værdi for netop dem.28 Den lange hale udgør dermed et anslag mod den traditionelle kanon-tænkning. Internettets enorme volumen udfordrer den antagelse, at museernes rolle er at fremhæve bestemte udsnit af deres på bekostning af andre, fordi der ikke er plads til at vise alting altid. Museerne kan i princippet lægge ALT ud, og lade brugerne vælge selv. Modvægten til denne radikale tanke er, at i takt med at mængden af information og indhold stiger, vokser også behovet for strukturerede søgemuligheder og kuratering. Brugerne har somme tider behov for kvalificerede udvalg, foretaget af kilder med høj troværdighed. Derfor er fuld tilgængelighed og faglig kuratering heller ikke gensidigt ekskluderende størrelser. Tværtimod er den kompetente kurators rolle blevet mere betydningsfuld end nogensinde i en tid, hvor informationsmængden antager stadigt mere uoverskuelige dimensioner. Meget af det indhold, museer tilbyder og producerer, tilhører generisk den lange hale. Selvom museer ynder at fokusere på blockbuster-udstillinger og berømte kunstnere, så må substansen i vores samlinger og udstillinger, anskuet i et bredere mediebillede, betragtes som nichefænomener. I Danmark omtaler vi Eckersberg og Jorn som ‘store’ kunstnere, men de er det kun i en afgrænset sfære. Internettet tilbyder optimale betingelser for at vende dette vilkår til en gevinst. Dybden og bredden af vores samlinger formår at nå ud på helt nye vidtrækkende og effektive måder til potentielle brugere, når vi ikke er begrænsede af det fysiske museums medfødte betingelser i form af geografisk beliggenhed og begrænset vægplads. Museet online kan besøges hvor som helst, når som helst, af hvem som helst, og udstillingspladsen er ubegrænset. Og i Web 2.0 kulturen fungerer brugerne gerne som ambassadører for det indhold, de værdsætter. De kommenterer og deler med stor entusiasme det, de kan lide, med deres netværk. Dermed sendes større dele af samlingerne i cirkulation på nettet, og dermed øges sandsynligheden for, at atter andre støder på dem.
50
MERETE SANDERHOFF