Lever du i en verden med slanger, jordskælv og tyfoner, bliver du nødt til at være mere ‘tough’. vildfremmede og strandede landsmænd indenfor på nakkekoteletter, Fifa og Quality Street. Og dagen efter, hvor omkring 100 lyttere – fire gange så mange som sædvanligt – ringede ind til ’Ordet er dit’ på P1, var der mildest talt uenighed om dækningen. Fra dem, der syntes, at dækningen oversteg ’alt, hvad der er anstændigt at bruge vores mediekroner til’, til damen, der dybfølt takkede Theilgaard for den gode guide gennem stormen: ’Jeg ved godt, at jer kjøwenhavnere, I regner jo ikke det her blæsevejr for noget. Men I skulle jo prøve at sidde herovre i Westjylland og se på’et’. I et land, hvor arbejderbevægelsen har sejret ad helvede til, folkekirken kæmper for at hive danskerne i kirke, og selv DR Drama må sande, at seerne ser ’Arvingerne’, når det passer dem og ikke simultant søndag aften, bragte Bodil danskerne sammen. Tøsedrenge? Ja. Møgforkælede? Afgjort. Men det handlede aldrig om vejret. Sagen var, at vi for en gangs skyld havde noget til fælles. VEJRUDSIGTEN, VI ALLE GLEMMER
Da TV 2 Vejret i midthalvfemserne – mens Henrik Voldborg trak i nye, stadig mere overrumplende sweatere på den konkurrerende kanal – begyndte at sende fra Sprogø, tjekkede Henrik Juel, som er filosof og lektor i kommunikation på Roskilde Universitet, seertallene og konstaterede, at danskerne var lige så begejstrede for TV 2s uuddannede vejrværter, som de var for DRs meteorologer. Det fik ham til at foretage kvalitative undersøgelser, hvor han efterfølgende spurgte folk om, hvad de huskede fra vejrudsigten. Det viste sig, at folk huskede værterne: Om de havde sagt noget morsomt, og hvilket tøj de havde på. Men selve vejrprognosen var som skyllet ud af erindringen. – Vejrudsigterne på tv er en social foranstaltning. Nyheder bliver altid sluttet af med vejret. Fordi vejret er det, som forener og beroliger folk igen. Vi ser en nyhedsudsendelse fyldt med grimme nyheder ude fra verden og politisk stof, der deler vandene, men så kommer vejrværten til sidst og siger: ’Nåh ja, men vi er jo alle sammen underlagt naturens luner’, og så føler vi os igen som et land, som danskere. Det er derfor, vejret fylder hos
OG NU TIL VÆRTEN ... I en periode fik vejrvært Henrik Voldborg hyppige klager fra bornholmerne, der var trætte af, at han konsekvent skærmede for solskinsøen. Da han som en løsning placerede Bornholm i en firkant oppe i Kattegat, fik han en sweater tilsendt med posten. Den viste et kort over Bornholm, hvor Danmark var indsat i et kvadrat oppe i hjørnet. En vestjysk folketingskandidat mente en sommer, at Peter Tanev lidt for mange gange havde fået placeret sig selv foran Vestjylland, og skrev, at det var vigtigt, at alle landsdele var repræsenteret på vejrkortet, og så nyttede det ikke noget, at den tykke vejrvært stod foran, fortæller Tanev, som plejer at joke med, at det først var, da der kom klager fra Trekantområdet, at han gik på slankekur.
danskerne. Det er vores største sociale medie – for nu at finde på en frisk formulering, siger Henrik Juel. Kunne man vende det hele på hovedet og glæde sig over, at det danske vejr er samtalevejret, som ikke slår os ihjel? Det er regnvejret, der fremtvinger indendørs familiehygge i sommerhuset. Og vinteren, som oftest er grå og trist – så trist, at Henrik Voldborg og konen, ligesom andre danskere, har købt en antivinterdepressionslampe, som de tænder ved morgenbordet i januar – men også det, der skænker os glæden ved gule rapsmarker og de lune sommernætter. Peter Tanev er lige kommet hjem fra ferie i Californien. De havde solskin alle fjorten dage, og han så ingen, der nød vejret så meget som hans lille familie. Han er overbevist om, at danskerne ikke tager godt vejr for givet. I 1923 skrev Thøger Larsen: ’Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du saa ofte har sveget mig’. Måske er det på tide med noget så gammeldaws som en smule taknemmelighed? For på en klode, hvor ozonlaget snart er lige så hullet som en schweizerost, og vores handlinger har vingeskudt det gamle mundheld ’Alle taler om vejret, ingen gør noget ved det’, er vejrsnakken ifølge Tor Nørretranders i overhængende fare for at miste sin uskyld. For hvordan taler man gnidningsfrit og ubekymret om et vejr, man inderst inde ved forandrer sig på grund af menneskelig indblanding? Og hvad med os danskere? Vi ændrer os jo med årstiderne. Om vinteren går vi i hi, foråret opleves som en fantastisk foræring, sommeren gør os kåde, mens vi køler ned om efteråret, bliver indadvendte og eftertænksomme. Som Nørretranders siger: – Uden at vi selv behøver at gøre noget, så ændrer vores lille verden sig omkring os. Det tror jeg er godt for sindet. Vi lever med små udsving, hvilket gør os opmærksomme på meget små forskelle. Lever du i en verden med slanger, jordskælv og tyfoner, bliver du nødt til at være mere ‘tough’. Jeg tror, man bliver mere nuanceret af at bo i det klima, vi bor i. Og får vi mere ekstremitet i vejret, vil det være et fornuftigt gæt, at vi bliver lidt mindre nuancerede og lidt mere hårdføre. Så hvem er vi, når de hvide jule endegyldigt er opvarmet væk, og tropiske regnskyl kan kaldes danske? Og når årstiderne udjævnes, og vi i 2100 har det samme klima som i nutidens Sydfrankrig, hvad skal vi så tale om?
40 Ud & Se Juli / August 2015
Vejret.indd 40
24/06/15 10.16