/INDHOLD
peter h olesen THE FRONT 002 indhold 004 leder 006 kolofon 008 bidrag
010 FEATURE 010 tĂŚsk 038 den skizofrene kode
KAPOW!
Feature: Beautiful Loser
2
TUMULT 1 / 2011
044 FEATURE 044 manden der gik nedenom og hjem 056 CARRY ME OHIO
110001 100011 100
190 FEATURE 090 hønsehunde 102 blackpool
TUMULT 1 / 2011
3
/LEDER vi savner tumult! Jeg har spist og jeg har drukket men jeg føler stadig sult Jeg står i stilhed og savner tumult Sådan lyder det i en af teksterne på det nye album fra Peter H. Olesen, der portrætteres i dette første nummer af TUMULT. Du sidder lige nu med et nyt magsin, der er blevet til på passion. Det første nummer af TUMULT rummer udelukkende historier, der bliver fortalt, fordi vi synes, de skal fortælles. Din første reaktion er måske, at der er magasiner nok i Danmark. Kioskhylderne bugner jo af blade, og de store mediehuse starter med jævnlige mellemrum nye op. Men fælles for alle de magasiner er, at de tager afsæt i et annoncepotentiale, der afgør de overordnede rammer for den redaktionelle profil. Og allerede der mener vi, at den gode historie har tabt. Historierne i TUMULT er ikke blevet til, fordi vi mener, de appellerer til folk med et bestemt køn eller en bestemt alder, indtægt eller uddannelse. De er blevet til, fordi de er gode historier, der nærmest insisterer på at blive fortalt. Vi er en gruppe fotografer, journalister og grafikere, der brænder, for det vi laver, men som til dagligt laver det, andre gerne vil have, hvilket 4
TUMULT 1 / 2011
til tider kan være frustrerende. Frustrationen har fået os til at starte vores eget magasin. Vi skriver, fotograferer, tegner og layouter ikke til kvinder eller mænd, rige eller fattige, veluddannede eller ufaglærte, unge eller gamle, undergrund eller mainstream. Vi forsøger at tage pennen og kameraet i den anden hånd og lave det, vi brænder for, fordi vi har en tro på, at det kommer der det mest interessante indhold ud af. I TUMULT fortælles de gode historier på den gode histories præmisser. Her får fotografen lige nøjagtig så mange billeder med, som han mener skal med. Og skribenten får ikke at vide, at han skal begrænse sig til et bestemt antal tegn. At der bliver sat en lille ny båd i vandet skaber nok ikke de store bølger i medieverden, for vi kommer ikke med en stor pose penge til at støtte op om projektet. Rent faktisk har vi slet ikke nogen pengepose, og derfor er bladet, du har foran dig, lavet frivilligt af dygtige folk, der ikke har fået andet end god karma og opmærksomhed omkring det, de kan. I litteraturen og kunsten taler man om, at de vigtigste værker bliver til på sult og savn. Magasinet, du sidder med, er blevet til i en blanding af de to brændstoffer, og derfor tror vi på, at det er et værk, der bliver stående. Vi er sultne efter at gøre tingene på en anderledes måde, og vi er enige om, at der noget, vi savner. Vi savner tumult. TUMULT 1 / 2011
5
/KOLOFON Redaktion Tommy Heisz Jakob Carlsen Jacob Nielsen Ord Tommy Heisz Rene Fredensborg Rasmus Karkow Foto Matt Eich Kristian SĂŚderup Jacob Nielsen illustration Jenz koudahl simon vĂŚth Layout Kristina Green Bonne Hjemmeside Johan Eyrich Logo Michael Kornmaaler Forsidefoto Jacob Nielsen Kontakt Tumult Magazine Howitzvej 65, 1. sal 2000 Frederiksberg mail@tumultmag.com Annoncering mail@tumultmag.com www.tumultmag.coM
6
TUMULT 1 / 2011
udgave N# 1 / 2011 www.tumultmag.com
TUMULT 1 / 2011
7
/BIDRAGSYDERE I DENNE UDGAVE AF TUMULT:
Matt Eich / Carry Me Ohio fotograf www.matteichphoto.com
Matt Eich er en ung, fremadstormende amerikansk fotograf, som har bidraget med en serie om det vi i Danmark vil kalde white trash, fra Ohio. Han fotograferer meget i sit nærmiljø, hvilket er medvirkende til hans tætte kontakt med dem han fotograferer og den intime atmosfære i hans billeder. Han har vundet flere internationale priser for sit arbdejde, blandt andet POYi’s Community Awareness Award i 2009 for serien vi bringer i dette nummer af Tumult. Se mere af hans arbejde på hans hjemmeside
René Fredensborg / Hønsehunde Journalist
René Fredensborg er journalist med en fortid som henholdsvis kulturskribent hos Urban og Nyhedsavisen, ligesom han har gjort sig bemærket som vært på en række satireprogrammer på DR2. Nu kan han så skrive forfatter på cv’et. Hans bidrag til TUMULT er et afsnit fra bogen, som er en slags erindringer fra en sommer, hvor forfatteren egenhændigt kørte sex, drugs and rock’n’rollmyten i synshal. Det handler om medier, musikere og mænd i midtlivskrisen, og ligesom Fredensborg skabte debat, da han i magasinet Ekko for nylig udstillede filmbranchens indspisthed og dermed en filmkonsulents cokemisbrug, så er Hønsehunde gjort af samme debatstof. For som han selv
jacob nielsen / TÆSK, manden der gik nedenom og hjem fotograf www.jacobnielsen.com Jacob Nielsen er fotograf med base i København og uddannet fra DJH i 2006. Til dagligt fotograferer han for magasiner og fagblade. Ud over fotoserien om de danske wrestlere har han også taget billeder til portrættet af Peter Olesen skrevet af Tommy Heisz ligesom han har været en af initiativtagerne til TUMULT. Hvis du vil se flere billeder af Jacob Nielsen kan du gå ind på hjemmesiden
skriver: man skulle tro, det var løgn, men det er det ikke nødvendigvis.
kristian sæderup / blackpool fotograf www.kristiansaederup.com Fotograf Kristian Sæderup, har bidraget med serien Blackpool. Kristian er uddannet fra
8
Journalisthøjskolen og arbejder som freelancefotograf i København for diverse danske magasiner og aviser. Fotoserien Blackpool blev udstillet under dette års Copenhagen Photo Festival.
TUMULT 1 / 2011
tommy heisz / manden der gik nedenom og hjem journalist tommyheisz.dk
Tommy Heisz / Manden der gik nedenom og hjem : Tommy Heisz er forfatter og journalist. En travl herre med mange bolde i luften. Ud over at have redigeret artiklerne i TUMULT arbejder han som freelancejournalist, er forfatter til tre bøger, arrangerer lyrikoplæsninger, er medejer af et bogforlag og blogger om musik og litteratur på majortom. dk. Derudover er han lige blevet far til datter nummer tre. Til dette nummer har han interviewet sangskriveren og digteren Peter H. Olesen. For at komme i rette stemning, tog de to på skovtur sammen.
rasmus karkov / Den skizofrene kode, det grafiske mesterværk og bevidstheden om de andre. journalist rasmuskarkov.wordpress. com Rasmus Karkow er freelancejournalist og uddannet fra DJH, Aktuelt og Berlingske Tidende i 2002. Ansættelser på Nyhedsavisen, Egmont, Bonnier, Sjællandske Medier, Mediaprovider og Information. Medforfatter til bogen Alt går efter planen – Sagaen om Nyhedsavisen. Leverer features til blandt
andre Jyllands-Posten, Information, Videnskab.dk og forlaget Datagraf.
kristina green bonne / layout af tumult grafisk designer www.kristinabonne.dk
TUMULT 1 / 2011
9
Simon Væth / Den skizofrene kode, det grafiske mesterværk og bevidstheden om de andre illustrator www.simonvaeth.blogspot. com Simon Væth er uddannet illustrator fra Designskolen Kolding i 2010. Han arbejder med et personligt, analogt og grafisk udtryk, og har de seneste år været meget aktiv i det Københavnske musik og klub miljø ved at bidrage med et væld af flyers og pladecovers samt visuals til diverse bands og arrangementer. derudover har han lavet illustrationer til flere magasiner samt en nylig udkommet bog fra forlaget Rosinante & Co.
kristina green bonne er uddannet fra danmarks designskole i københavn 2010. hun er co-ejer af den århusianske art & coffeeshop ‘TANK’, der repræsenterer nyere kunst og grafisk design + god kaffe, magasiner og bøger. herfra arbejder hun også fra sin tegnestue som freelance grafisk designer, med opgaver inden for magasindesign, layout, illustration etc. senest optræder hun i det anerkenDte engelske magasin computer arts, som upcomming grafisk designer kom forbi ‘tank’ og sig hej. tank - mejlgade 48a - aarhus
Tæsk 10
TUMULT 1 / 2011
Man kan ikke fake tyngdekraften. Derfor er det alvor for de danske wrestlere, som kæmper for at gøre den brutale sport populær herhjemme. Det handler om at turde kaste sig ud i en rollerball slam eller en brainbuster suplex og eventuelt bringe jernrør, klapstole og en gammel guitar ind i kampen. Dansk Pro Wrestling Team kalder det underholdning for hele familien. tekst: René Fredensborg / foto: jacob nielsen
TUMULT 1 / 2011
11
æ
12 Tæsk
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
13
æ
14 Tæsk
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
15
æ
16 Tæsk
TUMULT 1 / 2011
æ
TUMULT 1 / 2011
17
æ 18 Tæsk
TUMULT 1 / 2011
æ TUMULT 1 / 2011
19
æ
20 Tæsk
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
21
æ 22 Tæsk
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
23
24 Tæsk
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
25
26 Tæsk
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
27
28 Tæsk
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
29
æ
På sommerhalvårets mange markedspladser møder Dansk Pro Wrestling Team ofte deres helt uundværlige publikum og kommende fightere. Et par lokale teenagedrenge er allerede mødt op og står uden for det stribede westerntelt iklædt fastelavnslignende ansigtsmasker, en tradition kendt fra
rter rimer på smerter.
mexicanske wrestlere. Indenfor bliver kanvassen fejet ren, så den farverige kombination af sport og underholdningsshow atter engang kan forbløffe
Sådan råber en kræmmer på DøllefjeldeMusse Marked, der ikke alene tilbyder lollandske bælgfrugter, men også gør sig i Ostrich Oil Strudseolie, hældt på små 10 milliliter-flasker til at indgnide lige dér, hvor smerten sidder.
hvad de skal tro, når de møder op til wrestling. Er det ægte eller uægte?
Bambidræberen I det omklædningsrum, de kalder backstage, er der ikke umiddelbart adgang for pressen. I wrestling-
Den forsvarende danske sværvægtsmester ved navn Chaos skal dog hverken udstyres med grønne ærter eller fynsk strudseolie, for som den randru-
miljøet kalder man det for kayfabe, som betyder, at en wrestlers hemmeligheder ikke må slippe ud. At bryde kayfabe kan for eksempel være at afsløre, at
sianske wrestlingdynamo selv siger det, mens han
en kamp er fake.
krydser markedspladsen så målrettet, at hans lille trolley-kuffert med tights og boksestøvler nærmest svæver efter ham hen over græstæppet:
En af dagens arrangører vil derfor ikke lade os komme backstage for at indsnuse stemningen,
”Jeg kan lige så godt lide at tage imod tæv som
men han kan dog oplyse, at den canadiske wrestler,
at give tæv. Giver man en røvfuld, må man også
Joe Legend, er forhindret i at møde op til dagens
kunne tage en røvfuld.”
såkaldte hardcore-kamp med Chaos, da han er kommet til skade i Japan.
Det er den 1. maj. Det er lørdag formiddag. Det er tid til at få skruet wrestlingringen sammen, så
Derfor har man hevet den østrigske mester Chris
Chaos og co. kan indlede dagens charmeoffensiv
The Bambi Killer ind. Han er endnu større og
og få smadret hinanden på den mest troværdige facon i håbet om at gøre den amerikanske sportsgren populær i Danmark.
og begejstre det publikum, som ofte ikke helt ved,
endnu vildere. En kæmpestor mand med skæg og langt hår. Over to meter høj. Ren ondskab, ren
30 Tæsk
TUMULT 1 / 2011
”Folk tror, wrestling handler om noget med store, fede mænd i badebukser, der laver slag i luften, men for mig er det altså ægte hak og blod.” - Kim Tinning, 38-årig wrestler. muskel. Det er rent held i uheld, at Chris The Bambi Mr. Perfect), der siden 2004 har brugt al sin fritid på Killer kan komme på afbud, for der er mange klip
at booste blandingssporten i Danmark.
med ham på Youtube, hvorfor han så også er lidt dyrere. Arrangørens talegaver fejler ikke noget, og
I virkeligheden hedder han Kim Tinning og har
at det med en skade i Japan bare er noget, han frit
kone og tre børn. Konen har efter Kims udsagn
finder på, hører ligesom med til hypen. Det er jo
vænnet sig til weekend-tæskene, men hans 9-årige
bare en leg, en seriøs én af slagsen.
dreng hylede engang, da farmand fik banket en stol så grundigt i hovedet, at det blødte. I dag skal
”Det vil tage magien ud af det, hvis I kommer
Chris The Bambi Killer efter al sandsynlighed også
backstage. De aftaler det hele fem minutter før,”
prygle Chaos med klapstol og jernrør.
forklarer han. ”Jeg erkender at have en høj smertegrænse, for
Ægte hak og blod
ellers ville jeg jo ikke kunne være med. Vi slår jo
Men det generer ikke Chaos, at vi alligevel vælger
hinanden rigtigt,” understreger mesteren.
at snige os ind til dagens deltagere. Heller ikke den østrigske Bambi Killer løfter et øjenbryn. Han ligger
Vil helst improvisere
og kukkelurer på en massagestol, der er stillet ind i
For Chaos skal bataljerne helst ikke være planlagte,
bruserummet. Chaos vil gerne forklare et par uden-
men andre karakterer i faget vil helst gå velfor-
forstående som os, hvad der er op og ned i den
beredt til bidet.
ofte blodige blanding af brydning og boksning. ”Altså, nogle skriver en hel en drejebog på flere ”Folk tror, wrestling handler om noget med store,
A4-sider. Jeg kan bedre lide at improvisere mig
fede mænd i badebukser, der laver slag i luften,
igennem kampene, og så sker det selvfølgelig, at
men for mig er det altså ægte hak og blod,”
man får et slag, man ikke lige var forberedt på. Men
forklarer den 38-årige ejer af rengøringsfirmaet
ellers siger jeg bare hurtigt: ’Gør lige det her ved
Perfect Rengøring (opkaldt efter favoritwrestleren
mig’, og så bliver jeg sendt af sted.”
TUMULT 1 / 2011
31
Er det uden betydning, hvem der vinder?
Chaos forklarer det. Den onde, kaldet en heelwrestler bruger beskidte tricks, mens den gode, kaldet face-wrestleren, holder sig til reglerne.
”Tja, nu lige i dag vinder alle dem, der er populære. Alle dem, der har bælterne, vinder,” forklarer han og hentyder til de forsvarende mestre og
I hjørnet står den blot 18-årig tysker Axel Dieter Jr.,
deres trofæbælter. Bambidræberen er også en
som er søn af Axel Dieter, en af Europas bedste
slags champ, lader han os forstå.
wrestlere i efterkrigstiden.
“You punish me. Then catapult. Then double upper cut. Then close line. Then you whip me in the corner. And finally we tease and then a big splash.” Alex Dieter Jr., 18-årig tysk wrestler.
“I looked like a fucking monster compared to him,” fortæller han om en turnering, hvor ham og hans tagteam-makker smed rundt med en lille fyr på blot 50 kilo. Tagteams er, når man kæmper to mod to, og lige nu drøfter det tyske hold kampen med de to unge danskere, der sammen hedder Offline, men hver for sig bærer navnene Raptor og Kimball. Deres såkaldte signature move er henholdsvis et Shooting Star
Press og en Rollerball Slam.
”Så jeg ved, jeg får tæv i dag,” griner han. ”Det er faktisk fedest at være upopulær, men jeg blev nødt til at være den populære, for publikum
“You punish me. Then catapult. Then double upper
endte med at kunne lide mig,” forklarer Chaos og
cut. Then close line. Then you whip me in the cor-
trækker i et par underbukser, hvor der står Ommer
ner. And finally we tease and then a big splash.”
bag på. Offline og det tyske hold One Night In Paris er
Den onde og den gode
tilsyneladende enige om strategien.
I wrestling er det som regel de gode mod de onde. Eller den populære mod den upopulære, som
32 Tæsk
TUMULT 1 / 2011
To ribbensandwich med fritter ”Velkommen til wrestling på Dølle Fjelde-Musse
Så er det tid til landskamp i double-wrestling. Danmark versus Tyskland.
Marked. Hvis der kommer en wrestler løbende, far-
Klapstols-finalen
ende eller flyvende, så flyt jer for Guds skyld,” lyder
”Hold op, hvor er I grimme. I ligner indavl,” råber
det over højttaleranlægget, da klokken slår 2 og
danskeren Raptor til publikum. Tilskuerne kigger
westernteltet lukker op for røg og rap, bogstavelig
på hinanden. Enkelte griner hæst og forstår at
talt.
fornærmelsen er en del af showet. Raptor og makkeren Kimball er tildelt rollen som de upopulære,
Den evige publikumsyndling Kool Krede, også
og da sidstnævnte lander på et bord og bliver
kaldet for Mors Dreng på grund af sit småbuttede
banket taktfast på maven af en tysker, klapper
ydre, går på kanvassen akkompagneret af en per-
tilskuerne begejstret med. Glemt er det nationale
sonlig hiphopsang betitlet Danmarks sejeste
tilhørsforhold.
wrestler. At lave sin ring entrance til egen særlige musik, afspejler wrestlerens farverige personlighed.
Raptor får læsterlige stryg, men han kan tage det.
Kool Krede er festlig og laver gerne den populære
Engang fik han blackout midt i en kamp og blev
big splash fra ringhjørnet, en slags maveplasker
sendt to dage på sygehus - til observation for
direkte ned i den liggende modstander.
hjernerystelse. Det holder ham ikke tilbage for at satse på en karriere som professionel wrestler.
”Nummer 282. To ribbensandwich med pomfritter,”
Sidste dyst. Le grande finale. Chris The Bambi
bliver der råbt over anlægget. Døllefjelde-folket
Killer over for Chaos, der just har gemt lidt goodies
har taget hele familien med på marked, og både
under scenen i form af en monitor, et pc-tastatur
børn og gamle vælter ind i western-teltet, hvor
og en gammel guitar.
bænke og borde er fyldt med fadøl og grillmad og et slagtilbud på 24 Dooley’s for 300 kroner, mens
Chaos går i ringen til et grumset riff. Bambi Killer
en cd med Johnny Madsens boogierock tilfældigt
foretrækker et Rammstein-nummer, men truer
bliver soundtrack til dagens første match.
pludselig med at forlade teltet. Det er en del af hans rolle. Han er international stjerne og bryder
Tyskeren er klart den upopulære. Ham buher vi af,
sig ikke om alle de bonderøve.
så da Kool Krede efter en del fald og kast kan feje Axel Dieter Jr. af banen, jubler teltet, så rispapirs-
”Kom nu i gang, din klaphat,” lyder et tilråb.
lamperne gynger.
TUMULT 1 / 2011
33
Døllefjelderne vil se blod, så bambidræberen
workshop i forskellige skills. For eksempel, hvordan
tager et jernstativ med i ringen, og det hele ender
man skal huske at strække ryggen og lade hånd-
med, at de to duellanter roder rundt på bordene,
fladerne klaske hårdt mod kanvassen, så det larmer,
så folk får travlt med at fjerne fadøl og fritter. Til
men ikke gør ondt i kroppen.
sidst slår de skiftevis hinanden med en klapstol. De virker begge lidt tøvende i forhold til det sidste og
Et slag, to diskusprolapser
afgørende slag. Chaos vandt.
Manageren for flere af de danske wrestlere, Mr. PPV (står for Pay Pr. View), der selv er wrestler, kommer
Blød hardcore-kamp
over til os og uddyber fagets psykologi. Først slår
”Han var vist ikke så vild med at få tæv,” kommen-
han fast, at wrestling er underholdning for hele
terer Chaos bagefter.
familien. Som nu i dag, hvor både mor, far og børn var med til opvisningen.
Han er lidt skuffet over Chris The Bambi Killer, fordi østrigeren ikke er til hardcore-kampe. Der, hvor det
”Det hele handler om the feud, fejden. Om at
for alvor gør ondt.
bygge karaktererne op og lave en historie om sig selv, som publikum interesserer sig for. Og så er
”Vi havde ikke aftalt så meget. Kun at han på et
der selve fighten, hvor tilliden mellem de to, der
tidspunkt også skulle have en stol i hovedet.
kæmper, er vigtigt. Kemi, energi og had. Det med had er sagt med en smiley,” forklarer han og slår
Der lå et tastatur under scenen, men den kom ikke
fast, at nogle kombattanter faktisk kommer til at
i brug?
hade hinanden lidt for alvor. Fordi det bliver seriøst, når det gør ondt.
”Nej, den droppede vi. Vi fandt ud af, at der var metal i. Og man skal jo passe på sig selv,” pointerer
At wrestlere ikke bare slår huller i luften, kan Mr.
Chaos og går hen til merchandise-standen for at
PPV selv skrive under på efter at have fået hele to
signere et par dvd’er til de unge fans med
diskusprolapser i samme kamp, hvor han i øvrigt
maskerne.
kæmpede videre. Den 37-årige manager har der-
Tyskerne har været i bad og har fået sig en stribe
for også valgt at lægge sine egne kampe lidt på
ølkuponer som tak for deltagelsen, og er allerede i
hylden. Men hvor langt skal en wrestler gå i (selv)
gang med at samle nogle unge danske damer op,
pineriets navn?
som stadig hænger ud i det forladte western-telt. Chaos og Kool Krede har endnu det flashy wrestler-
”Det er en balancegang. Man må give folk det,
gear på, da de har lovet eventuelt interesserede en
de vil have. Men ikke for meget, for så er der ikke
34 Tæsk
TUMULT 1 / 2011
noget at komme tilbage efter. Der skal jo være en udvikling til publikum og måske en endnu vildere kamp på vej.” Der lyder et klask på scenen. Chaos roser en teenager for sin evne til at falde med et brag. ”Lyden er nødt til at være hård, ellers kan folk ikke sætte sig ind i det,” forklarer Mr. PPV. - ”Men man kan ikke fake tyngdekraften, så kunsten er at gøre det rigtigt. Smadre hinanden fuldstændigt - og så ellers have det godt nok til at sige tak for kampen.” Eller som Chaos afslutningsvis bemærker, inden han atter trasker hen over Døllefjelde Musse-marked
æ
med sin lille trolley-kuffert: ”Hvorfor fake, når man kan slå rigtigt?”
Wrestling – sådan foregår det En wrestler må tage fat, holde, vride eller slå hvilken som helst kropsdel på modstanderen med undtagelse af halsen, skridtet eller øjnene. En modstanders hår eller tøj må heller ikke berøres. Wrestlere må slå en modstander ved at bruge hvilken som helst del af deres krop, dog ikke med en knyttet næve eller spidsen af støvlen. Det er ikke tilladt at bide eller spytte. En wrestler må løfte og kaste eller på andre måder tvinge sin modstander i gulvet, og det er også tilladt at kaste sig på modstanderen. Hvis en wrestler rører ringrebet, er det dog ikke tilladt at angribe. Der er ikke almindeligt, at dommeren bliver slået bevidstløs midt i en kamp. Mens dommeren angiveligt ligger bevidstløs i ringen, bryder wrestlerne ofte reglerne.
TUMULT 1 / 2011
35
Wrestling i Danmark Dansk Pro Wrestling startede i 2004, og det første danske show fandt sted i Langå i 2006, hvor der i dag er en trofast fanbase. Danmarks første mester kaldet Chaos blev fundet 1. juli 2006 til showet Hedeslag, som også fandt sted i Langå. Der er cirka 20 aktivt udøvende wrestlere i Danmark, som via et internationalt samarbejde også optræder semiprofessionelt til stævner i blandt andet Norge, England, og Tyskland. Dansk Pro Wrestling Team træner kun i Randers.
Kilde: Wikipedia og danskprowrestling.dk, hvor der også er en wrestling-ordbog.
36 Tæsk
TUMULT 1 / 2011
Om kampene Som regel er kampe sat op imellem en face-wrestler (historisk set en fanfavorit eller “den gode”) og en heel-wrestler (historisk set en slyngel eller “den onde”, der har en tendens til at bryde reglerne og bruge upopulære metoder. De fleste kampe fortæller en historie i stil med en scene fra et teaterstykke eller en film. Facewrestlerne vil nogle gange vinde (triumf) eller tabe (tragedie). Længere historier kan udvikle sig over flere kampe i en længere periode. De fleste organisationer benytter sig af mesterskabstitler. Derudover kan alt fra en wrestlers hår til hans job være på spil i en kamp. Andre historier udvikler sig fra en naturlig rivalisering mellem to eller flere wrestlere. De bliver kaldt for fejder (feuds). Der er et kæmpe marked for wrestling i USA, Japan (Puroreso) og Mexico (Lucha Libre). Der wrestles forskellige stile i de enkelte lande, fordi wrestlingen har udviklet sig forskelligt over en lang periode.
TUMULT 1 / 2011
37
Den skizofrene kode det grafiske mesterværk og bevidstheden om de andre Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan programmering kan blive til spil som Demons Souls, Braid og Gears of War, men jeg begynder at forstå, at kode ikke bare er 0 og 1. Det er tab. Det er lykke. Det er vemod. Det er livet. Af Rasmus Karkov illustration simon væth
38 Den skizofrene kode
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
39
F
or nogle år siden havde den
den næste, som skubbede mig, og sådan kom vi
japanske spiludvikler Hidetaka
alle over bakken,” fortalte Hidetaka Miyazaki til sitet
Miyazaki en skelsættende oplev-
eurogamer for noget tid siden.
else. Det skete simultant med, at han skabte spillet Demons
En kælk af 0 og 1
Souls, et af de vanskeligste spil i
Mens han kørte videre, tænkte han på, om den
historien. I Demons Souls bliver
bagerste bil selv var nået over bakken. Oplevelsen
alle fejl straffet øjeblikkeligt, og
blev siddende i ham. Han kunne ikke slippe tan-
der er ikke en øjeblikkelig genopstandelse fra selve
ken om den anonyme hjælp, de alle havde ydet
dødsstedet. I stedet bliver alt opnået tabt, og spil-
hinanden. Der var ingen ord i mellem dem. Ingen
let begynder på ny. For hver død. For hver eneste
gestikulationer. Kun denne instinktive enighed om,
ene af de hundredvis af forbandende gange døden
at løsningen var fundet, og at den rummede vejen
dukker op i Demons Souls, begynder alt på ny.
hjem.
Men der er en måde at gøre det nemmere på. Der
”Jeg tænkte, at jeg næppe igen ville møde de men-
er også en risiko for, at spillet kan blive endnu van-
nesker, der hjalp mig. Jeg tænkte, at hvis vi havde
skeligere. Overalt i spilverdenen er der silhuetter,
mødtes under andre omstændigheder, var vi måske
der kæmper de samme kampe som en selv, som
blevet venner eller røget i håndgemæng,” fortalte
vandrer de samme stier, og som går til grunde i
Miyazaki.
samme fælder. Silhuetterne er andre spillere, der spiller samtidigt andre steder i verden, og under de
Det var oplevelsen fra bakken, der transcenderede
helt rette omstændigheder kan en enkelt af disse
virkeligheden og blev et af de væsentligste aspek-
andre spillere pludselig træde ud af sin silhuet og
ter ved Demons Souls. Den verden, hvor hjælpen
i karakter i ens eget spil og enten hjælpe ordløst
konstant er nær som uhåndgribelige silhuetter, der
eller dræbe en tavst.
lige så vel kan være ens endelige banemand. Historien er et eksempel på, hvordan selve livet kan
Dette mærkelige samvær blandt fremmede, hvor
aflæses i koden.
man selv er en silhuet i andres spil, skyldes Hidetaka Miyazakis oplevelse en vinterdag med hårdt
Min historie med spil begynder med spillemaskiner
snefald på en stejl bakke i Japan.
på kinesiske grillbarer i de sene 70’ere og tidlige 80’eres evigt regnvejrsgrå København. Siden har
”Længere oppe ad bakken sad den forreste bil
spil været en af de få konstanter i mit liv. Ikke at de
fast i sneen og begyndte at glide. Bag mig sad
altid har spillet lige stor rolle. I årevis er de trådt i
en anden bil fast. Det var tydeligt, at ingen af os
baggrunden af Smells Like Teen Spirit, druk, kvin-
kunne komme over bakken. Men så begyndte den
der, bøger og job. Men jeg har aldrig tvivlet på,
bagerste bil at skubbe den næste, som skubbede
at de ville vende tilbage til tilværelsen igen. På sin
40 Den skizofrene kode
TUMULT 1 / 2011
iI
Det ingen kan ændre
”Uanset hvor pædagogisk jeg får det forklaret, vil jeg aldrig forstå, hvordan programmørernes 0 og 1 tal kan blive til internettet, Facebook og Uncharted 2.”
Det mærkelige lille spil Braid, som i øjeblikke af overdreven begejstring er blevet udråbt til at være spilverdenens Citizen Kane, det øjeblik, hvor spil blev til kunst, bygger på en tanke, som manden bag, Jonathan Blow, kalder forudsete konsekvenser. Spillets ramme er en pendant til den klassiske historie om en prinsesse, der bliver kidnappet og en helt der skal redde hende. Men i dette tilfælde er helten en ensom spilprogrammør, der bliver forladt af sin kæreste og tænker, hvordan alting kunne have været anderledes, hvis han havde gjort noget andet, end det han gjorde. Hvis han kunne gå tilbage i tiden og ændre de øjeblikke, der førte til det senere brud. I spillet har man kontrol med tiden
iI
og kan accelerere den frem og spole den tilbage, så man kan ændre de begivenheder, der førte til, at hendes kærlighed svandt. I spillets indledende tekst, skriver Jonathan Blow: ”Hvad hvis tiden fungerede anderledes? Hvis vi kunne sige til hende ’Jeg mente det ikke’ og hun ville sige ’Det er ok, jeg forstår’,” og hun ikke
måde kan Donkey Kong eller Pac-Man være min
ville gå sin vej, og livet virkelig ville fortsætte,
kælk, mit Rosebud, hvisket på dødslejet.
som havde vi aldrig sagt de ord. Vi kunne fjerne ødelæggelsen, men stadig blive klogere.”
Og alligevel er det en verden, jeg aldrig for alvor vil forstå.
Jonathan Blow insisterer på, at spillet ikke har noget med virkeligheden at gøre. Det er ikke skabt
Uanset hvor pædagogisk jeg får det forklaret, vil jeg
som reaktion på en kæreste, der forlod ham og
aldrig forstå, hvordan programmørernes 0 og 1 tal
desperationen over intet at kunne gøre om. Men
kan blive til internettet, Facebook og Uncharted 2.
der er ingen tvivl om, at historien rummer levet liv.
Men på det seneste er jeg begyndt at forstå på en
Den skizofrene kode
anden måde. Man kan aflæse livet i koden.
Firmaet Epic har udviklet disse års mest succesrige grafiske spilmotor. De fleste spil bygger på de
TUMULT 1 / 2011
41
iI
Hvis man lægger alle timerne, som hver programmør har brugt, sammen, så
har det taget hundredvis af år at bygge den motor, som nogle af tidens flotteste spil bygger på. Det er at sammenligne med antikkens byg-ningsværker eller renæssancens skulpturer.
koder, som Epics programmører har tastet ind i
der år tilbage blev bragt i The
motorens kode. Unreal-motoren er så avanceret, at
Guardian.
iI
den består af ikke færre end 2,5 million håndkodede linjer. Hvis man lægger alle timerne, som hver
”Det er en kunst at programmere. Man kan lære
programmør har brugt, sammen, så har det taget
meget om programmering ved at læse et lille
hundredvis af år at bygge den motor, som nogle af
stykke kode. Et sjovt eksempel er Epics program-
tidens flotteste spil bygger på. Det er at sammen-
meringstest, som vi bruger, når vi skal vurdere
ligne med antikkens bygningsværker eller renæs-
jobansøgere. I et af spørgsmålene skal man skrive
sancens skulpturer.
et program, der ændrer tal til en teksts repræsentation af tallets numre. Det er tilsyneladende simpelt.
Men mens koden måske nok er en enkelt mands
Men jeg har set løsninger, der går fra fem linjer
vision, så er den ikke én mands værk. Den er sam-
kode til 50 linjer; nogle giver et perfekt resultat,
mensat af uendeligt mange forskellige særheder
og andre har flere bugs. Noget af koden kan være
og idiosynkrasier. Den kan være præcis og nøgtern,
smuk, noget er grimt; Koden kan være matematisk
den kan være vild og elegant, den kan være sjus-
i sin stil, den kan være formel og til tider endda
ket og overfyldt. Men uanset hvordan den er, så
skizofren,” siger Tim Sweeney.
når den det samme endelige mål. Det fortæller grundlæggeren af Epic, Tim Sweeney, til journalis-
Programmørerne tager deres liv med ind i koden.
ten Keith Stuart i The hidden story of 3D engines,
Og når et hold er sammensat af folk med så forskel-
42 Den skizofrene kode
TUMULT 1 / 2011
lige baggrunde som tidligere heavy metal-roadie,
biler fra år 2000. Det er den blanding, der gør ting
havedreng, McDonalds-medarbejder, koldkrigs-
interessante,” siger Bleszinski.
programmør og akademiker, så kan koden stritte i alle retninger.
Derfor hviler der en melankoli fra en utopisk verdens ragnarok over Gears of War. Den melankoli
Den helt store opgave er at få alle disse stilarter
stammer også fra Bleszinskis eget liv.
til at passe sammen i en samlet kode, der når den overordnede vision. I Epics tilfælde er den vision
”Jeg var aldrig nørdet nok til at hænge ud med
blandt andet spillene Gears of War. Det er Cliff
nørderne, og jeg var aldrig cool nok for de coole.
Bleszinski, der står bag spillene. Han begyndte hos
Jeg har altid befundet mig i et mærkelig ingen-
firmaet i 90’erne som tester og udvikler, og selv om
mandsland,” svarer Bleszinski og tilføjer til svaret, at
hans programmeringsevner ikke var imponerende,
han netop var blevet skilt – på spørgsmålet om hvor
så var hans ideer det.
stemningen i spillet kommer fra. ”Der er også en understrøm i Gears som mange
Disen over London
misser, fordi det er sådan en stor testosteronfyldt
I bogen Extra Lives, som er journalisten Tom Bis-
motorsavsfest. Men Marcus Fenix vender tilbage
sels kærlighedserklæring til kokain og spil, fortæller
til sit barndomshjem i spillet. Jeg drømmer om mit
Bleszinski om, hvordan den disede verden i Gears
hus i Boston hver anden nat. Det lå på toppen af en
of War stammer fra et snapshot af solnedgangen
bakke,” siger Bleszinski.
over Themsen, som han tog på toppen af Sct. Pauls katedral første gang, han var i London. Den kon-
Spillets hovedperson Marcus Fenix udkæmper
stante tåge understreger spillets melankoli. Tristes-
nogle af spillets heftigste kampe i sit barndom-
sen kommer også til udtryk i selve den verden, som
shjem. Banen hedder ’Imaginary place’ og er en
den konstant reducerede hær af marinesoldater
reference til filmen Garden State, hvor familie bliver
kæmper for at forsvare mod rummonstre. I stedet
defineret som ”en gruppe mennesker, der savner
for at skabe en pletfri science fiction-verden, hvor
det samme ’imaginary place’”.
alt er nyt og kedeligt, så bad Bleszinski sine animatorer om at skabe en mellemting mellem London
”Når man først dykker ned i lagene, så er der
og Washington, men understregede, at de skulle
meget tristhed i Gears of War,” som Bleszinski
bevare balancen mellem det historiske og frem-
siger.
tiden. ”Den største fejl i de fleste portrætter af fremtiden
Jeg forstår stadig ikke koden. Men jeg begynder at
er, at de glemmer at bevare fortiden. Det er som
forstå, at den rummer en lille del af livet.
om, at folk går ud fra, at hele verden vil eksplodere og blive genopbygget i en super-futuristisk stil. Jeg
Rasmus Karkov er freelancejournalist. Læs mere
ser stadig biler fra 30’erne og 40’erne ved siden af
på http://rasmuskarkov.wordpress.com/
TUMULT 1 / 2011
43
Manden der gik nedenom og hjem
Han har rejst fra Vejle til Vesterbro og lidt af vejen tilbage igen. Han har be væget sig fra postpunk til visesang uden at tabe ansigt. Og han har set både ægteskab og band falde fra hinanden, men har rejst sig igen. Tumult tog på skovtur med Peter H. Olesen, der efter bruddet med brormand i Olesen-Olesen nu er klar med et nyt musikalsk projekt i duoen De Efterladte. Af Tommy Heisz foto jacob nielsen 44
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
45
skov med kurs væk fra byen, ligner han ikke en, der skal nå noget. Tværtimod proklamerer han, at han kender en omvej, og den har han tænkt sig at benytte sig af. I et adstadigt tempo bevæger han sig sydpå mod jernbanen, der lidt længere mod syd splitter de skovklædte landskaber i to. Jeg går nedenom og hjem Ta’r en omvej igen Min version af zen: Gå nedenom og hjem
Rødderne binder Det er efterhånden ved at være tretten år siden, at Peter H. Olesen gik nedenom og hjem. Efter i en
en skov på Midtsjælland kommer en mand slentrende ad en sti. Det er i begyndelsen af maj, solen varmer godt, og bøgeskoven er lysegrøn. Manden, der må betegnes som midaldrende, er iklædt godt slidte jeans, en løsthængende blå skovmands-
han være vanskelig at placere. Han er mest kendt for at lave musik, men vil ikke kaldes musiker. Sangskriver er nok mere passende, mener han. Men han
bag sig. Og så debuterede han for nogle år siden som romanforfatter.
Helle, flyttede han på landet og vekslede fra den
han blev hængende her omkring. Dels for at bo
Vi har nu placeret manden i en skov, men ellers kan
korrekturlæser. Han er digter med flere samlinger
ud. Med sin daværende hustru, forfatteren Helle
syd for Sorø. Nogle år senere blev han skilt, men
hovedet bærer han en stråhat af mærket Stetson.
valter. Lejlighedsvist tager han hyre som
indebærer i det indre København, trak han stikket
ene dag til den anden Vesterbro med en flække lidt
skjorte og solide, terrængående gummistøvler. På
er meget mere end det. Han er også museumsfor-
årrække at have levet musikerlivet med alt hvad det
tæt på børnene, dels fordi han ikke kan benægte, at hans rødder er vokset lidt sammen med de midtsjællandske bøgetræer: ”Da jeg flyttede herud, havde jeg sådan lidt distance til det hele. Jeg sagde til mig selv, at det bare var i en periode, og at det mest var noget, jeg gjorde for at isolere mig selv. Men så går årene, og jeg må jo erkende, at jeg alligevel er begyndt at slå lidt rødder.”
Nu kan det måske lyde som om, det er en travl mand, men sådan forholder det sig ikke. Som han kommer slentrende der gennem Sorø Sønder-
Men han når ikke længere ud af det spor, for der er en anden vigtig historie, der presser sig på.
46 Manden der gik nedenom og hjem
TUMULT 1 / 2011
Nemlig den om, at vi i virkeligheden traver rundt på bunden af en sø. Mens vi bevæger os gennem
”Jeg skriver altid med afsæt i mig selv. Det kan godt være, at jeg ikke kender mig selv særlig godt, men jeg kender trods alt mig selv bedre, end jeg kender andre.”
Flommen, en afvandet arm af Sorø Sø, beretter han grundigt om, hvordan landskabet oprindeligt har set ud, før det blev drænet og kultiveret. I gamle dage var det søbund, i dag fremstår det som en sumpet lavning, der leder op til de imponerende søjlehaller af bøgetræer, der udgør Sorø Sønderskov. Hans kendskab til lokalområdet er stort. Mens vi snegler os fremad, beretter han om stort og småt. Om digteren B.S. Ingemann, der underviste på akademiet og ind imellem blev sejlet ud til en lille ø i søen for at skrive digte. Om Jeppe Heins nutidige interaktive kunstinstallation i søen, som Peter H. Olesen i sin egenskab af museumsforvalter selv har
På gyngende grund
været med til at skaffe til byen. Og da vi når en flok
En flagspætte slår en insisterende og let aggres-
køer, der gumler på det saftige græs i det våde ter-
siv rytme an, mens to farverige fasaner trisser forbi
ræn, nikker han med stråhatten i deres retning:
som det naturligste i verden. Han ænser det knapt. For ham er det her ikke længere eksotisk. Det er
”Det var nok det nærmeste, jeg kom på at blive
blevet hverdag. Velkendt terræn.
sådan en rigtig bonde. På et tidspunkt var jeg medlem af Sorø Kodriverlaug, som lejer køer hos
Men på andre områder i Peter H. Olesens liv be-
en landmand for at opdrætte dem og senere få del
væger han sig lige nu ud på gyngende grund.
i kødet. Men det var nu et passivt medlemskab, for
Rent musikalsk står han lige nu ved porten til en ny
det var meningen, at man blandt andet skulle sørge
begyndelse. Efter i en lang årrække at have været
for at slå det levende hegn omkring køerne – det
den syngende og sangskrivende halvdel af duoen
fik jeg aldrig rigtig gjort.”
Olesen-Olesen, som han drev sammen med sin bror, Henrik, er han nu klar til at søsætte De Efter-
Jeg går nedenom og hjem
ladte – en duo, der ud over Peter H. Olesen består
Går gennem skoven
af guitaristen Michael Lund.
Lyset vælter ned fra oven Mens jeg går nedenom og hjem
”Michael og jeg har faktisk spillet sammen i en del år. Han var i mange år en fast bestanddel af
TUMULT 1 / 2011
47
48 Manden der gik nedenom og hjem
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
49
Olesen-Olesen, og efter Henrik og jeg stoppede,
et monument over bruddet. Dobbeltalbummet
er Michael og jeg blevet ved med at spille sammen.
blev til på den måde, at de lavede en plade hver
Til at begynde med havde jeg forestillet mig, at jeg
– altså en Olesen-Olesen-plade uden et egentlig
nu skulle ud og lave en soloplade, men efterhån-
samarbejde mellem Olesen og Olesen.
den som vi spillede mere og mere sammen, stod det klart, at vi jo havde en duo. Han begyndte at
Olesen-Olesen var fortid, og Peter H. Olesen skulle
skrive nogle sange, mens jeg arbejdede med tek-
genopfinde sig selv. Og det har han i dag gjort
sterne.”
med De Efterladte. Et projekt, han selv betegner som et nyt, spændende kapitel, om end han ikke
Duoens navn er identisk med et særdeles dystert
forventer, at anmelderne kommer til at anvende ord
begravelsesnummer på Olesen-Olesens album
som ’jordskred’ og ’revolution’ om det:
Kain og Abel fra 2007. Et album, der kom til at stå som et markant punktum på flere årtiers samar-
”Det er stadig teksten, der er i centrum, ligesom
bejde mellem de to brødre. Vejles tabte sønner,
det altid har været med Olesen-Olesen. Som
der flyttede til København i de selvhøjtidelige og
sangskriver arbejder jeg videre i samme spor, som
dekadente firsere, hvor de med bandet Greene
jeg hele tiden har gjort, men rent musikalsk vil man
etablerede sig på post-punk-scenen med engelske
selvfølgelig kunne høre en forskel. Det er en meget
tekster og indadvendt, energisk rock inspireret af
broget plade, som er indspillet flere forskellige
blandt andet Joy Division.
steder, og hvor melodierne er skrevet af forskellige musikere. Der kommer mange genrer og udtryk i
Midt i halvfemserne tog de to brødre en uortodoks
spil. Men det har også været filosofien omkring det
beslutning, da de begyndte at arbejde med danske
hele. Vi har ønsket at udforske så mange hjørner
tekster. Under navnet Olesen-Olesen blev det til de
som muligt på vores første plade. Og derfor kom-
anmelderroste albums Indenlands Udenbys (1997)
mer den heller ikke til at stå så strømlinet i sit
og Dagens Gerning (1998). Peter H. Olesen lavede
udtryk. Vi har forsøgt at dyrke det uperfekte ved
teksterne, der satte en helt ny standard i dansk
for eksempel at bevare lidt forstærkerstøj og
sangskrivning ved at lade poesien møde mundt-
fuglekvidder udefra i begyndelsen og slutningen af
ligheden på en helt ny og original måde med både
numrene. Det, synes vi, passer meget godt til hele
sjæl, humor og sort sarkasme.
den ånd, albummet er indspillet i.”
Det blev til syv albums, før det i 2007 var
Og så bliver det albummet, hvor Peter H. Olesen
endegyldigt slut. De to havde slidt hinanden op,
endelig får lov at spille guitar.
og det blev mere og mere vanskeligt for brødrene at omsætte samarbejdet til kreativt overskud og
”Når man spiller sammen med en perfektionist,
spilleglæde. I stedet gjorde de en historie ud af det
som jeg gjorde med Henrik i Olesen-Olesen, så
ved at lade det sidste album, Kain og Abel, stå som
er der nogle ting, man ikke får lov til. Sådan er
50 Manden der gik nedenom og hjem
TUMULT 1 / 2011
det. Derfor ser jeg også det her projekt som min
til 60,” griner han og skynder sig at understrege, at
chance for at prøve nogle nye sider af mig selv af.”
han i virkeligheden er godt tilfreds:
Jeg går nedenom og hjem
”Det nytter ikke at klynke over det. Vi bor i et lille
Krydser en eng
land, og det siger sig selv, at når man vælger at
Som en skulkende dreng
synge på dansk og tilmed gøre det inden for en
Går jeg nedenom og hjem
genre, der ikke er mainstream, så er der grænser for, hvor mange penge, der kan være i det. Jeg har
Næsten ikke bitter
fundet en fin balance, hvor jeg kan lave andre ting,
Han tager stråhatten af og brokker sig stille over
der også interesserer mig, så jeg går ikke rundt
ølskjolderne på den. Omkring os har en ane-
og er bitter over det - næsten ikke i hvert fald. Når
moneeksplosion lagt et hvidt klæde hen over den
folk gennem årene har sagt, at det var synd for os,
lerede skovbund. Morænelandskabet, vi befinder
fordi vi fik så meget ros af anmelderne, men ikke
os i, er et af Sjællands fineste skovområder. Og et
tjente mere, end vi gjorde, så har jeg altid tænkt, at
område, som Peter H. Olesen har tilbragt rigtig
det jo i virkeligheden ville være meget finere, hvis
mange timer i selskab med, siden han flyttede her
nu alle de anmeldere kunne tage toget til Sorø og
til egnen.
gå i samlet fakkeloptog ud for at hylde mig. Det synes jeg, ville være en flot markering, ha, ha… Nej,
Ikke langt herfra står Nyhusegen – et legen-
seriøst, jeg kunne da godt tænke mig at leve af det
darisk egetræ, der vurderes at have op til 700 år
her. Det er måske lidt ynkeligt at være midaldrende
på bagen. Helt så længe har Peter H. Olesen ikke
og så stadig have økonomiske problemer. Men jeg
været i gang, men ifølge ham selv føles det efter-
har altid bare prøvet at lave det, jeg laver nu og
hånden som en menneskealder. Alligevel har den
her, og ikke se så langt frem. Der har aldrig været
økonomiske gevinst ladet vente på sig. Gennem
en forretningsplan.”
de ti år med Olesen-Olesen opbyggede bandet en god fast tilhængerskare, og det skortede ikke på
Man kan bruge masser af tid på at drømme om,
ros fra anmelderne, når bandet udsendte nyt. Men
hvordan det kunne være gået. Men man kan også
salget var aldrig værd at skrive hjem om:
vælge at tage det, man har fået og få det bedste ud af det. Peter H. Olesen har valgt det sidste. Han
”Da det gik allerbedst, kunne vi vel hver især hæve
har fået sig en hverdag med en god balance, hvor
en årsløn, på hvad der svarede til en halv løn for
han trives i rollen som museumsforvalter, samtidig
en ufaglært. Jeg har altid sagt til mig selv, at når
med at der både er tid til at sangskrivning og digte.
jeg blev 50 år, så ville jeg kunne leve af det her. Nu
Og flere gange om ugen tager han turen ind til
begynder jeg at løbe tør for tid, for jeg fylder 50
København, hvor han besøger kæresten, sidder og
om halvandet år, så jeg må nok hellere ændre det
skriver på en cafe eller bare går rundt og suger til sig, præcist som han gør herude i skoven. Slentrer
TUMULT 1 / 2011
51
”Det er måske lidt ynkeligt at være midaldrende og så stadig have økonomiske problemer. Men jeg har altid bare prøvet at lave det, jeg laver nu og her, og ikke se så langt frem. Der har aldrig været en forretningsplan.”
52 Manden der gik nedenom og hjem
TUMULT 1 / 2011
af sted for en gang imellem at stoppe kortvarigt op
jeg kender trods alt mig selv bedre, end jeg kender
for at nedfælde et eller andet i sin notesbog eller
andre. Og så er det jo logisk, at når jeg opholder
på sin mobiltelefon. Et fragment, der måske, måske
mig flere timer om ugen i naturen, så får den mere
ikke, bliver til en sangtekst eller et digt engang.
plads. Den fylder mere i mig, så den fylder mere i mine tekster. Men det er ikke sådan, at jeg sæt-
Jeg går nedenom og hjem
ter mig ned i skovbunden, fordi jeg nu vil skrive en
For at slå tiden ihjel
tekst om naturen. Jeg skriver bare konstant med
For at glemme mig selv
afsæt i der, hvor jeg er, både geografisk, menneske-
Går jeg nedenom og hjem
ligt og aldersmæssigt.
En splittet mand
Han er vokset op med skoven tæt på sig i natur-
Vi står på broen, og stilheden i skoven er total, lige
skønne Vejle. Og han føler sig hjemme, når han
indtil den flænses af et gennemkørende tog under
går rundt herude i skoven blandt skovsnepper,
os. Herfra kan man stå og betragte alle IC3-togene,
bingelurt og liljekonvaller. Alligevel kan han ikke
der døgnet rundt hamrer forbi i retning mod enten
helt slippe København. Han udelukker ikke, at han
Peter H. Olesens barndomsby Vejle eller den by,
vender tilbage en dag:
hvor han tilbragte hele sin ungdom, København. ”Først skulle jeg forlige mig med at bo her, og det Men vi er hverken i Vejle eller København, vi står
har jeg vel et eller andet sted gjort i dag. Jeg har
midt i en skov på Midtsjælland. En skov, der lang-
tidligere formuleret for mig selv, at jeg ville flytte
somt er kommet til at fylde mere og mere i Peter H.
tilbage til København på et tidspunkt, og det over-
Olesens tekstunivers:
vejer jeg da også stadig, men så let er det ikke. Jeg er konstant i tvivl om det. I en af sangene på det
”Ja, jeg skriver da en del om naturen. Men det er
nye album, synger jeg ”Jeg står i stilhed og savner
alligevel sjovt, for jeg kan huske, at Weekendavisens
tumult”, og det rammer nok meget godt, hvordan
Per Reinholdt Nielsen, som i øvrigt er en udmær-
jeg har det med det. Jeg kommer altid til at kigge
ket kritiker, og som har fulgt os i mange år, engang
boligannoncer i både Sorø og København, selvom
skrev, at man allerede på vores andet album kunne
jeg godt ved, at jeg ikke har råd til at flytte. Jeg
høre, at jeg var flyttet på landet. Det var jeg også,
siger til mig selv, at ”nu bor du fandeme der, hvor
men teksterne var skrevet, før jeg flyttede. Så
du bor,” men så dagen efter kigger jeg igen. Der
nogle gange kan man også fejlagtigt lægge noget
ligger en splittelse og en rastløshed dybt i mig.”
biografisk ind i teksterne, fordi man har hørt noget om den, der har skrevet det. Men når det er sagt,
Jeg er hjemvendt til et ukendt sted
så er det klart, at jeg skriver ud fra der, hvor jeg er.
Jeg har bragt mig længsel med
Jeg skriver altid med afsæt i mig selv. Det kan godt
Hun er min ældste ven
være, at jeg ikke kender mig selv særlig godt, men
Går også nedenom og hjem
TUMULT 1 / 2011
53
54
TUMULT 1 / 2011
Peter H. Olesen,
3 oplagte indgange til Olesen
(f. 1962) er musiker og forfatter. Han har været aktiv
Olesen-Olesen: Indenlands udenbys (1997)
sanger og sangskriver siden 1980’erne i gruppen
Peter H. Olesen rejste til Skagen med Dylan på kas-
Greene, og i duoen Olesen-Olesen med broderen,
settebåndet og godt med rødvin. Det resulterede i
komponisten og guitaristen Henrik Olesen, der i
et debutalbum, der beviste, at andre end CV Jør-
perioden 1997-2007 udsendte syv album. I 2007
gensen var i stand til at få kvalitetslyrik på dansk til
romandebuterede Olesen med Korrekturlæseren.
at smelte smukt sammen med et stærkt lydspor.
Peter H. Olesen var nomineret til musikkritikerprisen Årets Steppeulv i 2008 i kategorien “Årets
Olesen-Olesen: Solsort og Forstærker (2005)
tekstforfatter”.
Stærke satiriske tekster om, bl.a. om hvordan hovedpersonen sidder ved langbordet med mun-
Kilde: Den Store Danske Encyklopædi
den fuld at stuk og forsøger at tænke sit, mens kvinder omkring ham maler alting hvidt. På musik-
Besøg også:
siden er der flere steder dømt tydelig Neil Young-
www.deefterladte.com
afsmitning.
www.peterholesen.blogspot.com Roman: Korrekturlæseren (2008) Olesen overrumplede med denne fine, lille roman fra 2007, hvor han på minimalistisk vis ruller en fortælling ud om en mere eller mindre selvbiografisk karakter, der falder fra hinanden efter en skilsmisse.
TUMULT 1 / 2011
55
Matt Eich/LUCEO
“All Americans come from Ohio originally, if only briefly.” – Dawn Powell
56 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
57
58 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
nce known for its bounty of coal,
poverty that threatens to extin-
ten region of the United States.
salt, clay and timber, South-
guish it. The foothills of Appala-
Now is the time to look inward
eastern Ohio was stripped of
chia have been my home for the
and investigate the issues that
its resources by the mining cor-
past five years. I met my wife here lurk below the surface within
porations that thrived from the
and our daughter was born here.
our country. It’s the first step
1820s to the 1960s. When they
Now, the same lack of opportu-
to resolving them. In book form
had mined all that they could,
nity that has plagued the resi-
these images will form an histori-
the corporations left, leaving the
dents of Southeastern Ohio for
cal document that remembers
communities with little but their
decades has forced us to move.
the resilient residents of Middle
cultural identity, which is a product of poverty.
America who will still be there Rampant unemployment, poor
and still be poor long after the
housing conditions, drug abuse
eyes of the media have turned
For the past four years I have
and sub-standard schools have
elsewhere.
been documenting the people
left many families here in crisis.
of this region as they attempt to
When I began making these
In this community abandoned by
recover from the aftermath of
images in 2006, Athens County,
industry, it is not only the daily
extractive industry. The resulting
one of the poorest counties in
struggles, but living without
book of images will feature com-
the state, had a poverty rate of
the opportunity for economic
mentary from Los Angeles Times
27.4 percent and a per capita
advancement, which has a last-
reporter Kate Linthicum, whose
income of just $14,171. With the
ing emotional resonance. These
writing further illuminates the
economic downturn of the United
images are my love song to
social fabric and cultural context
States these numbers have only
Southeastern Ohio.
of Southeastern Ohio. In pho-
gotten worse.
tographing the resident’s daily
My purpose in creating these
lives I’ve explored the culture of
images is to show the effect of
the area, as well as the crippling
corporate greed in a forgot-
TUMULT 1 / 2011
59
60 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
61
62 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
63
64 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
“Rampant unemployment, poor housing conditions, drug abuse and substandard schools have left many families here in crisis.�
TUMULT 1 / 2011
65
66 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
67
68 Feature: Beautiful Rebels
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
69
70 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
71
“Now is the time to look inward and investigate the issues that lurk below the surface within our country.”
72 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
73
74
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
75
76 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
77
78 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
79
80 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
81
82
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
83
84 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
85
“These images are my love song to Southeastern Ohio.”
86 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
87
For donation: https://flattr.com/profile/Luceo
88 Carry me Ohio
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
89
90 Hønsehunde
TUMULT 1 / 2011
René Fredensborg er kendt som gonzojournalisten, der blandt andet har gjort sig bemærket ved at infiltrere filmbranchen med coke i blodet og kyle med brosten under ryddelsen af Ungdomshuset på Nørrebro. Nu har han skrevet en fræsende rock ’n’ roll-odysse af en roman, der (næsten) ikke bygger på virkelige hændelser. På de følgende sider bringer vi et uddrag af Hønsehunde, René Fredensborgs debutroman Illustration Jenz Koudahl/spild af tid
TUMULT 1 / 2011
91
eg havde som nævnt ikke indviet Erik Paaske i dagens detaljerede dagsorden. Herunder at skulle hænge med Asshair til koncerten. Jeg tøvede, fordi at der var opstået lidt af en beef mellem min ven Paaske og de fire ellers friskfyragtige fynboer. Paaske var ellers summen af rock’n’roll, selv når han bare slingrede stille og roligt gennem det lettere fesne Nansensgade-kvarter og på en måde slet ikke passede ind med sin evige håndbajer, sit vindblæste vokshår og sit kridhvide tennistøj (der fik ham til at se mere solbrændt ud, mente han). Nansensgade var i enhver forstand mere hip end ham, hvilket netop passede Paaske perfekt. Nok var han født som luksusdreng på den nordsjællandske egn, man kalder Det Danske Schweiz, men han så sig selv som en gadedreng og gennemført modsætning til det cappucino-slæng, der altid chillede på hjørnet ved Cafe Bankeråt med høj skum i kaffeglasset og en filterløs bohemesmøg i mundvigen. Paaske satte en ære i at hade Bankeråt og især deres udendørs hangarounds, som efter hans mening var lige så tomme og iscenesatte som de udstoppede kronhjorte, der poserede indenfor iklædt kalvekrøs og læderdragter. De stod bare der med slow moattitude og gjorde en dyd ud af at ignorere folk som Paaske og mig, når vi forsøgte at komme forbi for at ramme Café Stjernen for enden af Nansensgade. – Yuppiescheisse, hvæsede Paaske. – Hey, queer boys. Snup jer en Århus-brunch med drænet yoghurt, tilføjede jeg. Men aldrig højt nok til at bohemerne kunne høre, hvad vi sagde, for på Bankeråt-hjørnet var de i flertal. Og selvom de helt sikkert var af von Slappenskid-typen i en regulær infight, så var de proportionelt stærkere end os, for vi var tilsyneladende de eneste to nogenlunde moderne typer i hele kvarteret, der ikke brugte tid på at brownnose dette tyndarmede gade-tribunal. Vi vidste godt, at de så ned på ofte standerstive typer som os, men både for Paaske og mig havde det altid været mere cool at agere underdog. For vi følte klart, at vi havde større nytteværdi end dem og til enhver tid også matchede dem rent streetwise. Nok var vi tabere,
92 Hønsehunde
TUMULT 1 / 2011
men vi var stolte af det. Derfor valgte vi at blive kronprinser af Café Stjernen, hvor vi kunne more os frit og samtidig fyre godt op under alle de faste sprittertyper. For Paaske startede det helt klart som slumturisme, mens jeg rent faktisk var vokset op på provinsens tilrøgede værtshuse og følte mig mest tryg dér, hvor taberne var i flertal. Stjernen var det sidste værtshus i vores kvarter, som ikke blev fyldt med skoletasker fredag eftermiddag og stadig var uopdaget af den kreative klasse, og derfor på ingen måde var in for andre end os. Her skulle vi ikke præstere noget eller konkurrere med nogen, men kunne frit styre jukeboksen i retning af Bon Jovi. Vi fulgte typisk den samme skala i takt med alkoholindtagelsen. Først Gasolin, så Shubidua og dernæst John Mogensen, eventuelt Papa Bues Viking Jazzband, hvis humøret var ekstra højt, men så var det kun i konstellationen med Bjarne Liller og hans Man kan jo ikke gøre for, at man har charme. Det skulle nok sætte fut i fejemøget. Og så lukkede vi med Bon Jovi og fælles falsetsang på Bed of Roses, hvis vi ikke endte i et indædt battle på gode hengemte klassikere og one hit-wonders. Satte jeg Asshair på, skabte det røre på Stjernen. For bandets debut var skam at finde i den internetopkoblede juke, men stamkunderne gik i flitsbue ved lyden af punkskrig og fræsende guitarer og bad om at få skruet ned for det lort. Sådan havde Paaske det også med den sang, der i mine øjne var deres største hit, Beats You. Det var skrålepunk med et topmelodiøst poprefræn. In my heart beats you. Det var et kort knald på under to minutter, men på Stjernen blev den slags pikpunk kapuneret, før den kom ordentlig op at stå. På den led var der altså ingen steder i kvarteret, hvor en skelsættende rockanmelder som mig kunne få det helt, som han ville have det, for det var trods alt stadig dansktop-segmentet, der fyldte mest i Stjernens pladejerns-bar. Derhjemme var det konen, der sad på volumen-kontrollen. Jeg havde sådan set kun mulighed for at høre mit nyeste favoritband iført hørebøffer, eller live. Hvorfor jeg en dag lokkede Paaske med til hans første punkrock-koncert. Det var i Pumpehuset, og jeg var selvfølgelig personlig skrevet i døren med hele tre personer
TUMULT 1 / 2011
93
som følge. Så vi forlod Stjernens julefrokost og det traditionelle højtids-skænderi mellem Krebse-Bent og Skalle-Børge, der som regel endte med, at Krebse-Bent netop fik en flyveskalle af den rigtignok skaldede Skalle-Børge, men det havde vi jo set flere gange før, og jeg havde jo linet et par af de nye pige-praktikanter inde fra avisen op. De mente, at Nico fra Asshair var ret lækker, nu hvor han var blevet vært på MTV. Jeg lovede at skaffe dem backstage. Det tegnede til at blive en stor aften. Selv en af anmelderne fra kritikersammenslutningen Steppeulven var på min opfordring mødt op for at se, om Asshair mon virkelig var så fede live, som jeg havde talt om til den netop overståede generalforsamling, hvor vi havde nomineret årets oversete kunstnere til de eftertragtede statuetter. Asshair nåede ikke de fornødne point med deres debut, men min varme fortale fangede altså et enkelt anmelderøre i den kræsne sammenslutning. Han var kendt under tilnavnet Nerven. Nervens ører foldede sig faktisk ud under Hemingway-hatten den decemberaften. Men som jeg valgte at give ham ret i, da han ligesom havde større anciennitet end mig som steppeulv, så var det småt med melodien og noget nær den samme rytme hele tiden, men Asshair var da bestemt et syn for rockguderne, mente han. Jeg nikkede og hentede flere øl. Sådan fungerede hierarkiet i Steppeulven. Nyeste medlem gav omgang og især, hvis man tilhørte en laverestående avis, i mit tilfælde gratisavisen Nonstop, så var det hele lidt op ad bakke. For blandt rutinerede rockkritikere gjaldt det ikke om at have mange læsere, men derimod de rigtige læsere. Dem, der kunne se kunsten i ens knivskarpe analyser. En musikanmelder er jo selv en form for kunstner, lod jeg mig overbevise om. Jeg blev stærkt betaget af faget. Fejlagtigt, skulle det vise sig. Dengang troede jeg stadig på, at selv en gøgeunge kunne få plads ved parnassets bord. Hvis bare jeg var rock’n’roll nok. Og det gav jo selvfølgelig altid gode karma-point, når man som jeg havde et par friske unge hun-praktikanter med på sidelinjen, som den ældre steppeulv kunne tale sig ned i trusserne på med sin specifikke viden om Kraftwerk og Joy Division og hele U2’s bagkatalog
94 Hønsehunde
TUMULT 1 / 2011
(Boy, War og October fra før de blev kommercielle). En steppeulv nød i det hele taget at krydsreferere til alskens genrer a la krautrock og shoegaze og new romantic, når en koncert var ovre, og det ikke længere var tid til at have armene over kors. Kunne man ikke intellektualisere over det, var det ikke musik. I det selskab talte jeg således aldrig om min store passion for Bon Jovi. Heller ikke denne aften, hvor de to praktikantinder fra vores gratis-pamflet virkede lige lovlig imponerede over mødet med Nerven og da heller ikke var sene til nærmest samstemmende at hvine: Ej, er du anmelder på den avis? Og: Ej, jeg læser altid dine anmeldelser. Og ej, hvor stor er din pladesamling? Underforstået: Hvor stor er din pik? Men selv som semikendt musikkritiker iført faconsyet jakkesæt med dertilhørende vest (nyeste trend i Steppeulvs-slænget) kunne man ikke stjæle spotlightet fra et band som Asshair. Der var røvsvedige riffs og party på podiet. Drengene sparkede til øllet og snottede på scenen og rullede sig på gulvet og skar sig på knuste glas, mens de blødte og svedte og stagedivede og strippede og smadrede deres instrumenter efter at have spillet så højt, at selv ens mellemkød bævrede. Med andre ord tabte Paaske og jeg terræn i både Nervens og Asshairs selskab, og da vi gerne ville stå for forvaltningen af vores nye lærlinge (vi var trods alt begge praktikantvejledere), proklamerede vi en hurtig omgang stagediving fra den to meter høje scenekant. For selv om vi var i 30’erne, var det jo normalt at opføre sig som dem i 20’erne og så fremdeles, så Paaske og jeg nappede lige en hurtig slamdance for at varme op og se endnu yngre ud. Det hjalp. Praktikantinderne flyttede fokus, og vi gjorde os klar til at gå mod scenen, da en fyr ved navn Muffe tog teten som aftenens første ud i denne rockens ultimative tillidsprøve. Og fejlede. Det var ellers selveste Muffe fra butikken Copenhagen Body Extremes nede i Pisserenden, der selv var overdrevet rock’n’roll at se på med stretchede ører, djævlehorn i panden og piercingstave i hele mundtøjet. Hans arme lignede de der tattoo-sleeves, man kan købe i enhver BR-butik. Men Muffes tusser var ægte, og han var åbenbart selv så ægte skræmmende, at ingen greb ham, da han
TUMULT 1 / 2011
95
med et hyl kastede sig ud fra Pumpehusets scene. Asshairs faste skare af fans flyttede sig simpelthen, hvorfor Muffe maveplaskede i brædderne med et voldsomt brag. Han blev båret bort af fire vagter, mens han desperat forsøgte at genvinde evnen til at trække vejret. Jeg valgte at trække mig, men Paaske råbte fandeme nej og klemte sig gennem mængden af pogo-dansende teens. Det blev mest mig, der greb ham og hans 93 kilo tunge ølkrop, hvorfor jeg brækkede min tommeltot. Men det opdagede jeg ikke, for vi var pænt beduggede oven på julefrokosten, og i det samme dedikerede Asshair sangen Beats You til Randy Frydenlund. Til mig. Jeg følte mig inderligt stolt og glemte helt den akutte smerte, mens jeg kæmpede mig hen til scenekanten, hvor Fred stod klar til at sparke en stående fadbamse lige i synet på mig. Jeg vinkede bare, for det var jo rock’n’roll, og så hoppede han oven i købet ned til mig med sin guitar, og jeg fik lov at spille en cirka fem sekunder lang solo, men jeg hev bare vildt i vibratorarmen for at se tilpas prof ud. Under normale omstændigheder betragtede jeg naturligvis mig selv som en habil grungeguitarist. Nerven virkede næsten imponeret over forløbet. Det er trods alt ikke hver aften, at en rockkritiker personligt får dedikeret en sang af bandet, hvilket set med kritiske briller måske også var en lige lovlig vennesæl applaus. I Steppeulven var man dog ikke kritisk på dén måde. Indspisthed og skulderklap til egne venner og favoritter var den formålsparagraf, der stod at læse mellem linjerne, da foreningens prisshow i sin tid blev stiftet som en undergrundsalternativ konkurrent til det langt mere kommercielle Danish Music Awards. Tv-showet, der tidligere bare var kendt som Grammy-uddelingen, hvor musikbranchen på ingen måde lagde skjul på, at man altid belønnede de venner, som solgte mest det pågældende år. I Steppeulven skiltede vi ikke direkte med nepotismen, men havde om muligt et endnu mindre armslængde-princip, da man her for alvor kunne slå et slag for sine små upcoming venner. De mest toneangivende anmeldere var dog medlem af begge juryer og uddelte på den måde fedte-statuetter via både Steppeulven og Danish
96 Hønsehunde
TUMULT 1 / 2011
Music Awards (og fik dermed fri bar og kendis-networking til begge fester!), hvilket dog ikke betød, at de selvsamme kritikere undlod at kritisere de evigt overfladiske prisshows i den sædvanligvis harske klumme op til selve uddelingen. Man var vel rock’n’roll i ånden? Og priser var jo ikke alt. Musik handlede trods alt om det, der skete på scenen. Dét. Det at have dét. Nerven bralrede altid op om dét. At se dét var hans force. Efter mit spadestunt benyttede han lejligheden til at nævne, at han da også godt vidste, hvordan en el-guitar vendte, og som sådan havde en fortid i et rockband, jeg dog aldrig havde hørt om. Han indviede mig i, at Steppeulven faktisk havde sit eget festband, hvor han var bassist. Så hvis jeg kunne spille, havde jeg måske en chance for at avancere og blive bas-suppleant og bonkammerater med selveste Joykiller, det vigtigste medlem af foreningen og forsanger i bandet. Ansat på Politiken, naturligvis. De hed BOTT, og skulle vist udtales [båt]. De var selvsagt opkaldt efter initialerne i Bob Dylans album Blood On The Tracks. – Vildt opfindsomt, sagde jeg og hentede en omgang mere. Da jeg kom tilbage, var det øjensynligt mere en trommeslager, Båts udsendte talentspejder var interesseret i. Kunne jeg se på Nerven. For Paaske løb atter på scenen, da bandet havde smidt guitarerne som det sidste støj-punktum for aftenen. Klassisk rock’n’roll-konception: Guitarrundhyl i to ørepinende minutter. Paaske så sit snit og valgte at spille på tromme til. DAGGA DAGGA DAGGA DUM DA DUM DA DUM DAGA DAGA DUM DA DUM PFFTSHH DUM DUM BA BA PSH PSH. Det lød som et Ryst Din Aftenskolerøv-kursus på Vesterbros Sambaskole, men de få tilbageværende publikummer (tre 15årige gothtøser som ventede på at blive lukket ind backstage) klappede høfligt, og Paaske hoppede straks ned fra trommesættet og overtalte dem til at få skrevet hans autograf på armen. Vi var naturligvis backstage en tur og tiltuske os gratis øl, men Asshair havde travlt med at sælge deres specialdesignede T-shirts, så vi tog i stedet på Byens Kro, hvor vi trods vores ekstraordinære indsats mistede Nerven og de to praktikanter i crowden. Vi fandt
TUMULT 1 / 2011
97
dog en fin erstatning i et par fisseletter fra Politikens iBYEN-redaktion, der syntes, Paaske var vildt sjov, fordi han kunne imitere samtlige dialekter i Danmark. Det var bare at trække ham i øret, så kunne han sige scorereplikker på fynsk, bornholmsk, sønderjysk, ommersysselsk eller andet kaudervælsk. Vi kunne som sædvanlig det hele på den halve tid, og pludselig røg vi med til efterdønningerne af Informations julefrokost, hvor jeg tog en streg på lokummet med deres faste musikanmelder for ligesom at dulme de tiltagende smerter i tomleren og komme på niveau med Erik Paaskes heftige charmeoffensiv. Næste indlysende skridt var at fyre op for en skumslukker og overdænge den tæt befolkede bar med hvidt stads, selv om der sådan set ikke var ild i det mindste. Da slet ikke festen. Godt nok var jeg påvirket, men jeg kan tydeligt huske at ingen, absolut ingen syntes, det var sjovt. Da slet ikke de to fisseletter fra Ibyen, som var stærkt forargede på især avisens højt estimerede kommentator Lasse Jensens vegne, der jo også besad en vis magt via P1-programmet Mennesker og Medier. Og eftersom Paaske var på dansegulvet og kun havde øje for at gramse på kulturredaktricens røv, så jeg ingen anden udvej end at beklage dybt og hjælpe Lasse Jensen med at tørre skum af den stålindfattede brille, hvilket han helst så sig frabedt, men jeg insisterede og beklagede naturligvis min lille practikal joke i lange baner, selv om det var umuligt ikke at grine hysterisk, da Georg Metz pludselig dukkede op fra baren og irettesatte mig iført et skummende julemandsskæg. Selvfølgelig blev jeg hældt ud i avisens lille smøge mellem Bredgade og St. Kongensgade. Jeg ringede straks til Fred fra Asshair. Jo, vi kunne da kigge forbi til privatfest hos Nico, forsangeren. Det gjorde vi så, for Paaske havde også fået det røde kort for at gramse på alt og alle. Inklusive Georg Metz, og så tog vi i stedet til Asshair-afterparty på Vesterbro og fyrede helt op for Bon Jovi på Nicos anlæg. Nico bad os skrue ned og tage hensyn til naboerne, men det mente Paaske ikke var ægte rock’n’roll, og da han så heller ikke måtte ryge i stuen, udviklede det sig til regulært håndgemæng med en roadie ved navn Snif. Jeg blev nødt til at
98 Hønsehunde
TUMULT 1 / 2011
trække min oppiskede kammerat ned ad trappen, mens han råbte, at Asshair bare var ligesom alle de andre. En bedemandsbutik, en flok KFUM-spejdere, en menneskelig citrusvand med blidt brus og 4 x Bono i politisk korrekthed. Det var den nat. Ikke ulig så mange andre vidtløftige branderter, hvor vi havde slået en skagle og en skæv skid i egen rede. Blandt godtfolk, der som sådan tog pænt imod os, men helt klart tørrede sveden af panden, når vi var på den anden side af branddøren. Sammen var Erik Paaske og jeg et skælvende Fukushima, det var jeg klar over. Paaske var typen, der pissede i håndvasken, selv om lokummet stod lige ved siden af og som sådan lidt af en omgang, men han var uden tvivl min bedste og eneste ven på avisen og utæmmeligt morsom at hænge ud med i den tid. Men også evig anspændt og permanent ude af balance, hvorfor jeg aldrig helt vidste, om der var flueben for mine forsøg på at følge trop på skeje ud-skalaen. Selv det faktum, at jeg havde brækket min tommelfinger ved at agere landingsbane for hans kæmpekrop i Pumpehuset, mente han grundlæggende hang sammen med min blåøjede fascination af Asshair. Jeg havde jo selv foreslået at stagedive, trods vores i den sammenhæng ret fremskredne alder af 35 år. Vi var født samme dag, skal siges. 6. juni 1972. Tilfældigvis tvillinger i mere end én forstand. Jeg skulle bare holde mig fra at lave unoder med diverse dilettanter og holde mig mentalt forbundet med denne enestående original, så skulle det nok gå alt sammen. Sagde han. På avisen kaldte de os Pot & Pande. Jeg var af indlysende årsager Pot, Paaske var Pande, eftersom han konstant tjekkede op på, hvorvidt hans hårgrænse var på retræte, og/eller om Luxus Wax-stakken stadig sad lige i øjet. I forhold til håret var hans forfængelighed ekstrem, mens resten af kroppen fik lov at gå i forfald under træningsdragter og tennistøj. Han var nyhedshaj, jeg var kulturgrib. Han skrev på forsiden, jeg skrev på bagsiden. Han var interesseret i overskrifter, jeg ville ned mellem linjerne. Alligevel indgik vi en nærmest ægteskabelig pagt, hvor vi gerne brugte en halv arbejdsdag på at suge os ned i kantinen, som vi så selvfølgelig fulgte op med en efterbrænder på Stjernen samme aften. Vores
TUMULT 1 / 2011
99
speciale var at bagtale alt og alle, og så ellers ligne et nyforelsket kærestepar, der kun sjældent lukkede andre ind. Ergo lagde Erik Paaske et band som Asshair for had, selv om jeg så dem som en redning for min haltende karriere. Jeg forudså altså et par bump på vejen den dag, vi drønede mod Bon Jovi, for det var som om, at opvasken tårnede sig op. Billedligt talt. Konen og kasserollen. Min redaktør Bent Steiner. Bon Jovi. Asshair. Jeg havde en tallerken på hver finger og måtte prøve at lade være med at tænke tilbage på, hvordan jeg mod min vilje var endt med højre tommelfinger i gips første gang, jeg bragte Asshair og Paaske sammen. Og håbe på, at det ville gå mere glat i dag, hvilket jeg godt allerede nu kan afsløre langt fra blev tilfældet. På mange måder skulle jeg komme til at længes tilbage til de to måneder, hvor jeg sad i mit hjørne på redaktionen med en ufrivillig thumbs up og gerne råbte: – Gider I ikke godt skrue lidt ned for arbejdet? Vi er nogen, der prøver på at sove hernede! Det var i den periode, mine ellers tidligere så opmærksomhedsskabende beatkritik også åndeligt fik karakter af venstrehåndsarbejde. Jeg skrev på én finger som en anden rusten Seat Cordoba med grus i cylinderen og blot ét stempel til at trække sig frem i nødsporet på. Jeg var ved at brænde ud. Det var derfor, at jeg her et halvt år efter så Bon Jovi som min redningsvest. Bogen kan købes på www.byensforlag.dk
100 Hønsehunde
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
101
blackpool AF Kristian SĂŚderup
102
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
103
D
et fotografiske essay Blackpool blev til under et måneds langt ophold i byen Blackpool på Englands vestkyst. Blackpool er Englands største badeby. Byen er på størrelse med Odense og havde før i tiden 17 millioner årlige gæster og flere hotelsenge end hele Portugal tilsammen. Blackpool var fra 1890’erne stedet, hvor englændere samledes og nød pauser fra hårde arbejdsliv. Flere generationer har forbundet byen med frihed, drøm og leg. Så kom charterturismen. Feriegæsterne udeblev, og byen begyndte at forfalde. I stedet begyndte arbejdsløshed, vold og stoffer at udgøre fortællingen om Blackpool.
104 Blackpool
TUMULT 1 / 2011
I dag er det centrale Blackpool ét kæmpestort, permanent cirkus. Byen er i mange englænderes bevidsthed et fristed, hvor du kan gøre ting, som du ikke kan gøre i resten af landet. På den ene side er det smukt og fyldt med festglade folk, der lever livet. På den anden side, lige bag den kulørte facade, ligger råddenskaben og lurer i form af pædofili, heroin, selvmord, unge hjemløse og fattigdom. BLACKPOOL er Kristian Sæderups rejse rundt i Blackpool. Konfrontationen med et eventyrland vendt på hovedet, hvor godt og ondt, drøm og mareridt ikke kan skilles ad. Han troede, han skulle finde en by, men fandt i stedet sine egne længsler, mistro og frygten for kantsten.
TUMULT 1 / 2011
105
106 Blackpool
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
107
108 Blackpool
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
109
110 Blackpool
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
111
112 Blackpool
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
113
114 Blackpool
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
115
116 Blackpool
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
117
118 Blackpool
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
119
120 Blackpool
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
121
122 Blackpool
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
123
124 Blackpool
TUMULT 1 / 2011
TUMULT 1 / 2011
125
126 Blackpool
TUMULT 1 / 2011
/B TUMULT 1 / 2011
127