PELSJÆGEREN Navn: Rane Willerslev Alder: 41 år Profession: Direktør for Kulturhistorisk museum i Oslo Med i Eventyrernes Klub siden 2001 HVORFOR TAGER DU PÅ EVENTYR?
– Helt fra jeg var dreng, har jeg drømt om at blive pelsjæger og arktisk opdagelsesrejsende. Min barndom har været en lang forberedelse til det. Jeg tog jagttegn som 14-årig. HAR DU NOGENSINDE VÆRET I FARE?
– Jeg var i Sibirien et år for at etablere et andelsselskab blandt pelsjægerne, jukagirerne, så de kunne eksportere deres zobelskind direkte til Danmark uden om mafiaen. Det gik helt galt. Politiet ville arrestere mig, så jeg blev nødt til at flygte ud i ødemarken sammen med en ung jæger. I en lang periode var vi alene og sultede, fordi den elg, vi skulle have levet af, blev spist af en jærv. I december og januar er det minus 65 grader i Sibirien. Vi var skind og ben og forberedte os på at dø, men så havde jeg en drøm, der fik mig til at gå på jagt. Jeg skød en elgko med en kalv. Det reddede os. HVAD ER DET VILDESTE, DU HAR OPLEVET?
– Jeg var hos et andet indfødt folk i Sibirien, der hedder tjuktjier. De bliver høje på rød fluesvamp, mens de trommer på deres shamantrommer og går i trance. Tjuktjier kan søge et helt liv efter en melodi, der er deres egen. Da jeg tog fluesvamp, kom melodien til mig lige med det samme. HVOR SKAL DU HEN NÆSTE GANG?
– Jeg rejser til det nordøstlige Uganda i august, hvor der bor et jæger- og samlerfolk, der hedder Ik. De er blevet beskrevet som det mest usympatiske folk i verden. Men de er utroligt sympatiske, når der er mad nok.
38 Ud & Se Juni 2013