MINDEORD
Esther Holmkær Så er Esther Holmkær stedt til hvile på Thrige kirkegård ved siden af sin mand, der døde alt for tidligt i 1981. De sidste år tilbragte fru Holmkær på plejehjem og sagde tit: ”Hvor jeg dog længes efter Thrige kirkegård – nok er nok.” Fru Holmkær blev 98 år. Meget af vores snak handlede om gamle dage – fru Holmkær har altid været god til at fortælle historier fra sit liv, så jeg kendte til hendes lykkelige og trygge barndom i familiens store lejlighed ved Koldinghus og tumlepladsen på Fjorden i familiens båd. Senere livet som sygeplejeelev på Rigshospitalet under krigen og derefter med sin
mand rundt i landet, mens Holmkær opbyggede sin karriere. Således som den første gifte sygeplejerske i Ebeltoft, mens tvillingepigerne var små i bl.a. Aalborg, Sønderborg og Skanderborg. I Esbjerg arbejdede fru Holmkær på skadestuen. Da Holmkær blev dommer i Silkeborg i 1967, fik fru Holmkær ansættelse på Sygeplejeskolen og havde mange gode år her. Fru Holmkær færdedes aldrig i byen, uden at en gammel elev kom hen og udvekslede glade minder – det satte hun stor pris på. De sidste år var det en glæde at kunne være den, der kunne fortælle hende hendes egne gode historier tilbage; det kneb
med hukommelsen, men vi kunne stadig more os over og glædes ved f.eks. vore mange ture, sommermorgner og vintre i sne, til praktiske prøver i Horsens, Brædstrup og Skanderborg. Det betød meget for fru Holmkær at bevare tilknytningen til Dansk Sygeplejeråd, og hun er formodentlig én af de sygeplejersker med ældst anciennitet i Sygeplejerådet. Fru Holmkærs afskedsreplik var altid: ”På glad gensyn,” og jeg vil gerne hermed, på fru Holmkærs vegne, sende en glad hilsen til alle gamle elever og kollegaer. Karen Buhl
Susanne Edelberg Schou Susanne er ikke længere iblandt os. Meldingen er ikke til at bære, og vi står tilbage med et stort tomrum indeni. Susanne har været en vigtig del af vores liv, lige siden vi i efteråret 1982 startede på hold B-82, sygeplejerskeuddannelsen i Næstved. Her udviklede et varigt venskab sig og gensidig pasning af hinandens børn. Efter endt uddannelse arbejdede Susanne nogen tid i København, herefter var hun ansat på skadestuen, Næstved Sygehus, for til sidst at få sin drømmestilling på Gynækologisk afdeling. Susanne elskede sit fag og sine aftenvagter, som fungerede optimalt i kombination med familielivet med de tre børn, Nikolai, Katrine og Line. Den første katastrofe i form af en aneuris-
62
SYGEPLEJERSKEN 3.2015
me ramte ubarmhjertigt Susanne og den lille familie i 1999. Vores fag mistede dermed en dygtig og solid sygeplejerske og en fantastisk repræsentant for sygeplejen! Alligevel beklagede Susanne sig aldrig. Hun bar sine plager i stilhed, og hun elskede livet, sine børn, familien og sine venner. Hun var utrolig livsglad og fandt glæden, også i de helt små og nære ting og blev dermed en rollemodel og en øjenåbner for os andre. Hvad er det, der virkelig betyder noget i tilværelsen? Susanne fulgte med stolthed sine tre børn, og hun havde den store glæde, at datteren Katrine blev sygeplejerske, og til det sidste fik Susanne læst fagbladet Sygeplejersken op af Katrine.
Susanne flyttede på Solgaven i efteråret grundet tiltagende dårligt syn samt et stigende behov for personlig pleje og hjælp. Susannes kræftsygdom havde spredt sig, og vi modtog den fortvivlende melding, at palliativ pleje stod tilbage. Den 8. februar 2015 sov Susanne stille ind med hele den nære familie omkring sig. Et alt for kort liv, og et liv fyldt med ufattelig megen modgang. Vi står tilbage med en sorg og et tab, og vores tanker går til Susannes børn og familien.
Æret være Susannes minde. Kirsten Kure og Bettan Bagger, elevkammerater og venner.