sætter os selv og vor egen erkendelse på spil i vores selvafsløring. En passiv bekendelse [blottelse] uden virkelig forvandlende erkendelse er i virkeligheden en hindring for indsigt. Den er bare en godtagelse af situationen, som den nu er. Og den er et nyt udtryk for den lidelse og forvirring, som den afslører. Den bekendende bryder ind i sin læser for at få ham til at bære en lidelse, som han ikke selv orker at bære, og derudover for at give sig selv lov til at fortsætte sit liv uforandret.
Historien vil vedblivende producere stadigt mere hudløst ærlige mennesker, der samtidig bliver mere og mere uoprigtige i deres ærlighed, fordi de i stigende grad mister fornemmelsen for helheden af deres menneskelige form. Den accelererende disintegration af den menneskelige form er en historisk betinget proces. Historien vil vedblivende producere stadigt mere hudløst ærlige mennesker, der samtidig bliver mere og mere uoprigtige i deres ærlighed, fordi de i stigende grad mister fornemmelsen for helheden af deres menneskelige form. Med mindre der på et tidspunkt fødes en stor og præcis alvor i mennesket, og det fremkommer med en vitterligt oprigtig og forandrende bekendelse, må vi – i forlængelse af denne artikels definition, ramme og spekulationer – betragte menneskets hele form og bekendelsen som værende gået tabt.
Søren Dixen er mag.art. i nordisk litteratur fra Københavns Universitet. Hans Vidnesbyrd om katastrofen er under udgivelse på forlaget Spring.
Kærestesorg Kæreste sorg - læsning af Lone Hørslevs Jeg ved ikke om den slags tanker er normale og Trude Marsteins Intet at fortryde
43 Nye bekendelser
Nye bekendelser
Mange af nutidens udgivelser, som vi er hurtige til at kalde bekendelseslitteratur, er det slet ikke. Således er Lone Hørslevs bog med skilsmissedigte ikke bekendelseslitteratur, for fortælleren gør jo intet forsøg på at anerkende sin form i dens endegyldighed, som bekendelsen stadigvæk kræver det. Tilsvarende er Wiinblads bog om den skizofrene lillebror heller ikke bekendelseslitteratur, men snarere et tredjehåndsvidnesbyrd om noget, som vidnet tilmed kun kan se de ydre konsekvenser af, og hvor det så må digte sig til resten. Et tredje eksempel er Peter Lundins En morders bekendelse (2009), der trods titlen heller ikke kan kaldes en rigtig bekendelse, for dét, der måske netop havde været på sin plads at bekende, (nemlig hvordan Lundin præcist tog livet af sine ofre), bekendes ikke. Lundin viser sig heller ikke frem i sin endegyldighed; måske fordi et traume (hvori netop dele af menneskets form forsvinder for det) spærrer vejen for ham, eller fordi han med forsæt lyver og fortier. Under alle omstændigheder er der åbenlyst for megen dårlig tro og for mange af de disintegrerede dele af hans menneskelige form, som ikke kommunikerer med hinanden, hvorfor også hans blottelse mangler bekendelsens fuldstændige anerkendelse af sin udsigers endegyldighed. Og så spiller det selvfølgelig også en rolle, at den er ført i pennen af 42 en ghost writer, som aldrig vil kunne bekende på Lundins vegne, men allerhøjst på sine egne. Og endelig kunne et fjerde eksempel være Karl-Ove Knausgårds Min Kamp, som trods sine seks bind heller ikke er rigtig bekendelse, skønt vi netop går rundt og synes, at netop dén da må være det. Men som litteraten Eivind Tjønneland skriver, så fremkommer der ikke nogen virkelig selvindsigt (det vil sige et øget omfang af forståelsen for sin forms helhed og struktur) i Min Kamp-bøgerne, og hvis Knausgård kun havde publiceret det stof, hvor han rent faktisk anerkender noget centralt ved sin egen form, da ville teksten have fyldt langt, langt mindre. Alt det andet er bare ufuldstændige, ligegyldige blottelser; som når en ekshibitionist trækker frakken til side overfor skolepigen og viser sig for hende i sin ’hudløst ærlige’ nøgenhed og knejsende lyst ved situationen. Mehren skriver, at den sande bekendelse indeholder
”den store præcise alvor som griber et skib i havsnød og hvor pludselig alle om bord bliver uudholdeligt tydelige.” Bekendelsen skal være ”en dyrekøbt selvafsløring, lutret af den smerte, hvormed den er opnået.”