I dag er jeg fuldstændig desperat En personlig beretning om en hændelse for ikke så længe siden Af Julie Feilberg Her tidligere på dagen lå jeg i min seng som så ofte før og kiggede op i loftet, mens jeg blæste tyggegummibobler. Jeg tænkte: jeg klarer ikke at leve det her liv længere, det kan være fuldstændig ligegyldigt nu. Sådan har jeg tænkt så mange gange før, men idag var jeg fuldstændig desperat. Nu gør jeg det sgu, tænkte jeg. Og jeg vidste også hvordan, troede jeg. Så jeg tog mit overtøj på, forlod lejligheden og gik ned til Amagerbrogade for at tage bussen. Jeg ville gøre noget, jeg havde haft i tankerne mange gange, at springe ud fra Dybbølsbro. Jeg var ikke specielt deprimeret, ikke engang trist, men jeg havde altid troet at jeg en dag ville tage livet af mig selv. Bare for at bevise at jeg er i stand til ikke at begå et kujonagtigt selvmordsforsøg, der var dømt til at mislykkes. Det er skamfuldt at have siddende på sig, at man ikke engang kan gøre en ende på et liv, der er fuldstændig ligegyldigt. På vejen til Hovedbanegården var jeg overbevist om
jeg ville gøre det, om jeg så skulle tvinge mig selv. Det skulle jo nødig hedde sig, at jeg havde ulejliget mig derop for ingenting. Da jeg så kom derhen, var der slet ikke så langt ned til banelegemet som jeg havde troet. Det er håbløst, tænkte jeg, hvis jeg springer, brækker jeg bare nogle knogler og kommer til at sidde i kørestol. Så jeg besluttede at udsætte forehavendet til lejligheden bød sig en bedre gang. Da jeg gik derfra, var jeg på en måde glad for at jeg havde fået lov at overleve endnu en gang. Det var sådan en pludselig indskydelse, der havde fået mig til at gå hjemmefra for at dø. Hvor er livet dog skrøbeligt. Jeg skriver det her, fordi jeg synes jeg har brug for at dele det med nogen, og jeg ved ikke hvem jeg skulle tale med. Der er efterhånden ingen, der tager selvmordstanker alvorligt længere, jeg gør det ikke engang selv.
Julie Feilberg, juni 2009. I live, heldigvis.
5