fremtiden
N
år telefonen ringer i en tv-serie eller en bog, er det altid vigtigt for historien. Der er en besked, som skal drive handlingen fremad eller markere et vendepunkt i fortællingen (af samme grund løb folk konstant tilfældigt på hinanden i gamle romaner, da telefonen endnu ikke var opfundet). Sådan et telefonopkald fik Brian tilbage i februar 2005, og det skulle vise sig at blive et point of no return i hans livshistorie. Det var allerede blevet mørkt udenfor, og 23-årige Brian sad ved et skrivebord i Venstres Ungdoms lokaler i København, hvor han var en del af kampagneteamet under valgkampen mellem Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft. Kampagnen gik godt, så der var høj stemning på kontoret, da telefonen ringede. Det var hans søster. Deres mor havde netop fortalt hende, at hun havde en sygdom kaldet Huntingtons, og Brian og hans søster kunne risikere at have arvet den. Søsteren var lige fyldt 18, og dermed var de to søskende nu gamle nok til at få den tunge besked, tænkte forældrene. “Bare rolig, det er ikke farligt,” havde moren sagt som det sidste. Men det skulle vise sig at være en sandhed med modifikationer. Så snart Brian havde smidt røret på, åbnede han sin pc og tastede H-U-N-T-I-N-G-T-O-N-S i søgefeltet, og det var ikke opløftende søgeresultater, der poppede op på skærmen. Visse ord stod uhyggeligt klart frem: Demens. Plejehjem. Uhelbredelig. Dødelig. Sygdommen angriber nerverne i hjernen, læste han. Den skyldes en mutation i det såkaldte Huntington-gen, og har man genet, vil man – hvis man lever længe nok – på et tidspunkt udvikle sygdommen. Måske når man er 35, måske når man er 50. Derfra går det kun én vej, selvom man kan leve med relativt milde symptomer i en del år. Hvis ens far eller mor bærer genet, har man selv 50 procents risiko for at have arvet det. Brian tyggede på det. Det gav ham og hans søster samme sandsynlighed,
36
BRIAN VED, AT HAN KOMMER TIL AT DØ AF EN HJERNESYGDOM I EN ALT FOR UNG ALDER. DEN TANKE HAR HAN VÆNNET SIG SÅ NOGENLUNDE TIL. MEN DER ER EN BESTEMT STUE PÅ PLEJEHJEMMET, DER GØR HANS FREMTIDSPERSPEKTIVER LIDT FOR KONKRETE FOR HAM. DER ER ALLIGEVEL GRÆNSER FOR, HVOR DETALJERET MAN HAR LYST TIL AT FORESTILLE SIG SIN SIDSTE TID. AF ANDREAS LINDBJERG NIELSEN
