385 Gud er uendelig god og alle hans værker er gode. Alligevel er der ingen, der slipper for at erfare lidelsen, onder i naturen - som synes givet med skabningernes egne begrænsninger - og især det moralske onde. Hvorfra kommer det onde? “Jeg søgte efter oprindelsen til det onde, men fandt ingen løsning”, siger Skt. Augustin,[273] og hans egen smertelige søgen fandt først en udvej i hans omvendelse til den levende Gud. For “lovløshedens mysterium” (2 Tess 2,7) opklares kun i lyset af “gudsfrygtens mysterium”.[274] Åbenbaringen i Kristus af den guddommelige kærlighed har manifesteret både omfanget af det onde og nådens overflod. [275] Når vi altså overvejer spørgsmålet om det ondes oprindelse, må vi rette troens blik på Den, som alene er dets Overvinder.[276] [309; 457; 1848; 539] I. Der hvor synden blev stor, er nåden blevet så meget større Syndens realitet 386 Synden er til stede i menneskets historie. Det ville være omsonst at forsøge at ignorere den eller give denne dunkle virkelighed andre navne. For at forstå, hvad synden er, må man først indse menneskets dybe sammenhæng med Gud. Ser man bort fra den, bliver syndens ondskab ikke afsløret i sit sande væsen som fornægtelse af Gud og oprør mod Ham, selv om man fortsætter med at spekulere over menneskets liv og historie. [1847] 387 Hvad synden, særlig arvesynden, er, opklares kun i lyset af den guddommelige Åbenbaring. Uden den kundskab om Gud, den giver os, kan man ikke klart erkende synden, og man fristes til at forklare den alene som en forstyrrelse i opvæksten, en psykisk svaghed, en vildfarelse eller den uundgåelige følge af en forkert social struktur osv. Det er kun i erkendelsen af Guds plan med mennesket, at man forstår, at synden er et misbrug af den frihed, Gud giver sine fornuftbegavede skabninger til at elske Ham og hinanden. [1848; 1739] Arvesynden - en væsentlig trossandhed 388 Med den fremadskridende Åbenbaring kommer også syndens realitet for en dag. Selv om Gudsfolket i den Gamle Pagt havde nogle forestillinger om det pinefulde ved menneskelivet ud fra beretningen om syndefaldet i 1. Mosebog, kunne det umuligt fatte den endelige betydning af denne historie. Den træder først klart frem i lys af Jesu Kristi død og opstandelse. [277] Man må kende Kristus som kilden til nåden for at kunne erkende Adam som kilden til synden. Det er Helligånden, sendt af den opstandne Kristus, som er kommet for at “overbevise verden om synd” (Joh 16,8) ved at åbenbare Den, der er Forløseren fra synden. [431; 208; 359; 729] 389 Læren om arvesynden er på en vis måde bagsiden af det glade Budskab om Jesus som alle menneskers Frelser, om alles behov for at blive frelst og om frelsen som et tilbud til alle, takket være Kristus. Kirken, som har lært Herrens sind at kende,[278] ved godt, at man ikke kan røre ved Åbenbaringen om arvesynden uden at antaste Kristi mysterium. [422] 390 Syndefaldsberetningen (1 Mos 3) bruger et billedsprog, men bekræfter en oprindelig begivenhed, der fandt sted i begyndelsen af menneskehedens historie.[279] Åbenbaringen giver os troens vished for at hele menneskehedens historie er mærket af arvesynden, som blev begået med overlæg af vore stamforældre. [280] [289]
[273] [274] [275] [276] [277] [278] [279] [280]
[274]
Bekendelser 7,7,11.
[275]
Jf. 1 Tim 3,16.
[276]
Jf. Rom 5,20.
[277]
Jf. Luk 11,21-22; Joh 16,11; 1 Joh 3,8.
[278]
Jf. Rom 5,12-21.
[279]
Jf. 1 Kor 2,16.
[280]
Jf. GS 13, § 1.
[281]
Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1513; Pius d. 12.: DS 3897; Paul d. 6., tale 11. juli 1966.