T¿jet har ¾ndret sig, men det ßabede smil og blikket til kameraet var allerede p plads, da Peter Belli blot var en lille dreng fra Holte.
Efter krigen slog Bellis mor sig ned i Holte nord for København. Hun fandt sig en anden mand, og det lykkedes aldrig Peter Belli at møde sin biologiske far, Louis Plaisant. Røde Kors fandt en Louis Plaisant i Frankrig. Det viste sig bare at være den forkerte. Den rigtige døde i 1977, uden at Belli var klar over det. Til gengæld opstøvede journalisten Gregers Dirckinck-Holmfeld Bellis halvsøster i Frankrig i 1985, da Peter Belli var midtpunkt i en udgave af tv-programmet ’Her er dit liv’. Det kræver ikke noget korrespondancekursus i lommepsykologi at gennemskue, at den baggrund har præget Peter Belli fra bunden af og har givet ham nogle mere eller mindre bevidste mål i tilværelsen som fx en kernesund kernefamilie med tre børn og noget så umoderne som kun én kone, June, som Belli konsekvent omtaler med større hengivenhed og varme end noget som helst andet. Uanset om det er i rollen som forretningsfører, karrierekonsulent eller kone. På landevejen og i hjemmet i Brøndby. – Der er ikke noget smukkere end at ligge sammen med den samme kvinde nat efter nat og putte sig ind til hinanden på en stor dejlig dobbeltseng under en stor dejlig dobbeltdyne, bare ligge der og fortælle hinanden alle de erklæringer, man nu kommer med. Med alderen bliver det selvfølgelig nogle nye erklæringer. Det er kærligheden, jeg snakker om. Det er komplimenterne. Det er bare det at røre og mærke hinanden. Men det er også farligt at være så nært knyttet til hinanden. Det er meget farligt, for den dag den anden ikke er der længere, er der fanme et stort hul. Har din usikkerhed på din far og din baggrund præget dig, gjort dig rastløs?
– Det kan godt være. Det har altid været et savn på en eller anden måde. Jeg havde en stedfar, der var en satan. Han tævede min mor – også mig for den sags skyld. Jeg har altid sådan ønsket, at min far trådte ind. Det var sådan et billede, jeg havde, da jeg var barn. Jeg bad til Vorherre. ’Kære Vorherre, vil du ikke nok sørge for at min far kommer op fra Frankrig og leder efter min mor og mig.’ Vi havde et stort piletræ i haven, hvor jeg havde min egen lille plads. Jeg kan huske, at jeg stod og øvede mig i at kysse min far goddag på fransk maner, fordi min mor havde vist mig, hvordan man gør. Så drømte jeg, som nu børn kan drømme, at han kom ind ad vores låge. Du har før fortalt om, hvordan du måtte udføre småjob for at få penge til en tur i biografen. Ville du være begyndt på en karriere som rockmusiker, hvis du var blevet født i et fint hjem, hvor du havde fået penge til biografbilletten? – Jeg tror ikke, jeg havde fightet så meget. Jeg tror ikke, jeg havde været så stædig, som jeg var dengang. Hvis jeg var vokset op i et hjem, hvor jeg fik til en biografbillet, så havde jeg nok også taget en uddannelse. Min mor prøvede jo at give mig en uddannelse. Hun ville gerne have at jeg fik en, så jeg har både været i lære som bager, som frisør, og jeg har været ekspedient i en malerforretning og landbrugselev. Men det var ikke mig. Jeg var alt for rastløs. Sideløbende med starten på min sangerkarriere var jeg stikirenddreng på Saga Filmstudier, og bagefter var jeg på Palladium Film som toneassistent. Jeg ville meget hellere arbejde med film eller synge. Jeg elskede at synge. Jeg har altid fået at vide, at jeg har en god stemme, og at jeg var en god sanger. ÅH JA, STEMMEN. Den velkendte hæse stemme, der lyder umiskendeligt som Peter Belli. Den har været hans levebrød i nu efterhånden 45 år. Belli har aldrig været en C.V. Jørgensen eller en Steffen Brandt, der revsede sin tid med præcise, velvalgte ord. Han er ikke den reflekterende intellektuelle, men den impulsive, indfølte stemme, der giver andres ord og musik liv. Den stemme har givet ham et stort kapitel i dansk musiks nyere historie, og det var derfor med stor ærbødighed, den århusianske rockguitarist Knud Møller og produceren Poul Martin Bonde henvendte sig til stemmens ejermand i slutningen af 1980erne. Møller forstod ikke, hvorfor hans gamle idol gik rundt i København og lavede tv-bingo, og ved at trække i nogle tråde fik han sat Bellis første rockplade i mange år, ’Yeah’, på skinner. Allerede fire år tidligere, i 1987, var Belli blevet inviteret indenfor hos det yngre rockfolk i audioen (en musical lavet til radio, red.) ’Den store lysfest’. Og det uventede comeback til rocken fik flere anmeldere til at klage over, at rockulven ikke havde forvaltet sit talent ordentligt. At han havde misbrugt sin gave, stemmen. – Ja, men det er ikke helt rigtigt, udbryder Belli. – Jeg begyndte at synge dansktop og danskpop, da viseforfatteren Thøger Olesen prikkede mig på skulderen og sagde, så er det nu min dreng! Der var jo ikke mere i rockmusik i begyndelsen af 1970erne. Der var ikke mere at gøre i beat og soul. Jeg prøvede med alle midler at komme ud og spille og det eneste, jeg kunne gøre, var at spille til halballer. Det krævede, at man havde et meget alsidigt program, så man kunne tilfredsstille alle. Og jeg vil sige det sådan, når vi nu taler DSB og Ud & Se, at der var mange, der kørte med det tog, jeg kørte med dengang. Men de stod af på den perron, hvor jeg kørte ud på et sidespor og ventede på det næste tog, som så hed Gasolin’ eller whatever. Og så kom jeg så tilbage på det spor igen i begyndelsen af 1990erne, ja, jeg havde jo været der hele tiden. Jeg stod stadigvæk og sang rock ’n’ roll i det sidste sæt. Jeg sluttede altid med at spille en hjemmebrygget rock ’n’ roll-potpourri. Men det hørte de jo ikke i storbyerne. De var jo ikke ude i marken,
Der var jo ikke mere rockmusik i begyndelsen af 1970erne. Der var ikke mere beat og soul.
26
Ud & Se D E C E M B E R 2 0 0 6