34 Verden og mennesket vidner om, at de hverken har deres begyndelse eller sidste mål i sig selv, men den Væren, der er i sig selv, uden begyndelse og uden ende. Ad disse forskellige "veje" kan mennesket således nå frem til erkendelse af en virkelighed, som er altings første årsag og sidste mål, og "som alle kalder Gud".7[11] [199] 35 Menneskets evner sætter det i stand til at erkende eksistensen af en personlig Gud. Men for at mennesket kan få adgang til Hans indre liv, har Gud villet åbenbare sig for det og give det den nåde at kunne tage imod denne åbenbaring i tro. Ikke desto mindre kan Gudsbeviserne disponere mennesket for troen og hjælpe det til at indse, at troen ikke strider mod menneskets fornuft. [50; 159] III. Gudserkendelsen ifølge Kirken
36 "1. Vatikankoncil erklærer, at ‘Gud, alle tings begyndelse og endemål, kan erkendes med sikkerhed ud fra den skabte verden ved hjælp af den menneskelige fornufts naturlige lys’.”8[12] Uden denne evne ville mennesket ikke kunne tage imod Guds åbenbaring. Mennesket har denne evne, fordi det er skabt "i Guds billede" ( 1 Mos 1,27). [355] 37 Under de historiske forhold, hvori det befinder sig, er det dog svært for mennesket at erkende Gud ved fornuftens lys alene: [1960] "Thi skønt den menneskelige fornuft i og for sig ved hjælp af sine naturlige evner og sit naturlige lys kan nå til en sand og sikker erkendelse af en personlig Gud, der ved sit forsyn styrer og våger over verden, og af den naturlige morallov, som Skaberen har nedlagt i vore sjæle, er der dog ikke des mindre mange omstændigheder, der forhindrer fornuften i med held og udbytte at bruge denne sin naturlige evne. For de sandheder, der drejer sig om Gud og forholdet mellem mennesker og Gud, er nemlig af en sådan art, at de fuldstændig overstiger den for sanserne tilgængelige verden, og de kræver selvfornægtelse og selvopofrelse, såfremt de skal føres ud i livet og besjæle det. Under arbejdet med at tilegne sig sådanne sandheder støder den menneskelige forstand på vanskeligheder, som hidrører både fra sanserne og fantasien og fra onde tilbøjeligheder, der har deres rod i arvesynden. Det er det, der er grunden til, at mennesker i disse ting gerne indbilder sig selv, at det er usandt eller i hvert fald tvivlsomt, som de selv ikke vil skal være sandt".9
38 Derfor har mennesket behov for at blive oplyst af Guds åbenbaring, ikke blot angående de ting, der overgår dets forstand, men også angående "de religiøse og moralske sandheder, som i sig selv ikke er utilgængelige for forstanden, for at de, i menneskeslægtens nuværende tilstand, må kunne erkendes af alle uden vanskelighed, med vished og uden nogen som helst vildfarelse".[13][14] [2036] IV. Hvordan kan man tale om Gud?
39 Ved at forsvare den menneskelige forstands evne til at erkende Gud udtrykker Kirken sin tillid til muligheden af at tale om Gud til alle mennesker og med alle mennesker. Denne 7 [11] Skt. Thomas af Aq., s. th. 1, 2, 3. 8 [12] 1. Vat.konc.: DS 3004; jf. 3026; DV 6. 9 [13] Pius d. 12., enc. Humani generis: DS 3875. [13] [14] Ibid. (DS 3876); jf. 1. Vatikankoncil: DS 3005; DV 6; Skt. Thomas af Aq., s. th. 1, 1, 1.