Hus Forbi

Indholdsfortegnelse

Indledning ……………………………………………

s. 1

Problemformulering ..............................................

s. 1

Metodevalg……………………………………..……

s. 1

Frivillighed – Diskursen ……………………………

s. 2

Frivillighedsprojekter med det ligeværdige møde i fokus

s. 4

Analyse ……………………………………………..

s. 5

Vurdering …………………………………………...

s. 6

Idé-beskrivelse og konklusion…………………….

s. 7

Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

Indledning: Med fast bopæl i København K passerer jeg ofte en hjemløs. Op til flere gange dagligt bliver jeg konfronteret med de hårde facts om, at stigningen i antallet af hjemløse er en realitet1. Trods den kendsgerning, har jeg til stadighed ikke købt et Hus Forbi-blad, som ellers er rimelig let tilgængeligt i det københavnske byrum. Jeg har heller ikke meldt mig som frivillig i et af de utallige sociale projekter, som på den ene eller anden måde hjælper eller sætter fokus den hjemløse. Når der bliver snakket om hjemløse, føler jeg mig som en magtesløs beskuer til et samfundsproblem, som jeg er tilbøjelig til at give politikkerne skylden for. Samtidig undres jeg over min egen fortrængning og forbigåelse af problematikken. Blot det at skulle kigge den hjemløse i øjnene, kan føles grænseoverskridende og ubehagelig. Jeg skammer mig over, at jeg på flere planer forsøger at lukke øjnene for den hjemløses eksistens. Med regeringens 2020-plan2, dokumentarprogrammer om de socialt udsatte3, er der i den grad øget opmærksomhed på hjemløseproblematikken og tiden er moden til at hver enkelt samfundsborger ser realiteterne i øjnene og tager et medansvar på den ene eller anden måde.

Om det så udspiller sig i “blot“ at se den hjemløse i øjenene. Det er et godt udgangspunkt for at anerkende et andet menneskes tilstedeværelse og dermed et mere gunstigt udgangspunkt for et ligeværdigt møde.

Problemformulering: Hvordan kan man skabe et ligeværdigt møde mellem den hjemløse og medborgeren, og endvidere gennem et kommunikativt tiltag belyse vigtigheden heraf ?

Metodevalg: Det falder mig naturligt at benytte en socialkonstruktuvistisk tilgang, da jeg i min generelle tilgang til mennsker og designløsninger, ofte undres og stiller spørgsmålstegn ved vores selvskabte værdier og normer. Det lægger denne problematik også op til, da jeg vil kigge på et menneskekonstrueret fænomen, ligeværdighed. Jeg vil igennem min empiri4 belyse medborgerens nuværende deltagelse i frivilligt arbejde, og hvordan dette begreb har ændret sig i tiden, sideløbende med menneskets rolle i samfundet har udviklet sig. Jeg vil endvidere under-søge, hvorvidt det påhviler den enkelte medborger at tage hånd om den hjemløse, eller om det er samfundet som instition, hos hvem ansvaret ligger. Dette skal føre til en redegørelse, af hvilken diskurs min problematik udspiller sig i, og dermed vil jeg anfægte ligeværdighedsbegrebet

1 Se bilag 1 2 Se bilag 2 3

Et dokumentarprogram, hvor man følger en ung dansk pige leve som hjemløs i København.Se litteraturliste!

4 Empiri er i dette tilfælde statistiske oplysninger fra frivillighed.dk, samt diverse artikler jf. litteraturliste

1

Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

ud fra en kritisk synsvinkel. Endvidere vil jeg igennem min diskursanalyse komme omkring min målgruppe, som jeg endeligt vil definere i forbindelse med min analyse og idebeskrivelse. Jeg vil i slutningen af mit teoriafsnit inddrage to etablerede sociale frivillighedsprojekter, “Netværksven” og “Pantbørsen”, som har det ligeværdige møde mellem mennesker som omdrejningspunkt i deres arbejde.

I analysen vil jeg benytte mig af kvalitative metoder i form af semi-strukturede interviews; et telefoninterview, samt to personlige interviews med de to respektive koordinatorer på førnævnte projekter, samt en bruger af “Netværksven”. Jeg vil lave en komparativ analytisk gennemgang af de to projekter, for derefter at kunne belyse deres svagheder og styrker ift. deres potentiale som en case for mit visuelle tiltag. Denne udvælgelse skal føre til min visuelle kampagne, som skal styrke projektets visuelle ramme og desuden flirte med et visuel kampagne, hvor den socialkonstrukvistiske fortolkningsramme er i højsædet.

Frivillighed - Diskursen Den seneste kortlægning5 af danskernes frivillige arbejde fra 2012 viser, at 40 % af danskerne over 16 år udfører frivilligt arbejde, hvilket svarer til omkring 1,8 millioner frivillige. Det vrimler med antallet af tilbud om at blive frivillig, men det er dog mest indenfor områderne idræt, fritid og kultur, som nyder af den høje frivillighedsaktivitet.

Det næst-populæreste område er det sociale, hvor 33 % er engageret.

Alligevel hersker der en negativ opfattelse omkring danskernes manglende engagement og passivitet, når det kommer til at hjælpe de svage i samfundet.

Tiden hvor frivillige påtog sig et vedholdende ansvar for de svage i samfundet, er for længst forbi, og samarbejdet mellem den frivillige sektor og velfærdsstaten må gentænkes på den moderne frivilligheds præmisser6 (J. Ratlev, journalist på Information) Ifølge Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors opstår problematikken, når man begynder at forveksle velfærdssamfundet med den offentlige sektor, og dermed har en forventning om, at det offentlige tager sig af problemerne: Velfærdssamfundet er ikke synonymt med den offentlige sektor. Det er dig og din nabo. Det er borger til borger, der danner fællesskaber og tager ansvar for hinanden.(…) Vi er blevet vænnet til at stille spørgsmålet: ’Hvad kan samfundet gøre for mig’, frem for at stille spørgsmålet: ’Hvad kan vi hver især gøre for hinanden.7

5 Kilde: Følgende %-tal er fundet på frivillighed.dk- (Center for frivilligt socialt arbejde) Den frivillige sociale indsats – Frivilligrapport 2012 bilag 6 7 Se bilag 7 : citater fra “Flere frivillige- men på egne præmisser” 6 se

2

Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

Holdingen om at det er “systemet”, som skal tage hånd om de hjemløse, kommer også tydeligt til udtryk i det københavnske byrum, da jeg en dag for nogle uger siden gik på Nansensgade og fik øje på et plankeværk, hvorpå der stod malet: Til Københavns Politiker. Når jeg går ud i byen ser jeg ofte hjemløse Jeg synes det er forfærdeligt at se mennesker ligge på gaden Kan I give dem en hjem og nogle penge Lisbeth Zorning Andersen, tidligere formand for børnerådet, italesætter også ovenstående dilemma, og understreger, at individet skal tage ansvaret for fællesskabet: »Vi bliver som samfund nødt til at række en hånd frem til naboen. Vi har fået sat det hele så forbandet meget i system i Danmark, at vi har glemt, hvordan man gør.(…) Vi skal af med denne her systembedøvelse, hvor vi placerer ansvaret hos nogen, vi ikke engang kender. Der er en forestilling om, at nogen må fixe det, og vi har betalt vores skat.« 8 Konflikten om at vi som danskere er “bedøvet” i vores tilgang til andre mennesker hænger også sammen med Anders Ladekarls udtagelse, om at danskernes mentalitet spiller en væsentlig rolle, når det kommer til mødet med fx samfundets socialt udsatte. Han mener, at vi er for blufærdige og dermed er det et mere et spørgsmål, om at turde tage kontakt til den hjemløse, end det er mangel på villighed. Netop her pointerer han vigtigheden af de frivillige hjælpeorganisationer, som kan gå ind og skabe rammerne for, at man tør åbne op og mødes under gunstige forhold9.

Netop nødvendigheden for nogle strukturerede rammer i skabelsen af et ligeværdigt møde er også noget, som formanden for Socialistisk Forening, Knud Vilby, efterspørger. Han kritiserer regeringens fokus på beskæftigelse frem for sociale ydelser, som værende en væsentlig årsag til, at det kan være svært for samfundsborgeren at bibeholde en ligeværdig medmenneskeligt tilgang, når regeringen sætter høj værdi i at få så mange som muligt ud i beskæftigelse. I følge ham er det at opdele samfundet i dem, der bidrager økonomisk og dem, der er en byrde. Denne opdeling er i følge ham, det som truer princippet om at alle mennesker har lige værd: (…)Værdighed er ikke noget, man skal gøre sig fortjent til gennem en særlig indsats, eller noget man kan opnå i kraft af særlige talenter eller karakteregenskaber. Med værdighed følger anerkendelse, og anerkender vi ikke hinanden, går det galt.(…) der igen behov for at arbejde for alle menneskers lige værdighed også i Danmark. Vi må sikre, at det bliver en central dansk værdi."10 Knud Vilby ser altså meget kritisk på både lovgivningen og den generelle samfundsudvikling, og dermed hviler der et endnu større ansvar på borgeren, om at deltage aktivt i kampen om at få ligeværdigheden tilbage i mødet mellem mennesker, hvor uligheden er stor.

8 Bilag 3 9 Bilag 7 10Bilag

3

5

Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

Frivillighedsprojekter med det ligeværdige møde i fokus Pantbørsen er et socialt initiativ, drevet af en gruppe unge studerende i midttyverne, som prøver at dæmme op for den blufærdighed, som ellers normalt kan opstå i mødet mellem den socialt udsatte/hjemløse og civilborgeren. De har prøvet at skabe nogle simple rammer for et ligeværdigt møde. Konceptet går ud på, at man som borger kan ringe til en flaskesamler og få sine flasker afhentet af en hjemløs/social udsat. Kommunikationen mellem de to parter foregår via Pantbørsens hjemmeside. Som borger går man ind på hjemmesiden, finder nummeret på en af de oplyste flaskesamlerne11, som er tilknyttet området, man bor i. Derefter kontakter man flaskesamleren og aftaler tidspunktet flaskesamleren skal komme forbi sin bopæl og afhente flaskerne.

Pantbørsen lægger vægt på det, at det er en gensidig hjælp og skriver således på deres hjemmeside: Pantbørsen skaber rammerne om et betydningsfuldt møde mellem københavnere fra forskellige sociale lag, der ellers sjældent ville opstå. Samtidig løser Pantbørsen et praktisk hverdagsproblem for mange københavnere, der nemt og hurtigt kan blive deres tomme flasker kvit.12 Missionen blandt Hjemløse (MbH)13har med deres frivilligprojekt, “Netværksven for en hjemløs”, også fokus på mødet og i højere grad relationen mellem borgeren og den hjemløse. Som netværksven er man, som borger tilknyttet en hjemløs, der enten er tilknyttet et herberg, bruger af et værested eller netop flyttet ud i sin egen bolig. Formålet med projektet er at skabe positive relationer for hjemløse eller tidligere hjemløse og give dem gode rollemodeller i form af ressourcestærke frivillige.

Netværksvennen besøger den hjemløse en gang om ugen eller hver 14. dag, enten hos den hjemløse eller begge parter mødes i det offentlige rum.

Aftalerne indgåes fra gang til gang, og det første møde foregår sammen med frivilligkoordinatoren, som har kædet de to parter sammen. Under dette møde forventningsafstemmer man ift. hvor, hvornår og hvordan møderne mellem den hjemløse og netværksvennen skal foregå. Ligesom “Pantbørsen” lægger man vægt på at den frivillige også får noget ud af relationen: (…)Til gengæld får du mulighed for et venskab med en person, som trænger til social kontakt, men som også har noget at give.14 Analyse:

11 bilag 12- se billede 1!

12 bilag 8 – 1. side: Infomationer udelukkende fra deres hjemmeside 13

Missionen blandt Hjemløse (MbB) er en organisation, som har eksisteret siden 1893. MbH driver Kollegiet, som er et botilbud og et herberg for hjemløse mænde over 30 år, som kan huse op til 148 beboere. MbH råder også over andre institutioner og væresteder, som fx Mændenes Hjem på Istedgade, og RG60, som er et nødherberg og bofællesskab på Nørrebro for unge hjemløse.

14 Bilag 9 tekst taget fra eget referat af interview. Citatet er fra deres hjemmeside: http://kollegiet.info/du-kan-hjaelpe/bliv-frivilig/besoegsven/

4

Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

“Pantbørsen” og “Netværksven” er begge projekter, som lægger vægt på, at danne en platform og nogle faste rammer for, at mødet mellem borgeren og den hjemløse kan være så selvkørende som muligt. Dog er der er væsentlig større indblanding fra kooordinatorens side i “Netværksven”. Dette hænger selvfølgelig sammen med relationens omfang, som sammenlignet med “Pantbørsens” er langt mere forpligtende, personlig og tidskrævende.

Eftersom relationen hos “Pantbørsen” er et øjebliks møde foran en husdør, er der stadig forbundet visse udfordringer med mødet. Især den første kontakt som sker gennem telefonopkaldet: “(…) det har været meget grænseoverskridende at skulle ringe op til panthenterne. Som f.eks hvordan skal man lige formulere at man har nogle flasker, som de gerne må komme og hente, uden at de træder personen over tæerne eller på nogen måde kommer til at lyde nedladende,” udtrykker en frivillig pantgiver15.

Denne form for akavethed finder som regel ikke sted i selve mødet mellem den hjemløse og netværksvennen. Her er det mere den frivilliges overvejelserne omkring hvad han/hun kan byde ind med, som kan virke grænseoverskridende: “Som frivillig netværksven skal du være klar på at byde ind med dig selv som person, og ikke som profession. Du skal indgå i en relation, hvor samtalen og nærværet er det, som er i centrum, og knap så meget hvad du kan præstere ud fra en faglig vinkel.”

Fra den hjemløses side kan beslutningen om at få en besøgsven også virke grænseoverskridende. Hertil pointerer Rikke, projektkoordinatoren på “Netværksven”, at de har været meget bevidste om, hvordan de ligesom italesatte ideen overfor den hjemløse: Ordet mentor var også inde at vende på et tidspunkt, men så fik projektet lige pludselig en helt anden klang. Som mentor bliver den frivillige tillagt en rolle, som den “lærde” i relationen, og det strider imod vores bestræbelse efter at danne et ligeværdigt møde.16 Noget for noget-mentaliteten er noget begge projekter er meget bevidste om i i deres markedsføring, og tror på vigtigheden af dette element, for at man kan tiltrække den frivillige: (…) det er ret væsentligt, at når man som pantgiver får hentet sine flasker har mulighed for at sige tak til panthenteren. Dette flytter fokus væk fra medlidenheden, som ellers ofte er en overskyggende følelse man kan have i mødet med den social udsatte.

For os bag Pantbørsen var det vigtigt at det ikke blev for "tungt" et projekt, og derfor prøver vi at løfte det hele lidt ved at understrege at det gavner begge parter. Dog er der selvfølgelig ingen tvivl om, at det gavner den udsatte mere end dem som giver flaskerne væk.

At den frivillige i begge projekter er den ressourcestærke er ingen hemmelighed, men for at bibeholde det mest ligeværdige møde, er det væsentligt at mødet foregår på så neutral grund som muligt. Projektet “Netværksven” har en regel om, at den frivilllige ikke må invitere den hjemløse

15 bilag 8, sidste afsnit side 2 16 bilag 9, midterste afsnit side 2 5

Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

med hjem, og de skal istedet benytte sig at offentlig aktiviteter og gratis forlystelser. Desuden må der ikke være nogen økonomisk indblanding fra begges sider. Dette skal sikre det ligeværdige møde, og holde fokus på deres fælles interesser. Den økonmiske gevinst og dermed uligheden, som flaskesamleren får at føle, skulle gerne udhviskes ved at han/hun selv skal opsøge den frivillige pantgiver. Dermed yder flaskesamleren også en tjeneste, og det kan opretholde det ligeværdige møde.

Vurdering De to projekter differencierer sig meget ift. hvor stor en indsats og tid, man som frivillig lægger i relationen. Det bevirker, at de umiddelbart henvender sig til vidt forskellige målgrupper. Man kan tale om den traditionelle frivillighed, som primært er den målgruppe projektet “Netværksven” henvender sig til og så til den moderne frivillige, som læner sig op ad “Pantbørsens” målgruppe.

Det som kendetegner den traditionelle er, at have sociale opgaver som omdrejningspunkt, hvor engagementet er længerevarende, sammenhængende og intensivt. Derimod er den moderne frivillige engageret i egen sfære, baseret på individualitet, med et kortvarigt, lejlighedsvis og begrænset engagement.17 Begge projekter har udtrykt problematikken ift. til kontakten til de frivillige. Især projektet “Netværksven” oplever det som en kæmpe udfordring, at man som udgangspunkt skal have mod og lyst til en længerevarende relation, og det sker ofte at personen springer fra. Derimod ligger der en styrke i den målgruppe, som “Pantbørsen” prøver at ramme, da det kan være en meget kort kontakt. Man kan dog gå ind og argumentere for, hvorvidt relationen skaber værdi hos den hjemløse panthenter, sammenlignet med hvor stor en glæde, den hjemløse får ud af den nære relation til sin netværksven.

Der hersker altså ingen tvivl, om at projektet “Netværksven” skaber mere værdifulde relationer, sammenlignet med hvad “Pantbørsens” koncept lægger op til. Dog vil jeg læne mig op af min problematik med fokus på det første umiddelbare møde mellem mig, som borger, og den hjemløse. Altså det møde, hvor man forinden, ikke har indvilget i at indgå i en relation eller blevet sat op, som er tilfældet med projektet “Netværksven”. Derfor vurderer jeg “Pantbørsen” som en mere oplagt case ift. at gå ind og arbejde netop med det umiddelbare møde. Desuden har “Pantbørsen” potentiale til, at man som frivillig kan skabe en tættere relation, hvis man som sagt ringer til den samme person, når man skal have hentet sine flasker.

Gennem mit møde og interview med Peder18, erfarede jeg også, at det ikke var spor grænseoverskridende at møde, såvel som at føre en samtale med ham. Tværtimod var det hyggeligt, og jeg havde intet problem med at holde øjenkontakten. Jeg konkluderer, at det hænger sammen med, at Peder forinden havde indvilget i at ville tale med mig, og mødet var blevet arrangeret af projektkoordinatoren.

17

se bilag 6, citat fra artikel: Fra traditionel til moderne frivillighed bilag 9, sidste afsnit af referat

18 se

6

Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

Jeg tror, at projektet “Netværksven” største udfordring ligger i at, projektet henvender sig til en for snæver gruppe af frivillige. Denne påstand understøttes af undersøgelsen i Frivilligrapporten fra 201219, som oplyser, at unge frivillige mellem 16 og 29 år er den aldersgruppe, som bruger flest timer på frivilligt arbejde, godt 20 timer pr. måned. Da projektet “Netværksven” søger det modne robuste mennesker, helst over 30 år, afskærer projektet sig fra en potentiel stigende målgruppe. Til gengæld er det denne målgruppe, som “Pantbørsen” vil forsøge at henvende sig til: Den unge studerende, som lægger en ære i at tænke på samfundet det omgiver sig med. Generelt at tænke på de udsatte og være åben, tolerant og samtidig være en slags firstmover, da vi netop tror på, at det er sejt og cool at tænke på andre end sig selv. Så det på den måde, er det også er et statement udadtil, at man benytter sig af pantbørsen20.

Idé-beskrivelse og konklusion Som tidligere nævnt var der et grænseoverskridende element hos den frivillige i at skulle tage kontakt til den hjemløse gennem telefonen. Det er denne konflikt, som jeg igennem et visuelt tiltag vil løse. Dette kunne gøres, ved at vise mere af panthenterens identitet, og et selvportræt vil være oplagt at sætte op ved siden af telefonnummeret21. Eftersom vi som mennesker spejler os i hinanden, vil vores aflæsning af dens ydre, måske medvirke til, at det ikke virker nær så grænseoverskridende at skulle ringe til den hjemløse. Ydermere ville man ud fra et billede nemmere kunne anslå en alder, etnicitet og dermed være forberedt på evt. dialekt eller anderledes tiltaleform, når man kontakter panthenteren. Ud fra egen refleksion over, hvilke forhold der skal til for at jeg føler mig bedst klædt på til at møde et andet menneske i øjenhøjde, ville et billede af personen gøre det mindre grænseoverskridende at skulle invitere ind i min opgang og dermed kan dette visuelle tiltag skabe gunstige rammer for at ligeværdigt møde. Mit løsningsforslag henvender sig udelukkende til den frivillige, selvom der sagtens kunne være belæg for at kigge på den hjemløses rolle i projektet. Jeg har dog valgt at målrette mit produkt til målgruppen, hvori jeg selv placerer mig, som dermed fører tilbage til min egen undrende tilgang til problematikken.

En mere socialkonstruktivist og provokerende måde at belyse det ligeværdige møde, kunne ydmynte sig i Københavns bybillede. “Pantbørsens” tydelige reference til Københavns “Børs”, kunne lægge op til at hænge store billeder (1x 2meter) op af hjemløse panthentere på Børsens facade. Den hjemløse vil være en tydelig kontrast til Børsens betydning og symbolik og ydermere en kommentar til samfundet om et ligeværdigt møde. Et sådan clash kunne være et led i en mere aggressiv og humoristisk kampagne fra “Pantbørsens” side.

19 Kilde: Følgende %-tal er fundet på frivillighed.dk- (Center for frivilligt socialt arbejde) Den frivillige sociale indsats – Frivilligrapport 2012 8, side 2 afsnit 3 21 bilag 10 20 bilag

7

Litteraturliste Avisartikler: “Antallet af hjemløse i Danmark er vokset markant” Politiken.dk, sektion “Danmark” d. 10.08. 2013, skrevet af Maria Bruun-Schmidt “Det er blevet mainstream at beskæftige sig med de sociale medier” Information, sektion “Indland,” d. 23.09.2013, af Catarina Nedertoft Jessen “Flere frivillige – men på egne præmisser” Information.dk , DEBAT, d.

15.05.2013, af Susanne Larsen og Anders Ladekarl “Fra traditionel til moderne frivillighed” Information.dk, DEBAT, d. 8.04.2011, af Jacob Rathlev Artikler hentet via Skoda

“Thorning er klar med en plan for færre hjemløse” Ritzaus Bureau, 10.09.2013, 247 ord | Artikel-id: e3f68854 Kronik: “Er ligeværd stadig en dansk værdi?”

Berlingske Tidende d. 04.09.2009, Sektion: Kultur & Debat Side 17, 1206 ord | Artikel-id: e1a8612e Tv-udsendelser: “DR 2 Uden hjem”, 28 minutters lang dokumentar, vist på DR2 d. 16.09.2013.

Egen empiri: “Netværksven for en hjemløse” personlig samtale og semi-strukturet interview med projektkoordinator Rikke Estrup, samt den hjemløse herberg-bruger Peder. Tirsdag d. 15.10.2013 på Kollegiet, Gl. Køge Landevej “Pantbørsen” telefoninterview med Anna Eistrup, én af initiativtager bag projektet. Lavet d. 8. 10.2013

Bilag 1: artikeluddrag

Antallet af hjemløse i Danmark er vokset markant Politiken. dk - DANMARK 10. AUG. 2013 KL. 14.46 AF

MARIA BRUUN-SCHMIDT

Aarhus er den danske storby, der er vokset klart mest i løbet af de seneste fire år.

ANTAL HJEMLØSE I DANMARK 2013: 5.844 personer 2011: 5.290 personer 2009: 4.998 personer Kilde: Foreløbige tal fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd OPGØRELSEN Tallene for hjemløse er udarbejdet af SFI, som begyndte at lave nationale kortlægninger af antallet af hjemløse borgere i år 2007. De har i alt lavet fire nationale kortlægninger i henholdsvis år 2013, 201, 2009 og 2007.

Stadig flere hjemløse hober sig op i gadekrogene. I øjeblikket er der i alt ca 5.844 hjemløse i Danmark, og det er 850 flere end for fire år siden. Dermed er antallet af hjemløse på landsplan steget med 18 procent siden år 2009. Det viser en foreløbig opgørelse fra 'Det Nationale Forskningscenter for Velfærd', SFI, der senere på året offentliggør en endelig rapport om udviklingen. »Den væsentligste årsag til stigningen i antallet af hjemløse på landsplan er en kraftig mangel på billige boliger i landets to største byområder«, forklarer Lars Benjaminsen, som er forsker i socialpolitik og velfærdsydelser ved SFI. Særligt er antallet af hjemløse højt i hovedstaden. Siden 2009 er tallet steget fra 1.494 personer til 1.630, og det vil sige, at der foreløbigt er ni procent flere københavnere, som står uden tag over hovedet.

Bilag 2

Thorning er klar med en plan for færre hjemløse Ritzaus Bureau | 10.09.2013 | Side | 247 ord | Artikel-id: e3f68854 Regeringen vil torsdag præsentere sin plan for det sociale område med konkrete mål, der skal nås inden 2020.

Regeringen vil torsdag præsentere sin plan for det sociale område med konkrete mål, der skal nås inden 2020.

Ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil regeringen torsdag præsentere sin 2020-plan med konkrete mål for det sociale område, som skal nås inden 2020.

Planen vil blandt andet lægge op til, at antallet af hjemløse i Danmark skal reduceres markant. Ifølge Statsministeriet vil der dog først blive sat tal på ambitionen, når planen bliver fremlagt på et pressemøde efter et regeringsseminar i Helsingør.

- Vi har pligt til at huske på, at samfundet har blinde vinkler. Derfor vil vi nu sætte projektøren på dem, der ikke nødvendigvis bliver løftet, når resten af samfundet er i vækst, siger Helle Thorning-Schmidt i en mail til Ritzau.

Planen ventes at omfatte en række emner indenfor det sociale område.

Medlemmer af regeringen har tidligere talt om, at der skal sættes mål for færre narkodødsfald i 2020, at der skal være færre hjemløse i 2020, og at alle børn, der starter i skole, skal kunne tilstrækkeligt godt dansk.

Helle Thorning-Schmidt ønsker dog ikke at gå i detaljer med planen før fremlæggelsen torsdag, men siger: - Det handler om mennesker, som de færreste danskere møder i deres hverdag. Det handler om mennesker, som dybest set har svært ved at råbe op selv. Derfor har vi brug for en fælles forpligtelse.

- Derfor vil vi i regeringen på torsdag for første gang fremlægge nogle sociale 2020 mål, siger Helle Thorning-Schmidt i mailen. /ritzau/

Bilag 3: Billede af rækværk på Nansensgade, København K. Observeret på en spadsertur en eftermiddag d. 9. Oktober 2013

Bilag 4

’Det er blevet mere mainstream at beskæftige sig med socialt udsatte’ Nogle af de skæbner, som vi før i tiden slet ikke var opmærksom på eksisterede, bliver nu i højere grad beskrevet i dokumentarfilm, radioprogrammer og bøger. Det er på trods af, at den reelle socialpolitik er så godt som forsvundet, mener forsker 24. september 2013 I et lille radiostudie på Radio24syv sidder Gunnar Hansen og fortæller om sit liv. Han er en voksen, velfungerende mand, men sådan har det ikke altid været. Som barn blev han tvangsfjernet og mod sin vilje placeret hos en bondefamilie, der gav ham ar. Ikke kun fysiske ar, som dem Gunnar Hansen har på sine ører fra knytnæveslag eller dem på hænderne fra de gafler, han fik stukket i sig. Der er også aftryk inden i ham, på den måde som et barn bliver mærket, når opvæksten er så langt fra tryg og kærlig, som man kan forestille sig. »Når du blev tvangsfodret, og dine plejesøskende havde hældt voldsomme mængder salt i din mad, hvordan føltes det så,« spørger radioværten Lisbeth Zornig og læner sig en anelse længere ind over bordet mod Gunnar Hansen. »Man bliver frygtelig tørstig bagefter. Det kan jeg godt love. Det er forfærdeligt, mere kan jeg ikke sige,« siger han og kigger ned på sine hænder.

Der bliver stille i studiet. Lisbeth Zornig kigger på sin producer Mikkel Clausen. Der er kun de tre personer omkring bordet. Når historierne bliver rigtig grumme, er der ikke mange steder, øjnene kan flygte hen. Mikkel Clausen nikker til teknikeren i hjørnet af lokalet og en radiojingle går i gang. »Velkommen til Zornigs Zone,« lyder det og radiooptagelserne glider videre.

Ansigt på de udsatte Hele Danmarks opmærksomhed blev rettet mod Lisbeth Zornig, da dokumentaren om hendes opvækst ’Min barndom i helvede’ blev vist på DR1 i 2011. Dengang var Zornig formand for Børnerådet, og detaljerne om hendes egen opvækst præget af misbrug og misrøgt var en øjenåbner for mange danskere. Siden har hun skrevet en bog om sin barndom og mønsterbruddet og arbejder nu en dag om ugen med journalist Mikkel Clausen på programmet ’Zornigs Zone’ på Radio24syv.

Lisbeth Zornigs arbejde har ændret meget for omverdenens syn på socialt udsatte, og har for alvor fået sat spot på de laveste klasser i samfundets levevilkår. Først da Zornig tog danskerne med ud til de steder, hvor hun selv voksede op, blev det gjort

lettere at forstå, hvordan udsatte mennesker i Danmark lever. »Folk tænkte: Gud, hun ligner jo mig i cowboybukser og har en længere videregående uddannelse,« siger journalist og instruktør Louise Detlefsen, som oplever, at der efter Zornigs dokumentar kom en større accept af, at der er nogen i Danmark, som har det svært. Efter at have set Lisbeth Zornigs dokumentar kastede hun sig selv over temaet i dokumentarfilmen ’Den usynlige arv’ om en fattig sønderjysk familie.

En af Louise Detlefsens udfordringer var at finde den rette case, for hun ville ikke beskyldes for at have fundet nogen, som ikke var ’rigtigt’ fattige. »Bare det at sige ’fattigdom i Danmark’ var faktisk lidt tabubelagt. Mange gange endte vi med at diskutere, om der egentligt er nogen, som er fattige i Danmark, og så strandede hele snakken ligesom der,« fortæller Louise Detlefsen. Det viste sig dog på ferielejre for børn med få midler, at der var mange skæbner at vælge mellem.

Dokumentarfilmen blev modtaget positivt og skabte stor debat blandt danskerne.

Louise Detlefsen fornemmer i dag, at der er større interesse og øget samtale om de socialt udsatte.

Efter filmen var blevet vist, modtog familien konvolutter med penge, malerudstyr til deres datter, splinternyt tøj og tilbud om, at deres børn kunne komme på ferie i udlandet. Det overraskede Louise Detlefsen, hvor stor en lyst folk havde til at hjælpe familien. »Jeg tror, der var et ønske i befolkningen om at hjælpe de udsatte børn, som fik lidt luft her,« siger Louise Detlefsen. Hun tror, at det bliver lettere for de fleste at forholde sig til sandheden, når man får konkrete ansigter på dem det handler om.

Alene og overset Dokumentaristen Christian Sønderby Jepsen mener også, at Lisbeth Zornig har spillet en rolle i at tage hul på debatten om en ukendt del af Danmark, men som en del af denne bølge, skal Cavling-vinder Asbjørn With Christensen, som afdækkede Rebild Kommunes behandling af udsatte borgere, også tælles med, mener han. Og de journalister, som gik til bunds i Brønderslev-sagen, hvor en familie med ti børn levede under forfærdelige forhold. »Det er blevet mere mainstream at beskæftige sig med socialt udsatte,« siger Christian Sønderby Jepsen.

Selv står han bag to dokumentarfilm, hvor de laveste klasser i det danske samfund skildres hudløst ærligt. Dokumentaren ’Blodets Bånd’ giver et indblik i, hvordan det egentlig er at leve i en familie med misbrug, tvangsfjernelser og benægtelser. Den prisvindende dokumentar ’Testamentet’ handler om to brødres håb og drømme, hvis

de arver de penge, som de altid har regnet med.

For Christian Sønderby Jepsen har det aldrig været et bevidst valg at skildre de laveste klasser i Danmark. Målet har blot været at fortælle gode historier fra miljøer, man sjældent skildrer i Danmark. »Der er nok ret mange mennesker i Danmark, som føler sig alene og overset, men når de føler sig set, f.eks. i en dokumentarfilm eller i en bog, kan de nok bedre forholde sig til at løse deres problemer. Det er det samme med kærlighedsromaner. Når vi læser dem, får vi også lyst til at løse vores egne kærlighedsproblemer,« siger han.

Efter at have skildret den danske fattigdom hæfter Louise Detlefsen sig også ved, at en mere alsidig beskrivelse af de forskellige miljøer kunne være gavnlig. »Det er da fjollet, at alle danske børnefilm foregår i samtalekøkkener, når virkeligheden ikke er sådan,« siger hun.

I forrige uge fremlagde social- børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen sin sociale 2020-plan og omtalte den som et »paradigmeskift« i indsatsen for de socialt udsatte. De to radiomagere, Zornig og Clausen, fra Radio24syv fornemmer det samme skift, men ser ikke målene som en markør for skiftet. At velfærdssamfundet stadig i høj grad fejler i at hjælpe de socialt udsatte, er ifølge Zornig og Clausen det, som har fået danske borgere til at lukke øjnene op for, at der må være årsager til, at antallet af hjemløse stiger, og at situationer, som den Brønderslev-familien levede i, opstår. »Det er ret kynisk, men politikerne taler om det, som borgerne ønsker. I perioder er det finanspolitik, miljøpolitik, og nu er det så socialpolitik. Det kan være en modedille, men jeg håber, at det holder ved,« siger Lisbeth Zornig Andersen.

Inge Bryderup er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og har skrevet bøger, der beskriver de sidste 100 års socialpolitik. Hun ser ikke umiddelbart et øget fokus på socialområdet. »Det afhænger af, hvor man leder efter fokus. I medierne kan det være rigtigt, men jeg vil snarere sige det modsatte. Fra politisk hold er socialpolitikken næsten forsvundet og er blevet til arbejdsmarkedspolitik eller beskæftigelsespolitik,« siger Inge Bryderup.

Hun mener, at man med Annette Vilhelmsens »paradigmeskift« bevæger sig bort fra grundelementerne ved velfærdsstaten.

»Ved at lave særlige vilkår for særlige grupper i samfundet skaber Annette Vilhelmsen en form for stigmatisering,« siger Inge Bryderup og henviser til de nye sociale 2020-mål, hvor man blandt andet har et mål om, at 50 procent af børn med særlige behov skal gennemføre en ungdomsuddannelse, mens den generelle målsætning er 95 procent.

Producer Mikkel Clausen tror, at der er opstået en »kollektiv flovhed« i samfundet. »Vi har et så rigt samfund, som er så avanceret på alle mulige planer, og så har vi stadig nogle tusinder af mennesker, som har det fuldstændigt ubegribeligt dårligt.

Trods denne kæmpe rigdom og kæmpe ekspertise vi har, er vi faktisk ikke i stand til at hjælpe de mennesker.« Hvis problemerne skal løses, er det ikke kun politik, der skal til. Individet skal også tage ansvaret for fællesskabet på sig, mener Zornig: »Vi bliver som samfund nødt til at række en hånd frem til naboen. Vi har fået sat det hele så forbandet meget i system i Danmark, at vi har glemt, hvordan man gør. Vi har glemt, hvorfor vi oprindeligt formede kommunen. Den er jo blot et formaliseret fællesskab. Vi skal af med denne her systembedøvelse, hvor vi placerer ansvaret hos nogen, vi ikke engang kender. Der er en forestilling om, at nogen må fixe det, og vi har betalt vores skat.« Socialklassetolk Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, er umiddelbart positiv over for beskrivelser af socialt udsatte i medierne. Men ikke uforbeholdent. »Det er med til at give mange borgere et langt bedre indblik i, hvordan hverdagen ser ud for socialt udsatte borgere, og det kan fremme forståelsen for, hvilke problemer de udsatte borgere lever i,« siger Jann Sjursen og tilføjer sin betænkelighed ved den øgede fokus på socialt udsatte især i realityprogrammer. »De socialt udsatte kan blive en del af den underholdning, som tv-dækningen også er.

Selvfølgelig kan man gennem dokumentarer formidle en virkelighed, som mange af os ikke har en jordisk chance for at kende til, men mediet skaber også en kunstig relation, hvor nogen passivt kigger på og andre lader sig underholde,« siger Jann Sjursen.

Den kritik er producer Mikkel Clausen glad for, at programmet Zornigs Zone aldrig har fået. Når Gunnar Hansen fra dagens optagelser fortæller om sin opvækst, skal han ikke være underholdning for underholdningens skyld. »I dag bliver de socialt udsatte ofte portrætteret i reality-tv. Bare tænk på De Unge

Mødre og Big Brother. Medierne bruger socialt udsatte som underholdning og til at skaffe seertal. Vores program handler om at give de udsatte en stemme, så man faktisk sætter sig ned og lytter til, hvad for nogle liv de har levet,« siger Mikkel Clausen.

Han mener, at man først kan ændre vilkårene for de svageste borgere, når man ved, at de og deres problemer eksisterer. Og her ser han Lisbeth Zornigs rolle som en helt unik indgang. »Hun er en socialklassetolk,« siger Mikkel Clausen og Lisbeth Zornig nikker medgivende. »Jeg ser mig selv som sådan en tværkulturel andengenerations indvandrer, der taler flere sprog,« siger hun, da hun har sagt farvel til Gunnar Hansen og byder dagens næste gæst – en forsker i socialpolitik – velkommen.

Bilag 5

Kronik: Er ligeværd stadig en dansk værdi? (uddrag) Berlingske Tidende | 04.09.2009 | | Sektion: Kultur & Debat Side 17 | 1206 ord | Artikel-id: e1a8612e |

Princippet om, at alle mennesker har lige værdi, trues både af lovgivning og af generelle samfundstendenser. Men det første mål i en værdipolitik må være en grundlæggende tro på, at alle levende mennesker i samfundet har lige værdi. af KNUD VILBY, formand for Socialpolitisk Forening Ordene værdi og værdighed har samme historiske rod.

Værdipolitik handler både om værdighed og værdier, ikke i økonomisk forstand, men på det menneskelige plan. Derfor står der også i artikel 1 i menneskerettighedserklæringen, at »alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder«. Et samfund består af alle dets borgere, og de har alle værdi og værdighed. Historien har gruopvækkende eksempler på, hvordan det går, når man begynder at udpege de ' mindreværdige'.

Vi kan derfor ikke tale om danske værdier og værdipolitik uden at tale om lige værdighed for mennesker i Danmark. Da Socialministeriet i 2003 holdt et værdiseminar, skete det på grundlag af et oplæg fra ministeriet om »Værdier i socialpolitikken«. Der blev beskrevet seks bærende værdier: selvbestemmelse, værdighed, retfærdighed, social tryghed, social integration og social bæredygtighed.

Og i afsnittet om værdighed stod der, at det er en grundlæggende forventning, at hver enkelt har værdi i sig selv og med rette kan forvente andres anerkendelse af dette, herunder de sociale myndigheders. »Værdighed er derfor ikke noget, man skal gøre sig fortjent til gennem en særlig indsats, eller noget man kan opnå i kraft af særlige talenter eller karakteregenskaber«. Med værdighed følger anerkendelse, og anerkender vi ikke hinanden, går det galt.

I Socialpolitisk Forening mener vi, at denne grundlæggende værdi

- lige værdighed - i dag er truet. På et tidspunkt, hvor værdipolitikken igen er på den politiske dagsorden, er det helt centralt, at den også kommer til at handle om lige værdighed for alle. Det har været en central dansk værdi, siden man for mange, mange år siden opgav at dele mennesker op i værdigt og ikkeværdigt trængende og opgav en social lovgivning, der førte til tab af borgerlige rettigheder for mennesker, der ikke blev vurderet som ' værdigt' trængende.

Jeg vil gerne især pege på to centrale områder, hvor både lovgivningen og den generelle samfundsudvikling truer danskernes lige værd og lige værdighed.

Det ene er den reelle genindførelse af begrebet værdigt trængende i dele af social-og beskæftigelseslovgivningen.

Det andet er det tab af lige værdi og værdighed, som følger af større ulighed i samfundet, og af at ikke mindst flere børnefamilier i dag lever i langvarig relativ fattigdom.

Gennem de senere år er der gennemført lovgivning om en række reducerede sociale ydelser, såkaldte incitamentsydelser, for at få flere ud på arbejdsmarkedet, og store dele af den lovgivning, der tidligere var socialpolitik, er overført til Beskæftigelsesministeriet.

Det solidariske princip med ens ydelser til alle er erstattet med et mere markedsbaseret system og skønsmæssige ydelser, der vurderer og opdeler folk.

Man reducerer sociale ydelser til udvalgte minoritetsgrupper for at tvinge og presse dem ind på arbejdsmarkedet. Nogle kommer ind, men nogle er for svage og er, trods dette pres, ikke i stand til at få arbejde og sidder tilbage både med færre penge og reduceret værdighed. Der sættes i denne beskæftigelsesfokuserede politik lighedstegn mellem samfundsværdi og økonomisk værdi, det vil sige værdi på arbejdsmarkedet. Kun hvis man har muligheder på en arbejdsplads, er man rigtigt værdig.

Danmark er et af de områder i EU, der har den højeste beskæftigelsesgrad. Eksperterne mener, at vi, trods stigende ledighed, har brug for, at endnu flere arbejder endnu længere, men

det må ikke føre til, at vi betragter mennesker som mindre værdifulde, fordi de ikke kan arbejde.

Tendenser til at opdele samfundet i dem, der »bidrager økonomisk« og dem der »er en byrde«, øges i disse år. Men den form for værdisætning truer princippet om, at alle mennesker i samfundet er værdifulde - har lige værdi - uanset om de er børn eller gamle, stærke eller svage, arbejdsduelige eller handikappede.

Uanset om de bidrager med formaliseret indtægtsgivende arbejde eller på anden måde.

Det første mål i en værdipolitik må være en grundlæggende tro på, at alle levende mennesker i samfundet har lige værdi.

I 1990erne under Nyrup-regeringen begyndte de økonomiske statistikker for første gang at vise, at den økonomiske ulighed i Danmark er voksende. Det er fortsat siden. Og vi har fået mere økonomisk fattigdom. Denne fattigdom er ikke kun udtryk for kortvarige økonomiske problemer. Når man trækker de studerende ud af statistikkerne, og når man alene ser på dem, der har levet under EUs fattigdomsgrænse i mindst tre år, så viser tallene markant vækst i antallet af fattige i Danmark. (…)

Derfor er der igen behov for at arbejde for alle menneskers lige værdighed også i Danmark. Vi må sikre, at det bliver en central dansk værdi.

Bilag 6

Fra traditionel til moderne frivillighed Information.dk, DEBAT, d. 8.04.2011, af Jacob Rathlev Hvis frivillighed skal være med til at løse offentlige velfærdsopgaver, er det afgørende, at man fra politisk side forholder sig til den moderne, individualiserede frivilligheds præmisser Politiske ambitioner om at inddrage frivillige i løsningen af offentlige velfærdsopgaver må tage bestik af det moderne anatomi i det frivillige arbejde. Tiden hvor frivillige påtog sig et vedholdende ansvar for de svage i samfundet, er for længst forbi, og samarbejdet mellem den frivillige sektor og velfærdsstaten må gentænkes på den moderne frivilligheds præmisser. Da VK-regeringen tiltrådte i 2001, blev det skrevet ind i regeringsgrundlaget, at »løsningen af sociale problemer handler ikke kun om offentlige bevillinger og systemer. Derfor ønsker regeringen at inddrage de frivillige, velgørende foreninger stærkere i løsningen af en række sociale opgaver«.

Ganske vist havde man ikke forudset den aktuelle finanskrise og de statslige underskud, men desuagtet ønskede regeringen at diskutere alternativ tilvejebringelse af fremtidens velfærd navnlig i lyset af den såkaldte 'forsørgerbyrde' og man formulerede en målsætning om, at halvdelen af befolkningen skulle udføre frivilligt arbejde.

Hver tredje dansker Før Fogh havde både Reagan og Thatcher peget eksplicit på den frivillige sektor, som en del af løsningen på et voksende pres på de offentlige budgetter, og som en måde hvorpå social ansvarlighed kunne genindføres i den private sfære men også socialdemokratiske regeringer har været optaget heraf.

At det frivillige arbejde rummer betydelige potentialer er ikke vanskeligt at få øje på.

Det stort anlagte Johns Hopkins Comparative Nonprofit Sector Project fortæller os, at Danmark er blandt de førende lande i verden: Godt og vel hver tredje dansker udfører frivilligt arbejde og i et omfang, der svarer til 110.000 fuldtidsansatte.

Moderne frivillighed Men er frivillighed svaret på fremtidens velfærd? Ikke uden videre. Historisk har den frivillige sektor ganske vist udfyldt en stor social rolle i samfundet og været en forløber til velfærdsstaten i kraft af fattighjælp, hospitaler, skoler osv. længe før, at disse sociale opgaver skulle blive institutionaliserede kerneområder i velfærdsstaten.

Fremvæksten af velfærdsstatslige institutioner har imidlertid udvandet de traditionelle frivillige aktiviteter. Solidariteten er blevet institutionaliseret i kraft af velfærdsstaten,

Bilag 7

Flere frivillige – men på egne præmisser Er det kommunen eller den frivillige sociale organisation, der skal løfte velfærdsopgaverne? Og hvordan? I takt med at det offentlige fattes penge, er interessen for civilsamfundet steget. Men processen med at inkludere flere frivillige må ikke blot være en spareøvelse fra kommunal side, for dermed mister man essensen af, hvad de frivillige organisationer kan 15. maj 2013

Røde Kors tror på, at fremtidens velfærdssamfund vil, kan og skal rumme mere frivillig indsats også inden for kerneområderne af velfærd. Men det bekymrer organisationen, hvis kommunen bare vil bruge de frivillige som gratis arbejdskraft. Her hjælper en frivillig med lektielæsning i et udsat Debat Af Susanne Larsen og Anders Ladekarl Gi’ os samfundet tilbage’ – kunne vi sige med en lille omskrivning af Natasjas »Gi’ mig Danmark tilbage«. Sat på spidsen, har vi i Danmark nærmest udviklet en sær social blufærdighed, der gør, at vi giver op over for vores medmennesker.

Vi er blevet vænnet til at stille spørgsmålet: ’Hvad kan samfundet gøre for mig’, frem for at stille spørgsmålet: ’Hvad kan vi hver især gøre for hinanden?’.

Det kan se ud, som om civilsamfundet er blevet passiviseret, og vi har glemt, at velfærdssamfundet er os alle sammen. Velfærdssamfundet er ikke synonymt med den offentlige sektor. Det er dig og din nabo. Det er borger til borger, der danner fællesskaber og tager ansvar for hinanden.

Lige nu er civilsamfundets rolle i fremtidens velfærdssamfund til debat. Er det kommunen eller den frivillige sociale organisation, der skal løfte velfærdsopgaverne?

Og hvordan?

I vores optik er det et problem, når kommunerne selv rekrutterer frivillige til f.eks. biblioteker og plejehjem. Det er et problem, fordi kommunale frivillige ikke har en fælles ramme, de kan agere i. De har ikke et fælles værdigrundlag, de kan stå på. Og de kan ikke være fortalere for den ældre, der har brug for at få gjort ordentligt rent.

Samarbejdet mellem kommunen og den frivillige kommer i stedet til at handle om, hvem der må hvad. Hvem må skifte en ble eller købe en liter mælk – eller sørge for at biblioteket er åbent? Samarbejdet mellem kommunen og frivillige bliver en arbejdskamp frem for et samarbejde om, hvordan vi gør det, vi hver især – sosuassistenten og den frivillige – er bedst til.

I starten af maj inviterede regeringen 35 udvalgte organisationer og kommuner til at tilbringe et døgn sammen for at diskutere, hvad der skal stå i et nyt frivilligcharter for samspillet mellem ’foreningsdanmark’ og det offentlige. Det skal erstatte det gamle charter fra 2001 – et dokument skrevet af repræsentanter fra foreninger, kommuner

m.fl. for »at styrke og udvikle samspillet gennem grundlæggende værdier og fælles rammer for samspillet«. Charteret blev imidlertid aldrig brugt aktivt, hvorfor der er behov for et nyt.

Regeringens dagsorden er samskabelse. De ønsker at lave en fælles aftale om, hvem der skal løfte hvilke opgaver i samarbejdet mellem kommunen og den frivillige organisation. Den dagsorden er fagbevægelsen også glad for. De vil gerne have spilleregler for, hvordan sosu-assistenen og den frivillige skal samarbejde på plejehjemmet.

Det vil vi ikke. Vi mener ikke, at man kan sætte grænser for at være medmenneske.

Og det er jo det, man forsøger, når man vil lave spilleregler for, hvilke opgaver kommunen selv skal løse, og hvilke opgaver, frivillige organisationer skal inddrages i.

Det offentliges udvidede rolle I dag oplever snart sagt alle frivillige organisationer en massiv vækst i antallet af frivillige. Det viser os, at civilsamfundet ikke er blevet helt inaktivt. Tværtimod ser vi en stigende villighed til igen at drage omsorg for hinanden. Alene i Røde Kors er vi nu knap 30.000 frivillige, der lokalt yder en social indsats i Danmark.

Vi har set, at det offentlige gennem de seneste 40 år i stigende grad er gået ind på områder, der vedrører mellemmenneskelige relationer. Det er sket, samtidig med at vi som familier er flyttet længere væk fra hinanden, at vi lever i større byer, at vi bliver ældre, og at vores kommunikationsformer har ændret sig. Det har betydet, at vi ikke skovler sneen for den ældre dame ved siden af. Vi inviterer ikke den enlige mor nedenunder til mad. Eller tager børnehavevennen med i biografen. Vi sætter os ikke på plejehjemmet og holder den døende tante i hånden. Eller tager hjem til den kollega, der er sygemeldt med stress.

Vi tænker, at det skal det offentlige tage sig af. Eller også gør vores blufærdighed, at vi ikke vil trænge os på. Og det er ikke godt nok.

En del af et fællesskab Her kan vi som frivillige sociale organisationer noget. Vi skaber fællesskaber, der inkluderer gamle, unge, kvinder, mænd, etniske minoriteter, de skæve eksistenser, handicappede – dig og mig. Vi kan give den ramme, der gør, at man tager skridtet og ringer på naboens dør. Ikke som sig selv, men som et fællesskab – en samlet frivillig organisation. Det er én af de ting, der adskiller frivillighed i en kommune fra frivillighed i en værdibaseret organisation som Røde Kors. Kommunerne hyrer individuelle frivillige til at løse en opgave for kommunen. Det kan være på et plejehjem, et bibliotek eller som mentor for en ung arbejdsløs. Når man har løst sin opgave, går man hjem. Man yder sin indsats ud fra egne og ikke fælles værdier. Man skaber ikke et netværk for den, man yder en frivillig indsats over for – eller for sig selv.

I Røde Kors står vi på værdier som medmenneskelighed, neutralitet og frivillighed. Vi bruger værdierne helt konkret hver dag som et fælles udgangspunkt for alle frivillige i Røde Kors. Så den frivillige besøgsven på plejehjemmet eller den frivillige i genbrugsbutikken er rustet til at sige ja eller nej til en opgave som f.eks. et bleskift med udgangspunkt i deres egne grænser.

Vi tror på, at fremtidens velfærdssamfund vil, kan og skal rumme mere frivillig indsats også inden for kerneområderne af velfærd. Men det bekymrer os, hvis kommunen bare vil bruge os som gratis arbejdskraft. Og det kan let komme til at se sådan ud, når kommunen selv hyrer frivillige til det værested, de har skåret ned på, eller på det bibliotek, hvor de har indskrænket åbningstiden. Hvis kommunen laver en spareøvelse, vil det bedste være at tone rent flag.

Historisk har civilsamfundet gennem det seneste århundrede traditionelt fungeret som innovatør. Det er her, nye løsninger er blevet udviklet – for efterfølgende at blive overtaget af det offentlige. Eksempelvis sygekasserne som startede som frivillige foreninger for i 70’erne at blive overtaget af det offentlige og blive til Sygeforsikringen Danmark.

Er det, vi ser nu, i virkeligheden, at pendulet er ved at svinge tilbage, fordi vi skal tage et fælles ansvar for vores samfund? Har civilsamfundet mulighed for at genindtage de områder, hvor det handler om mellemmenneskelige relationer i stedet for at være en del af den spareøvelse, vi tror, det er? Set i det lys bliver grænsediskussionen overflødig. For man kan ikke sætte grænser for medmenneskelighed. Men man kan respektere det, vi hver især står for.

En civilsamfundsstrategi Vi har foreløbigt sagt ja til at være med til at skrive det nye frivilligcharter, og vi deltog derfor på den føromtalte camp i begyndelsen af maj. Men vi har samtidig sagt til de involverede ministre, at vi ikke synes, at den proces, de har sat i gang, giver frivillige reel mulighed for indflydelse.

I diskussionerne om et nyt frivilligcharter har vi lagt vægt på, at frivillige skal respekteres og anderkendes – ikke for at være et supplement til det offentlige, men for at have en egen værdi. Vi kan udvikle og løfte opgaver, det offentlige ikke kan og lære borgerne at være en del af et demokrati.

Men det vigtigste for os er, at regeringen skal følge charteret op med en civilsamfundsstrategi, hvor der etableres forpligtende rammer for, hvordan regeringen vil støtte civilsamfundet. Det handler både om økonomiske rammer og afbureaukratisering, men det handler mest af alt om at have en vision for, hvilket aktivt civilsamfund regeringen ønsker at støtte. Regeringen skal tage et medansvar for at bringe værdierne tilbage på dagsordenen. Og i den øvelse kan de med fordel hente inspiration i den civilsamfundsstrategi, Danmark har vedtaget for udviklingslandene.

Hvis regeringen vil forpligte sig til det, vil vi for vores del forpligte os til at bevare vores innovationskraft, vores fortalerrolle, vores engagement i at skabe bedre vilkår for samfundets svageste, vores rolle i forhold til at skabe fællesskaber for alle samt tilføre flere frivillige. Og ikke mindst vil vi tage ansvar for med afsæt i vores værdier at vise vores tillægsværdi. Vi vil have samfundet tilbage.

Susanne Larsen er præsident, og Anders Ladekarl er generalsekretær i Røde Kors i Danmark

Bilag 8

Interview med Anna Eistrup, én af de 4 koordinatorer bag Pantbørsen Følgende tekst er fundet på pantbørsens hjemmeside: Pantbørsen er et socialt initiativ drevet af frivillige kræfter, flittige panthentere og gavmilde pantgivere.! Pantbørsen formidler direkte kontakt, så flasker og dåser bliver til kroner, som kan gøre gavn.

Konceptet kort fortalt 1. Via Pantbørsen finder du et mobiltelefonnummer til en panthenter i dit nærområde.

2. Ring til panthenteren og aftal et tidspunkt, hvor panthenteren henter tomme flasker og dåser på din adresse.

3. Panthenteren indløser flaskerne og får udbyttet i kroner og ører.

Det handler om at hjælpe hinanden Pantbørsens ambition er at give socialt udsatte københavnere mulighed for at forbedre deres tilværelse ved at skabe såvel indkomst som indhold i hverdagen.

Pantbørsen skaber rammerne om et betydningsfuldt møde mellem københavnere fra forskellige sociale lag, der ellers sjældent ville opstå. Samtidig løser Pantbørsen et praktisk hverdagsproblem for mange københavnere, der nemt og hurtigt kan blive deres tomme flasker kvit.

Tak til pfandgeben.de for inspiration.

Hvorfor startede I i sin tid dette projekt?

Marie Thomsen, som er en af iværksætterne bag Pantbørsen, fik kendskab til projektet gennem et ophold i Berlin, hvor projektet har eksisteret flere år. Hun syntes så godt om idéen at hun ville prøve den af i København også, dog med enkelte justeringer, bl.a. med en andet visuel identitet. Desuden var det et

tidspunkt i hendes liv, hvor hun manglede lidt spænding og følte et større behov for at gøre noget meningsfuldt.

Hvor mange benytter sig af initiativet?

Der er cirka 50 panthentere fordelt rundt i København, og vi ved ikke hvor mange der reelt set er pantgivere. Netop denne manglende registrering er et lidt et svagt punkt, da vi derved ikke kan få nogen konkret tilbagemelding på, hvordan man som pantgiver oplever denne form for tjeneste. I vores opstartsperiode prøvede vi via vores facebook side, at få en direkte kontakt til brugerne, og det var kun enkelte, som kom med en en tilbagemelding på, hvordan deres oplevelse og møde havde været med panthenteren. Det skal og understreges, at projektet er tænkt som en platform, som skal holde sig selvkørende, hvor vi har opsat rammerne for mødet mellem panthentere og pantgivere.

Hvem er de såkaldte pantgivere?

De er socialt udsatte, oftest på kontanthjælp. Nogle bor på et herberg, eller er tilknyttet et værested, da der indimellem har været en person på pågældende værested, som har hjulpet pantsamleren med at udfylde formularen. Vi har også nogle som er illegale, og en del udlændige, som ikke taler dansk.

Selvom I ikke har nogen direkte kontakt til pantgiverne, har I så alligevel en fornemmelse af, hvem der benytter sig af pantbørsen? Endvidere har I haft en bestemt målgruppe i tankerne?

Vi har haft to målgrupper i sigte: Den unge studerende, som lægger en ære i at tænke på samfundet det omgiver sig med. Generelt at tænke på de udsatte og være åben, tolerant og samtidig være en slags first-mover, da vi netop tror på, at det er sejt og cool at tænke på andre end sig selv. Så det på den måde, er det også er et statement udadtil, at man benytter sig af pantbørsen. Den anden målgruppe er den travle børnefamilie, som ikke lige har tid til at gå ned med flaskerne og derved ligger der et større fokus på selve handlingen, som panthentere udfører. Dog er der ingen tvivl om, at alle der benytter pantbørsen, til en vis grad er bevidste om at de gør noget for en god sags tjeneste.

På jeres hjemmeside har I beskrevet en meget udførlig og letaflæselig procedure (både tekst og billedeligt materiale) ift. hvordan man som pantgiver, kommer af med sine flasker til panthenterne - har I efterfølgende stødt ind i nogle udfordringer eller problematikker ift. kontakten mellem de to parter?

Vores venner og bekendte, som har været pantgivere har udtrykt, at det har været meget grænseoverskridende at skulle ringe op til panthenterne. Som f.eks hvordan skal man lige formulere at man har nogle flasker, som de gerne må komme og hente, uden at de træder personen over tæerne eller på nogen måde kommer til at lyde nedladende.

Der var en dag en helt konkret kritik, som var blevet skrevet i vores forum på Facebook, hvor en pantgiver havde udtrykt sin utilfredshed med, at den panthenter han havde ringet til, havde virket utrolig sløv og træt i telefonrøret.

Han havde helt klart forventet en mere oplagt respons. Dertil kan vi kun sige, at det jo ikke er en reception man ringer til, og man kan som giver ikke forvente at blive mødt med en veloplagt, frisk og smilende panthenter. Det er ikke en service, men et menneske, som på må og få klarer sig igennem hverdagen med de udfordringer, der nu måtte ligge. Dertil skal det siger, at der er en risiko for at panthenterne ikke dukker op, til trods for at man lige har haft dem i røret. Man skal huske at tage højde for, hvor de er i deres liv som socialt udsatte.

Ved du om nogle brugere ringer til den samme panthenter?

Jeg ved fra mine veninder, at de bruger den samme. Jeg prøver selv at ringe til forskellige fra gang til gang, men det er nok mere for at få et bredere indblik i, hvem vi har med i vores projekt. Min veninde ringer altid til den sammen dame, som hun så ved et tilfælde fik ringet op en dag, hvor damen var indlagt på sygehuset og dermed ikke lige kunne komme forbi efter flasker. På den måde kan man godt sige, at forholdet mellem panthenter og pantgiver har potentiale til at udvikle sig i en mere personlig relation, hvis begge parter har interesse deri.

Tror du at det er vigtigt at begge parter føler, at de får noget ud af det?

Ja, vi lægger helt sikkert vægt på ligeværdigheden i projektet. Der er utrolig mange sociale projekter, hvor man på den ene eller anden måde kan være frivillig eller donere et pengebeløb til de socialt udsatte og på den måde ikke får noget igen, på nær en bedre personlig samvittighed måske. For os bag Pantbørsen var det vigtigt at det ikke blev for "tungt" et projekt og derfor prøver vi at løfte det hele lidt ved at understrege at det gavner begge parter. Dog er der selvfølgelig ingen tvivl om, at det gavner den udsatte mere end dem som giver flaskerne væk. Desuden er det ret væsentligt, at når man som pantgiver får hentet sine flasker har mulighed for at sige tak til panthenteren. Dette flytter fokus væk fra medlidenheden, som ellers ofte er en overskyggende følelse man kan have i mødet med den social udsatte.

Bilag 9

Referat af egne interviews tirsdag d. 15.10.2013 omhandlende frivillighedsprojektet “Netværksven for en hjemløs”

Jeg har fået en aftale med Rikke Estrup, som er projektmedarbejder på sekretariatet Missionen blandt Hjemløse1. Rikke arbejder som en af de hovedansvarlige på frivillighedsprojektet “Netværksven for en hjemløs”. Jeg fik lov til at besøge deres kontor, som holder til på “Kollegiet” ude på Gl. Køge Landevej i Valby, hvor jeg fik en snak med Rikke om projektet. Desuden havde Rikke arrangeret et møde med den hjemløse Peder, som har boet på Kollegiet siden 1993 og netop blevet tilknyttet en netværksven.

Fakta om projektet: Projektet “Netværksven” er blevet bevilget økonomisk støtte i en 4-­‐årig lang periode, hvoraf det første 1,5 år er gået. Projektet bygger dog hovedsagligt på frivillige kræfter. Som frivillig netværksven er man tilknyttet en hjemløs. Enten én som bor på Kollegiet, kommer på et af værestederne eller netop er flyttet ud i sin egen bolig. Formålet med projektet er at skabe positive relationer for hjemløse eller tidligere hjemløse og give dem gode rollemodeller i form af ressourcestærke frivillige.

Relationen: Netværksvennen besøger den hjemløse en gang om ugen eller hver 14. dag, enten hos den hjemløse eller begge parter mødes i det offentlige rum. Aftalerne indgåes fra gang til gang, og det første møde foregår sammen med frivilligkoordinatoren, som har kædet de to parter sammen. Under dette møde forventningsafstemmer man ift hvor, hvornår og hvordan møderne mellem den hjemløse og netværksvennen skal foregå. De første par gange rådes de til at holde møderne til et par timer, da det kan være krævende, at skulle lære et nyt menneske at kende. Koordinatorens rolle er mest synlig i opstartsfase, og er også den person, som den frivillige skal tage kontakt til, hvis der igennem forløbet opstår problematikker i relationen mellem den frivillige og den hjemløse. Som frivillig har man hver 3. måned et opfølgende møde med koordinatoren samt andre netværksvenner, og man skal altid henvende sig til koordinatoren, så vidt man ønsker at stoppe relationen eller støder ind i nogle problematikker. På den måde har koordinatoren en funktion, som et bindled mellem de to parter i relationen, men derudover ellers ikke synlig i den interne relation. Man har som udgangspunkt lavet nogle rammer, som skal gøre det så ligetil og ukompliceret at sætte to mennesker sammen, hvor der er fokus på deres fælles interesser, fremfor deres forskelle. Den gode relation plejer at være uafhængig af

1 Missionen blandt Hjemløse (MbB) er en organisation, som har eksisteret siden 1893. MbH

driver Kollegiet, som er et botilbud og et herberg for hjemløse mænde over 30 år, som kan huse op til 148 beboere. MbH råder også over andre institutioner og væresteder, som fx Mændenes Hjem på Istedgade, og RG60, som er et nødherberg og bofællesskab på Nørrebro for unge hjemløse.

koordinatorens videre indblanding, men Rikke tror dog på vigtigheden af, at koordinatoren er tilgængelig for begge parter, da der indimellem opstår konflikter, som ofte er opstået ud fra misfortsåelser: En frivillig kan blive frustreret, hvis beboeren ikke tager sin telefon, og hvis der er gået tilstrækkelig mange dage uden tilbagevendende kontakt fra beboeren, vil den frivillige måske tolke det som manglende interesse. Her er det koordinatorens rolle at tage kontakt til beboeren, finde ud af hvad der har været gund til for den manglende dialog, for så at kunne forklare den frivillige, at beboeren måske ikke var i stand til at tage sin telefon, fordi beboeren i den givne periode havde besluttet sig for at drikke sig i hegnet, for eksempel” Rikke pointerer dermed vigtigheden af, at der et bindeled mellem de to parter i relationen, da det ofte ikke kan undgåes at der opstår misforståelser, når man har så forskellige tilværelser, som er tilfældet i sådan en relation.

Beboeren/den hjemløse2 på Kollegiet: Alle beboerne på Kollegiet er i realtiteten potentielle brugere af projektet, men dog begrænser målgruppen sig alligevel. Der stilles krav om, at de er nogenlunde stabile og fattet omkring deres situation og ikke har udadreagerende adfærd og dermed til fare for deres omgivelser. Dertil skal det siges, at der ligger et kæmpe arbejde hos koordinatoren ift. at få dem overbevist om at en netværksven kan være en givende relation.

Rikke nævner, at det er forskelliget hvordan beboerne har reageret på netop ordet netværksven, og forinden havde de kaldt det en besøgsven: Denne betegnelse blev der ofte reageret negativt på, da beboerne forbandt det med gamle mennesker, som var ensomme. Men netop ensomhed er noget som de fleste af de hjemløse lider af, og det er stadig meget tabubelagt i vores samfund. Derfor har det stor betydning, hvordan man ligesom italesætter dette projekt over for de hjemløse.

Ordet mentor var også inde at vende på et tidspunkt, men så fik projektet lige pludselig en helt anden klang. Som mentor bliver den frivillige tillagt en rolle, som den “lærde” i relationen, og det strider imod vores bestræbelse efter at danne et ligeværdigt møde. Rikke understreger, at de hjemløse har lige så meget at bidrage med ift livskundskaber og har gode og ofte hårde historier at berette om, som er meget vedkommende og interessant for den frivillige. Der lægges vægt på at begge parter får noget ud af relationen.

Den frivillige: På nuværende tidspunkt har de cirka 40 netværksvenner, som er fordelt rundt på de forskellige institutioner, som MbH råder over. Størstedelen af de frivillige har eller har haft forbindelse til socialt udsatte gennem deres arbejde fx som socialrådgiver eller sosu-­‐assistent, og dermed at den menneskelige kontakt noget som ligger naturligt og ligetil for dem. Et fåtal af netværksvennerne har selv haft en baggrund som social udsat på et tidligere tidspunkt i deres liv, men Rikke pointerer hvor vigtigt det er, at de er kommet ovenpå igen: “Som netværksven vil man komme til at møde et menneske, som befinder sig i en sårbar

2 Rikke omtaler ofte den hjemløse som beboeren, hvilket kan lyde lidt modstridende, da man ofte forbinder den hjemløse med de mennesker, som sover og bor på gaden. Definitionen af en hjemløs inkluderer også en person, som overnatter på akut/midlertidig botilbud, som f.eks. herberget Kollegiet.

situation, og derfor er det vigtigt at man ikke bruger den hjemløse til at løse egne problemer med.” Derudover skal den frivillige besidde en vis form for robusthed og være i stand til at rumme mennesker med andre livssyn end sine egne. At være lydhør, åben og endvidere have evnen til at fokusere på muligheder frem for menneskelige barrierer er nogle af de egenskaber, som der søges hos den frivillige. Dertil skal man kunne afsætte tid af til det og gerne med en udsigt til mere end blot for et par måneder. Der er altså ikke sat noget “sluttidspunkt” for relationen : “Den lidt længere tidshorisont spiller ofte en rolle, når den frivillige springer fra, da det for nogen kan føles som en for stor mundfuld.” fortæller Rikke.

For at få skabt en relation drejer det sig om at klæde den frivillige på, så godt som muligt i mødet med den hjemløse, og derfor får den frivillige udleveret en håndbog, hvori en masse spørgsmål vedrørende projektet bliver besvaret.

Derudover skal den frivillige underskrive en tavshedserklæring og en frivilligeaftale, som fungerer som en slags sikkerhed for den frivillige.

Det er og har været en udfordring at finde frivillige til projektet. Hun henviser bl.a. til det store udbud af frivillighedsprojekter, som findes i København på nuværende tidspunkt: “Som frivillig netværksven skal du være klar på at byde ind med dig selv som person, og ikke som profession. Du skal indgå i en relation, hvor samtalen og nærværet er det, som er i centrum, og knap så meget hvad du kan præstere ud fra en faglig vinkel.” I følge Rikke, kan det personlige aspekt være meget grænseoverskridende for begge parter

Det ligeværdige møde: For at fremme et ligeværdigt møde, så skal de to parter helst foretage sig aktiviter, som er gratis eller noget, hvortil MbH har fået doneret fribilletter eller lignende tilbud. Rikke understreger, at den frivillige ikke forærer den hjemløse værdigenstande eller betaler for kaffe eller lignede, når de mødes. Der må så at sige ikke være nogen form for økonomisk indblanding fra de respektive parter.

Denne regel er i følge Rikke, med til at holde relationen ligeværdi. Desuden er der en tydelig regel om, at den hjemløse ikke må inviteres med hjem til netværksvennen, da deres relation skal udspille sig på så neutral grund som muligt. Det er jo ingen hemmelighed at den frivillige er den resurcestærke i relationen, men kan skabe nogle rammer, som gør det muligt at få de to parter til at mødes på så neutral grund som muligt.

Bruger af projektet “Netværksven”

Peder, som er 65 år, født og opvokset på Østerbro, er hjemløs og har været beboer på Kollegiet i snart 15 år. Han er en af de ældste beboer på herberget , og han stiller ofte op til diverse interviews. Jeg er blevet inviteret indefor i Peders værelse, som på knap 8 kvm ikke kan rumme meget mere end en seng, et skrivebord, og så lige et tv. Som gæst bliver man hurtig klar over, at Peder har en særlig interesse for biler og sport, da hans vægge er overdynget med plakater.

Der lugter af røg på det lille indeklemte værlese, og jeg har fået en kande kaffe med fra Kollegiets café. Dog holder Peder sig til sin elefantøl, som han ikke lægger skjul på er en fast daglig indtagelse, og til tider tager det overhånd, især hvis der er en spændende sportbegivenhed i tv’et, tilføjer Peder.

Peder fortæller mig, at han bruger meget at sin tid alene på sit værelse, og til at starte med ikke kunne forestille sig at det ville gøre nogen gavn at få tilknyttet en netværksven, eller besøgsven, som han ynder at kalde det: “det der med en netværksven lyder sgu så fornemt… det er jeg ikke til” Peder har en uddanelse som typograf, har haft forskellige koner, men har været hjemløs siden midten af 40’erne. Han siger meget kort, at pengene smuldrede imellem fingrene på ham. Han nævner dog også, at han mistede begge sine forældre i en alder af 20 år, og at han de efterfølgende år ikke helt kunne finde ud af, hvordan han skulle gebærde sig. Flere detaljer kommer der ikke frem, udover at han er enebarn, og ikke har kontakt til noget familie eller venner. Jeg fornemmer ret hurtigt, at Peder har fortalt sin historie mange gange, og egentlig hellere vil fortælle om, hvordan han traf sin netværksven.

Kollegiets koordinator på projektet havde op til flere gange tilbudt Peder at få en netværksven, men han kunne ikke helt forstå, hvad han skulle bruge sådan en til.

Mødet mellem Peder og Carsten, som hans besøgsven hedder, var nemlig lidt atypisk I forhold til hvordan proceduren normalvis foregår. En dag kom Peder ved et tilfælde i snak med en frivillig, som i forvejen var tilknyttet som netværksven for en af Kollegiets beboer, og de fandt ud af at de havde meget til fælles. Så Peder gik til koordinatoren, og de fik lavet matchet om, så Peder den dag i dag har fået den anden beboers netværksven. Det er nu 2 måneder siden, og Peder er allerede meget begejstret for relationen.

De har indtil videre været ude ved den lille Havfrue og i Tivoli, og Peder fortæller kort og tydeligt om deres nuværende relation: Jeg fortalte Carsten om min fortid og han om sin, og så var der ikke mere i den snak(…) Vi har utrolig mange fælles interesser, f.eks. da vi var nede ved den lille Havfrue kom vi lige pludselig til at snakke om skibe, og vi kunne næsten ikke stoppe igen” .

Peder viser mig sin kalender, hvoraf det tydligt fremgår, at de ses hver 7. eller, 14. dag: “Det er Carsten, som bestemmer hvornår vi skal ses, da det er ham som har mest at se til(…) Jeg kan for det meste altid, medmindre jeg lige skal til tandlæge selvfølgelig” Peder fortæller om den kommende aftale, Hjemløsedagen d. 17. oktober, som han også skal til sammen med sin besøgsven. Han synes det er rart at følges med Carsten, da det kan være lidt anstrengende at skulle hænge ud med de andre beboer. Peder sætter pris på den nære relation, som projektet lægger op til.

Ellers foregår den sociale omgang, når han i selskab med de andre beboer tager på udflugter osv. arrangeret af Kollegiet eller laver mad I fælleskøkkenet : “Stemningen og lydniveauet kan pludselig blive for høj, i takt med at øllene ryger ned…”

Peder har ikke tænkt videre over hvorlænge kontakten mellem ham Carsten og ham, men som det er nu, ser han ingen grund til hvorfor den skulle stoppe.

Bilag 10 Billede 1: NuvĂŚrende visuelle overblik over kontakter

Â