1521 Foreningen med Kristi lidelse. Ved dette sakramentes nåde modtager den syge kraften og gaven til endnu inderligere at forene sig med Kristi lidelse. Han bliver på en vis måde viet til at bære frugt ved ligedannelse med Frelserens forløsende lidelse. Lidelsen, en følge af arvesynden, får en ny mening: den bliver delagtighed i Jesu frelsesværk. [1535; 1499] 1522 En kirkelig nåde. De syge, som modtager dette sakramente, “ved frivilligt at slutte sig til Kristi lidelse og død”, bringer “deres del til gavn for Guds folk”. [529] Ved at fejre dette sakramente går Kirken, i de helliges samfund, i forbøn for den syge. Og den syge bidrager på sin side, takket være dette sakramentes nåde, til Kirkens helliggørelse og alle menneskers vel, som Kirken lider og ofrer sig for, ved Kristus, til Gud Far. [953] 1523 En forberedelse til den sidste rejse. Når Sygesalvingens sakramente gives til alle, som lider af alvorlige sygdomme og svækkelser, hvor meget mere skal det da ikke gives til dem, som er ved at forlade dette liv,[530] hvorfor man da også har kaldt det “sacramentum exeuntium” (de døendes sakramente).[531] Sygesalvingen fuldender vor ligedannelse med Kristi død og opstandelse, som Dåben havde påbegyndt. Den fuldender de hellige salvinger, som ledsager hele det kristne liv: Dåbens salvelse, som beseglede i os det nye liv; Firmelsen, som styrkede os til dette livs kamp. Denne sidste salving afslutter vort jordiske liv som en solid mur, med henblik på den sidste strid før indgangen i Faderhuset. [532] [1020; 1294; 1020] V. Vandringsbrødet, den kristnes sidste sakramente 1524 Til dem, som er i færd med at forlade dette liv, tilbyder Kirken, udover sygesalvingen, Eukaristien som Vandringsbrød. I denne overgangsfase til Faderen har kommunionen med Kristi Legeme og Blod en særlig betydning og vigtighed. Den er sæden til det evige liv og kraften til opstandelsen, efter Herrens Ord: “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh 6,54). Som Kristi døds og opstandelses sakramente er Eukaristien her sakramentet for overgangen fra døden til livet, fra denne verden til Faderen.[533] [1392] 1525 Ligesom Dåbens, Firmelsens og Eukaristiens sakramenter udgør en helhed som kaldes “den kristne indførings sakramenter”, sådan kan man sige, at Boden, Sygesalvingen og Eukaristien som vandringsbrød ved afslutningen på det kristne liv, udgør “de sakramenter, som forbereder til Hjemlandet” eller “de sakramenter som afslutter udlændigheden”. [1680; 2299] I korthed 1526 “Er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde Kirkens presbytere, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil rejse ham op igen. Og hvis han har begået synder, vil de blive ham tilgivet” (Jak 5,14-15). 1527 Sygesalvingens sakramente giver den kristne, som lider under de vanskeligheder, der følger med alvorlig sygdom eller alderdom, en særlig nåde. 1528 Det passende øjeblik til at modtage den Hellige Salving er i hvert fald inde, når den troende begynder at komme i dødsfare på grund af sygdom eller alderdom. 1529 Hver gang en kristen bliver alvorligt syg, kan han modtage sygesalvingen, ligeledes når sygdommen, efter at han har modtaget den, forværres.
[529] [530] [531] [532] [533]
[530]
LG 11.
[531]
“In exitu vitæ constituti”: Tridentinerkoncilet: DS 1698.
[532]
Ibid.
[533]
Ibid.: DS 1694.
[534]
Jf. Joh 13,1.