Vi bor i Hornsyld og Bråskov

Page 1


Et godt sted at blive gammel I Hornsyld er alting tæt på og man kan gå til det hele - Når man kommer op i årene, er det vigtigt, at man har nem adgang til tingene. Her i Hornsyld har vi butikker med dagligvarer, lægehus, tandlæge, apotek og ikke mindst gode tilbud med aktiviteter, også for os ældre. Det siger Anne Grethe Munk Jørgensen, der bor på Møllevej 25 i Hornsyld. Hun er født i 1929, men det betyder ikke, at hun har sænket aktivitetsniveauet. Hun går til svømning og vandgymnastik i Hornsyld Idrætscenter, seniordans på Hornsyld Skole, sang i Konfirmandstuen og deltager i Pensionistforeningens møder og ture. Og så går hun til Line Dance og sang”udenbys” i Hornum, hvortil hun har kørelejlighed. - Jeg prøver at holde mig i gang, og det er der gode muligheder for her i Hornsyld, når man har det hele lige uden for døren og kan gå til det hele. Kommer stadig på arbejdspladsen Ud over de mange aktiviteter, hun går til, passer hun selv sit hus og sin have med blomsterbede og drivhus, og hun er også ofte samlingspunkt for sin familie, der tæller tre døtre, seks børnebørn og 12 oldebørn – alle bosat i nærheden af Hornsyld. Ja, og så er der jo lige sammenkomsterne på virksomheden Da Hill Plast i Hornsyld, hvor Anne Grethe arbejdede med dukkeproduktion gennem 31 år frem til hun blev 70 år. - Det var en god arbejdsplads, de var gode ved os. Vi ”gamle” ansatte mødes på DanHill hver anden måned, og vi skiftes til at have kage med. Vi er ude og spise sammen en gang om året med fru Madsen, og vi bliver altid inviteret til jul. Det sætter vi alle meget stor pris på. Det bedste sted Anne Grethe er født i Kauben ved Hornsyld og kom ud at tjene som 14-årig. Efter at have arbejdet en række forskellige steder, blev hun gift med Poul Munk Jørgensen, og de boede på en ejendom i Vrigsted gennem 52 år. Anne Grethe har altid arbejdet meget, både på gården og på sin arbejdsplads. Hun blev alene i 1994 og har boet på Møllevej i Hornsyld siden 2004. - Hvorfor det lige blev Hornsyld? Det var fordi, det er en hyggelig by, der ligger centralt og har meget at byde på. Det er også nemt at komme med bus til Horsens. Man bor i en by, men samtidig kan du let komme ud i naturen. - Jeg vidste også, at der var mange aktiviteter, et godt sammenhold og mange flinke og hjælpsomme mennesker. Altid nogen at få en snak med. Man kommer hinanden ved, og man behøver ikke kede sig, bare fordi man er blevet gammel, siger Anne Grethe, der ikke kunne forestille sig noget bedre sted at bo.



Drømmehus til overkommelig pris Bråskov ”vandt” over Aarhus for familien Hausgaard Gregersen, der søgte efter et stort hus med god plads - Vi har fundet vores drømmehus her i Bråskov. Et stort hus på en spændende naturgrund med masser af plads til udfoldelse for vores familie. Og så var det til en overkommelig pris. Det fortæller Christina Hausgaard Gregersen, der bor i den gamle stationsforstanderbolig i Bråskov sammen med sin familie, Peter Hausgaard Gregersen, og drengene Laurits (født i 2010) og Sylvester (født i 2011). Begge to er folkeskolelærere, hun i Hovedgård og han i Barrit. Efter at have boet i en andelsbolig i Aarhus i nogle år, søgte Christina og Peter efter et større hus med gode udfoldelsesmuligheder – både inde og ude. Et sted, som kunne være den perfekte ramme for en aktiv børnefamilie. Huset fandt de i Bråskov, hvor de har boet siden 2011. - Vi er kreative og aktive mennesker, der laver en masse ting selv, og vi vil gerne have værksted, lagerplads, hobbyrum og den slags. Samtidig er vi naturmennesker, der gerne vil være aktive udendørs. - Stedet her er ganske enkelt drømmen for os. Et stort gammelt hus bygget i 1924 i tre etager med sjæl og mange kvadratmeter. Huset ligger lidt væk fra vejen på en naturgrund på 6000 kvadratmeter, nærmest en park, med en rislende bæk og udsigt til marker, eng og en fold med heste. Hvad mere kan man ønske sig? Hjemmesiden overbeviste os Da parret besluttede at finde et sted med mere plads, var de åbne for, hvor det skulle være. - Vi søgte i Aarhus og omegn, men prisniveauet var rimeligt høj. Vi søgte herefter alle mulige steder, og pludselig så vi annoncen med huset i Bråskov. Det var ikke lige et sted, der havde været inde i vores overvejelser, og vi søgte videre på nettet for at læse noget om området. - Da vi kom ind på hjemmesiden www.hornsyld.dk, blev vi endnu mere overbeviste om, at vi på rette spor. Hornsyld- og Bråskov-området har jo det hele, det bekræftede hjemmesiden os i. - Ud over at vores drømmehus lå her, kunne vi jo læse, at der er gode muligheder for børnepasning, skole, idrætshal, svømmehal, aktive foreninger, indkøbsmuligheder og hvad man ellers har brug for. Og samtidig en god central beliggenhed med de større byer rimeligt tæt på. - Vores plan var ikke at flytte langt ud på landet, for nærheden til alle disse ting betyder meget. Vi gik efter landlige omgivelser med nær adgang til byens forskellige faciliteter, og det har vi fundet her på stedet. Et handlekraftigt område Et andet forhold, der spillede en rolle, var at det skulle være et område med handlekraft og aktive mennesker. - Det skulle ikke være en soveby men et sted, hvor folk selv gør noget for at skabe udvikling. Det sker her i Bråskov og Hornsyld, hvor der er et godt foreningsliv og folk sætter ting i gang og tager ansvar. Her er et lokalt fællesskab, som vi er glade for at være en del af, siger Christina.



Mange arbejdspladser - og alt er tæt på Sussi Therkelsen flyttede til Hornsyld på grund af sin arbejdsplads og fandt ud af, at byen har det hele - Der er mange arbejdspladser i Hornsyld, det betyder meget. Og så er det en by, der har det hele og hvor alting er tæt på. Jeg tror ikke, jeg nogensinde flytter herfra igen. Det siger Sussi Therkelsen, der bor på Søndergade 22 i Hornsyld sammen med sin mand, Michael Pedersen, og deres datter, Cindi, som er født i 2012. Hun stammer fra Rårup og arbejder som operatør på DanHill Plast, hvor hun har været ansat siden 2006. Michael arbejder ligeledes på DanHill, hvor han er ovnfører. - Det var på grund af vores arbejde, vi bosatte os her i Hornsyld, og jeg er blevet enormt glad for at bo i Hornsyld. Vi har aldrig fortrudt, at vi valgte at bo dette sted. - Byen har det hele, både forretninger, børnehave, skole, idrætscenter, svømmehal og alt muligt andet, som er vigtigt for en families trivsel. Et godt og trygt sted for en børnefamilie. - Det hele er tæt på, og jeg kan gå på arbejde og gå til alt muligt andet, jeg skal. Det nyder jeg meget, og vi bruger faktisk ikke bilen ret meget, for det er ikke nødvendigt. En by af passende størrelse Sussi kunne ikke tænke sig at bo i en storby, og hun har heller ikke lyst til at bo på landet på nuværende tidspunkt. - Hornsyld er ikke for stor og ikke for lille, det passer os godt at bo i en by af denne størrelse. Det er rart, man kender folk omkring sig og møder arbejdskammerater og andre, når man er ude at handle. Det er hyggeligt. - Jeg kan også godt lide at bo et sted, hvor der ikke er alt for meget larm og ballade. Her er lidt ”landsbyagtigt”, men alligevel alle de ting, der hører med til byen. - Samtidig er der et godt sammenhold. Lige nu gælder det først og fremmest vores datter, og vi er endnu ikke så aktive i foreningslivet, men det er vigtigt, at der er tilbud og aktiviteter, hvor man bor. Elsker naturen Sussi holder meget af naturen og er glad for at bo et sted, hvor der er nem adgang til skov og grønne områder. - Der er en masse gode stier omkring Hornsyld, her går vi meget. Jeg har familie i Bråskov, og det er en god tur med barnevognen gennem det grønne område. Det er fantastisk dejligt at bo i byen og alligevel så tæt på naturen. Det nyder jeg meget.



Plads til både familie og forretning Lars Jacobsen driver selvstændig virksomhed med fire ansatte i tilknytning til privatboligen - Her er plads til et godt familieliv og til at drive selvstændig virksomhed i tilknytning til privaten. Den kombination passer os rigtigt godt, og der er samtidig alt, hvad vi har brug for, her i nærområdet. Det fortæller Lars Jacobsen, der siden 2010 har boet i Bråskov sammen med Maria Kølleskov. Parret har to børn, Caroline født i 2011 og Andreas født i 2013. Maria boede i Vejle og Lars i Aarhus. Parret søgte et sted, hvor de kunne etablere sig som familie og samtidig drive hans virksomhed, JALA Helsekost med fire ansatte. - Vi ville gerne bo på landet, og var ret åbne for, hvor det skulle være. Vi søgte på nettet og holdt øje med, hvad der var til salg rundt omkring. Det skulle være et sted med en stor bolig og god plads til både lager og kontor til virksomheden. Det skulle samtidig ikke være for langt fra Vejle, hvor Maria arbejdede på det tidspunkt. - Jeg kommer oprindeligt fra Skjern, og det passer godt til mit temperament og min baggrund at komme på landet. Vi var enige om, at det ville være godt for vores børn at vokse op i landlige omgivelser, fortæller Lars, der er uddannet inden for shipping. Det hele var perfekt Da Lars og Maria læste om boligen i Bråskov, kunne de hurtigt se, at det var sagen. - Vi faldt for huset med det samme. Det er oprindeligt et gammel ledvogterhus, som lå i tilknytning til banen. Et hyggeligt og rummeligt hus i byen, væk fra vejen, helt ud til markerne og med en dejlig stor have. Samtidig var der en særskilt bygning, som passede perfekt til virksomheden. Parret havde kendskab til Juelsminde og Hornsyld, men havde ikke hørt om Bråskov. - At det lige netop blev Bråskov, var nok mest fordi huset var så perfekt og levede op til vores ønsker. Men vi fandt jo hurtigt ud af, at alt det en børnefamilie har brug for, er her i området. - Hornsyld har institutioner, skoler og gode fritidstilbud. Det var en kombination af beliggenhed og økonomi, og der var ikke rigtigt nogle argumenter for at det ikke skulle være her. Mødes på Stationsgrunden Lars har boet i en lejlighed i Aarhus i mere end 10 år. - Det er en omvæltning at flytte på landet, men det har været godt, og vi er blevet taget godt imod. Jeg savner ikke det pulveriserende liv i storbyen, hvor man bare er et nummer. Her kender vi hinanden og kommer hinanden ved på en god måde, og vi nyder stilheden. - Byen har en aktiv beboerforening, som har gjort et kæmpe arbejde omkring Stationsgrunden i Bråskov, det er også med til at skabe værdi og trivsel, siger Lars.



Rammen om et godt familieliv Hornsyld er med sine gode institutioner, skole og fritidstilbud det ideelle sted for en børnefamilie Hornsyld er for os den perfekte ramme for et godt børne- og familieliv. Her er børnehave, skole, foreningsliv, legekammerater, natur og luft omkring os. Mere kan vi ikke ønske os. Det siger Tine Lykkeberg Nielsen, der bor i Skovparken i Hornsyld sammen med sin mand, Chris, og børnene Cecilie (født i 2005) og William (født i 2009). Familien har boet i Hornsyld siden 2008. - Vi er begge vokset op i mindre lokalsamfund, og vi gik efter det nære og trygge miljø, fortæller Tine, der er jurist i Fødevarestyrelsen med arbejdsplads i Lystrup. Chris er selvstændig, han driver firmaet A/S NP Trucks i Horsens. Parret har tidligere boet i Hatting og Horsens, men de ønskede at bygge hus et sted på Juelsminde-halvøen, hvor de begge kommer fra. - Valget faldt på Hornsyld, fordi stedet har det hele. Et mindre lokalsamfund, hvor der alligevel er alt det, vi har brug for og alt det, vi prioriterer som vigtigt – og samtidig nem adgang til de større byer. - Da vi fandt grunden i Skovparken, var vi slet ikke i tvivl. Vi bor i et villakvarter, men alligevel lige midt i naturen med fantastisk udsigt, kuperet terræn og masser af dyr, som vi kan nyde synet af fra huset og haven. Vi var enige om, at det ikke kunne gå galt, og vi har aldrig fortrudt, at det blev her, vi slog os ned. For Tine og Chris var det et must, at der var gode dagpasningstilbud og gode fritidsmuligheder. - Børnehave, skole, overbygningsskole, idrætshal, svømmehal og en lang række gode og aktive foreninger. Her er det hele. Samtidig er der nærhed og tryghed. Man kender hinanden og tager omsorg for hinandens børn, man kender legekammeraternes forældre, børnene kan cykle rundt og alt er inden for overkommelig afstand. Et aktivt samfund Tine er glad for at bo i en by, hvor der er mange aktive mennesker, som gør en indsats og vil være med til at gøre en forskel. Selv har hun også været aktiv lige fra start, hvor hun kom i børnehavens bestyrelse og var formand i to et halvt år. Hun er også parat til at tage et ansvar i skolebestyrelsen. - Det er interessant at være med til at præge tingene og tage ansvar for udviklingen, og man lærer samtidig andre at kende. Jeg gør det naturligvis for mine børns skyld men også fordi det interesserer mig og jeg finder det vigtigt, at vi har en god børnehave og en god skole her i Hornsyld. - Mange udfører et frivilligt arbejde, det er medvirkende til at skabe et stærkt lokalsamfund. Det frivillige arbejde vokser og gror. Det oplever vi også omkring børnehaven, hvor der sker mange gode ting. Børnene besøger plejecentret til glæde for både de ældre og børnene og senest er vi ved at søsætte et projekt om frivillighed, hvor bl.a. bedsteforældre kan bidrage med initiativer og kan hygge sig med børnene. Det er til glæde for alle parter, og jeg er glad for, at den slags kan udvikle sig i min by, siger Tine.



Nærhed på den gode måde Godt at bo et sted, hvor folk involverer sig og kommer hinanden ved - Det betyder rigtigt meget at bo et sted med et godt nærmiljø, hvor folk er engagerede og involverer sig. Sådan er det her i Hornsyld, og det gør det til et godt sted at være. Det siger Valborg Bjerremand, der bor på Bakkedraget 21 i Hornsyld sammen med sin mand, Kristian Bjerremand. Her har de boet siden 1988, forinden boede de på Møllevej i Hornsyld og i Bråskov i en periode. - For mig er nærhed en stor værdi, og det oplever jeg i dagligdagen her i Hornsyld. Dels på vejen, hvor vi bor og kender hinanden godt. Men også i hele byen, hvor der er rigtigt mange mennesker, der gør en indsats for fællesskabet. - Der er utroligt mange mennesker i Hornsyld, der på forskellig vis gør en indsats. Det sker i byens rige foreningsliv, ved frivilligt arbejde og i det hele taget ved en meget stor hjælpsomhed. - Vores børn er voksne i dag, men det har været en meget stor tryghed for os, at de er vokset op i det her nærmiljø. Vi føler, at der var gode rammer for deres ungdom med udgangspunkt i sport, kammerater og voksne der trådte til, når det var nødvendigt. Det frivillige arbejder lønner sig Selv er Valborg en af de personer, der yder et frivilligt arbejde i byen. Hun er instruktør til svømning og vandgymnastik, som hver uge samler et stort antal pensionister i svømmehallen. - Deltagerne nyder det, og som instruktør får man også en masse ud af det. Jeg er altid så glad og godt tilpas, når vi har været til svømning, for deltagerne giver så meget igen og jeg føler, at det er meningsfyldt. Valborg er også frivillig på Kildevældet. Hun hjælper til ved møder og lignende og følger af og til beboerne som ledsager, når de skal til noget. - De er taknemmelige, og jeg nyder at hjælpe til på denne måde. Jeg vil gerne gøre noget for andre mennesker, og indsatsen kommer mange gange tilbage igen, siger hun. Foreningslivet har altid været en vigtig del af tilværelsen for Valborg, der har siddet i menighedsrådet, Brugsens bestyrelse, Kildevældets Venner og meget mere. Hun deltager gerne i syng-sammen-aftener, fællesspisning, foredrag og andre arrangementer i byen, og hun er altid parat til at give en hånd med det praktiske arbejde og når der skal laves kaffe. Mange gode stier omkring byen Selve byen Hornsyld med dens mange tilbud samt naturen omkring den spiller også en rolle for Valborg. - Skøn natur med skov og marker og masser af gode afmærkede stier. Det nyder jeg meget. Vi bor i byen med dens tilbud og er alligevel så tæt på naturen, det er fantastisk.



Vendte hjem efter endt uddannelse For Christian Mortensen var det naturligt at vende hjem til sin fødeby - Jeg har altid følt, at jeg hører til i Hornsyld, og da jeg var færdig med min uddannelse og havde fået job, var det helt naturligt at vende tilbage og bosætte mig i min hjemby. Den har jo det hele. Det siger Christian Mortensen, der i 2013 byggede hus på Vestergårdsmarken 3 i Hornsyld sammen med sin familie; Nethe og sønnen August, som er født i 2010. Efter studentereksamen tog han uddannelsen som elektriker og læste videre til elinstallatør i Hadsten, hvilket han afsluttede i 2010. Han arbejder i dag i Vejen på virksomheden Solar, hvor han er teknisk supporter inden for vedvarende energi. Nethe er speditør og arbejder i Horsens. - Vi har boet i Lund i tre år, men vi følte begge, at Hornsyld var det rette sted for os. Nethes forældre bor i Tyrsted og mine i Klejs - og nu bor vi omtrent midt imellem, siger Christian, der er glad for den centrale beliggenhed. - Der er ikke langt til motorvejen, og vi kan hurtigt komme til både Vejle, Horsens og Aarhus og besøge de venner, vi har her. Vi bor på landet, men alligevel tæt på det hele. Rart at kende folk For Christian er det vigtigt at bo et sted, hvor man har et tilhørsforhold. - Det er hyggeligt at få en snak med folk, når man er ude at handle, jeg er nok lidt lokalpatriot. Det betyder meget, at jeg kender folk omkring mig, og sådan vil jeg også gerne have, at det skal være for vores søn. - Hornsyld har en masse aktive foreninger, og der er mange, der gør en indsats for at skabe aktiviteter i byen. Der er mange foreninger, og jeg tror på, at det er godt at engagere sig, siger Christian, der selv er kommet i borgerforeningens bestyrelse og på den måde bidrager til fællesskabet. Han er glad for at bo i en handlekraftig by, som kan banke nogle arrangementer op og stå sammen. - Vi har haft Lilholt-koncerter i mange år og nu har vi ølfest, der samler hele byen. Der er fællesspisning og masser af forskellige møder. Ja, og så er der Kjørmes, det er kun for mænd, og det er utroligt hyggeligt at mødes på tværs af generationer om en gammel tradition. Det er en del af byens historie. Et godt sted for børn En anden væsentlig årsag til at Nethe og Christian valgte at bygge hus og bosætte i Hornsyld er den, at de synes det er et helt ideelt sted for en børnefamilie. - Her er vuggestue, børnehave, skole, overbygningsskole og fritidsfaciliteter. Det er jo fantastisk at bo et sted, hvor vi har det hele lige uden for døren, og i et område som det her vil der altid være legekammerater i nærheden. Det betyder rigtigt meget, og er med til at give livskvalitet for en børnefamilie, lyder det.



”Hornsyld-måden” løfter det hele Det aktive foreningsliv og viljen til samarbejde gør Hornsyld til noget særligt - Hornsyld har sin egen måde at gøre det på, og den når vi langt med. Gennem samarbejde og dialog får vi afklaret tingene, og på den måde står vi stærkt, når vi melder ud, hvad vi ønsker og arbejder for. Det siger landinspektør Michael Jonasen, der bor på Søndergade 25 i Hornsyld sammen med Line, der er sygeplejerske, og datteren Katrine. - Jeg stammer fra Thisted, og da jeg var barn og ung kendte jeg intet til Hornsyld, fortæller Michael, der blev færdig som landinspektør fra Aalborg Universitet i 1995. Efter endt uddannelse fik han arbejde hos landinspektørfirmaet Bonefeldt & Bystrup i Horsens, som han i dag er medejer af. De første år boede parret i lejlighed i Horsens, men i 1999 købte de huset i Hornsyld. At det lige netop blev her, hænger sammen med, at Michael gennem sit netværk og forbindelser gang på gang stødte på folk, der sagde, at Hornsyld var et godt og aktivt sted med en god handlekraft. - Jeg var jo lige kommet til Horsens, og jeg hørte ofte folk snakke om udviklingen i Hornsyld, og derfor blev jeg interesseret. Da der samtidig var gode faciliteter for børnepasning og skole, svømmehal og idrætscenter, gode indkøbsmuligheder, mange foreninger, et aktivt erhvervsliv og sidst men ikke mindst, en dejlig natur, ja, så blev vi hurtigt sporet ind på, at Hornsyld skulle være vores by. Blev hurtigt involveret Da Michael og Line kom til byen, oplevede de, at rigtigt mange mennesker tog varmt imod dem. Folk var hjælpsomme, og de blev hurtigt involveret i byens foreningsliv, hvilket var en god start. Line har været i forældrebestyrelse i børnehaven, i svømmeklubbens bestyrelse og byens daværende kulturforening, mens Michael involverede sig i Hornsyld Idrætscenter, hvor han var formand i en årrække, i byens vandværk, hvor han blev formand, samt i mange andre ting, bl.a. erhvervsforening, bladudvalg, koordinationsudvalg og meget mere. - Vi har været aktive i foreningslivet alle årene, og det har givet os et stort netværk. Vi har bidraget med noget på den måde, men vi har samtidigt fået utroligt meget igen. Man har stor indflydelse på, hvordan tingene skal udvikle sig via foreningslivet, det er bare at gribe muligheden. I Hornsyld er der mange mennesker, der bidrager på en eller anden måde, og alle er medvirkende til, at tingene fungerer. Det er meget værdifuldt. Tæt på naturen Naturen og de landlige omgivelser spiller også en stor rolle for familien, der har udsigt til skov og grønne marker, selv om de bor lige midt i byen. - Den kombination er så vigtig for os. Vi er på landet, men alligevel tæt på byen - og også tæt på de større byer. Det er alt sammen privilegier, som vi nødigt vil undvære, siger Michael Jonasen.



Læs mere om Hornsyld: Bolig i Hornsyld området: Boligsiden.dk Hornsyld Idrætscenter: hicenter.dk Byggegrunde på Vestergårdsmarken Generel Information om Hornsyld: Hornsyld.dk

Foto: Susanne Ernst Tekst: LETkommunikation Tlf. 2023 5815


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.