Nu skal der også spares i Kolding |2004| VEJLE AMTS TRAFIKSELSKAB

Page 1

Nu skal der også spares i Kolding (2 Februar 2004)

Hidtil har Kolding ikke mærket noget til de voldsomme nedskæringer, VAT har måttet foretage i buskørslen. Men nu er der ingen vej udenom. VAT har lavet udkast til ny køreplan, hvor 7.346 køreplantimer er sparet væk. VAT vil gerne have kommentarer og ændringsforslag senest 20. februar.

For første gang har chaufførerne lavet deres eget forslag til besparelser. De ved, om nogen, hvornår der er flest og færrest med busserne, og deres forslag udgør mere end to tredjedele af de samlede ændringer. VAT sparer knap 2,5 millioner kr., men regner samtidig med, at den mindre kørsel giver færre indtægter i størrelsesordenen knap 630.000 kr. Den reelle besparelse bliver altså kun cirka 1,8 millioner kr.

Det årlige taksttilskud fra staten, der bortfaldt 1. januar i år, var på cirka 11 millioner.

Kolding Kommune har holdt hårdt på at bevare 20 minutters driften i dagtimerne, og det er lykkedes. Overordnet set bliver der mindre aftenkørsel, mindre weekendkørsel og mindre kørsel i de tidlige morgentimer. Derudover skifter busserne generelt fra 20 minutters drift til timedrift en halv til en hel time tidligere på dagen end nu. Men den helt store besparelse er fundet ved at lukke linje 3 og linje 6 ned om aftenen efter kl. 18.00 og i weekenden efter lørdag kl. 13.00. De to linjer er valgt, fordi der er meget få passagerer i de pågældende tidsrum.

På linie 3’s sydlige rute henvises passagererne i stedet til linje 1, 2 eller 4. Linje 1 og 2 lægges lidt om, så de slår et slag omkring Brændkjærgade og Dannersvej. Ændringen betyder, at beboerne her faktisk får mere bus, end de har nu. Passagerer, der skal til eller fra Vonsild må aften og weekend tage regionalbus nr. 34. På den nordlige rute kan man alternativt benytte linie 1 og 2 til området ved Dyrehavegårdsvej og Palmeallé.

Linje 6 kører i den nordlige del på en ubeboet strækning gennem Bramdrup Skov. På den øvrige nordlige strækning kan i stedet benyttes linie 4, idet linie 4 lægges om så den kører via Bornholmsvej og Sjællandsvej i begge retninger og via sygehuset mod midtbyen. På den sydlige del er passagererne henvist til linjerne 1, 2 eller 4.

Den nye køreplan skal gælde fra den 1. august 2004. Inden da skal der køres efter en sommerkøreplan, som også indeholder nedskæringerne på linie 3 og 6. En del af besparelsen på sommerkøreplanen går på at forlænge sommeren med en uge fra fem til seks, således at sommerplanen med besparelser starter den 20. juni.

VAT vil som nævnt gerne have kommentarer til udkastet, og de kan sendes til VAT, Foldegade 25, 3. 7100 Vejle, eller på mail: post@vat.dk

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.