My first document

Page 1

I hjertet af Himmerland - i hjertet hos mennesker… Gode butikker • Velfungerende skole og institutioner • Rigt foreningsliv Stærkt erhvervsliv • God infrastruktur • Smuk natur • Jættefesten
SULDRUP

Det hele til det halve…

Nogle gange har man lov at føle sig heldig og privilegeret. Sådan tror vi, at de fleste beboere i Suldrup har det.

Byens størrelse taget i betragtning har vi gode butikker, pengeinstitut, en velbesøgt kro med historie, et rigt foreningsliv, gode institutioner, en velfungerende skole, et stærkt erhvervsliv og en god infrastruktur, hvor det er nemt at komme til de omkringliggende større byer og på motorvejen. Det hele krydrer vi med en beliggenhed i den skønneste natur.

Alt det burde koste en masse penge! Men det er faktisk lige modsat.

I Suldrup er priserne på huse og nye grunde yderst attraktive. Det betyder, at særligt børnefamilier for alvor har fået øje på byen. Det er vi glade for og stolte af. Men vi hviler ikke på laurbærrene og arbejder hele tiden på at udvikle og gøre Suldrup endnu mere attraktiv for nye tilflyttere.

I denne brochure fortæller vi lidt om byen – og det skulle glæde os rigtig meget at byde jer velkommen til Suldrup – I hjertet af Himmerland – i hjertet hos mennesker.

Mange hilsener

Suldrup Borger- og Erhvervsforening

Lokalrådet for Suldrup og Omegn

Et godt sted at bo

og til attraktive priser, uanset om du vil købe eller leje

Suldrup er en attraktiv og populær by at flytte til, hvilket også er meldingen fra områdets ejendomsmæglere. De har de seneste år kunnet mærke en øget efterspørgsel på huse i byen.

Fra Anders Nymand, indehaver af Home i Støvring, lyder det blandt andet:

- Der er generelt en rigtig stor efterspørgsel på boliger i Suldrup. Det er især unge mennesker, der de seneste år har fundet byen og området attraktivt.

- I tillæg til byens mange gode aktiviteter og tilbud skyldes det blandt andet, at man får rigtig meget for pengene i byen og oplandet. Tilmed er der billig fjernvarme, hvilket også er et trækplaster. Og så har byen bare et godt ry for et rigtig godt foreningsliv, sammenhold og dagtilbud til børn/unge.

- Priserne har været støt stigende de seneste år, samtidig med at udbuddet er faldet, hvilket også vidner om, at Suldrup er en populær by at flytte til, fastslår Anders Nymand.

Du kan altid se aktuelle boliger til salg på www.boligsiden.dk. Er du på udkig efter en byggegrund i Suldrup, kan du se mere på www. mangegodegrunde.dk.

Når det gælder lejeboliger, har Nørresundby Boligselskab og Boligselskabet Nordjylland begge forskellige muligheder og tilbud i Suldrup. Se mere på www.nrsb-boligselskab.dk og www.bonord.dk.

-

En skøn by –uanset alder

Suldrup har vi fundet lige nøjagtig det, vi søgte”

De kunne dog ikke finde det helt rigtige og valgte at sætte en lidt større ring omkring Aalborg, så de havde lidt flere alternative muligheder til storbyen. Absolut yderst i den ring lå Suldrup.

Men heldigvis for det. Her faldt de nemlig for et skønt hus på Møllers Bakker – og det viste sig at være kærlighed ved første blik. De købte huset, som de siden har moderniseret fra A til Z. Og familien, der også omfatter Felix på 4 år og Falke på nogle få måneder, nyder på alle måder tilværelsen i deres hus og i Suldrup.

- Her er jo helt fantastisk. Suldrup har det hele. En god skole, børnehave, institutioner, foreningsliv, en fantastisk dagligvarebutik, den skønneste natur, den årlige Jættefest, og så tager det ingen tid at køre til Aalborg, eller for den sags skyld Aarhus, når det er det, vi har lyst til, lyder det samstemmende fra Camilla og Christian.

- Men vigtigst er menneskene i byen. Suldrup har nemlig en størrelse, hvor det er helt naturligt at hilse på hinanden og komme hinanden ved på den gode måde. Her er et særligt sammenhold, hvor man interesserer sig for hinanden. Det er både hyggeligt og skaber en tryghed. Jeg kan huske kort tid efter, at vi flyttede hertil og var nede ved købmanden. Her var der flere, der hilste på Felix med navn, fordi han lige var startet i børnehaven. Det var en god følelse, fortæller Camilla.

- På vores villavej bliver der da også ofte drukket en øl over hækken, og det er bare så hyggeligt. Jeg er sikker på, at det havde været meget anderledes, hvis vi havde valgt at bo i Aalborg, supplerer Christian, der spiller tennis i IK Frem Sønderup/ Suldrup, og som også overvejer at genoptage sin fodboldkarriere i byens fodboldklub.

- Vi har fundet lige nøjagtig det, vi søgte, da vi valgte at flytte til Suldrup. En tryg og dejlig base for vores familie, hvor vi simpelthen bare nyder at være, slutter parret.

”Boet i Suldrup det meste af livet”

Gert Jensen er født og opvokset i Suldrup, hvor han med undtagelse af nogle få ungdomsår i Aalborg har boet lige siden.

Han har været pedel på byens skole. Her havde han mange år forinden gået i klasse med Dorthe, som han giftede sig med i 1974. Året efter byggede de et hus på Vikingevej, hvor de i dag nyder en meget aktiv pensionisttilværelse.

- Jeg har boet i Suldrup det meste af mit liv og kan uden tøven sige, at det er en skøn by, uanset om du er ung eller lidt ældre.

- I dag er det et rigtig godt miks af forskellige aldersgrupper, men ens for alle, så kender de fleste hinanden og kommer hinanden ved, fortæller Gert, der i mange år har været aktiv i byens tennisklub –en overgang som formand – og blandt andet også har været med til at starte Suldrup Senior Service, der er en aktiv gruppe af seniorer, der hjælper med at forskønne, renholde og vedligeholde Suldrup og omegn.

Derudover er han blandt andet med til at arrangere ”fredagsbar” om onsdagen på byens plejehjem, hvor Gert ofte også underholder med sit lune og særdeles gode historier.

Også Dorthe, der, inden hun blev pensionist, arbejdede på byens plejehjem, har en meget aktiv fritid – hun spiller blandt andet petanque i byens idrætsforening, er med i menighedsrådet, aktiv i Himmerlandshaves Venner, der har som formål at sprede hygge og glæde på byens ældrecenter. Endelig er hun – ligesom Gert – også aktiv i Suldrup Senior Service.

- Suldrup er en dejlig by med alt det, vi behøver. En god dagligvarebutik, pengeinstitut, kro, skole, institutioner og ikke mindst et aktivt foreningsliv. Både for de unge og de lidt ældre, slutter Dorthe.

Parret har tre voksne børn, hvoraf ét fortsat bor i Suldrup.

”I
Da Camilla og Christian Kjær Langgaard skulle finde drømmehuset, der skulle være rammen for deres lille familie, kiggede de i første omgang i Aalborg og opland.

Et stærkt butiksog erhvervsliv

Suldrup og omegn har et stærkt og varieret erhvervsliv. Fra små, spirende iværksættere til mindre og mellemstore virksomheder med mange år på bagen. Hertil kommer en stor, flot dagligvarebutik. Og ja, så er der jo også en velfungerende kro, et stemningsfuldt værtshus, et pengeinstitut plus meget mere!

Her kan du møde nogle af dem:

Spar

Suldrup har en stor, flot og moderne Spar-forretning i hjertet af byen. Det er ægteparret Tine Vejrum Terp og Christian Rick Vestergaard, der siden sommeren 2019 har stået i spidsen for den flotte butik, der udover et stort og varieret udvalg af dagligvarer blandt meget andet udmærker sig ved en stor delikatesse- og slagterafdeling samt daglige leverancer af friskbagt brød og kager fra Mesterbageren. En meget flot butik, der nyder godt af en kæmpe opbakning fra byens borgere og oplandet.

Suldrup Kro

I mere end 125 år har Suldrup Kro været en væsentlig del af byens identitet. Sådan er det fortsat. Der er virkelig godt gang i kroen, der for godt 40 år siden blev overtaget af Henrik Pedersen og Helga Jensen. Kroen har i dag fokus på selskaber, som der er mere end 200 af om året. Samtidig er der massevis af weekendophold, hvor kroen har godt 900 overnatninger om året. Hertil kommer mad-udhuset, ligesom der særligt i weekenderne er godt gang i kroens hyggelige restaurant.

Loke’s Ølstue

Suldrup har selvfølgelig også sit helt eget stemningsfulde værtshus. Det er Hanne Christensen, der siden 2018 har stået i spidsen for Loke’s Ølstue, der er blevet et hyggeligt mødested for rigtig mange lokale. Både de trofaste stamkunder, unge mennesker og forskellige grupper som ”Rullepølsebanden”, dartklubben, fodboldklubben plus mange flere. Der er ofte arrangementer og livemusik på Loke’s Ølstue, der altid tiltrækker et stort publikum. Et rigtig hyggeligt mødested i hjertet af byen.

Bendixen

Bendixen er en lille, hyggelig klinik, der tilbyder velvære for krop og sjæl. Det er Rie Bendixen, der i klinikken tilbyder et stort og varieret udvalg af behandlinger for både krop og sjæl – blandt andet muskelterapimassage, wellnessmassage, kranio sakral terapi, hot stone massage, luksus spa pedicure og luksus ansigtsbehandling. Så døjer du med en dårlig skulder, hovedpine, migræne eller stress, eller ønsker du blot at få løsnet de ømme muskler og komme ned i gear, så står Rie klar til at hjælpe.

Suldrup Skole

Suldrup Skole er en stor og velfungerende skole med cirka 300 elever fra 0. til 9. klasse. Lige uden for døren findes bakker, sø, mose, skov og gravhøje. Skolen er tidssvarende indrettet med gode faglokaler og spændende læringsmiljøer.

- Værdierne på Suldrup Skole handler om begejstring, læring, trivsel, engagement, tillid, respekt og nytænkning. Det handler om, at vi skal bringe det enkelte barns potentiale frem – personligt, socialt og fagligt. Samtidig er vi inkluderende og inddrager både forældre og lokalsamfund, fortæller Marianne Nielsen, leder på Suldrup Skole.

Skolen rummer også SFO Myretuen, hvor man kan tilmelde sit barn morgen og efter skoletid, ligesom der under ungdomsskolen findes ”Klub Underground for 4. til 6. årgang, og et ungdomsskoletilbud for 7. til 9. årgang nogle aftener om ugen.

Et godt sted for børn og unge

Med dagtilbud distrikt Suldrup samt Suldrup Skole, der har klasser fra 0. til 9., er Suldrup det oplagte valg for børnefamilier. Samtidig er bustransporten til eksempelvis Aalborg, Aars og Støvring rigtig god, når der skal vælges gymnasium, erhvervsskole, teknisk skole eller noget helt andet.

Dagtilbud distrikt Suldrup

I dagtilbud distrikt Suldrup er der otte kommunale dagplejere og institutionen Tumlehøj, der rummer både vuggestue og børnehave. Herudover er der seks private dagplejere, så der er rigtig mange dejlige børn i Suldrup.

Alle tilbud har fokus på, at alle børn er en del af fællesskabet. Dette kræver fokus på det enkelte barn og dets behov, kombineret med stort fokus på udviklende fællesskaber, hvor børnene får en oplevelse af at være en del af noget større.

Der er hele tiden spændende aktiviteter, der skaber tryghed, trivsel, udvikling og leg/læring for områdets 0-6-årige

børn og deres familier. Natur, udeliv, Suldrups legepladser, Møllers Mose, søen og alle de steder, børnene selv kan gå til eller køres til i dagplejerens ladcykler, bliver prioriteret og flittigt brugt af både dagpleje og institution.

Der samarbejdes på kryds og tværs i hele distriktet. Både med ekstra fokus på overgange fra dagpleje/vuggestue til børnehave og i overgangen fra børnehave til skole. Ligeledes er der et projekt i gang med at skabe fællesskaber og sociale relationer for forældrene for alle årgange.

Her er med andre ord fokus på at skabe den røde tråd op igennem hele barnets liv.

En byfest udover det sædvanlige

Siden engang i 1970’erne har der været afholdt Jættefest i Suldrup. Festen afholdes hvert år i uge 31 på festpladsen bag Stensbohallen – og det er altid et brag af en fest, der er blevet et kæmpe tilløbsstykke for byen og oplandet.

Jættefesten byder på en perlerække af sjove og traditionsrige tiltag, blandt andet mange sportsaktiviteter som løb, cykling og fodbold, kåring af årets Jætte, hvilket har været en tradition siden 1972, et forrygende og festligt Jætteparty i teltet og ikke mindst koncerten Jætterock, der altid byder på imponerende flotte musiknavne, som er blevet et trækplaster for publikum fra hele Nordjylland.

Det forlyder i øvrigt, at der til Jættefesten i Suldrup drikkes mere øl end til Cimbrerfesten i Aars. Og, ja – det til trods for, at Aars har omtrent seks gange så mange indbyggere!

Overskuddet fra Jættefesten går til IK Frem Sønderup/Suldrup.

Andre aktiviteter i årets løb

I tillæg til Jættefesten er der i løbet af året en lang række andre sjove arrangementer og aktiviteter i Suldrup – blandt andet kan nævnes Sankt Hans-fest, julefest, fastelavn og torvedag.

Eget lægehus

Siden den 1. april 2021 har Suldrup haft sit eget lægehus.

Det er Camilla Kjær Amelung, der blev færdig med den medicinske embedseksamen i 2014 og færdiggjorde sin speciallægeuddannelse i almen medicin i november 2020, der er byens populære læge.

Camilla har mødt meget stor opbakning fra lokalområdet og er meget taknemmelig for, at det lykkedes at blive familielæge med domicil i Suldrup.

Og familielæge er i mere end én forstand, idet personalet er Camillas tvillingebror, Sandy, der er praksismanager, hendes far, Benny, der er praksisassistent/social- og sundhedsassistent, og hendes mor, Annelise, der er praksisadministrator.

Et rigt foreningsliv med aktiviteter for alle

Suldrup har et rigt foreningsliv, hvor IK Frem Sønderup/Suldrup er områdets store idrætsforening med syv afdelinger. Samtidig har byen også aktive FDF-spejdere.

Her får du en kort præsentation:

Fodbold

Det primære i fodboldafdelingen er socialt samvær – og så alligevel… Når spillerne går på banen, er det altid for at vinde. Der er fokus på at skabe hygge for alle årgange, samtidig med at man kan udvikle sig som fodboldspiller. Fodboldafdelingen består af en stor gruppe engagerede trænere. Der er altid god stemning blandt spillere og tilskuere, når der spilles lokale kampe på stadion. Afdelingen har ti ungdomshold og fem seniorhold.

Håndbold

Hos IK Frem Håndbold kan du opleve håndbold i lange baner – både inde i hallen og om sommeren ude på sandbanen. Her er sammenspil og udvikling af både hold og spillere. Du får sved på panden, masser af grin og godt humør. Her er oplevelser og fællesskaber – det hele i trygge rammer. Ung som gammel – alle er velkomne! Nyheder fra håndboldudvalget bliver løbende offentliggjort på hjemmesiden: www.iffrem.dk under håndbold samt via håndboldafdelingens facebookside.

Gymnastik

Gymnastikafdelingen tilbyder hold til både børn og voksne. Afdelingens trænere brænder for gode og sjove aktiviteter for både begyndere og mere erfarne gymnaster. Her er en god atmosfære og et fællesskab, hvor alle er velkomne og kan føle sig hjemme. Her vil du blive udfordret og samtidig have det sjovt.

Gymnastik er en fantastisk måde for børn at udvikle deres koordinationsevner, motorik og styrke, samtidig med at de har det sjovt og lærer værdifulde færdigheder som samarbejde og selvtillid.

Gymnastikafdelingen samarbejder med både byens børnehave og SFO, således det er muligt at få sit barn hentet i børnehaven og taget med i hallen til gymnastik eller at blive sendt fra SFO’en.

Udover vores ugentlige gymnastikhold arrangerer IK Frem gymnastikafdeling også andre begivenheder, herunder fastelavn i Hallen og gymnastikopvisning. Kom og prøv en gratis prøvetime.

Tennis

Tennis er et skønt spil for alle aldre – og det nyder rigtig mange på de flotte baner i Suldrup. Der findes hold for ældre, voksne, børn og unge. I løbet af året arrangeres der forskellige træningsaftener.

Badminton

Badminton-afdelingen er både for motionister i alle aldre og ambitiøse turneringsspillere. De seneste år har der været flot tilgang på spillersiden, hvilket helt sikkert skyldes, at badmintonspillerne har et unikt sammenhold på og uden for banen, samtidig med at klubben har rigtig dygtige trænere. Særligt ungdomsafdelingen har de seneste år været i en rivende udvikling. Afdelingen tæller nu mere end 50 medlemmer, og der er sågar ansat en betalt ungdomstræner, der er med til at sikre spillernes udvikling. Blandt seniorspillerne mødes nogle af de ældste hver torsdag formiddag, hvor de på alle måder har det hyggeligt og sjovt sammen – de får rørt både lattermuskler og resten af kroppen.

Petanque

Der er massevis af hygge og højt humør for både unge og ældre i petanqueklubben, der har godt 50 medlemmer, men som gerne vil være endnu flere. Medlemmerne mødes hver tirsdag formiddag hele året og torsdag aften fra april til september. I løbet af året er der blandt andet klubmesterskaber, kommunemesterskaber, vinspil, grillaften og julefrokost. Kom og vær med!

Motionscenter

Byens idrætsforening omfatter også et lækkert motionscenter, hvor medlemstallet er støt stigende med både lokale brugere og medlemmer fra omkringliggende byer. Udover et almindeligt motionscenter med de maskiner, der nu hører sig til, rummer centret også en del hold. Der er blandt andet spinning flere gange om ugen, et bike & pump-hold, der er en kombination af spinning og styrketræning, samt et par HIIT/crossfit-hold, hvor man kombinerer højintensiv intervaltræning, powerbuilding og crossfit. Medlemmerne i motionscentret tæller alle typer – teenageren, den bevidste fitnesstype, den nybagte mor og pensionisterne. I motionscentret er alle velkomne.

FDF Suldrup (spejderne)

Elsker du bål, natur og lejrture, så er spejderlivet med garanti noget for dig. I Suldrup findes en FDF-kreds med massevis af aktiviteter for alle aldre. FDF holder til i kredshuset i Anlægget, på Anlægsvej 10 – og der er p.t. cirka 40 børn og otte ledere.

Den skønneste natur

I Suldrup finder du flere hyggelige søer og et veludbygget stisystem med skov, vandløb og grønne områder – og lige midt i den smukkeste natur findes en nyrenoveret legeplads.

Gå en smuk tur rundt om smukke Suldrup sø eller ad Nerup Kirkesti med betagende og varierede bakker og dale, landbrugsjord, hede, eng og mose. Sporet fører dig til to storslåede udsigtspunkter, hvorfra man kan se langt ud over Nerup Sø og Hjedsbæk.

Det er bare at komme afsted!

Et dejligt sted hele

livet

Suldrup har selvfølgelig også et ældrecenter. Det hedder Himmerlandshave og er et hyggeligt, lyst og venligt ældrecenter midt i byen, hvor der er mange aktiviteter for beboerne i ugens løb.

Der findes også ”Himmerlandshaves Venner”, der har som formål at sprede hygge og glæde i ældrecentret. Og det lykkes, må man sige…

Seniorer holder byen ren

Suldrup Senior Service består af arbejdsomme og ihærdige seniorer, der tager sig af større og mindre opgaver rundt omkring i Suldrup. De har blandt andet hjulpet med udførelsen af bytorvet, renovering af flagstænger samt generel oprydning og rengøring. Et fantastisk aktiv for byen! Læs

Suldrup på: www.suldrupby.dk
mere om

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.