Page 1

5

135

210

Pigerne Freddy og Lulu rejser til Grækenland, da de er blevet studenter. De længes efter nogle ugers frihed, inden studielivet med nye forpligtelser skal begynde. Et helt andet sted i verden begiver Habib sig ud på en farefuld færd over Middelhavet. Han må ud af Syrien, så han ikke bliver en del af Assads hær, og kursen er sat mod Danmark, hvor han håber at blive genforenet med sin kæreste.

“Min opfattelse af frihed er sikkert en anden end din. Det gør den ikke mindre rigtig.” Lulu

På en græsk ø krydses deres spor, og de næste uger vil vise dem alle, at frihed ser forskellig ud, afhængigt af hvem der stræber efter den.

“Jeg får selv lov at bestemme. Tusind tak, far. Han tror stadig, jeg kommer hjem til studiestart.” Freddy

HVOR SOLEN SKINNER OM NATTEN

*

“Håb. Frihed. Længsel. Det må være det, mine lunger fyldes af. I hvert fald udvider min brystkasse sig, og redningsvesten er pludselig alt for stram. Lugten af diesel blander sig med havets ånde.” Habib

ANNIE BAHNSON

En stærk og rørende fortælling om tre menneskers søgen efter frihed

21,5

135

5

100

ANNIE BAHNSON

HVOR SOLEN SKINNER OM NATTEN

210

100

ANNIE BAHNSON er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2014. Hun debuterede med tweenromanen Vinderblik i 2015, og har siden udgivet børnebogen Trisse og det lange hår. Hvor solen skinner om natten er hendes YA-debut.

9 788711 569313

CARLSENPULS

100

5

135

21,5

135

5

100


HVOR SOLEN SKINNER OM NATTEN


ANNIE BAHNSON

HVOR SOLEN SKINNER OM NATTEN CARLSENPULS


Hvor solen skinner om natten Copyright © Annie Bahnson og Forlaget Carlsen 2018 Omslag: Sune Ehlers Bogen er sat med Bembo og HelveticaNeue af Forlaget Carlsen og tryk hos Livonia Print Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2017 ISBN 9788711569313

Tusind tak til min søster og mæcen, Jette Bahnson, for rejserne til Grækenland Og tak for stor tålmodighed og opmuntring til min mand og mine børn. www.carlsenpuls.dk www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk CarlsenPuls – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


1. DEL


1 EXODUS

Marker bliver til firkanter i et patchworktæppe. Hvide huse på en række skrumper ind til skotøjsæsker, sukkerknalder, tænder. Tænderne i min fars kridhvide smil er forsvundet sammen med ham i bilen, nu på størrelse med en myre. Arbejdsmyrer på arbejdsstier. Sådan nogen, som man jokker på uden at lægge mærke til det, når man er på skovtur. Flyets acceleration har banket os tilbage i sæderne, nu er indvoldene så småt ved at dumpe på plads igen. “Frederikke, jeg fatter ikke, hvorfor du lader ham manipulere med dig på den måde,” siger Lulu. Frederikke. Det kalder hun mig kun, når hun virkelig synes, jeg er en nar. “Jeg gider ikke snakke om det. Vi har ferie.” “Okay,” siger hun og vender tilbage til Vogue. Sommerens key items i kernelæder. Jeg åbner en pose heksehyl og stopper et i munden på hende. Flyet sætter næsen i skydækket. Et øjeblik er der kun mørkegrå tåge omkring os. Så er vi ude på den anden side. 7


“Hold kæft, hvor jeg glæder mig. Freddy, er du klar over, hvor meget vi skal ligge på stranden, hænge i baren, score fyre, drikke drinks, slappe af, have det fedt?” Hun snor en af sine kobberblonde lokker en gang rundt om pegefingeren, i takt med hver ting hun nævner. “Det bliver så vildt,” siger jeg. En stewardesse i blå uniform og røde læber skænker kaffe og rækker os vores morgenmad i plastikbakke. “Nammenam,” siger Lulu og laver smaskelyde. “Jeg elsker bare luksus.” Så går hun i gang med at fortælle om Legoland. Forlystelserne og en australsk fyr, der hed Logan, og som gjorde det svært for hende at koncentrere sig om robotarmen. Hun har arbejdet der hele sommeren, og vi har ikke set hinanden siden studentergilderne. Jeg lytter efter, som jeg plejer, mens jeg distræt bladrer i de fem sider om Ikaria, jeg har printet ud fra nettet. Der er et billede af en hvid kirke med blåt tag og hvidt kors på toppen. Lækre sandstrande og blå himmel og en overskrift, hvor der står Ukendt paradis. “Logan,” siger hun. Jeg drejer ansigtet mod hende. “Logan.” Hun udtaler hans navn med spids mund og et drømmende blik. “Han var sådan en hot vagabondtype, der chillede rundt på femte sabbatår og sikkert lavede monstermange damer.” Hun smiler så bredt, at det ser ud, som om læberne flyder ud over kanten på hendes ansigt. Jeg fniser. Selv har jeg arbejdet på fars kontor i ferien. Der var ikke så meget hanky panky. Der var mest en kopimaskine, der konsekvent gjorde noget andet end det, jeg bad den om, en kaffemaskine, som det tog ret lang tid at gøre ren, og som lavede mokkapletter på mine hvide skjorter, og en småsur sekretær med tynde øjenbryn og glutenallergi. Turen her er min studentergave fra far. Han flotter sig rigtig og betaler også for Lulu. Dannelsesrejse kalder han det, selv om det bare er otte dage med Bangs Rejser. En dag i Athen, hvor vi skal på guidet tur og kigge på gamle 8


ruiner. Bagefter skal vi slappe af syv dage på Ikaria i et luksusresort med seks pools og terrasser af cedertræ. Far har vist mig billeder af det poolområde cirka lige så mange gange, som han har sagt demokratiets vugge og, med annoncens nøjagtige ordlyd, citeret for mig, at resortet ligger helt ugenert i naturskønne omgivelser. Hver gang har jeg svaret, at det ikke er vigtigt for mig. Der hænger en monitor over vores sæde. Flyets rute er tegnet ind. Europa er et frimærke. Hastighed og højde står med tal nedenunder. “Vi er 10.000 meter over jorden,” siger jeg. “Og 10.000 meter over gymnasiet.” Og 10.000 meter over far, men det nøjes jeg med at sige indeni. Ligesom jeg heller ikke gider at nævne, at vi er 10.000 meter over det brev, der ligger i min øverste skrivebordsskuffe. Det kom for en uge siden. Det er fra Aarhus Universitet og bekræfter, at jeg er kommet ind. At jeg, hvis jeg strammer ballerne og æder mig gennem 50 kilo støv og tætskrevne sider om familieret og paragraffer, om fem år kan kalde mig cand. Jur. “10.000 meter over alle skoler i hele verden og 10.000 meter over alle taberne, der helst vil nyde sommeren i regnvejr,” siger Lulu. “Otte dages frihed,” siger jeg og strækker mig. Da jeg træder ud af flyet og står der øverst på trappen, tror jeg seriøst, at nogen blæser mig lige ind i bærret med en føntørrer. Jeg glipper med øjnene og kigger mig forvirret omkring, indtil det går op for mig, at det bare er den græske sommervarme. Og den græske sol, der skærer ind i mine øjne. Vi går over til lufthavnsbygningen på en lang række. Derovre står guiden. Han er en meget stor, kalveknæet mand i kakishorts og en usædvanlig pink T-shirt med Bangs Rejsers logo. “Vi kalder ham onkel Bang,” siger Lulu. 9


“Onkel Big Bang,” siger jeg. “Big Bang. Det er fandeme sjovt, Freddy. Universets begyndelse.” Vi stiller os i yderkredsen af den flok, der har samlet sig omkring ham. Han byder velkommen og fortæller om dagens tur rundt i Athen. “Når I sidder på flyet videre ud til øen i aften, vil I være mætte af kulturelle oplevelser. Det skal jeg nok sørge for. Og jeres bagage står sikkert opmagasineret her som transitgods. I skal bare nyde.” “Det holder ikke,” hvisker Lulu og lægger en hånd på min skulder. “Vi kan ikke traske rundt efter ham en hel dag.” “Det bliver lidt stramt, men jeg vil altså gerne se Akropolis.” “Det finder vi selv ud af,” siger hun. “Vi kunne jo bare tage med ham for at grine af alle de megapinlige ting, han sikkert siger,” forsøger jeg og kører tommelfingrene frem og tilbage under skulderstropperne på min Fjällräv. “Jeg orker simpelthen ikke at fare vild i den her hede.” “Det gør vi sgu da heller ikke,” siger hun, og inden jeg når at protestere mere, møver hun sig hen til onkel Big Bang og fortæller, at vi klarer den på egen hånd i dag i Athen. “Så lover I at være her tilbage til tiden. 20.00. Sharp,” siger han efter en opremsning af oplevelser, som han mener, vi går glip af. “Flyet venter ikke.” Lidt efter viser vi pas til en tolder, der ser ud, som om vores er de kedeligste pas, han i sit liv har set. Vi kunne være illegale indvandrere med alle kropsåbninger stoppet ud med hård narko, uden han nogen sinde ville opdage det. Han gaber bare og vinker os videre. Exodus står der på skilte i loftet, og jeg kan godt gennemskue, at det bare betyder udgang, men jeg synes, det er en dramatisk måde at sige det på. Exodus. Det klinger bibelagtigt, jøderne marcherer ud af Ægypten for aldrig nogen sinde at vende tilbage.

10


“Exodus,” siger jeg til Lulu og marcherer lidt påtaget, og hun ryster på hovedet. Lulu har et par shorts på, der får hendes ben til at se grotesk lange ud. Sådan nogle ben, som alle forbipasserende lige kigger på en ekstra gang for at se, om det virkelig kan passe. Det er vel kun et spørgsmål om tid, inden hun bliver castet og trukket af sted af en eller anden modefyr. Så kan jeg stå tilbage og vente på, at der er en bjergstamme fra det indre Peru eller sådan noget, der kan bruge mig til at trække noget tungt op ad bakke. Jeg halser efter Lulu, der fører os til lufthavnens metro, overlegent, som om hun har været her tusind gange før. Hun sørger for billetter, og lidt senere vader vi ind i et tog, der er hedt som en pizzaovn. Selv om alle vinduerne står på vid gab, og en vind blæser gennem vognen, da toget sætter i gang, gør det ingen forskel. Sveden samler sig i mine knæhaser og fortsætter i en tynd bæk ned ad læggen. Min pengekat er allerede fugtig og klistrer til maveskindet helt nede ved trussekanten. Big Bangs turistbus har helt sikkert aircondition. I midtergangen står der en flok rygsæksrejsende. De har hele deres hjem på ryggen. Deres stormkøkkener er spændt udenpå med remme. Krus og sammenklappeligt køkkengear rasler i takt med togets bevægelser. De har ikke transitgods i lufthavnen. Kan fortsætte derhen, hvor det passer dem. Et øjeblik forestiller jeg mig, at min lille Fjällräv er en taske som deres. Lulu er faldet i snak med et par græske fyre. Deres øjne kører elevator op og ned ad hende, mens de svarer på hendes spørgsmål om, hvor det vil være smart at stå af, hvis man vil shoppe. “Monestarakipladsen,” siger de, og den ene peger på den gule linje på metrokortet, der er malet på væggen over vinduet. Jeg følger linjen med øjnene og kan se, at hvis vi fortsætter kommer vi lige til Akropolis. “Men vi skal da shoppe først,” siger Lulu. “Akropolis bliver nok liggende.”

11


Lidt efter siger hun bye bye til grækerne og hiver mig ud af toget. “Så er det bare os to i den store verden. “Hun dasker til mig. “Jeps,” siger jeg og finder mobilen og klikker ind på google maps. Det er ret forvirrende med alle de gader med græske navne, og der står ikke noget om, hvor de fede butikker ligger. Da vi kommer op fra metroen, ser vi dem. De sidder i klynger rundt omkring på torvet på papstykker og tæpper eller direkte på fliserne med deres ting i byltede sorte affaldssække. Klumpet sammen i skyggerne fra de spredte træer. Jeg har det, som om nogen slår mig hårdt i brystet med en kæp. “Lulu, det er flygtninge,” siger jeg, for jeg bliver nødt til at sige det højt for selv at kunne begribe det. Vi har diskuteret situationen i samfundsfag. Jeg har afprøvet argumenter derhjemme i stuen med far. Han synes, det er vigtigt at kunne forsvare en politisk holdning. Jeg har set dem på tv. Nu er de krøbet ud af skærmen og har sat sig her. Midt inde i Athen? Det ser ud, som om de venter på noget. Et mirakel, måske. “Jeg gætter på, at Big Bang har lagt en anden rute for sine følgesvende,” siger Lulu. “Vil du med videre eller hvad?” Jeg bliver klar over, at vi står helt stille og stirrer på dem, som om de bare er et dristigt kunstværk om krig. En bølge af skam skyller gennem mig, og da jeg begynder at gå, har jeg bly i sandalerne. Et par børn løber rundt på bare fødder i deres pjaltede tøj og skræmmer duer op. En kvinde råber efter dem. En flok unge mænd diskuterer højlydt med store armbevægelser. To oldinge ligger over kors ved siden af dem og ser syge ud. Lige før vi skal krydse vejen, er der en mand, der stikker en bøtte i falmet plastik frem mod os. “Madame,” siger han og fanger mit blik. Hans øjne er tomme. Jeg har ingen småpenge, og jeg kan heller ikke stå her og hive pengekatten frem, så jeg prikker til Lulu. “Hvis vi giver én, kommer de bare alle sammen,” siger hun, men stikker alligevel hånden ned i lommen og finder et par

12


mønter. Det giver en hul lyd, da de rammer bunden i hans bøtte. “Thank you, madame,” siger han, og det er næsten ikke til at holde ud. “Verden stinker,” siger Lulu. “Gid vi kunne gøre noget ved det.” Mekanisk går vi ned ad et strøg og glor på de græske udgaver af H&M og Zara, og lidt senere forsvinder Lulu ind i en designerbutik med store vinduer. Jeg står et øjeblik stille udenfor og kigger mig over skulderen. Jeg kan stadig skimte torvet dernede. Et kvæk fra Fjällräven. Jeg lyner op og finder mobilen. Sms fra far. Far: Du lovede at skrive, når I var fremme. Mig: Undskyld. Vi er her nu. Athen er en dejlig by. Far: Har I været på Akropolis? Mig: Vi er på vej. Far: Jeg håber, jeres guide er god. Skriv og fortæl, hvad du synes. Mig: Ok og hils.

På en overdækket fortovscafé laver vi pitstop. Først bunder vi hver en iskold cola af en buttet glasflaske, så bestiller Lulu pina colada til os begge. Normalt drikker jeg ikke alkohol om eftermiddagen, men Lulu griner og siger, at det her langtfra er normalt. “Skål og velkommen til Grækenland,” siger hun og slår glasset mod mit. Den cremede og søde blanding af kokos og ananas glider let ned, mens promillen snurrer opad i spiraler. Jeg kigger på Akropolis, der ligger højt over os i en hvidgul dis. Et øjeblik er det, som om den smiler ned til mig. Hvide tænder i fars mund. Jeg blinker. “Helt ærligt. Nu kan vi vel godt sige, at vi har set Akropolis, ikke?” spørger jeg og peger.

13


“Jo, sgu da.” “Eller er det for latterligt ikke at se det, nu vi er her?” “Overhovedet ikke. Vi skal også have noget at lave, når vi bliver pensionister.” Lulu peger med pina colada-glasset, og vi skåler med Akropolis. “Vi kan også bare købe et postkort,” siger jeg. Kl. 19.23 sms: Mig: Tilbage i lufthavnen. Venter på indenrigsfly. Akropolis var fantastisk. Far: Det glæder mig. Hvad synes du om Parthenon? Mig: Helt vidunderligt. Sikke nogle fine søjler. Hils alle.

Jeg viser Lulu beskeden. Vi fniser. Det er altså lidt pinligt. Lige om lidt kommer Big Bang og disciplene, og så sidder vi her og er halvsnalrede. “Det gør ikke en skid,” siger Lulu og spæder sin pina colada-brandert op med øl. Her hedder de Alfa, og etiketterne er ret cool, lige til at smække på insta. Jeg forsøger at fortynde min semibrandert med vand.


2

‫ةنحاش‬ (LASTBIL)

Vandet er lunkent og smager af klor. Det er nærmest umuligt at føre flasken op til munden uden at spilde. Dels fordi mine albuer er mast helt ind til kroppen, og dels fordi vi bumler af sted ad de hullede småveje, der skal føre os sikkert uden om de mange checkpoints. Vi er spændt sammen som brikker i et puslespil. Et hoved på en skulder. Knæhaser over lår. Jeg læner ryggen op ad en anden ung fyrs ryg. Den er bredere og mere muskuløs end min. Han hedder Avan og har kønne, brune øjne og mørkt, langt hår strøget tilbage i en hestehale. Det så jeg, da vi stod i måneskæret på lastepladsen. Vi to var de absolut sidste, der blev mast ind inden stablerne af colakasser. Han sendte mig et indforstået blik. Vi skal nok klare det. Hans hår kilder mig i nakken. Jeg får et øjeblik lyst til at tage fat i det, mærke det i min hånd. Men det gør jeg naturligvis ikke. Jamil har også sådan en hestehale. Et øjeblik forestiller jeg mig, 15


at det er hans ryg, jeg sidder op ad. Snylter mig til fornemmelsen af fjer under huden og skammer mig i samme øjeblik. Jeg ved, det er for tidligt, men mine sædeknuder er allerede ømme af at skrumle over bundens metalriller og mine knæ af at være bøjet i den samme vinkel, og jeg har ingen mulighed for at ændre stilling. Vi er ulovlige varer under transport. Afskum, der ikke kan vise pas ved den syriske grænse uden at blive sendt retur. En kuldegysning sitrer gennem mig. Den returrejse vil betyde min død. I bedste fald vil jeg blive sendt direkte til Assads hær og få et maskingevær i armene. Jeg fylder snart 18. Skyd, Habib, skyd! Fætter Hakims stemme. Men jeg kan ikke. Jeg kan kun lægge maskingeværet fra mig og løbe for livet med glas i eksplosioner efter mig. Jeg har hørt nogen sige, at man lærer det i hæren. Men det skal jeg ikke. Så hellere være den tøsedreng, Hakim siger, at jeg er. Mørket er her og der oplyst af skærmene fra smartphones, selv om vi er langt uden for nettets rækkevidde. Det ville være rart at have Queen i ørerne. Lade Mercurys stemme flyde ind i hjernen og videre med blodet rundt i kroppen. Men jeg vil spare på strømmen, så jeg kan skrive til mor og far og Jamil, når jeg er i sikkerhed. Far vil have, jeg tager til onkel Batul i Istanbul. Det vil være nemt for mig at falde til der, siger han. De er mere ligesom os. Jamil er bare din ven. Blodets bånd er tykkest. Jeg vil ikke have, at du tager til Danmark. Mors gråd. Rejsen over Adriaterhavet kan koste dig dit liv. Min søn skal ikke ende sine dage som fiskeføde. Som om vi ikke har mistet nok. Onkel Ahmet havde en forbindelse til den her menneskesmugler. Sikker transport til Tyrkiet. Når jeg først er i Tyrkiet, kan jeg tage toget resten af vejen til Istanbul. Batul venter mig. Men han kommer til at vente forgæves, for jeg har bestemt mig. Jeg skal op til Jamil. “Jeg skal tisse,” siger en mindre dreng. “Tænk på noget andet,” siger hans mor. 16


Der går ikke lang tid, før drengen klager sig igen. Og idet han gør det, begynder tissetrangen også i mig. Far har sagt, at det handler om at drikke mindst muligt. Kun så lidt, at man lige akkurat kan holde væskebalancen i skak og overleve. “Jeg skal altså tisse,” siger drengen, og hans stemme er skinger i mørket. En tør vislende lyd af stof, der trækkes af hud. En hul plasken i en tom flaske. En dampende varm lugt af urin. Samtidig forvandler min tissetrang sig til en smerte. Først sidder den kun i blæren, og jeg prøver at ignorere den. Så stråler den ud i hele kroppen, og jeg kan ikke tænke på andet. Jeg forsøger at se et af mine nye jonglørtricks for mig. Følge den røde bolds rute mellem hænderne og luften. Så den gules. Men det hjælper ikke. Heller ikke at memorere opskriften på muhamara eller at recitere Bohemian Rhapsody. I’m just a poor boy nobody loves me. Intet hjælper. Endelig stopper lastbilen, og lastbilchaufførerne laver et hul i colakassestablen og kommanderer os ud. Jeg er sikker på, at hvis det havde været et minut senere, var min blære eksploderet, og jeg var måske død. Mine led er stive, især mine knæ. De knirker og gør ondt, da jeg langsomt rejser mig. Under begge mine fødder er huden irriteret af de små plastikposer. De gnaver under svangen, hver gang jeg tager et skridt. 700 euro i hver sat fast med sportstape gemt væk bag sok og sko. Det var fars ide at gemme pengene flere forskellige steder. I min lille, sorte rygsæk ligger de i små poser foldet ind i strømperne. Jeg har også en i bukselommen. Den ligger sammen med tegningen fra Rohin. Vi er standset for enden af en jordvej på en tør og stenet slette. Solen står i zenit og skærer gennem huden og i øjnene. Jeg blinker et par gange, før jeg styrter over til et af de få træer, der står, vejrbidte og skæve. Et kor af græshopper kvækker i takt. Som om de hepper på mig, da jeg trækker pikken frem og tisser. Strålen rammer den sprukne jord og sprøjter på en sten. 17


Avan stiller sig ved siden af mig. Han tisser med utrolig lang stråle. “Åhr, det var dejligt,” siger han, da han har strintet af. “Her bliver nok en frodig oase engang.” Han smiler. “En sidste hilsen fra os.” Jeg kigger til siderne. Vi er en mur af tissende mænd. “Hvilken plante skal vokse op for dig?” spørger jeg. “Hm, det ved jeg ikke, en tidsel, måske,” siger han. Jeg forestiller mig mere en skov af jasmintræer eller frodige sharontræer med gule frugter. “Fem minutter,” råber den ene chauffør. Vi maser os sammen i den spinkle skygge af et nåletræ, og Avan byder mig en smøg. Et par af de andre mænd kommer over til os. Den ene snakker om sin familie derhjemme. Den anden klager over en øm tand. Jeg står tavs og lytter og sparker til en sten. Så finder jeg jonglørboldene frem. Bare en hurtig lille tur. Rød, gul, grøn op i luften efter hinanden. Hurtigere og hurtigere, til verden omkring mig bliver visket ud, og der kun findes boldene på himlen og de små puf i hænderne, når jeg griber om læderet og sender af sted. Griber og sender af sted. “Halløj, der er en gøgler iblandt os,” siger en af mændene. “Wauw,” siger Avan. “Det der kan du komme langt med.” Så er der pludselig en svag brummende lyd i det fjerne. Vi stopper vores bevægelser og kigger os omkring. Lyden vokser sig større. “Skynd jer. Ind i bilen nu!” Lastbilchaufførens stemme er desperat. Lynhurtigt stopper jeg boldene i tasken og ser gennem træets grene en støvsky på vejen langt væk. En bil nærmer sig. Vi løber på en gang. Vælter ind i lastrummet uden rækkefølge. Skramler rundt og klemmer os ned mellem hinanden. Flaskerne ringler i colakasserne, da chaufførerne skubber dem på plads. Bagsmækken i med et brag efterfulgt af mørket. Chaufførernes tunge skridt, og deres døre, der smækker i. Lastbilens dieselmotor hoster i gang, og vi kører. 18


Igen er vi mast så hårdt sammen, at jeg knap nok ved, om det er mit eget hjerte, jeg kan mærke slå så hårdt, eller om det er Avans.


3 STRANDKANT

“Det sædvanlige?” råber tjeneren, da han får øje på os. Han er en behåret sag med bandana i panden, der kalder sig Giorgos. Vi nikker, han blinker til Lulu, og øjeblikket efter går vi gennem baren med hver vores højhalsede tequila sunrise i hænderne. Lulu er i sit mest ekstravagante look. Sort filthat og blank lårkort. Selv den mest etablerede farmand med pusletaske over ryglænet snapper efter vejret, når hun går forbi. Som de andre aftener sætter vi os i strandkanten. Det er ligesom vores spot nu. Nogle aftener har vi siddet her længe. Gravet fødderne ned i det lune sand og vendt verdenssituationen, Legoland og kopimaskinen. Andre aftener har Lulu insisteret på, at vi skulle op og score fyre. Solen er en mørkerød kugle et par centimeter over horisontlinjen. Vi kniber øjnene sammen og måler efter med fingrene. “Fortæl mig det så,” siger hun. 21


“Hvad?” “Hvor fanden kom det der jura pludselig fra?” Jeg havde håbet, at hun havde glemt det. Ville lade mig være. Nu kommer det, helt random ud af det blå. “Hvad mener du?” Jeg kører sugerøret rundt, så isterningerne klirrer mod glasset. “Det har jeg sgu da aldrig hørt dig snakke om før.” “Nej, men et eller andet skal jeg jo i gang med.” “Siger hvem?” “Men det skal man da, Lulu.” “Det er da bare sådan noget politikerpis. Hurtigt gennem uddannelsessystemet, så du kan blive en arbejdsmyre og tjene samfundet.” “Jeg synes også, det var et svært valg.” Faktisk havde jeg det på nøjagtigt samme måde som en gang, hvor jeg vandt frit valg på alle hylder i en tombola i Friheden. Jeg blev helt paf og spurgte igen og igen, om det var rigtigt. Ja, ja, den var god nok, forsikrede tombolamanden. “Alle hylder.” Han pegede på en bamse, der var større end mig selv, og et legekøkken og en købmandsbutik. Der var brandbiler og barbiedukker, et keyboard og en fjernstyret hund. “Hvad så, bliver det til noget?” spurgte tombolamanden og resten af familien i kor og trampede utålmodige rytmer i jorden. Jeg gik derfra med en lille udgave af Tom, katten fra Tom og Jerry, som jeg hverken kunne lide eller ikke kunne lide. “Så kunne du da bare gøre ligesom mig. Vente lidt. Se tiden an.” Lulu finder sine grønne Look frem og knipser en smøg ud. Inhalerer og puster to røgringe af sted ud over havet. “Det er din far, ikke?” “Hvad?” “Jurapisset. Det er din far, der har en finger med i spillet. Har jeg ret?” “Det ved jeg ikke,” siger jeg. Far har vejledt mig, det er rigtigt nok. Faktisk en hel del. Hjalp mig med at sortere i mulighederne. Og jeg var hele tiden i tvivl. Da jeg sendte ansøgningen af sted, havde jeg kvalme, 22


men jeg tænkte, at det vel bare er sådan, man har det, når man har taget en stor beslutning. “Inden du ser dig om, er du ligesom ham.” “Det var da noget pis at fyre af. Der er 5000 jurister i Danmark. De er sgu da ikke alle sammen som ham.” Jeg har hævet stemmen og stopper op for at genvinde kontrollen, inden jeg fortsætter. “Du er for resten velkommen til at komme op og besøge mig i min fede penthouse, når du får fri fra Netto. Jeg tror, jurister har et fedt job,” siger jeg og smiler stort. “Hey, nu smiler du ligesom din far. Det der snoretrækssmil. Taget på fersk gerning.” “Luk røven,” siger jeg og fisker en isterning op af glasset og lister ind i hendes rygudskæring. Hun springer op og hopper hvinende omkring. Snoretrækssmilet. Det var min faster, der sagde det til mig og Silke til en familiefrokost engang. “Se ham. Nu laver han sit snoretrækssmil. Det har han gjort hele sit liv.” Og så forklarede hun os sin teori om, at der går en snor fra vores fars mund ned i hans lomme, som han kan trække i, når han kommer i tanke om, at et smil vil være på sin plads. Et helt trekantet smil, der ikke når øjnene, men til gengæld viser alle hans imponerende hvide tænder. “Jeg vil ikke sige et ondt ord om jeres far, men det der smil, det skal I ikke stole på.” Og så grinede hun og fortalte barndomsanekdoter, hvor min far havde lavet ballade, men hver gang havde klaret sig igennem med det smil. “Aaaaaah!” En isnen og en raslen hele vejen ned ad min ryg. Jeg springer op. Ikke bare én isterning; Lulu har tømt hele sit glas. Vi danser kæmpende omkring i sandet, til vi udmattede falder omkuld. Side om side lægger vi os på maven i sandet, der stadig er lunt, og ser på solen, der nu næsten balancerer på vandskorpen. “Logan,” siger Lulu. Igen har hun det der drømmende blik og holder på o’et i den første stavelse af hans navn overdrevet længe med kyssemund. 23


“Hvad er der nu med Logan?” Jeg efterligner hendes måde at udtale det på og sukker påtaget. I virkeligheden er jeg glad for at skifte emne. “Han havde en tatovering, hvor der stod never go 1,7.” “Hvad i alverden er det?” “Det spurgte jeg også om. Så gloede han på mig, som om jeg var en alien. Om jeg aldrig havde hørt det udtryk før. Det betyder bare, at man aldrig skal få 1,7 børn og en hæk på 1,7 og en kone på 1,7 og 1,7 uges ferie om året. Han kunne en hel remse.” “En kone på 1,7?” Jeg borer albuerne dybere ned, bøjer knæene og nyder sandets ru prikken mod lårene. “En meter og halvfjerds,” smiler hun. “Hvorfor må man ikke få en kone på en meter og halvfjerds?” “Det er for fanden da ikke pointen,” siger hun. “Hvad så med en meter og tres eller en meter og firs? Jeg mener bare, ellers er der jo aldrig nogen af os to, der bliver gift.” “Det er fuldstændig ligegyldigt. Tallet er bare et symbol. 1,7 er vistnok det antal børn, man gennemsnitligt får i de fleste ilande. Udtrykket betyder bare, at man aldrig skal springe på ræset. Aldrig bare gøre det, samfundet forventer. Jeg synes bare, det lyder så rigtigt, synes du ikke?” “Måske.” Hun vender sig, sætter sig til rette i sandet og trækker det blanke kjolestof næsten op til trussekanten. “Jeg vil gerne have lavet den tatovering lige her.” Hun skriver never go 1,7 med en finger på tværs af den øverste del af låret “Hvis du bruger det hele, er der plads nok til, at det kan stå med store blogbogstaver lodret under hinanden.” Hun prøver igen. Starter ved trussekanten og ender ved knæet. “Hmm, måske,” fniser hun. Så ser hun tænksom ud og vender ansigtet mod mig. 24


“Hvis det er på grund af pengene, kunne du vel lige så godt læse noget mere sejt. Business eller noget med en lang titel, management director et eller andet eller blive konsulent.” “Bliver du ved?” “Jeps,” siger hun og fanger mit blik og fastholder det i det sollys, der sekundvis bliver mere og mere rødviolet. “Jeps, jeg bliver ved, fordi jeg ikke kan holde ud at se, hvor meget du er i lommen på din far. Har du nogen sinde set ham i øjnene og sagt, hvad du har lyst til? Hvis du ikke kan sige fra nu, kommer du aldrig til at kunne sige fra over for nogen som helst.” Jeg vrider mig fri af den hånd, hun har lagt om mit håndled, og rejser mig op. Børster sand af armene. Børster sand af benene. Solen drukner i havet. Fra buskene bag os går cikaderne i gang med en høj hyletone. “Du er ikke sur, vel?” Lulu står ved siden af mig. “Jeg siger det jo kun, fordi jeg elsker dig.” “Nej, nej. Jeg er ikke sur.” Hun lægger en arm om mine skuldre. “Jeg synes bare, du skal tænke over det,” siger hun. Jeg gør mig fri og begynder at gå langs vandet. Jeg har jo ikke bestilt andet end at tænke over det. Eller nej, det passer faktisk ikke. I dagtimerne har jeg helt glemt det. Har bare givet mig hen til strandlivet med is og drinks og solskoldninger og volley i vandet med nogle amerikanske fyre, vi har mødt. Er holdt op med at sætte alarmen om morgenen. Spiser kun, når jeg er sulten, og har siddet i karbad med Lulu midt om natten og drukket champagne. Har ladet mig flyde rundt i tiden og været lykkelig uvidende, om det har været mandag eller middag. Men når jeg har vrikket mig ned i min konvolut i den store dobbeltseng efter endnu en dag i paradis, har jeg ligget lysvågen. Tankerne har buldret af sted og slået så hårdt mod mine tindinger, at jeg hver morgen har undret mig over, at mit hoved har holdt faconen. Jeg har tænkt, at det er helt forkert. Hvis man skal begynde på et studie, skal man glæde sig til det. Så er det ikke nok, at ens far glæder sig. I alt for lang tid har jeg bare ladet stå til og gjort, hvad jeg kunne for at undgå et opgør. 25


Det er, som om jeg på afstand har kunnet se mig selv meget klarere. Og tanken om, at de her dage nogensinde skal slutte, skræmmer mig mere og mere. “Hvad laver du?” “Tænker,” siger jeg og gør mig umage med ikke at sige det på nogen måde. Tusmørket er hurtigt overstået, og vi har ikke gået langt, inden himlen er blåsort, og de første stjerner dukker op. “Ved du, hvad vi skal?” spørger Lulu. “Vi skal natbade.” Hun hiver kjolen over hovedet og kaster den op i himlen. Svinger BH’en over sig som en lasso og råber jihaar, mens hendes små bryster, selvlysende hvide i mørket, hopper op og ned. Trusserne får samme tur, og så løber hun sprøjtende og storgrinende ud i vandet. Jeg står tilbage og smiler. Knapper shortsene op og klæder mig af. Lægger omhyggeligt hvert stykke tøj sammen i en bunke oven på Fjällräven og beholder trusserne på. Det første stykke med ral napper under fødderne, så jeg får kuldegysninger, selv om det føles varmere end i dagtimerne. Konsistensen er også anderledes. Som om vandet bliver lidt tykkere i mørket. Jeg kaster mig frem, og i et par store svømmetag når jeg ud til hende. Over os er stjernerne et diskokuglemylder. Jeg lægger mig på ryggen og bliver overvældet af en magisk fornemmelse af at være udspændt mellem himmel og hav. Være stor i universet. Jeg rækker hånden op og plukker en stjerne. Da Lulu dukker op ved siden af mig, plukker jeg også én til hende. “Tak,” siger hun og griner. “Tænk, hvis vi bare blev her,” siger jeg. “Ja, tænk, hvis vi gjorde,” siger hun. Jeg er ikke en skid i lommen på min far. Ikke en skid. Jeg skal fandeme vise hende. Vise alle.


5

135

210

Pigerne Freddy og Lulu rejser til Grækenland, da de er blevet studenter. De længes efter nogle ugers frihed, inden studielivet med nye forpligtelser skal begynde. Et helt andet sted i verden begiver Habib sig ud på en farefuld færd over Middelhavet. Han må ud af Syrien, så han ikke bliver en del af Assads hær, og kursen er sat mod Danmark, hvor han håber at blive genforenet med sin kæreste.

“Min opfattelse af frihed er sikkert en anden end din. Det gør den ikke mindre rigtig.” Lulu

På en græsk ø krydses deres spor, og de næste uger vil vise dem alle, at frihed ser forskellig ud, afhængigt af hvem der stræber efter den.

“Jeg får selv lov at bestemme. Tusind tak, far. Han tror stadig, jeg kommer hjem til studiestart.” Freddy

HVOR SOLEN SKINNER OM NATTEN

*

“Håb. Frihed. Længsel. Det må være det, mine lunger fyldes af. I hvert fald udvider min brystkasse sig, og redningsvesten er pludselig alt for stram. Lugten af diesel blander sig med havets ånde.” Habib

ANNIE BAHNSON

En stærk og rørende fortælling om tre menneskers søgen efter frihed

21,5

135

5

100

ANNIE BAHNSON

HVOR SOLEN SKINNER OM NATTEN

210

100

ANNIE BAHNSON er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2014. Hun debuterede med tweenromanen Vinderblik i 2015, og har siden udgivet børnebogen Trisse og det lange hår. Hvor solen skinner om natten er hendes YA-debut.

9 788711 569313

CARLSENPULS

100

5

135

21,5

135

5

100

Hvor solen skinner om natten – læseprøve  
Hvor solen skinner om natten – læseprøve  

Vi jagter alle friheden. Men frihed ser forskellig ud, alt efter øjnene der ser. Pigerne Freddy og Lulu rejser til Grækenland, da de er ble...