
1 minute read
Oprør mod Performance Management
from Ledelse i Udvikling 1 - 2023
by DANSK HR
Performance Management er det engelske ord for præstationsledelse og er en ledelsesfilosofi, der fokuserer på at opstille mål og sikre, at der bliver fulgt op på disse.
Virksomhedens strategi omsættes således til aktiviteter og KPI’er, som igen kan nedbrydes på afdelings- og individniveau. Der kan følges op på disse mål og igangsættes korrigerende handlinger, hvis nødvendigt.
Advertisement
Ideelt, så hjælper et formelt præstationsstyringsprogram ledere og medarbejdere med at være afstemte om forventninger, mål og karrierefremskridt, herunder hvordan en persons arbejde stemmer overens med virksomhedens overordnede vision. Ledere kan bruge performance management-værktøjer til at justere arbejdsgangen, anbefale nye handlingsforløb og træffe nye beslutninger, der hjælper medarbejderne med at nå deres mål. Samtidig hjælper dette virksomheden med at nå sine mål og fungere optimalt og giver ledelsen et stærkt overblik og styringsværktøj.
Alt sammen noget, der gerne skulle betyde medarbejdertryghed, engagement og udvikling, for vi vil gerne bygge katedraler i stedet for at hugge sten, og vi vil gerne kende forventningerne.
Men det er ikke så let. For det første er det svært at opstille de helt rigtige mål. Mål, der sikrer den rette fremdrift og prioritering, og som ikke modarbejder hinanden. For det andet er der mange virksomheder, der ikke formår at nedbryde målene til individniveau.
Så er KPI’erne ikke nærværende for den enkelte, og det er slet ikke tydeligt, hvad virksomheden eller afdelingen forventer. Hvad skal gøres anderledes i morgen i forhold til i dag?
I så fald skaber performance management næsten det modsatte, for så bliver KPI’erne kedelige og uforståelige tal, som ikke giver energi. Der er nemlig ikke mange medarbejdere, der bliver engagerede af at vide, at virksomheden skal præstere et resultat på x mio. kr. – snarere tværtimod. De unge generationer kræver om muligt endnu mere på dette område end de generationer, der har været på arbejdsmarkedet i længere tid.
Samtidig er der tendenser, der tyder på, at vi bevæger os væk fra styresystemer, hvor beslutningerne tages i toppen og bevæger sig ned igennem organisationen. I stedet bevæger vi os hen mod et styresystem, der baserer sig mere på selvledende teams.
Så måske er der et opgør på vej mod de lidt stive og strukturerede performance management-systemer; det prøver denne udgave af Ledelse i Udvikling at belyse – rigtig god læselyst.