Vandfanget: Identitet. Efteråret 2021 by Vandfanget Nordisk

V A N D F A N G E T A f d elin g sb la d p å N or d i s k

5 4 . u dg a ve - e f t e r år e t 2021

Identitet

Vandfanget Studenterblad på Nordisk 54. udgave Efteråret 2021

Redaktionen Chefradaktør Anna Nozomi Ito

Anmeldelser Anders Underbjerg Sørensen Mathilde Schjelde

Artikler og interviews Emilia Haubro Hvam Ida Havgaard Ede

Skønlitterært Anders Underbjerg Sørensen Emilia Haubro Hvam

Forsideillustrationen er lavet af Mathilde Schjelde

Redaktionen består af frivillige studerende, men man er velkommen til at bidrage til bladets indhold. Bladets indhold afspejler ikke nødvendigvis redaktionens holdning.

Bladet er støttet af Afdeling for Nordiske Studier og Oplevelsesøkonomi.

Sjov og spas Astrid Bølling-Ladegaard Astrid Ellen Kruse Layout Anna Nozomi Ito

Illustrationer Mathilde Schjelde Emma Luna Hallgaard Christensen

2 Kære Læser 4 Jeg er ikke bare et neutralt fortælleudgangspunkt 9 Pikke eller pigge? En ordblids arkændelser 13 Et opråb om stilhed 16 Genkendt som fremmed 22 Maskespil 24 Vandfanget på tur: Identiteter i fredagsbarene 25 At skrive om de nære og svære relationer 31 Forgabt 34 Skønlitterære bidrag 43 Gæt en klassiker 46 Horoskoper 1

Kære Læser Velkommen til den 54. udgave af Vandfanget! Dette semesters emne er ’identitet’. Som vores call for papers indikerede, har det ikke været let for en lille redaktion som os at være hjemsendt i så lang tid. Ja, vi var faktisk i tvivl om, om vi som blad overhovedet ville overleve. Derfor er vi lykkelige for at være tilbage i Nobelparken og utroligt stolte af denne udgivelse. Redaktionen har skiftet karakter og består nu udelukkende af bachelorstuderende (selvom kandidatstuderende altså også er velkomne). Vi er så heldige, at vi nu har nogle i redaktionen, der kan tegne, og derfor har vi genoplivet en gammel kending: Gæt en klassiker. Til dem som ikke kender til det, er det en konkurrence, som du kan deltage i, og der er en præmie på højkant! Konkurrencen kan du læse mere om på side 43. I løbet af denne udgave af Vandfanget bliver identitet anskuet fra forskellige vinkler. På side 9 kan du læse om at være ordblind og læse Nordisk. På side 13 kan du læse om det ambivalente forhold til genåbningen, og hvilke refleksioner en mere stille hverdag gav forfatteren.

Vores alle sammens Lis Norup har på side 16 skrevet en artikel om adoption og identitet med udgangspunkt i forfatteren Eva Tinds forfatterskab og hendes baggrund som adopteret fra Sydkorea samt animationsfilm om bl.a. Mowgli og Tarzan. I denne udgave har vi to anmeldelser. I den første anmeldes filmen Pagten (2021) af Bille August, der er baseret på digteren Thorkild Bjørnvigs erindringsbog om hans venskab med Karen Blixen. Den anden anmeldelse er af Bjørn Rasmussens nyeste udgivelse Forgabt, der udkom i september1. Anmeldelserne finder du på hhv. side 22 og 31. Vi utroligt glade for alle de skønlitterære bidrag, som du kan finde på side 34. Tusinde tak til alle bidragsyderne. Sidst men ikke mindst kan du finde vores horoskoper på side 46. God fornøjelse! Anna, Chefredaktør

Tak til Gyldendal for at sponsorere et anmeldereksemplar

Jeg er ikke bare et neutralt fortælleudgangspunkt en samtale med Tone Ottilie

af Mathilde Schjelde Tone Ottilie er filminstruktør og står bag film som Babylebbe, Katastrofer og Lulus Første Gang. Jeg mødte Tone, da hun stadig gik på Filmskolen. Her spillede jeg hovedrollen i hendes langfilm kaldet Draculas Datter. Den er ikke offentligt tilgængelig, da det er en midtvejsproduktion. I filmen blev de øvrige roller spillet af Ellen Hillingsø, der spillede hovedpersonens mor og Nicolai Dahl Hamilton, lige nu aktiv i Kastanjemanden, der spillede hovedpersonens far. Med udgangspunkt i vores erfaringer indenfor filmverdenen, ringede jeg hende op for at have en samtale om brug af identitet. 4

Hvordan bruger du din egen identitetsforståelse til at skabe de her fortællinger? Tone: Jeg tror, identitet for mig, er noget, som er i ens ansigt, men man ikke selv kan se, hvis man ikke har det rigtige spejl, men alle andre kan se det. Det er som om, det er noget, man går rundt i, som alle andre lægger mærke til, men du er bare i det. Du er jo bare, som du er. Så jeg tror ikke, jeg aktivt bruger min egen identitet. Efterhånden som jeg har lavet film i en del år, bliver jeg som både lesbisk og som kvindelig instruktør hele tiden mødt med, at folk rigtig gerne vil snakke om min identitet, som de ikke ville med mine mandlige, heteroseksuelle kollegaer. Folk læser rigtig meget ind i de ting, jeg laver, der handler om identitet. Jeg er ikke bare et neutralt fortælleudgangspunkt, som rigtig mange af mine kollegaer er. 5

Hvor meget fylder din helt personlige identitet i filmene? Tone: Den fylder 100 procent, men det er som om, der er en identitet indefra og en identitet udefra. Nogle gange udforsker jeg noget, som er mega personligt og ved det godt, og nogle gange udforsker jeg noget, der er mega personligt og ved det ikke helt selv, før jeg gør det. Det kommer bare et eller andet sted dybt indefra. Nogle gange er det noget helt andet end mig selv, jeg er interesseret i, og så er der andre folk, der projicerer ting over på det, jeg laver, som for det meste ikke er noget, jeg har noget imod, bliver projiceret over på det. Det er fint nok, at de kigger på mig, og siger, “nå okay, der har vi en ung lesbisk stemme”. Det har jeg det okay med, det er noget jeg også har lært at bruge på en eller anden måde. Jeg tror, hvis jeg insisterede på bare at blive set på samme måde som mine mandlige, heteroseksuelle kollegaer, så ville jeg bare blive frustreret på en eller anden måde. Kan du relatere? Mathilde: Ja, jeg kan godt relatere. Jeg følte i alt fald, da jeg lavede Draculas Datter, at der var rigtig mange ting, som jeg fandt ud af ved mig selv og den måde, jeg var på, gennem det. Altså bare det at se sig selv så meget udefra gør jo et kæmpe indtryk. Jeg fik lov til at se, hvordan jeg så ud fra alle mulige vinkler. Normalt ser jeg kun mig selv, når jeg poserer til et billede eller er foran et spejl. Det er jo noget helt andet end at se sig selv på film. Jeg fik lov at se min mimik og gestik. Jeg var meget ung, eller det føler jeg i alt fald, at jeg var. Og det betød, at den måde jeg spillede skuespil på var, at jeg nogle gange kom til at trække rigtig meget på mig selv - også nogle gange på en måde, som var lidt ubehagelig, altså det var min egen skyld, det har intet med dig at gøre. Og det er noget jeg føler - at når man spiller skuespil, er man nødt til at lære at komme ud over det. Hvilket jeg også føler, jeg har gjort. Hvilke dele af din identitet sætter du på spil, og er der dele du ikke ville tage med? Tone: Der er dele af mig selv, jeg ikke vil snakke åbent om, men der ikke noget af mig selv, jeg ikke bruger kreativt. Det er faktisk de sværeste ting inde i mig selv, jeg bruger mest kreativt. 6

Er der noget sårbarhed i at skulle præsentere de film? Tone: Selvfølgelig, men også noget sårbart i at lave noget, der ikke er fra mit eget liv. Jeg er bange for, at folk tolker alt, hvad jeg laver som en-tilen. Det er jo fiktion. Jeg håber ikke, at folk begynder at forstå mig som, at alt, hvad jeg laver, er selvbiografisk. På en måde ville jeg synes, det ville være mere sårbart at præsentere noget, jeg ikke selv havde oplevet, fordi jeg ville være i tvivl om, om jeg havde ramt rigtigt. Hvis nogen bad mig om at lave en film om, hvordan det er at være flygtning. Det har jeg jo ingen erfaring med personligt. Så ville jeg virkelig skulle have nogle gode konsulenter og nogle folk, der lavede meget, meget grundig research, fordi der ville jo være folk derude, der har prøvet f.eks. at flygte. Jeg ville være bange for at blive gennemskuet i min uvidenhed. Hvor hvis jeg laver en film om, hvordan det er at have OCD, så kan der jo godt komme en og sige, “det var altså ikke sådan, det var for mig” og så kan jeg jo sige, ” ja ja, men det er sådan, det er for mig”. Mathilde: Jeg tror, jeg ville have svært ved at spille noget, som jeg ikke på en eller anden måde kunne relatere til. Eller jeg har i alt fald ikke prøvet det endnu. Altså hvis nogen bad mig om i en alder af 21 at spille en mor til to. Det ville være svært for mig. Men det er jo det der med, at det er nemmere at bearbejde og forholde sig til ting, når man kan relatere. Tone: Totalt, jeg tror meget, det er sådan en diskurs i samfundet lige nu, at ikke alle roller skal spilles af Jared Leto i et eller andet kostume. Vi prøver ligesom at lade de her mennesker, der selv har oplevet historierne, være med til at fortælle dem. Men samtidig, man kan jo ikke en-til-en have oplevet alting. Det kræver at kigge indad, og det handler om privilegier, og det er mere komplekst end, hvad diskussion bliver gjort til. Det er faktisk en ret kompliceret diskussion om racisme, ableisme og privilegier og alle mulige forskellige ting, og jeg synes diskussionen kræver at være mindre sort/hvid.

Har du nogen afsluttende bemærkninger, som du føler, du gerne vil sige? Tone: Så vil jeg sige, at identitet er både noget, som andre gør, og noget, som man selv har. Jeg har f.eks. mig selv som instruktøren Tone Ottilie, men på min postkasse står der Tone Frederiksen. Jeg kan godt lide at tænke, at der er to på en måde. Der er den, jeg er, og så er der den idé, folk har udefra om de ting, jeg laver. Og apropos identitet så tror jeg, at der er nogle privilegier, jeg har som lesbisk instruktør, som mine heteroseksuelle kollegaer ikke har. Det er bare min teori, men jeg får ligesom lov til at være lidt en af ’the bros’. Hvilket er mærkeligt, men jeg tror, at den heteroseksuelle kvindelige instruktør kæmper med, at hun bliver objektificeret. Det gør jeg ikke på samme måde. De går ud fra, at jeg måske ved lidt mere om teknik, fordi jeg ikke går i kjoler hele tiden. Det er virkelig underligt. Mathilde: Nej, det er rigtig nok, at hvis man performer en eller anden form for ”maskulinitet”, så bliver man taget mere alvorligt. Tone: Præcis, og der tror jeg, at jeg har et privilegium i forhold til nogle af mine kollegaer, der er mere sådan ’femme’ præsenterende. Hvad med dig, har du nogle afsluttende bemærkninger? Mathilde: Jo altså, jeg er jo ikke en mega erfaren skuespiller, så jeg er måske ikke den mest interessante at snakke med om det her, men jeg tror, man bruger mere af selv, end folk tror, man gør, når man er skuespiller. Man graver virkelig dybt nogle gange for at kunne finde noget, som man skal kunne bruge for at udtrykke noget. 8

Pikke eller pigge?

En ordblids arkændelser Af Mathilde Schjelde

Da jeg gik ud af 9. klasse, skrev jeg i min afgangseksamen en fin novelle om to piger, der snakkede sammen igennem et højt hegn med stålpikke på toppen. Ja, det skrev jeg. Jeg blev så senere testet ordblind i gymnasiet, og jeg klarede mig egentlig fint igennem gymnasiet. Jeg følte mig ikke særlig ordblind. Jeg læste i min fritid og skrev endda også for sjov. Men så startede jeg på universitetet, og jeg har aldrig følt mig så ordblind, som jeg gør nu. Når du, som ikke ordblind, læser det her, så transporteres de her ord fra dine øjne til dit visuelle center og derfra videre til dit ”afkodningscenter”, hvor der bliver koblet en lyd til det, du læser, og du har nu forstået ordet. Når jeg læser de her ord, så transporteres bogstaverne til det visuelle center og derfra videre til mit hukommelsescenter, hvor jeg scanner alle mine minder igennem for at finde noget, som jeg har set før. Der er lavet en under-

søgelse af ordblindes og ikke ordblindes hjerner, der viser, at hvor ikke ordblinde afkoder bogstaver og forvandler dem til lyde, bruger ordblinde hukommelsescenteret til at prøve at genkende ordet og derved finde en lyd den vej. På Ordblindeforeningens hjemmeside bliver der linket til en video, der forklarer dette. Den er af Martin Richardt og hedder ’Sådan virker din ordblinde hjerne’. Jeg vil foreslå dig at tjekke den ud, om du så er ordblind eller ej. 9

Skrifttypen Comic Sans MS er angiveligt en af de skrifttyper, der er lettest at læse for personer med dysleksi. Bl.a. anbefales Comic Sans af den britiske forening for ordblinde (Gøttsche 2020). Ca. 7-8% af den danske befolkning er ordblinde (Ordblindeforeningen u.d.), og flere og flere ordblinde starter på universitetet (Burcharth 2017). Er 7-8% af alle der læser Nordisk ordblinde? Jeg ved det ikke, men mit gæt ville være nej. Det bringer mig til det spørgsmål, som jeg er blevet stillet flest gange siden min start her i sommer; Kan man godt læse Nordisk, når man er ordblind?

se. I 2017 skrev Louise Egholm Burcharth en artikel for Magisterbladet, hvor hun skrev, at flere og flere ordblinde læser på universitetet. Bare fra 2015 til 2016 var der en stigning på 15%. Men kan man klare sig igennem? En ordblind kvinde beskriver i artiklen, at hun bruger ca. dobbelt så lang tid på at læse som den almene studerende, og derved f.eks. ikke kan have et studiejob. På den anden side er der mange elektroniske hjælpemidler på Vi kan jo starte med at kigge markedet i dag, hvoraf mange på, om man overhovedet kan bliver tildelt gratis af studiet. klare en universitetsuddannel-

Henriette Folkmann Pedersen (cand.mag. i lingvistik og læse- og skrivevejleder på Institut for Kommunikation og Handicap) kalder ordblinde studerende for fightere, der kan ” ... kompensere for deres handicap på andre måder, for eksempel med en stærk visuel hukommelse, der nærmest kan fotografere ordene.” (Burcharth 2017). Ordblinde kan altså godt fighte sig igennem, det kræver måske bare lidt mere. Jeg ved godt, at du sikkert ikke tænker det, men jeg er nødt til at sige det alligevel. Ordblindhed hænger ikke sammen med intelligens. Det er et indlæringshandicap, som gør det sværere at forbinde lyde til bogstaver og omvendt. Hvis man skal sige noget om intelligens og ordblindhed, kan man vel sige at, da ordblinde bruger mere af hjernen, når de

læser, så er de faktisk klogere end folk, der ikke er ordblinde. Der er også mange, der siger, at man som ordblind er så vant til at skulle finde alternative veje til læring, at man derved er mere kreativ og mere innovativt tænkende. Der er godt nok intet videnskabeligt belæg for det, men det er lige så evident som at sige, at ordblinde er dummere end andre mennesker. ”Men af alle universitetsuddannelser hvorfor så en, der handler om sprog og litteratur, er det ikke lige præcis dét, du ikke kan finde ud af?” Jo, det er det vel, men det er det jeg interesserer mig for, så det er det, jeg har tænkt mig at læse. Desuden betyder det jo ikke, at jeg forstår det dårligere, det betyder bare, at jeg læser det langsommere.

Du synes sikkert, at min historie om pigerne ved penishegnet var sjov, og det er den også, men det syntes jeg ikke, da jeg gik i 9. klasse. Faktisk syntes jeg, at det var så pinligt, at jeg græd over det, da jeg fandt ud af det. Der er noget ved dét ikke at kunne stave, der bliver set som pinligt. Jeg tror, det er fordi, det er noget af det første, vi lærer i skolen, og derfor bliver det set som værende barnligt eller dumt ikke at kunne. Men det er det ikke. Dét, at jeg er nødt til at rette mine opgaver igennem to ekstra gange, betyder ikke, at jeg er dummere end dig, det betyder bare, at min hjerne fungerer på en anden måde, og at jeg bliver en bedre korrekturlæser. Måske.

Bibliografi Burcharth, Louise Egholm. 2017. »Flere og Flere ordblinde starter på universitetet.« Magisterbladet, 10. Februar. Gøttsche, Nikola 2020. ”I dag lancerer vi et corona-frikvarter. Så her er historien bag Comic Sans, verdens suverænt mest udskældte skrifttype” på Zetland. Besøgt den 25. oktober 2021 på https://www.zetland. dk/historie/sO9kJ3Wnm8x7Agwy-09d61 Ordblindeforeningen. u.d. Viden om, Ordblindeforeningen. dk. Besøgt den 22. oktober 2021 på https://www.ordblindeforeningen.dk/viden-om/.

Et opråb om stilhed Af Emma Luna Hallgaard Christensen Den ramme lugt af våd, rådden skovbund slår mine næsebor, og virvaret af nedfaldne blade gør det umuligt at overskue overfladen. Den aftagende oktobersol tegner et skyggebillede af bøgetræernes gulgrønne kroner og besværliggør jagten efter skovens guld. Men hov! Pludselig spotter øjet en ferskenfarvet, nubret knop, der stikker op under et bøgeblad og bliver et fikspunkt, en lille statue i sig selv. Og når man først bukker sig ned i noget nær øjenhøjde med de små lodne hatte, eller pigsvampe, som jeg lærte, at de hedder, ser man med forbavselse, at skovbunden er fuld af dem. Og som jeg lå der med snuden nede i jorden, kunne jeg slet ikke forstå, at jeg havde over-

set denne guldgrube. Men en sådan opdagelse af det ellers åbenlyse kræver også oftest, at man har gunstige forhold til det. Og en guidet svampetur på fire timer ved Moesgaard Strand en lørdag i oktober viste sig at være de optimale omstændigheder for mig. Da jeg sled i pedalerne på vej tilbage til midtbyen, beskidt men glad, mærkede jeg også samtidig en fornemmelse af ro. En fornemmelse jeg ikke har haft, siden hverdagen efter corona igen rullede derud ad med mange kilometer i timen. Tiden med nedlukninger, isolation og zoom-undervisning har været hård. Specielt min årgang, der startede sommeren 2020, har lidt store afsavn over det forventede, sociale uni-liv. Det har været et glædeligt gensyn med hverdagen, i starten

helt euforisk. Tænk sig at kunne drikke en øl indenfor med sine medstuderende uden at fryse ballerne af på plasticstole med tre meters afstand. Snakken går heller ikke længere på fremtidsangst og restriktioner, i tasken flyder det ikke (kun) med tomme spritflasker og mundbind.

der vitterligt intet, der skulle nås; og det var lige så forfærdeligt, som det var befriende. Forfærdeligt fordi der fra den ene dag til den anden blev frigjort mange øremærkede timer, der ellers ville gå til, hvad hverdagen kunne byde på af cafébesøg, sociale aktiviteter, hobbyer, studiejobs, foreningsliv, sport osv. Befriende fordi der fra den ene dag til den anden blev frigjort tid til at stoppe op; der blev tid til at slappe af og tid til at være langsom. To ting, der er luksusvarer i de flestes travle hverdag.

Men svampeturen vækkede også et afsavn i mig, som jeg ellers helt havde glemt, og gjorde mig bevidst om en vane, jeg havde forlagt. En vane, der fik vokserum i kraft af en af de få positive ting, som corona medbragte: tid til ro og refleksion. Den stilhed, langsommelighed og sågar kedsomhed, som nedlukninUnder corona var jeg, sammen gen tilbød, tvang mig til at kigge med mange andre valfartende ama- indad. Den pludselige ro skabte tørvandrere i hjemmestrikkede grobund for fordybelse og næring elefanthuer og dynejakker, blevet til kreativiteten. Blandt ensomhed, rigtig god til at komme udenfor – fortvivlelse og sygdomsangst blev dels af kedsomhed og dels for at refleksionsrummet en form for undslippe hjemmets fire vægge. tømmerflåde, fikspunkt eller åndeMængden af traveture gennem Bo- hul. Et åndehul, jeg mærkede et tytanisk Have eller Havreballe Skov deligt afsavn af under de ranke bøkan ikke tælles på to hænder. For getræer. Et afsavn jeg i al min iver efter zoom-forelæsningen, en va- efter at få genetableret det ”normasketid og et facetime-opkald, var le liv” egentlig havde bemærket,

men den ene dag tog efterhånden som nedbrydes igen over tid. Den den anden. kan være svær at få bugt med, for det er i bund og grund en proces, Savnet efter samtaler og hudsulten der oftest sker, mens vi har mest har været så stor for mange af os, travlt. Der ligger noget utrolig fint at der nærmest overkompenseres og selvplejende i at stoppe op og så nu. Men jeg vil gerne slå et slag for at sige tage pulsen på sig selv. at huske tiden til stilhed, kreativitet og refleksion. Vi har alle brug Jeg oplevede et perspektivskifte for et anker i en travl hverdag såvel under corona, fordi der var plads, som i en kollektiv krise. rum og tid til det. Og det er noget, jeg gerne vil blive ved med at skaSet i retrospekt udviklede jeg mig be netop plads, rum og tid til i min sindssygt meget under nedluknin- hverdag nu – og jeg kan kun anbegerne, ikke kun personligt, men fale andre at gøre det samme. også akademisk. Jeg fik tid til at være nysgerrig, og jeg fik tid til Jeg holder virkelig af hverdagen og at læse af lyst. Jeg fik tid til at un- alt, hvad den indeholder af skemadersøge emner, der pirrede mig, og er, ritualer og hurtigt tempo. Men opsøge viden, som jeg har taget jeg synes også, det er vigtigt at med mig ind i hverdagen på studiet prioritere et tidsmæssigt åndehul, igen. Jeg fik tid til at reflektere. om det er i form af svampejagt, gåture eller noget helt tredje. For Identitet er en underlig størrelse. det er svært at finde sin plads her Det er noget, der bliver besynder- i verden, både på studiet, blandt ligt porøst og glider gennem fing- vennerne og i samfundet. Men jeg rene, så snart man forsøger at give tror, det bliver lidt nemmere, hvis det en form. Sådan tror jeg egentlig man starter med at finde plads til altid, at det vil være. Men identitet sig selv. er også noget, der opbygges såvel

Genkendt som fremmed Af Lis Norup

Adopteret I 2020 holdt Eva Tind en såkaldt Litt-Talk på Vallekilde Højskole. Temaet, hun talte over, var adoption og identitet. Det er et emne, der ikke er hende fremmed, idet hun 15 måneder gammel blev bortgivet til adoption fra Pusan i Sydkorea til Låsby i Danmark. Hun var ikke forældreløs eller efterladt på et børnehjem. Men hendes biologiske forældre ”var gået fra hinanden, det er socialt en meget stor skam i Korea […]. Så min fars tante, som han voksede op med, mente ikke, jeg ville have gode udsigter til et godt liv, og de havde også to andre børn, jeg var den yngste. Så blev jeg givet til adoption.” At Kim, som Eva Tinds koreanske navn er, skulle udskilles fra familien, var mod moderens ønske. Et barn blev derfor bortgivet i sorg, et barn blev revet væk fra alt, der hidtil havde udgjort dets verden. Kim blev til Eva. Som voksen rejste hun til Korea for at møde sin biologiske familie og for at få sin fortid tilbage. For ”éns spejlbillede fortæller, at man HAR en fortid” og ”De mennesker, jeg er opstået fra, HAR en betydning. Dem har 16

jeg også en kærlighed til. Men på en anden måde end til de mennesker, der har været omkring mig.” Opvækstens bånd sønderrives ikke af ophavets bånd. Ved at integrere det koreanske i sin danske identitet bliver hun til ”den, jeg er” – en udlandsadopteret dansk kvinde. Og dog oplever hun i det offentlige rum, især i transitrum, at blive ”genkendt som fremmed”. (Interview i Femina 24. juni 2019). Do: en koreansk lyd, et dialektalt pronomen, en musikalsk stamtone, en forkortelse af det samme Adoption er også et emne, Eva Tind gentagne gange har behandlet i sit forfatterskab. Således allerede i debuten do /도 (2009), et konceptuelt værk i minuskler, der i digte, sangtekster, dyrelydslister, kortprosa, breve, dialoger med robotter, noter, spådomme, manualer, madopskrifter, fotografier og tuschtegninger undersøger, hvad identitet er, og hvad det vil sige at høre til. Jeget i do /도 er udspændt mellem Danmark og Sydkorea; to eller rettere tre sprog, jysk, rigsdansk og hangul; to ophav, biologiens første familie og opvækstens

anden; to navne, Kim og Eva. Bogen igennem afprøves, om dobbelthederne skaber en identitet, der er både-og, hverken-eller eller enten-eller. Altså om ophavets synlige mærke giver en positiv tilføjelse til opvækstens identitet (anderledeshed som særlighed), en negativ andethed (fremmedhed og hjemløshed) eller en pendulerende spaltethed mellem to hinanden ekskluderende identiteter. Enestående og ene stående Om identitet og andethed handler også Eva Tinds Litt-Talk. I foredraget tager hun ikke afsæt i livshistoriske eller litterære fremstillinger, men i animationsfilm som Junglebogen, Tarzan, Drengen der ville gøre det umulige og Kung Fu Panda, der kontrasteres med dokumentarfilm som den ubærlige Mercy mercy – adoptionens pris og Forget Me Not. Jeg vil her koncentrere mig om den del af talen, der handler om børnefilmene. Fælles for dem er, at ”et barn mister sin mor og bliver optaget i en anden familie, som det bliver en del af, men alligevel føler sig forskellig fra. Til sidst finder det sin plads i verden, hvor splintret den end tager sig ud.” Det anderledes, det ”barnet iboende fra fødslen”, er i filmene noget positivt, idet det giver de adoptere-

de adgang til en undtagelsesidentitet. De vokser ikke op ”som et spejlbillede af adoptionsforældrene”, men bliver noget enestående i forhold til den opdragelse, de har fået, og det miljø, de er rundet af. I animationsfilmene er det således muligt at forlige det fremmede ophav med opvækstens formning i en fortælling om at være en udvalgt undtagelse, ”fordi den adopterede, ved at aktivere dette fremmede og mystiske i sig selv, kan blive til hvad som helst”. Og dermed ved filmens slutning at ”stå ved sig selv og udfolde sit egentlige potentiale.” Eva Tind udfolder denne historie om at finde hjem til sig selv i en gennemgang af Jannik Hastrups Drengen der ville gøre det umulige (2002). Filmen er særlig derved, at den viser, at ”konsekvenserne af adoptionen ikke kun vedrører barnets og moderens forhold, men rammer alle dem, der står rundt om.” Drengen der ville gøre det umulige begynder med to fødsler, en isbjørnemor, der får en dødfødt unge, og en menneskemor, der føder et levende drengebarn. Sorgen er ubærlig for isbjørnemoderen, hvorfor isbjørnefaderen bortfører menneskebarnet: ”Isbjørnemoderens sorg bliver nu menneskemoderens sorg, for når nogen får et barn, de ikke selv 17

har født, er der altid nogen, der mister et barn.” Filmen følger videre et dobbeltspor, dels drengens opvækst som isbjørn, dels menneskefaderens eftersøgning af sin søn. Efter års leden finder han ham. Han slår isbjørnemoderen ihjel og tager drengen med sig. Men drengen kan ikke finde sig til rette som menneske. ”For selv om han ligner et menneske, føler han sig som en bjørn.” Drengen flygter og opsøger ånden i fjeldet, der stiller ham tre udfordringer i hans initiering til bjørn. Efter at have gennemlidt den sværeste, ensomheden, træder han til slut bevidst og reflekteret i sin identitet som bjørn – ”i et og alt undtagen ved blodets bånd”. (LittTalk. Vallekilde Højskole, 2. februar 2020, online) I Drengen der ville gøre det umulige foretages der således et absolut valg til fordel for den individuelle og sociale identitet som bjørn og det kollektive tilhørsforhold til isbjørnenes land. Det umulige er muligt. Forvandlingen af et menneske til en bjørn kan lade sig gøre. En adoptionshistorie er endt lykkeligt. Men filmens radikale fornægtelse af blodets bånd til fordel for opvækstens prægning underløbes af en anden fortælling. I filmen har drengens mor og dermed drengen 18

selv isbjørneblod i årene. Valget af livet som isbjørn er således alligevel ikke et fravalg af oprindelsen og et tilvalg af en artsfremmed identitet, men en hjemkomst til den sande identitet i blodets, ophavets og opvækstens treenighed. Transgression Det særlige ved børnefilmenes adoptionsskildringer er, at de som omdrejningspunkt har en radikal forskellighed, idet optagelsen i en ny familie sker gennem en overskridelse af artsgrænserne: et barn adopteres af isbjørne (Drengen der ville gøre det umulige), ulve (Junglebogen), aber (Tarzan) og bjørne (Bjørnebrødre). Eller en panda af ænder (Kung Fu Panda). Omsat til adoptionstermer er der tale om transraciale adoptioner, hvor det for det blotte øje er synligt, at barnet og fosterfamilien ikke er biologisk beslægtede. For dem alle lykkes det at ophæve skismaet i en social og kollektiv anerkendt undtagelsesidentitet. Men under harmoniseringen lurer tvivlen: Fører en lykkelig barndom i en kærlig adoptionsfamilie til en integration af det fremmede ophav (menneske-ligheden) i den dyriske identitet? Og til en uproblematisk tilværelse som enestående?

Ikke for Mowgli i Kiplings novelle ”I Junglen” (1893) og fortællingskredsene Junglebogen (1894) og Den ny Junglebog (1895), ej heller for Tarzan i Edgar Rice Burroughs’ Tarzan – Abernes Konge (1912). Både Mowgli og Tarzan har en lykkelig jungleopvækst, men begge ender de med at leve som mand og menneske. I helteform for Tarzans vedkommende, i en tærskeleksistens udspændt mellem afstamning og opvækst for Mowglis1. Jeg er to Mowglier Ved synet af ”et lille, brunt og nøgent barn, som knapt kunde gå ene” spørger Moder Ulv i Junglebogen sin mage, ”om der nogensinde har levet en ulv, som kunde prale af at have en menneskeunge blandt sine egne børn?” – ”Jeg har nu og da hørt om lignende tilfælde, men aldrig i vort kobbel eller i min levetid,” svarer Fader Ulv. Men det, der ikke har været tilfældet i ulvs minde, sker nu, for Fader og Moder Ulv tager Mowgli, menneskeungen uden frygt, til sig og opfostrer ham som deres egen. Ligesom sine brødre bliver Mowgli vist frem på rådsklippen og optaget i ulvekoblets, det frie folks 1

Afsnittet om Mowgli bygger på et essay, ”Hittebarnet”, jeg i 2007 skrev til tidsskriftet Standart.)

samfund. Han uddannes i junglens eliteskole af bjørnen Baloo, panteren Bagheera og pytonslangen Kaa. Hans dobbelte identitet som ulv og menneske udskiller ham fra andre elever i junglens skole. I modsætning til dem, der kun modtager undervisning i de udsnit af loven, de ”kan bruge i deres egen flok og deres egen familie”, oplæres han i alle junglens sprog og i hele jungleloven. Mowglis menneskelighed gør ham ligeledes til den udvalgte unge i Fader og Moder Ulvs kærlige kernefamilie og til en selvbevidst og uafhængig magtfaktor blandt junglens indbyggere. Og dog er identitetsspørgsmålet det konfliktskabende omdrejningspunkt i Junglebogen. To gange diskuteres på ulvesamfundets rådsklippe, hvad der gør en ulv til ulv, menneske til menneske, og ikke mindst, hvilke kriterier, der skal opfyldes for, at en menneskeunge kan blive ulv. Det er ikke et spørgsmål om afstamning, om blodets bånd eller artsgrænser, ej heller om opfostring, prægning og social adfærd. Dvs. hverken af natur eller socialitet. Beslægtethed eller tilhørsforhold afgøres alene af Loven og magten. Mowglis integration i familien og i ulvesamfundet er uproblematisk, så længe lov og 19

hævd hersker. Men i det øjeblik ulvesamfundets grundlag og sammenhængskraft er i opløsning, tildeles biologien betydning. Mowgli forstødes som en skifting, en fremmed, og tvinges til at påtage sig sin identitet som det, han også er, menneske, ildens behersker og jungledyrenes betvinger: ”’Godt!’ sagde Mowgli, så sig langsomt om og skød underlæben frem. ’Nu ser jeg, at I er hunde. Jeg forlader jer og går tilbage til mit eget folk, − hvis det er mit eget folk. Junglen er lukket land for mig, og jeg skal glemme jeres sprog og vores venskab.’” Men også menneskesamfundet i dets overtroiske, fordomsfulde og uvidende form – en kærlig fostermoder på nær – forstøder ham, nu som troldmand og ulv. Således udstødt af såvel ulve- som menneskesamfundet, berøvet både sin ulveog sin menneskeidentitet, beslutter Mowgli sig for at leve alene: ”Jeg er to Mowglier […]. Mit hjerte er tungt af de ting, jeg ikke forstår.” Men han reddes af de stærke kærlighedens bånd, opvæksten i ulvefamilien har udviklet. For hans brødre forlader familie, slægt, land

og identitet for sammen med ham at bosætte sig i skovbrynets eksil og asyl. Prisen er høj for dem: Snart tilhører de ikke længere junglens frie folk, snart er de ikke Mowglis brødre, hans lige, men et menneskes lydige og trofaste undersåtter. Børnebøger er ikke kontekstløse. Fortællingskredsene om Mowgli udspiller sig ikke i et mytisk tomrum, men i et historisk rum, der er gennemtrængt af strukturer, som mærker det mål af social identitet, det er muligt at udvikle. Mowgli er ikke europæer, ikke hvid, men inder, om end af en særlig støbning, idet han via sin opfostring hos ulve er uberørt af menneskehånd og -bånd. Umærket af kaste, af religion, sæd og skik og dermed af den servile underdanighed, der i Kiplings fremstilling er den undertvungne og domesticerede indfødtes kendetegn. Hvad det fører til, udvikles i novellen ”I Junglen”. Afgørende er her, at den tilværelse i skovtykningens Arkadien, som Mowgli etablerer, efter at han har forladt junglens samfund, opretholdes på imperiets betingelser. Den hviler på hans indtræden som

lønarbejder i den imperiale økonomi. Sammen med sine fire underordnede ulvebrødre ansættes han af en britisk skovbetjent til at indsamle informationer om ”jungledyrenes privatliv”. Læst som en allegori over forholdet mellem koloni og kolonimagt gør Mowglis dobbelte identitet som menneske og ”bror til hvert eneste dyr i junglen” ham til den ideelle meddeler og leverandør af den viden om lokale forhold, der er betingelsen for imperiets magtudøvelse og kontrol. I allegoriens optik træder Mowgli da frem som en imperiets idealskikkelse, en ædel, værdig og loyal undersåt, der udfører sin dont som skovens kontrollør, som indfødt kollaboratør. Født af blæk Omsat til adoptionsproblematikken rejser udstødelsen af Mowgli fra dyrenes og menneskenes samfund det spørgsmål, om adoption skal forbydes? Hvis den fører til fremmedhed og identitetsforvirring både i forhold til oprindelsens første familie og opvækstens anden familie? Eva Tind foreslår i interviewet i Femina en anden

mulighed, nemlig at adoption erstattes af et juridisk værgemål, hvor ”man får forældremyndigheden og bliver forældrene, men man udsletter ikke det, der var.” Det centrale er børnenes rettigheder, deres ret til at ”forbinde sig til det sted, de kommer fra” og til at kende ”deres egentlige ophav”. Og deres ret til at slippe for, som det gælder for udlandsadopterede, at få ”nye navne” og ”nye fødselsattester”. Med Maja Lee Langvad i Finde Holger Danmark (2006) – at ”blodets bånd” udviskes af ”blækkets bånd”, når barnet ankommer til Kastrup Lufthavn. Hvad Mowgli angår, er det ikke fortællingen om den subalterne, der har overlevet frem til vor tid. Hverken i børnefilm eller i teateradaptationer som den, der oktober og november 2021 opføres på det store Théâtre du Châtelet i Paris i amerikaneren Roberts Wilsons iscenesættelse. Foromtalen på teatrets hjemmeside lover et festfyrværkeri af visuelle og musikalske optrin om Mowglis opvækst, forstødelse og hans ”kamp for at finde frem til at leve sit liv”.

Maskespil Anmeldelse af Pagten, Bille August, 2021, Øst for Paradis, pris: 80 kr. af Anders Underbjerg Sørensen ”Ikke på dit Ansigt men på din Maske, skal jeg kende dig.” Med dette Blixen-citat indleder Bille August sin levendegørelse af Thorkild Bjørnvigs erindringsroman Pagten fra 1974. Og filmen er da også ét langt, underfuldt maskespil. Den følger den unge digter Thorkild Bjørnvig, idet han kontaktes af Karen Blixen med det formål at lade 22

ham skrive en biografi om hendes liv. Dette viser sig dog snart at være et påskud, og baronessen præsenterer sin virkelige plan: Pagten - at lade Bjørnvig blive hendes litterære protegé mod, at han viser hende ubegrænset tillid. Således er banen kridtet op for det nervepirrende følelsesdrama, som filmen formidler så effektivt. Og når maskerne falder, er der lutter nye masker underneden.

Filmens absolutte stjerne er Birthe Neumann, der kropsliggør den martrede og dæmoniske baronesse fremragende. Hendes manipulationer fremstår åbenlyse for seeren, men deres uimodståelighed for den unge Bjørnvig nærmer sig det angstprovokerende, idet man nemt sætter sig ind i Bjørnvigs dilemma. Stillet over for en direkte indgang til alt, hvad man drømmer om, evner man så at sige nej? Simon Bennebjergs skuespil formidler Bjørnvigs villighed til at lade sig føre dybere ind i Blixens spind meget nærværende, og det er for seeren smerteligt at se, hvordan han villigt lader sig føre længere bort fra sin hustru Grethe, der med sit klarsyn og sin store lidelse, fremstår som filmens stærkeste og mest sympatiske karakter. Filmen spejler sig i Blixens forfatterskab, idet dens kernetema netop er en fortælling, som Blixen gentagne gange vender tilbage til. I ’Digteren’ (Syv fantastiske Fortællinger) og i ’Ekko’ (Sidste Fortællinger) træder motivet tydeligt frem: Den ældre mentor, der under påskud af at ville realisere det unge talents sande potentiale, kaster ham ud i smertelige følelsesstorme for selv at kunne føle bare en flig af de rystelser, som mentoren selv er afskåret fra at opleve. Mentoren omdanner således

protegéns liv til en fortælling, et digterværk, som han kan leve igennem. Baronessen optræder netop på denne måde som formidleren af Bjørnvigs dæmoniske dannelse, og hun indrømmer sågar i en nøglescene, at hun i Afrika indgik en pagt med Djævelen, hvor hun ofrede sin sjæl for til gengæld at kunne omdanne alting til fortællinger. Blixen ifører sig bevidst denne digtermaske, men spørgsmålet er, om hun også er i stand til at lade den falde igen. I maskespillet er Thorkild og Grethe oplagte ofre, men indtager hun selv pladsen som det tredje offer? For hvem skal egentlig befri edderkoppens fra dens eget spind? Hvem skal demaskere den maskerede og blotlægge lidelsen, som uundgåeligt gemmer sig under sminken? Pagten er fyldt til bristepunktet af disse spørgsmål, og jeg vil anbefale enhver at se den. Om man har ædt hele forfatterskabet eller bare har set den der med Meryl Streep og Afrika engang i folkeskolen, vil der være meget at komme efter i Pagten. Det er stor dansk filmkunst i sig selv, men jeg håber, at den for mange også vil tjene som en port dybere ind i det blixenske univers, et af dansk litteraturs rigeste og mest mystiske. 23

Vandfanget på tur: En reportage om identiteter og fordomme i fredagsbarerne. Redaktionen har været på tur og undersøgt forskellige fordomme som andre studier har om os og omvendt. Vi har besøgt lige fra hyggelige barer med specielle øl til barer med kaotisk feststemning. Vores rute inkluderede følgende barer; Panta Rei, Arabar, Esperanto, Kalkulerbar, Fysisk fredagsbar, Umbilicus og Kasernebaren. Vi har i følgende reportage udvalgt nogle af dem som gav et mere markant indtryk - på godt og ondt. Turen startede i Panta Rei, der på græsk betyder ‘alting flyder’ og er et filosofisk koncept udviklet af Heraklit. Det er et meget passende navn til fredagsbaren for filosofi og idéhistorie. Da vi træder ind, er der ikke mange piger, hvilket er en stor kontrast til Kommabar. Vi finder plads ved et bord og falder i snak med to studerende fra 1. semester, Marcus og Oskar, som begge er fra filosofi. Filosofferne 24

er på mange måder i samme båd som os. Vi uddanner os til et liv på dagpenge. Heldigvis er der trøst at hente. Markus forklarer at hans far meget støttende har erklæret: “Du skal nok blive til noget på trods af at du læser filosofi”, og som de også selv er meget bevidste om, kan man altid gå underviservejen. På den måde forstår vi Nordiskstuderende de filosofistuderende; det er kærlighed for faget, der tæller og ikke pengene. De to filo-studerende forestiller sig om Nordisk, at der indgår en masse Helle Helle og er en del knuste forfatterdrømme. Vi griner lidt og tager en slurk øl. De filosofistuderende er kritiske overfor deres eget studie og efterspørger flere “ikke-hvide” mænd i deres pensum og generelt savner de flere kvinder på pensumlisten. De har endda foreslået kvoter. Da vi har drukket resten af vores øl siger vi tak for snakken og går videre.

Næste stop er Arabar, dvs. arabiskog islamstudiers fredagsbar. Da vi kommer ind er der proppet og god stemning. Det viser sig dog, at der er en ret stor gruppe, der er på fredagsbar-crawl, så da de forlader baren, er vi stort set de eneste, der er tilbage. Vi falder i snak med Julie fra Islamstudier. Vores forestillinger om studerende på dette studie (typer der gerne vil konvertere til islam eller blive imam) stemmer ikke overens med Julies oplevelse af studerende her. Hun siger, at folk generelt er optagede af hvad der sker i Mellemøsten, og et hot topic er konflikten i Palæstina. Derudover er en del af de studerende involverede i en form for aktivisme. Forestillingerne om Nordisk handler igen om, at vi alle går med forfatterdrømme. Vi overhører nogle filosoffer som siger, at der altid er godt floor i Arabar. Det tager vi til os og har in mente til senere på aftenen. Vi bliver enige

om, at vi i princippet godt kunne blive i Arabar i noget tid, men vi må videre. Vores maver rumler især pga. duften fra samosaerne som dem i baren står og spiser. Derfor tager vi i Løvbjerg og snupper en rulle (hvilket vi virkelig kan anbefale - god service, god mad, god stemning). Efter pitstop i Løvbjerg bevæger vi os over mod Uniparken. Den første bar vi besøger her er Kalkulerbar. Vi har først nogle problemer med at komme ind i fredagsbaren, men en fyr indefra åbner for os. Hurtigt falder en bemærkning fra en anden bag os ”han er single!”. Her er flest drenge, hvilket var en af vores forventninger - men her er også en del piger. Vi snakker med nogle, som forestiller sig en masse spændende om Nordisk; blandt andet at vi er hippier og nogle originaler, at vi ikke kan finde ud af matematik, og at vi uddanner os til arbejdsløshed. 25

Vi får også afkræftet nogle af vores egne fordomme, f.eks. at de ikke alle er hardcore matematikere eller dataloger, og at her faktisk er ret mange piger. Vi observerer, at der står mange tomme ølflasker rundt omkring, påfaldende mange har gymnasiestudieturshættetrøje på, og generelt er rummet meget lyst, og her er intet dansegulv. Næste bar vi besøger er fysisk fredagsbar. Efter vi har fået deres fordomme om Nordisk som bl.a. værende et “niche” studie, får vi en snak om, hvordan det er at være studerende på fysik. Generelt er studiet meget mandsdomineret, og der er kun én kvindelig lektor. En pige, vi snakker med, fortæller, at hun tænker over hvad for noget tøj, hun skal tage på for at blive taget seriøst. Hun fortæller også, at nogle af drengene ikke ved, hvordan

de skal snakke med piger. Efter vi har været der i 5 minutter går det op for os, at der lige er blevet spillet 3 K-pop-sange i træk. Det bliver efterfulgt af You Belong With Me af Taylor Swift. Noget, som hurtigt kommer på tale, er fysikernes fordomme om kemistudiet - bl.a. at det er mindre svært end fysik, og det der er langt værre. I vores observation af rummet ser vi folk der spiller skak, spiser pizza, hygger sig - der er generelt god stemning og rigtig hyggeligt i fysisk fredagsbar. Vi kunne sagtens blive længere! Vi bevæger os videre til medicinsk fredagsbar, Umbilicus. Her er festen allerede i gang, med et proppet dansegulv og trang stemning. Vi formår ikke at falde i snak med nogle fra medicin desværre - stemningen er for høj, til at vi kan få

nogen ned på et samtaleniveau. Folk sidder oven i hinanden, vælter øl, der er klistret over det hele, og her er muligvis Aarhus’ største koncentration af smitsomme sygdomme. Der er ingen tvivl om, at hvis man vil feste-feste, så er Umbilicus stedet! Aftenen fortsætter og vi har nydt at opleve andre barer her på AU. Her er noget for enhver smag; lige fra hyggelige, lounge-agtige barer til fest og dansegulv. Vi har mødt en masse forestillinger om Nordisk - nogle helt ved siden af, andre mere passende - og vi har selv fået udvidet vores horisont ift. de andre studier.

At skrive om de nære og svære relationer En reportage fra et Kakofoniarrangement Af Ida Havgaard Ede Ingen lever sit liv alene. Men betyder det, at når man fortæller sin livshistorie, er det ikke kun ens egne højdepunkter og nedture, man deler ud af? Og er det i så fald okay at fortælle det videre uden at spørge andre om lov? Hvor går grænsen, når man skriver om de mennesker, der står en allernærest? Dette er spørgsmål, der søges besvaret i Nobelauditoriet tirsdag den 26. oktober. Når man træder ind i salen, summer det af snakken, kaffe og en hyggelig stemning, der sjældent findes uden for et Kakofonibesat auditorium ved aftenstid. Jeg har tidligere på dagen fået nys i Nobelstuen om, at mindst en af aftenens to hovednavne, Søren Fauth og Glenn Bech, skulle være en ”gudsbenådet formidler”, hvilket man må sige, får aftenen til at optegne sig ganske okay. Lyset dæmpes, og snakken i salen bliver til summen. Der er sør28

get for en intim opstilling forrest i auditoriet bestående af et bord med tre stole omgivet af planter og hyggelig belysning, og Kakofoni byder velkommen. Den uden tvivl også gudsbenådede og altid skønne Rikke Andersen Kraglund sidder på en af de tre stole, Bech og Fauth på de to andre. Aftenens emne, at skrive om de nære og svære relationer, har særlig relevans for de to gæster, da de begge har lagt navn til nyligt udkomne værker, der kan betegnes som mere eller mindre selvbiografiske – Bechs Farskibet (2021) og Fauths Moloch: En fortælling om mit raseri (2020). Det er to værker, der i deres kerne omhandler voldsomme og ulykkelige hændelser, der har været med til at forme ikke blot de to forfattere, men også de mennesker, de har allermest nære og kære. Hændelser som de hver især er endt med at skrive om, fordi de, som de selv siger, ”ikke har haft et valg” – som Fauth udtrykker det, ”det kunne ikke være på en anden måde.”

For Bechs vedkommende er Farskibet en fortælling om, hvordan det har påvirket hans liv, at hans far begik selvmord. Bogen er skrevet i en skitseform, der viser den voldsomme sorg og den tumult, det har ført med sig. Blandt de nære relationer, man møder, er Bechs mor, lillebror og stedfar – det er også disse personer, man hører om, da han læser et afsnit op fra bogen. Det er en transskribering af en række hjemmevideoer fra en ferie, de fire har været på. I afsnittet vækker hjemmevideoerne forskellige følelser og reaktioner hos de forskellige personer og at høre Bech læse det op, føles som at få et unikt og ret nøgent indblik i de forskellige familierelationer, der er på spil. For Fauth er Moloch: En fortælling om mit raseri en fortælling om hans kones utroskab. Det er et langdigt, der skifter mellem at skildre smukke, forelskede øjeblikke fra en tabt fortid og den store fortvivlelse og de mørke tanker, der fylder i nutiden. Idet han skal læse op, er det dog ikke Moloch, han tager fat i, for som han selv siger – langsomt, som om han bruger lidt tid på at føle og forme hvert et ord – kan han mærke, at han ”ikke er i humør til at læse op af den lige nu”. I stedet læser han op fra en fortsæt-

telse, han er i gang med at skrive – et nyt værk fra samme støbeform, der i samme selvbiografiske stil som Moloch blotlægger relationerne til hans nærmeste på en meget usminket måde. Ordene fra både Farskibet og Moloch går lige i hjertet, selv hvis man som undertegnede ikke på et personligt plan kan relatere til de emner, der tages op. Mens begge forfattere læser højt og efterfølgende fortæller om deres skriveproces, skabes der et meget nøgent rum omkring dem. Det slår mig, at jeg som lytter får en følelse af, at jeg sidder og ser nogen blotte sig mentalt, og at jeg, selvom jeg gerne som publikum vil være empatisk og åben, har lidt svært ved helt præcist at finde ud af, hvordan man bedst bør reagere. Men min Nobelstuekilde havde ret – jeg sidder uden tvivl og lytter til folk, der kan noget med ord. Gudsbenådede formidlere, som man kan vælge at sige. Men når man netop kan noget med ord og så ender med at skrive om så personlige og voldsomme emner, der ikke kun berører en selv, men også mennesker omkring en, har det så konsekvenser? Og er det noget, man kan føle sig nødsaget til at tage hensyn til? 29

Ifølge Bech, ja. Han fortæller, at han i forbindelse med Farskibet har snakket om bogen med sin mor og lillebror og dermed også involveret dem og deres grænser en smule i processen. Men ifølge Fauth, nej. Han ”giver ikke en skid for moralsk kalkulering”, som han selv formulerer det. Han mener, at han ikke har andre måder at få det ud, der trykker om hjertet. At skrive er for ham ”en måde at forme det kaos indeni”, og derved bliver det også en måde, hvorpå man kan ”ramme noget almengyldigt interessant” – ved at lade sin indre tumult tage form på skrift, kan han, udover selv at få sine følelser og tanker krænget ud i skriveprocessen, skabe noget, der også er relevant for andre end ham selv. Og det er da bestemt også lidt rørende at høre, hvordan han begyndte at græde, da en fremmed kvinde på et tidspunkt kom hen til ham og sagde, at hans bog havde ændret hendes liv. Men han nævner også, at han har en datter med interesse inden for litteratur, og selvom hun, ligesom resten af den portrætterede familie, ikke har læst hans bog, har han da godt overvejet, at hun måske en dag kunne finde på at læse den. Og at det måske ville føre til nogle ikke nødvendigvis behagelige samtaler. Men betyder skabelsen af det 30

almengyldigt interessante så, at det (til en vis grad) er dét værd at udstille sin familie og de interne splittelser og spændinger, der følger med? Det er ikke noget, hverken Glenn Bech eller Søren Fauth – eller Rikke Andersen Kraglund for den sags skyld – kommer med et svar på denne tirsdag aften i Nobelauditoriet. For hvor grænsen lige går på det punkt, er nok et emne, hvortil der ikke kan findes et klart svar. Så sådan et må jeg undvære, men jeg kan til gengæld kalde mig en smule klogere på to forfattere, der har evnet at blotte deres sorger fuldstændigt på skrift. Så det er med en berigelse af en tirsdag aften, at jeg forlader auditoriet.

Forgabt

Anmeldelse af Forgabt af Bjørn Rasmussen Udgivet på Gyldendal i 2021. Vejledende pris 180 kr. Af Silas Stochholm

Jeg går ned i midtbyen. Mit SU-budget kan ikke holde til det, men jeg bruger 250 kroner på en notesbog i turkismønster. Der skal ikke stå to-do-lister i en smuk notesbog, der skal stå tanker. Tanker som males frem på siderne, i illustrationer, i lyriske passager, i en kreativ udfoldelse. Det skrevne sprog er en gave. Ved jeg ikke hvordan, jeg har det, kan jeg finde svar på notesbogens linjerede sider. Min tumultariske abehjerne, min rablende kæft, mit indre kaos kan finde plads, få lov til at folde sig ud i forvandlingen fra tom side til digt. Mennesker går rundt i indre kaos og sus, men uden på er de en blank facade. Man har ikke adgang til deres tankespor, man ved ikke hvordan fuck andre har det. Det tætteste, vi kan komme på et andet menneskes velvære, er deres private skriverier, deres dagbog, deres digte, deres ægte levering af sindets buldren. Det er den ægte buldren, som jeg føler, jeg fik lov til at være vidne til i Forgabt af Bjørn Rasmussen. Bogen er et sindbillede af en mand, der går rundt om Brabrandsøen. En mand som man nemt ville have forbigået, hvis man gik en tur der selv. Denne mand er Bjørn Rasmussen, en helt vidunderlig dansk forfatter. Bjørns forfatterskab er absurd, kreativt og genialt. Jeg har tidligere læst flere af hans bøger, og han har altid haft evnen til at få mig til at grine, græde og græde af grin. Så jeg var meget spændt på hans nye digtsamling. 31

Jeg har aldrig mødt Bjørn så nøgen før, som jeg gjorde i Forgabt. Forgabt er en bog om ensomhed. Ikke en bog om hvordan man løser ensomhed, men en bog om hvordan mennesket håndterer isolation. Hvor er den smuk, den ensomhed han maler. Smuk fordi den er ægte. Smuk fordi den er Bjørns ensomhed. Dét som Bjørn formår at vise i Forgabt er, at hans tilværelse er mørk, men også lys. Digterjeget er ikke tomt for håb. Han har social angst, men elsker at få besøg af nabopigen. Han har svært ved at elske og tage sig af sig selv, men ser det som det nemmeste i verden at pleje og elske sin hund. Forgabt er på mange måder hjertevarm. Det er en sørgmodig, men også en håbefuld fortælling. For hver en monoton dag med angst og problemer er der en indre fantasi af drømme og visioner, som gør, at man aldrig rigtig mister håbet for, at digterjeget kan finde lykke. For digtsamlingen viser, at ensomhed ikke blot er en depressiv tone i mol, ensomheden er multifacetteret. I Forgabt står Bjørn nøgen foran dig midt i sin egen kunstneriske bearbejdelse af ensomhedens kamre og beskriver sin psyke på en måde, alle kunne lære af. Hvis du har noget, du slås med, så er mit råd: Læs Forgabt, lad bearbejdelsen og åbenheden inspirere dig og skriv så nogle digte selv. Det gjorde jeg i den turkise notesbog:

Pepperoni Jeg forsøgte at brænde lejligheden ned i går. Med et fuldemandshjerte og en kulsort frysepizza. Jeg kan sove igennem katastrofer. Vågnede op i en røgsky og sagde ”godmorgen” om eftermiddagen. I dag sagde jeg ”godaften” om formiddagen, og ekspedienten sagde ”I lige måde”. Det lykkedes mig at vende hele verden på hovedet. 32

Højbjerg Du får mit hjerte til at smelte. Det flyder i tykke væsker ned ad rendestenen, falder ned i afløbet. Der bosætter det sig i en kloaklejlighed. Med eget toilet og køkken.

Russisk Sigøjner Det hjemlige, findes ikke mere. Verden er nomader, der savler i lånte senge. Mit hjemlige, har jeg samlet i sorte affaldssække. Og jeg skraber Morfars malerier langs våde slidte stier, for at dumpe dem i åen. Så jeg endelig kan blive fri for affektion.

34 42 Årstider i blade af Maria Louise Holst

38 *** af Camilla Hougaard

37 Efterårsidentitet af Emma Luna Hallgaard Christensen

36 Storebælt af Anders Underbjerg Sørensen

35 Uklart af Mathilde Schjelde

Skønlitterære bidrag

af Mathilde Schjelde

Storebælt Betonpillerne rejser sig af havet de muliggør at jeg kan kigge ud over det tænke at det er en norrøn suppe omrørt af kæmper at bølgerne er ekkoer af en urkaft Midt i dette er broen en perversion en tæmning af et bælt, der ellers kun burde krydses i sejlbåd i stormvejr i vintermørke En mastodontisk praktikalitet på den ene side: ingeniørens banale liderlighed på den anden side: menneskets evne til bedrifter af Anders Underbjerg Sørensen

Efterårsidentitet Dette er begyndelsen på slutningen. Bøgens krone er iklædt brændt okker, og skoven holder afskedsfest for solen. Bladenes raslen giver bøgens hundrede øjne et flakkende blik. Den lille sorte kerne indeni putter jeg i et tæppe, vævet af edderkoppespind og tanker, en blommeviolet tråd spundet af bevidsthed. Alt imens hylsteret forfalder, rynkes og rilles til mennesket ligner træets krop. Hjernebarken knager, jeg svajer det meste af tiden, men oktober giver mig form, som morgenfrosten giver åndedraget. jeg er en årelang overgangsperiode, den femte sæson. Brudstykker af udåndede dage fanges af brisen, tæmmer de gyldne bøgeblade og rider. Min essens fortættes som morgendug og glider ned ad et græsstrå. En dråbe for meget? En dråbe for lidt? Måske om et år har mine nerver slået rødder. Måske er mine handlinger nu gødning for de næste. Eller måske er jeg på træk med svanerne. af Emma Luna Hallgaard Christensen

*** Går blændet hjem Gennem Nørre Allé Solen Duft af fedt af fastfood af Kebabsteder med dørene slået helt til side Ti to piger i Peugeot 107 kører lidt friskt Ad ensrettet gade Paradisgade Så: et par fyre vinker til dem Hallo i har fået bæltet i hakken i klemme i døren Gruppe af fyre nej nogen venner nu Med hver deres mærke af seks dåseøl på underarmene Det er i dag seksten sytten grader Lidt sved i skægget på overkæben på (den første sved de første møder) Sytten grader og årtusindets vinter Møder flere møder et par på Vesterbro Torv De har købt Schulstad Sødmæljsbrød Og en ramme Pepsi Max En grim mand går forbi Med en kasse jordbær Holdt helt i vater De står alle op Pegende med spidsen mod himlen

*** dejlig fredag sofa fra biva x factor og kims en lyst til at implodere til at sive ned mellem læderet først: han spiser mine eddikechips så: han siger puha (han havde da fået: dobbelte standarder hvilket gav mig: dobbelt så lange sure patter) blachmann solbriller heteroseksualiteten og issen tv-reklamerne er heller ikke hvad de har været til sidst: gik i seng med ellevetaller lige lidt før midnat mellem 00 og 04 regnende jeg på hvor langt ned til knoglerne det er nødvendigt at slibe disse hæle før også de skinner nej glinser i spotlight i studie fem mor fylder 55 år søndagen efter men far kommer ikke med ind vil ikke ha brusebadsboller ikke ha gamle ole far sidder stadig på sin kiste af sandheder nede under pæretræerne 39

*** Ring ring Ja goddag Jeg tror desværre jeg er gået hen og blevet asekseul Ja? Du mener aseksuel? Ja nu er det sket Okay Det er fordi i påsken Onkel sagde: du må have taget fem kilo på Åh det det har vi vel alle sammen Nej det var ikke det det var det vi spiste fiskefileter og det fik jeg mig til til at huske jeg kom til at huske den aften i majmåned hvor hvor far pludseligt kiggede op fra tallerkenen vi spiste aftensmad vi havde ikke snakket om min ekskæreste min ekskæreste jeg slog op med ham og så blev jeg væk i et par måneder så̊ han ikke skulle ikke ville lægge mærke til det jeg havde ellers gjort mig umage havde eller været hele Randers midtby rundt rundt for at finde nogen fileter der var bare der bare havde nogenlunde semiklare øjne jeg havde paneret dem paneret dem i pankorasp det havde jeg også

da jeg kom hjem men så pludseligt så kan jeg huske at vi spiste aftensmaden at far sagde: nu finder du aldrig nogen igen nogen igen du synes er god nok til dig Siden da? Ja *** Et barn lighedstegn terrortrussel hvis siddende hvis FANGET i lejr i Al Hol En mand lighedstegn voldtægtsforbryder hvis på vej hvis MAND efter kl 20 En politiker lighedstegn krænker fra 00’erne hvis socialdemokrat hvis smal SMAL stålbrille En hockeystav lighedstegn ”supergodløsning” hvis klimaundergang hvis PANIK lige før lukketid *** af Camilla Hougaard

Årstider i blade Hvis jeg betragter dem rigtigt kan jeg læse lige så meget i bladene fra træerne som på siderne i en bog måske mere, i hvert fald om årstiderne det virker til at være det foretrukne emne: De små, fortættede knopper i det tidlige forår som knuder eller gåder der skal bindes op eller løses og senere, sidst på foråret er de brudt ud og hænger lysegrønne og bløde og bøgens med små, hvide hår som dem der findes på min underarm før bladene hen over sommeren tager til giver verden fylde bliver mørkere ligesom menneskenes hud i lyset fra solen og nogle spist af biller eller larver så de står hullede tilbage måske kun med skelettet som et nyt mønster

og når efteråret engang lister ind kan det ses i de resterendes mætning af øjet i det spektrum som vildvinen fremviser haget fast i gule mursten og hornhinderne føles pludselig som prismer der vrider farverne ud af det hvide i øjet eller i verden og til sidst slipper bladene deres grene og falder er tørre og krøllede og brune som den muld de er ved at blive i temperaturfaldet der både kan spores hos bladene der driver spøgelsesagtigt om i gaderne og andres isolering af skovbunden og hvordan de alle rundt i kanten får broderet blondeborter af nattefrosten selvom vinteren står tydeligst frem i tomrummet som bladene har efterladt. af Maria Louise Holst

Gæt en klassiker konkurrence

Kan du gætte, hvilken klassiker scenerne på de næste sider stammer fra? Send dit svar til os på vores mail: vandfanget@gmail.com og deltag i konkurrencen om et gavekort til Stakbogladen på 400 kr. Vinderen trækkes blandt de rigtige svar og annonceres til oplæsningsaftenen den 3. december. Illustrationerne er lavet af Emma Luna Hallgaard Christensen.

Horoskoper af Astrid Ellen Kruse og Astrid Bølling-Ladegaard

Skytten (22. november til 21. december)

Et særligt kendetegn ved din personlighed er, at du er ærlig overfor de mennesker, du møder. Dine venner elsker dig for det – de ved, at de altid kan stole på dig, når du fortæller din mening. Med din charmerende personlighed, kan du komme afsted med mange ting. Det er en gave, og det kan du komme langt med. Du er en sand entertainer og underholder – og hvis stemningen er lidt presset i et rum ånder folk lettet op, når du træder ind i det. Bogforslag: Theis Ørntoft - Digte 2014

Stenbukken (22. december til 19. januar)

Du elsker at være på skolebænken og blive oplyst - sikke privilegerede vi er! Det kribler i fingrene for at få lov til at sætte neongule overstregninger i de tunge teoritekster. Du bliver dog jævnligt forstyrret - det kan være, at din overbo larmer, eller at der lægges nye rør i jorden ude foran dit hjem. Der er et element i din hverdag som, forstyrrer din læsning – måske kan du ikke slippe Kastanjemanden, som du har set på Netflix. Bogforslag: Kerstin Ekman - Hændelser ved vand

Vandmanden (20. januar til 18. februar)

Du har valgt eller har planer om at vælge filosofi på tilvalg. Hvad er meningen med det hele egentlig? Du føler dig meget idealistisk – måske revolutionær - for tiden. Du synes for eksempel, at kommunisme lyder nice, og du deler din fascination af det klasseløse samfund med familie og venner. Dine venner siger, at det aldrig har fungeret i praksis. Du ved, at det ikke er så enkelt. Bogforslag: Asta Olivia Nordenhof - Det nemme og det ensomme

Fisken (19. februar til 20. marts)

Du har lige været i gang med et kreativt projekt - måske har du malet dit værelse i en ny farve eller skrevet et digt. Du synes, det er fedt at lave noget, skabe noget konkret! Derudover bruger du mange penge på materielle genstande. Du synes, der er alt for mange flotte ting og sager derude, og dit æstetiske begærsbæger er ved at flyde over. En del af dine penge går også til kulturelle arrangementer, som du i hvert fald har mindst ét af om ugen. Måske du skulle undersøge nogle gratis arrangementer. Bogforslag: Inger Christensen - Sommerfugledalen

Vædderen (21. marts til 19. april)

Åh, hvor har det været et godt semester! Det har været fantastisk at kunne møde fysisk op igen. Du har især fået brugt dine gode boss-skills i gruppearbejde på dit hold – du nyder at organisere og have overblikket og du er god til det. I øvrigt glæder du dig til den daglige tur til kantinen, ikke mindst på grund af den gode kaffe, men også så du kan vise dit nye tøj eller dine nye sko frem. Bogforslag; Sally Rooney- Skønne verden, hvor er du?

Tyren (20. april til 20. maj)

Du er glad for, at hverdagen er tilbage på uni, men du synes også, det er hårdt at komme ud af sengen de dage, hvor du skal op på Nobel. Du bruger al din energi, mens du er til undervisning, og når du kommer hjem, er du helt bombet. Dine venner opsøger dig meget for tiden og har brug for at snakke om deres problemer. Du nyder at hjælpe! Derudover vil dine venner hive dig med i byen, men du vil i virkeligheden hellere være hjemme. Husk at sætte de grænser, der er bedst for dig. Bogforslag; Anders Matthesen - Livsstil er en livsstil

Tvillingerne (21. maj til 20 juni)

Dit humør har i lang tid kunnet karakteriseres som en opadstigende kurve – især efter de sidste restriktioner forsvandt i starten af semesteret. Du møder op på uni, og dit milde og glade humør smitter af på dine medstuderende. I forhold til dit kærlighedsliv møder du måske snart en helt særlig person – til en fredagsbar eller i et fedt gruppearbejde – eller måske er du så heldig at vedkommende allerede er hjemme i sofaen. Bogforslag: Tove Ditlevsens digte

Krebsen (21. juni til 22. juli)

Du savner Zoom-forelæsningerne og synes, det er svært at komme op på uni for tiden. Livet var så simpelt engang. Du synes, alting går lidt for hurtigt, snart er du på 3., 4., 5., 6. semester (hjælp!). Du synes, at din omgangskreds har fået lidt for travlt, og du savner dem. Du kunne måske opsøge dine tætte relationer - måske har du en kæreste eller nogle gode venner, som du kunne sænke hverdagens tempo sammen med. Bogforslag: Stine Pilgaard - Meter i sekundet

Løven (23. juli til 22. august)

Du giver altid i byen: kander, øl, shots. Det koster, og du kan se det på din konto. Prøv at holde lidt igen. Du er til fest hver uge, torsdag, fredag, lørdag - og gerne onsdag, hvis det kan lade sig gøre. Udlev dit party animal, gå amok - men husk at hverdagen også kan være ganske festlig. Derudover er du for tiden rigtig god til at sammensætte dates mellem dine venner – mon ikke der skal komme noget godt ud af det! Bogforslag; Tom Kristensen - Hærværk

Jomfruen (23. august til 22. september)

Du er lidt for god til at presse dig selv. ”Et 10-tal er ikke et 12-tal”, tænker du nogle gange. Men pas på dig selv, det er helt okay at glippe noget af læsningen af og til. Tag nogle hjemmedage eller drop læsningen, hvis du mangler overskud. Det kan være fint at lave noget andet engang imellem; svømme en tur, bage nogle boller eller noget tredje. Bogforslag: Martha Flyvholm Tode - Man kan også være søstjerne

Vægt (23. september til 22. oktober)

Lige nu er du meget involveret i sygeplejerskernes sag. Hvad sker der? De bærer jo hele samfundet, vi kunne ikke klare coronakrisen uden dem. Du er et godt menneske og har gode intentioner, og det elsker dine venner, din kæreste og din familie dig for. Du er for tiden politisk optaget og snakker gerne højt og længe om dine politiske tanker og er overbevist om, hvad der er det eneste rigtige. Et holdningsbestemt væsen kan nogle gange være en mundfuld. Det er en styrke at være bevidst om sine meninger, men rigiditet er en ærgerlig grøft at falde i. Bogforslag: Henrik Pontoppidan - Lykke-Per

Skorpion (23. oktober til 21. november)

Du synes, verden trækker i dig, men du kan og skal ikke være alle vegne. Du er vred over, at dagligvarepriserne skal stige, og at dyrevelfærden ikke bliver taget mere alvorligt. Generelt er du vred for tiden - det er en god energi! Du kan bruge den på at arrangere en klimademonstration eller lave et loppemarked med dine venner. Derudover nyder du at gå i genbrugsbutikker og udvide din garderobe med gode fund. Du gør generelt en dyd ud af at finde ting brugt. Sådan! Bogforslag: Peter Adolphsen - Rynkekneppesygen

Kære læser Det var alt for denne gang. Hvis du nød denne udgivelse og gerne vil prøve kræfter med redaktions- og skribentarbejde, så duk endelig op til vores første åbne redaktionsmøde til foråret. Redaktionen er helt åben, og vi vil meget gerne have nye hoveder, der vil være med til at forme Vandfanget fremover. Hold øje med vores Facebook-side for en præcis dato for møde. På gensyn.