Præsten har ordet

Præsten har ordet: En ny begyndelse

Da min mor lå på fødeafdelingen og fødte min storesøster i 1964, gik min far ud og købte deres første bil imens, så han kunne hente sin kone og sit første barn på Hillerød Sygehus med anstand. En Trabant til 6000 kr. Dette bilindkøb kan min mor stadigvæk efter mere end et halvt århundrede rive min far i næsen med, men det var først i 1970erne, at mænd begyndte at komme med til deres børns fødsler. Måske er det derfor, at de store filosoffer siden Sokrates, som næsten alle har været mænd, altid har tænkt over, hvad det betyder, at vi mennesker i modsætning til dyrene ved, at vi engang skal dø, men ikke over fødslens under. Det har til gengæld den kvindelige filosof Hannah Arendt (1906-75). Hun var jøde og ateist, men alligevel skrev hun engang: »Troen på og håbet for verden har aldrig fundet et kortere eller smukkere udtryk end i juleevangeliets glade budskab, at et barn er født os«. For Hannah Arendt var fødslen den mest betydningsfulde begivenhed i et menneskes liv. »Vi er som mennesker ikke født for at dø, men for at begynde«, sagde hun. Juleevangeliet fortæller, at Gud blev født som et fattigt menneskebarn for at give menneskeslægten en ny begyndelse. Da Jesus var vokset op, sagde han til mennesker: »Tro kun. Dine synder er dig forladt«. På sin vej helbredte han også syge og bespiste sultne. Det var, som om han ikke kunne lade være med at hjælpe, hvis han tilfældigt mødte nødlidende mennesker. Men det store mirakel, som de mange små mirakler skulle pege på, var tilgivelsen, dvs. at et menneske aldrig er lig med summen af sine gerninger eller af sin fortid eller sin natur. Til sidst stod Kristus op fra de døde i påskemorgenrøde. Sådan viste han, at vi selv i døden kan få skænket en ny begyndelse. Vi, der ved at være født som mennesker, rummer uendelige muligheder, selv om så meget i vores verden og inde i os selv begrænser os. Hvis vi spørger Hannah Arendt, så er dette ikke kun den kristne forkyndelse, men noget essentielt ved ethvert menneskeliv, som stærkest viser sig ved fødslen. Det er måske derfor, at julen appellerer mere til de fleste af os end kirkeårets andre fester. Fordi enhver, der har stået med et nyfødt barn i hænderne, fornemmer noget unikt og helligt. Noget, som er fuldendt i sig selv, og dog rummer uendelige muligheder. Vi siger, at en hel verden forgår ved et menneskes død, men så er det også en helt ny verden, som opstår ved et barns fødsel. Derfor samles vi i Vestervang Kirke heller ikke kun til den store smukke gudstjeneste om søndagen. Vi har mange andre aktiviteter som familiegudstjenester, koncerter, foredrag, fællesspisning, babysalmesang og studiekredse, som

Hannah Arendt