanova markerer højdepunkter i denne periode – ligesom koncerter med Graz Filharmonikerne i Musikverein Graz og Konzerthaus Wien.
Under sin tid som Generalmusikdirektør ved Landestheater Coburg (2010–2020) tiltrak opsætninger af Wagners Lohengrin og Parsifal national opmærksomhed. Han blev nomineret som Årets Dirigent af magasinet Opernwelt for sin fortolkning af Beethovens Fidelio.
(ca. 11 min)
(ca. 24 min)
(ca. 20 min)
(ca. 36 min)
Roland Kluttig er uddannet i Dresden og har modtaget støtte fra Eötvös Instituttet, Dirigentforum under Deutscher Musikrat, Akademie Schloss Solitude og Herbert von Karajanfonden. Siden 2025 har han været professor og leder af universitetsorkestret ved Carl Maria von Weber Musikkonservatorium i Dresden.
Programnoter
Af Jan Mygind
Olivier Messiaen
Messiaen var et vidunderbarn, der som 11-årig begyndte på konservatoriet i Paris. Han havde selv lært at spille klaver og fandt musikalsk inspiration i alt omkring sig – en evne, der fulgte ham hele livet. Han blev uddannet komponist og organist og virkede hele sit liv som organist ved Église de la Sainte-Trinité i Paris. Messiaen beskrev sig selv som komponist, organist og ornitolog. Fuglesang fascinerede ham dybt, og han indsamlede og indarbejdede den ofte i sine værker. Synæstesi, oplevelsen af klange som farver, spillede også en central rolle i hans musik.
Les offrandes oubliées
Messian skrev selv om værket: Les Offrandes Oubliées (De glemte ofre), skrevet i 1930, blev første gang opført den 19. februar 1931 på Théatre des Champs Elysées i Paris under ledelse af Walter Straram. Jeg var netop fyldt 22 år. Det var mit første værk spillet af et orkester og min første kontakt med offentligheden. Værket er opdelt i tre dele.
Korset: Klagesang fra strygerne, hvor de sørgmodige “neumer” (oldkirkelige melodifragmenter) opdeler melodien i grupper med ujævn varighed, afbrudt af lange klagende toner i lilla og grå.
Synden: Fremstillet som en slags “kapløb mod afgrunden” i en næsten mekaniseret fart. Bemærk de stærke bøjende slutaccentueringer, de hvinende glissando-harmoniske toner, og de skarpe kald fra trompeterne. Eukaristien: En lang og langsom frase
fra violinerne, der løfter sig over et tæppe af pianissimo-akkorder – med røde, gyldne og blå toner (som et fjerntliggende farvet glasvindue) – i lyset fra dæmpede soloakkorder. Synden er at glemme Gud. Korset og Eukaristien er de guddommelige ofre. ‘Dette er mit legeme, som gives for jer –dette er mit blod, som udgydes for jer.”
Francis Poulenc
Poulenc voksede op i et hjem præget af både dyb katolsk tro og kunstnerisk interesse. Han blev som ung en del af den berømte komponistgruppe Les Six, og hans tidlige musik er præget af en lethed og ironi, som skaber en helt unik charme.
Bag den legende facade gemte sig dog også en mere alvorlig side, der blev tydeligere i 1930’erne. Poulenc blev dybt berørt af flere nære venners død. Den første var Raymonde Linossier, en barndomsven og intellektuel, som han havde håbet at gifte sig med. Hendes død i 1930 ramte ham hårdt. Senere i 1930’erne omkom maleren Christian Bérard i en bilulykke – en hændelse, der rystede Poulenc så dybt, at han genfandt sin katolske tro. Denne spirituelle genopvågning fik stor betydning for hans liv og musik og førte til en række religiøse værker som Litanies à la Vierge Noire, Stabat Mater og orgelkoncerten.
Orgelkoncert
Orgelkoncerten blev komponeret for en relativ lille besætning bestående af strygere og pauke. Prinsesse Edmond de Polignac, født Winaretta Singer, arving til symaskinefirmaet Singers enorme formue, havde bestilt værket i 1936. Hun spillede selv orgel og havde fået installeret et mægtigt orgel i sin
private koncertsal, og tanken var, at hun selv skulle være solist i værket. Men Poulencs koncert udviklede sig under tilblivelsesprocessen til at blive et virtuost og kompliceret værk, der langt overgik prinsessens evner. Derfor blev uropførelsen lagt i hænderne på den store orgelvirtuos Maurice Duruflé. Værket består af én sammenhængende sats med syv forskellige tempi, og det veksler mellem kraftfulde, barokinspirerede passager og stille, meditative øjeblikke. Poulenc havde aldrig tidligere komponeret for orgel, så han studerede værker af Bach og Buxtehude, og koncerten har tydelige mindelser om baroktiden improvisatoriske og frie stil – dog hele tiden med Poulencs unikke klangunivers.
Camille Saint-Saëns
Saint-Saëns blev født som barn af højromantikken og kunne i sin alderdom se og høre musikken forandre sig til det ukendelige; atonalitet, dodekafoni og sammenbrud af de etablerede former og rytmer var den nye klanglige virkelighed. De klassiske komponister Bach og Mozart var gennem hele livet Saint-Saëns tro følgesvende, og han brød sig ikke meget om de musikalske forandringer, der omgav ham. I midten af 1880’erne var Saint-Saëns på toppen af sin karriere som komponist, og det er fra denne periode, at hans absolutte mesterværker stammer; bl.a. Dyrenes karneval og Symfoni nr. 3 i c-mol.
Symfoni nr. 3 i c-mol, op. 78
Da Saint-Saëns i 1886 færdiggjorde sin 3. symfoni, udtalte han: ”... jeg har givet dette værk alt, hvad jeg formår. Det jeg her har skabt, vil jeg aldrig kunne gøre igen”. På trods af sin unge alder vidste han, at dette ville blive hans
sidste symfoni, og man fornemmer i værket, at han synes at opsummere hele sit virke og sin karriere: Virtuose klaverpassager blander sig med romantisk klingende orkesterklange, og sidst, men ikke mindst, høres lyden af det store orgel. Han dedikerede symfonien til sin gode ven Franz Liszt, som døde i 1887.
Symfonien forløber i to lange satser, der hver kan underdeles, og man fornemmer klart de klassiske fire satser.
1. sats: En kort, langsom introduktion indleder symfonien med et
drømmende univers. Tempoet og intensiteten stiger, og satsens hovedtema præsenteres. Dette tema kommer til at være gennemgående. Sidetemaets milde karakter skaber en smuk kontrast til hovedtemaet, og satsen bølger herefter frem og tilbage. Musikken falder til ro på et langt orgelpunkt og danner på den måde bro til den smukke og inderlige adagio-del, som begynder med en smuk dialog for orgel og orkester. Gradvist og roligt vokser musikken i styrke.
2. sats indledes for fuld kraft med en presto-udgave af hovedtemaet,
der nu har karakter som en scherzo. I triodelen høres temaet fra den smukke adagio i helt nye udformninger. Den sidste del af symfonien indledes med en mægtig orgelklang, der bliver startskuddet til en eventyrlig finale, hvor hele symfonien opsummeres, og hvor klaver og orgel bidrager med virtuose og pompøse passager. Efter et fugeret afsnit høres et interludium af pastorale-karakter, inden musikken igen eksploderer i endnu et polyfont afsnit. Symfonien bringes til afslutning med et sandt festfyrværkeri af orkester- og orgelklang.
Christian Schmitt, organist
”I det hele taget var Schmitts begejstring for koncertorglet mærkbart fra start til slut. Med sine varierede og smagfulde registreringer udnyttede han orglets store potentiale i musikkens tjeneste”. Sådan skrev Nordjyskes anmelder, da Christian Schmitt i oktober 2023 gæstede Aalborg med en solokoncert, som udløste seks store stjerner og flere superlativer som ”mesterlig udførelse”, ”alle musikkens linjer fremstod lysende klare” og ”forbilledlig klarhed”.
Siden sin debut med Berliner Filharmonikerne under ledelse af Sir Simon Rattle samt debuten ved Salzburg Festival med Magdalena Kožená har tyske Christian Schmitt været en af de mest eftertragtede organister i verden. Han har bl.a. spillet solokoncerter i Elbphilharmonie Hamburg, Konzerthaus Berlin, Wiener Musikverein, Gewandthaus Leipzig og Maison Symphonique Montréal.
I 2021-22 var han Artist in Focus for Tonhalle Orchestra Zurich samt kurator for International Organ Days dér, og han indviede det nye orgel under ledelse af Paavo Järvi. Siden 2014 har han været hovedorganist for Bamberg Symfoniorkester, for hvem han kuraterer orgelserien til Bambergs Koncertsal.
I 2013 blev Christian Schmitt tildelt en ECHO Klassik for sin indspilning af Widors orgelsymfonier op. 42,3 og 69. Han har mere end 40 udgivelser på Deutsche Grammophon. Christian Schmitt er tillige en passioneret underviser og gæsteforelæser på universiteter verden over. Siden 2021 har han undervist på Codarts University Rotterdam som orgelprofessor. Selv studerede Christian Schmitt orgel hos Daniel Roth (Paris), Leo Krämer (Saarbrücken) og James David Christie (Boston).
Aalborg Symfoniorkester
1. Violin
Yana Deshkova 1. alt. koncertmester
Pavel Zlatarov 2. koncertmester #
Olga Daniluk
Christine Langer
Igor Vitenson
Christian Thordal-Christensen
Else Marie Tolbøll
Jette Rosendal
Violina Petrova #
Sonia Zajac + Björn Kleiman + Astrid Mikaelyan +
2. Violin
Sabine Sergejeva 1. solo #
Olga Vitenson 2. solo
Taras Daniluk
Ludmila Landa
Mark Cherry
Mette Marie Matthiesen
Synnøve Gustavsson
Boris Grinman
Vilma Tumanoff +
Bratsch
Milena Zlatarova 1. solo #
Paul Livingston 2. solo #
Elsebeth Schmidl
Vladimir Bochkovskiy
Ruben Kristensen
Jonatan Sjölin
Robert Karlsson +
Cello
Jonathan Weigle 1. solo + Matthias Hehrmann
Hanne Houengaard
Aino Siurua #
Håvard Bilsbak + Deborah Josephson +
Kontrabas
Ivan Medvedev 1. solo
Ian Berg 2. solo°
Patrick Wilder #
Stephanie Domaschio #
Fløjte
Kaja Marie Andersen 1. solo
Camille Guénot 2. solo
Ida Marie Sørmo, piccolo
Obo
Judith Blauw 1. solo
Arco van Zon 2. solo #
Jenny Sjöberg, engelskhorn
Klarinet
Leah Aksnes 1. solo
Randi Østergaard 2. solo
Lisbet Binderup Thordal, basklarinet
Fagot
Luis Manuel Marquez Teruel 1. solo°
Sennen Costa, 2. solo°
Preston Atkins, kontra #
Horn
Erik Sandberg 1. solo
Jessica Hill 3. solo #
Charlie Ransley
Lena Westlund
Trompet
Jonathan Clarke 1. solo
Rasmus Eskesen 2. solo
Lars Ole Schmidt
Basun
Anders Frandsen 1.solo #
Joshua Coll 2. solo #
Jacob Ringsmose, basbasun
Tuba
Mattias Johansson 1. solo
Pauker
Michael Pilgaard 1. solo
Slagtøj
Simon Sigfusson 1. solo
Jonas Ervolder Bové 2. solo
Rasmus Vinther +
Klaver (4-hændigt)
Arne Jørgen Fæø +
Anita Samsing +
Administration og teknik
Rikke Mølgaard, administrerende direktør
Catharina Roos Bilsbak, musikchef
Rasmus Bundgaard, økonomidirektør / CFO
Anders M. Christensen, adm- og produktionschef
Jesper Mikkelsen, B&U- og outreach-producent
Helle Nørgaard, PR & marketing
Karen Bente Holmgaard, koordinator
Ian Phillis, nodearkivar
Vincent Stadlmair, nodearkivar
Mai Dreier Christensen, løn og regnskab
Peter H. Andersen, produktionsleder
Anders Sproegel, regissør
Sponsorer
Sjostakovitjs 10. med Weilerstein
Torsdag 23. oktober 2025 kl. 19.30
Der venter et rent russisk program denne aften, hvor chefdirigent Joshua Weilerstein er tilbage på podiet. Aftenen indledes med russiskfødte Roman Simovic, som på sin Stradivarius er solist i Prokofjevs anden violinkoncert, der er båret af rørende smukke, lyriske melodier.
Efter pausen er det Sjostakovitjs 10. symfoni, som han færdiggjorde i 1953 –lige efter Stalins død – og man ser værket som en skildring af Stalin-årene i Rusland, hvor flere millioner mennesker døde, og hvor de, der ikke døde, levede i konstant frygt. Det gjaldt også Sjostakovitj, der havde svært ved at sove, kæderøg og levede i evig angst for at blive deporteret til Sibirien. Hans symfoni er en imponerende billedskabende musikalsk rejse gennem det, de sovjetiske borgere oplevede under regimet.
Onsdag 22. oktober udfolder chefdirigenten historien om værket, når han igen indspiller en af sine berømte podcasts sammen med orkestret – foran publikum i salen.
Læs mere om vores koncerter, og køb billet på www.aalborgsymfoni.dk
Du kan møde os her: facebook.com/aalborgsymfoni @aalborg_symfoniorkester