»De knager endnu, de gamle ord« Smagsprøver på Hans Thimes’ salmer Hans Thimes Christiansen, som bor i Lyne, har skrevet en række salmer, hvoraf et udvalg blev udgivet i bogform og på CD i november 2010. Thimes’ salmer udgør på samme tid et nybrud inden for genren og en videreførelse af traditionen. Teksterne er ærlige og karske. De trækker på den lutherske kristendomsforståelse på en medrivende måde. Dertil kommer, at de ind imellem er vældig morsomme. Melodierne er iørefaldende og for en stor dels vedkommende lette at lære. I det følgende vil jeg give nogle få korte smagsprøver fra Hans Thimes’ salmer. En del af Thimes’ salmer beskæftiger sig med de svære dele af livet. I »Så standsed’ den rastløse døs« beskriver Thimes det syndige og samvittighedsplagede menneske. Om mørket er af den indre, sjælelige slags eller rent faktisk omringer mennesket i salmen kan diskuteres. I hvert fald skildres en kulsort nat, hvor den syngende vågner, badet i sved og med en samvittighed, der er endnu sortere end nattemørket. Det er bevidstheden om at have syndet overfor Gud og mennesker, der har givet den brat opvågnede dårlig samvittighed. Meget malende beskrives den plagedes vågne mareridt og deraf følgende paniske bøn til Gud:
Herre, mit hjerte er angst. Skyggerne kommer i trav med neonfråde om munden over et skummende hav. Den sproglige billedrigdom, der findes i dette vers, er fascinerende. Midt i nattemørket kommer skyggerne marcherende i trav som en fjendtlig hær. Men hvordan kan skyggerne ses, når det er mørkt? Det kan de kun, fordi deres galskab og blodtørst medfører, at de fråder som hidsige hunde. Imidlertid er det ikke almindelig fråde, der løber ned ad deres kæber. Det er neonfråde. Neonlys er det koldest tænkelige. Der er ingen glødetrådshygge over det. Tværtimod. Neonfråden er altså forfærdende i sig selv, men den lyser tilmed de uhyggelige skyggerne op, så de kan ses, idet de kommer marcherende over det natmørke hav, der skummer som fråden. Mens dette vers ligefrem vælter sig i uhyggelige billeder, slutter salmen nogle vers senere med en nærmest meditativ gentagelse af et citat fra Det Gamle Testamentes Salme 62:
17