Den russiske forfatter Dostojevskij har om Gud sagt, "Den som elsker menneskerne, elsker også deres glæde." Jeg synes, at det er så fint sagt. Så kort og præcist får Dostojevskij sagt noget uendelig sandt om Gud og julen, nemlig at vi indfældes i og omsluttes af et overskud, som vil os det bedste. Indimellem kan man godt få den tanke, at glæden står i modsætning til vores tid. Vi er vant til at tænke om noget har et formål, og hvad er glædens formål, hvad kan den bruges til? Eller at glæde noget vi skal præstere. Og det er måske sådan, at vi alt for ofte tænker i nytteværdi. Men over for den ægte boblende glæde kommer vi til kort, for den kan nemlig ikke fabrikeres, den kan ikke konstrueres, så den virker. For ægte glæde er ikke noget jeg kan præstere, det er noget man er og
gives. Kunstig glæde vil altid være hul. Mens ægte glæde er boblende og overvældende, den kommer til os uventet og
voldsomt. Den fuldkomne glæde er når vi tror på, at vi er gode nok som vi er, også uden at have præsteret det mindste. Julens budskab i en nøddeskal, kristendommens kerne er, at den
skyld vi ikke selv kan bære, den vil Gud bære. Julen indbyder os til, at være med i den oplevelse. Indbyder os til at åbne vore øjne, og se nyt i noget velkendt. Lade os gribe og glemme os selv. Hvis man spørger børn hvorfor de leger, så leger de fordi de leger, det er formålet i sig selv. Og livsglæde har det på samme måde.
Det forunderlige ved glæden er måske netop, at den kan være flyvsk. Den indfinder sig ofte der, hvor vi mindst venter det, også der hvor vi med rimelighed kan sige, at der godt nok ikke er meget at glæde sig over.