Page 1

13 November nr. 10 • 20

Afghanistan special

Bosnisk styrke beskytter danske soldater Nyt fra Forsvarets Sundhedstjeneste soldaten gamle Nr. 10 • 2013 dage De1 gode


Kolofon

> Leder

Hej alle.

Udgiver: Forsvarets Kommunikationsafdeling Danneskiold-Samsøes Allé 1 1434 København K e-mail: vpl-soldat02@mil.dk telefon: 3266 5558 Ansvarshavende redaktør: Vickie Lind Redaktion: Mikael Langkilde Fangel Michelle Berg Nielsen Korrektur: Klavs Vedel Layout og tryk: Rosendahls - Schultz Grafisk a/s Oplag: 4.750 Copyright: Indholdet i Soldaten kan frit citeres med angivelse af kilde. Artikler udtrykker ikke nødvendigvis Kommunikationsafdelingens eller Værnepligtsrådets holdninger.

Så er vores tid som journalister på ­SOLDATEN slut. Vi kommer ikke til at skrive flere blade, men SOLDATEN vender stærkt tilbage til næste år, i februar. Vi har været gennem en stor personlig udvikling som ansatte i Værnepligtsrådet, og føler begge, at det har bidraget med en masse godt i vores hverdag. Vi er glade for, der har været positiv opbakning omkring bladene i løbet af vores periode, og vi håber, at de to næste journalister også kommer til at opleve en god stemning. De to kommende journalister er blevet valgt ud, men vi vil lade dem om at præsentere sig selv. Det er ikke kun for os, at værnepligten lakker mod enden, men også de mange som startede på sidste hold. Det har nok for de fleste været nogle fantastiske måneder, med en masse lærdom om en selv

Striber

2 soldaten Nr. 10 • 2013

som person. Tag jeres oplevelse med videre og arbejd med jeres personlige udvikling. Brug jeres nuvundne viden om at man nogle gange kan mere, end man lige tror i første omgang. Man kan vist kun sige, at værnepligten er et meget unikt forløb, som byder mange anderledes og specielle oplevelser. Sidst men ikke mindst vil vi gerne opfodre alle, som ikke længere skal være i forsvaret nu og stadig har interesse i at læse ­SOLDATEN, til at like vores Facebook side, hvor der vil blive lagt link op til bladene. Det vil være både gamle, nutidige og fremtidige blade, der bliver lagt op. En sidste hilsen Mikael og Michelle Redaktionen


Fra træning til praksis

16-19

4 Soldatens bøn

5-7 Feltpræsten – soldaternes sjælesørger

8-11 Bastion 12-13 Bosnisk styrke forsvarer danske soldater

14 Hørt på Kuffen 15 Hørt på messen 16-19 Fra træning til praksis 20-21 Update 22-23 Nationalt Støttelement 24-25 F  un facts om firmagear

24-25 Fun facts om firmagear 26-27 De gode gamle dage 28-29 FSU under omstrukturering

30-31 Nye rådsmedlemmer

22-23 En vigtig funktion i krig

soldaten Nr. 10 • 2013 3


john skal tjekke billede 20.11

Soldatens bøn Min Gud og Fader ved Jesus Kristus! Mit fædreland har kaldt mig til tjeneste for dets frihed og fred. Hjælp mig at tjene det oprigtigt, du, som i dette land har velsignet vort folk fra slægt til slægt. Bevar os fra krig; men kommer den, så hjælp mig modigt at gøre min pligt! Herre, giv mig et godt forhold til mine kamme­ rater og alle, jeg har med at gøre; fri os fra indbyrdes strid og ondskab, fra al dårlig tale og misbrug af dit navn. Betror du mig myndighed over andre, så hjælp mig at bruge den med fasthed og mådehold under ansvar over for dig. Nådige Fader, bevar mig fra alle fristelser, nu jeg er borte fra mit hjem og mine kære. Forlad mig mine synder, rejs mig op, når jeg falder, og giv mig daglig frimodighed til at leve af din nåde. Und mig hjælp af dit ord og ro til at søge dig. Lad mig ikke gøre dit navn til skam, men bekende dig, hvor det er gavnligt og nødvendigt. Min Gud, lad mit liv være i din hånd og min sjæl bevaret i din frelse. Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

4 soldaten NR. 10 • 2013


MICHELLE BERG

Feltpræsten – soldaternes sjælesørger Kirkeklokkerne ringer, rækkerne er fyldt op. Søndagsgudstjenesten fungerer præcis ligesom hjemme i Danmark. En kort stilhed, før feltpræsten Ole Bach Piekut indleder med et vers fra biblen. Obersten, chef DANCON, sidder på forreste række. Der bliver sunget og givet vise ord med på vejen. Modsat en normal gudstjeneste hjemme i Danmark byder præsten efterfølgende på en

alkoholfri øl og en god snak om alt mellem himmel og jord ved velfærdsteltet. Feltpræsten hører til sit eget sogn. Sideløbende med det kan han arbejde som feltpræst i et regiment. – Udover at det er en fordel at have et fast job i et sogn, er det også en fordel at have familie – det skaber lidt mere stabilitet, siger Ole. Det kræver også lidt militære færdigheder og kundskaber, så dem supplerer man op med sideløbende med det civile erhverv.

soldaten NR. 10 • 2013 5


Feltpræster får, hvad der svarer til en militær basisuddannelse og et kursusforløb i deres eget regi, der forløber over fire år (tre år, hvis man er meget hurtig). Det indebærer en lang række kurser, som feltpræsterne skal være med på, før de er klar til udsendelse. Kurserne lærer dem bl.a. om forsvarets struktur, og hvad der forventes, at de kan. Hold 16 er det første hold, hvor der kun er en feltpræst med. Før har der både været feltpræster i Bastion, i Price og en ude i patruljebaserne. Før var feltpræsten kun i Bastion i tre måneder ad gangen, for da var der ikke lige så mange mennesker her, og de, der var, var typisk lidt mere modne. Der, hvor der var brug for dem – i FOB’erne, hvor der skete en hel masse – der sad feltpræsterne. Ole er den første feltpræst, der følger hele holdet. Han var med på øvelserne med hold 16 for at lære dem at kende på forhånd, han fløj herned med dem, og han flyver hjem med dem, når næste hold tager over. – Det giver god mening, i og med at alle soldaterne er herinde, og der faktisk er 300, der kører alle operationer herfra. Det fungerer supergodt, fortæller han.

Ole er tilknyttet Danske Artilleriregiment, når han ikke er her i Afghanistan. Han har været udsendt før til både Kosovo og Libanon. Kosovo var dog kun tre ugers tid ned til hjemmeværnet, mens turen til Libanon med hold 5 varede fire-fem måneder. – Jeg kan godt lide at være af sted, selvom det selvfølgelig er noget frygteligt noget. Når jeg er af sted, så savner jeg min familie og mit embede og mit sogn derhjemme, og når jeg kommer hjem igen og er faldet lidt ned, så begynder det at rykke lidt i mig, for så vil jeg gerne ud igen. Men det er jo også godt at kende den erfaring, for det er også den, der er mange af soldaternes, og det betyder, at man tit kan mødes på midten. Og det er jo hele pointen med feltpræstegerningen, at man deler vilkår og virkelighed med soldaterne.

Har soldaterne en tendens til at blive mere religiøse hernede? Mange af soldaterne har aldrig før sat sine ben i en kirke, men hernede oplever feltpræsten, at flere dukker op til gudstjenesterne eller kommer til ham for at få et par ord med på vejen. – Jeg ved ikke, om folk bliver mere religiøse hernede, men der er nok en for-

skel på, hvordan man agerer, når man er udsendt, og når man er hjemme. Tit er det, der betyder meget, når man er ude, det er alt det, der minder lidt om, hvordan det ser ud derhjemme. Der er jo ikke noget mere dansk og hjemligt, end når kirkeklokkerne ringer, og der er gudstjeneste om søndagen. Udover at være præst er man jo også et stykke af Danmark, der er taget med ud og repræsenterer fædrelandet ude i missionen. Det er lidt, ligesom når pigerne på kuffen laver søndagsbrunch, for så er man hjemme et øjeblik. Der er nok også lidt flere, der ser fodboldkamp hernede end derhjemme. Alt efter hvor skarp missionen er, jo mere tydeligt det bliver, at man er i en situation, hvor liv og død pludselig er dagligdag, så er der bare nogle trosmæssige ting, der kommer tættere på, og hvor går man hen, når man har spørgsmål omkring de store spørgsmål: liv, død, svigt, skyld, skam, glæde og sorg? Der er det jo oplagt at søge præsten, hvis man får behov for det, og det gør de fleste på et eller andet tidspunkt. Der er en utrolig god opbakning til kirken. Man hører fra soldaterne rundt omkring, at præsten hernede jo ikke bare er præsten, men en af drengene.

Ole er ikke en helt traditionel præst. Det er en speciel oplevelse, at være til gudstjeneste, når præsten står i sin fine krave, med sin Neuhausen i siden. – Man er her under samme vilkår og ser ud, som de gør, og sikkerhedsstatussen siger pt., at det er påkrævet at bære våben med isat magasin. Hvis vi var ude i en af FOB’erne, ville man typisk holde gudstjenesten udenfor, og der er ikke så luksuriøst, og der ville man stå med udstyret på og holde gudstjeneste. Det er vilkårene, og det accepterer man, når man udsendes. Det er den virkelighed, man er en del af. Det er ikke våbenet, der slår ihjel, det er manden, der holder det. Vi har pistol, men kan også betjene langt våben, hvis situationen kræver det. Vi er underlagt samme regler som sanitet.

6 soldaten NR. 10 • 2013


MICHELLE BERG

Til og med en af de drenge, der har fuldstændig tavshedspligt om alt, de måtte have på hjerte, og som altid har tid til en sludder, ligegyldigt hvilken størrelsesorden det måtte omhandle. Hernede finder de unge soldater hurtigt ud af, at de ikke er så udødelige, som de måske havde opfattelsen af derhjemme, og det kan rejse nogle store spørgsmål. – Der er helt sikkert nogen, der får et mere intimt forhold til religion hernede. Jeg tror ikke, at det er, fordi det ikke har været der før, der har bare ikke været tændt for knappen. For nogen er kirken hernede en tidsmarkør. Når klokkerne ringer ind, er der gået en uge. I Afghanistan flyder dagene hurtigt sammen, så for soldaterne er de faste holdepunkter utrolig vigtige.

Feltpræsten i psykologstolen Mange af de soldater, vi har talt med hernede, fortæller, at de langt hellere vil gå over og få en snak med feltpræsten end med psykologen. Psykologen kommer, når der er behov for det, hvor præsten bor side om side med soldaterne under hele deres ophold. – Jeg deler jo virkelighed og vilkår med dem, og det gør måske også, at der er en meget mere umiddelbar forståelse hos mig. Psykologer er smadderdygtige og kan deres ting rigtig godt, men det er bare noget helt andet, vi laver. Det er to helt forskellige ting. For mig er det helt afgørende at have så nært og intimt og fortroligt et forhold til soldaterne som overhovedet muligt. Samtalen behøver ikke at tage en religiøs drejning overhovedet. Nogen vil slutte en samtale med et fadervor. Det er lidt op til den enkelte, og hvordan samtalen forløber. Feltpræsten hører mange ting fra soldaterne. Det kan være alt lige fra at nogen har været tvunget til at tage et andet menneskes liv, til at man har set sin kammerat blive sprunget i luften. Hvor psykologerne har en klinisk afstand til ’patienten’, har feltpræsten et mere fortroligt og intimt forhold og tager tingene til sig. At tage så mange oplevelser og følelser til sig kommer i et vist omfang til at påvirke en, og præsten er heller ikke forskånet. – Jeg er det, man på godt gammeldags kalder en sjælesørger. Selvfølgelig på-

virker det mig, de historier de kommer med. Man kan sige, at vi har været lykkeligt forskånet for alt for voldsomme ting på det her hold, men nogle af de soldater, der er her, har været af sted mange gange før og har oplevet rigtig mange ting. De kommer og snakker, og det er rigtig godt, men det påvirker mig selvfølgelig. Men det gør det også, når jeg er en del af både glædelige og sørgelige begivenheder derhjemme. Det er en del af pakken, kan man sige, og det skulle man gerne kunne holde til som præst. Det er helt afgørende for mig at være så tæt på soldaterne og deres historier som muligt.

Det ser altid ordentligt ud, og der står tit nogen derovre en stund for sig selv. Nogle gange kommer de også til mig og spørger, om de må få et stearinlys, eller om jeg vil gå med over og siger et par ord, og så gør vi det. Det er rigtig vigtigt! Hver lille messingplade på mindestenen gemmer på et liv, en historie, en familie og et kammeratskab. For soldaterne ligger der rigtig meget i det. Det forpligter også soldaterne. De står på skuldrene af dem, der var før dem, og på de faldne.

Flagdag d. 5. september Der blev selvfølgelig også holdt flagdag i Afghanistan. Der blev holdt en ceremoni, bedt fadervor, og både feltpræsten og chefen holdt taler. Det var en mere officiel og højtidelig dag, så der blev ikke læst navne op på hver af de faldne soldater. Der blev sunget Kongernes konge og Altid frejdig – de sange, som også bliver brugt til ’rampe’-ceremonierne – og så var der mulighed for at tænde et lys og sætte i et kors for en kammerat, eller hvem man nu tænkte på. – Det var en god begivenhed, det er vigtigt at markere det. Det er noget, der betyder meget for soldaterne. Flagpole og mindestenen er altid pudset og pæn, og det er uden nogen bliver bedt om det. Det gør man fuldstændig selvstændigt.

Jeg er på kasernen én gang om måneden og har træffetid. Jeg tager med på store øvelser, eller hvis der er et arrangement, hvor det giver mening, at jeg deltager. Jeg kan også blive bedt om at holde en feltgudstjeneste. Jeg har gjort det med HBU’erne, hver gang de har haft afsluttende øvelser, og det er rigtig hyggeligt, fortæller Ole.

soldaten NR. 10 • 2013 7


Bastion

I den ca. 30 kvadratkilometer store Camp BLS (Bastion, ­Leatherneck og Shorabak) er de danske soldater udstationeret. De holder til i den del af campen, der hedder Bastion, og endnu mere specifikt i lejren Viking. Viking er den danske del af det store område, som NATO-soldaterne råder over i Helmand-provinsen. Og lige ved siden af ligger Dannevirke, tidligere Midgaard, hvor de danske soldater træner og sover. Her bor de i Pod’s, som deres telte hedder, med både fine bade- og toiletfaciliteter og mulighed for at danne små rum af teltflager, så de kan få lidt privatliv og aircondition. Der er gulve på, så herinde er der også mulighed for at slippe for en smule af det støv og sand, der ellers flyver omkring dig alle steder.

8 soldaten NR. 10 • 2013


MICHELLE BERG

Musclepitten er et utroligt populært sted i lejren. Det er et pænt opsat udendørs træningsanlæg, hvor der er mulighed for at hive alt det jern og træne alt, hvad hjertet måtte kunne begære. I et indendørs telt lige ved siden af er der mulighed for spinning, og i hele lejren er det næsten altid tilladt at løbe sig en tur. Der er ingen undskyldning for at falde af på fysikken under en udsendelse - mulighederne er mange, og i en international mission er det alfa og omega at kunne trække på sin gode fysik i krisesituationer. Man starter ikke forfra, hvis noget går galt, som man gør herhjemme under en HBU-øvelse. I Afghanistan er det tydeligt at se, at soldaterne er professionelt uddannede, og at de sætter en ære i at udføre deres arbejde så godt som overhovedet muligt. De passer på hinanden. Lige overfor den danske lejr, finder man den britiske DFAC (Dining Facility). Det er her, alle de danske soldater spiser både morgen-, middags- og aftensmad. Det er en interessant oplevelse at gå ind og hente sin mad, sætte sig ned, og så kommer der seks soldater og sætter sig med deres kæmpestore våben og spiser, som om alt er helt normalt, tager deres våben og går igen. (Især kan det være en speciel oplevelse, hvis det er britiske soldater, der sætter sig. Den geværdisciplin, vi lærer i Danmark, er åbenbart glippet i deres træning, og det er ikke unormalt at få stukket piben fra et skarpladt våben lige i ansigtet, når en brite skal tørre bordet af. Hm...., red.). Udover den anderledes oplevelse ved at spise omgivet af 400 skarpladte våben er maden ganske god. Bedre end de fleste danske kantiner, hvis jeg skal komme med en anmeldelse. (Nu spiste vi det selvfølgelig også kun en uge, red.) Der er pandekager, æg og bacon til morgenmad, masser frugt og et ’stort’ udvalg af drikkevarer. Til frokost og aftensmad er der one-choice only. På uheldige tidspunkter lige i ’myldretiden’ kan man risikere at rende ind i en kø så lang, at man aldrig skulle have brokket sig over ventetiden i kantinen på danske kaserner. Hvis man så gerne vil have noget hurtigt, stiller man sig i den midterste kø ved den indiske mad. Det er åbenbart ikke lige så populært dernede, som alle de andre retter er. Der kan f.eks. være bøffer, pølser, gullasch,

soldaten NR. 10 • 2013 9


spaghetti osv., men det kræver en tur bagerst i den lange kø. Udover den udmærkede mad serveres der kage, frugt og nogle dage også is til dessert. Der er et udvalg så stort, at det er heldigt, at musclepitten er et populært sted (eller er der måske en sammenhæng der? Red.). Overfor DFAC’en har nogle afghanere nogle butikker, hvor man kan købe tæpper, tasker, solbriller og souvenirs til dem derhjemme, hvis tiden er nået dertil, at man snart skal hjem. Når man så går over på den anden side af vejen ind i ’arbejdsdelen’ (det er det jo i princippet alt sammen) af den danske lejr, Camp Viking, møder man med det samme et stort telt midt på en ellers åben plads, og her holder

10 soldaten NR. 10 • 2013

feltpræsten til. Det er kirken (se artiklen om Ole, feltpræst i Afghanistan). På den anden side er der oprettet en MP-station, hvor primært hærens militærpoliti arbejder fra. De har en vigtig opgave i at håndtere alt det politimæssige arbejde og sørge for, at loven også dernede bliver håndhævet. De har også ansvaret, hvis man skulle tilbageholde mistænkte, for at de bliver behandlet ordentligt, og at der bliver skrevet rapporter på dem, så de kan blive retsforfulgt i Afghanistan. Lidt længere inde finder man kuffen, som det meste af det danske forsvar jo kender og elsker. Filialen i Afghanistan er ingen undtagelse. Soldaterne bruger meget af deres sparsomme fritid

på at gå over og få en slush-ice og en god sludder med alle kollegaerne. Der er også brætspil, mulighed for lan-opkobling (ja, de store, professionelle soldater nørder også krigspil under deres tur i krigszonen, red.) og en TV-stue, hvor man kan lægge sig ind og se en film (eller blunde til en, red.). Kufmødrene er fyldt med energi og prøver at skabe et så hjemligt og ’normalt’ sted, som de overhovedet kan, ved at holde dansk morgenmad dag om søndagen. Så tager soldaterne, der har været hjemme på leave, spegepølser, Nutella og hvad der nu ellers hører med på et dansk morgenbord med, og det er en utrolig populær dag i ugen. De laver også arrangementer ved forskellige sportslige begivenheder og serverer festlig klædt (i fodboldtøj, der passer til kampen, red.) alkoholfri øl, så de sportstosser, der nu måtte være, ikke føler sig snydt for den oplevelse trods deres meget anderledes hverdag. Der bliver også jævnligt holdt filmaftener, og fremmødet er stort. Kufmødrene er for de udsendte soldater helt uundværlige under de lange udsendelser. Selv britiske soldater kommer for at nyde den hyggelige stemning, som det danske soldaterhjem åbenbart er det eneste fristed, der formår at skabe. Bag ved kuffen er der også en sportsbane, hvor soldaterne kan spille hockey eller volleyball. Et rigtig hyggeligt samlingssted, hvor folk kan puste ud og føle sig ’normale’ et kort øjeblik. På den anden side af ’gaden’ ligger der en PX - en lille


MICHELLE BERG

købmand, hvor man kan købe lidt forskelligt. Der er alt lige fra Haribo-vingummi til træningstøj, soldatergrej, makeup og parfumer. Der kan man lige gå på shopping og bruge nogle af de hårdt tjente penge. Fra hyggen på kuffen og shopping i PX til en anden boldgade. Fra bagsiden af kuffen, når du kigger mod arbejdspladserne, er det første syn, der møder dig (med undtagelse af de 30 MRAPs (Mine Resistant Ambush Protected Vehicles), to høje flagstænger og foran dem et mindesmærke, som de fleste, der har haft tilknytning til forsvaret, formentlig har stiftet bekendtskab med, om det har været helt tæt på eller som billede. Her står mindestenen for de soldater, Danmark har mistet i de 11 år, vi har været en del af krigen i Afghanistan. Det løber en koldt ned af ryggen, når man står og kigger på den. Den er altid pæn og ren. For soldaterne er det en selvfølge at rydde op omkring stenen af ære og respekt for de soldater, hvis navne står skrevet på messingpladerne. Mange af de faldne soldater er i starten af tyverne. Man kan ikke lade være med at skænke alle de familier, der har måtte slippe det offer til krigen, en tanke. Herfra går det mere op i arbejde. Der er rækker med arbejdstelte til cheferne desuden et kommandokontor. Hele vejen rundt på den store plads, der er inddelt i forskellige sektioner, står der store containere, brugt til materiel og hvad de nu har af sager dernede, men også som arbejdsstationer. Det er INTOPS-kontorer. Der er mange funktioner og specialister repræsenteret i den danske lejr, lige fra kampvognsdelingerne, ingeniørerne og EOD (ammunitionsryddere), NSE (Nationalt Støtte Element), opklaringssoldater fra Bornholm til sanitetsfolkene. Det sidste danske kirurghold er lige taget hjem, men læger og sygeplejerske har vi fortsat i lejren. Mange regimenter er samlet hernede, flere end man lige forestiller sig, når man sidder derhjemme og ser et indslag om krigen i tv-avisen eller læser historierne fra de store medier. Udover danske kolleger arbejdes der tæt sammen med de bosniske soldater (læs artikel andet sted i bladet, red.), og der er også en masse ’contractors’ til stede i lejren. Det er

civile, der er ansat til at udføre nogle andre jobs end soldaterarbejde, eksempelvis mekanikere. Når man går ud af den danske lejr, skal man virkelig være opmærksom for ikke at fare vild. I en lejr på størrelse med Odense er det nemt at glemme, hvilken vej man nu lige kørte på herned, og er man først kommet på afveje, kan det blive en længere køretur hjem igen. Tæt på den danske lejr ligger både den britiske og amerikanske lejr, og de er et besøg værd. I den amerikanske har de næsten bygget små lejlig-

store områder, bygget op til at træne kørefærdigheder inden patruljer, der er compounds sat op til at træne bykamp og muligheder for at træne, hvad der ellers måtte være nødvendigt at holde ved lige i perioden dernede. Der er en kæmpe flyvestation, (havde den været beliggende i England, skulle den vist have været en af de største lufthavne derovre, red.) med en masse fly, der letter og lander dagligt, især nu, hvor mange er i gang med at gøre klar til at skulle hjem i udgangen af 2014. Der bliver fragtet hundredvis af tons materiel hjem, og fly, der kan

I Camp Bastion, ser man rundt omkring mindesmærker for faldne soldater, under ISAF missionen. Her ses et mindesmærke, for de hunde der er faldet i krigen.

hedsbygninger ud af boligcontainere. Her bor de amerikanske soldater, mens de er udsendt. De har en noget større PX, end vi har, amerikanerne har jo krav på at kunne købe både Harley’er og Mustang’er, selvom de er udsendt (der står ikke en fysisk bil eller motorcykel, men de kan købe dem dernede fra, red.). Som altid har amerikanerne det med at overdrive. De har også en beauty salon og masser muligheder for fast food. Briterne har ligesom os en lidt mere beskeden PX, og i stedet for kuffen har de et overdækket stykke med nogle borde-bænke-systemer sat op. Dog har de en KFC, hvis de skulle få lyst til at fedte fingrene ind i kyllingevinger.

holde til det arbejde, har bestemt brug for plads at arbejde på. Store pladser rundt i lejren bærer også allerede præg af at være blevet ryddet og gjort klar til, at soldaterne skal kunne forlade Afghanistan helt, formodentligt i slutningen af næste år. Camp Bastion er uden tvivl en vanvittigt imponerende arbejdsplads med en masse medarbejdere, der virkelig brænder for det, de laver, og som sætter en ære i at udføre deres arbejde til perfektion. Vi kan godt være stolte af den indsats, de danske soldater yder dernede hver eneste dag.

Kæmpe øvelsesterræner finder man også, hvis man kører lidt ud. Kæmpe-

soldaten NR. 10 • 2013 11


Bosniske soldater hjælper Danmark med bevogtningen af South Gate Bosniske soldater har siden 2010 støttet danske soldater med bevogtningsopgaver i Helmand. Da danske soldater forlod Camp Price 22. juli i år, flyttede bosnierne med danskerne til Camp Bastion, hvor de står for bevogtningen af South Gate.

Bosnien-Hercegovinas væbnede styrker har i flere år udlånt personel til Danmark, og soldaterne hjælper med bevogtningsopgaver i Bastion. Det bosniske flag blafrer i flagstangen, side om side med det danske, i Camp Viking, danskernes lejr i Bastion. Deres uniformer blander sig med vores, rundt på pladsen og til sociale arrangementer på KFUM. Samarbejdet har ifølge den bosniske delings løjtnant fungeret upåklageligt i den tid, det har stået på. – Hvis vi har brug for logistisk support eller noget andet, så hjælper DANCON os altid gerne, fortæller han. Og det er tilsyneladende gengældt fra den danske side. – Samarbejdet med vores bosniske kollegaer fungerer rigtig godt. Der er gennem den tid, vi har samarbejdet, blevet opbygget en god dialog og sparring mellem de varierende bosniske brigader, der er ansvarlig for opstillingen hjemme i Bosnien, og 1. Brigade, som fra dansk side er ansvarlig for den missionsspecifikke uddannelse forud for udsendelse i en international mission, fortæller brigadegeneral P.O. Knudsen. Soldaterne i Bosnien-Hercegovina har, ligesom i Danmark, fire måneders basistræning. Deres basistræning er modsat den danske helt frivillig. De melder sig og skriver under på en kontrakt – kontrakten indebærer basistræning, træning af individuelle soldaterfærdigheder og et speciale.

12 soldaten NR. 10 • 2013

De lægger meget vægt på deres individuelle træning, for at de efterfølgende kan indgå i en bedre kollektiv træning. Forskellen fra den danske uddannelse kan også ses efterfølgende. De bliver nemlig fastansat umiddelbart herefter. Her træner de videre på basale kampfærdigheder og taktik. Allerede her er de ansat som professionelle soldater. Hvis de bliver udvalgt til udsendelse, overgår de til seks måneders konkret missionsforberedelse, hvorefter den danske brigadechef tager ned og vurderer deres evner. – Den bosniske bevogtningsdeling opstilles på skift af en af de tre bosniske infanteribrigader, som af Operational Command i Sarajevo får ansvaret for uddannelsen. Uddannelsen gennemføres på baggrund af et overordnet direktiv fra 1. Brigade og støttes fra dansk side med både uddannelsesmateriel og instruktører. Selve uddannelsen af soldaterne varetager bosnierne selv. Uddannelsen afsluttes med en certificering, som vi gør det med vore egne danske soldater. Selve certificeringen gennemføres i Bosnien over flere dage; dels ved en missionsorienteret øvelse, dels ved en skarpskydning. 1. Brigade gennemfører således kontrollen ud fra de samme typer af aktiviteter, som

Novakovi´c Nebojˇs a og hans soldater­kammerater ved South Gate dagen inden de skal hjem til deres familier, efter seks måneders tjeneste i Afghanistan.

vi gennemfører for vore egne soldater. Det er chefen for 1. Brigade, der sammen med en lille delegation fra staben gennemfører certificeringen på vegne af hærens taktikinspektør, fortæller brigadegeneralen. Når de bosniske bevogtningssoldater er blevet fundet egnede af 1. Brigade, bliver de sendt til Danmark, hvor de træner intenst i tre-fire dage med danske soldater. De træner dømmekraft og ser, hvordan den danske og bosniske soldatertræning passer sammen i aktion, de får yderligere medictræning, og de tager på skydebanen for at finpudse deres evner, inden de skal af sted. Når alt det er gennemgået, flyver bosnierne med danskerne til Afghanistan og bliver indlogeret i Telte (pods) side om side med de danske soldater. Her bor de i seks måneder af gangen, på lige vilkår med de danske soldater. – Jeg ser og oplever i Afghanistan den bosniske bevogtningsdeling som en integreret del af DANCON. Bosnierne leverer gode, dygtige soldater, der passer deres arbejde forbilledligt. Jeg er meget glad for samarbejdet. Jeg håber, at det kan fortsætte – også efter afslutningen på opgaveløsningen i Afghanistan, siger brigadegeneral P.O. Knudsen.


Michelle Berg

Navn: Novakovi Nebojša Alder: 25 år Rang: Konstabel

Hvad har du af uddannelse før militæret? Ja, jeg har gået i ‘high-school’ i Banja Luka, hvor jeg gik på håndværkerlinjen, og jeg har også læst økonomi. Jeg mangler fem eksaminer, og det er det. Dem færdiggør jeg forhåbentlig, når jeg kommer hjem. Hvornår søgte du om at komme ind i militæret? Det er tre år siden. Så havde jeg min basisuddannelse tæt på Sarajevo. Så der var tre måneders basistræning, og da vi så kom ud til vores enheder, var der 30 dages funktionstræning. Vi er infanteri- og kommunikationssoldater. Efter basisuddannelsen og de 30 dages funktionsuddannelse, hvad er så dit job? Normal konstabel. Vi øver og træner en del. Er det her din første udsendelse? Ja, det her er min første udsendelse. Det er de fleste i min enheds første udsendelse. Vi er ret unge. Vi har to sergenter, der har været i Irak, men det er også det. Hvor længe har du været her? I seks måneder. Så vi skal hjem i den her uge. Jeres opgave hernede er at bevogte South Gate. Er det et spændende job? Det kan være rigtig spændende, men det meste af tiden er det også ret kedeligt. Det er et meget stort ansvar at have det job, vi har med at beskytte South-Gate. Vi skal være på konstant vagt over for fjenden, så der er rigtig meget ansvar i det. Mit job er at stå nede i bunden, for jeg skal oversætte for de andre. Jeg oversætter de fleste af de rapporter, de andre laver i tårnene, og giver dem til en højere instans. Vi kontrollerer også al kørsel ind og ud af South Gate hernede.

Hvordan vil du beskrive dit job? Det er spændende og udfordrende. For eksempel var indgangen i porten i starten alt for smal, og rampen var for svag, men så kom de danske fyre og hjalp os med det. Det er også et meget ansvarsfuldt job. Vi holder resten af lejren ­sikker. At vi gør vores job hernede betyder, at resten af drengene i campen også kan gøre deres. Vi sørger for sikkerheden hernede. Vagtopgaver kan være kedelige, men ofte er det også ret ­interessant. Hvorfor ville du gerne til Afghanistan? Fordi jeg gerne ville give mit bidrag til ISAF-missionen og hjælpe det afghanske folk. Og så for at bruge de soldaterfærdigheder, jeg har lært hjemmefra, selvfølgelig. Det her er en fed oplevelse. Jeg møder mange soldater fra mange andre lande, og vi kan lære af hinanden. Grunden til, at det blev Afghanistan, er også, at det her er den eneste mission, vi er en del af med infanteri. Vi har officerer og militærpoliti i andre dele af landet, men det her er det eneste infanteriarbejde, der er. Hvordan er det at leve og arbejde i den danske lejr? Det er rigtig godt. Vi har muscle-pitten, hvor vi kan træne, og Kuffen, hvor vi kan slappe af. Vi lever her under samme vilkår som de danske soldater. Vi bliver på ingen made behandlet anderledes, vi bliver opfattet som ligeværdige. Jeg er rigtig glad for de forhold, vi har her. Synes du, at samarbejdet mellem de danske og bosniske soldater fungerer? Vi arbejder godt sammen. De hjælper os en hel del, og det gør de, hver gang vi har brug for det. Her den anden dag hjalp de os med at implementere nye hescoer rundt om vagtstuen. Udover det så bliver vi jo behandlet ens, så sådan opfører vi os også. Vi ser film sammen søndag og onsdag aften. Det er rigtig rart. Rigtig afslappende, at vi efter arbejde kan tage op på Kuffen og tænke på noget andet end arbejde og missionen. Vil du fortsætte med at være soldat, når du kommer hjem? Ja, det vil jeg helt sikkert. Det meste af min familie er i hæren, så jeg vil følge i deres fodspor. For mig er det at være soldat også et rigtig godt job og ærligt, så sørger det for, at der kommer mad på bordet hver aften. Det er et rigtig godt job.

soldaten NR. 10 • 2013 13


Hørt på KFUM, Afghanistan – Alle værn og alle regimenter samles hernede. Pludselig giver den individuelle træning derhjemme mening. Alt falder ligesom i hak, når man først kommer herned.

– Man hjælper hinanden til at søge hjælp, hvis der er brug for det, når man kommer hjem. De fleste steder er det heldigvis ikke et tabu længere.

14 soldaten NR. Nr. 5• 10 2013 • 2013

– Når man derhjemme har syntes, at ingeniørerne var trælse at vente i fem timer på, fordi de skulle anlægge en bro, er man hernede pludselig rigtig glad for, at de gider køre forrest.


> HØRT PÅ MESSEN

En sergent havde anmodet kompagni­ chefen om at få en tveægget økse, som han kunne slæbe gennem gangene på kasernen. Hovedformålet med øksen skulle være at skræmme værnepligtige og på den måde få endnu mere magt.

Under en feltøvelse var soldaterne blevet spurgt, om der var nogen, som havde deres mobil med. Alle havde selvfølgelig svaret nej, men der var dog nogle, der kom til bekendelse inden vandpassa­ gen. Alle dem, der havde afsløret sig selv, fik en flot ­kettlebelt, som de skulle have med overalt.

En værnepligtig løb i gennem felten på spredt orden med hans gruppe, da han pludselig ”forsvinder”. Det viser sig, at der er nogen, som ikke har været helt gode til at grave deres skyttehul til.

En sergentelev påkører en anden lastbil på sergentskolen. Skadesrapporten nævner bl.a. en hastighed på 10km/t, tørt føre, dagslys og så at den anden lastbil var parkeret. ”I hvilken retning marcherer vi?” spurgte befalingsmanden, hvorefter den værneplig­ tige svarer ”mod syd hr. sergent”. Sergen­ ten ville gerne vide, hvordan han kunne vide det, og svaret var ganske enkelt. Det blev jo varmere og varmere.

En deling kom en morgen 2 minutter for sent. Delingsføreren var ikke tilfreds med denne situation, for de to minutter måtte jo så være blevet væk et sted. Og alle i forsvaret ved jo, at hvis man mister sine ting, så skal det eftersøges grundigt! Dette resulterede i, at hele ­delingen måtte ud i felten og fysisk kravle rundt, for at lede efter de to minutter de havde mistet... Herefter lærte de at stille til tiden.

soldaten NR. 10 • 2013 15


Fra værnepligt til INTOPS

En af de ting, man grundigt skal overveje, inden man eventuelt søger videre i forsvaret, er udsendelsen. Forsvaret uddanner folk med henblik på at sende dem videre ud som en del af NATO- eller FN-missioner. Er du klar til at skulle lægge dig til at sove hver aften med frygten for, at fjenden skal angribe? Har du lyst til at vågne hver morgen og være klar på at sætte dit liv på spil for at kæmpe en krig, som du ikke ellers på nogen måde ville være en del af ? Hvis du har det mod, det kræver at være en af Danmarks professionelle soldater, og du har lysten til et spændende job i risikozonen, hvor du virkelig gør en forskel, så er jobbet måske noget for dig. Vi rejste hele vejen til Afghanistan for at tale med en nyuddannet soldat om pludselig at stå midt i en rigtig krigszone, hvor du ikke kan genstarte, hvis noget skulle gå galt. Morten Haack er 23 år, og hans funktion er gevær to. Han har aftjent værnepligt ved ingeniørerne i 2. eskadron i Holstebro. Som HRU-ansøger fik han mulighed for at tage til Skive, hvilket han takkede ja tak til. Han røg til CMD (Conventional Munitions Disposal). Da han fandt ud af, at det betød tre år på skolebænken, besluttede han, at det ikke var noget for ham. Han søgte videre til en deling, hvor der var mulighed for udsendelse til Afghanistan i stedet.

16 soldaten NR. 10 • 2013

Nu sidder han i Camp Bastion, Afgha­ nistan, med sin gruppe og kører jævnligt patruljer ude i ’fjendelandet’.

ned med intens træning havde jeg afkortet min tid og kunne løbe den på 12,5 minutter.

Hvorfor valgte du at blive soldat? Lige siden jeg var lille, har jeg bare syntes, at det med Anden Verdenskrig og efterfølgende krige bare har været megafedt. Ikke fordi det er fedt at se folk, der dør, men mere det, der ligger bagved. At man er en gruppe. Vi er otte mand, der i sidste ende passer på hinandens liv. Vi gør det selvfølgelig for missionen, men også det, at vi bare ikke vil skuffe dem, vi har trænet med i næsten halvandet år, og tanken om, at de tager af sted uden en. Selve konceptet i, at ham, der ligger ved siden af dig, han ofrer sgu gerne sit liv for dit og omvendt, det synes jeg er tiltalende.

Hvordan havde du det, da du fik svar på din HRU-ansøgning? Jeg var fast indstillet på, at jeg skulle videre. Jeg havde set mange krigsfilm, og jeg vidste bare, at det syntes jeg var fedt. Så var der også det, at jeg ikke kan sidde stille på en kontorstol. Jeg fik med nød og næppe færdiggjort mit gymnasium og fik min eksamen, men halvdelen af tiden var jeg jo ikke til stede i klasselokalet. Jeg skulle have et arbejde, hvor jeg kunne blive fysisk udfordret. Det er sgu sjovere at lære, hvordan man sprænger en mur i stykker, når du står med et stykke papir og sprængstoffet i hånden. Sådan lærer jeg bedst. Det er bedre end et eller andet død ved powerpoint.

Hvordan har omvæltningen fra at være værnepligtig til at komme i HRU været? Jeg tror, det er en generel holdning i værnepligten, at folk tror, at de er guds gave til forsvaret, men realiteten er, at det rent faktisk er hårdere. Jeg troede snildt, at jeg kunne løbe tre kilometer på 15 minutter, så jeg kunne da bare drikke bajere i den ferie der, men det kan man ikke. Det tog mig næsten 22 minutter at løbe de kilometer, og der fik man da lige øjnene op, da man lå på en kold cindersbane i februar. Den fejl tror jeg, at der er mange, der laver. Efter halvanden må-

Hvordan var overgangen fra værnepligt til HRU? Det er selvfølgelig altid svært at møde nye mennesker, men det største chok, jeg fik, det var, da jeg kom til Skive. I Holstebro havde de ikke problemer med at ansætte folk på grund af deres maskiner, men i Skive havde de problemer med at få ansatte. Så nogle af dem, der ikke var helt i toppen af kravene, blev måske alligevel lukket igennem. Mange havde ikke engang bestået TTP’en (træningstilstandsprøven).


MICHELLE BERG

Morten Haack fra Ingeniørregimentet er 22 år. Her står han foran en af de MRAPs (Mine Resistant Ambush Protected Vehicles) som han og hans kollegaer normalt kører patruljer i.

Hvilken omvæltning har det været at gå fra HRU til INTOPS? Det var en dejligt flydende overgang, vores kaptajn havde planlagt det godt. Der var mange af dem, vi havde trænet med i HRU’en, der ikke skulle med, og som ikke var så glade. Det var lidt ubehageligt og træls, at de, man havde svedt og blødt med ikke skulle med. Nogle af dem var lidt sure, men sådan er det. Nogle af dem derhjemme er stadigvæk sure over det. Der var også lidt problemer med at få vores udrustning. Vi kørte mange gange frem og tilbage. Hvad med tanken om, at det faktisk er rigtige fjender, I er oppe imod? Det tænker jeg ikke så meget over. Ikke før den dag de skyder efter os, tror jeg. Hvor meget af din træning fra værnepligten kan du bruge hernede? Altså, man bruger jo FSDOT, de fire b’er og klar til kamp og alt det. Men der er helt sikkert også nogle ting, jeg aldrig har haft brug for. Jeg har aldrig løbet ti kilometer med fuld oppakning. Vores vognkommandør bakker op til os, og så hopper vi bare ind. Men nogle af basistingene er meget rare, altså at de

bare sidder der. Radio har jeg endnu ikke brugt, men det er der selvfølgelig andre, der har. Beskriv en normal dag i Bastion Vi står op mellem syv og halv otte. Så går vi i DFAC og spiser morgenmad og så på Kuffen for at ryge en morgensmøg til de af os, der har de dårlige vaner. Ved man, at der er en operation, der snart kommer, så finder føreren nogle informationer frem om de IED’er, der tidligere er blevet fundet, og så læser vi op på det. Når der er frokost, går folk over og ringer hjem, og hvad de nu ellers vil. Jeg plejer at se en film, og så arbejder vi indtil kl. 18. Så spiser vi aftensmad og træner i vildskab, så er der mere hygge på Kuffen, og så går vi i seng. Hvordan er forholdene i campen? Vi kan ikke klage. Vi har aircon, gode madrasser, internet, telefoner og fine toiletfaciliteter. Vi kan ikke klage. I er ret meget uden for hegnet. Hvordan er det ikke at måtte fortælle derhjemme, hvornår I kører, og ikke kunne sige farvel og vi ses inden afgang? Det er et valg, man har truffet, men

jo, til tider er det hårdt. Jeg ville gerne have fortalt min mor, da vi tog væk i ti dage, men sådan er det jo. Jeg tror, at det er vigtigt bare at ringe og sige et eller andet. Bare tale løst om alt og intet inden. Det er vigtigt at sige noget, inden man tager af sted. Hvis vi er væk i ti dage, så kan vi jo prøve satellittelefonen, men ofte virker den ikke. Men altså når man kører ud: Vi er ikke rigtig nervøse. Vi har en kører og en gunner, og vi har fuld tillid til, at de finder, hvad der skal findes. Der er utroligt støvet hernede og derfor er man også altid lidt beskidt. Er det nogen gange lidt demotiverende, når man efter ti dage i snavs bare kommer hjem til mere af det? Ikke rigtigt. Derude har vi BagBaths. Vi ved, at når vi kommer ind, kan vi tage et langt bad og blive så rene, som man nu bliver i Afghanistan. Vi har også stuekontrol. Hver søndag kommer de og kigger POD’sne igennem og beder os fjerne slik, og hvad der nu måtte ligge, så der ikke kommer mus og edderkopper (camel spiders, red.). Der går lidt værnepligtsmentalitet i den. Hvis ikke de har en forklaring, så er det, at man dør at det.

soldaten NR. 10 • 2013 17


Har du frygtet at komme til skade eller i værste fald dø? Jeg har ikke frygtet det, men jeg har tænkt over det. Jeg har spillet håndbold på højt plan før det her, og det kan jeg jo ikke, hvis jeg kommer hjem uden et ben. Så er det slut med at jagte damer i byen. Men så så jeg det program med Jason og de ’handicappede’, og en af dem er herfra. Han tog det sgu pænt og fortsætter bare, som han er nu. En fighterliga af en anden verden. Men tanken om at man dør. Man tænker det en gang eller to, men så stopper det. Det er for psykisk udmattende. Man slår det ud af hovedet. Jeg er heldigvis en af dem, der kan tage tingene og skubbe det væk, så tænker jeg ikke mere over det. Man bliver nødt til at hjælpe hinanden, når de tanker kommer. Det er så undervurderet i forsvaret at sætte sig ned og snakke. Men det er nogle gange det eneste, folk har brug for. Vores talsmand er supergod til det. Han kan se, når folk begynder at trække sig væk, og så tager han fat i folk, og han

18 soldaten NR. 10 • 2013

er så god til at åbne for folk. Han hiver også en ned til telefonerne og tvinger en til at ringe til kæresten, hvis det er der, man har problemer.

Morten fortæller om ’rambo’ HBU-sergenters tilgang til en sløv dag

deligt for dem, der sidder derhjemme og ved, at deres søn eller datters navn står på den sten. Man ved, når man kigger på den, at det her arbejde er farligt. Folk dør af det.

Det hjælper at snakke stille og roligt. Jeg har svært ved at se, hvad det gavner at hive en værnepligtig ud af delingen og skælde ud foran resten. Folk bliver mere usikre. Er man på skydebane og får en sviner, så er man jo ikke klar til at gå ud og skyde bagefter. Hellere tage fat i folk bagefter eller trække dem lidt væk og høre, hvad der er galt.

Hvilken betydning har felt­præsten for jer? Ole er nok et af de vigtigste mennesker i den her lejr. Nogle gange, selvom han bare kommer ned og giver sin velsignelse, inden man kører ud, også selv om man ikke er religiøs, får han beroliget soldaterne. Man falder ned og tænker, at det her skal nok gå. Jeg tror, at han er den mand med mest indflydelse i den her lejr.

Hvordan har du det med mindestenen, der står midt på pladsen? Man får sgu kuldegysninger, når man går forbi. Der er folk hernede nu, der var rigtig gode venner med nogle af dem på den sten, og man forstår, at det går galt. Man er ikke guds gave til forsvaret. Det må være så forfær-

Oplever i et tættere sammenhold her­ nede? Man kan godt overleve fem dage på øvelse derhjemme, og så kan man bande de andre væk hele weekenden og møde frisk om mandagen. Hernede bor vi med en teltflages mellemrum, og det tvinger en til at blive


MICHELLE BERG

mere tolerant over for ens kollegaer. Det gør samarbejdet bedre, at man lærer folk at kende på godt og ondt og er tvunget til at arbejde sammen, spise sammen, bade sammen, træne sammen. Man er lidt en lille familie. Udover det passer man på hinandens liv hernede. Jeg sætter en stor ære i at passe på mine kollegaer hernede. Måske er de nogle idioter, men de er mine idioter. Hvad savner du mest derhjemme? Klassikeren er jo at sige familien, og dem savner jeg også. Men om aftenen, morgenen og eftermiddagen savner jeg tallerkener, der går i stykker, hvis man taber dem, og bestik, der klinger, når det rammer hinanden, et glas mælk. Selv hende den gamle gnavne dame, der råber i Føtex på en travl mandag eftermiddag. Man savner at slappe af med mor i hyggebukser foran tossekassen. Det er de ting, man savner. De små hverdagsting, man normalt tager for givet. Og mælk, fik jeg sagt det?

Hvordan har din familie haft det med det hele? Hvis man gerne vil det her, så skal man være sikker på, at man har sin families accept. Når man står hernede i en farlig hverdag, skal du ikke gå og spekulere på, hvor meget de ryster på hænderne, når de drikker deres morgenkaffe. Jeg spurgte min familie flere gange, hvordan de havde det med det, og den eneste, der havde et krav, var min mor. Hvis hun følte, at der var behov for det, så skulle jeg gå til psykolog, når jeg kom hjem, udover det som i forvejen er krav fra forsvaret. Men de skal acceptere det. Det er vigtigt at have familien med om bord, ellers får du et rigtig dårligt halvt år hernede.

med store maskiner, mere selvstændigt arbejde, red.), bare for at prøve noget andet. Jeg skal have en pause fra den minesøger. Efter et par år tror jeg, at jeg søger korporal, og efter en tre-fire år søger jeg måske efterretning. Det synes jeg lyder spændende. Det kræver bare en større erfaring i forsvaret.

Hvordan ser din fremtid ud efter det her? Vi har fået K35. Jeg ved ikke hvordan vores kaptajn fik ordnet det, men det gjorde han, og hele vores hold kan få. Jeg har søgt noget park (flytte ting

soldaten NR. 10 • 2013 19


> Forsvarskommandoen

UPDATE æne Danmark skal tr er libyske soldatsoldater fået muligheden for at

ke I 2014 har dans e med briterne. er, i et samarbejd at ld so ke ys lib træne kket ja til. Det Danmark har ta m so d, bu til et Det er projektet, hvor har efterspurgt r de , lv se en by er Li er. . 2000 infanterist man vil træne ca k Kilde: Forsvaret.d

rgentskolen ent­ se på se el vn næ Ud serg rsforlig, overgår

forsva Grundet det nye . Sergent­ næste hold, til SU ed m elever fra og ny location i så. Den har fået skolen flytter og blev d. 18. okld sergentelever Varde. Sidste ho rens Sergent­ sergenter fra Hæ tober udnævnt til stolt dag for rg. Det var en skole i Sønderbo s pårørende, mledere og dere alle de nye melle at være med. langvejs fra for der var kommet delt præmier tale, og der blev ­Chefen holdt en ed en særlig vde udskilt sig m ud til dem, der ha indsats. k

Kilde: Forsvaret.d

en på besøg i er st ni mi rs va rs Fo ­Afghanistan Nicolai Wammen, kom d. 17. okto-

et Forsvarsminister ng. ki Vi p m Ca ber til besøge de danske ghanistan for at Af i g sø be på er – Jeg t budskab om, at nde et meget klar se at r lfo og er at sold har de danske so t glade for, at vi lig ro i ut r er he t e sa jd rt vi fo ke arbe flot og vigtigt styk et r re fø in ud et r lk de Fo r, date ringen og r naturligvis rege ha De . an ist an Afgh en. udtalte minister gets opbakning,

20 soldaten NR. 10 • 2013

udsen, Paul højre: Sune Kn Fra venstre mod Hempel. Bbaale og Anders


Læs om

Camp Bastion

nmark med be-

hjælper Da Bosniske soldater h Gate side 8-11 ut vogtningen af So

s Element og dere Nationalt Støtte -23 opgaver side 22

arbejds-

til kystredningterrænng ni st ru ud e dr Be de og får nye hurtigbå

ioner Kystredningsstat for kystrednings overgik ansvaret 11 20 på et jd be ar gående biler. I siden da ret, og man har tjenste til forsva e. iel og skib at udskifte mater e mle både med ny at udskifte de ga oPr e m iti ar FMT arbejder på firma M s” fra det norske ”fast-rescue-boat fart på mere end en nå e de vil kunn tector. De nye bå 40 knob. k

Kilde: Forsvaret.d

Ny app

m smartphones, so eret en ny app til he ny e st ne Forsvaret har lanc se e med i de lg fø at r fo d he ig og giver dig mul til både Android Den kan hentes der fra forsvaret. iPhone.

soldaten NR. 10 • 2013 21


Nationalt Støtte Element Det nationale støtte element (DANILOG) er drengene, der sørger for, at køretøjerne kommer rene hjem, modtager forsyningerne fra Danmark og får dem leveret og delt ud til de danske soldater. En opgave som kræver megen planlægning og god koordination. Noget af det materiel, som bliver sendt til Afghanistan bliver sorteret, pakket om og sendt videre med enten helikoptere, lastbiler eller andre fly. Det er en af de daglige opgaver for Det Nationale Støtteelement (NSE), men hovedopgaven for NSE på hold 16 er, at hjemtage materiel. Det er ikke uden lige. Der ligger en stor planlægning bag. Inden man redeployerer materiel, finder man ud af, hvilket transportmiddel som er den mest praktiske løsning, men også er relativ billig. Det er ikke det nationale støtte element, som bestemmer hvilket transportmiddel, der skal anvendes, men de kommer med deres anbefaling. Forslagene som fremlægges bliver baseret ud

22 soldaten NR. 10 • 2013

fra, hvor stor en payload og volumen det maksimalt kan tage. Når det er blevet besluttet, hvad man anvender, er det NSE’s opgave at planlægge det hele og sørge for at alt, der skal med, står klart. Hvis man f.eks. laster en kampvogn, som har en stor volumen, og man stadig er 3 ton fra den maksimale payload, så fylder man op med palletter og andet, indtil man når max payload. Det er en fornem opgave at sørge for, man får det meste for pengene og ikke bare sender luft hjem til Danmark.

Danske eksperter i vedligeholdelse Inden de danske køretøjer kan lastes på fly, skal de ’nedvaskes’. Personel fra

NSE er uddannet i at kontrollere, det hele foregår korrekt og er grundigt nok. Der bliver sat stor fokus på rengøringen af køretøjerne, så man undgår, at invasive plantearter og sygdomme kommer med tilbage. Omkostningerne i forbindelse med nedvaskning er væsentlig billigere end, hvis man får en sygdom eller invasiv art med hjem. For at undgå der kommer noget med hjem, bruger man en ’hedevandsvasker’, som sprøjter køretøjerne med varmt vand. Under vaskningen fokuserer man på, at der ikke sidder nogle mudderkager eller plantedele på køretøjet. ”Støvet” kan sagtens fjernes, men kommer tilbage lige med det samme her i Afghanistan.


MIKAEL FANGEL

Det er Allan Borup-Buch fra NSE, som har det overordnede ansvar for, at der ikke kommer noget med hjem, som ikke skal. Det er en opgave, som han tager meget seriøst. ”Hvis jeg er i tvivl, skriver jeg hjem. Det er dog sjældent, jeg er i tvivl, fortæller Allan Borup-Buch.” Det er Allans folk som efter nedvaskingen desinficerer køretøjerne og giver dem en sidste tur inden de bliver lastet på flyet. Det er samtidig også dem, som sørger for at det hele bliver fragtet ud til flyene på det rigtige tidspunkt. For det meste kan de klare det selv ellers anmoder de LOG om støtte.

En opgave der fylder hele arbejdsugen Når der ikke lastes fly med materiel, forbereder man sig på næste hjemtagning. Der bliver sørget for at tingene bliver pakket ned, er koordineret med HOK hvad der skal sendes hjem, er planlagt hvordan det hele skal forløbe og meget mere.

Deres opgaver fylder nemt en hel arbejdsuge ud i Afghanistan og underlægger dem et stort ansvar, som de varetager.

soldaten NR. 10 • 2013 23


Fun facts om firmagear

24 soldaten NR. 10 • 2013


Mikael Fangel

Mercedes 270 CDi GD – ”GD 270” Køretøjet ligner til forveksling den gamle model 240, men den nye er dog længere og er blevet udstyret med både automatgear, servostyring og en større motor. Den nye og større motor samt servostyringen gør det lettere at køre i terræn. Køretøjet er afløseren for den gamle GD 240, som har været hærens standardpersonvogn til terræn siden 1985.

Fakta: Køreklar vægt: 2,8 tons Aktionsradius: ca. 400 km

soldaten NR. 10 • 2013 25


De gode gamle dage Som på alle andre ”gamle” arbejdspladser er der sket meget i Forsvaret. SOLDATEN har i tidens løb nået at opsnappe nogle historier, som i dag er mere eller mindre sjove. Vi har derfor valgt at gentrykke nogle enkelte udklip af artiklerne. Vi gør opmærksom på, at det ikke er de fulde artikler, vi bringer, men kun citater fra dem.

26 soldaten NR. 10 • 2013


MIKAEL FANGEL

Værnepligtige duer – SOLDATEN 5 – 1973

Antvorskov Kaserne – SOLDATEN 4 – 1975

På Svanemøllens Kaserne i København er der indkvarteret i hundredevis af førsteklasses duer, der i fredstid først og fremmest har til opgave ved avl at sørge for den fornødne blodfornyelse af landets civile duer. Men også denne fredelige opgave har et militært formål, for i tilfælde af krig bliver alle duer i landet værnepligtige! Derfor har standarden blandt alle duer militær betydning – duerne skal i krigstilfælde træde til som ”telegrafsoldater”!

Antvorskov er et hypermoderne byggeri, hvor der er taget vidtgående hensyn til den enkeltes velbefindende. Den arkitektoniske udformning er baseret på erfaringerne fra opførelsen af Skive kaserne.

Gammel straffelov fra 1970’erne Paragraf 54 ”Den, som for højere foresat fremfører en bevidst grundløs klage over en foresat, straffes med arrest eller med fængsel i indtil 4 måneder” (Ændret 1. april 1974,. red)

Indmaden er ligeledes tip-top. Det vrimler på det nærmeste med moderne fællesfaciliteter, og belægningsbygningerne består af 1-, 2- og 4-mandsstuer.

Lange arbejdstider – SOLDATEN 1 – 1977 På Gothersgade kaserne arbejder de værnepligtige ca. 100 timer om ugen, da man ikke har mandskab til mere end tre vagthold. Den normale arbejdstid for en værnepligtig er omkring 70 timer ugentlig.

Halvt år endnu uden løsskydning – SOLDATEN 2 – 1977 I hvert fald indtil efteråret må soldaterne råbe sig hæse i stedet for at bruge løst krudt i geværerne af typen M/75. De fleste har allerede nu mærket til det skydeforbud med løs ammunition, som Hærens Materielkommando har udstedt. Under øvelser anbefales det at markere skydningen med råbet >>BANG<<. Skydeforbuddet over for M/75 er trådt i kraft, fordi løsskydningsforstærkeren har vist sig at kunne gå løs og virke som projektil.

En anden gammel paragraf – SOLDATEN 6 – 1977 Paragraf 17 siger, at du i krigstid kan risikere dødsstraf eller fængsel på livstid, hvis du sammen med nogle kammerater nægter at adlyde en foresat – eller bare har planer om det.

soldaten NR. 10 • 2013 27


Infirmerier under omstrukturering Forsvaret skal spare, og i et firma hvor der i forvejen er sparet på de ressourcer der ikke er nødvendige, kan det være svært at finde ud af hvor pengene skal findes henne, uden at nogen bliver hårdere ramt end andre. Men nu ser det ud til, at det kommer til at gå ud over det værnepligtiges infirmerier. Som en konsekvens af forsvarsforliget skal Forsvarets Sundhedstjeneste (FSU) omstruktureres. Det betyder, at infirmerier skal lukke og et stort antal stillinger bliver nedlagt. I maj måned i år blev det besluttet at nedlægge 159 stillinger og lukke 12 infirmerier. ”FSU er nødsaget til at nedlægge 70 procent af deres stillinger, som følge af forsvarsforliget”, siger overlæge i FSU, major Inger Marie Giversen. Ifølge hende har FSU ikke mulighed for at skære ned i materiel, som andre enheder i Forsvaret. De kan kun skære i personel og lukke infirmerier. ”Vi skal tilbyde undersøgelse og behandling, hvis det er nødvendigt, men service niveauet vil ikke være, hvad man har været vant til”, siger Inger Marie Giversen. Nedskæringen er en stor udfordring i forhold til betjening af værnepligtige, som alle sammen er tvunget til at benytte sig af infirmerierne i det at de ikke har gule sygesikringsbeviser under værnepligten. På det seneste landstalsmandsmøde udtrykte de værnepligtige landstalsmænd også deres bekymringer for besparelserne og hvilken betydning, det vil få for det fremtidige service niveau. Der er ikke ressourcer nok til at kunne tilbyde den samme service, som de værnepligtige har været vant til førhen, men målet er at kunne opretholde samme service niveau som i det civile. Allerede nu har nogle værnepligtige stiftet bekendtskab med den nye virkelighed. Der er eksempler på, at flere

28 soldaten NR. 10 • 2013

værnepligtige har været nødsaget til at tage mange timer ud af deres ellers tætte uddannelses forløb for at kunne søge til nærmeste infirmeri. ”Hæren basis uddannelse er et hårdt og koncentreret forløb, hvor man ikke har tid til at tage en værnepligtig ud og nulstille i en uge. Forsvaret er et andet arbejdsmiljø end det civile, og der er ikke mange paralleller at drage, når det kommer til arbejdsbyrde, siger oberstløjtnant A.B. Madsen, chef for femte uddannelses bataljon ved JDR. Han mener, at FSU bør tilgodese, at det er et andet miljø, hvor man ikke bare kan tage fri fra arbejde. Forsvarskommandoen oplyser, at beslutningen om at effektivisere Forsvarets Sundhedstjeneste skal ses i lyset af den politiske beslutning om at spare 2,7 mia. kr. i Forsvaret. De gennemførte analyser har afdækket mulighed for en effektivisering af bl.a. Forsvarets Sundhedstjeneste og i denne forbindelse også at gennemføre en reduktion i antallet af infirmerier. Forsvaret vil fortsat være i stand til at levere de sundhedsydelser til bl.a. værnepligtige, som Forsvaret er forpligtiget til. De ændrede processer er ikke fuldt implementeret, men på nuværende tidspunkt planlægges det, at der på kaserner uden infirmeri vil blive etableret en ordning, der sikrer at værnepligtige vil kunne blive tilset af morgenlæge og/eller visiterende sygeplejerske samt søge akut tandlæge hjælp i byen (for FSV regning). Det er således Forsvarets forventning, at de nødvendige sundhedsfaglige ydelser fortsat vil kunne tilbydes værnepligtige i nødvendigt omfang. Selve omstruktureringen af Forsvarets Sundhedstjeneste er i fuld gang. Foreløbig lukker ni infirmerier, der normalt har daglig kontakt med værnepligtige. Hvilke konsekvenser det vil få, må tiden vise.


Mikael Fangel

Forsvarets forpligtigelse! Forsvaret skal i denne nedskærings tid huske, at de har ansvaret for de værnepligtiges sundhed. Det har de, fordi de værnepligtige er undtaget fra Sundhedslovens afsnit 5 og 10. Hvis det offentlige skal kunne fralægge sig denne byrde, skal Forsvaret løfte den til minimum samme niveau. Jeg mener, at forsvaret med infirme-

riomlægningen ikke længere løfter dette ansvar, da service ydelsen overfor de værnepligtige falder til under civilt niveau. Hvor mange civile vil finde sig i, at deres praktiserende læge er 110 km væk? Det bliver virkeligheden for de værnepligtige på Høvelte Kaserne. For at sikre en acceptabel kvalitet i Basisuddannelsen, bør pengene findes andre steder, end

på infirmerier som har værnepligtige tilknyttet. Fjern infirmerierne i Skalstrup og Skrydstrup! Behold infirmerierne Skive, Holstebro, Varde, Frederikshavn, Holmen, Høvelte, Vordingborg, Fredericia og Almegård! Indlægget er skrevet af rådsmedlem Ole K. Nielsen, og giver udtryk for det samlede Værnepligtsråds holdninger.

soldaten NR. 10 • 2013 29


Nye rådsmedlemmer De tre nye rådsmedlemmer Ved sidste landstalsmandsmøde i år, som blev afholdt d. 7/11 ved Jydske Dragonregiment, var der ikke kun problemer på landsplan, som var på dagsordenen. Der skulle også afholdes et demokratisk valg af nye rådsmedlemmer til Værnepligtsrådet. Efter de potentielle kandidater havde holdt deres valgtale, blev der stemt blandt landstalsmændene fra landets kaserner.

Hvad håber du, at kunne gøre for de værnepligtige i din valgperiode? Jeg vil arbejde på at kunne forberede forholdene på kasernerne. Det kan ikke være rigtig, at forholdene på kasernerne er så forskellige. Alle kasernerne burde kunne tilbyde deres værnepligtige de bedste forhold for at kunne få det mest optimale ud af deres værnepligt.

Vi i Værnepligtsrådet er meget tilfredse med de nye rådsmedlemmer der blev valgt. De tiltræder deres vigtige stilling den 2/12, for at sidde i en valgperiode på syv måneder. Du har her mulighed for, at lære de nye rådsmedlemmer at kende.

Hvad tror du der bliver svært i dit nye job som rådsmedlem? Det bliver en udfordring at prioritere i alle mine ideer. Hvad tror du at du personligt vil få ud af din valgperiode? -En masse erfaring inden for kommunikation, men også en masse kontakter netop, fordi man kommer vidt omkring som rådsmedlem.

Nana G. Orkild, fra Air Force Training Center (AFTC)

Katrine S. Bendtsen, fra Gardehusarregimentet (GHR Slagelse)

Hvad har du lavet før værnepligten? Inden værnepligten rejste jeg rundt i Spanien som nybagt student.

Hvad har du lavet før værnepligten? Jeg har taget stx i Helsingør med matematik og engelsk på A niveau. Der efter har jeg arbejdet 3 år på en folkeskole, hvor jeg startede som lærervikar, fik så to faste klasser i engelsk og biologi, og til sidst var jeg fast i en special klasse. Lige inden min værnepligt var jeg på gerlev idrætshøjskole på en politilinje.

Hvorfor tror du at du blev valgt? Fordi jeg bringer gåpåmod og vil kæmpe for hvad jeg står for, og de ting som efter min mening burde være anderledes inden for forsvaret.

30 soldaten NR. 10 • 2013

Hvorfor tror du at du blev valgt? Jeg tror jeg blev valgt fordi, jeg igennem de 3 møder vi har haft, har vist interesse, engagement og vilje. Jeg håber jeg blev valgt fordi folk tror at jeg kan leve op til jobbet og levere et godt stykke arbejde. Hvad håber du, at kunne gøre for de værnepligtige i din valgperiode? Jamen jeg håber da at jeg kan få først nogle ting igennem, eller i hvert fald få sat nogle ideer igang. Jeg vil bestemt også gøre et ihærdigt forsøg på at arbejde videre med nogle af de processer det forrige råd har startet.  Hvad tror du der bliver svært i dit nye job som rådsmedlem? Alt nyt skal jo læres først, så selvfølgelig vil vi ikke bare kunne springe direkte ud som det perfekte værnepligtsråd, men jeg håber da vi hurtigt lærer hvad det vil sige at være rådsmedlem. Jeg tror dog godt det kan være lidt svært at ikke alle ens ideer vil kunne blive til noget.  Hvad tror du at du personligt vil få ud af din valgperiode? Jeg er helt sikker på at jeg vil få en masse ud af de næste 7 måneder i rådet. Jeg håber jeg vil have lært en


Værnepligtrådet

masse om samarbejde, at arbejde tæt sammen med en lille gruppe mennesker, at afholde møder og lære at udtrykke mig kort og præcist.

Andreas Meyer-Juhlin, fra Den Kongelige Livgarde (LG) Hvad har du lavet før værnepligten? Efter 9. klasse gik jeg i gymnasiet på Roskilde Katedralskole, hvorefter jeg tog et sabbatår med arbejde og en rejse til USA. Herefter læste jeg på Roskilde Universitet i 3 år, hvor jeg tog en Bachelor i samfundsfag og historie. Hvorfor tror du at du blev valgt? Jeg tror jeg blev valgt, fordi jeg har en erfaring, jeg kan bruge til de udfordringer jeg kommer til at stå over for i værnepligtsrådet. Derudover har 8 måneder i Livgarden givet mig indsigt i, hvordan livet som værnepligtig er, på godt og ondt. Hvad håber du, at kunne gøre for de værnepligtige i din valgperiode? Jeg håber på, at kunne kæmpe de værnepligtiges sag, så dårlige forhold, såsom manglende internet, fejl på belægningsstuer og lange ventetider ift. infirmerierne bliver udbedret, såle-

des at fokus kan lægges på kvaliteten af de værnepligtiges uddannelse. Hvad tror du der bliver svært i dit nye job som rådsmedlem? En udfordring bliver at acceptere, at forhandlinger tager tid. Nogle gange kan det tage lang tid, at få en god sag igennem, men så længe vi er fastholdende skal det nok lykkes! Hvad tror du at du personligt vil få ud af din valgperiode? Jeg vil helt klar få nogle erfaringer med at forhandle med forsvarets ledelse og også få indsigt i forsvarets struktur og metoder. Derudover tror jeg, at jeg vil få god erfaring med at holde oplæg for mange mennesker, samt at undervise værnepligtige talsmænd. Værnepligtrådet (Ole Nielsen, Linda Knudsen og Johan Hardon) takker for denne gang. Vi ønsker alle værnepligtige al held og lykke i fremtiden, om det så er inden for eller uden for Forsvaret. Det har været en fornøjelse og en stor oplevelse, at arbejde og kæmpe for at forbedre jeres vilkår ude på tjenestestederne.

soldaten NR. 10 • 2013 31


> Forsvarskommandoen

32 soldaten NR. 10 â&#x20AC;˘ 2013

SOLDATEN | 10. Udgave | 2013  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you