mysterium. Gennem hans bevægelser, hans mirakler, hans ord blev det åbenbart, at “i Ham bor hele guddommens fylde legemligt” (Kol 2,9). Jesu menneskenatur viser sig således som “sakramentet”, dvs. som tegnet på og redskabet for hans guddom og den frelse, Han bringer: Det, der var synligt i hans jordiske liv, førte til det usynlige mysterium i hans guddommelige sønneforhold og i hans frelsergerning. [126; 609, 774; 477] Fælles træk i Jesu mysterier
516 Hele Jesu liv er en åbenbaring af Faderen: hans ord og hans handlinger, hans tavshed og hans lidelser, hans måde at være på og tale. Jesus kan sige: “Den, der ser mig, ser Faderen” (Joh 14,9), og Faderen siger: “Denne er min elskede Søn; lyt til ham” (Luk 9,35). Vor Herre, som er blevet menneske for at opfylde Faderens vilje,[190] lader selv de mindste træk ved hans mysterier vise os “Guds kærlighed til os”.[191] [65; 2708] 517 Hele Kristi liv er forløsningsmysterium. Forløsningen kommer til os frem for alt ved korsets blod,[192] men dette mysterium er virksomt igennem hele Jesu liv: allerede i hans menneskevordelse, hvor han blev fattig for at gøre os rige;[193] i hans skjulte liv, hvor han var lydig[194] for at sone vor ulydighed; i hans ord, som gør dem rene, der hører ham;[195] i hans helbredelser og exorcismer [djævleuddrivelser], hvor “han tog vore svagheder på sig og bar vore sygdomme” (Matt 8,17);[196] i hans opstandelse, hvorved han retfærdiggør os.[197] [606, 1115] 518 Hele Kristi liv er genoprettelsesmysterium. Alt, hvad Jesus har gjort , sagt og lidt, var bestemt til at genrejse det faldne menneske i dets oprindelige kald: [668, 2748] “Idet han gennem inkarnationen blev menneske, sammenfattede han i sig hele menneskehedens lange historie og gav os i denne sammenfatning frelsen, således at det vi havde mistet i Adam, dvs. Guds billede og lighed, kunne vi genvinde i Kristus Jesus”.[198] “Det er iøvrigt derfor, at Kristus gennemlevede alle livets stadier, for dermed at genoprette fællesskabet med Gud for alle mennesker”.[199]
Vor delagtighed i Jesu mysterier
519 Hele Kristi rigdom “er tiltænkt hvert eneste menneske og skal blive hver enkelts ejendom”.[200] Kristus har ikke levet sit liv for sig selv, men for os - fra hans menneskevordelse “for os mennesker og for vor frelses skyld”[201] indtil hans død “for vore synder” (1 Kor 15,3) og hans opstandelse “for vor retfærdiggørelse” (Rom 4,25). Også nu er Han “vor talsmand hos Faderen” (1 Joh 2,1), “fordi han altid lever for at gå i forbøn for os” (Hebr 7,25). Med alt, hvad Han har levet og lidt for os én gang for alle, står han for altid “for Guds åsyn til gavn for os” (Hebr 9,24). [793, 602; 1085] [190] [191] [192] [193] [194] [195] [196] [197] [198] [199] [200] [201]
[191]
Jf. Hebr 10,5-7.
[192]
Jf. 1 Joh 4,9.
[193]
Jf. Ef 1,7; Kol 1,13-14 (Vulgata); 1 Pet 1,18-19.
[194]
Jf. 2 Kor 8,9.
[195]
Jf. Luk 2,51.
[196]
Jf. Joh 15,3.
[197]
Jf. Es 53,4.
[198]
Jf. Rom 4,25.
[199]
Skt. Irenæus, hær. 3,18,1.
[200]
Ibid. 3,18,7; jf. 2,22,4.
[201]
RH 11.
[202]
Den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse, DS 150.