1903 Autoriteten udøves kun lovligt, når den søger det fælles vel i det pågældende fællesskab, og når den, for at nå det, bruger midler, der er moralsk tilladelige. Hvis det hænder, at lederne udsteder uretfærdige love eller tager forholdsregler, der er imod den moralske orden, skal disse forordninger ikke forpligte samvittighederne. “I sådanne tilfælde ophører autoriteten med at være det, den er, og udarter til undertrykkelse”.[155] [2242] 1904 “Det er at foretrække, at enhver magt afbalanceres af andre myndigheder og magter, der holder den inden for de rette grænser. Dette er principielt for et “retssamfund”, hvor det ikke er menneskers vilkårlige viljer, der hersker, men netop lovene”.[156] II. Det fælles vel 1905 I overensstemmelse med menneskets sociale natur står den enkeltes vel nødvendigvis i forbindelse med det almene vel. Dette kan kun bestemmes ud fra menneskets person: [801; 1881] Lev ikke isoleret, indadvendt i jer selv, som om I allerede var retfærdiggjort; men kom sammen for sammen at finde det, som er af fælles interesse.[157]
1906 Ved det fælles vel forstår vi “summen af de vilkår i samfundslivet, der gør det muligt både for grupper og for hvert enkelt menneske mere fuldstændigt og lettere at virkeliggøre deres bestemmelse”. [158] Det fælles vel vedrører alles liv. Det kræver klogskab hos enhver især, og endnu mere hos dem, der udøver myndighed. Det indeholder tre vigtige elementer: 1907 For det første forudsættes respekt for personen som sådan. I almenvellets navn skal de offentlige myndigheder respektere de fundamentale og ufravigelige menneskerettigheder. Samfundet skylder sig selv at lade hver enkelt samfundsborger realisere sit kald. Særlig består det fælles vel i, at man kan gøre brug af de naturlige friheder som er uundværlige i udfoldelsen af kaldet som menneske: “Således retten til at handle i overensstemmelse med sin samvittighed, beskyttelse af privatlivet, og endelig retten til ægte frihed, også hvad angår religiøse spørgsmål”.[159] [1929; 2106] 1908 For det andet kræver det fælles vel socialt velfærd og udvikling i selve gruppen. Udvikling er sammenfatningen af alle de sociale forpligtelser. Ganske vist tilkommer det myndighederne, i almenvellets navn, at mægle mellem forskellige særinteresser. Men de må gøre tilgængeligt for enhver, hvad han har brug for til at leve et menneskeværdigt liv: mad, klæder, helbred, arbejde, uddannelse og kultur, passende information, ret til at stifte familie[160] osv. [2441] 1909 Og endelig indebærer det fælles vel fred, dvs. en varig og tryg retsorden. Det forudsætter, at autoriteterne med hæderlige midler betrygger sikkerheden i samfundet og for dets borgere. Det er grundlaget for retten til lovligt forsvar, personligt og kollektivt. [2304; 2310] 1910 Selv om ethvert menneskeligt fællesskab har et fælles gode, som gør det muligt at genkende sig som sådan, er det i det politiske fællesskab, man finder den fuldstændige virkeliggørelse af det. Det tilkommer Staten at beskytte og fremme det fælles vel i det civile samfund, hos borgerne og de mellemliggende instanser. [2244] 1911 Afhængigheden mellem menneskene intensiveres. Den udstrækker sig lidt efter lidt til hele jorden. Enheden i den menneskelige familie, som samler mennesker af samme naturgivne værdighed, forudsætter et universelt fælles vel. Dette kalder på en organisation af et nationernes fællesskab, som “bør gøre sit for at være med til at dække menneskenes forskellige behov, både på det sociale område (levnedsmidler, sundhed, uddannelse...), såvel som for at imødegå flere specielle situationer, der kan opstå her og der (fx flygtningehjælp, bistand til indvandrere og deres familier...)”. [161] [2438] 1912 Det fælles vel er altid rettet mod menneskenes fremskridt: “Samfundsordenen og dens udvikling bør underordnes personernes verden og ikke omvendt”. [162] Denne orden grundlægges på sandheden, bygges op i retfærdighed og besjæles af kærligheden. [1881]