MUSIK SPAS &
A N M E L D E L S E R , I N S T R U M E N T E R , S PA S & G R A T I S
76# Jamie xx
Magtens Korridor
ude med “IN COLOUR”
på hjemmebane i Brøndby 10 tips til Roskilde Festival 25 nye look & tendenser Masser af nye smarte gadgets Verdens 10 vigtigste kunstner
JUNI/JULI 2015
Magtens Korridorer sparkede hul i den frosne nattehimmel
Rockbandet tændte det krøllede håb på den udsolgte hjemmebane i Brøndby.
Vi skulle ikke så hulens langt ind i
Retten til at være anderledes
er til forvirrede tider og en særegen rå
den anden udsolgte koncert i Vega på
I de fine momenter, der med hårdt arbe-
folkekraft som noget af det bedste, man
Vesterbro med hjemmebanens helte,
jde og fuldt fokus blev svejset sammen
kan opleve i en koncertsal.
Magtens Korridorer, før det skete.
til en sjældent vellykket rockkoncert,
For et band, der som det første smed
lykkedes det til fulde.
Naturligvis kan hverken disse egenskaber eller den helt naturlige køben-
samtlige sikkerhedsseler ud ad vin-
Kvintetten fra København har på
havnske kant, der konsekvent hugger
duet, inden de overhovedet startede
overbevisende vis transformeret sig
hovedet af de største klicheer og ten-
turnébussen første gang engang midt
fra lystigt gøglende garanter for folke-
denser til feel good-rock ned hos det
i halvfemserne, er røvture og tekniske
festen til et næsten velspillende rock-
vokale svar på H.C. Ørstedsværket nede
uheld en del af hverdag og fest.
band med enorm kraft og en poetisk
på Enghave Brygge, Johan Olsen, redde vores rystende skind ud af krisen.
Så da trommeslager Anders Ramhede
saft, der gør Magtens Korridorer til no-
i ’Pindsvinesjæl’ sparkede så hårdt til
get helt særligt på de hjemlige scener
sin fodpedal, at skindet på stortrommen
i disse år.
sprak, var det helt som forventet.
Men Magtens Korridorer kan bringe vital tro på både fremtiden og retten til
Ikke bare som fortrop i den bølge af
at være en anderledes, fri fugl i en tid,
Situationen udløste ikke mere panik
fornyet interesse for energisk rock’n’roll
hvor parolen ellers er beskæring af alt
på scenen, end at den kunne håndteres
uden så meget pis, som breder sig un-
fra vingefang til originalitet. Med deres
med hurtige jokes, et par slurke af de
der finanskrisens nådesløse nedsabling
velvalgte og energiske spark er køben-
uundværlige øl og en skål med publi-
af selv det mindste og mest krøllede
havnerne medvirkende til, at det loft,
kum. Så var trommerne klar igen, og
håb.
der engang var så højt til her til lands, ikke dratter ned i vores kuede hoveder.
Magtens Korridorer kunne fortsætte
Magtens Korridorer står med de to
det indædte arbejde med at sparke hul
seneste album, ’Milan Allé’ (2009) og
igennem den frosne nattehimmel over
sidste års ’Imperiet falder’, som en
1.000 blå øjne
Vega, så eventuelle engle kunne skinne
unik blanding af anarkistisk frirum,
Alt det kunne selvfølgelig være lige-
herned. Hvad de pligtskyldigst gjorde.
avantgardistisk mo dspil, poetisk pow-
gyldigt, hvis ikke bandet var i stand til
at levere detonationer under den grå dagligdag i form af sange med aggressive bid til pænheden og indimellem fortryllende, tekstlige snapskud af den virkelighed, der kan blive til poesi, hvis man har blik for det. Det
har
det
efterhånden
også
musikalsk magtfulde orkester, der i Vega holdt både skåleri, skråleri og festtaler i kort snor til fordel for en disciplineret, stram koncert. Selvfølgelig med plads til enkelte skud mod vinduerne i den omsiggribende borgerliggørelses og nymoraliserings glashuse. Magtens Korridorer kan bringe vital tro på både fremtiden og retten til at være en anderledes, fri fugl i en tid, hvor parolen ellers er beskæring af alt fra vingefang til originalitet Som da Johan Olsen som introduktion til en edderspændt ’Blå løgne’ citerede guider på havnerundfarten for at påstå, at Mærsk-koncernens hovedkvarter på Esplanaden i folkemunde kaldes »huset med de 1.000 blå øjne«. Et blandt de overrumplende pletskud i en velturneret sætliste. Her repræsenterede også ’I øvrigt mener
jeg’
overraskelserne
blandt
mere oplagte højdepunkter som ’Engle’, ’Milan Allé’, ’Pandora’, ’Lorteparforhold’ med en forbløffende aggression i salens kor af åbenbart vinterfrustrerede parforholdsdanskere og den fornemt afsluttende ’Kom og mærk’.
Kysser dit navn Her genfandt vi kærligheden i det omkvæd, der så fint omfavner, hvad Magtens Korridorer kan som band med blandingen af bersærkergang og nænsom skønhed: »Og imens jorden drøner rundt i Mælkevejen/ Kysser jeg dit navn«.
stadigt voksende publikum. Og en selvfølgelig nedplafning af eventuelle tendenser til stjernetrip hos sangeren, hvis ryg og mave blottedes
Wow. Der var englen nede og stryge
under crowdsurfningen, da han retur-
os blidt på de blussende kinder i den
nerede til bandet og guitarist Rasmus
fyldte sal, på hvis oprakte hænder Jo-
Kerns tørre konstatering: »Nå, man har
han Olsen tog sig en vertikal vandre-
nok taget lidt på i julen, hva?«.
tur til ’Nordhavn Station’ og tilbage til scenen. Ømt nærvær og den meget di-
Fortidens falden af sadlen
rekte kærlighed mellem sal og scene,
Jovialiteten stortrives i dette univers.
der trives mellem dette band og dets
Men tog ikke overhånd i Vega, selv om
vi gudhjælpemig endnu en gang skulle
fil, linje og sammenhængskraft et sted
hemmelighed, at Magtens Korridorer
udsættes for en tvivlsom ridetur på den
mellem halvfjerdsernes beskidte punk
alle dage har haft en stor, uknægtelig
gamle, men fremdeles pubertære trav-
og den rock, Gasolin’ i samme årti lod
forkærlighed til en god, gammeldags
er om Anne-Grethe og hendes nære
sit ansigt lyse mildt over. Med samme
druktur, som i deres musik gerne parres
forhold til heste.
poetiske tilgang og hang til at tale tab-
med en solid gang rendestensromantik.
Omdeterleflenforlavestefællesnævner, overdreven folkelighed eller bare mangel på tillid til egne og det nyere mate-
ernes og originalernes sag. Derfor har vi brug for Magtens Korridorer, så enkelt er det.
Men hvor det på bandets seneste album ’Imperiet falder’ fra 2011 var, som om imperiet faldt sammen som en træt soufflé, er det igen på ’Før alting bliver
riales langt større evner, skal jeg lade være usagt. Men slip nu den krikke løs
Plade nummer seks
nat’, som om der er noget der syder lidt
og lad den fare vild et sted på de evige
Egentlig er det lidt løjerligt, at det sjette
i mavesækken på Magtens Korridorer.
jagtmarker.
album med Magtens Korridorer bærer
Når man har så fine guitarister som
titlen ’Før alting bliver nat’.
De er nu engang bedst, når deres døgnåbne, fadølsplettede desperation
den stadigt mere varierede urkraft
For langt det meste af albummet
virkelig kan mærkes, og det er ved at
Niklas Schneidermann og fiffigt ar-
synes at foregå i de dunkle timer. Der,
være nogle år siden, der sidst er kom-
bejdsomme Rasmus Kern til at sætte
hvor alle katte, og rockmusikere, foran-
met oprigtig, koldpresset kaos ud af det
tempo fra (sjældent) trav til (hyppig)
lediges man til at tro, er grå. Og hvor
tidligere huspunkorkester fra fredags-
galop, er der ingen grund til at holde
hundene ikke er noget, man lufter, men
baren på biologistudiet på Københavns
fast i fortidens falden af sadlen og syn-
noget man går i.
Universitet.
En glædelig nyhed
er nat’ er inderligheden med sin ind-
Magtens Korridorer er for længst eta-
Nå, men er der ellers noget nyt, kan
byggede knytnæve af nødvendighed
bleret som et rockband med klar pro-
man måske tænke. For det er ingen
tilbage, og det er en glædelig nyhed.
Men på store dele af ’Før alting bliv-
der. Nutidens ditto er langt mere velformulerede, relevante og sjovere.
Fremragende sanger Den har tilmed fået nyt tøj på. For hvor inderlighed og Magtens Korridorer tidligere ikke har kunnet hamre panderne sammen, uden at frontmand Johan Olsen skruede sin i forvejen meget markante brølevokal helt op på 11, er der på ’Før alting bliver nat’ blevet plads til nogle synthesizere, og det klæder faktisk bandets dramatiske, poppunkede lyd rigtig godt. For selv om det kan lyde en kende bizart, er den boblende og nærmest Love Shop’ede intro til ’Sorte stråler’ et virkelig fint eksempel på, at Johan Olsen slet ikke behøver at buldre af sted som en bulldozer i færd med at opføre svanens død for at ramme en øm åre hos sin lytter. Han er og bliver en fremragende rocksanger og stråler i velspillet samarbejde med resten af bandet på numre som den blide ’Kolde stjerners lys’, førnævnte ’Sorte stråler’ og den helt store ballade, ’Giv mig en dag’. Også den mere ligetil og rockede ’Udenfor’, fungerer. Og det er ikke kun, fordi sangen synes opkaldt efter det sted, hvor jeg tror, Magtens Korridorer har det allerbedst: Der, hvor der som regel er lige en tand sjovere, end der er indenfor. Hvor man må larme lidt mere og blive hængende lidt længere.
Spradebasser Det er dog de mere humørsyge indslag, der fungerer bedst på en plade, der simpelthen åbner på den mest ærgerlige facon med den øretæveindbydende tilforladelige ’Jeg vil hellere dø’. En dreven rocksang med masser af smæk på både vokal og tempo, men også en sang, hvis ret desperate tekst slet ikke står mål med den kække, ukomplicerede og næsten lalleglade guitarrock, der akkompagnerer den. Det samme gælder i øvrigt ’Fest-
blæste spradebasser af et par sange,
hvis de gad. Ud med dem! Og ind med
ede alene’, hvis abekatteagtige fan-
for de lugter unægtelig af, at bandet
sange, hvor man kan mærke både liv og
denivoldskhed virker kikset, forceret
har slået automatpiloten fra ’Imperiet
band. De er jo lige der.
og nærmest karikeret.
falder’ til igen. Hvilket de jo netop ikke
Det er en skam at blande et ellers
har. Det lyder som sange, Magtens
stærkt album op med sådan nogle op-
Korridorer kunne skrive tre af i timen,