GENKENDELIGHEDER - om Nikolaj Zeuthens Oliebål
I Oliebål er hver dag en forbrugsfest, og livet noget man skal leve op til. Indtil Nikolai Zeuthen begynder at mærke jorden at brænde under sig. af Hans Henrik Møller
74
I Nikolaj Zeuthens Oliebål er det hverdagen, der dominerer. Det genkendelige, det trivielle fastholdt af én, der bare er der og registrerer, til tider afmægtigt, andre gange med en desperat trang til at ryste op i omgivelserne og få dem til at krakelere. ”16 digte og et filmreferat” lyder undertitlen, og omslagets foto er med til at signalere, hvad man kan vente sig: Der er Nikolaj selv og hans kone, der er de to børn, og alle er de inde i et køkken, skriften er malet med løs hånd hen over dette udsnit af virkelighed. Er dette så kun en fremstilling af noget privat, eller er det også personligt? Rummer fremstillingen af Nikolajs verden også et alment træk der kan interessere andre? Det bærende strukturprincip i bogen er situationen. Vi er med fædrene i gården til grillfest, vi er med mødrene på tapasbar og med vennerne i biografen, altid i afgrænsede sfærer og cirkler uden kerne, hvor ingen kan berøre hinanden, men er dømt til at forblive adskilt, ”og sådan kan vi altså sige, at det kan beskrives som nogle cirkler, hvis du forstår? Løgeksamen!” (p.18). Det er tilfældigheden, der styrer. Livet er tvangshandling og kliché. Mange af digtene har en opremsende karakter, der gør de fremstillede situationer helt fastlåste, sådan som det også sker for mødrene, når de mødes på tapasbar:
Det er casual, det er urban life, det er hverdagslivet som en gentagen, idiosynkratisk handling: Det er her, vi bliver bekræftet, det er her, vi er, men bekræftelsen af os selv lægger sig også som et låg over virkeligheden og forhindrer al udgang. Ikke noget under, da, at denne repetitive, tvangsmæssige omgang med isolerede virkelighedssituationer kan afstedkomme en trang til verdensbrand og oprør. Bryd trygheden ned, lad den implodere og gå under i
klatmaleriet ser sådan ud og foræres til den treårige om en gave: klapvognen der danser på trappen fejlkøbet af en lejlighed med død i væggene igangsætning og uundgåeligt skifte: tid til forandring (p.23).
Så er det, at også olien bliver indført i billedet, ”et vildt og ustyrligt brandsår, et ukendt dyr i sjælen” (p.34), og når først dén er kommet til, og det hele alligevel skal brændes af, er der ikke langt til den fluxus, som Zeuthen i anden sammenhæng har arbejdet med: Alle ned i Fakta nu og købe ind,
Er dette så privat eller er det (også) alment? Skriver Zeuthen sig restløst ind i en fortsættelse af bekendelseslitteraturen? Zeuthen ved det godt, han kommer indvendingen i møde med selvironi. I digtet ”folk her” er vi til selskab med vennerne, alt er prisværdigt og glædeligt, i en grad så det ikke er til at bære – hvor er det glædeligt som folk her gør også de nære relationer til en del af projektet og projektet til noget nært og privat (p.32).
Ikke kun privat, med andre ord, men en ironisk udlevering af de nære omgivelser, der også indbefatter den, der taler. Det er Nikolajs verden, der er på banen, men kun for så vidt, som den også er typisk og almen: En identitetskrise i en tidlig alder, en fobi over for det, der samler sig omkring én og lukker én inde – men også en insisteren på skriften og udtrykket som en vilje til at finde en udvej. Alle ind i raketten. Og VROUM VROUM.
alle tænde for fakta nu alle ind i faktaraketten denne formiddag alle ind i raketten og VROUM VROUM VROOOOOOUUUUUUUM (p.45).
I sidste ende forbliver det dog ved tanken. Zeuthen kan sende en hilsen til fluxus, sådan som han kan sende én til M.C. Einar i ”fars sande standpunkt” (”far ved at det hele går ad helvede til / far ved at hele lortet er et oliebål”), men raketten får aldrig liftoff. Vi forbliver i genkendeligheden, i tryghedens fængsel, kun i skriften synes der at være en mulighed for at overleve, hvor kortvarig og illusorisk den end måtte være. Verden som et filmmanuskript, sådan som den sidste tekst lægger op til: Personerne som afmægtige statister i instruktørens hånd, klippeteknikken som en brat isolering af de enkelte scener.
75 Nye bekendelser
Nye bekendelser
også mødrene er kørt op, skingert pjat den ene også mødrene med et glas til i orden fredag også mødrene den ene og det gad jeg sgu ikke også mødrene og det vigtige i at kunne sige fra også mødrene og simpelthen også mødrene og ikke på vilkår (p.9).
kaskader af ord! Det starter umærkeligt i digtet ”tid til forandringsvision”, hvor isolerede referencer til virkeligheden – ”banklånene”, fx, ”bekymringen”, ”andelslejligheden” eller ”samlejet” – skyder sig ind over hinanden og får det genkendelige til at bryde sammen:
Hans Henrik Møller (f. 1956) er mag.art. i nordisk litteratur, lektor ved Blaagårds Seminarium og forfatter, senest til bornholmerromanen Burgundia (Hovedland, 2010). Han har desuden undervist en ung Nikolaj Zeuthen i faget litterær analyse, da denne studerede Dansk på Københavns Universitet.