Dødens forgård Fra den 96-årige Kaj Friis Nielsen på Plejehjem i Rønde har vi modtaget disse tanker. Kaj og Lis boede i mange år i Mesballe, og de var begge medarbejdere ved Optimisten. Kaj var i ca. 15 år medredaktør ved bladet og har i årenes løb bidraget med mange gode artikler. Dødens forgård kalder jeg det sted, hvortil jeg kom for et år siden, da min elskede hustru døde efter 68 (faktisk 69,5) års kærligt ægteskab. Er nu her og får en kærlig omsorg. Jeg sidder og ”ruger” i mindernes verden. Fire børn fik vi - 2 piger og 2 drenge - de og deres børn og vore oldebørn. De havde en dejlig mor, der tog sig kærligt af dem, også når jeg sejlede og endte som maskinchef. Jeg skrev kontrakt som betød 2 års tjeneste som maskinchef i kulminebyen Kutdligssat på Diskoøen. Vi kom hertil med vore 4 børn sidst i maj, da isen gjorde det muligt. Det var et par interessante og krævende år. Den ældste af sønnerne måtte rejse hjem alene for at gå i skole, vi var nødt til det, da de 2 ældste af børnenes klasser var de sidste. Fantastisk at han sidste sommer rejste derop med sin familie for at gense stedet, en herlig oplevelse sagde de alle. Også min kone havde meget kontakt med grønlænderne, en gang om ugen mødtes flere og så syede de og lærte af hinanden. Lis lærte lidt af sproget, det var ikke let. AJUNGELAK= det er godt AJOBOK= det er dårligt. Husker jeg endnu. Ogg de 2 år var en herligg tid,, det husker jjegg også. g
Nu sidder jeg så her i dødens forgård i mindernes verden. Jeg er 96 år og takker for et godt liv, men nu er det nok, og savnet kommer jeg ikke over. Min far er fra Thy, hvor mine bedsteforældre boede så tæt på Limfjorden at den i stormen kunne bryde ind i butikken, ”nå, skidt så blev gulvet da vasket”. Min bror og jeg var på sommerferie der hvert år. En aften blev bedstefar træt af os og sagde henvendt til min bror, ”nå, nu godnat Niels Aunsbjerg”. ”Godnat bedstefar, skal du nu i seng”? ”Nej, det skal du”! Gilleleje fyr ud En dag blæste det så koldt, at vi ikke kunne komme at fiske, jeg var i systuen på loftet, hvor sypigen sad i
6
den ene ende af det lange bord. ”Ræk mig lig a SAUS” sagde Jørgen. Hvordan staver du til sous. Lad mig nu se - S A U S. Det blev fiske-vejr og vi fangede mange, som bedstemor tilberedte dejligt. Jeg havde 2 fastre, der blev gift med en købmand, de havde 2 drenge. Når de gik igennem butikken, sagde de: ”Kan a lige få en kanold” - det fik de, og i tilgift forlorne tænder i konfirmationsgave, de almindelige kunne ikke holde til al det sukker. Min anden faster Lydia havde sølvbryllup 2 gange i sit liv. En mand kunne ikke stå for hendes facon, han var syg. Da man fejrede hendes 101 års fødselsdag sagde hun: ”Ka a nu æ godt være bekjendt at dø”, og det gjorde hun. Bedstefar døde som 82 årig. Ved begravelsen kikkede bedstemor på kisten og sagde, ”æ græder æt Niels, a kommer snår”. 12 dage efter var hun død. Faster Clara døde og onkel Aksel solgte butikken. Efter et par år som enkemand friede han til min mor. De slog sig ned i Lunderskov. En smukt beliggende rødbygget stationsby. En gang jeg besøgte dem, spurgte jeg hvordan har du det onkel?: ”A har det som i PARADIS”. Ja, livet går videre igennem mindernes verden i et ellers forståeligt savn, som jeg ikke kan flygte fra. Men det er med mig her i hjemmet på gravens rand. Jeg kan se Århusbugten mellem hustagene, havudsigt i min alder. Jeg kikker ud af vinduet fra VENTEVÆRELSET Jeg kan lide at møde vennerne fra en svunden tid, vi havde glæde af at læse bøger og drøfte dem med hinanden, og vi sang sammen. Vi er få tilbage, bl.a. Martin, en god ven som jeg af og til ser og opfrisker gode gamle minder med. ”Åh denne færden i mindernes verden med klokkeblomst og Bellis og Følfod”. Kaj Friis Nielsen må have anet, hvor det bar hen, for han sov stille inde den 17. december. Læs nekrolog på næste side
OPTIMISTEN - Februar 2021
