Issuu on Google+

Indholdsfortegnelse

Indledning ……………………………………………

s. 1

Problemformulering ..............................................

s. 1

Metodevalg……………………………………..……

s. 1

Frivillighed – Diskursen ……………………………

s. 2

Frivillighedsprojekter med det ligeværdige møde i fokus

s. 4

Analyse ……………………………………………..

s. 5

Vurdering …………………………………………...

s. 6

Idé-beskrivelse og konklusion…………………….

s. 7


Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

Indledning: Med fast bopæl i København K passerer jeg ofte en hjemløs. Op til flere gange dagligt bliver jeg konfronteret med de hårde facts om, at stigningen i antallet af hjemløse er en realitet1. Trods den kendsgerning, har jeg til stadighed ikke købt et Hus Forbi-blad, som ellers er rimelig let tilgængeligt i det københavnske byrum. Jeg har heller ikke meldt mig som frivillig i et af de utallige sociale projekter, som på den ene eller anden måde hjælper eller sætter fokus den hjemløse. Når der bliver snakket om hjemløse, føler jeg mig som en magtesløs beskuer til et samfundsproblem, som jeg er tilbøjelig til at give politikkerne skylden for. Samtidig undres jeg over min egen fortrængning og forbigåelse af problematikken. Blot det at skulle kigge den hjemløse i øjnene, kan føles grænseoverskridende og ubehagelig. Jeg skammer mig over, at jeg på flere planer forsøger at lukke øjnene for den hjemløses eksistens. Med regeringens 2020-plan2, dokumentarprogrammer om de socialt udsatte3, er der i den grad øget opmærksomhed på hjemløseproblematikken og tiden er moden til at hver enkelt samfundsborger ser realiteterne i øjnene og tager et medansvar på den ene eller anden måde. Om det så udspiller sig i “blot“ at se den hjemløse i øjenene. Det er et godt udgangspunkt for at anerkende et andet menneskes tilstedeværelse og dermed et mere gunstigt udgangspunkt for et ligeværdigt møde. Problemformulering: Hvordan kan man skabe et ligeværdigt møde mellem den hjemløse og medborgeren, og endvidere gennem et kommunikativt tiltag belyse vigtigheden heraf ?

Metodevalg: Det falder mig naturligt at benytte en socialkonstruktuvistisk tilgang, da jeg i min generelle tilgang til mennsker og designløsninger, ofte undres og stiller spørgsmålstegn ved vores selvskabte værdier og normer. Det lægger denne problematik også op til, da jeg vil kigge på et menneskekonstrueret fænomen, ligeværdighed. Jeg vil igennem min empiri4 belyse medborgerens nuværende deltagelse i frivilligt arbejde, og hvordan dette begreb har ændret sig i tiden, sideløbende med menneskets rolle i samfundet har udviklet sig. Jeg vil endvidere under-søge, hvorvidt det påhviler den enkelte medborger at tage hånd om den hjemløse, eller om det er samfundet som instition, hos hvem ansvaret ligger. Dette skal føre til en redegørelse, af hvilken diskurs min problematik udspiller sig i, og dermed vil jeg anfægte ligeværdighedsbegrebet                                                                                                                 1  Se bilag 1 2  Se bilag 2 3

Et dokumentarprogram, hvor man følger en ung dansk pige leve som hjemløs i København.Se litteraturliste!   4  Empiri er i dette tilfælde statistiske oplysninger fra frivillighed.dk, samt diverse artikler jf. litteraturliste

1  


Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

ud fra en kritisk synsvinkel. Endvidere vil jeg igennem min diskursanalyse komme omkring min målgruppe, som jeg endeligt vil definere i forbindelse med min analyse og idebeskrivelse. Jeg vil i slutningen af mit teoriafsnit inddrage to etablerede sociale frivillighedsprojekter, “Netværksven” og “Pantbørsen”, som har det ligeværdige møde mellem mennesker som omdrejningspunkt i deres arbejde. I analysen vil jeg benytte mig af kvalitative metoder i form af semi-strukturede interviews; et telefoninterview, samt to personlige interviews med de to respektive koordinatorer på førnævnte projekter, samt en bruger af “Netværksven”. Jeg vil lave en komparativ analytisk gennemgang af de to projekter, for derefter at kunne belyse deres svagheder og styrker ift. deres potentiale som en case for mit visuelle tiltag. Denne udvælgelse skal føre til min visuelle kampagne, som skal styrke projektets visuelle ramme og desuden flirte med et visuel kampagne, hvor den socialkonstrukvistiske fortolkningsramme er i højsædet.

Frivillighed - Diskursen Den seneste kortlægning5 af danskernes frivillige arbejde fra 2012 viser, at 40 % af danskerne over 16 år udfører frivilligt arbejde, hvilket svarer til omkring 1,8 millioner frivillige. Det vrimler med antallet af tilbud om at blive frivillig, men det er dog mest indenfor områderne idræt, fritid og kultur, som nyder af den høje frivillighedsaktivitet. Det næst-populæreste område er det sociale, hvor 33 % er engageret. Alligevel hersker der en negativ opfattelse omkring danskernes manglende engagement og passivitet, når det kommer til at hjælpe de svage i samfundet. Tiden hvor frivillige påtog sig et vedholdende ansvar for de svage i samfundet, er for længst forbi, og samarbejdet mellem den frivillige sektor og velfærdsstaten må gentænkes på den moderne frivilligheds præmisser6 (J. Ratlev, journalist på Information) Ifølge Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors opstår problematikken, når man begynder at forveksle velfærdssamfundet med den offentlige sektor, og dermed har en forventning om, at det offentlige tager sig af problemerne: Velfærdssamfundet er ikke synonymt med den offentlige sektor. Det er dig og din nabo. Det er borger til borger, der danner fællesskaber og tager ansvar for hinanden.(…) Vi er blevet vænnet til at stille spørgsmålet: ’Hvad kan samfundet gøre for mig’, frem for at stille spørgsmålet: ’Hvad kan vi hver især gøre for hinanden.7                                                                                                                 5  Kilde: Følgende %-tal er fundet på frivillighed.dk- (Center for frivilligt socialt arbejde) Den frivillige sociale indsats – Frivilligrapport 2012 bilag 6 7  Se bilag 7 : citater fra “Flere frivillige- men på egne præmisser” 6  se

2  


Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

Holdingen om at det er “systemet”, som skal tage hånd om de hjemløse, kommer også tydeligt til udtryk i det københavnske byrum, da jeg en dag for nogle uger siden gik på Nansensgade og fik øje på et plankeværk, hvorpå der stod malet: Til Københavns Politiker. Når jeg går ud i byen ser jeg ofte hjemløse Jeg synes det er forfærdeligt at se mennesker ligge på gaden Kan I give dem en hjem og nogle penge Lisbeth Zorning Andersen, tidligere formand for børnerådet, italesætter også ovenstående dilemma, og understreger, at individet skal tage ansvaret for fællesskabet: »Vi bliver som samfund nødt til at række en hånd frem til naboen. Vi har fået sat det hele så forbandet meget i system i Danmark, at vi har glemt, hvordan man gør.(…) Vi skal af med denne her systembedøvelse, hvor vi placerer ansvaret hos nogen, vi ikke engang kender. Der er en forestilling om, at nogen må fixe det, og vi har betalt vores skat.« 8 Konflikten om at vi som danskere er “bedøvet” i vores tilgang til andre mennesker hænger også sammen med Anders Ladekarls udtagelse, om at danskernes mentalitet spiller en væsentlig rolle, når det kommer til mødet med fx samfundets socialt udsatte. Han mener, at vi er for blufærdige og dermed er det et mere et spørgsmål, om at turde tage kontakt til den hjemløse, end det er mangel på villighed. Netop her pointerer han vigtigheden af de frivillige hjælpeorganisationer, som kan gå ind og skabe rammerne for, at man tør åbne op og mødes under gunstige forhold9. Netop nødvendigheden for nogle strukturerede rammer i skabelsen af et ligeværdigt møde er også noget, som formanden for Socialistisk Forening, Knud Vilby, efterspørger. Han kritiserer regeringens fokus på beskæftigelse frem for sociale ydelser, som værende en væsentlig årsag til, at det kan være svært for samfundsborgeren at bibeholde en ligeværdig medmenneskeligt tilgang, når regeringen sætter høj værdi i at få så mange som muligt ud i beskæftigelse. I følge ham er det at opdele samfundet i dem, der bidrager økonomisk og dem, der er en byrde. Denne opdeling er i følge ham, det som truer princippet om at alle mennesker har lige værd: (…)Værdighed er ikke noget, man skal gøre sig fortjent til gennem en særlig indsats, eller noget man kan opnå i kraft af særlige talenter eller karakteregenskaber. Med værdighed følger anerkendelse, og anerkender vi ikke hinanden, går det galt.(…) der igen behov for at arbejde for alle menneskers lige værdighed også i Danmark. Vi må sikre, at det bliver en central dansk værdi."10 Knud Vilby ser altså meget kritisk på både lovgivningen og den generelle samfundsudvikling, og dermed hviler der et endnu større ansvar på borgeren, om at deltage aktivt i kampen om at få ligeværdigheden tilbage i mødet mellem mennesker, hvor uligheden er stor.                                                                                                                 8  Bilag 3 9  Bilag 7 10Bilag

3  

5


Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

Frivillighedsprojekter med det ligeværdige møde i fokus Pantbørsen er et socialt initiativ, drevet af en gruppe unge studerende i midttyverne, som prøver at dæmme op for den blufærdighed, som ellers normalt kan opstå i mødet mellem den socialt udsatte/hjemløse og civilborgeren. De har prøvet at skabe nogle simple rammer for et ligeværdigt møde. Konceptet går ud på, at man som borger kan ringe til en flaskesamler og få sine flasker afhentet af en hjemløs/social udsat. Kommunikationen mellem de to parter foregår via Pantbørsens hjemmeside. Som borger går man ind på hjemmesiden, finder nummeret på en af de oplyste flaskesamlerne11, som er tilknyttet området, man bor i. Derefter kontakter man flaskesamleren og aftaler tidspunktet flaskesamleren skal komme forbi sin bopæl og afhente flaskerne. Pantbørsen lægger vægt på det, at det er en gensidig hjælp og skriver således på deres hjemmeside: Pantbørsen skaber rammerne om et betydningsfuldt møde mellem københavnere fra forskellige sociale lag, der ellers sjældent ville opstå. Samtidig løser Pantbørsen et praktisk hverdagsproblem for mange københavnere, der nemt og hurtigt kan blive deres tomme flasker kvit.12 Missionen blandt Hjemløse (MbH)13har med deres frivilligprojekt, “Netværksven for en hjemløs”, også fokus på mødet og i højere grad relationen mellem borgeren og den hjemløse. Som netværksven er man, som borger tilknyttet en hjemløs, der enten er tilknyttet et herberg, bruger af et værested eller netop flyttet ud i sin egen bolig. Formålet med projektet er at skabe positive relationer for hjemløse eller tidligere hjemløse og give dem gode rollemodeller i form af ressourcestærke frivillige. Netværksvennen besøger den hjemløse en gang om ugen eller hver 14. dag, enten hos den hjemløse eller begge parter mødes i det offentlige rum. Aftalerne indgåes fra gang til gang, og det første møde foregår sammen med frivilligkoordinatoren, som har kædet de to parter sammen. Under dette møde forventningsafstemmer man ift. hvor, hvornår og hvordan møderne mellem den hjemløse og netværksvennen skal foregå. Ligesom “Pantbørsen” lægger man vægt på at den frivillige også får noget ud af relationen: (…)Til gengæld får du mulighed for et venskab med en person, som trænger til social kontakt, men som også har noget at give.14 Analyse:                                                                                                                 11  bilag 12- se billede 1! 12  bilag 8 – 1. side: Infomationer udelukkende fra deres hjemmeside 13

Missionen blandt Hjemløse (MbB) er en organisation, som har eksisteret siden 1893. MbH driver Kollegiet, som er et botilbud og et herberg for hjemløse mænde over 30 år, som kan huse op til 148 beboere. MbH råder også over andre institutioner og væresteder, som fx Mændenes Hjem på Istedgade, og RG60, som er et nødherberg og bofællesskab på Nørrebro for unge hjemløse. 14  Bilag 9 tekst taget fra eget referat af interview. Citatet er fra deres hjemmeside: http://kollegiet.info/du-kan-hjaelpe/bliv-frivilig/besoegsven/

4  


Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

“Pantbørsen” og “Netværksven” er begge projekter, som lægger vægt på, at danne en platform og nogle faste rammer for, at mødet mellem borgeren og den hjemløse kan være så selvkørende som muligt. Dog er der er væsentlig større indblanding fra kooordinatorens side i “Netværksven”. Dette hænger selvfølgelig sammen med relationens omfang, som sammenlignet med “Pantbørsens” er langt mere forpligtende, personlig og tidskrævende. Eftersom relationen hos “Pantbørsen” er et øjebliks møde foran en husdør, er der stadig forbundet visse udfordringer med mødet. Især den første kontakt som sker gennem telefonopkaldet: “(…) det har været meget grænseoverskridende at skulle ringe op til panthenterne. Som f.eks hvordan skal man lige formulere at man har nogle flasker, som de gerne må komme og hente, uden at de træder personen over tæerne eller på nogen måde kommer til at lyde nedladende,” udtrykker en frivillig pantgiver15. Denne form for akavethed finder som regel ikke sted i selve mødet mellem den hjemløse og netværksvennen. Her er det mere den frivilliges overvejelserne omkring hvad han/hun kan byde ind med, som kan virke grænseoverskridende: “Som frivillig netværksven skal du være klar på at byde ind med dig selv som person, og ikke som profession. Du skal indgå i en relation, hvor samtalen og nærværet er det, som er i centrum, og knap så meget hvad du kan præstere ud fra en faglig vinkel.” Fra den hjemløses side kan beslutningen om at få en besøgsven også virke grænseoverskridende. Hertil pointerer Rikke, projektkoordinatoren på “Netværksven”, at de har været meget bevidste om, hvordan de ligesom italesatte ideen overfor den hjemløse: Ordet mentor var også inde at vende på et tidspunkt, men så fik projektet lige pludselig en helt anden klang. Som mentor bliver den frivillige tillagt en rolle, som den “lærde” i relationen, og det strider imod vores bestræbelse efter at danne et ligeværdigt møde.16 Noget for noget-mentaliteten er noget begge projekter er meget bevidste om i i deres markedsføring, og tror på vigtigheden af dette element, for at man kan tiltrække den frivillige: (…) det er ret væsentligt, at når man som pantgiver får hentet sine flasker har mulighed for at sige tak til panthenteren. Dette flytter fokus væk fra medlidenheden, som ellers ofte er en overskyggende følelse man kan have i mødet med den social udsatte. For os bag Pantbørsen var det vigtigt at det ikke blev for "tungt" et projekt, og derfor prøver vi at løfte det hele lidt ved at understrege at det gavner begge parter. Dog er der selvfølgelig ingen tvivl om, at det gavner den udsatte mere end dem som giver flaskerne væk. At den frivillige i begge projekter er den ressourcestærke er ingen hemmelighed, men for at bibeholde det mest ligeværdige møde, er det væsentligt at mødet foregår på så neutral grund som muligt. Projektet “Netværksven” har en regel om, at den frivilllige ikke må invitere den hjemløse                                                                                                                 15  bilag 8, sidste afsnit side 2 16  bilag 9, midterste afsnit side 2 5  


Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

med hjem, og de skal istedet benytte sig at offentlig aktiviteter og gratis forlystelser. Desuden må der ikke være nogen økonomisk indblanding fra begges sider. Dette skal sikre det ligeværdige møde, og holde fokus på deres fælles interesser. Den økonmiske gevinst og dermed uligheden, som flaskesamleren får at føle, skulle gerne udhviskes ved at han/hun selv skal opsøge den frivillige pantgiver. Dermed yder flaskesamleren også en tjeneste, og det kan opretholde det ligeværdige møde. Vurdering De to projekter differencierer sig meget ift. hvor stor en indsats og tid, man som frivillig lægger i relationen. Det bevirker, at de umiddelbart henvender sig til vidt forskellige målgrupper. Man kan tale om den traditionelle frivillighed, som primært er den målgruppe projektet “Netværksven” henvender sig til og så til den moderne frivillige, som læner sig op ad “Pantbørsens” målgruppe. Det som kendetegner den traditionelle er, at have sociale opgaver som omdrejningspunkt, hvor engagementet er længerevarende, sammenhængende og intensivt. Derimod er den moderne frivillige engageret i egen sfære, baseret på individualitet, med et kortvarigt, lejlighedsvis og begrænset engagement.17 Begge projekter har udtrykt problematikken ift. til kontakten til de frivillige. Især projektet “Netværksven” oplever det som en kæmpe udfordring, at man som udgangspunkt skal have mod og lyst til en længerevarende relation, og det sker ofte at personen springer fra. Derimod ligger der en styrke i den målgruppe, som “Pantbørsen” prøver at ramme, da det kan være en meget kort kontakt. Man kan dog gå ind og argumentere for, hvorvidt relationen skaber værdi hos den hjemløse panthenter, sammenlignet med hvor stor en glæde, den hjemløse får ud af den nære relation til sin netværksven. Der hersker altså ingen tvivl, om at projektet “Netværksven” skaber mere værdifulde relationer, sammenlignet med hvad “Pantbørsens” koncept lægger op til. Dog vil jeg læne mig op af min problematik med fokus på det første umiddelbare møde mellem mig, som borger, og den hjemløse. Altså det møde, hvor man forinden, ikke har indvilget i at indgå i en relation eller blevet sat op, som er tilfældet med projektet “Netværksven”. Derfor vurderer jeg “Pantbørsen” som en mere oplagt case ift. at gå ind og arbejde netop med det umiddelbare møde. Desuden har “Pantbørsen” potentiale til, at man som frivillig kan skabe en tættere relation, hvis man som sagt ringer til den samme person, når man skal have hentet sine flasker. Gennem mit møde og interview med Peder18, erfarede jeg også, at det ikke var spor grænseoverskridende at møde, såvel som at føre en samtale med ham. Tværtimod var det hyggeligt, og jeg havde intet problem med at holde øjenkontakten. Jeg konkluderer, at det hænger sammen med, at Peder forinden havde indvilget i at ville tale med mig, og mødet var blevet arrangeret af projektkoordinatoren.                                                                                                                 17

se bilag 6, citat fra artikel: Fra traditionel til moderne frivillighed bilag 9, sidste afsnit af referat

18  se

6  


Sofie Gammelgård Jensen, 040787, Pba-hold: Communication

d. 18.10.2013

Jeg tror, at projektet “Netværksven” største udfordring ligger i at, projektet henvender sig til en for snæver gruppe af frivillige. Denne påstand understøttes af undersøgelsen i Frivilligrapporten fra 201219, som oplyser, at unge frivillige mellem 16 og 29 år er den aldersgruppe, som bruger flest timer på frivilligt arbejde, godt 20 timer pr. måned. Da projektet “Netværksven” søger det modne robuste mennesker, helst over 30 år, afskærer projektet sig fra en potentiel stigende målgruppe. Til gengæld er det denne målgruppe, som “Pantbørsen” vil forsøge at henvende sig til: Den unge studerende, som lægger en ære i at tænke på samfundet det omgiver sig med. Generelt at tænke på de udsatte og være åben, tolerant og samtidig være en slags firstmover, da vi netop tror på, at det er sejt og cool at tænke på andre end sig selv. Så det på den måde, er det også er et statement udadtil, at man benytter sig af pantbørsen20. Idé-beskrivelse og konklusion Som tidligere nævnt var der et grænseoverskridende element hos den frivillige i at skulle tage kontakt til den hjemløse gennem telefonen. Det er denne konflikt, som jeg igennem et visuelt tiltag vil løse. Dette kunne gøres, ved at vise mere af panthenterens identitet, og et selvportræt vil være oplagt at sætte op ved siden af telefonnummeret21. Eftersom vi som mennesker spejler os i hinanden, vil vores aflæsning af dens ydre, måske medvirke til, at det ikke virker nær så grænseoverskridende at skulle ringe til den hjemløse. Ydermere ville man ud fra et billede nemmere kunne anslå en alder, etnicitet og dermed være forberedt på evt. dialekt eller anderledes tiltaleform, når man kontakter panthenteren. Ud fra egen refleksion over, hvilke forhold der skal til for at jeg føler mig bedst klædt på til at møde et andet menneske i øjenhøjde, ville et billede af personen gøre det mindre grænseoverskridende at skulle invitere ind i min opgang og dermed kan dette visuelle tiltag skabe gunstige rammer for at ligeværdigt møde. Mit løsningsforslag henvender sig udelukkende til den frivillige, selvom der sagtens kunne være belæg for at kigge på den hjemløses rolle i projektet. Jeg har dog valgt at målrette mit produkt til målgruppen, hvori jeg selv placerer mig, som dermed fører tilbage til min egen undrende tilgang til problematikken. En mere socialkonstruktivist og provokerende måde at belyse det ligeværdige møde, kunne ydmynte sig i Københavns bybillede. “Pantbørsens” tydelige reference til Københavns “Børs”, kunne lægge op til at hænge store billeder (1x 2meter) op af hjemløse panthentere på Børsens facade. Den hjemløse vil være en tydelig kontrast til Børsens betydning og symbolik og ydermere en kommentar til samfundet om et ligeværdigt møde. Et sådan clash kunne være et led i en mere aggressiv og humoristisk kampagne fra “Pantbørsens” side.                                                                                                                 19  Kilde: Følgende %-tal er fundet på frivillighed.dk- (Center for frivilligt socialt arbejde) Den frivillige sociale indsats – Frivilligrapport 2012 8, side 2 afsnit 3 21  bilag 10 20  bilag

7  


Litteraturliste Avisartikler: “Antallet af hjemløse i Danmark er vokset markant” Politiken.dk, sektion “Danmark” d. 10.08. 2013, skrevet af Maria Bruun-Schmidt “Det er blevet mainstream at beskæftige sig med de sociale medier” Information, sektion “Indland,” d. 23.09.2013, af Catarina Nedertoft Jessen “Flere frivillige – men på egne præmisser” Information.dk , DEBAT, d. 15.05.2013, af Susanne Larsen og Anders Ladekarl “Fra traditionel til moderne frivillighed” Information.dk, DEBAT, d. 8.04.2011, af Jacob Rathlev Artikler hentet via Skoda

“Thorning er klar med en plan for færre hjemløse” Ritzaus Bureau, 10.09.2013, 247 ord | Artikel-id: e3f68854 Kronik: “Er ligeværd stadig en dansk værdi?” Berlingske Tidende d. 04.09.2009, Sektion: Kultur & Debat Side 17, 1206 ord | Artikel-id: e1a8612e Tv-udsendelser: “DR 2 Uden hjem”, 28 minutters lang dokumentar, vist på DR2 d. 16.09.2013. Egen empiri: “Netværksven for en hjemløse” personlig samtale og semi-strukturet interview med projektkoordinator Rikke Estrup, samt den hjemløse herberg-bruger Peder. Tirsdag d. 15.10.2013 på Kollegiet, Gl. Køge Landevej “Pantbørsen” telefoninterview med Anna Eistrup, én af initiativtager bag projektet. Lavet d. 8. 10.2013


Bilag 1: artikeluddrag

Antallet af hjemløse i Danmark er vokset markant Politiken. dk - DANMARK 10. AUG. 2013 KL. 14.46 AF

 

MARIA BRUUN-SCHMIDT

Aarhus er den danske storby, der er vokset klart mest i løbet af de seneste fire år.  

 

ANTAL HJEMLØSE I DANMARK 2013: 5.844 personer 2011: 5.290 personer 2009: 4.998 personer Kilde: Foreløbige tal fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd OPGØRELSEN Tallene for hjemløse er udarbejdet af SFI, som begyndte at lave nationale kortlægninger af antallet af hjemløse borgere i år 2007. De har i alt lavet fire nationale kortlægninger i henholdsvis år 2013, 201, 2009 og 2007.

Stadig flere hjemløse hober sig op i gadekrogene. I øjeblikket er der i alt ca 5.844 hjemløse i Danmark, og det er 850 flere end for fire år siden. Dermed er antallet af hjemløse på landsplan steget med 18 procent siden år 2009. Det viser en foreløbig opgørelse fra 'Det Nationale Forskningscenter for Velfærd', SFI, der senere på året offentliggør en endelig rapport om udviklingen. »Den væsentligste årsag til stigningen i antallet af hjemløse på landsplan er en kraftig mangel på billige boliger i landets to største byområder«, forklarer Lars Benjaminsen, som er forsker i socialpolitik og velfærdsydelser ved SFI. Særligt er antallet af hjemløse højt i hovedstaden. Siden 2009 er tallet steget fra 1.494 personer til 1.630, og det vil sige, at der foreløbigt er ni procent flere københavnere, som står uden tag over hovedet.


Bilag 2

Thorning er klar med en plan for færre hjemløse Ritzaus Bureau | 10.09.2013 | Side | 247 ord | Artikel-id: e3f68854 Regeringen vil torsdag præsentere sin plan for det sociale område med konkrete mål, der skal nås inden 2020. Regeringen vil torsdag præsentere sin plan for det sociale område med konkrete mål, der skal nås inden 2020. Ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil regeringen torsdag præsentere sin 2020-plan med konkrete mål for det sociale område, som skal nås inden 2020. Planen vil blandt andet lægge op til, at antallet af hjemløse i Danmark skal reduceres markant. Ifølge Statsministeriet vil der dog først blive sat tal på ambitionen, når planen bliver fremlagt på et pressemøde efter et regeringsseminar i Helsingør. - Vi har pligt til at huske på, at samfundet har blinde vinkler. Derfor vil vi nu sætte projektøren på dem, der ikke nødvendigvis bliver løftet, når resten af samfundet er i vækst, siger Helle Thorning-Schmidt i en mail til Ritzau. Planen ventes at omfatte en række emner indenfor det sociale område. Medlemmer af regeringen har tidligere talt om, at der skal sættes mål for færre narkodødsfald i 2020, at der skal være færre hjemløse i 2020, og at alle børn, der starter i skole, skal kunne tilstrækkeligt godt dansk. Helle Thorning-Schmidt ønsker dog ikke at gå i detaljer med planen før fremlæggelsen torsdag, men siger: - Det handler om mennesker, som de færreste danskere møder i deres hverdag. Det handler om mennesker, som dybest set har svært ved at råbe op selv. Derfor har vi brug for en fælles forpligtelse. - Derfor vil vi i regeringen på torsdag for første gang fremlægge nogle sociale 2020 mål, siger Helle Thorning-Schmidt i mailen. /ritzau/  


Bilag 3: Billede af rækværk på Nansensgade, København K. Observeret på en spadsertur en eftermiddag d. 9. Oktober 2013


Bilag 4

’Det er blevet mere mainstream at beskæftige sig med socialt udsatte’ Nogle af de skæbner, som vi før i tiden slet ikke var opmærksom på eksisterede, bliver nu i højere grad beskrevet i dokumentarfilm, radioprogrammer og bøger. Det er på trods af, at den reelle socialpolitik er så godt som forsvundet, mener forsker 24. september 2013 I et lille radiostudie på Radio24syv sidder Gunnar Hansen og fortæller om sit liv. Han er en voksen, velfungerende mand, men sådan har det ikke altid været. Som barn blev han tvangsfjernet og mod sin vilje placeret hos en bondefamilie, der gav ham ar. Ikke kun fysiske ar, som dem Gunnar Hansen har på sine ører fra knytnæveslag eller dem på hænderne fra de gafler, han fik stukket i sig. Der er også aftryk inden i ham, på den måde som et barn bliver mærket, når opvæksten er så langt fra tryg og kærlig, som man kan forestille sig. »Når du blev tvangsfodret, og dine plejesøskende havde hældt voldsomme mængder salt i din mad, hvordan føltes det så,« spørger radioværten Lisbeth Zornig og læner sig en anelse længere ind over bordet mod Gunnar Hansen. »Man bliver frygtelig tørstig bagefter. Det kan jeg godt love. Det er forfærdeligt, mere kan jeg ikke sige,« siger han og kigger ned på sine hænder. Der bliver stille i studiet. Lisbeth Zornig kigger på sin producer Mikkel Clausen. Der er kun de tre personer omkring bordet. Når historierne bliver rigtig grumme, er der ikke mange steder, øjnene kan flygte hen. Mikkel Clausen nikker til teknikeren i hjørnet af lokalet og en radiojingle går i gang. »Velkommen til Zornigs Zone,« lyder det og radiooptagelserne glider videre. Ansigt på de udsatte Hele Danmarks opmærksomhed blev rettet mod Lisbeth Zornig, da dokumentaren om hendes opvækst ’Min barndom i helvede’ blev vist på DR1 i 2011. Dengang var Zornig formand for Børnerådet, og detaljerne om hendes egen opvækst præget af misbrug og misrøgt var en øjenåbner for mange danskere. Siden har hun skrevet en bog om sin barndom og mønsterbruddet og arbejder nu en dag om ugen med journalist Mikkel Clausen på programmet ’Zornigs Zone’ på Radio24syv. Lisbeth Zornigs arbejde har ændret meget for omverdenens syn på socialt udsatte, og har for alvor fået sat spot på de laveste klasser i samfundets levevilkår. Først da Zornig tog danskerne med ud til de steder, hvor hun selv voksede op, blev det gjort


lettere at forstå, hvordan udsatte mennesker i Danmark lever. »Folk tænkte: Gud, hun ligner jo mig i cowboybukser og har en længere videregående uddannelse,« siger journalist og instruktør Louise Detlefsen, som oplever, at der efter Zornigs dokumentar kom en større accept af, at der er nogen i Danmark, som har det svært. Efter at have set Lisbeth Zornigs dokumentar kastede hun sig selv over temaet i dokumentarfilmen ’Den usynlige arv’ om en fattig sønderjysk familie. En af Louise Detlefsens udfordringer var at finde den rette case, for hun ville ikke beskyldes for at have fundet nogen, som ikke var ’rigtigt’ fattige. »Bare det at sige ’fattigdom i Danmark’ var faktisk lidt tabubelagt. Mange gange endte vi med at diskutere, om der egentligt er nogen, som er fattige i Danmark, og så strandede hele snakken ligesom der,« fortæller Louise Detlefsen. Det viste sig dog på ferielejre for børn med få midler, at der var mange skæbner at vælge mellem. Dokumentarfilmen blev modtaget positivt og skabte stor debat blandt danskerne. Louise Detlefsen fornemmer i dag, at der er større interesse og øget samtale om de socialt udsatte. Efter filmen var blevet vist, modtog familien konvolutter med penge, malerudstyr til deres datter, splinternyt tøj og tilbud om, at deres børn kunne komme på ferie i udlandet. Det overraskede Louise Detlefsen, hvor stor en lyst folk havde til at hjælpe familien. »Jeg tror, der var et ønske i befolkningen om at hjælpe de udsatte børn, som fik lidt luft her,« siger Louise Detlefsen. Hun tror, at det bliver lettere for de fleste at forholde sig til sandheden, når man får konkrete ansigter på dem det handler om. Alene og overset Dokumentaristen Christian Sønderby Jepsen mener også, at Lisbeth Zornig har spillet en rolle i at tage hul på debatten om en ukendt del af Danmark, men som en del af denne bølge, skal Cavling-vinder Asbjørn With Christensen, som afdækkede Rebild Kommunes behandling af udsatte borgere, også tælles med, mener han. Og de journalister, som gik til bunds i Brønderslev-sagen, hvor en familie med ti børn levede under forfærdelige forhold. »Det er blevet mere mainstream at beskæftige sig med socialt udsatte,« siger Christian Sønderby Jepsen. Selv står han bag to dokumentarfilm, hvor de laveste klasser i det danske samfund skildres hudløst ærligt. Dokumentaren ’Blodets Bånd’ giver et indblik i, hvordan det egentlig er at leve i en familie med misbrug, tvangsfjernelser og benægtelser. Den prisvindende dokumentar ’Testamentet’ handler om to brødres håb og drømme, hvis


de arver de penge, som de altid har regnet med. For Christian Sønderby Jepsen har det aldrig været et bevidst valg at skildre de laveste klasser i Danmark. Målet har blot været at fortælle gode historier fra miljøer, man sjældent skildrer i Danmark. »Der er nok ret mange mennesker i Danmark, som føler sig alene og overset, men når de føler sig set, f.eks. i en dokumentarfilm eller i en bog, kan de nok bedre forholde sig til at løse deres problemer. Det er det samme med kærlighedsromaner. Når vi læser dem, får vi også lyst til at løse vores egne kærlighedsproblemer,« siger han. Efter at have skildret den danske fattigdom hæfter Louise Detlefsen sig også ved, at en mere alsidig beskrivelse af de forskellige miljøer kunne være gavnlig. »Det er da fjollet, at alle danske børnefilm foregår i samtalekøkkener, når virkeligheden ikke er sådan,« siger hun. I forrige uge fremlagde social- børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen sin sociale 2020-plan og omtalte den som et »paradigmeskift« i indsatsen for de socialt udsatte. De to radiomagere, Zornig og Clausen, fra Radio24syv fornemmer det samme skift, men ser ikke målene som en markør for skiftet. At velfærdssamfundet stadig i høj grad fejler i at hjælpe de socialt udsatte, er ifølge Zornig og Clausen det, som har fået danske borgere til at lukke øjnene op for, at der må være årsager til, at antallet af hjemløse stiger, og at situationer, som den Brønderslev-familien levede i, opstår. »Det er ret kynisk, men politikerne taler om det, som borgerne ønsker. I perioder er det finanspolitik, miljøpolitik, og nu er det så socialpolitik. Det kan være en modedille, men jeg håber, at det holder ved,« siger Lisbeth Zornig Andersen. Inge Bryderup er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og har skrevet bøger, der beskriver de sidste 100 års socialpolitik. Hun ser ikke umiddelbart et øget fokus på socialområdet. »Det afhænger af, hvor man leder efter fokus. I medierne kan det være rigtigt, men jeg vil snarere sige det modsatte. Fra politisk hold er socialpolitikken næsten forsvundet og er blevet til arbejdsmarkedspolitik eller beskæftigelsespolitik,« siger Inge Bryderup. Hun mener, at man med Annette Vilhelmsens »paradigmeskift« bevæger sig bort fra grundelementerne ved velfærdsstaten.


»Ved at lave særlige vilkår for særlige grupper i samfundet skaber Annette Vilhelmsen en form for stigmatisering,« siger Inge Bryderup og henviser til de nye sociale 2020-mål, hvor man blandt andet har et mål om, at 50 procent af børn med særlige behov skal gennemføre en ungdomsuddannelse, mens den generelle målsætning er 95 procent. Producer Mikkel Clausen tror, at der er opstået en »kollektiv flovhed« i samfundet. »Vi har et så rigt samfund, som er så avanceret på alle mulige planer, og så har vi stadig nogle tusinder af mennesker, som har det fuldstændigt ubegribeligt dårligt. Trods denne kæmpe rigdom og kæmpe ekspertise vi har, er vi faktisk ikke i stand til at hjælpe de mennesker.« Hvis problemerne skal løses, er det ikke kun politik, der skal til. Individet skal også tage ansvaret for fællesskabet på sig, mener Zornig: »Vi bliver som samfund nødt til at række en hånd frem til naboen. Vi har fået sat det hele så forbandet meget i system i Danmark, at vi har glemt, hvordan man gør. Vi har glemt, hvorfor vi oprindeligt formede kommunen. Den er jo blot et formaliseret fællesskab. Vi skal af med denne her systembedøvelse, hvor vi placerer ansvaret hos nogen, vi ikke engang kender. Der er en forestilling om, at nogen må fixe det, og vi har betalt vores skat.« Socialklassetolk Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, er umiddelbart positiv over for beskrivelser af socialt udsatte i medierne. Men ikke uforbeholdent. »Det er med til at give mange borgere et langt bedre indblik i, hvordan hverdagen ser ud for socialt udsatte borgere, og det kan fremme forståelsen for, hvilke problemer de udsatte borgere lever i,« siger Jann Sjursen og tilføjer sin betænkelighed ved den øgede fokus på socialt udsatte især i realityprogrammer. »De socialt udsatte kan blive en del af den underholdning, som tv-dækningen også er. Selvfølgelig kan man gennem dokumentarer formidle en virkelighed, som mange af os ikke har en jordisk chance for at kende til, men mediet skaber også en kunstig relation, hvor nogen passivt kigger på og andre lader sig underholde,« siger Jann Sjursen. Den kritik er producer Mikkel Clausen glad for, at programmet Zornigs Zone aldrig har fået. Når Gunnar Hansen fra dagens optagelser fortæller om sin opvækst, skal han ikke være underholdning for underholdningens skyld. »I dag bliver de socialt udsatte ofte portrætteret i reality-tv. Bare tænk på De Unge


Mødre og Big Brother. Medierne bruger socialt udsatte som underholdning og til at skaffe seertal. Vores program handler om at give de udsatte en stemme, så man faktisk sætter sig ned og lytter til, hvad for nogle liv de har levet,« siger Mikkel Clausen. Han mener, at man først kan ændre vilkårene for de svageste borgere, når man ved, at de og deres problemer eksisterer. Og her ser han Lisbeth Zornigs rolle som en helt unik indgang. »Hun er en socialklassetolk,« siger Mikkel Clausen og Lisbeth Zornig nikker medgivende. »Jeg ser mig selv som sådan en tværkulturel andengenerations indvandrer, der taler flere sprog,« siger hun, da hun har sagt farvel til Gunnar Hansen og byder dagens næste gæst – en forsker i socialpolitik – velkommen.  


Bilag 5

Kronik: Er ligeværd stadig en dansk værdi? (uddrag) Berlingske Tidende | 04.09.2009 | | Sektion: Kultur & Debat Side 17 | 1206 ord | Artikel-id: e1a8612e |

Princippet om, at alle mennesker har lige værdi, trues både af lovgivning og af generelle samfundstendenser. Men det første mål i en værdipolitik må være en grundlæggende tro på, at alle levende mennesker i samfundet har lige værdi. af KNUD VILBY, formand for Socialpolitisk Forening Ordene værdi og værdighed har samme historiske rod. Værdipolitik handler både om værdighed og værdier, ikke i økonomisk forstand, men på det menneskelige plan. Derfor står der også i artikel 1 i menneskerettighedserklæringen, at »alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder«. Et samfund består af alle dets borgere, og de har alle værdi og værdighed. Historien har gruopvækkende eksempler på, hvordan det går, når man begynder at udpege de ' mindreværdige'. Vi kan derfor ikke tale om danske værdier og værdipolitik uden at tale om lige værdighed for mennesker i Danmark. Da Socialministeriet i 2003 holdt et værdiseminar, skete det på grundlag af et oplæg fra ministeriet om »Værdier i socialpolitikken«. Der blev beskrevet seks bærende værdier: selvbestemmelse, værdighed, retfærdighed, social tryghed, social integration og social bæredygtighed. Og i afsnittet om værdighed stod der, at det er en grundlæggende forventning, at hver enkelt har værdi i sig selv og med rette kan forvente andres anerkendelse af dette, herunder de sociale myndigheders. »Værdighed er derfor ikke noget, man skal gøre sig fortjent til gennem en særlig indsats, eller noget man kan opnå i kraft af særlige talenter eller karakteregenskaber«. Med værdighed følger anerkendelse, og anerkender vi ikke hinanden, går det galt. I Socialpolitisk Forening mener vi, at denne grundlæggende værdi


- lige værdighed - i dag er truet. På et tidspunkt, hvor værdipolitikken igen er på den politiske dagsorden, er det helt centralt, at den også kommer til at handle om lige værdighed for alle. Det har været en central dansk værdi, siden man for mange, mange år siden opgav at dele mennesker op i værdigt og ikkeværdigt trængende og opgav en social lovgivning, der førte til tab af borgerlige rettigheder for mennesker, der ikke blev vurderet som ' værdigt' trængende. Jeg vil gerne især pege på to centrale områder, hvor både lovgivningen og den generelle samfundsudvikling truer danskernes lige værd og lige værdighed. Det ene er den reelle genindførelse af begrebet værdigt trængende i dele af social-og beskæftigelseslovgivningen. Det andet er det tab af lige værdi og værdighed, som følger af større ulighed i samfundet, og af at ikke mindst flere børnefamilier i dag lever i langvarig relativ fattigdom. Gennem de senere år er der gennemført lovgivning om en række reducerede sociale ydelser, såkaldte incitamentsydelser, for at få flere ud på arbejdsmarkedet, og store dele af den lovgivning, der tidligere var socialpolitik, er overført til Beskæftigelsesministeriet. Det solidariske princip med ens ydelser til alle er erstattet med et mere markedsbaseret system og skønsmæssige ydelser, der vurderer og opdeler folk. Man reducerer sociale ydelser til udvalgte minoritetsgrupper for at tvinge og presse dem ind på arbejdsmarkedet. Nogle kommer ind, men nogle er for svage og er, trods dette pres, ikke i stand til at få arbejde og sidder tilbage både med færre penge og reduceret værdighed. Der sættes i denne beskæftigelsesfokuserede politik lighedstegn mellem samfundsværdi og økonomisk værdi, det vil sige værdi på arbejdsmarkedet. Kun hvis man har muligheder på en arbejdsplads, er man rigtigt værdig. Danmark er et af de områder i EU, der har den højeste beskæftigelsesgrad. Eksperterne mener, at vi, trods stigende ledighed, har brug for, at endnu flere arbejder endnu længere, men


det må ikke føre til, at vi betragter mennesker som mindre værdifulde, fordi de ikke kan arbejde. Tendenser til at opdele samfundet i dem, der »bidrager økonomisk« og dem der »er en byrde«, øges i disse år. Men den form for værdisætning truer princippet om, at alle mennesker i samfundet er værdifulde - har lige værdi - uanset om de er børn eller gamle, stærke eller svage, arbejdsduelige eller handikappede. Uanset om de bidrager med formaliseret indtægtsgivende arbejde eller på anden måde. Det første mål i en værdipolitik må være en grundlæggende tro på, at alle levende mennesker i samfundet har lige værdi. I 1990erne under Nyrup-regeringen begyndte de økonomiske statistikker for første gang at vise, at den økonomiske ulighed i Danmark er voksende. Det er fortsat siden. Og vi har fået mere økonomisk fattigdom. Denne fattigdom er ikke kun udtryk for kortvarige økonomiske problemer. Når man trækker de studerende ud af statistikkerne, og når man alene ser på dem, der har levet under EUs fattigdomsgrænse i mindst tre år, så viser tallene markant vækst i antallet af fattige i Danmark. (…) Derfor er der igen behov for at arbejde for alle menneskers lige værdighed også i Danmark. Vi må sikre, at det bliver en central dansk værdi.  


Bilag 6

Fra traditionel til moderne frivillighed Information.dk, DEBAT, d. 8.04.2011, af Jacob Rathlev Hvis frivillighed skal være med til at løse offentlige velfærdsopgaver, er det afgørende, at man fra politisk side forholder sig til den moderne, individualiserede frivilligheds præmisser Politiske ambitioner om at inddrage frivillige i løsningen af offentlige velfærdsopgaver må tage bestik af det moderne anatomi i det frivillige arbejde. Tiden hvor frivillige påtog sig et vedholdende ansvar for de svage i samfundet, er for længst forbi, og samarbejdet mellem den frivillige sektor og velfærdsstaten må gentænkes på den moderne frivilligheds præmisser. Da VK-regeringen tiltrådte i 2001, blev det skrevet ind i regeringsgrundlaget, at »løsningen af sociale problemer handler ikke kun om offentlige bevillinger og systemer. Derfor ønsker regeringen at inddrage de frivillige, velgørende foreninger stærkere i løsningen af en række sociale opgaver«. Ganske vist havde man ikke forudset den aktuelle finanskrise og de statslige underskud, men desuagtet ønskede regeringen at diskutere alternativ tilvejebringelse af fremtidens velfærd navnlig i lyset af den såkaldte 'forsørgerbyrde' og man formulerede en målsætning om, at halvdelen af befolkningen skulle udføre frivilligt arbejde. Hver tredje dansker Før Fogh havde både Reagan og Thatcher peget eksplicit på den frivillige sektor, som en del af løsningen på et voksende pres på de offentlige budgetter, og som en måde hvorpå social ansvarlighed kunne genindføres i den private sfære men også socialdemokratiske regeringer har været optaget heraf. At det frivillige arbejde rummer betydelige potentialer er ikke vanskeligt at få øje på. Det stort anlagte Johns Hopkins Comparative Nonprofit Sector Project fortæller os, at Danmark er blandt de førende lande i verden: Godt og vel hver tredje dansker udfører frivilligt arbejde og i et omfang, der svarer til 110.000 fuldtidsansatte. Moderne frivillighed Men er frivillighed svaret på fremtidens velfærd? Ikke uden videre. Historisk har den frivillige sektor ganske vist udfyldt en stor social rolle i samfundet og været en forløber til velfærdsstaten i kraft af fattighjælp, hospitaler, skoler osv. længe før, at disse sociale opgaver skulle blive institutionaliserede kerneområder i velfærdsstaten. Fremvæksten af velfærdsstatslige institutioner har imidlertid udvandet de traditionelle frivillige aktiviteter. Solidariteten er blevet institutionaliseret i kraft af velfærdsstaten,


Bilag 7

Flere frivillige – men på egne præmisser Er det kommunen eller den frivillige sociale organisation, der skal løfte velfærdsopgaverne? Og hvordan? I takt med at det offentlige fattes penge, er interessen for civilsamfundet steget. Men processen med at inkludere flere frivillige må ikke blot være en spareøvelse fra kommunal side, for dermed mister man essensen af, hvad de frivillige organisationer kan 15. maj 2013

Røde Kors tror på, at fremtidens velfærdssamfund vil, kan og skal rumme mere frivillig indsats også inden for kerneområderne af velfærd. Men det bekymrer organisationen, hvis kommunen bare vil bruge de frivillige som gratis arbejdskraft. Her hjælper en frivillig med lektielæsning i et udsat Debat Af Susanne Larsen og Anders Ladekarl Gi’ os samfundet tilbage’ – kunne vi sige med en lille omskrivning af Natasjas »Gi’ mig Danmark tilbage«. Sat på spidsen, har vi i Danmark nærmest udviklet en sær social blufærdighed, der gør, at vi giver op over for vores medmennesker. Vi er blevet vænnet til at stille spørgsmålet: ’Hvad kan samfundet gøre for mig’, frem for at stille spørgsmålet: ’Hvad kan vi hver især gøre for hinanden?’. Det kan se ud, som om civilsamfundet er blevet passiviseret, og vi har glemt, at velfærdssamfundet er os alle sammen. Velfærdssamfundet er ikke synonymt med den offentlige sektor. Det er dig og din nabo. Det er borger til borger, der danner fællesskaber og tager ansvar for hinanden. Lige nu er civilsamfundets rolle i fremtidens velfærdssamfund til debat. Er det kommunen eller den frivillige sociale organisation, der skal løfte velfærdsopgaverne? Og hvordan? I vores optik er det et problem, når kommunerne selv rekrutterer frivillige til f.eks. biblioteker og plejehjem. Det er et problem, fordi kommunale frivillige ikke har en fælles ramme, de kan agere i. De har ikke et fælles værdigrundlag, de kan stå på. Og de kan ikke være fortalere for den ældre, der har brug for at få gjort ordentligt rent. Samarbejdet mellem kommunen og den frivillige kommer i stedet til at handle om, hvem der må hvad. Hvem må skifte en ble eller købe en liter mælk – eller sørge for at biblioteket er åbent? Samarbejdet mellem kommunen og frivillige bliver en arbejdskamp frem for et samarbejde om, hvordan vi gør det, vi hver især – sosuassistenten og den frivillige – er bedst til. I starten af maj inviterede regeringen 35 udvalgte organisationer og kommuner til at tilbringe et døgn sammen for at diskutere, hvad der skal stå i et nyt frivilligcharter for samspillet mellem ’foreningsdanmark’ og det offentlige. Det skal erstatte det gamle charter fra 2001 – et dokument skrevet af repræsentanter fra foreninger, kommuner


m.fl. for »at styrke og udvikle samspillet gennem grundlæggende værdier og fælles rammer for samspillet«. Charteret blev imidlertid aldrig brugt aktivt, hvorfor der er behov for et nyt. Regeringens dagsorden er samskabelse. De ønsker at lave en fælles aftale om, hvem der skal løfte hvilke opgaver i samarbejdet mellem kommunen og den frivillige organisation. Den dagsorden er fagbevægelsen også glad for. De vil gerne have spilleregler for, hvordan sosu-assistenen og den frivillige skal samarbejde på plejehjemmet. Det vil vi ikke. Vi mener ikke, at man kan sætte grænser for at være medmenneske. Og det er jo det, man forsøger, når man vil lave spilleregler for, hvilke opgaver kommunen selv skal løse, og hvilke opgaver, frivillige organisationer skal inddrages i. Det offentliges udvidede rolle I dag oplever snart sagt alle frivillige organisationer en massiv vækst i antallet af frivillige. Det viser os, at civilsamfundet ikke er blevet helt inaktivt. Tværtimod ser vi en stigende villighed til igen at drage omsorg for hinanden. Alene i Røde Kors er vi nu knap 30.000 frivillige, der lokalt yder en social indsats i Danmark. Vi har set, at det offentlige gennem de seneste 40 år i stigende grad er gået ind på områder, der vedrører mellemmenneskelige relationer. Det er sket, samtidig med at vi som familier er flyttet længere væk fra hinanden, at vi lever i større byer, at vi bliver ældre, og at vores kommunikationsformer har ændret sig. Det har betydet, at vi ikke skovler sneen for den ældre dame ved siden af. Vi inviterer ikke den enlige mor nedenunder til mad. Eller tager børnehavevennen med i biografen. Vi sætter os ikke på plejehjemmet og holder den døende tante i hånden. Eller tager hjem til den kollega, der er sygemeldt med stress. Vi tænker, at det skal det offentlige tage sig af. Eller også gør vores blufærdighed, at vi ikke vil trænge os på. Og det er ikke godt nok. En del af et fællesskab Her kan vi som frivillige sociale organisationer noget. Vi skaber fællesskaber, der inkluderer gamle, unge, kvinder, mænd, etniske minoriteter, de skæve eksistenser, handicappede – dig og mig. Vi kan give den ramme, der gør, at man tager skridtet og ringer på naboens dør. Ikke som sig selv, men som et fællesskab – en samlet frivillig organisation. Det er én af de ting, der adskiller frivillighed i en kommune fra frivillighed i en værdibaseret organisation som Røde Kors. Kommunerne hyrer individuelle frivillige til at løse en opgave for kommunen. Det kan være på et plejehjem, et bibliotek eller som mentor for en ung arbejdsløs. Når man har løst sin opgave, går man hjem. Man yder sin indsats ud fra egne og ikke fælles værdier. Man skaber ikke et netværk for den, man yder en frivillig indsats over for – eller for sig selv.


I Røde Kors står vi på værdier som medmenneskelighed, neutralitet og frivillighed. Vi bruger værdierne helt konkret hver dag som et fælles udgangspunkt for alle frivillige i Røde Kors. Så den frivillige besøgsven på plejehjemmet eller den frivillige i genbrugsbutikken er rustet til at sige ja eller nej til en opgave som f.eks. et bleskift med udgangspunkt i deres egne grænser. Vi tror på, at fremtidens velfærdssamfund vil, kan og skal rumme mere frivillig indsats også inden for kerneområderne af velfærd. Men det bekymrer os, hvis kommunen bare vil bruge os som gratis arbejdskraft. Og det kan let komme til at se sådan ud, når kommunen selv hyrer frivillige til det værested, de har skåret ned på, eller på det bibliotek, hvor de har indskrænket åbningstiden. Hvis kommunen laver en spareøvelse, vil det bedste være at tone rent flag. Historisk har civilsamfundet gennem det seneste århundrede traditionelt fungeret som innovatør. Det er her, nye løsninger er blevet udviklet – for efterfølgende at blive overtaget af det offentlige. Eksempelvis sygekasserne som startede som frivillige foreninger for i 70’erne at blive overtaget af det offentlige og blive til Sygeforsikringen Danmark. Er det, vi ser nu, i virkeligheden, at pendulet er ved at svinge tilbage, fordi vi skal tage et fælles ansvar for vores samfund? Har civilsamfundet mulighed for at genindtage de områder, hvor det handler om mellemmenneskelige relationer i stedet for at være en del af den spareøvelse, vi tror, det er? Set i det lys bliver grænsediskussionen overflødig. For man kan ikke sætte grænser for medmenneskelighed. Men man kan respektere det, vi hver især står for. En civilsamfundsstrategi Vi har foreløbigt sagt ja til at være med til at skrive det nye frivilligcharter, og vi deltog derfor på den føromtalte camp i begyndelsen af maj. Men vi har samtidig sagt til de involverede ministre, at vi ikke synes, at den proces, de har sat i gang, giver frivillige reel mulighed for indflydelse. I diskussionerne om et nyt frivilligcharter har vi lagt vægt på, at frivillige skal respekteres og anderkendes – ikke for at være et supplement til det offentlige, men for at have en egen værdi. Vi kan udvikle og løfte opgaver, det offentlige ikke kan og lære borgerne at være en del af et demokrati. Men det vigtigste for os er, at regeringen skal følge charteret op med en civilsamfundsstrategi, hvor der etableres forpligtende rammer for, hvordan regeringen vil støtte civilsamfundet. Det handler både om økonomiske rammer og afbureaukratisering, men det handler mest af alt om at have en vision for, hvilket aktivt civilsamfund regeringen ønsker at støtte. Regeringen skal tage et medansvar for at bringe værdierne tilbage på dagsordenen. Og i den øvelse kan de med fordel hente inspiration i den civilsamfundsstrategi, Danmark har vedtaget for udviklingslandene.


Hvis regeringen vil forpligte sig til det, vil vi for vores del forpligte os til at bevare vores innovationskraft, vores fortalerrolle, vores engagement i at skabe bedre vilkår for samfundets svageste, vores rolle i forhold til at skabe fællesskaber for alle samt tilføre flere frivillige. Og ikke mindst vil vi tage ansvar for med afsæt i vores værdier at vise vores tillægsværdi. Vi vil have samfundet tilbage. Susanne Larsen er præsident, og Anders Ladekarl er generalsekretær i Røde Kors i Danmark      


Bilag 8

Interview med Anna Eistrup, én af de 4 koordinatorer bag Pantbørsen Følgende tekst er fundet på pantbørsens hjemmeside: Pantbørsen er et socialt initiativ drevet af frivillige kræfter, flittige panthentere og gavmilde pantgivere.! Pantbørsen formidler direkte kontakt, så flasker og dåser bliver til kroner, som kan gøre gavn. Konceptet kort fortalt 1. Via Pantbørsen finder du et mobiltelefonnummer til en panthenter i dit nærområde. 2. Ring til panthenteren og aftal et tidspunkt, hvor panthenteren henter tomme flasker og dåser på din adresse. 3. Panthenteren indløser flaskerne og får udbyttet i kroner og ører. Det handler om at hjælpe hinanden Pantbørsens ambition er at give socialt udsatte københavnere mulighed for at forbedre deres tilværelse ved at skabe såvel indkomst som indhold i hverdagen. Pantbørsen skaber rammerne om et betydningsfuldt møde mellem københavnere fra forskellige sociale lag, der ellers sjældent ville opstå. Samtidig løser Pantbørsen et praktisk hverdagsproblem for mange københavnere, der nemt og hurtigt kan blive deres tomme flasker kvit. Tak til pfandgeben.de for inspiration.

Hvorfor startede I i sin tid dette projekt? Marie Thomsen, som er en af iværksætterne bag Pantbørsen, fik kendskab til projektet gennem et ophold i Berlin, hvor projektet har eksisteret flere år. Hun syntes så godt om idéen at hun ville prøve den af i København også, dog med enkelte justeringer, bl.a. med en andet visuel identitet. Desuden var det et


tidspunkt i hendes liv, hvor hun manglede lidt spænding og følte et større behov for at gøre noget meningsfuldt. Hvor mange benytter sig af initiativet? Der er cirka 50 panthentere fordelt rundt i København, og vi ved ikke hvor mange der reelt set er pantgivere. Netop denne manglende registrering er et lidt et svagt punkt, da vi derved ikke kan få nogen konkret tilbagemelding på, hvordan man som pantgiver oplever denne form for tjeneste. I vores opstartsperiode prøvede vi via vores facebook side, at få en direkte kontakt til brugerne, og det var kun enkelte, som kom med en en tilbagemelding på, hvordan deres oplevelse og møde havde været med panthenteren. Det skal og understreges, at projektet er tænkt som en platform, som skal holde sig selvkørende, hvor vi har opsat rammerne for mødet mellem panthentere og pantgivere. Hvem er de såkaldte pantgivere? De er socialt udsatte, oftest på kontanthjælp. Nogle bor på et herberg, eller er tilknyttet et værested, da der indimellem har været en person på pågældende værested, som har hjulpet pantsamleren med at udfylde formularen. Vi har også nogle som er illegale, og en del udlændige, som ikke taler dansk. Selvom I ikke har nogen direkte kontakt til pantgiverne, har I så alligevel en fornemmelse af, hvem der benytter sig af pantbørsen? Endvidere har I haft en bestemt målgruppe i tankerne? Vi har haft to målgrupper i sigte: Den unge studerende, som lægger en ære i at tænke på samfundet det omgiver sig med. Generelt at tænke på de udsatte og være åben, tolerant og samtidig være en slags first-mover, da vi netop tror på, at det er sejt og cool at tænke på andre end sig selv. Så det på den måde, er det også er et statement udadtil, at man benytter sig af pantbørsen. Den anden målgruppe er den travle børnefamilie, som ikke lige har tid til at gå ned med flaskerne og derved ligger der et større fokus på selve handlingen, som panthentere udfører. Dog er der ingen tvivl om, at alle der benytter pantbørsen, til en vis grad er bevidste om at de gør noget for en god sags tjeneste. På jeres hjemmeside har I beskrevet en meget udførlig og letaflæselig procedure (både tekst og billedeligt materiale) ift. hvordan man som pantgiver, kommer af med sine flasker til panthenterne - har I efterfølgende stødt ind i nogle udfordringer eller problematikker ift. kontakten mellem de to parter? Vores venner og bekendte, som har været pantgivere har udtrykt, at det har været meget grænseoverskridende at skulle ringe op til panthenterne. Som f.eks hvordan skal man lige formulere at man har nogle flasker, som de gerne må komme og hente, uden at de træder personen over tæerne eller på nogen måde kommer til at lyde nedladende. Der var en dag en helt konkret kritik, som var blevet skrevet i vores forum på Facebook, hvor en pantgiver havde udtrykt sin utilfredshed med, at den panthenter han havde ringet til, havde virket utrolig sløv og træt i telefonrøret.


Han havde helt klart forventet en mere oplagt respons. Dertil kan vi kun sige, at det jo ikke er en reception man ringer til, og man kan som giver ikke forvente at blive mødt med en veloplagt, frisk og smilende panthenter. Det er ikke en service, men et menneske, som på må og få klarer sig igennem hverdagen med de udfordringer, der nu måtte ligge. Dertil skal det siger, at der er en risiko for at panthenterne ikke dukker op, til trods for at man lige har haft dem i røret. Man skal huske at tage højde for, hvor de er i deres liv som socialt udsatte. Ved du om nogle brugere ringer til den samme panthenter? Jeg ved fra mine veninder, at de bruger den samme. Jeg prøver selv at ringe til forskellige fra gang til gang, men det er nok mere for at få et bredere indblik i, hvem vi har med i vores projekt. Min veninde ringer altid til den sammen dame, som hun så ved et tilfælde fik ringet op en dag, hvor damen var indlagt på sygehuset og dermed ikke lige kunne komme forbi efter flasker. På den måde kan man godt sige, at forholdet mellem panthenter og pantgiver har potentiale til at udvikle sig i en mere personlig relation, hvis begge parter har interesse deri. Tror du at det er vigtigt at begge parter føler, at de får noget ud af det? Ja, vi lægger helt sikkert vægt på ligeværdigheden i projektet. Der er utrolig mange sociale projekter, hvor man på den ene eller anden måde kan være frivillig eller donere et pengebeløb til de socialt udsatte og på den måde ikke får noget igen, på nær en bedre personlig samvittighed måske. For os bag Pantbørsen var det vigtigt at det ikke blev for "tungt" et projekt og derfor prøver vi at løfte det hele lidt ved at understrege at det gavner begge parter. Dog er der selvfølgelig ingen tvivl om, at det gavner den udsatte mere end dem som giver flaskerne væk. Desuden er det ret væsentligt, at når man som pantgiver får hentet sine flasker har mulighed for at sige tak til panthenteren. Dette flytter fokus væk fra medlidenheden, som ellers ofte er en overskyggende følelse man kan have i mødet med den social udsatte.


Bilag 9

  Referat  af  egne  interviews   tirsdag  d.  15.10.2013  omhandlende  frivillighedsprojektet  “Netværksven  for  en   hjemløs”     Jeg  har  fået  en  aftale  med  Rikke  Estrup,  som  er  projektmedarbejder  på   sekretariatet  Missionen  blandt  Hjemløse1.  Rikke  arbejder  som  en  af  de   hovedansvarlige  på  frivillighedsprojektet  “Netværksven  for  en  hjemløs”.  Jeg  fik   lov  til  at  besøge  deres  kontor,  som  holder  til  på  “Kollegiet”  ude  på  Gl.  Køge   Landevej  i  Valby,  hvor  jeg  fik  en  snak  med  Rikke  om  projektet.  Desuden  havde   Rikke  arrangeret  et  møde  med  den  hjemløse  Peder,  som  har  boet  på  Kollegiet   siden  1993  og  netop  blevet  tilknyttet  en  netværksven.       Fakta  om  projektet:   Projektet  “Netværksven”  er  blevet  bevilget  økonomisk  støtte  i  en  4-­‐årig  lang   periode,  hvoraf  det  første  1,5  år  er  gået.  Projektet  bygger  dog  hovedsagligt  på   frivillige  kræfter.  Som  frivillig  netværksven  er  man  tilknyttet  en  hjemløs.  Enten   én  som  bor  på  Kollegiet,  kommer  på  et  af  værestederne  eller  netop  er  flyttet  ud  i   sin  egen  bolig.  Formålet  med  projektet  er  at  skabe  positive  relationer  for   hjemløse  eller  tidligere  hjemløse  og  give  dem  gode  rollemodeller  i  form  af   ressourcestærke  frivillige.     Relationen:   Netværksvennen  besøger  den  hjemløse  en  gang  om  ugen  eller  hver  14.  dag,   enten  hos  den  hjemløse  eller  begge  parter  mødes  i  det  offentlige  rum.  Aftalerne   indgåes  fra  gang  til  gang,  og  det  første  møde  foregår  sammen  med   frivilligkoordinatoren,  som  har  kædet  de  to  parter  sammen.  Under  dette  møde   forventningsafstemmer  man  ift  hvor,  hvornår  og  hvordan  møderne  mellem  den   hjemløse  og  netværksvennen  skal  foregå.  De  første  par  gange  rådes  de  til  at   holde  møderne  til  et  par ��timer,  da  det  kan  være  krævende,  at  skulle  lære  et  nyt   menneske  at  kende.  Koordinatorens  rolle  er  mest  synlig  i  opstartsfase,  og  er  også   den  person,  som  den  frivillige  skal  tage  kontakt  til,  hvis  der  igennem  forløbet   opstår  problematikker  i  relationen  mellem  den  frivillige  og  den  hjemløse.  Som   frivillig  har  man  hver  3.  måned  et  opfølgende  møde  med  koordinatoren  samt   andre  netværksvenner,  og  man  skal  altid  henvende  sig  til  koordinatoren,  så  vidt   man  ønsker  at  stoppe  relationen  eller  støder  ind  i  nogle  problematikker.  På  den   måde  har  koordinatoren  en  funktion,  som  et  bindled  mellem  de  to  parter  i   relationen,  men  derudover  ellers  ikke  synlig  i  den  interne  relation.  Man  har  som   udgangspunkt  lavet  nogle  rammer,  som  skal  gøre  det  så  ligetil  og  ukompliceret  at   sætte  to  mennesker  sammen,  hvor  der  er  fokus  på  deres  fælles  interesser,   fremfor  deres  forskelle.  Den  gode  relation  plejer  at  være  uafhængig  af                                                                                                                   1  Missionen  blandt  Hjemløse  (MbB)  er  en  organisation,  som  har  eksisteret  siden  1893.  MbH  

driver  Kollegiet,  som  er  et  botilbud  og  et  herberg  for  hjemløse  mænde  over  30  år,  som  kan  huse   op  til  148  beboere.  MbH  råder  også  over  andre  institutioner  og  væresteder,  som  fx  Mændenes   Hjem  på  Istedgade,  og  RG60,  som  er  et  nødherberg  og  bofællesskab  på  Nørrebro  for  unge   hjemløse.  

 


koordinatorens  videre  indblanding,  men  Rikke  tror  dog  på  vigtigheden  af,  at   koordinatoren  er  tilgængelig  for  begge  parter,  da  der  indimellem  opstår   konflikter,  som  ofte  er  opstået  ud  fra  misfortsåelser:  En  frivillig  kan  blive   frustreret,  hvis  beboeren  ikke  tager  sin  telefon,  og  hvis  der  er  gået  tilstrækkelig   mange  dage  uden  tilbagevendende  kontakt  fra  beboeren,  vil  den  frivillige  måske   tolke  det  som  manglende  interesse.  Her  er  det  koordinatorens  rolle  at  tage  kontakt   til  beboeren,  finde  ud  af  hvad  der  har  været  gund  til  for  den  manglende  dialog,  for   så  at  kunne  forklare  den  frivillige,  at  beboeren  måske  ikke  var  i  stand  til  at  tage  sin   telefon,  fordi  beboeren  i  den  givne  periode  havde  besluttet  sig  for  at  drikke  sig  i   hegnet,  for  eksempel”   Rikke  pointerer  dermed  vigtigheden  af,  at  der  et  bindeled  mellem  de  to  parter  i   relationen,  da  det  ofte  ikke  kan  undgåes  at  der  opstår  misforståelser,  når  man   har  så  forskellige  tilværelser,  som  er  tilfældet  i  sådan  en  relation.     Beboeren/den  hjemløse2  på  Kollegiet:     Alle  beboerne  på  Kollegiet  er  i  realtiteten  potentielle  brugere  af  projektet,  men   dog  begrænser  målgruppen  sig  alligevel.  Der  stilles  krav  om,  at  de  er  nogenlunde   stabile  og  fattet  omkring  deres  situation  og  ikke  har  udadreagerende  adfærd  og   dermed  til  fare  for  deres  omgivelser.  Dertil  skal  det  siges,  at  der  ligger  et  kæmpe   arbejde  hos  koordinatoren  ift.  at  få  dem  overbevist  om  at  en  netværksven  kan   være  en  givende  relation.     Rikke  nævner,  at  det  er  forskelliget  hvordan  beboerne  har  reageret  på  netop   ordet  netværksven,  og  forinden  havde  de  kaldt  det  en  besøgsven:  Denne   betegnelse  blev  der  ofte  reageret  negativt  på,  da  beboerne  forbandt  det  med  gamle   mennesker,  som  var  ensomme.  Men  netop  ensomhed  er  noget  som  de  fleste  af  de   hjemløse  lider  af,  og  det  er  stadig  meget  tabubelagt  i  vores  samfund.  Derfor  har  det   stor  betydning,  hvordan  man  ligesom  italesætter  dette  projekt  over  for  de  hjemløse.   Ordet  mentor  var  også  inde  at  vende  på  et  tidspunkt,  men  så  fik  projektet  lige   pludselig  en  helt  anden  klang.  Som  mentor  bliver  den  frivillige  tillagt  en  rolle,  som   den  “lærde”  i  relationen,  og  det  strider  imod  vores  bestræbelse  efter  at  danne  et   ligeværdigt  møde.  Rikke  understreger,  at  de  hjemløse  har  lige  så  meget  at  bidrage   med  ift  livskundskaber  og  har  gode  og  ofte  hårde  historier  at  berette  om,  som  er   meget  vedkommende  og  interessant  for  den  frivillige.  Der  lægges  vægt  på  at   begge  parter  får  noget  ud  af  relationen.       Den  frivillige:   På  nuværende  tidspunkt  har  de  cirka  40  netværksvenner,  som  er  fordelt  rundt   på  de  forskellige  institutioner,  som  MbH  råder  over.  Størstedelen  af  de  frivillige   har  eller  har  haft  forbindelse  til  socialt  udsatte  gennem  deres  arbejde  fx  som   socialrådgiver  eller  sosu-­‐assistent,  og  dermed  at  den  menneskelige  kontakt   noget  som  ligger  naturligt  og  ligetil  for  dem.  Et  fåtal  af  netværksvennerne  har   selv  haft  en  baggrund  som  social  udsat  på  et  tidligere  tidspunkt  i  deres  liv,  men   Rikke  pointerer  hvor  vigtigt  det  er,  at  de  er  kommet  ovenpå  igen:  “Som   netværksven  vil  man  komme  til  at  møde  et  menneske,  som  befinder  sig  i  en  sårbar                                                                                                                   2  Rikke  omtaler  ofte  den  hjemløse  som  beboeren,  hvilket  kan  lyde  lidt  modstridende,  da  man  ofte   forbinder  den  hjemløse  med  de  mennesker,  som  sover  og  bor  på  gaden.  Definitionen  af  en   hjemløs  inkluderer  også  en    person,  som  overnatter  på  akut/midlertidig  botilbud,  som  f.eks.   herberget  Kollegiet.  

 


situation,  og  derfor  er  det  vigtigt  at  man  ikke  bruger  den  hjemløse  til  at  løse  egne   problemer  med.”  Derudover  skal  den  frivillige  besidde  en  vis  form  for  robusthed   og  være  i  stand  til  at  rumme  mennesker  med  andre  livssyn  end  sine  egne.  At   være  lydhør,  åben  og  endvidere  have  evnen  til  at  fokusere  på  muligheder  frem   for  menneskelige  barrierer  er  nogle  af  de  egenskaber,  som  der  søges  hos  den   frivillige.  Dertil  skal  man  kunne  afsætte  tid  af  til  det  og  gerne  med  en  udsigt  til   mere  end  blot  for  et  par  måneder.  Der  er  altså  ikke  sat  noget  “sluttidspunkt”  for   relationen  :  “Den  lidt  længere  tidshorisont  spiller  ofte  en  rolle,  når  den  frivillige   springer  fra,  da  det  for  nogen  kan  føles  som  en  for  stor  mundfuld.”  fortæller  Rikke.     For  at  få  skabt  en  relation  drejer  det  sig  om  at  klæde  den  frivillige  på,  så  godt   som  muligt  i  mødet  med  den  hjemløse,  og  derfor  får  den  frivillige  udleveret  en   håndbog,  hvori  en  masse  spørgsmål  vedrørende  projektet  bliver  besvaret.   Derudover  skal  den  frivillige  underskrive  en  tavshedserklæring  og  en   frivilligeaftale,  som  fungerer  som  en  slags  sikkerhed  for  den  frivillige.     Det  er  og  har  været  en  udfordring  at  finde  frivillige  til  projektet.  Hun  henviser   bl.a.  til  det  store  udbud  af  frivillighedsprojekter,  som  findes  i  København  på   nuværende  tidspunkt:  “Som  frivillig  netværksven  skal  du  være  klar  på  at  byde  ind   med  dig  selv  som  person,  og  ikke  som  profession.  Du  skal  indgå  i  en  relation,  hvor   samtalen  og  nærværet  er  det,  som  er  i  centrum,  og  knap  så  meget  hvad  du  kan   præstere  ud  fra  en  faglig  vinkel.”  I  følge  Rikke,  kan  det  personlige  aspekt  være   meget  grænseoverskridende  for  begge  parter     Det  ligeværdige  møde:   For  at  fremme  et  ligeværdigt  møde,  så  skal  de  to  parter  helst  foretage  sig   aktiviter,  som  er  gratis  eller  noget,  hvortil  MbH  har  fået  doneret  fribilletter  eller   lignende  tilbud.  Rikke  understreger,  at  den  frivillige  ikke  forærer  den  hjemløse   værdigenstande  eller  betaler  for  kaffe  eller  lignede,  når  de  mødes.  Der  må  så  at   sige  ikke  være  nogen  form  for  økonomisk  indblanding  fra  de  respektive  parter.   Denne  regel  er  i  følge  Rikke,  med  til  at  holde  relationen  ligeværdi.  Desuden  er   der  en  tydelig  regel  om,  at  den  hjemløse  ikke  må  inviteres  med  hjem  til   netværksvennen,  da  deres  relation  skal  udspille  sig  på  så  neutral  grund  som   muligt.  Det  er  jo  ingen  hemmelighed  at  den  frivillige  er  den  resurcestærke  i   relationen,  men  kan  skabe  nogle  rammer,  som  gør  det  muligt  at  få  de  to  parter  til   at  mødes  på  så  neutral  grund  som  muligt.       Bruger  af  projektet  “Netværksven”     Peder,  som  er  65  år,  født  og  opvokset  på  Østerbro,  er  hjemløs  og  har  været   beboer  på  Kollegiet  i  snart  15  år.    Han  er  en  af  de  ældste  beboer  på  herberget  ,  og   han  stiller  ofte  op  til  diverse  interviews.  Jeg  er  blevet  inviteret  indefor  i  Peders   værelse,  som  på  knap  8  kvm  ikke  kan  rumme  meget  mere  end  en  seng,  et   skrivebord,  og  så  lige  et  tv.  Som  gæst  bliver  man  hurtig  klar  over,  at  Peder  har  en   særlig  interesse  for  biler  og  sport,  da  hans  vægge  er  overdynget  med  plakater.   Der  lugter  af  røg  på  det  lille  indeklemte  værlese,  og  jeg  har  fået  en  kande  kaffe   med  fra  Kollegiets  café.  Dog  holder  Peder  sig  til  sin  elefantøl,  som  han  ikke   lægger  skjul  på  er  en  fast  daglig  indtagelse,  og  til  tider  tager  det  overhånd,  især   hvis  der  er  en  spændende  sportbegivenhed  i  tv’et,  tilføjer  Peder.    


Peder  fortæller  mig,  at  han  bruger  meget  at  sin  tid  alene  på  sit  værelse,  og  til  at   starte  med  ikke  kunne  forestille  sig  at  det  ville  gøre  nogen  gavn  at  få  tilknyttet  en   netværksven,  eller  besøgsven,  som  han  ynder  at  kalde  det:  “det  der  med  en   netværksven  lyder  sgu  så  fornemt…  det  er  jeg  ikke  til”     Peder  har  en  uddanelse  som  typograf,  har  haft  forskellige  koner,  men  har  været   hjemløs  siden  midten  af  40’erne.  Han  siger  meget  kort,  at  pengene  smuldrede   imellem  fingrene  på  ham.  Han  nævner  dog  også,  at  han  mistede  begge  sine   forældre  i  en  alder  af  20  år,  og  at  han  de  efterfølgende  år  ikke  helt  kunne  finde  ud   af,  hvordan  han  skulle  gebærde  sig.  Flere  detaljer  kommer  der  ikke  frem,  udover   at  han  er  enebarn,  og  ikke  har  kontakt  til  noget  familie  eller  venner.  Jeg   fornemmer  ret  hurtigt,  at  Peder  har  fortalt  sin  historie  mange  gange,  og  egentlig   hellere  vil  fortælle  om,  hvordan  han  traf  sin  netværksven.   Kollegiets  koordinator  på  projektet  havde  op  til  flere  gange  tilbudt  Peder  at  få  en   netværksven,  men  han  kunne  ikke  helt  forstå,  hvad  han  skulle  bruge  sådan  en  til.   Mødet  mellem  Peder  og  Carsten,  som  hans  besøgsven  hedder,  var  nemlig  lidt   atypisk  I  forhold  til  hvordan  proceduren  normalvis  foregår.    En  dag  kom  Peder   ved  et  tilfælde  i  snak  med  en  frivillig,  som  i  forvejen  var  tilknyttet  som   netværksven  for  en  af  Kollegiets  beboer,  og  de  fandt  ud  af  at  de  havde  meget  til   fælles.  Så  Peder  gik  til  koordinatoren,  og  de  fik  lavet  matchet  om,  så  Peder  den   dag  i  dag  har  fået  den  anden  beboers  netværksven.  Det  er  nu  2  måneder  siden,   og  Peder  er  allerede  meget  begejstret  for  relationen.   De  har  indtil  videre  været  ude  ved  den  lille  Havfrue  og  i  Tivoli,  og  Peder  fortæller   kort  og  tydeligt  om  deres  nuværende  relation:   Jeg  fortalte  Carsten  om  min  fortid  og  han  om  sin,  og  så  var  der  ikke  mere  i  den   snak(…)  Vi  har  utrolig  mange  fælles  interesser,  f.eks.  da  vi  var  nede  ved  den  lille   Havfrue  kom  vi  lige  pludselig  til  at  snakke  om  skibe,  og  vi  kunne  næsten  ikke  stoppe   igen”  .     Peder  viser  mig  sin  kalender,  hvoraf  det  tydligt  fremgår,  at  de  ses  hver  7.  eller,   14.  dag:  “Det  er  Carsten,  som  bestemmer  hvornår  vi  skal  ses,  da  det  er  ham  som  har   mest  at  se  til(…)  Jeg  kan  for  det  meste  altid,  medmindre  jeg  lige  skal  til  tandlæge   selvfølgelig”     Peder  fortæller  om  den  kommende  aftale,  Hjemløsedagen  d.  17.  oktober,  som   han  også  skal  til  sammen  med  sin  besøgsven.  Han  synes  det  er  rart  at  følges  med   Carsten,  da  det  kan  være  lidt  anstrengende  at  skulle  hænge  ud  med  de  andre   beboer.  Peder  sætter  pris  på  den  nære  relation,  som  projektet  lægger  op  til.   Ellers  foregår  den  sociale  omgang,  når  han  i  selskab  med  de  andre  beboer  tager   på  udflugter  osv.  arrangeret  af  Kollegiet  eller  laver  mad  I  fælleskøkkenet  :   “Stemningen  og  lydniveauet  kan  pludselig  blive  for  høj,  i  takt  med  at  øllene  ryger   ned…”   Peder  har  ikke  tænkt  videre  over  hvorlænge  kontakten  mellem  ham  Carsten  og   ham,  men  som  det  er  nu,  ser  han  ingen  grund  til  hvorfor  den  skulle  stoppe.        


Bilag 10 Billede 1: NuvĂŚrende visuelle overblik over kontakter

 


Hus Forbi