__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1


Tak for økonomisk støtte til bogen:

En særlig tak til Midtjyllands Avis for støtte gennem 25 år – og for udlån af materiale til denne bog.

B’SHARP 1995-2020 25 ÅR MED BLUES I SILKEBORG Udgivet januar 2020 i anledning af foreningens jubilæum © B’Sharp • Silkeborg Rhythm’n Blues Association 2020 tekst

Kurt Balle Jensen foto ældre fotos:

Charlie Tambaur, private nyere fotos: Svend Egon Larsen, hvor ikke andet er angivet nb: Ved enkelte fotos har vi forgæves forsøgt at finde frem til fotografnavn forsidefoto: Troels Jensen på Rampelys, okt. 2017 arbejdsgruppe

Peter Lodahl, Kurt Balle Jensen, Charlie Tambaur & TeR Døssing layout

ddsign.dk tryk

lasertryk.dk ISBN 978-87-998149-4-7


Kurt Balle Jensen

B’SHARP

1995 2020

25 ÅR MED BLUES I SILKEBORG


4


FORORD Historien om bluesforeningen B’Sharp er den fascinerende fortælling om, hvordan et tilfældigt møde mellem to unge nordmænd og en ung tysk mand på et værtshus i Silkeborg skabte grobund for at få nyt liv i den rytmiske musik i Silkeborg. Og senere, da de tre koblede endnu en ung tysker på, blev grundstenene lagt for B’Sharp på en så solid måde, at foreningen her 25 år efter stadig eksisterer og er i bedre form end nogensinde. Historien om bluesforeningen B’Sharp er den fascinerende fortælling om, hvordan mennesker med en dyb kærlighed til bluesmusikken og med dyb indsigt i netop denne genre har formået at få den bredt ud til et loyalt og stort publikum. Historien om bluesforeningen B’Sharp er den fascinerende fortælling om, hvordan en musikforening med vedholdende og troværdigt arbejde opnår så stor anerkendelse, at den konstant kan præsentere bluesmusikere fra genrens allerøverste hylde. Historien om bluesforeningen B’Sharp er den fascinerende fortælling om, hvordan dybt engagerede ildsjæle kan brænde sig på hinanden, når kærlighed til en forening og diskussioner om, hvilken retning der skal lægges, får substans. Men det er også en fortælling om, hvordan sammenstødene kan skabe ny dynamik og nye måder at komme videre på. Historien om bluesforeningen B’Sharp er den fascinerende fortælling om, hvordan en musikforening med en enestående skarp musikprofil kan sætte sine aftryk på et musikspillested på en så markant facon, at spillestedet i blueskredse er kendt som en af landets bedste scener for bluesmusik. Historien om B’Sharp er den fascinerende fortælling om, da ‘the blues’ kom til Silkeborg for at blive. Bogen her folder historien helt ud. Niels R. Hansen kulturhuset rampelys november 2019

5


1995

Det er midt i halvfemserne, og musikken spiller i Silkeborg. I Lydpotten øver unge rytmiske bands aften efter aften og bliver bedre og bedre. Kor mødes på skoler og øver. Den klassi­ ske musik har et stolt kammerorkester og mindre ensembler. Der er Hede Rytmer under trækronerne i Indelukket, og der er den årlige Riverboat Jazz Festival, der mere og mere gør byen til en jazzby. Der arrangeres koncerter af enhver art, der er en aktiv vise-versklub, og der kommer konstant nye initiativer til på den musikalske front. Men er det ikke, som om der mangler noget i byens musikliv? Mangler der ikke en forening, der har som formål at præsen­

tere den blå musik? Mangler der ikke en bluesforening? Det mener en kvartet af musikelskere: To nordmænd og to tyskere, og de går i gang. Det er således fire ‘índvandrere’, der kommer til at trække tonerne fra Missis­ sippis bomuldsmarker ind i lokalerne på Rampelys midt i Silkeborg. De fire er Ove Wennerberg og Kristian ‘Kikkan’ Harald­ set, begge oprindeligt fra Norge, og de to tyskere Karl Tambaur og Lars Brinkmann. Det bliver disse fire, der kommer til at stå som initiativtagere til Silkeborgs nye blues­ forening, og som indkalder til stiftende generalforsamling i B’Sharp Rhythm & Blues Association den 23. januar 1995. Men der er en forhistorie, der skal for­

Stifterne samlet ved 10 årsdagen i 2005. Fra venstre Lars Brinkmann, Kristian ‘Kikkan’ Haraldset, Charlie Tambaur og Ove Wennerberg.

6


tælles. Og her skal vi nogle år tilbage, for forhistorien handler både om et yderst aktivt bluesband, Bop Till U Drop, og en radiovært med eget bluesprogram, Crossroads.

Nordmanden fra Nesbyen Hvem var de tre musikere fra blues­bandet og radioværten på bluesprogrammet Crossroads, der fik så stor betydning for bluesscenen i Silkeborg? Historien om bluesforeningen kan ikke fortælles uden også at fortælle historien om de fire initi­ ativtagere. Og starten på B’Sharp handler dermed også om bandet Bop Till U Drop, der har en historie, der går tilbage til 1991. Og det begyndte med en notits på en opslagstavle på biblioteket i Silkeborg. Kristian ‘Kikkan’ Haraldset fra Nesbyen i Norge var kommet til Silkeborg, og det havde sine grunde. Nordmænd kan godt lide danske piger... Kikkan ville være arkitekt og havde gået to år på forberedelsesskole i Kristiansand. Han var kommet ind på arkitektskolen i Norge, men der var jo det der med den danske kæreste. Hun havde arbejdet på hotel i Nesbyen, og her havde de lært hinanden at kende. Og så foretrak Kikkan at gå på arkitektskole i Aarhus. Det kom han nu ikke til, for optagelsesprøven var samme dag som eksamen på forberedelses­ skolen. Og så begyndte Kikkan i stedet på uddannelsen som bygningskonstruktør i Horsens. Den unge nordmand havde altid spillet musik, og det havde han også lyst til, efter at han og Lise i 1991 var flyttet til Silke­ borg. Han fandt hurtigt frem til Musik­ værkstedet i Nygade, hvor der kunne

Første udgave af B’Sharps logo.

j­ammes med andre musikere, og en dag satte han en notits op på biblioteket. Her søgte han interesserede, der ville være med til at danne et band. Og da han selv ­spillede guitar, var det ikke mindst en basspiller, han gerne ville finde.

Nordmanden fra Vennesla Den første, der ringede, var endnu en nordmand, Ove Wennerberg. Han spillede guitar, så det var jo egentlig ikke det, Kik­ kan efterspurgte. Nå, jeg kan da sagtens spille bas også, sagde Ove. Og så mødtes de og snakkede, men Ove kom nu ikke til at spille bas i det nye band. Der blev fundet en anden løsning. Ove Wennerberg er fra Vennesla, der ligger 20 kilometer nord for Kristiansand i Norge, og det var også for ham kærlig­ heden, der havde fået ham til Danmark i 1990. Han havde mødt en dansk pige i Norge, og da hun skulle begyndte på syge­ plejeskolen i Silkeborg, flyttede han med. Han begyndte at læse russisk på Aarhus

Universitet med historie som bifag. Som ung i Norge havde han på sit værelse haft lp’er med rockgrupper som Deep Purple og megen anden halvfjerdserrock, der nok kunne sætte gang i svingningerne hjemme i Vennesla. Han hørte også blues og andet musik, og hans pladesamling voksede. Hans historiske interesse fik betydning for hans musikalske interesse. Blues er historien om slaveriet, om de sortes kamp for en anstændig tilværelse. Og blues er musik fra hjertet, fordi det er en musik om lidelse, smerte, men også for­ løsning og glæde. Ove ville gerne tilbage til rødderne: Hvad er det, Led Zeppelins og andre gruppers rock og blues er vokset ud af? Hans interesse for blues voksede, og en dag så han så et opslag på biblioteket og ringede til Kikkan: “Jeg er klar...”

Fra heavy band i Engesvang til ­bluesband i Silkeborg En dag sad Kikkan og Ove på Restaurant Hjorten i Silkeborg og fik nogle øl, da en mand kom ind. Han var i læderjakke og læderbukser og havde fået en hel del øl, kunne de se. Han var tysker og skilte sig i påklædningen ud fra de øvrige gæster. Og der var én ved bordet, der kendte ham fra seminariet, og det hele endte med, at manden satte sig sammen med Kikkan og Ove. De faldt i snak, og de kom også til at snakke om musik. Manden var Lars Brinkmann, og han var kommet til byen samme dag på motorcykel sammen med en kammerat efter en tur til Sydslesvig, så det var selvfølgelig endt med, at de fik nogle øl og skulle en tur på Hjorten. Under snakken og en ny omgang, spurg­ te de ham, om han spillede bas. Jo, det

7


gjorde han da. “Kan du spille Mary Had A Little Lamb?” Jo, det kunne han da. Og så kom Lars med i Bop Till U Drop. På dette tidspunkt havde Lars været i Silkeborg i to-tre måneder og spillede i et heavyband i Engesvang. Det syntes han ikke var særlig sjovt, så han hoppede hurtigt på idéen. Dagen efter blev han hentet på cykel af en ung fyr, og han kunne ikke helt huske, hvad der egentlig var blevet aftalt. Men han cyklede med, og så startede de sådan set bare med at spille. Lars Brinkmann er oprindeligt dansk­ sindet sydslesviger, og det var ret tilfældigt, at han overhovedet endte i Silkeborg. Han gik som barn i skole på Duborg-Skolen i Flensburg, og da han som ung ville læse til lærer, kiggede han på kortet over Danmark og havde mulighed for at komme ind i både Aarhus og København. Men da han så på kortet, tænkte han: Silkeborg, det ser ganske godt ud. Der er bakker og søer, og så syntes han, at selve navnet ‘Silkeborg’ lød godt. Det endte derfor med, at han søgte Silkeborg som førsteprioritet, selv om han aldrig havde været i byen før.

Limelight Lars, Ove og Kikkan fra Bop Till U Drop havde fået Silkeborg som ny hjemby. Men de syntes, der manglede noget levende musik i byen. Der var dårligt med spille­ steder. Stalden eksisterede ikke mere som spillested, og Musikværkstedet var nu også lukket. Men så var der jo kulturhuset Rampelys. Folkene bag huset søgte nogle, der ville arrangere levende musik i huset, og de tre musikere mødte op til generalforsamling og nærmest kuppede sig ind i bestyrelsen.

8

Bluesvenner fra foreningens første tid. Fra venstre Charlie, Ove og Kikkan. 3/4 af stifterkvartetten.

Der kom jo ikke så mange. I september 1993 kunne Midtjyllands Avis derfor skrive, at nogle musikglade silkeborgen­ sere var blevet enige om fremover at lade musikforeningen Limelight stå for levende musik i kulturhuset Rampelys. Og Ove Wennerberg blev foreningens formand. Rampelys var kulturens tempel, skabt af kulturelle ildsjæle. Et helt særligt kapitel i byens kulturliv, hvor der i årevis var blevet vist film, arrangeret kunstudstillinger og meget mere. Og Limelight skulle nu som forening sikre gode musikalske oplevelser, og sådan blev det. Ove Wennerberg, Kristian Kikkan ­Haraldset og Lars Brinkmann var aktive i foreningen, selv om de også havde travlt med deres eget band. Og der blev virkelig knoklet, faktisk var der levende musik ento gange om ugen. På et år var der over 70

arrangementer, og det vel at mærke uden at få støtte nogen steder fra. Til gengæld fik de en masse erfaringer i at arrangere...

Men Lone Kellermann ville have Guld Tuborg Limelight havde også betydning for blues­ scenen i Silkeborg. Ud over Bop Till U Drop var der blandt andet Buffalo Woman Blues Band, og selv om B’Sharp endnu ikke var stiftet, blev der arrangeret en række blueskoncerter i byen. Det sørgede Limelight for. Programmet var bredt, og det gav gode oplevelser, der var med til at gøde jorden for en bluesforening. Blandt andet var der besøg af Christianshavns Bluesband med Lone Kellermann, og her var det Lars Brinkmanns opgave at sørge for Lone Keller­mann, der sad afslappet og så


på, mens de unge fra orkestret knoklede med at få alt på plads på Rampelys. Hun hyggede sig med sin portvin, men rørte ellers ikke en finger. I kontrakten stod, at hun skulle have serveret et vist antal øl, og da Lars kom med dem, kneb hun ham i kinden: “Dem drikker jeg ikke, min ven. Jeg skal have Guld Tuborg”. Og så måtte Lars sætte himmel og jord i bevægelse for at skaffe de ønskede øl. Lone Kellermann var en elskelig diva, der var helt sin egen. Da alt så var på plads og publikum havde indfundet sig, gik hun på scenen og fyrede den af... Det var den slags herlige bluesoplevelser, musikerne i Bop Till U Drop elskede, og som var med til at skubbe til planerne om en egentlig bluesforening.

Og vi skal jo have Mr. Blues med... Problemet med Limelight var, at der den ene fredag blev spillet dødsmetal, og næste fredag var der så jazz. Fredagen efter var der reggae, og fredagen efter igen folke­ musik. Det gjorde folk forvirrede. Når der kom folk, der havde hørt dødsmetal sidste fredag, og de så dukkede op til en jazzaften, blev de utilfredse: Hvad er det her for noget? De blev skuffede, og mange fik ikke kigget i avisen eller i programmet, de dukkede bare op, fordi det havde været godt sidste fredag. Derfor blev det besluttet at splitte Lime­ light op. Og de tre musikere fra Bop Till U Drop ville gerne have en bluesforening, for det var den musik, de holdt mest af. Ved at danne en bluesforening kunne de arrangere den musik, de kunne lide, og folk vidste, hvad de fik, når de kom. Og

Bop Till U Drop - midt i 90’erme - f.v. Lars, Steen Frederiksen, Kikkan, Mads Hvid, Ove.

ved at lave det til en særlig forening med medlemskab for bluesfolket, kunne man vel være mere sikker på, at de mødte op, når nu de havde betalt kontingent. Altså skulle der stiftes en bluesforening, og de tre musikere i Bop Till U Drop vidste, at der var én person, der ville være god at have med: Værten for Radio Silkeborgs bluesprogram Crossroads. Han var den lokale Mr. Blues med en enorm viden om blues. Selvfølgelig skulle han være med, og Kikkan og Lars tog kontakt til ham. Ved et musikmøde på Rampelys blev Limelight hermed splittet op. Ved dette

møde satte radioværten og de tre musikere fra Bop Till U Drop sig sammen og tog den endelige beslutning. Der sad de fire så og drømte sammen. De ville have mere blues til byen. Om ikke andet kunne de vel lave en håndfuld blueskoncerter. Det ville være fint, mente de. Ingen kunne vide, hvad det ville udvikle sig til den aften, da tre bluesmusikere og en radiovært sad og lod de ungdommelige drømme flyve. De var fire stiftere. En radiovært og tre bluesmusikere. Radioværtens navn var Charlie Tambaur.

9


Og John Lee Hooker så Baywatch... Charlie hed Karl, men allerede i skolen, hvor de gav hinanden tilnavne, havde han fået navnet Charlie. Og han var her og der og alle vegne, hvor det handler om blues. En dag i halvfemserne sad han således og spiste middag med Michael Osborn på en restaurant i San Francisco. “Well, let’s go and see the boogie man,” sagde Michael Osborn. Og så kørte de ellers op til den snart 80-årige sorte blueslegende, John Lee Hooker, som Michael havde spillet sam­ men med i 13 år. Med sig havde de en boogie-kage, som guitaristens kone havde bagt. Og kort efter sad de hos gamle John Lee Hooker i hans soveværelse, hvor han

sad og så Baywatch på tv med spytbakken inden for rækkevidde. Historien er et eksempel på, at Charlie kender dem alle. Det er eksemplet, der viser, at der er en rød tråd direkte fra de mange bluesbekendtskaber og det store netværk til de intime lokaler på første sal i kulturhuset Rampelys i Silkeborg. Og det er en tråd, der ikke mindst er spundet af Mr. Blues fra Silkeborg. Charlie Tambaur er fra Mönchengladbach, Tyskland. Som ung ville han ud og se verden, og i 1971 måtte han selvfølgelig opleve Christiania, som han havde hørt så meget om. I 1973 var han sammen med en kammerat på den tyske ø Sild, og

her mødte han nogle piger fra Silkeborg egnen. Det betød, at han som 21-årig kom til Danmark, og her blev han boende. Som en del af det langhårede ungdomsoprør ville han for alt i verden undgå militær­ tjeneste i Tyskland. Derfor ‘flugten’ til Danmark. Han boede blandt andet en periode i Her­ ning, men i 1980 flyttede han til Ry, hvor han i årevis var discjockey på diskotek Natexpressen. Her blev der spillet rock, så det virkelig rykkede. Som helt ung havde han ellers lyttet meget til blues. Fra han var 16 år, dyrkede han de store sorte bluesnavne som John Lee Hooker, B.B. King, Muddy Waters og Lightnin’ Hopkins, men han lyttede også til Canned Heat, Peter Green fra Fleet­ wood Mac, Jeff Beck og Eric Clapton, der som hvide musikere tog bluesmusikken til sig. Også Rolling Stones spillede de første år meget blues.

Still got the blues

Karl Tambaur – Charlie – på plads i Rampelys.

10

I løbet af halvfjerdserne blev det dog mere og mere rock, Charlie lyttede til, og den tidligere ungdoms store fascination af bluesmusikken kølnede noget. Da Ry-afdelingen af Radio Silkeborg midt i firserne søgte efter frivillige, var Charlie klar. Han fik et kursus i alt det tekniske og i at interviewe, og fra 1986 havde han sit eget musikprogram, der i starten mest spillede rock’n’roll. Men så skete der noget: En dag i 1988 hørte Charlie Gary Moore: ‘Still Got The Blues’. Den fik dobbelt betydning for Charlie, for ikke nok med, at han nød nummeret. Ordene ‘still got the blues’ gik også direkte ind. Han havde som 16-17


årig været fascineret af bluesmusikken, og havde han den ikke stadig i sig? Det var som en åbenbaring, og fra den dag var Charlie bluesmand. Indholdet i hans radioprogram blev mere og mere blues­ præget, og til sidst var det kun blues. Navnet blev Crossroads. I 1990 flyttede Charlie til Silkeborg, hvor han arbejdede på Silkeborg Bogtryk. Her skete der mere end i Ry, og Charlie blev flittig gæst på Rampelys. Efter to år, i 1992, mødte han Gudrun, og så var det da helt umuligt at overveje at flytte. Charlie var blevet dansker og silkeborgenser. Efter at have hørt Gary Moore med ‘Still Got The Blues’, begyndte Charlie for alvor at studere forskellige bluesformer. Han vidste udmærket, at det var en noget poppet udgave af det gamle nummer, men ikke desto mindre havde det sat ham til­ bage på bluessporet. Og der blev han. Han læste bøger om blues, han tog til festivaler og koncerter for at få blues­oplevelser, og han delte sin viden og musikken med lytterne i Cross­roads. 300 timelange bluesmagasiner gennem 13 år blev det til. Masser af interviews med kendte og mindre kendte bluesmusikere.

Fra tiden som studievært på ‘Crossroads’, Radio Silkeborgs ugentlige bluesmagasin (1986-1999).

11


Skal bluesforeningen hedde B’Flat? Radioværten og de tre musikere var klar. Efter musikmødet med snak om fremtiden var beslutningen truffet, og de fire stiftere gik i løbet af efteråret 1994 og vinteren 1995 i gang med at forberede stiftende generalforsamling. Og de fire stiftere fik

andre med i planlægningen, for det går jo ikke, at vi kun er fire… Der skulle laves udkast til vedtægter, og der skulle findes på et navn. Hvad med B’Flat? Det var en toneart, der kunne lægge navn til foreningen. B’Flat, skulle det være nav­ net? Det blev overvejet, men lød det ikke

lidt kedeligt? Et andet toneart er B Sharp, og der er også noget, der hedder B Double Flat og B Double Sharp. Det endte med enighed om B’Sharp. Og en kursist på Daghøjskolen sad i det lille tårn og lavede et flot logo. Her blev ­guitaren til B’et i B’Sharp. I starten var logoet sort, men

‘Ane-tavlen’ fra de første år – der stadig hænger i salen i Rampelys.

12


det blev snart blåt, for handler dette ikke om blues? I cirklen omkring navnet kom året efter undertitlen ‘Silkeborg Rhythm & Blues Association’ til.

Optimisme og ostemadder Den stiftende generalforsamling blev holdt på Daghøjskolen den 23. januar 1995 med øl og ostemadder, og alt gik, som det skulle. Bestyrelsen kom til at bestå af Ove Wennerberg, Kristian Haraldset, Charlie Tambaur, Lars Brinkmann, Erik Ditlev, Steen Frederiksen, Kåre Skyum og John Villadsen. Nogle havde status af suppleanter, men det var lige meget, alle var fremover med til bestyrelsesmøderne. Inger Odgaard valgtes som revisor. Ove blev formand, Lars og Charlie skulle stå for PR, og derudover skulle Lars være sekretær. Kristian skulle være kasserer og stå for booking sammen med Steen Frede­ riksen. De fire initiativtagere havde lavet et oplæg til vedtægter, og det var der ikke nogen af de fremmødte, der havde noget at indvende imod. Af vedtægterne fremgik det, at foreningens formål var “at udbrede forståelse og kendskab til rhythm’n blues musikken blandt byens borgere gennem afholdelse af koncerter og lignende i Silkeborg Kommune”. Derudover skulle foreningen arbejde for at fremme rhythm & blues musikken både lokalt og på landsplan. Og så var der jo en hel del praktisk, der skulle sørges for af den nystif­ tede forening. Der skulle laves medlems­ kort, og der skulle skaffes girokort. Den nye forening skulle være en del af det samlede musik- og kulturtilbud i byen, men hvem kunne man så forvente, at den nye forening kunne samarbejde med? Selv­

13


følgelig Stalden, der nu var musikarrangør, Rytmisk Center, Lydpotten, Limelight og Daghøjskolen. Alle steder var der ­miljøer, der kunne forventes at gå med til at udbrede kendskabet til B’Sharp. Og så var der jo foreninger andre steder, der kunne samarbejdes med, blandt andre Harlev Blues og de lidt nærmere Ikast Blues Laug. Sidstnævnte skulle vise sig at blive et sær­ deles farverigt bekendtskab i B’Sharp.

Vi kan vel give 1625 kroner hver? Silkeborg havde fået en bluesforening, men hvordan ville den blive modtaget? Ja, det ville vise sig en måned og én dag ­senere. Den 23. januar blev B’Sharp stiftet, og den 24. februar var den før­ ste koncert. Der var 10 medlemmer i B’Sharp, da det norske band R&B Express om eftermiddagen holdt lydprøver på Rampelys. Med en halv snes medlemmer og en masse optimisme kunne det vel ikke gå helt galt? Der var jo bare det der med pengene. Der blev oprettet en bankgaranti på 10.000 kroner, og alle var i banken og skrive under. Og hver enkelt lagde 1625 kroner på bor­ det. Så var der til musikernes løn. Det var en hel del penge for de af de unge, der var på SU. Inden denne første koncert var der blevet lavet en flot lille folder, hvori der blev fortalt om formå­ let. ”Foreningen B’Sharp forsøger at forkæle silkeborgenserne og andet godtfolk med en månedlig koncert i særklasse”, hed det. Nu skulle det vise sig, om silkeborgenserne overhovedet ville forkæles? Var de enige med de

14

Der blev forsøgt med forskellige former for information til medlemmerne. Og Danmarks Radio skulle selvfølgelig have at vide, hvad der skete, så det kunne meldes ud i P3.


fire indvandrere fra Norge og Tyskland i, at der fremover skulle være en levende bluesforening i Silkeborgs musikliv? Det var den 24. februar 1995. R&B Express havde haft deres lydprøver og blev trakteret med noget mad. Imens gik de fire stiftere og var spændte. Ville der overhove­ det komme nogle? Det gjorde der. Næsten 150 tog turen op af trapperne, da dørene blev åbnet klokken 22. De fremmødte kunne enten betale 40 kroner for den ene aften, eller de kunne betale 150 kroner og så have fri adgang til forårets øvrige koncerter. Det var jo et godt tilbud og gav 44 nye medlemmer. Der havde været 10 medlemmer før koncerten, nu var der over et halvt hundrede. Og koncerten? Den startede klokken 23, og det norske band spillede en god gang dansevenlig blues. Stemningen var høj, og de fire stiftere lettede. B’Sharp var i gang. Da kassen blev gjort op, og alle havde fået deres 1625

kroner igen, var der 24 kroner i kassen i overskud. Det var ikke meget, men dog et overskud. Og da der så kom en check på 5000 kroner fra Carlsberg, så alt pludselig noget lysere ud.

Rampelys – bluesmusikkens dagligstue Bluesforeningen B’Sharp havde haft sin første koncert i Kulturhuset Rampelys. Holdningen var, at det skulle være musik med noget power på, som der kunne dan­ ses til, for der var ikke rigtig nogle steder, man kunne danse i Silkeborg, hvis man da ikke var til disco. Næste koncert var hurtigt på trapperne, og det skulle selvfølgelig også være på ­Rampelys. Det var godt nok i en biograf­ sal, og den var ikke helt så velegnet, som

den senere skulle blive. Men B’Sharp-­ folket var en del af Rampelys-miljøet. Et helt særligt miljø, der skulle blive B’Sharps hjemmebane. Bluesmusikkens dagligstue. Historien om Kulturhuset Rampelys går tilbage til først i firserne. Græsrodskultu­ ren havde i årevis haft aktiviteter i Vaske­ huset på Nygade, men her var rammerne efterhånden blevet for trange. Kulturens ildsjæle var klar til et nyt og stort skridt og indledte forhandlinger med KFUM og -K om overtagelse af denne organisations ungdomshus på Bindslevs Plads. Det trak lidt ud, for dele af besty­ relsen i KFUM og -K var ikke glade for at sælge til et formål, hvor der ville blive drukket alkohol i det gamle hus. Men alt faldt på plads, og i 1982 flyttede kulturen ind med Den Lille Biograf i to sale, galleri, caféen Cafellini og masser af gode ideer. Der blev lagt mærke til ­Kulturhuset Rampelys ude i landet og også på

B’Sharp sørgede allerede fra de første år for at levere lokalpressen godt med materiale. Og det gav som regel bonus i form af foromtale af arrangementerne.

15


Kai Kai Krogh Christiansen og medhjælper Elsebeth en tidlig morgen efter en bluesevent - turen går til ‘morgenkaffe’ på Den Gyldne Hest. Nederst Michael Arlt fra B.B. & the Blues Shacks.

­ hristiansborg, hvor kulturminister Lise C Østergaard under et besøg i Silkeborg udtryk­ te ønske om at se huset. Det havde program­ planlæggerne i Silkeborg ikke lige tænkt på. Ildsjælene bag Rampelys var måske nok mere kulturfolk end økonomiske eksperter, og det begyndte at halte med pengene. I 1990 besluttede byrådet, at man ikke ville hjælpe huset økonomisk, og det blev sat til salg. Ville kommunen så købe? Nej. I december 1990 besluttede et flertal at afvise køb. Trods alle spekulationer om fremtiden fortsatte aktiviteterne dog, og den kulturelle mangfoldighed var stor. I 1994 kom by­rådet så på andre tanker og besluttede at købe huset, så det kunne fortsætte som ramme om de mange spændende kulturaktiviteter. Dermed var fremtiden rimelig sikret. Kom­ munen ejede bygningen og udlejede den til gruppen bag Rampelys. Og sådan var situa­ tionen, da B’Sharp blev en ny aktør og flittig bruger af kulturhuset Rampelys.

B’Sharp’n’keep swingin’ Det var en snæver kreds, der havde etableret det nye musiktilbud i Silkeborg. De gjorde selv en del ud af at fortælle, at der jo måtte en lille håndfuld indvandrere til, for at få gang i bluesmusikken, og det havde de jo ikke uret i. Nu kom så behovet for at få flere med. Medlemstallet var oppe på godt 50 efter første koncert, og som det lød i et af de første slogans: ‘B’Sharp n’ Keep Swinging’. Der blev lavet et stykke papir med en efterlysning af medhjælpere: “Har du lyst til at hjælpe med for eksempel ophængning af plakater eller vil tage en bartjans i ny og næ, så kontakt Charlie Tambaur”, stod der.

16

Profile for TeR Døssing

B’Sharp 1995-2020 - 25 år med blues i Silkeborg  

En smagsprøve. Se de første 16 sider af bogen

B’Sharp 1995-2020 - 25 år med blues i Silkeborg  

En smagsprøve. Se de første 16 sider af bogen

Profile for ter4711
Advertisement