
1 minute read
TEATRET I UNDERVISNINGEN
Folkeskoler
Det er et lovkrav, at elever i danskfaget i grundskolens ældste klasser arbejder med drama eller scenekunst, og værkanalyse. Det synes vi er en god ide!
Men det kan også være en udfordring. En teaterforestilling foregår i nuet. Den består af to parter som er tilstede samtidigt: skuespillerne og publikum. Når man undersøger og analyserer en forestilling, er den forlængst forbi – og hvordan arbejder man videre med noget, som er forsvundet?
Vi gør det nemt for jer at arbejde med vores forestillinger i undervisningen, blandt andet ved at udarbejde undervisningsmateriale til vores egenproduktioner.
Materialet går både i dybden med forestillingernes handlinger og tematikker, men arbejder også altid med æstetiske læringsprocesser og giver jer enkle metoder til at få elevernes egne oplevelser til at folde sig ud.
Teater kan så meget mere i undervisningen end blot værkanalyse, og vi opfordrer jer til at bruge os til at få jeres elever ud på gulvet, ned i kroppen og ind i hjertet.
Vi tilbyder artist talks for skoler og forskellige klasseworkshops i løbet af sæsonen, og I er altid mere end velkomne til at komme herind og få en rundvisning før eller efter I ser teater.
Partnerskoler
Partnerskoleprojektet er et særligt tæt samarbejde med indtil videre 5 skoler i Aalborg kommune. Udskolingselever fra de 5 skoler kommer og ser flere forestillinger i løbet af sæsonen, og før og efter arbejder de selv på gulv i prøvesalen med vores teaterpædagog Tine og andre kunstnere fra huset.
I prøvesalen øver eleverne sig i at være modige. De øver sig i personligt udtryk og i at tro på, at deres mening tæller. De øver sig i at bevæge kroppen, og i at stole på det, kroppen kan.
På gulvet træner vi at turde fejle, at turde være sårbare, at turde tage chancer og at turde sige
JA - selvom man ikke helt ved til hvad.
Vi træner evnen til at være impulsiv, træffe uventede valg, tænke skævt og turde være sig selv.
Vi træner fællesskabet i klassen til at opmuntre hinanden i mod og kreativitet, til at støtte klassekammerater i at tænke selv og tænke ud af boksen - og til at rumme bommerter, når det går galt, og grine af fejl sammen.
Partnerskolernes lærere og elever er knyttet lidt tætter til os end andre skoler. Vi gør, hvad vi kan for, at de skal føle sig hjemme her og med tiden turde endnu mere – for trygge mennesker tager vildere chancer.
Kender du en skole, som går med tanker om at indgå partnerskab med os – eller bare er nysgerrig, på hvad det indebærer?
S å kontakt os på skole@teaternordkraft.dk og hør mere.
Partnerskoleprojektet er støttet af Aalborg Kommune og Nordeafonden