Sygeplejersker nedbringer ventelister
Patient Kaj Kristensen bliver undersøgt for galdesten, i lighed med størstedelen af patienterne på Billeddiagnostisk Afdeling i Viborg. På længere sigt skal sygeplejerske Ulla Nielsen tage flere og flere patienter, bl.a. kræftpatienter og børn.
FRONTLØBER. Manglen på speciallæger giver sygeplejerskerne mulighed for at udvikle nye kompetencer. I Viborg har sygeplejerske Ulla Nielsen efteruddannet sig til sonograf og ultralydsscanner nu patienter to dage om ugen. Tekst SIGNE LENE CHRISTIANSEN · Foto SØREN HOLM
Lyset er dæmpet i undersøgelsesrummet på Billeddiagnostisk Afdeling på Regionshospital Viborg, og sygeplejerske Ulla Nielsen har lagt et klæde over underlivet på patient Brian Kjeldsen, der med blottet mave har lagt sig på briksen for at blive scannet for galdesten. “Nu får du lige det kolde gys,” siger Ulla Nielsen og presser kølig gelé ud på maveskindet. Med højre arm fører hun ultralydshovedet over i siden på patienten, mens hun koncentreret kigger på skærmen, hvor blå og orange farver materialiserer sig frem. “Det krævede virkelig tilvænning i begyndelsen at koble dét, jeg gør ved patienten, sammen med, hvad jeg ser på skærmen. Patienten er jo i 3-D, mens billederne er i 2-D, så den omsætning skal hjernen lige indstille sig på,” fortæller Ulla Nielsen, der som den første sygeplejerske på Regionshospital Viborg er blevet uddannet sonograf. I oplæring som sonograf
Sonograf er ikke en formaliseret uddannelse, så siden 1. september 2014 har Ulla Nielsen fulgt afdelingens ultralydsan-
56
Sygeplejersken 09.2016
svarlige overlæge og bl.a. været på kursus hos Dansk Ultralyddiagnostisk Selskab, hvor teori og afprøvning af forskellige apparater stod på skemaet. “Det har været og er stadig ren learning by doing, hvor jeg har kigget på og gennemgået flere hundrede scanninger med overlægen for at få en fornemmelse af, hvornår en scanning ser normal ud,” fortæller Ulla Nielsen. “Og så har jeg skullet lære en hel masse teknisk udstyr at kende,” fortsætter sygeplejersken. Manglen på speciallæger indenfor radiologi har betydet, at bl.a. regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg og Horsens er begyndt at uddanne radiologer og sygeplejersker til sonografer. Speciallægerne i radiologi foretager fortsat de komplicerede ultralydsscanninger, mens sonografer som Ulla Nielsen tager sig af udvalgte scanninger af nyrer, lever, galdeveje, milt og blodpropper for dermed at nedbringe ventetider. Ville bygge videre på faglighed
“Din milt er en anelse forstørret. Har du været forkølet for nylig?” spørger Ulla Nielsen dagens tredje patient, der har forhøjede levertal, og som – ligesom de fleste af patienterne på afdelingen – er kommet ind pga. galdesten. Patienten har ikke været forkølet, og stenene har ikke bevæget sig ned i galdegangene, konstaterer sonografen, der som udgangspunkt tjekker hele den øvre abdomen på patienterne. Da billederne efterfølgende dukker op på skærmen på kontoret, hvor Ulla Nielsen journalfører undersøgelsens resultater, trækker hun et opslagsværk ud af reolen for at slå op, hvad standardmålet for en milt er. “Jeg har også måttet læse op på min sygdomslære og anatomi, siden jeg startede med at ultralydsscanne,” siger Ulla Nielsen, der blev uddannet sygeplejerske i 1997 og tidligere har arbejdet på bl.a. organkirurgisk afsnit.