Da skal Kirken “blive fuldendt i himlens herlighed... Sammen med menneskeslægten vil da hele universet, der er nært forbundet med og føres frem mod sit mål af mennesket, blive fuldkommen fornyet i Kristus”. [134] [310]
1043 Denne hemmelighedsfulde fornyelse, som skal forvandle menneskeheden og verden, kalder Skriften for “nye himle og en ny jord” (2 Pet 3,13).[135] Det vil være den endelige virkeliggørelse af Guds skaber- og frelsesplan, at “sammenfatte alt under ét Hoved, Kristus, både det himmelske og det jordiske” (Ef 1,10). [671; 280; 518] 1044 Når Gud har “gjort alting nyt”,[136] i det himmelske Jerusalem, skal Han have sin bolig hos menneskene. “Han vil tørre hver tåre af deres øjne; døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,4).[137] 1045 For mennesket vil denne fuldendelse være den endelige virkeliggørelse af menneskeslægtens enhed, som Gud har villet siden skabelsen, og som Kirken på sin pilgrimsvandring var “ligesom et sakramente”[138] for. De, der er forenet med Kristus, skal danne et samfund af forløste, Guds hellige by (Åb 21,2), “Lammets brud” (Åb 21,9). Det skal ikke mere såres af den synd, de urenheder,[139] den egenkærlighed, der ødelægger eller sårer menneskenes jordiske samfund. Det salige syn, i hvilket Gud åbner sig uendeligt for de udvalgte, vil være en uudtømmelig kilde til lykke, fred og fællesskab. [775; 1404] 1046 Hvad angår kosmos, bekræfter Åbenbaringen det dybe skæbnefællesskab mellem den materielle verden og mennesket: For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares... med det håb, at også skabningen selv vil blive frigjort for trældommen under forgængeligheden... Vi ved, at hele skabningen endnu stønner i fødselsveer. Og ikke den alene. Også vi, som har Åndens førstegrøde, sukker i vort indre i længsel efter vort legemes forløsning (Rom 8,19-23). [349]
1047 Også det synlige univers er altså bestemt til at blive forvandlet, “for at verden selv, restaureret i sin oprindelige tilstand og uden nogen hindring, kan være til tjeneste for de retfærdige”, og således have del i deres herliggørelse i den opstandne Jesus Kristus.[140] 1048 “Vi kender ikke tidspunktet for jordens og menneskehedens fuldendelse, og vi ved heller ikke, hvordan universet vil blive forvandlet. Den verden, som synden har vansiret, vil gå sin undergang i møde, men vi er belærte om, at Gud forbereder en ny bolig og en ny jord, hvor retfærdighed vil bo, og hvis salighed vil opfylde og overgå alle de ønsker om fred, der kan opstå i menneskehjertet”.[141] [673] 1049 “Forventningen om en ny jord bør dog ikke svække, men snarere stimulere vor omsorg for denne jord, hvor den nye menneskeheds legeme udvikler sig, og som allerede her og nu genspejler noget af den kommende verden. Selv om jordiske fremskridt omhyggeligt bør skelnes fra Kristi
[134] [135] [136] [137] [138] [139] [140] [141]
[135]
LG 48.
[136]
Jf. Åb 21,1.
[137]
Jf. Åb 21,5.
[138]
Jf. Åb 21,27.
[139]
LG 1.
[140]
Jf. Åb 21,27.
[141]
Skt. Irenæus, hær. 5,32,1.
[142]
GS 39, § 1.