3 minute read

Sådan SUP'er du sikkert

SUNE ABELGREN NIELSEN, CHEFKONSULENT I SØFARTSSTYRELSEN, GIVER HER NOGLE GODE RÅD OM SIKKERHED FOR SUP'ERE.

TEKST: Frank Flemming Pedersen FOTO: Havkajakliv 1. PLANLÆG DIN TUR

Advertisement

Inden du sætter dit SUP-bræt i vandet, bør du tjekke vejrudsigten og vær særligt opmærksom på vinden. Fralandsvind og modvind er elementer, der tærer på kræfterne. Vi har set situationer, hvor vinden er frisket op og har ført SUP´ere længere ud på vandet, end de havde forventet. Det kan nemlig være svært at kæmpe sig tilbage igen. Ved at planlægge turen, så vejr og vind er gunstig, undgås mange potentielt farlige episoder. Læg derfor ruten efter vinden. Vejrudsigten bør tjekkes hver gang, du skal ud.

2. BEKLÆDNING

Når vejrudsigten siger 20 grader i luften, er det ikke sikkert at vandtemperaturen er fulgt med op. I april og maj kan vandtemperaturen være et godt stykke under lufttemperaturen, hvorfor SUP´eren skal klæde sig på efter forholdene. Stand Up Padling er en aktivitet, hvor man må kalkulere med at falde i vandet, hvorfor en våddragt er en god påklædning. Det gælder også for en hue. Du afgiver meget varme fra hovedet, og en hue holder noget på varmen, også selv om den er blevet våd. Og når det er højsommer, og solen stråler ubønhørligt ned over os, så beskytter huen både mod forbrænding og solstik. Og så skal du have en svømmevest med. Det er lovpligtigt, for padleboardet betragtes som et fartøj. Brug en godkendt svømmevest i rette størrelse. Husk at tage den på, når du alligevel har den med. Husk også at bruge en ”leash” på dit board. En leash er en snor, som er gjort

fast til boardet og din ankel. På den måde undgår du, at boardet driver væk med vinden eller strømmen, hvis du skulle falde i vandet. Det går hurtigere, end du tror.

3. HAV EN LIVLINE TIL LAND

Tag mobiltelefonen med i et vandtæt cover eller lomme og tjek, at batteriet er fuldt opladt. Det er vigtigt, at du kan komme i kontakt med land, hvis uheldet er ude. I den forbindelse kan du installere SejlSikkert-alarm App´en, hvor du kan dele din tur med din kontakt på land og foretage nødkommunikation, hvis du får brug for det.

4. TAG FLERE UD

Det er rigtig fornuftigt at være flere med på turen, for der kan opstå nødsituationer, man ikke kan håndtere selv. Får du et ildebefindende og falder bevidstløs i vandet, så vil en svømmevest ikke automatisk vende dig om på ryggen. Her har du brug for en medhjælper.

5. TRÆN DINE FÆRDIGHEDER

Det er dejligt nemt at blive SUP´er. Det er nemt at købe et bræt og sætte det i vandet, og så er man i gang. Vi anbefaler dog, at du tager et intro-kursus i Stand Up Padling, så du lærer de basale manøvrer og færdigheder korrekt fra starten. Træn også dine færdigheder med at komme op på brættet igen efter en vandgang. At mestre teknikken gør det både sjovere og mere sikkert at stå ud på brættet.

6. TJEK REGLERNE

Når du skal i vandet, så hav på forhånd tjekket de lokale regler for, hvor du må sejle. Start f.eks. ikke din tur i havnebassinet, hvor der i forvejen er trængsel og tæt trafik. I havnebassinet er der i forvejen meget, der tager din og andre sejleres opmærksomhed, hvorfor du er udsat her. Det samme gælder for så vidt også lige uden for havnen, hvor en hækbølge fra en båd, kan kuldkaste dig. Så tjek reglerne og brug den sunde fornuft. God tur. ■

This article is from: