BRIXVOLD
sangfragmenter og hans egne helt nyskrevne digte. I dette krydsfelt mellem gammelt og nyt smelter fortid og nutid sammen i lyd og ord, stærkt forankret i byen Sønderho og det omkringliggende landskab. ”Her står tiden stille, og det er dig, der bestemmer tempoet,” kan man læse et sted på internettet i en reklame for feriehytter i den velbevarede gamle skipperby, og det kan der måske være noget om. Men hvad angår byens musiktradition, er der langt fra tale om stagnation. Da Jeppe Brixvold i første omgang flyttede til Sønderho på et halvårligt legatophold i Julius Bomholts hus, ”Digterhjemmet”, i 2003, var det især for at komme lidt væk fra København og for at få koncentration til at skrive. I dag bor han fast på øen med sin familie. ”En af grundene til at jeg har valgt at blive her på øen er, at jeg har haft en fornemmelse af at det vil være frugtbart for det at skrive. Jeg har også boet et til halvandet års tid på øen Inis Mór uden for Galway i Irland, hvor jeg også var ret godt i gang. En ø har en topografi, der signalerer afgrænsning eller samling – man kan ikke gå hvor som helst hen,” siger han og tilføjer: ”Og så kan jeg godt lide havet!” Da han første gang kom til Sønderho, overraskede det ham, at den lokale folkemusik var en så naturlig del af hverdagen, som den var dengang og stadig er i dag: ”Der bliver selvfølgelig spillet til festlige lejligheder, især til baller og til bryllupper, hvor man spiller de sønderho’ske brudestykker, men ofte kan man også til hverdag høre musik fra haverne rundt omkring i byen,” fortæller han. ”Jeg kan tydeligt huske de fester med Sønderho-musik, vores naboer holdt hele den sommer, og hvor overrasket jeg i første omgang blev over at opleve, hvordan der virkelig kunne være gang i en god fest, uden at der nogensinde blev sat en cd på. Der sad altid nogen og spillede violin eller harmonika natten lang.” På Fanø – og især i Sønderho, som gør en dyd ud af at have sine egne traditioner uafhængigt af færgebyen Nordby – er musikken langt mere levende, end den er i resten af landet, mener folkemusiker Peter Uhrbrand, som har boet på øen siden han kom hertil i halvfjerdserne og begyndte at lære at spille de gamle melodier under kyndig vejledning af øens to spillemænd, brødrene Frits og Søren Brinch: 34
”Andre steder hører folkemusikken hjemme i folkedanserforeninger som en institutionaliseret ting. Du skal tage dine gymnastiksko på, og du skal bage småkager først. Her i byen er det bare en del af hverdagen,” forklarer han, og Jeppe Brixvold er enig: ”Efter min mening tager man godt og grundigt fejl, hvis man tror, at man kan gengive helt restaureringsagtigt, hvordan en sønderhoning blev spillet for 100 år siden. Hvis man tror, at man kan lave en tro kopi. Det kan ikke lade sig gøre, det tror jeg ikke på. Den der museale interesse for musikken ligger mig virkelig fjernt. Og det er jo sådan set også, fordi jeg oplever, at det er noget, der bliver spillet og foregår lige om ørerne på mig. Musikken er der hele tiden, det er levende, og det er lige nu, det foregår”.
”
- En ø har en topografi, der signalerer afgrænsning eller samling – man kan ikke gå hvor som helst hen.
Sønderhoningen er en traditionel pardans af varianten polskdans, som fra det 16. til det 19. århundrede var fælles for hele området omkring Østersøen, men som efter 1860 stort set kun er videreført på Fanø. Rent danseteknisk er den bemærkelsesværdig, eftersom den danses i trefjerdedelstakt, mens melodierne oftest går i to fjerdedele. Sønderhoningen kan spores tilbage til 1700-tallet, og det siges, at man dengang, før man fik råd til instrumenter, kunne leje syngekoner, som trallede og sang aftenen igennem, mens selskabet dansede. Senere, da Fanøs beboere købte øen af Christian d. 6. i 1741 på en auktion i Ribe, og der blev givet tilladelse til at drive søfart fra øen, fik folk mulighed for at tjene flere penge end før og dermed råd til at købe instrumenter. I dag forbinder man nok især violinens fine, sprøde klang med Sønderhomelodierne: Allemagasej, Hans Peder Madsens stykke, Fisken ligger på hviden sand. Der er 120-30 stykker i alt, og de fleste af de fragmenter af sangtekster, vi kender i dag, er tilsyneladende opstået gennem tiden i livlige balsituationer. Når dansestuen var på