Sygeplejersken № 3, 2015

Page 63

Helga Teilmann En af pionérerne inden for dansk sundhedspleje, Helga Teilmann, døde den 19. januar i år efter et langt og indholdsrigt liv. Helga blev født i 1923 og voksede op i et lægehjem i Sønderjylland som den yngste af en søskendeflok på seks. Helga Teilmann fik sin sygeplejskeuddannelse på Gentofte Sygehus, blev senere uddannet som sundhedsplejerske og underviste en tid på Glostrup Sygeplejeskole. Efter en periode som hjemmesygeplejerske og sundhedsplejerske blev Helga amtssundhedsplejerske i Nordjyllands Amt. Danmarks Sygeplejerskehøjskole fik i 1970 en afdeling i København, hvor Helga i 1973 blev leder af sundhedsplejerskeuddannelsen. Helga Teilmann blev en frontfigur i dansk sundhedspleje. Allerede som sygeplejelærer på Glostrup fik Helga indført, at sygeplejeeleverne, som de eneste i Danmark, fik et praktikforløb i sundhedsple-

jen. Hun var initiativtager til mange ændringer og udviklingsforsøg indenfor hjemmesygeplejen og sundhedsplejen. Et af de større projekter var Skanderborgundersøgelsen, som var et forsøg på at sammenlægge hjemmesygeplejen og sundhedsplejen. Helga var en god formidler og holdt forelæsninger i ind- og udland. Hun deltog i udarbejdelse af flere betænkninger inden for faget, ligesom hun havde indlæg i diverse faglige tidsskrifter. Helga Teilmann var meget afholdt af studerende og personale. Det var et privilegium for os undervisere at have Helga som leder. Med sit sympatiske og rolige væsen formåede hun at få os til at føle, at vi magtede opgaverne, og hun gav os mod til at tage imod nye udfordringer. Kom vi med nye idéer, blev de vel modtaget og gennemdrøftet. Helga var en fantastisk leder og brændte for faget. Hendes entusiasme kunne ikke undgå at smitte.

Helga havde høje forventninger til os, og det fik os altid til at yde vort allerbedste. Hun viste også interesse for vores private liv og kendte vores børn, ligesom de kendte hende. Helga gik på pension som 60-årig og havde en god og aktiv pensionisttilværelse. Hun var belæst og var velorienteret inden for fag- og skønlitteratur og en dreven bruger af moderne teknologi. Hun havde nær kontakt med familie og venner, ligesom vort venskab fortsatte til stor glæde for alle parter. Det er med glæde, vi tænker tilbage på de mange år, vi har kendt Helga, og savnet vil være stort.

På vegne af tidligere undervisere ved sundhedsplejerskeuddannelsen, Danmarks Sygeplejerskehøjskole, Bente Hyldal og Chirstin Plate.

Lone Alice Jørgensen Julenat mistede vi en meget kær kollega. Efter et halvt års kamp mod kræft måtte Lone til sidst give op. Vi savner hendes varme smil og hendes engagement, som viste sig både i forholdet til patienter og til kollegaer: Hun lyttede med interesse og nærvær. Lone var ikke bange for nye udfordringer. Både privat og fagligt kastede hun sig energisk over nye opgaver og valgte nogle gange utraditionelle veje. For Lone var der ”mere mellem himmel og jord”, end det traditionelle sundhedsvæsen beskæftiger sig med. Men hun mistede på intet tidspunkt

jordforbindelsen. Fagligt kastede hun sig bl.a. ud i en astma-care-uddannelse og undervisning på astmaskole. Lones engagement i Lungemedicinsk Ambulatorium bar præg af stor faglig ekspertise, som kollegaer, nye som gamle, kunne læne sig op ad. Hun var en god sparringspartner. Lone gav aldrig op. Lige til det sidste holdt hun fast i de positive muligheder og kunne med sin optimisme gøre alle vores bekymringer til skamme. Hendes vilje var stærk, og hendes omsorg for mennesker i hendes nærhed var ægte.

Det er et stort tab at skulle undvære Lone, ikke mindst for hendes mand, Leif, og deres døtre Charlotte og Susanne og børnebørn, som var kernen i hendes liv, men også for os andre, der fik lov at arbejde sammen med Lone og i nogle år delte et arbejdsliv med hende.

Personalet, Lungemedicinsk Afdeling J, Odense Universitetshospital.

SYGEPLEJERSKEN 3.2015

63


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
Sygeplejersken № 3, 2015 by Sygeplejersken - Issuu