dende, og dem, der var velformulerede og råbte højt, og det var altså dem, der var på barrikaderne, og det var også derfor, at det blev mere venstreorienteret end normalt var på det tidspunkt.
Haglbyger af kritik Som det fornemmes, når han kommenterer pressemeddelelsen om forandringerne i hans gamle afdeling, er Mogens Vemmer ikke bleg for at kaste sig helhjertet ind i en slåskamp. Bølgerne gik allerhøjest i 1970erne, hvor han gentagne gange var på forsiden af de landsdækkende aviser. Han havde tiltrådt stillingen som chef for B&U i symbolåret 1968, og allerede i hans første år i chefstolen fik han massive udfordringer. Det handlede blandt andet om en udsendelse i ungdomsprogrammet ’Peberkværnen’, hvor man for at illustrere, hvor lettilgængeligt narkotika var for de unge, sendte en reporter i byen med en hundredekroneseddel på lommen for at købe hash. Reaktionen på programmet kom prompte fra aviserne og fra to folketingspolitikere og medlemmer af Radiorådet, Ib Thyregod (V) og Poul Schlüter (K), der krævede, at sagen og Mogens Vemmers ledelse skulle drøftes i Radiorådet. Man mente, at programmet var tendentiøst og opfordrede svage unge sjæle til at gå ud og købe narkotika. Et par år efter samlede centrumdemokraten Erhard Jakobsen sine vælgere i organisationen
Aktive Lyttere og Seere, der især gik efter B&U. Erhard Jakobsen var ofte i medierne med anklager om, at afdelingens programmer var fjendske over for det bestående samfund. Ud over at klage i Radiorådet udarbejdede Jakobsen en 300-siders rapport om venstredrejningen i B&U. Mogens Vemmer havde i de fleste tilfælde stor opbakning fra sit bagland i DR. Han var dog igennem en tjenestemandssag, på baggrund af anklager fra Aktive Lyttere og Seere om upræcise oplysninger over for Radiorådet om et ungdomsprogram vedrørende bevarelsen af Christiania. Men han endte i alle tilfælde med at bevare skindet på næsen. Hvem gik du til, da du skulle håndtere al modstanden? – Det spørger jeg også mig selv om. Nogle gange gik jeg ind på mit eget kontor og tudede. Andre gange gik jeg hjem og snakkede med min kone. Men jeg snakkede også med medarbejderne. I virkeligheden troede vi ikke, at det var så alvorligt. Vi tænkte: ’Nå, de er imod. Vi kæmper og står sammen’. Vi fik et enormt sammenhold, så meget, at når vi i dag indkalder til den årlige kontorfrokost i det gamle B&U, så kommer der mindst 60 mennesker. Men det var jo virkeligt massivt. På et tidspunkt blev du i Bornholms Tidende udnævnt som en farlig mand? – Ja, man må jo have været mere galvaniseret omkring nerverne. Jeg
vidste ikke, at der kunne være en fredelig tilværelse som chef. Og J U L I 2 0 0 8 Ud & Se
17