Kinorevuen

Premiere i april – maj

APRIL 2020

#NoTimeToDie 007.com

FILM PRODUKCJA AND PARKHURST PRESENT IN CO-PRODUCTION WITH KINOROB AND JONES BOY FILM

6 MAR - MAJ 2020 · derudad " Der er nogen ting, som er ens for os mennesker uanset om vi har levet i 1919 eller i 2019, og det er, at man kan blive syg og man kan være bange for, om man overhovedet bliver rask igen. LIDT HISTORIE: Skørping Marionetteater blev stiftet i 1976 af Denise Bindeballe. Denise Bindeballe, der er billedhugger, bragte sin schweiziske tradition for marionetteater med til Danmark. Marionetteatrets dukker er lavet af træ. Ansigter og hænder er skåret af Denise Bindeballe. Hver dukke vejer 3-5 kg. Skørping Marionetteater har omkring 30 medlemmer. Marionetteateret har til huse i Kinorevuen i Skørping. Den allerførste forestilling på Skørping Marionetteater var Antoine de Saint-Exupérys ”Den lille prins” (1977) Siden etableringen har Skørping Marionetteater opført 40 forskellige forestillinger bl.a.: H. C. Andersen ”Snedronningen” (1981), William Shakespeare ”En skærsommernatsdrøm” (1985), August Strindberg ”Et drømmespil” (1992), Jacques Offenbach ”Hoffmanns Eventyr” (2009), Selma Lagerlöf ”En legende, en tale” (2017) og Brødrene Grimm ”Hans og Grete” (2018). Læs mere om Skørping Marionetteater på www.marionetteater.dk · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · ·

Så længe vi kan danse TEKST: HENRIK BUGGE MORTENSEN

Det summer af aktivitet bag det store lærred i Kinorevuen i Skørping, for det er her Skørping Marionetteater har til huse. Vi er i begyndelsen af februar 2020. Om mindre end to måneder har teatret premiere på et helt nyt stykke skrevet specielt til Skørping Marionetteater af den lokale forfatter Ingeborg Sebbelin. Der arbejdes intenst med scenografien, lyssætningen og marionetdukkernes bevægelser på den lille, intime scene. Bag scenen trækkes der i de fine tråde, mens instruktøren Jørgen Bing fra Hjørring, ser helheden fra første række.

En god blanding af nye og garvede kræfter Der er endnu en del ting, som skal rettes til og falde på plads før tæppet går op til første forestilling 28. marts. Men alle er fortrøstningsfulde, og det er heller ikke første gang de garvede marionetfolk kaster sig over et nyt stykke – flere har været med siden teatrets stiftelse i 1976. I en pause fanger jeg Jørgen Bing (instruktør), Ingeborg Sebbelin (forfatter), Else Marie Almeborg (scenograf og formand for marionetteatret) og Runa Lauritzen (sekretær for marionetteatret) til en snak om arbejdet med ”Så længe vi kan danse”. - Idéen til at skrive et nyt, lokalt stykke opstod i forbindelse med planlægningen af Skørpings 150-års jubilæum i 2019, fortæller Runa Lauritzen. Vi var i kontakt med Forfatterværkstedet, der holder til i BOGBY9520, hvor Ingeborg hurtigt viste interesse for at skrive til marionetteatret. Vi mødtes og blev meget hurtigt enige om, at det gamle Skørping Tuberkulosesanatorium kunne være et spændende emne for en fortælling.

Den lokale vinkel - Det er et sted, der har sat præg på byen gennem mange år, supplerer Ingeborg Sebbelin og fortsætter: Runa, der er læge, og jeg kom til at tale om sygdom dengang og i dag, og pludselig havde vi nogle temaer, som det kunne være spændende at arbejde videre med. Selvom jeg er kørt forbi sanatoriet mange gange, var det begrænset, hvad jeg kendte til stedets historie. Det første jeg gjorde var derfor at besøge Lokalhistorisk Arkiv i Skørping, hvor de var parat til at hjælpe. En spændende proces var sat i gang. Meget hurtigt fandt jeg ud af, at det ikke skulle være nogen dokumentarisk beretning om Skørping Tuberkulosesanatorium og livet der, men stedet skulle nærmere være rammen for en fiktiv fortælling, der tager sin begyndelse i 1919. Mine oplevelser på Lokalhistorisk Arkiv blev pludselig også en del af den historie, som efterhånden begyndte at tage form.

- Der er nogen ting, som er ens for os mennesker uanset om vi har levet i 1919 eller i 2019, og det er, at man kan blive syg og man kan være bange for, om man overhovedet bliver rask igen, og den vinkel greb Ingeborg, fortæller Runa Lauritzen. Det er et livsvilkår, som er med til at forbinde stykkets fortid med nutiden, fortæller Ingeborg Sebbelin. Jeg satte mig ikke bare ned og skrev stykket, det har været en langstrakt proces, hvor jeg løbende har sparret med både Runa, Jørgen og Else Marie, for jeg har ikke den store viden om at lave marionetteater, og det er første gang, jeg skriver et drama.

På mange måder et voldsomt stykke! Handlingen i ”Så længe vi kan danse” tager sit udgangspunkt i stationsbyen Skørping. Asta Marie, der går i gymnasiet, skal skrive

NATUREN · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · PROGRAM Følgende dage spiller ”Så længe vi kan danse”: Lørdag 28. marts kl. 20 (Premiere) Søndag 29. marts kl. 14 Søndag 19. april kl. 12 Søndag 26. april kl. 12 Billetter kan købes på www.himmerlandsbilletten.dk.

VIND – billetter til ”Så længe vi kan danse” - Skørping Marionetteater (Kinorevuen) søndag 29. marts kl. 14. I samarbejde med Skørping Marionetteater udlodder derudad 2 billetter til forestillingen ”Så længe vi kan danse”. Svar på nedenstående spørgsmål og send dit svar som mail til redaktion@kulturenrebild.dk. Husk at skrive navn, adresse, tlf.nr. og ”dans” i emnefeltet. Hvornår blev Skørping Marionetteater stiftet: 1. 1976 2. 1966 3. 2006 Vi skal have dit svar senest tirsdag 24. marts 2020. Vinderen får direkte besked fra derudad.

en opgave. Emnet er Skørping og stationsjubilæet. Hun vælger at skrive om Skørping Privathospital, der i 1906 blev opført som sanatorium for tuberkulosepatienter. Hun går på Lokalhistorisk Arkiv for at søge efter oplysninger. Det er begyndelsen på en spændende rejse, hvor hun hvirvles ind i historien, og pludselig står ansigt til ansigt med sin oldemor.

- Jeg synes, det er spændende med den lokale vinkel, og så er det en historie der binder bånd mellem generationer og mennesker i det hele taget, fortæller instruktør Jørgen Bing. Vi kommer i stykket ind på nogle interessante temaer omkring afhængighed, samhørighed og samvær med andre mennesker. Det er på mange måder et voldsomt stykke, for som ung skal man være udødelig, og her har vi at gøre med to 17-årige i hver deres tidsalder, som begge oplever, at det kan være slut, før det overhovedet rigtig er begyndt. Jeg har en forkærlighed for dukketeatrets udtryk, for sjovt nok sker det nogle gange, at dukkerne bliver mere menneskelige end en skuespiller. Når det fungerer, kan det virke meget stærkt. Det er fantastisk at komme her til Skørping, til et miljø, hvor folk er så dedikerede til netop marionetteatret, og så hurtige til at byde ind med forslag til, hvordan vi løser forskellige ting i stykkets handling. Det særlige ved at instruere marionetteater er, at jeg ikke ved hvem, der fører de forskellige dukker, for de skifter hele tiden hænder. Der kan være to eller tre dukkeførere om at styre en dukke.

Udfordringer er der nok af - Der er en del udfordringer, når man arbejder med dukker, hvilket gør at man ofte må finde alternative løsninger, fortæller scenograf Else Marie Almeborg. På det lokalhistoriske arkiv flyttes der f.eks. en del rundt på stakke af papirer, men det er svært at få dukkerne til, så vi har måttet bruge et rullebord i stedet for. I forhold til brugen af en mobiltelefon, som spiller en vigtig rolle i stykket, har vi valgt at vise SMS-dialogen på en skærm. Vi har også en scene, der foregår i en bus, hvilket vi har valgt at illustrere med fire bussæder og nogle

skilte, så har publikum fantasi nok til at forestille sig, at det er en bus der kommer kørende. Vi mangler at få løst, hvordan dukkerne kommer i sengene og op igen. Udfordringerne, der dukker op hver eneste gang vi tager fat på et nyt stykke, gør det også sjovt at arbejde med netop marionetteatret som udtryksform. Meget af scenografien er inspireret af de virkelige lokaliteter. Jeg har f.eks. været på sanatoriet for at fotografere liggehallen, hvor tuberkulosepatienterne tilbragte to timer hver dag uanset årstiden.

- Vi har også arbejdet en del med stemmerne, for man kan ikke se på en dukke, når den taler, så det er vigtigt, at man tydeligt kan at skelne stemmerne og dermed dukkerne fra hinanden, fortæller Ingeborg Sebbelin. Da teatret blev stiftet brugte vi levende stemmer, men i dag er hele lydsiden indspillet. Det har øget disciplinen i vores spil, at vi som dukkeførere skal følge nøje med i forhold til den indspillede lydside, fortæller Runa Lauritzen og forsætter: Det er første gang én udefra har skrevet et stykke specielt til Skørping Marionetteater, og det er naturligvis noget helt særligt. Hele produktionen er blevet til ved hjælpe af lokale kræfter, hvilket er helt fantastisk.

Rammer noget dybt menneskeligt Musikken til ”Så længe vi kan danse” er komponeret af Johanne Grønkjær Lorenzen fra Gravlev.

- Johanne har gjort et kæmpe arbejde og virkelig sat sig ind i historien. Hun har i musikken skabt nogle temaer og følelser, som på bedste vis understreger stemningen. Musikken følger også den periode på året, hvor handlingen foregår – over forår til sommer og sensommer. Johanne har besøgt sanatoriet og studeret bygningens linjer, hvilket også afspejler sig i musikken, fortæller Jørgen Bing og fortsætter: Stykkets bærende element er den forbindelse, der skabes på tværs af tid, køn og generationer. Det er nok en lokal historie, men vi rammer også noget dybt menneskeligt, som alle vil blive berørt af.