18
DEBAT
søndag 24. marts 2013
Kronik
ENERGI: Energiforligets målsætning om at dække 50 pct. af elforbruget fra vindmøller medfører kun få gener for befolkningen viser en stor landsdækkende analyse. Til gengæld betyder vindenergien store fordele for miljø, økonomi og forsyningssikkerhed.
Kun få generes af vindmøllestøj
T
alkrigen raser i vindmølledebatten. Og fakta er da også rigtig vigtige for at bedømme perspektiver og proportioner i debatten – såvel som validiteten af udsagn og holdninger hos de involverede interessenter. PROBLEMET MED AT BRUGE TAL er blot, at andre end de »særligt interesserede« som regel efterlades på Herrens mark i forsøget på at bedømme, hvad der er op og ned. For tal kan nemt rives ud af en sammenhæng eller slet og ret misbruges ved, at man blot anvender tilfældige tal uden dokumentation. Det »sjoveste« eksempel i den sammenhæng er måske et læserindlæg fra en kendt professor, der for nylig var offentliggjort i en stor landsdækkende avis. Her hævdede den pågældende, at »monstermøllerne ødelægger livet for 200.000 mennesker på en gang«. Påstanden illustrerer, hvor vigtigt det er at have styr på fakta, når man vil blande sig i den offentlige debat. Det reelle billede er nemlig et helt andet. Jysk Analyse gennemførte sidste år for VidenOmVind en stor landsdækkende analyse blandt naboer til samtlige store vindmøller opstillet i Danmark i perioden 2002-2011. Formålet var at klarlægge, hvordan naboerne oplevede naboskabet til vindmøllerne og hvilke potentielle genevirkninger, dette kunne være årsag til. I alt indgik 125 vindmøller med en totalhøjde på minimum 120 meter i analysen, hvor der blev interviewet 1.278 husstande af samtlige 6.697, der var beliggende indenfor en radius af 2 km fra vindmøllerne. På spørgsmålet »i hvilken grad oplever du, at der er ulemper forbundet med at bo i nærheden af vindmøllerne«, svarede hele 81 pct. »ingen
ulemper«. 5 pct. tilkendegav »i mindre grad«, 6 pct. markerede »i nogen grad«, mens 5 pct. svarede »i høj grad«. Medregner man alle de tre sidstnævnte kategorier, svarer det til 16 pct. af alle husstande i undersøgelsesområdet, nemlig 1072. Omregnet efter en gennemsnitlig husstandsstørrelse på 2 beboere giver det 2143 personer, som oplevede ulemper i et eller andet omfang. Medregnes kun de husstande, der tilkendegav, at de oplevede sig generet »i høj grad«, bliver tallet betydelig mindre, nemlig 335 husstande svarende til 670 personer. Tallene står i sig selv som et tankevækkende memento til professorens 200.000 personer, som skulle være generet af naboskabet til store vindmøller. Men hvad der er mere interessant: Undersøgelsen fra Jysk Analyse kan også bruges til at sandsynliggøre, hvordan billedet ser ud på landsplan i relation til samtlige 800 store vindmøller, som skal rejses frem mod 2020. FOR DET FØRSTE fordi de 125 vindmøller omfatter samtlige store vindmøller, der er opstillet i perioden fra 2002 og frem til midten af 2011, og dermed er meget repræsentativ. For det andet fordi analysen omfatter interviews med ikke mindre end 19 pct. af samtlige husstande i undersøgelsesområdet og dermed er særdeles valid. For det tredje fordi alle vindmøller, der indgår i analysen, ikke er omfattet af det skærpede krav til lavfrekvent støj, som er indført fra den 1. januar 2012. Dermed må man formode, at de svar som naboerne har afgivet, repræsenterer et »ulempeniveau« der er højere end det, som gælder for vindmøller opstillet fra 2012 og
HENRIK VINTHER sekretariatsleder for VidenOmVind, Ellemarksvej 47, Aarhus C
»
Problemet med at bruge tal er blot, at andre end de »særligt interesserede« som regel efterlades på Herrens mark i forsøget på at bedømme, hvad der er op og ned.
fremefter. En skalering af tallene vil derfor ikke undervurdere genevirkningen, men snarere tegne et billede, der er »værre« end det, som fremover gælder for alle de store vindmøller. Alene fordi møller opstillet efter 2012 udgør langt den største gruppe af store vindmøller, når vi når frem til 2020. Ekstrapoleres de 125 møller fra Jysk Analyses undersøgelse med 6,4 får man genevirkningen for alle 800 vindmøller, som skal opstilles frem mod 2020. Tager man udgangspunkt i at medregne alle respondenter, som markerede, at de oplevede ulemper i »nogen grad« eller i »høj grad« svarer det til 11 pct. af samtlige husstande, nemlig 737. Ekstrapoleres disse 737 husstande med 6,4 får man 4.717 husstande svarende til 9.434 personer. Vælger man kun at medtage de 335 husstande, der svarede, at de oplevede ulemper »i høj grad«, bliver de tilsvarende tal 2.144 husstande svarerende til 4.288 personer. Altså ca. 4.300 eller 9.500 personer som vil være generet i 2020 – alt afhængig af hvor man lægger snittet for det ulempeniveau, man skønsmæssigt vælger som rimeligt. NETOP DEN SIDSTE problemstilling er ud fra et overordnet perspektiv særlig interessant. Hvilket geneniveau er acceptabelt, når man skal afveje de samfundsmæssige hensyn til udbygningen af den bæredygtige energi med hensynet til at genere færrest mulig? Hvordan skal man vægte fællesskabets fordele ved, at vindmøllerne producerer forureningsfri energi til gavn for miljøet, klimaet og folkesundheden over for påvirkningen af den enkelte borgers daglige nærmiljø? Denne afvejning vil altid være en
subjektiv afgørelse, men et nærmere kig på støjgrænserne for vindmøller kan måske bidrage til at sætte tingene i relief. Støjgrænserne er fastsat, så vindmøllerne højest må støje 44 dB i det åbne land, hvor de allerfleste af møllerne står. Et niveau, der svarer til sagte tale, hvis naboen opholder sig udendørs ved sin bolig, men hvor påvirkningen er svagere indendørs, fordi huset tager af for lyden. Og et niveau som, opgjort ud fra tilgængelige klimadata, kun belaster de naboer, der bor aller tættest på vindmøllerne, i 10-15 pct. af årets samlede timetal, fordi huset det meste af tiden ligger uden for vindretningen. Resten af tiden, nemlig 85-90 pct., er påvirkningen svagere. GODTAGER MAN ud fra ovenstående, at man i opgørelsen af naboer, som har reelle genevirkninger, kun bør medtage dem, der oplever sig generet »i høj grad«, drejer det sig altså om ca. 4300 personer i år 2020. Det er prisen for en veludbygget infrastruktur på energiområdet, hvor de 800 store vindmøller kan forsyne ca. 1,2 millioner husstande med elektricitet. Og de 4300 personer er formodentlig endda lidt for højt sat, fordi tallet er udregnet på basis af genevirkningen fra vindmøller, der ikke skal opfylde det nugældende skærpede krav til lavfrekvent støj. For at sætte tallet i perspektiv kan man også sammenligne det med, hvad vi som samfund accepterer af genevirkninger ved at have en veludbygget infrastruktur på transportområdet. Her skønner Miljøstyrelsen, at cirka 785.000 husstande – svarende til 1.570.000 personer – bor i områder, hvor der sker en overskridelse af de vejledende støjgrænser.
Blodpropper på en pølsepind KAMPAGNE Kjeld Hansen gårdejer og journalist, Druebjerggård, Tåstrupvej 31, Klippinge, skriver:
slippe levende fra en tur på operationsbordet i det danske sygehusvæsen. Kirurgens indsats nævnes ikke med et ord, han er tilsyneladende fraværende. Men læs selv – her er et uddrag af annonceteksten: »I produktionen af pølseskind
er vi nemlig også i stand til at producere lægemidlet heparin, der bruges som blodfortyndende medicin ved operationer. Så næste gang, du er på operationsbordet, skal du ikke blive overrasket, hvis de giver dig lidt pølseskind«. Hvis man skal være venlig, så
STATSMINISTEREN
E
fter tre års tæppebombning af de sagesløse avislæsere med store annoncer for kolort, gummisex og ornesæd samt griseører til kinesiske husmødre synger Landbrug & Fødevarers 60 mio. kr. dyre image-kampagne på sidste vers. Det gør opfindsomheden også. I ugens aviser kan man læse, at det er de danske svineproducenter, vi har at takke, hvis vi skal
er der tale om noget forfærdeligt sludder. Det blodfortyndende lægemiddel heparin fremstilles ikke af »pølseskind«. Der er tale om en naturlig antikoagulant, der findes i mange væv, bl.a. i lunger og blodårer, men i medicinalindu-
strien udvindes heparin fra slim i grisetarme. Hvis man skal være uvenlig, så er det direkte usandt at påstå, at danske svineproducenter fremstiller heparin. Det gør den internationale lægemiddelkoncern LEO Pharma på koncernens fabrik i Cork i Irland. Om der overhovedet indgår danske ”pølseskind” i den irske produktion, har man ikke ønsket at oplyse. Helt galt går det for Axelborg, når man illustrerer annonceteksten med et billede af to korslagte, røde pølser. Man må antage, at det er utilsigtet med den morbide anvendelse af korset som symbol, men faktuelt er det helt ude i hampen at påstå, at røde pølser bidrager til at bekæmpe blodpropper. Det gør de lige præcis ikke, da grisetarmene renses omhyggeligt for slim, før de anvendes i fødevareproduktionen.