et er en vintermorgen omkring årtusindskiftet. Iben Hjejle vågner i sin seng i København og går ned ad trappen til lejlighedens stue. Pludselig begynder hendes hjerte at banke ukontrollabelt, og hun må lægge sig fladt ned på gulvet. Her ligger hun et stykke tid og stirrer mod loftet, som tilsyneladende bevæger sig skiftevis ned imod hende og væk igen, før hun får sig krabbet hen til telefonen og ringer efter hjælp. – Jeg kan huske, at jeg selv var overrasket og tænkte: ’Hold da op, her ligger jeg og roder rundt på gulvet og kan ikke finde ud af noget som helst’. Men det kom ikke ligefrem bag på mine nærmeste, fortæller Iben Hjejle i dag, en halv snes år efter det, hun selv kalder ’et lille nervesammenbrud’. Sammenbruddet kom kort før hendes 30-årsfødselsdag på et tidspunkt, hvor Iben Hjejle stod
Iben Hjejles barndomshjem ligger i Søborg. Her boede hun først som enebarn med sine forældre, senere som delebarn med moren, stedfaren og tre stedsøstre, og til sidst som ung voksen i lejligheden ovenpå.
midt i det, der lignede en kometkarriere, kronet af hovedrollen i Søren Kragh-Jacobsens Sølvbjørnvinder, ’Mifunes sidste sang’, og rollen som Laura i Stephen Frears ’High Fidelity’. Den spinkle blonde skuespillerinde var dansk films bedste bud på en stjerne. Og der var tryk på. Fra 1999-2001 medvirkede hun i store roller i syv spillefilm og et par tv-serier. Samtidig var hun mor til en lille søn, hvis far hun var blevet skilt fra et års tid forinden. Livet gik stærkt, og hun var selv med til at trykke speederen i bund. – Der skulle drikkes meget, festes meget, ryges meget, danses meget, snakkes meget. I ét stræk. Jeg kan ikke holde ud at se billeder fra den tid. Jeg er helt vild i øjnene og totalt spændt op, siger Iben Hjejle og virrer med hovedet som for at få tanken væk. For hun har slået sig selv grundigt i hovedet med, at hun ikke så advarselslamperne blinke i tide, men bare kørte på, langt ud over egne og andres grænser. Efterhånden er hun dog kommet til et punkt, hvor hun også føler en vis ømhed for sit yngre jeg. – Jeg ser det jo stadig af og til med kolleger. Folk, der står midt i sådan en periode, hvor de ikke rigtig har lært, hvad der er væsentligt. Hvor de tror, de skal være på nonstop, at det er verdens undergang, hvis der har stået fire linjer om dem i et eller andet blad. Som om alle andre ikke er skideligeglade. Vi sidder i Iben Hjejles mørkeblå BMW på vej mod København. Iben Hjejle kører med en sikker hånd på rattet og svarer beredvilligt på spørgsmål hele vejen, selvom hun må være træt. Hun har været i centrum, siden hun klokken syv i morges mødte op i makeuprummet i filmbyen i Aarhus for at blive transformeret om til sej krimiheltinde. Nu er det i dén grad fyraften efter en tætpakket uge med optagelse til en ny dansk tv-serie, der er planlagt til at køre på TV2 i efteråret 2012. Iben Hjejle er castet til hovedrollen i serien, som er baseret på Elsebeth Egholms kriminalromaner om journalisten Dicte Svendsen.
Kampsvedte over ’Klovn’ Iben Hjejle er stadig iført stiletter, kunstigt hår og leopardplettet kjole, da hun henter fadøl og dagens ret på Mols-Linien, for hun nåede ikke at smide kostumet inden afgang. Vi slår os ned ved et bord, og Iben fortæller sjove historier fra ugen. Aarhus-historier. Hun er rap i replikken, bander og hugger samtalen over med indskudte sætninger, anekdoter og gakkede indfald. Punkterer sig selv, når det bliver for tungt. Ikke fordi det ikke må være alvorligt, men alligevel. Hun vil ikke sidde og smage på det. – Det er nærmest sådan en form for Tourettes syndrom for mig, at jeg hele tiden lige skal komme med en joke, siger hun, da jeg kommenterer det. – Mine nærmeste kan sagtens gennemskue alt det gøgl, og de holder mig fast, når jeg forsøger at smutte udenom, men jeg kan ikke rigtig lade være. Når man har set en god portion comedy og stuntfilm a la ’Gamle mænd i nye biler’ med Iben Hjejle, kan man sagtens få den tanke, at hun er klassens sjove pige. At hun vil underholde, spille klovn og være en af drengene. Cracke jokes og rafle til den lyse morgen i stedet for at sidde og snakke følelser og gå tidligt hjem. Det er også en del af historien, men langtfra hele pakken. For hun er ingen tomboy, og hendes nærmeste er hendes 15 år yngre lillesøster og hendes nære barndomsveninder. Og man fornemmer hurtigt sårbarheden og en mere sensitiv sjæl inde bag bandeordene og humoren. En følsomhed, der jævnligt får hende til at tjekke midlertidigt ud af situationen. Sidde lidt for sig selv og kigge ud i luften. For så igen at påtage sig det tunge ansvar at underholde journalisten. Iben Hjejle vedkender sig dobbeltheden. – Jeg vil ikke kaldes drengepige, ligesom jeg heller ikke vil kaldes ’Sex and the City’-pige eller noget andet. Det er alt for firkantet. For det første er Oktober 2011 Ud & Se 17