DIG OG MIG VED DAGGRY
Skuespillere Jela Natius Abildgaard Alexander Clement, Lærke Schjærff Engelbrecht Petrine Agger, Jacque Lauritsen Dramatisering og iscenesættelse Minna Johannesson Scenograf Claus Helbo
Baseret på romanen ’Dig og mig ved daggry’ af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved, udgivet af Gyldendal, produceret i samarbejde med Gyldendal Group Agency.
TEATER NORDKRAFT
Teaterleder Jakob Højgård Jørgensen | Forretningsfører Hanne Nielsen | Produktionsleder Louise Kirkegaard | Administration/Turné Lotte Jensen Foyeransvarlig, PR og marketing Pernille Emilie Mølgaard | Kontor og kommunikationsmedhjælper Asvini Rajarajan | Teaterassistent Majbritt Berg Grafik Særpræg Designbureau | Foto Louise Dybbro, Jesper Kristian | Lyddesign Ditlev Brinth Christensen | Lysdesign Kian Larsen Skrædder Berith Ann Christensen | Videodesign Chris Nieft Hansen | Scenografibygger Burning Snail v. Klement Thorst, Bill Eldridge Instruktørassistent Malte Herold | Lydtekniker Niels Valentin | Rekvisitør Theresa Breitenstein | Håndværker Steen Jørgensen Tak til: Aalborg Bibliotekerne | Ordkraft | Blå Kors Aalborg | AVV - Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S | Foyerpersonalet Teater Nordkrafts produktioner er støttet af Aalborg Kommune
TÆT PÅ DIG OG MIG VED DAGGRY Ideen til en dramatisering af Dig og mig ved daggry går tilbage til november 2014, hvor jeg var til et bestyrelsesseminar i FOKUS Folkeoplysning. Under middagen talte jeg med min bestyrelseskollega Anine Sander Kaas fra Aalborg Bibliotekerne. Vi talte om ungdomslitteratur, og Anine nævnte en ny bog om to unge der sammen kastede sig ud fra Limfjordsbroen. Hun beskrev en barsk og stærk fortælling om forelskelse, sex, vold, stoffer. Jeg var straks fascineret og øjnede dramatiske kvaliteter.
for hvad ville der ske, og hvordan skulle det dog gå? Jeg var sikker på at historien kunne blive stærk på scenen, men jeg vidste også at det var en historie som krævede en del skuespillere. Vi havde lige lavet dramatiseringen af Janne Tellers Intet i samarbejde med Teater V med to skuespillere. Det gav rigtig god mening i den forestilling, men med Dig og mig ved daggry, havde jeg lyst til noget andet. Jeg synes det var vigtigt at både de unge og forældrene var repræsenterede på scenen.
Jeg købte bogen med det samme og besluttede at læse den med min datter Frida der på det tidspunkt var 14 år. Selv om den er en rigtig “page turner”, som man næsten ikke kan lægge fra sig, læste vi den i bidder over en periode. For den er også intens og mættet. Vi var begge meget optagede af den fra starten. Og det viste sig at være en god ide at læse den sammen, for der var rigtig meget at tænke over og tale om for både den 14-årige og den 40-årige - og ikke mindst for far og datter. Da vi blev færdige, var det både en sorg og en lettelse. For vi syntes vi var kommet helt ind under huden på personerne og savnede dem allerede, men samtidig var det også hårdt at være i universet så længe,
Der gik således et stykke tid, hvor historien blev ved med at rumstere i baghovedet. Og da det så viste sig, at vi fra foråret 2018 ville få råd til et ensemble på fem skuespillere på Teater Nordkraft, vidste jeg med det samme, at den forestilling, jeg allerhelst ville starte med, var Dig og mig ved daggry. Med bævende hjerte kontaktede jeg Gyldendal. Jeg frygtede at der måske ville være enten et andet teater der var kommet mig i forkøbet, eller endnu mere at der var en film på vej, og at vi derfor ikke kunne få dramatiseringsrettighederne. Stor var min glæde derfor da der kom svar tilbage om at rettighederne var frie, og at Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen begge syntes det lød virkelig interessant.
Så kunne vi komme i gang! Claus, som også var scenograf på Intet (og flere andre forestillinger), havde heldigvis sagt ja til også at være en del af det nye ensemble som husscenograf, og jeg blev lykkelig da jeg fandt ud af at Minna var ledig som instruktør i netop den periode i foråret 2018. Hun læste den nærmest i et stræk og kom fortumlet og begejstret tilbage og sagde at den historie ville hun meget gerne lave. Da vi havde fundet vores fem spillere til det nye ensemble, gik castingen i gang. Og selv om vi overvejede flere muligheder, vendte vi hele tiden tilbage til den samme løsning: Jela som Louise, Alexander som Liam, og Lærke, Jacque og Petrine skulle hver have flere roller: Jacque som begge fædre, Lærke som begge bedstevenner ( Jeppe og Cille) og Petrine som både Louises mor og rockeren Johannes. I lang tid havde vi også Liams lillebror Jonathan med, som vi var virkelig glade for. I sidste ende blev han ofret for klarhedens skyld. Det var Minna der egenhændigt kastede sig over dramatiseringen, og da vi første gang holdt en reading for hele teatret med alle skuespillerne i januar 2018, kunne vi straks mærke hvor stærk teksten var. Det var samtidig en meget lang tekst, næsten tre timer. Men efter readingen var det meget klarere hvor der kunne skæres.
Glenn og Sanne har stillet sig generøst til rådighed undervejs, og de har vist os den allerstørste tillid tilliden til at vi ville forvalte deres historie med den kærlighed og omsorg den har fortjent. Det har været den største gave til processen, og vi glæder os til at vise dem resultatet. Ligesom vi glæder os til at unge, forældre og bedsteforældre skal se Dig og mig ved daggry i Teater Nordkraft - et stenkast fra Limfjorden. Jakob Højgård Jørgensen
FRA ROMAN TIL MANUSKRIPT VIDSTE JEG OVERHOVEDET selv, hvem jeg var? Jeg var vel ingen, rigtigt. Sådan for alvor. Bare en eller anden udvisket lille tøs ude fra Hasseris, der aldrig anede, hvilket ben hun skulle stå på. Hvad jeg havde af identitet smeltede lynhurtigt sammen med Liams. Der var ikke andet for mig. Det var det eneste, der betød noget. Det var så rigtigt. Så perfekt. Altså, Liam og jeg, alle sagde det, at vi var som skabt for hinanden. Liam sagde det også. Hele tiden. Når han præsenterede mig for nogle nye af sine underlige venner, sagde han: „Det er Loui. Min soulmate.“ Og jeg stod og blev rød i hovedet, og folk grinede, for han var altid sådan lidt overgearet, men når jeg kiggede på ham, så vidste jeg, at han mente det. Jeg elskede alt ved ham. Også alle de sindssyge indfald. Som den dag, lige i starten, hvor han stod uden for gymnasiet og kastede småsten op på ruden til engelsklokalet. Vores lærer, Karlskov, var den første til at reagere.
Han gik hen til vinduet og spurgte, om der var nogen af os, der kendte den bums, som stod nede i gården og kastede med sten. Vi for selvfølgelig hen til vinduet, og der stod Liam og grinede dumt og var fuldkommen ligeglad med, om alle gloede og syntes, han var dybt åndssvag. Jeg sagde ikke noget om, at jeg kendte ham, men smuttede, lige så snart jeg så mit snit til det. I en lang periode pjækkede jeg næsten hver dag for at tage med Liam hjem og knalde. Det var det eneste tidspunkt, hvor lejligheden var tom, og vi kunne være sikre på at være i fred. Troede vi. En gang kom Ian tidligt hjem fra arbejde, det var dengang, han havde brækket en finger i en maskine. Vi lå i ske, mens Liam tog mig bagfra, da håndtaget pludselig gik ned. Lynhurtigt fik Liam trukket dynen op over os, og Ian kom ind og viste os stolt sin indpakkede finger, mens han satte sig godt til rette i en stol og knævrede løs om sin kollega, der var skyld i ulykken, en fucking wanker, der ikke kunne se sig for.
Scene 5: LOUI Vidste jeg overhovedet selv, hvem jeg var? Jeg var vel ingen, rigtigt. Sådan for alvor. Men når Liam præsenterede mig for nogle af sine underlige venner, sagde han: LIAM Det her er Loui. Min soulmate. LOUI Jeg elskede alt ved ham. Selvom han bare var for meget. I en lang periode pjækkede jeg næsten hver dag for at tage med Liam hjem og knalde.
LIAM Det er det eneste tidspunkt, hvor lejligheden er tom, og vi kan være sikre på at være i fred. LOUI Troede vi. LIAM En dag kommer Ian, min far, tidligt hjem fra arbejde… LOUI Han havde brækket sin finger i en maskine.
Men på den anden side så var det ikke værre, end at han havde nogle uger nu, hvor han bare kunne gå derhjemme og drive den af. Liam blev liggende med pikken inde i mig. Engang imellem bevægede han underlivet for at holde den stiv, men til sidst gav han op, sukkede tungt, og sagde på sit sjove irske, som han kun brugte, når han snakkede til sin far, eller var fuld eller skældte ud på Jonathan: „Dad, could you please fuck off? I’ve got my cock in Loui’s cunt.“ Jeg har aldrig været så flov i hele mit liv. Ever. Men Ian var fuldkommen smadret af grin. Dig og mig ved daggry, side 28-29
LIAM Vi ligger i ske, mens jeg tager Loui bagfra, da håndtaget pludselig går ned.
LIAM ... og engang imellem bevæger jeg underlivet for at ligesom holde den stiv...
LOUI Lynhurtigt får Liam trukket dynen op over os…
LOUI ..men til sidst giver han op, siger til Ian:
LIAM ..og far kommer ind og viser os stolt sin indpakkede finger, mens han sætter sig godt til rette i en stol og knævrer løs.
LIAM Dad, could you please fuck off? I’ve got my cock in Loui’s cunt.
LOUI Ian bliver liggende med pikken inde i mig…
INTERVIEW MED INSTRUKTØR
MINNA JOHANNESSON Aalborgs Romeo & Julie? Dig og mig ved daggry er jo en historie hvor to unge mennesker forelsker sig hovedkulds i hinanden og ender med at hoppe ud fra Limfjordsbroen sammen. Er det så en historie om en kærlighed så smuk og storslået, at den er værd at dø for? Som jeg ser det, findes der ingen romantik eller skønhed forbundet med de her to unge menneskers skæbne. Liam og Louise går i døden, fordi de ikke kan se nogen anden udvej. De har malet sig selv op i et hjørne hvor de står helt alene, med problemer så store at de ikke selv kan finde ud af at løse dem. De tør ikke, eller kan ikke, råbe højt og bede om hjælp, og de er omgivet af mennesker, som ikke griber ind. Det her er en historie om hvordan vi taber hinanden på gulvet, og om hvordan ensomheden er så uoverkommelig at man ikke kan leve videre. En historie om at være forældre Det er interessant at opdage hvor mange steder i forløbet selvmordet kunne have været stoppet; der er så mange gange hvor de står ved en korsvej hvor det hele kunne have taget en anden retning – hvis nogen havde taget fat. Men ingen gør noget.
Som forældre skal man gribe ind! Man skal turde være forældre, man skal turde sparke døren ind til sine børns liv, og træde ind i det når der er brug for det. Som helt ung pige i Sverige havde jeg fået rodet mig ud i noget værre skidt… Jeg var flyttet hjemmefra, men min far, han spottede det på en eller anden måde alligevel, og greb ind. Han fjernede mig fra den lille by vi boede i, og sendte mig, næsten med vold og magt, på teaterskole i London. Jeg havde aldrig lavet teater før og ville overhovedet ikke afsted, men han fik mig til sidst overbevist - han vidste bedre end mig, og han handlede på det. Han gjorde det muligt for mig at vælge noget andet end det jeg selv kunne se. Det er 20 år siden nu, men jeg tænker ofte på det, at han reddede mig der. Vi skal ikke være så konfliktsky. Vi skal ikke tro at problemer løser sig selv, eller at vi kan klare livet på egen hånd. Det er det alt for kompliceret til. Man må finde modet til at gå ind i rodet og give sig til at løse det.
Slutningen Dig og Mig ved Daggry er en helt fantastisk ungdomsroman. Den er udgivet i 15.000 eksemplarer, og selvom den er fra 2013 bliver den stadig udlånt i stor stil på bibliotekerne - så det er en bog som utroligt mange unge har læst og elsker højt, og det forstår jeg godt! Bogen har en forsonende slutning, forstået på den måde at Louise, som hele tiden været ensom i døden, til sidst mærker Liams hånd mod sin mave, og på den måde får fred. I forestillingen har vi valgt at skære den bid væk, Louise forbliver ensom i døden. Liam er der ikke… de mødes ikke i Nangijala. I vores version er selvmordet et punktum, ikke et komma. Det forsonende aspekt for mig ligger i forældrenes historie. Som genfinder hinanden, og som tilsidst kan mødes i sorgen. De forstår endelig hvem Louise var, og Louise forstår dem. Den store tragik er selvfølgelig at det er for sent.
INTERVIEW MED SCENOGRAF
CLAUS HELBO Det startede med broen Da jeg lige havde læst bogen første gang var jeg helt fikseret på broen. Limfjordsbroen er et symbol i denne her forestilling, synes jeg. Både på Aalborg og på overgangen fra barn til voksen... broen bliver på én gang et billede på Loui og Liams liv sammen og deres gravsten; den står som et monument over deres død. Broen, havnen, Aalborg, fjorden, livet, døden, Nordkraft – det hele hænger ligesom sammen. Men broen blev for stor, for stiv, for bastant at have som bærende scenografisk ide. Det fungerede ikke. Romanen har utroligt mange locations. Der er rigtigt mange forskellige rum – en villa i Hasseris, en junkielejlighed i Aalborg, en campingvogn ved Fårup, Aalborgs gader, en bus... på et tidspunkt er der endda en vigtig scene på Lindholm Høje! Vi havde brug for et fleksibelt scenerum som hurtigt kunne skifte location, så vi fandt rummenes repræsentanter: stolene, konfettien, kaffekopperne, hynderne, tøjet og de andre rekvisitter er en slags ormehuller som øjeblikkeligt trækker os ind i de rum
vi befinder os i. På et tidspunkt overvejede vi et lighus som forestillingens hovedramme. Fortællingen begynder og ender i et lighus. Et lighus er et rum for det der ikke er mere, det er et værelse som er bygget omkring det ultimative fravær. Hele forestillingen er gennemsyret af fravær, Loui er jo død, hun er her ikke men hun taler til os alligevel. Fraværet udgør også forbindelsesleddet imellem de levende: Cille og Gorm, Ulla og Ian; alle deres relationer er bygget på at de mangler noget… Så scenografien skal være der og ikke være der - den skal være der på en måde så den glimrer ved sit fravær. At beskytte det skrøbelige Et lighus indeholder beholdere som er lavet til at indeholde menneskekroppe.. transportkasser, kister, aflange skuffer som passer præcist til menneskekroppens dimensioner.. Det blev et helt detektivarbejde; hvor meget fylder to mennesker som sidder ned, hvormeget plads skal tre mennesker have for at kunne stå op?
Jeg blev fanget af ideen om kasserne. Hvor meget umage man for eksempel gør sig, når man transporterer kunstværker: for at beskytte det skrøbelige, det værdifulde. Man er nødt til at bygge specialkasser til hver eneste skulptur, hvert eneste billede. Med særligt fremstillede indlæg af alle mulige slags materialer, hårde og bløde, som holder tingene på plads. Kunstværkerne skal jo ikke ændre form, kassen skal nok holde på dem som de er, med den form de har, og så sørger den for at det hele alligevel bliver firkantet udenpå. Og når man så åbner den igen et helt andet sted, så er det hele der stadig. Skulpturen har stadig 10 fingre, maleriet har ikke mistet farven. På grund af kassen. Broen er der stadigvæk - som en baggrund - selvom det nok mest er mig der kan se den. Den har overlevet på plakaterne og den ligger under det hele. For mig er den stadig forestillingens puls, eller horisontlinje.
STAR-CROSSED LOVERS Star-crossed lovers, sådan kalder man dem på engelsk. To unge elskende, som på trods af deres store kærlighed alligevel af en eller anden grund ikke kan få hinanden. Stjernerne står ikke rigtigt. Historien, og ikke mindst kunsten, er fuld af dem. Ofte dør de en tidlig og voldsom død, og først i døden kan de forenes. I livet er det en længsel, i døden er det sammensmeltningen. I et af de mest berømte eksempler, hvor udtrykket star-crossed lovers også stammer fra, Shakespeares Romeo og Julie, er det ydre faktorer, deres familiers fjendskab, der er hovedårsagen til at de to elskende ikke kan forenes. Medvirkende er også at Romeo taber hovedet da hans bedste ven bliver slået ihjel, så han slår Julies fætter Tybalt ihjel og bliver landsforvist. Klasseskel er også ofte medvirkende til at de unge elskende ikke kan få hinanden. Således i et af de mest berømte nyere eksempler, Titanic, hvor den fattige Jack og overklassepigen Rose forelsker sig i hinanden på skibet over Atlanten. Titanics forlis bli-
ver i sidste ende grunden til at deres kærlighed i livet bliver kort. Andre gange, som i Tristan og Isolde, umuliggøres kærligheden af at den ene eller begge er bundet til en anden. Det er ofte det umulige ved kærligheden som får den til at fremstå som stor og stærk, som en slags konstant forelskelse, der næres af længslen. Liam og Louises kærlighed, det unge par i Dig og mig ved daggry, er fuldt på højde med de nævnte eksempler i intensitet og drama. Og de bærer endda nogle af de samme egenskaber. De kommer fra meget forskelligt miljø. Louise bor med sine højere middelklasseforældre i et hus i Hasseris, mens Liam bor i en lejlighed i Vestbyen med sin lillebror og sin far, der er havnearbejder. Hos Louise er alting ordentligt, mens der ikke er styr på så meget hjemme hos Liam. Da Louise møder Liam, går hun som en selvfølge i gymnasiet, mens skolen ikke er et sted for Liam. Det er kærlighed ved første blik for Liam og Louise. De kastes ind i en stormende forelskelse uden
forbehold. Men så sker der tre afgørende ting, som udhuler deres forelskelse og efterhånden efterlader den som en tom skal af ord og en længsel efter den tabte forelskelse. Det første, der begynder at sætte en kile ind mellem Liam og Louise, er den bestialske vold, som Johannes og Mawi får Jeppe og Liam med til ovre i Lindholm. Det er første gang at Liam ikke kan dele sine tanker med Louise, og det sætter sig som en afstand i deres forståelse af hinanden. En afstand, som blandt andet fører til sexeksperimenter, hvor de slet ikke er på bølgelængde. Som i Romeo og Julie er der også et afgørende vendepunkt da Liams bedste ven, Jeppe, begår selvmord. Her sker der noget med Liam, en følelse af magtesløshed og skyld, som handlingslammer ham, følelser som han heller ikke er i stand til at dele med Louise. Efter dette bliver det tydeligere i deres samtaler, at de er kommet langt væk fra hinanden. Louise forsøger at tale med Liam om det og finde fælles løsninger, men Liam føler at han må handle alene, at det er hans ansvar.
Den tredje og afgørende hændelse er da Louise vælger at tilbyde sin krop til Johannes, og hun dernæst bliver voldtaget. Hun fortæller Liam om det, da hun har behov for hans støtte. Men i stedet for omsorg reagerer han med vrede og trækker sig væk fra hende. For Liam er der efter dette ikke længere nogen vej tilbage til deres kærlighed. Hans forestilling om deres kærlighed og dens renhed er ikke længere forenelig med virkelighedens realiteter, og derefter begynder han at fantasere om en kærlighed uden for verden og om det fælles selvmord, som den ultimative kærlighedshandling. Som i alle ægte tragiske romantiske kærlighedshistorier siden Cleopatra og Markus Antonius, er det først i døden at de elskende kan forenes helt, fri for virkelighedens ubehagelige mangler.
DET TRAGISKE Det var Aristoteles der definerede det tragiske, som det der på en gang vækker medlidenhed og frygt (for os selv). For at der kan være tale om en tragisk hændelse, må der ikke være tale om en retfærdig straf for en rigtig forbrydelse, for så udebliver medlidenheden, og samtidig skal den række af begivenheder der fører frem til den tragiske hændelse føles både tilfældig og nødvendig, og de handlende subjekter må have deres fulde frihed. De må have kunnet handle anderledes. Det KUNNE have været anderledes, og alligevel føles det som om det IKKE kunne have været anderledes. Vi rystes af skæbnens grusomhed og tilfældets ironi, og vi tænker: Er det virkelig muligt at det kan gå så galt på trods af alle gode hensigter? Hvor er menneskelivet skrøbeligt og uforudsigeligt, og det kan jo ske for enhver - FOR MIG! I Dig og mig ved daggry er det Louises veninde Cille, der formulerer tragedien: “Det var slet ikke sådan her, det skulle være. Det er bare sådan en række af helt tilfældige ting. Ligesom de der bøger, man havde, dengang man var lille.
Eller jeg havde. Du ved, dem der hvor man selv kunne vælge, hvad vej man ville gå. ‘Vil du kæmpe mod dragen, eller vil du vente, til du har et bedre sværd.’ Sådan noget. Og så lavede man ligesom sin egen historie. Altså, at det er sådan nogle små beslutninger, der ændrer alt. Hvis vi ikke havde taget bussen dengang, så havde hun ikke mødt Liam. Og så havde vi ikke siddet her. Så havde du måske siddet og spist is med Loui lige nu. Det er bare det, jeg mener. At det er så tilfældigt. Vi tog bare en forkert beslutning dengang, mig og hende. Vi skulle have valgt noget andet. Eller hvis jeg havde ringet tilbage til hende, der hvor hun prøvede at få fat på mig, hvor jeg bare var så pisse pigesur…” Og Gorm, Louises far, reagerer ved at sige til Cille at hun jo ikke kunne vide at det ville gå sådan. Netop denne kombination af magtesløshed, meningsløshed og skyld er kernen i tragedien. Tragediens effekt kaldes hos Aristoteles for katarsis, og det er et af de mest mystiske og omdiskuterede begreber hos Aristoteles.
Ordet betyder “renselse” og er egentlig oprindeligt et medicinsk begreb. Hvad vil denne renselse præcist sige i forbindelse med tragedien? Hvem er det der bliver renset og hvordan? Som oftest er katarsis blevet knyttet til publikums oplevelse, men katarsis er også blevet brugt til at beskrive den tragiske hændelses effekt i selve dramaet. Der er opstået en ubalance i verden, som den tragiske hændelse sørger for at genoprette. I Romeo og Julie slutter de to familier fred efter Romeo og Julies død. I Dig og mig ved daggry kaster Liams og Louises selvmord personerne omkring dem ud i en krise, som i slutningen opløses i en genopretning af forliste forhold: Louises forældre, der har haft et dårligt forhold i lang tid, vælger hinanden og dermed en revitalisering af deres ægteskab. Liams far, Ian, får et bedre forhold til sin anden søn, Jonathan. Og Cille genforenes med sin mor. Tragedien er rystende, men den får samtidig en moralsk funktion. Den er ikke “meningsløs”.
LÆRKE SCHJÆRFF ENGELBRECHT JEPPE Jeg får et virkelig dårligt trip. Og Loui finder mig ude i en eller anden baggård, hvor jeg ligger og klamrer mig til en rist. Jeg tror fandme jeg skal suges ud i universet.
CILLE Jeg hadede fucking gym. Den dag jeg stoppede og gik ud derfra... jeg siger dig, himlen har sgu aldrig været mere blå og fantastisk, end den var lige der.
JACQUE LAURITSEN IAN The thing is... we don’t know shit about what they’re up to. The kids, I mean. We can ask them, and maybe we get an answer, but who knows if they’re telling the truth? And why should they? They want to have their own lives... to feel like grown ups, you know.
GORM Jeg kigger på pistolen, der ligger på skrivebordet. Jeg tænker på, hvad jeg egentlig har tilbage. Ingenting. I bund og grund ingenting. Andet end et ønske om hævn. Men selv den giver ikke længere nogen mening.
ALEXANDER CLEMENT LIAM Engang vil jeg skrive en roman, om hvor overfladisk alting er. Og hvor latterligt et liv mennesker lever. Uden rigtige værdier og uden noget, de rigtig brænder for.
LIAM Man skal være sin egen herre. Fuck alle chefer, fuck alle sagsbehandlere!
JELA NATIUS ABILDGAARD LOUISE Det er lige meget. Jeg kan ikke bruge jer til en skid overhovedet. Og jeg tænkte at det måtte være sådan, Liam også havde det med mig. Han blev sgu nødt til at kunne bruge mig til noget. Hvis jeg mistede Liam, så havde jeg ingenting overhovedet. Så var jeg ingen.
LOUI Dagene sneglede sig af sted. Vi lavede ikke noget. Røg fede med Jens. Skændtes. En dag kom Liam med et jagtgevær.
PETRINE AGGER ULLA I starten er jeg sygemeldt. Men stilheden derhjemme er næsten værre end at skulle gå på arbejde igen.
JOHANNES Hvis den kravler ned i trusserne på dig, så verfer du den bare væk. Med mindre du altså kan lide det.
TÆT PÅ TEATER NORDKRAFT På Teater Nordkraft er du helt tæt på. Tæt på havnefronten, tæt på scenekanten, tæt på kunstnerne, tæt på publikum, tæt på virkeligheden, tæt på følelserne og tæt på dig selv. Teater Nordkraft er Aalborgs lille storbyteater. Vi skaber moderne forestillinger med lokal forankring og i dialog med tidens store spørgsmål. Vi insisterer på at teater både skal give udsyn til verden og indblik i vores egen navle. Født ud af nordjysk teatertradition og et gammelt elværk, er vi en del af Aalborgs fremtid som vidensog kulturby. Teater Nordkraft er dybt involveret i byens kreative vækstlag, og er stolte af at være med til at skabe næste generation af danske scenekunstnere gennem tætte samarbejder med uddannelsesinstitutioner og frie grupper. Dig og mig ved daggry er vores første forestilling som ensembleteater, og den er første grundsten i vores nye tilværelse som repertoireteater. Fremover kan vi genopsætte de mest succesfulde forestillinger på publikums efterspørgsel, vi kan eksperimentere med nye formater, og vi kan række ud efter stjernerne.
Teatrets faste stab blev i 2018 udvidet med en husscenograf og fem skuespillere, som skaber teatrets forestillinger og samtidig underviser de 14-25-årige talenter på TKG-linjen, som er et 3-årigt teatergrundkursus på Aalborg Kulturskole. Med det nye ensemble vil Teater Nordkraft være med til at udvikle og understøtte vækstlaget i Aalborg. Aalborgs undergrund er fuld af grøde, og der er et stort potentiale i samarbejdet mellem de professionelle og talenterne. Nu tager Teater Nordkraft teten og udnytter, at 5+1 kunstnere bosætter sig i Aalborg. Vi byder Petrine Agger, Jela Natius Abildgaard, Alexander Clement, Lærke Schjærff Engelbrecht, Jacque Lauritsen og Claus Helbo velkommen til Teater Nordkraft-familien!
NOGLE AT TALE MED! Ventilen Ung og Ensom? Så kan Ventilen være det helt rigtige sted for dig. Vi er et mødested for dig, der er ensom og mellem 15 og 25 år. Ventilen i Aalborg: Danmarksgade 52 Telefon: 4246 1051 E-mail: aalborg@ventilen.dk Faste åbningstider: Hver søndag kl. 15-18 Tre mandage om måneden kl. 17:30-20:30 Er du ny skal du komme første gang en søndag kl. 14:30. Headspace Headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud i hele Danmark, til børn og unge i alderen 12-25 år. Der er ingen ventetid; du kan ringe, chatte, maile eller komme forbi det nærmeste Headspace – du behøver ikke have en aftale. Headspace Aalborg: Borgergade 6 Telefon: 5373 3006 / SMS til: 5373 3036 E-mail: aalborg@headspace.dk
ABC Mental Sundhed Går du på en ungdomsuddannelse, og oplever du tegn på stress, er der flere tilbud, som kan hjælpe dig. Spørg din studievejleder, eller kontakt ABC Mental Sundhed. Center for Mental Sundhed i Aalborg Kommune Telefon: 2520 1961 Tilbud i Aalborg: Klasseundervisning i stresshåndtering og psykisk robusthed. Åben og Rolig ungdom. 6 ugers kursus for de elever som oplever stress og mistrivsel. Individuelle samtaler med en psykolog.
- teater helt tæt på